Socialminister Karen Jespersen

Holmens Kanal 22

1060 København K

 

 

 

 

 

Vanløse d. 3. oktober 2007

 

 

 

Kære Socialminister Karen Jespersen

 

 

Den 1. juli 2007 blev lov om udgiftsgodtgørelse til medlemmer af ældreråd vedtaget af et enigt Folketing.

 

I DANSKE ÆLDRERÅD er vi glade for den ligestilling, som ældrerådsmedlemmerne gennem loven har fået med f.eks. medlemmer af handicapråd, folkeoplysningsråd m.m.

 

Vi er i særdeleshed også glad for, at lovens vedtagelse betød, at ældrerådsmedlemmers kørsel til møder og øvrige aktiviteter blev reguleret.

I folketingsdebatten blev netop lagt vægt på, at alle skulle have lige muligheder for at stille op til ældrerådsvalg og varetage dette frivillige ulønnede hverv uden personlige udgifter.

 

Vedtagelsen af loven omkring diæter har imidlertid vist sig at have nogle utilsigtede virkninger for nogle ældrerådsmedlemmer. Godt nok et mindretal, men vi er sikre på, at sådanne utilsigtede virkninger ikke er intentionen bag loven.

 

Et par eksempler:

Ældrerådsmedlemmer, der modtager f.eks. medicintilskud, boligsikring m.m. har gennem deres kommune fået oplyst, at disse tilskud pga. modtagelse af de skattepligtige diæter vil falde væk/ formindskes.

Dette gælder f.eks. også, når det er ægtefæller, der er modtagere af medicintilskud.

 

Enkelte ældrerådsmedlemmer har på baggrund af dette opgivet hvervet og er udtrådt af ældrerådet.

 

En anden problemstilling er efterlønsmodtagere. For enkelte af disse, får modtagelse af diæter også økonomiske konsekvenser.

 

Vi er i dialog med Ældresagen og DSI om problemstillingen, da den også er aktuel for enkelte medlemmer af handicapråd.

 

 

Af disse årsager har vi i DANSKE ÆLDRERÅD en bekymring – ikke mindst ift. de kommende ældrerådsvalg: At loven medfører, at modtagere af sociale tilskud pga. de økonomiske konsekvenser vil holde sig fra at stille op til ældrerådsvalget. I hvilket omfang denne frygt er reel, kan vi kun gisne om. Men det er ikke hensigtsmæssigt og helt sikkert ikke intentionen bag loven.

 

Hvilke tekniske greb, der kan løse problemstillingen, er vi sikker på, ministeriets dygtige embedsfolk kan undersøge og finde en løsning på.

Vi er som omtalt overvejende glade for lovgivningen, om end den lige i øjeblikket lokalt skaber nogen usikkerhed og frustrationer.

 

Vi gjorde i vores høringssvar af 1/3 2007 opmærksom på problemstillingen omkring modtagelse af diæter og forespurgte om muligheden for, at ældrerådsmedlemmer kunne fraskrive sig diæter. Vi ved en sådan praksis ikke er kutyme, og vi er i DANSKE ÆLDRERÅD heller ikke sikre på, at det er den bedste løsning. Men en løsning er påkrævet snarest.

 

Vi håber på et hurtigt og positivt svar/behandling, men er vidende om, at det formodentlig kræver en lovændring, og at denne ikke er så ligetil.

 

 

Venlig hilsen

 

 

Kirsten Feld/                                                                   Marianne Lundsgaard

Formand                                                                         sekretariatsleder

                                                                                     Â