Forsvarsministeren (Søren Gade):
Tak for det.
Der har været en række spørgsmål, og jeg skal prøve at besvare dem her. Ellers vil jeg anmode om, at vi tager det op i udvalgsbehandlingen og jeg får mulighed for at svare på dem.
Jeg bliver spurgt af bl.a. hr. Holger K. Nielsen om indstillingen fra forsvaret, som ændrede sig fra ikke at ville anbefale kampvogne til nu at ville anbefale kampvogne.
Se, som udgangspunkt vil jeg gerne slå fast, at min militærfaglige rådgivning får jeg fra forsvarets øverste ledelse. Da forsvarets øverste ledelse sagde til mig, at man ikke kunne anbefale udsendelse af kampvogne, tog jeg det til efterretning og sagde samtidig, at hvis, ifald, såfremt, i tilfælde af at forholdene ændrede sig, stod det dem selvfølgelig frit for at komme med en ny indstilling.
I forbindelse med at man så ændrede indstillingen til mig og nu anbefalede kampvogne, gjorde jeg det, at jeg i sidste uge sammen med udenrigsministeren havde en briefing af udenrigs- og forsvarsordførerne, således at udenrigs- og forsvarsordførerne fik mulighed for selv at stille nogle spørgsmål til forsvaret. Det mente jeg også var på sin plads, netop fordi det har fyldt utrolig meget med den interne diskussion i forsvaret.
Jeg skal ikke gengive hele briefingen her, men jeg skal dog sige, at det, at den danske enhed nu går op på det, der hedder bataljonstørrelse, betyder, at den danske enhed får det, der hedder selvstændige opgaver, og det vil sige, at de vil blive selvstændigt indsat. Og det, at man så får kampvogne som - hvad skal vi sige? - en ny kapacitet, betyder, at chefen har kampvogne til rådighed. Han skal altså ikke ud og bede om støtte andre steder, han har et langtrækkende våben til op til, jeg tror, det er 4 km, som han kan bruge her og nu.
Briterne har udtrykt forståelse for det, som også hr. Frank Aaen siger, og man anerkender, at det er en dansk beslutning.
Der er det så også vigtigt at sige til hr. Frank Aaen, at det er således, at de danske soldaters tungeste våben indtil udsendelsen af kampvogne er det, der hedder en 12,7, altså et tungt maskingevær, 12,7 mm, og briterne har også det, der hedder en 30-mm-maskinkanon på deres køretøjer. Det råder vi ikke over i dansk forsvar i dag. Og når vi så vælger at sende kampvogne ud, og når forsvaret anbefaler dem, er det ikke kun, fordi kampvognen har en lang rækkevidde, men rent faktisk også, fordi kampvognen som observationsplatform er brugbar.
Så det handler om, at forsvaret indstiller til udsendelse af kampvogne, fordi man nu anser det for militærfagligt forsvarligt og chefen dernede direkte har bedt om det.
Så bliver der spurgt til ulemperne. Og der må jeg sige til hr. Holger K. Nielsen, at de ulemper, der var før, jo stadig væk er der. Altså, der er jo logistiske udfordringer ved at køre rundt med kampvogne, som kører måske 500-700 m pr. liter brændstof, og det er måske en af grundene til, at briterne i perioder også har været en smule skeptiske, da vi jo sådan set skal have logistikken fra briterne.
Men jeg vil sige, at vi arbejder på at få en aftale med bl.a. canadierne om den logistiske støtte. Canadierne har den samme kampvognstype i Afghanistan, som vi har, altså kampvognstype Leopard 2, og det betyder, at vi også vil trække på faglig støtte fra canadierne. Men vi har det personel, der skal til for at udsende de her kampvogne, og som jeg også sagde under briefingen, er det sådan, at der selvfølgelig ikke er noget, der forlader dansk jord, før vi har vedtaget det her beslutningsforslag i Folketinget. Men det er klart, at forsvaret i ugerne op til den 23. oktober, hvor vi forhåbentlig skal behandle forslaget igen, vil forberede den her udsendelse.
Med hensyn til finansieringen, ja, der er det sådan, at det kan holdes inden for § 35-midlerne. Men jeg vil så sige her, også til hr. Holger K. Nielsen, at hvis den militærfaglige rådgivning sagde til mig, at der skulle udsendes kampvogne, og jeg stod i en situation, hvor jeg ikke havde pengene, ville jeg sørge for at tilvejebringe de penge, for jeg ville ikke som den øverste politisk ansvarlige chef for forsvaret sige: Beklager, forsvar, beklager, soldater, I har brug for kampvogne; jeg har ingen penge, og derfor får I ikke kampvogne.
Jeg har pengene på § 35, jeg holder dem inden for det, men havde jeg ikke haft dem, så ville jeg stadig væk gøre mit yderste for at få et flertal for beslutningsforslaget i Folketinget, og samtidig måtte jeg så finde finansieringen på den ene eller den anden måde, for det er altså således, at soldaternes sikkerhed ikke kun ligger mig, men et bredt flertal i Folketinget meget på sinde.
Så var der et spørgsmål med hensyn til luftangreb.
Det er jo rigtigt, at de her kampvogne kan den danske chef bruge her og nu, i og med at det er hans; han skal ikke påkalde støtte nogen steder fra. Hr. Holger K. Nielsen har ret i, at der ikke står noget om luftstøtte i beslutningsforslaget, men det er jo, fordi det ville være et slag i luften. Jeg hverken kan eller vil garantere, at der kommer færre luftangreb, det kan jeg jo af gode grunde ikke; det kunne jeg jo stå her og påstå, men det kan jeg simpelt hen ikke sige til hr. Holger K. Nielsen.
Så lidt med hensyn til min melding i forbindelse med Taleban.
Det er sådan, at når man er den øverste politisk ansvarlige chef for udsendte soldater, og når man nogle gange får en melding om både sårede og dræbte soldater, er det jo noget, som påvirker os alle sammen dybt.
Når jeg bliver spurgt om, hvorvidt det er rigtigt, at Karzai er gået i dialog med Taleban, vil jeg først sige, at det suverænt er præsident Karzais valg; i et selvstændigt land er det hans valg, hvem han vil forhandle med. Men jeg siger jo også, at når Taleban engang indgår fuldt og helt i den politiske proces, er det jo et andet Taleban end det, vi har i dag, for jeg er jo fuldstændig på det rene med, som også hr. Naser Khader siger, at der er en del af Taleban, som er utrolig brutale mennesker, som jo undertrykker kvinder, undertrykker menneskerettighederne og foretager nogle meget voldsomme overgreb på andre mennesker.
Det er bare sådan, at man kan vinde en krig med militære midler, men man kan ikke vinde en fred, og man er også nødt til at sige, at det er sikkerhed, at det er genopbygning, og at det er en politisk proces, der skal gang i. Derfor synes jeg, det er rigtigt af præsident Karzai, at han også prøver på at få gang i den politiske proces.
Men jeg vil gerne understrege, at jeg jo ikke forestiller mig, at der sidder et Taleban, som vi kender det i dag, ved siden af præsident Karzai som medlem af den afghanske regering. Det er jo en lang proces, man følger, indtil man når frem til, at Taleban går ind og anerkender det, de skal for at kunne indgå som fuldgyldigt medlem i den politiske proces.
Uden at jeg skal foretage nogen direkte sammenligning, må jeg stilfærdigt sige, at hvis man går til Nordirland, var det jo også først, da de stridende og bevæbnede parter kom ind i den politiske proces, at de til sidst nåede den fredsløsning, som de fik, og som vi jo også håber på, måske først om mange år, kommer til Afghanistan og det afghanske folk.