Skatteministeren (Kristian Jensen):
Det er faktisk sådan, at Folketingets forretningsorden er indrettet på den måde, at de korte taler er dem, man holder ved førstebehandlingen, for der har man i princippet kun et lille rids af, hvad loven vil indebære. Ved andenbehandlingen er der mulighed for en endnu længere debat, og ved tredjebehandlingen - som nu - er der så sat ekstra lang tid af til, at både ordførerne og derefter ministeren kan svare - ja, ministeren i helt op til 20 minutter her første gang. Jeg vil ikke love, at jeg bruger alle 20 minutter, men jeg vil forsøge at komme lidt rundt om de mange emner, der har været oppe. Jeg synes i øvrigt, at det er glimrende, at der om en sag, der er så væsentlig for landets udviklingsmuligheder, også tages en grundig debat her ved tredjebehandlingen.
Jeg vil starte med at sige, at det tilsagn, jeg gav i debatten, om, at sagen kunne afbrydes for at sendes til fornyet udvalgsbehandling, står ved magt - også selv om der ikke blev afbrudt. Vi vil stadig væk gerne, når der bliver enighed om, hvilke forudsætninger der skal regnes på, regne videre på de regnestykker, der er blevet leveret. Vi er ikke bange for at levere regnestykker, men det er et spørgsmål om, hvad det er for forudsætninger, der skal ligge i dem. For vi kan se på andre udvalgsspørgsmål, der er blevet stillet, at hvis ikke der er klarhed over forudsætningerne, vil de svar, der bliver givet, blive fejlfortolket og blive misbrugt. Derfor er det vigtigt, at der kommer klarhed over forudsætningerne.
Jeg må blankt sige, at jeg ikke har forudsætninger liggende på, hvorledes f.eks. arbejdsløsheden skal udvikle sig fra nu af og frem til 2015, eller hvor mange enlige forsørgere og deslige der vil være på kontanthjælp frem til 2015. Derfor er der nogle forudsætninger, som skal være på plads, før man kan lave regnestykkerne.
Når det så er sagt, vil jeg sige, at jeg synes, at debatten i dag har vist, at man mange steder glemmer kernepunktet, begrundelsen for, at vi står og diskuterer lavere skat på arbejde i dag. Det er nemlig ikke, at vi skal have skabt job, som SF's hr. Morten Homann kom til at sige. Nej, jobbene er der. Problemet er, at vi skal have skabt mere arbejdskraft, vi skal have et større arbejdsudbud, vi skal have flere, der ønsker at tage stillingerne, fordi vi kan se, at der i både den private og i den offentlige sektor er ledige stillinger, at jobbene altså er der, men at arbejdskraftudbuddet er for lille i Danmark, til at vi kan få dækket de stillinger, vi gerne skal have dækket. Og det giver os problemer.
Det giver os problemer, når vi ikke har folk nok ansat i vores sundhedssektor i forhold til det, vi har sat af til på budgettet. Det giver problemer, når vi ikke har folk nok ansat i den private sektor i vores fremstillingserhverv. Det giver problemer, når vi ikke har folk nok ansat i vores servicesektor, fordi samfundet så ikke kommer til at hænge godt nok sammen, og så får vi ikke de gode tider, vi har nu, til for alvor at folde mulighederne ud i. Derfor er kerneproblemet, baggrunden for forslaget i dag, at få skabt et større arbejdsudbud, og det kan man få ved bl.a. at sætte skatten på arbejde ned, præcis som regeringen har foreslået.
Omregnet til årsværk får vi med forslaget her et øget arbejdsudbud svarende til 7.000-8.000 personer. Det er ikke nok til at løse problemet, men det er jo heldigvis heller ikke den eneste løsning, vi har på problemet. Regeringen har i statsministerens åbningstale præsenteret en tipunktsplan til, hvorledes vi skal tage hånd om at få et øget arbejdsudbud, sådan at vi kan få skabt arbejdskraft nok til at besætte de stillinger, der er ledige i dag. Derfor er det glædeligt, at vi har et flertal, som står bag lovforslaget, og som vil være med til at stemme det igennem.
Det, der sker, er jo, at vi får givet de personer, der går fra overførselsindkomst og over på arbejdsmarkedet, en større gevinst, og det sker, ved at beskæftigelsesfradraget bliver større. Det motiverer nogle til at komme ind på arbejdsmarkedet, som ellers ville have været helt uden for arbejdsmarkedet. Og de, der allerede er på arbejdsmarkedet, får en gevinst ved at yde en ekstra arbejdstime, hvis de i dag betaler mellemskat. For med forslaget her slipper 575.000 danskere for at betale mellemskat, fordi vi rykker grænsen for, hvornår mellemskatten skal betales, op til at være på niveau med grænsen for topskat, som vi kender den. Alt det vil være med til at sikre, at vi får et større arbejdsudbud og dermed kan få løst den arbejdskraftmangel, som vi har i øjeblikket.
Jeg synes, det er lidt bekymrende, at f.eks. Det Radikale Venstre nævner, at forslaget her skulle være socialt skævt. Først og fremmest er det vigtigt her at understrege, at med forslaget, som det ligger, vil alle opleve, at deres disponible indkomst i årene fra nu af og frem vil blive større, forudsat at de bliver ved med at have den indtægt eller arbejdsstatus, som de har i dag. Alle vil opleve at få et større rådighedsbeløb: Det vil folkepensionisten; det vil den deltidsansatte; det vil de lavtlønsgrupper, der er på arbejdsmarkedet; og det vil højtlønsgrupperne. Alle vil opleve, at de får et større disponibelt råderum, fordi vi laver en kombination af høje overførselsindkomster, højere personfradrag og så lavere skat på arbejde. Det er nok til at sikre, at selv om der også kommer høje energiafgifter, vil der være en fremgang i disponibel indkomst i forhold til de regler, der gælder her i 2007.
Når Det Radikale Venstre siger, at vores forslag er socialt skævt, så synes jeg, at Det Radikale Venstre skylder et klart svar på det spørgsmål, hr. Kim Andersen stillede om det, at Det Radikale Venstre selv er kommet med et skatteforslag, som, når man regner højere energiafgifter, grønne afgifter og højere ejendomsværdiskat med, giver 35.000 kr. mere om året til de 10 pct. rigeste i forhold til de 10 pct. fattigste. Jeg skal nok lade være med at sætte labels og ord på Det Radikale Venstres skattepolitik. Jeg synes bare, de skulle tage og sammenligne det, de selv foreslår, med de ændringer, som regeringen har, og så lade være med at kaste med sten, når de selv bor i et glashus. For det er præcis det, der er kernen i den radikale kritik her, når man sammenligner det med det skatteforslag, de selv er kommet med her hen over sommeren.
Hr. Frank Aaen spurgte til sidst om DIS-ordningen. Der er det min og regeringens opfattelse, at vi ikke skal blande os i overenskomstmæssige spørgsmål, og at nettoafregning, altså en afregning uden skattebetaling, sådan som det er i DIS-ordningen, er et overenskomstmæssigt spørgsmål, som jeg ikke ønsker at blande mig i fra regeringens side, og som jeg heller ikke mener Folketinget skal blande sig i, men som bør klares der, hvor lønforhandlinger bør klares, nemlig i overenskomstforhandlinger.
En anden debat, der har været oppe, har handlet om, at vi med forslaget her skulle give skattelettelser, samtidig med at der skulle ske nedskæringer i kommuner og regioner. Det er ganske enkelt ikke rigtigt. Og i stedet for at tage en stor diskussion om, hvordan de enkelte kommuner har været nødt til at omprioritere, kan man kigge på en enkelt helt klar ting, nemlig hvad den økonomiske tildeling til kommunerne er - hvad den var i 2001, og hvad den er i 2007. Der vil man kunne se, at der i den periode er en stigning i kommunernes økonomi på 37 mia. kr., og at der i den plan for dansk økonomi fremadrettet til 2015, som regeringen har lagt frem, er plads til en stigning på 45 mia. kr. i de kommende år.
Partierne har også i andre sammenhænge - bl.a. hr. Villy Søvndal under åbningsdebatten - erkendt, at det er en stigning. Man kan så diskutere, om stigningen er stor nok til de ambitioner, partierne har. Fint nok, så lad os tage den diskussion, men lad os gøre det på et ærligt grundlag ved at indrømme, at der er tale om stigninger, indrømme, at vi fra regeringens side har leveret et økonomisk grundlag, der gør, at der er flere penge til rådighed til offentlig velfærd i 2007 end nogen sinde før, og at vi i 2008 vil sætte en rekord ved at give endnu flere penge til offentlig velfærd.
Der, hvor jeg synes at debatten måske var allermest skuffende, var under hr. John Dyrby Paulsens indlæg. For hr. John Dyrby Paulsen brugte sin tid som ordfører og i den debat, der var efterfølgende, til overhovedet ikke at svare på et eneste af de spørgsmål, der blev rejst. De spørgsmål, der blev rejst, var nemlig helt konkret: Når nu lovforslaget om lavere skat på arbejde bliver vedtaget, hvad vil Socialdemokratiet så? Vil man rulle skattepakken tilbage for dermed at få finansiering til det, man har foreslået i sit finanslovoplæg, sin velfærdspolitik, eller vil man stå fast på skattestoppet og så sige, at det er den skattepolitik, der er, vi lader skattelettelserne stå, sådan som de nu bliver vedtaget?
Jeg har benyttet mig af muligheden for at gå ind og læse, hvad Socialdemokratiet selv har skrevet på deres hjemmeside, når man går ind og søger på »skattepolitik«. Og hvis man går ind på Socialdemokratiets hjemmeside og søger på »skattepolitik«, kan man finde følgende sætning: Regeringens skattepolitik bygger på skattestoppet. Det har en række ulemper, men samtidig også én stor fordel. Det med ulemperne er jeg ikke enig i, men det med fordelene er jeg meget enig i, og det kommer her: Det sikrer tryghed for, hvad den enkelte familie kan forvente at betale i skat. Det er skattestoppets store fordel. Jeg er enig i, at det er en af de store fordele, der er ved skattestoppet. Socialdemokratiet siger selv, at det er en stor fordel. Det giver tryghed, for familierne kan vide, hvad de kan forvente at betale i skat.
Man må bare sige, at den tryghed ønsker Socialdemokratiet ikke længere, fordi fra og med at lovforslaget her blev vedtaget, vil Socialdemokratiet ikke give klarhed over, hvad borgerne, hvad familierne kan forvente at betale i skat. Derfor synes jeg, at hr. John Dyrby Paulsen og Socialdemokratiet skylder et svar på spørgsmålet: Hvad vil man gøre, når lovforslaget her bliver vedtaget af et bredt flertal i Folketinget? Vil man så ønske at gennemføre en tilbagerulning af skattelettelserne, eller vil man stå fast på, at borgerne skal kunne vide, hvad de kan forvente at betale i skat og dermed holde fast i skattestoppet?
Man kan ikke både blæse og have mel i munden, man kan ikke sige, at borgerne både skal have tryghed og kan forvente at vide, hvad de skal betale i skat, og så holde dem hen i uvished om, hvad Socialdemokratiets skattepolitik er, når nu lovforslaget bliver vedtaget.
Jeg håber, at Socialdemokratiet vil komme på bedre tanker og give den klarhed, som er nødvendig, hvis man ønsker at tilslutte sig det, som man selv har kaldt den store fordel ved skattestoppet, nemlig at familierne skal vide, hvad de skal betale i skat.