TALEPAPIR
DET TALTE ORD GÆLDER
Anledning |
Samråd i Folketingets Uddannelsesudvalg |
Titel |
Spørgsmål C: Vil ministeren redegøre for sammenhængen mellem, at der har været kampagner for at få flere til at søge ind på eksempelvis læreruddannelsen, og at der igen i år skæres ned på undervisningstaxametrene?
Spørgsmål D: Vil ministeren redegøre for, om frafald vil kunne nedbringes, hvis der kom flere lærerressourcer på de mellemlange videregående uddannelser, og vil ministeren samtidig redegøre for, om ministeren mener, at der er god overensstemmelse mellem antal undervisere og studerende på de mellemlange videregående uddannelser? |
MÃ¥lgruppe |
Folketingets Uddannelsesudvalg |
Arrangør |
Folketingets Uddannelsesudvalg |
Taletid |
Ca. 5 minutter |
Tid og sted |
Udvalget har stillet mig følgende spørgsmål:
Spørgsmål C: Vil ministeren redegøre for sammenhængen mellem, at der har været kampagner for at få flere til at søge ind på eksempelvis læreruddannelsen, og at der igen i år skæres ned på undervisningstaxametrene?
· Reduktionen af undervisningstaksterne på de mellemlange videregående uddannelser, herunder læreruddannelsen, er på finanslovsforslaget for 2008 på 0,5 pct. Som jeg tidligere har oplyst, skyldes denne takstreduktion, at det ved indgåelse af politi- og fødevareforliget blev besluttet, at de selvejende institutioner skal spare på indkøb ved at opnå større rabatter.
· Jeg vil gerne gentage, at der er tale om en effektivisering, der betyder, at institutionerne ved at anvende indkøbsaftalerne kan bevare samme forbrugsmulighed, ja endda øge den!
· Kampagnerne for at få flere til at søge ind på læreruddannelsen skal ses i lyset af, at der de seneste år har været et fald i søgningen til uddannelsen.
· Undervisningsministeriet har derfor i 2007 bidraget med 1 mio. kr. til en annoncekampagne for den nye læreruddannelse.
· Kampagnen blev afviklet i ugerne op til 5. juli 2007, hvor der var sidste frist for kvote 1-ansøgninger til uddannelserne.
· Undervisningsministeriet har endvidere afsat 370.000 kr. i 2007 til en rollemodelkampagne.
· Denne kampagne er iværksat for at give de potentielle lærerstuderende mulighed for at snakke med andre unge, som allerede er lærerstuderende eller uddannet til lærere, og høre om deres erfaringer.
· Jeg finder det kun naturligt, at der gøres en ekstra indsats for at tiltrække studerende i situationer med faldende ansøgertal, når arbejdsmarkedet samtidig har behov for flere lærere.
· Men der er som sådan ingen direkte sammenhæng mellem kampagner for læreruddannelsen, eller andre uddannelser for den sags skyld, og udviklingen i undervisningstaxametrene.
Og lad mig nu gå videre til det næste spørgsmål.
Spørgsmål D: Vil ministeren redegøre for, om frafald vil kunne nedbringes, hvis der kom flere lærerressourcer på de mellemlange videregående uddannelser, og vil ministeren samtidig redegøre for, om ministeren mener, at der er god overensstemmelse mellem antal undervisere og studerende på de mellemlange videregående uddannelser?
· Der er flere årsager til frafald.  F.eks. viste en undersøgelse fra AKF af frafaldet på sygeplejerskeuddannelsen i 2006, at frafaldet fra sygeplejerskeuddannelsen bl.a. skyldes, at nogle af de praktisk orienterede studerende oplever, at kravene til teoretisk refleksion i praktikken er for store.
· Undersøgelsen viste ligeledes, at så godt som alle de frafaldne (96 pct.) mener, at det er vigtigt, at underviserne har frisk erfaring fra praksis og bruger den i undervisningen.
· Det er altså to forhold, der kan forårsage frafald, men som ikke har sammenhæng med antallet af undervisere.
· På baggrund af undersøgelsen har vi i 2006 opstillet nogle centrale punkter for revision af sygeplejerskeuddannelsen for at nedbringe frafaldet på uddannelsen. Som opfølgning på anbefalingerne til revision af uddannelsen tilrettelægges alle fagområder fremover således, at de både indgår i den teoretiske og den kliniske undervisning med henblik på at sikre en bedre sammenhæng mellem teori og praktik.
· Derudover skal et klinisk undervisningsforløb placeres inden for studiets første år. De kliniske uddannelsessteder får ansvar for at inddrage studerende og lærere i relevante udviklingsopgaver, ligesom uddannelsesinstitutionerne har ansvar for at inddrage studerende og kliniske vejledere i relevante udviklingsopgaver. Disse initiativer forventes også at reducere frafald.
· På andre uddannelser vil der kunne være andre årsager til frafald.
· I Globaliseringsaftalen er der forudsat en særlig indsats for at reducere frafaldet. Der er også afsat penge til formålet. Der er således afsat 60 mio. kr. i hvert af årene 2007 og 2008 og 80 mio. kr. i 2009 til et kvalitetsløft af de mellemlange videregående uddannelser og heri indgår en indsats for at reducere frafaldet. I de udviklingskontrakter, der skal indgås med de nydannede professionshøjskoler, vil der blive opstillet mål for denne reduktion.
· Angående forholdet mellem undervisere og studerende, så forholder det sig på samme måde for de mellemlange videregående uddannelser som for de korte videregående uddannelser.
· Det er i høj grad op til de enkelte institutioner at disponere deres midler frit inden for de fastsatte rammer. Det indebærer også, at antallet af undervisere pr. studerende kan variere.
· Jeg er i denne sammenhæng glad for at kunne konstatere, at de økonomiske rammer på regeringens forslag til finanslov for 2008 er stabile og således sikrer en god overensstemmelse med antallet af undervisere og studerende