|
|
|
Dato: |
||
Spm.7 |
||
|
|
|
Besvarelse af spørgsmål nr. 7 stillet af ikkemedlem af Folketingets udvalg for Udlændinge- og Integrationspolitik til ministeren for flygtninge, indvandrere og integration den 8. oktober 2007 (Alm. Del).
Spørgsmål:
â€Ministeren bedes oplyse de nærmere omstændigheder omkring sprogskolen KISS` lukning i Københavns Kommune samt oplyse kommunens begrundelse for at fratage KISS det kommunale tilskud. Ministeren bedes redegøre for elevsammensætningen (f.eks. kursisternes nationale baggrund og uddannelsesmæssige forudsætninger) samt redegøre for KISS´ hidtidige resultater.â€
Svar:
Københavns Kommune har den 28. september 2007 fremsendt en kopi til Integrationsministeriet af kommunens brev af 27. september 2007 til KISS, hvoraf det fremgår, at kommunen med øjeblikkelig virkning opsiger driftsaftalen mellem Københavns Kommune og bestyrelsen for KISS om danskuddannelse til voksne udlændinge m.fl.
Integrationsministeriet har endvidere modtaget en pressemeddelelse af 28. september 2007 fra Københavns Kommune, hvoraf det fremgår, at KISS har oparbejdet en gæld til kommunen på 4,5 mio.kr. og en gæld i samme størrelsesorden til andre kommuner. Det fremgår endvidere af pressemeddelelsen, at KISS ikke har fremlagt materiale, der kunne overbevise kommunen om, at KISS kan overholde en betalingsordning, og at kommunen for at undgå yderligere tab har opsagt driftsaftalen med KISS.
Kommunerne beslutter selv, hvilke udbydere af danskuddannelse, de vil indgå aftale med om udførelsen af danskuddannelse til voksne udlændinge. Integrationsministeriet har alene et overordnet tilsyn med danskuddannelsesområdet, og jeg er derfor ikke bekendt med de nærmere omstændigheder i forbindelse med KISS´s lukning.
Med hensyn til spørgsmålet om kursistsammensætningen på KISS kan jeg oplyse, at halvdelen af kursisterne på KISS i 2006 kom fra vestlige lande, dvs. EU/EØS-lande, de nordiske lande, USA, Canada, Australien, Schweiz m.fl. Den anden halvdel af kursistgruppen kom især fra Kina, Pakistan, Rusland, Indien og Brasilien.
Integrationsministeriet er ikke i besiddelse af eksakte tal for kursisternes uddannelsesmæssige forudsætninger. Jeg kan oplyse, at alle kursister på KISS har været indplaceret på Danskuddannelse 3, som tilrettelægges for kursister, der normalt har en mellemlang eller lang skole- og uddannelsesbaggrund fra hjemlandet, og som må forventes at have en forholdsvis hurtig tilegnelse af dansk som andetsprog.
Med hensyn til spørgsmålet om KISS´s hidtidige resultater kan jeg henvise til en undersøgelse udarbejdet af AKF (Anvendt KommunalForskning) for Integrationsministeriet i 2005. Denne undersøgelse, som omhandler progressionen i undervisningen på sprogcentrene i perioden 2000-2003, viser, at KISS blev nr. 5 i en rangordning af 49 sprogcentre, hvilket betyder, at kursisterne på KISS i denne periode havde den 5. hurtigste progression. Rangordningen er foretaget efter en korrektion for forskellige faktorer som f.eks. kursistforudsætninger.
Jeg kan i øvrigt henvise til min besvarelse af spørgsmål nr. S 84 stillet af folketingsmedlem Martin Henriksen (DF) til ministeren for flygtninge, indvandrere og integration den 8.oktober 2007.