Folketingets Udvalg for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Den 23. oktober 2007

 

J.nr. 5676


 

 

Folketingets Udvalg for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri har i skrivelse af 10. oktober 2007 udbedt sig min besvarelse af følgende spørgsmål nr. 13:

 

Spørgsmål nr. 13:

”Vil ministeren oplyse, om der, i forbindelse med oprydning og desinfektion i forbindelse med mistanke eller udbrud af fugleinfluenza, udbetales erstatning for forbrug af el, for ødelagte og afbrændte effekter under forløbet, for tæringsskader osv.?”

 

Svar:

Jeg har forelagt spørgsmålet for Fødevarestyrelsen, der har oplyst følgende, hvortil jeg henholder mig:

 

”Kun i forbindelse med udbrud af fugleinfluenza i en besætning skal der gennemføres rengøring og desinfektion. I disse situationer afholder Fødevarestyrelsen udgifterne til destruktion, desinfektion, afspærring, mærkning, tilsyn og lignende foranstaltninger, der påbydes som led i bekæmpelse af fugleinfluenza, jf. § 5, stk. 2, i bekendtgørelse nr. bekendtgørelse nr. 239 af 12. april 1991 om udgifter og erstatning ved bekæmpelse og forebyggelse af husdyrsygdomme med senere ændring.

 

Der udbetales kompensation for el forbrugt til en påbudt rengøring og desinfektion. Hvis inventarer ikke kan rengøres på grund af eksempelvis nedslidning, og det hermed er hensigtsmæssigt at brænde eller destruere inventarer, erstattes de ødelagte og afbrændte effekter af styrelsen.

 

Det bemærkes dog, at Fødevarestyrelsen efter § 56, stk. 5, i lov om hold af dyr, kan bestemme, at ejeren helt eller delvis skal afholde udgifterne til rensning og desinfektion, hvis vedkommende selv har givet anledning til, at dyr, der er blevet aflivet, er blevet angrebet af en alvorlig, smitsom husdyrsygdom, eller ikke har søgt tabet som følge af angrebet mindsket mest muligt. Efter lovens forarbejder kan en sådan begrænsning blive aktuel overfor almindelige rengørings- og oprydningsopgaver, som bør udføres i forbindelse med den daglige drift i overensstemmelse med god landmandsskik.”

 

 

 

Carina Christensen

                                                                                                              /Michael Riff Alexandersen