J.nr.  MST 706-00018

 

Den 22. oktober 2007

 

 

 

 

 

 

 

 

Miljøministerens svar på spørgsmål nr. 25 (alm. del) stillet af Folketingets Miljø- og Planlægningsudvalg.

 

 

Spørgsmål  

Ministeren bedes kommentere henvendelsen af 10. oktober 2007 fra

GenvindingsIndustrien vedrørende den politiske aftale om den fremtidige organisering af affaldssektoren, jf. alm. del - bilag 28.

 

Svar

Henvendelsen fra GenvindingsIndustrien (GI) berører helt overordnet to emner i den politiske aftale om organisering af affaldssektoren.

 

Det ene er en bekymring for, at kommunerne sammenblander deres rolle som myndighed og driftsherre og udnytter deres position som myndighed til at skaffe sig ulovlig adgang til konkurrencefølsomme oplysninger.

 

Det fremgår af den brede politiske aftale, at ”kommunernes rolle som myndighed og driftsherre skal være klart adskilt på affaldsområdet. Adskillelsen skal sikre, at der fortsat kan være fuld tillid til, at myndighedsudøvelse sker på et objektivt grundlag. Samtidig skal driftsøkonomiske beslutninger udelukkende træffes ud fra driftsøkonomiske hensyn. Adskillelse skaber også større gennemsigtighed i den kommunale økonomi ved at skabe en klar opdeling mellem gebyr- og skattefinansierede aktiviteter.”

 

Miljøstyrelsen arbejder i øjeblikket med udmøntningen af den politiske aftale, og jeg har fuld tillid til, at vi kan indfri det, som vi har lovet.

     

Det andet emne vedrører virksomheders adgang til genbrugspladsen. GI er bekymrede for, om der vil ske konkurrenceforvridning og krydssubsidiering og ønsker, at virksomhederne skal forbydes adgang til genbrugspladsen.

 

Det fremgår af aftalen, at ”forligsparterne er enige om, at virksomheder i hele landet skal have adgang til deres kommunale genbrugspladser og skal betale for det. Parterne er enige om, at ordningen skal gebyrfinansieres, og at gebyret for at genbrugspladsen stilles til deres rådighed, skal beregnes på baggrund af ens principper, som afspejler omkostningerne og tillige modvirker krydssubsidiering. Reglerne skal træde i kraft den 1. januar 2009.”

 

Vi er altså blevet enige om, at virksomhederne skal have adgang til genbrugspladserne. Vi er nu i øvrigt i gang med at forhandle om, hvordan gebyret for erhvervs adgang til genbrugspladserne skal sammensættes.

 

Det er fornuftigt at give virksomhederne adgang til genbrugspladserne. Alle virksomheder har indimellem noget affald i så små mængder, at det er ude af proportioner at få en privat vognmand til at komme og hente det – og så kan det være en god idé at køre på genbrugspladsen med det i stedet. F.eks. behøver en kiosk, skoforretning eller mindre købmand formentlig ikke en særlig ordning for farligt affald eller for jern og metal, men vil gerne have en privat ordning for pap og papir. Omvendt kan et autoværksted have behov for en privat ordning for afhentning af jern og metal, men kører på genbrugspladsen med papiraffaldet. I langt de fleste tilfælde vil det være sådan, at det ikke kan betale sig for virksomheden at benytte mandetimer og ressourcer til at køre på genbrugspladsen med større ensartede mængder affald – her kan den private vognmand ofte give et fordelagtigt tilbud.

 

Derudover er det i praksis umuligt at hævde et forbud mod at virksomhederne benytter genbrugspladsen, med mindre der etableres en meget omkostningskrævende kontrol – som samtidig vil genere borgernes anvendelse af pladsen.

 

GI nævner også, at de er bekymrede over, at affaldsdata fra virksomheder ikke skal indberettes særskilt, når det afleveres på genbrugspladsen. Den enkelte virksomhed afleverer kun små mængder affald på genbrugspladsen, og det vil være uforholdsmæssigt dyrt at registrere og indberette så små mængder affald. Kommunerne skal dog fortsat indberette, hvor meget affald, der er modtaget på genbrugspladserne, men må skønne, hvor stor en andel, der stammer fra virksomheder.

 

Miljøstyrelsen arbejder som sagt på udmøntningen af aftalen, og har i stor udstrækning allerede involveret aktørerne. Jeg er sikker på, at relevante synspunkter vil blive inddraget i fornødent omfang, både i forhold til indberetning af data fra genbrugspladsen og kontrol med brugen af genbrugspladserne.