ØKONOMI- OG ERHVERVSMINISTEREN

 

 

 

27. november 2007

 

Besvarelse af spørgsmål 19 alm. del stillet af Miljø- og Planlægningsudvalget den 9. oktober 2007.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Spørgsmål 19:

”Vil ministeren tage initiativ til at sikre, at der indføres lodspligt for alle tankskibe, der sejler igennem danske farvande, at hele Østersøen overvåges elektronisk, at tankskibenes sejlruter føres uden om de internationale fugle- og naturbeskyttelsesområder, og at forskellige former for trafik holdes adskilt fra Bornholm til Skagen som foreslået af WWF?”

 

 

 

Svar:

Jeg har koordineret punkterne i spørgsmålet om lods og overvågning med forsvarsministeren, idet disse områder hører under Forsvarsministeriets ressort.

 

I regeringen er vi opmærksomme på, at WWF i sin rapport ”Oil shipping and Natura 2000 in the Danish Straits” har fremført de fire anbefalinger, som spørgeren nævner. Det drejer sig om spørgsmål, som regeringen har stor fokus på.

 

Det har i mange år været et dansk ønske at få indført lodspligt for skibe med forureningsfarlige laster, når skibene sejler gennem de danske stræder. De danske stræder er imidlertid internationale stræder, og derfor kræver det international opbakning, hvis der skal indføres lodspligt i stræderne. Hidtil har de danske bestræbelser på at få indført lodspligt stødt på modstand fra de fleste toneangivende søfartsnationer samt stort set alle Østersølandene. Dog er der internationalt gennem FN’s søfartsorganisation, IMO, opnået enighed om at anbefale skibe med stor dybgang og visse skibe med forureningsfarlige laster at bruge lods, når de sejler gennem de danske stræder. IMO’s lodsanbefalinger er stort set blevet efterlevet af de skibe, der er omfattet af anbefalingerne. F.eks. har det i 2006 kun været nødvendigt at indberette ca. 2 pct. af tankskibene med en dybgang på 11 meter eller derover, der passerede gennem Rute T – det vil sige transitruten fra Skagen gennem Storebælt og ind i Østersøen. For at få de sidste skibe til også at benytte lods, blev der i foråret 2007 nedsat en tværministeriel arbejdsgruppe med det formål at afdække, hvorledes der vil kunne indføres lodspligt for sejlads gennem de danske stræder. Forsvarsministeriet varetager ved Farvandsvæsenet formandskabet for denne arbejdsgruppe. Regeringen arbejder således fortsat på at få indført lodspligt.

 

Skibstrafikken har i de senere år været overvåget i hele Østersøen. Samtlige skibe med en bruttotonnage på 300 eller derover (og dermed også olietankere) udsender signaler om deres identitet, størrelse, hastighed, destinationshavn mv. (AIS-signaler). Østersølandene overvåger disse signaler, og gennem HELCOM-samarbejdet samles signalerne hos Farvandsvæsenet. Herudover benytter søværnet også andre elektroniske hjælpemidler til at overvåge skibstrafikken i dansk farvand.

 

En for nylig udført opmåling af Rute T har skabt grundlag for en revurdering af de danske sejlruter. Der vil på den baggrund blive gennemført en analyse af det danske rutenet, som ud fra en sikkerhedsmæssig betragtning skal søge at optimere sejlruterne. Eventuelle behov og muligheder for indførelse af ruteforanstaltninger i forhold til tankskibene blandt andet ud fra miljøhensyn vil indgå i denne analyse.

 

Hvad angår tvungen trafikseparering, vil analysen af det danske rutenet også omfatte behovet for nye trafiksepareringssystemer. Jeg har i den forbindelse noteret mig, at WWF anbefaler, at sejlruterne kun skal lægges væk fra de beskyttede Natura 2000-områder, så vidt det er muligt. Det vil formentlig ikke være muligt at indføre trafikseparering hele vejen fra Bornholm til Skagen blandt andet på grund af geografiske forhold. Det skal understreges, at Danmark ikke ensidigt kan indføre regler om trafiksepareringssystemer langs Rute T. Det kræver en godkendelse i IMO.

 

Det forventes, at de første resultater af analysen af det danske rutenet foreligger i slutningen af 2008.

 

ØKONOMI- OG ERHVERVSMINISTERIET

Slotsholmsgade 10-12

1216 København K

 

Tlf.           33 92 33 50

Fax          33 12 37 78

CVR-nr    10 09 24 85

[email protected]

www.oem.dk