Talepapir til besvarelse af samrådsspørgsmål E i samråd den 4. oktober 2007
Hvad er ministerens vurdering af, at Japans flyselskab p.g.a. tekniske problemer tidligere har groundet samme flytype (Dash8), som det der forulykkede i Aalborg, og i den sammenhæng, meldingen fra SAS ulykken i Aalborg om, at den tekniske fejl bag denne ulykke drejede sig om et enkeltstående tilfælde?
Svar:
Udtalelsen fra SAS umiddelbart efter det første havari om, at der var tale om en enkeltstående hændelse, har vist sig at være forkert.
Flyproducenten oplyste efter det første havari i Aalborg, at det var den første hændelse, hvor hovedlandingsstellet brød sammen i forbindelse med landing.
Efter havariet i Vilnius var der ikke længere tale om en enkeltstående hændelse.
Det har medført, at de canadiske og europæiske luftfartsmyndigheder efter det andet havari og på baggrund af de foreløbige havariundersøgelser har udstedt et luftdygtighedsdirektiv, der vedrører den fejl, der er konstateret i forbindelse med havariet i Aalborg og Vilnius.
Med hensyn til havariet i Japan var det flyets næsehjul, der var årsagen. I Aalborg og Vilnius var det højre landingshjul.
Næsehjulet opbygning afskiller sig markant fra de øvrige landingshjul og havarierne i Aalborg og Vilnius kan derfor ikke sammenlignes med det i Japan.
Det samme gør sig gældende vedrørende havariet i München, således som det blev oplyst i min besvarelse af samråds-spørgsmål A.