Talepapir til besvarelse af samrådsspørgsmål C og D i samråd den 4. oktober 2007
Spørgsmål C:
Hvad er ministerens kommentarer til statsrevisorernes kritik af, at kontrollen med tilsynet af SAS ikke lever op til de standarder, som SLV bruger i sin kontrol af den øvrige luftfart, jf. statsrevisorernes bemærkning af 23. maj 2007 til Rigsrevisionens beretning nr. 12/06? Ministeren bedes samtidig oplyse, hvad Transport- og Energiministeren har gjort for at rette op på den alvorlige kritik, som Rigsrevisionen gav i nævnte beretning af netop SLV’s og ministeriets tilsyn med STK.
Svar:
Rigsrevisionen har foretaget en grundig undersøgelse af SLV’s tilsyn med den civile luftfart.
Undersøgelsen har vist, at SLV’s tilsyn med den civile luftfart i Danmark samlet set er tilfredsstillende.
Undersøgelsen har også omfattet spørgsmålet, om SLV’s tilsyn med Skandinavisk Tilsynskontor (STK) er tilfredsstillende. STK udfører væsentlige dele af det praktiske tilsyn med SAS.
Rigsrevisionen vurderer, at Statens Luftfartsvæsens tilsyn med Skandinavisk Tilsynskontor (STK) ikke er tilfredsstillende. Statsrevisorerne finder tilsynet utilfredsstillende.
Rigsrevisionen anfører, at SLV bør tilvejebringe et solidt dokumenteret overblik over, om STK fører et tilsyn, der mindst svarer til det tilsyn, som SLV fører med den øvrige civile luftfart i Danmark, og lever op til internationale og nationale krav.
Det er således en kritik af, at der ikke foreligger tilstrækkelig samlet dokumentation vedrørende STK’s tilsynsvirksomhed.
Rigsrevisionen anbefaler samtidig, at Transport- og Energiministeriets tilsyn med SLV styrkes og at der indhentes opgørelser der viser, at SLV overholder alle internationale og nationale krav.
På baggrund af kritikken fra Rigsrevisionen og Statsrevisorerne har Transport- og Energiministeriet anmodet SLV om at sikre, at ministeriet fremover modtager oplysninger om STK’s virksomhed i form af afrapporteringer.
Ministeriets tilsyn med SLV er foruden de nævnte afrapporteringer bundet op på en resultat- og direktørkontrakt som løbende justeres.
Rigsrevisionens anbefalinger vil i sagens natur indgå i udarbejdelsen af den næste justering.
SLV skal hvert år fremsende en redegørelse om den samlede tilsynsvirksomhed, der redegør for antallet af planlagte og faktisk udførte tilsyn samt belyser effekten af SLV’s flyvesikkerhedsarbejde.
Der afholdes halvårlige møder mellem SLV og ministeriet, hvor aktuelle sager diskuteres.
SLV udarbejder desuden årligt en rapport til ministeriet om de fortrolige indberetninger om driftsforstyrrelser. Rapporten anvendes til analyseformål og til hjælp i forbindelse med udførelse af tilsyn.
Rapporten danner sammen med de øvrige tilsynsværktøjer baggrund ministeriets overvejelser om sikkerheden i dansk luftfart.
Rigsrevisionens redegørelse er – og det er helt centralt – ikke en kritik af, at tilsynet med SAS skulle foregå efter andre systemer og principper end det tilsyn, der gælder for den øvrige del af dansk luftfartsindustri.
SAS-konstruktionen nødvendiggør et samarbejde mellem de tre landes myndigheder vedrørende tilsynet med SAS.
Der er dannet et samarbejdsorgan, benævnt OPS-udvalget, der behandler og samordner tilsynet med SAS. Dette udvalg har det overordnede ansvar for tilsynet.
Skandinavisk Tilsynskontor er underlagt OPS-udvalget, og kontoret foretager sit tilsyn efter instruks fra udvalget.
STK er i formel henseende en del af Luftfartsstyrelsen i Sverige, og STK er derfor ikke en selvstændig myndighed.
Videre er det oplyst, at SLV derfor sammen med de svenske og norske luftfartsmyndigheder inden for rammerne af det skandinaviske luftfartssamarbejde vil sikre, at dokumentationen forbedres.
Fremover vil der derfor årligt af STK blive udarbejdet en samlet opgørelse, der belyser hvorledes STK i sin tilsynsvirksomhed lever op til de internationalt fastsatte krav om minimumsfrekvenser for tilsyn.
Det bemærkes endvidere, at de skandinaviske luftfartsmyndigheder afholder regelmæssige møder med STK i en række fora, ligesom repræsentanter for myndighederne også deltager i den egentlige tilsynsvirksomhed og herved har et løbende indblik i de udførte tilsyn og om disse udføres i overensstemmelse med de fastsatte krav.
De enkelte tilsyn, der udføres af STK er dokumenterede, hvorfor forbedringerne vil ske i relation til den samlede dokumentation for STK’s tilsynsvirksomhed.
Spørgsmål D:
Hvordan vil ministeren, som den øverste ansvarlige, sikre, at kontrollen med SAS fremover sker efter de gældende regler, herunder hvad vil ministeren gøre for at sikre, at der ikke igen kan se et så alvorligt brist i sikkerhedskontrollen?
Svar:
Der er fastsat detaljerede internationale retningslinier for, hvordan tilsynet med flyselskabernes tekniske og operative forhold skal tilrettelægges og gennemføres.
Disse regler harmoniseres i stigende omfang i disse år gennem EU-samarbejdet, hvor der er vedtaget en række væsentlige forordninger og direktiver, herunder i relation til luftdygtighed.
Der er således ingen tvivl om, hvordan tilsynsvirksomheden skal udføres.
Kravene til tilsynene er således identiske, uanset om de udføres af SLV selv eller af STK.
Tilsynet med SAS foregår derfor allerede nu efter de gældende internationale og nationale regler.
Det vil også være tilfældet fremover.
I besvarelsen af samrådsspørgsmål C har jeg i øvrigt oplyst, at den samlede dokumentation for tilsynsvirksomheden i relation til SAS vil blive forbedret.