Resumé

af

Forslag til lov om ændring af registreringsafgiftsloven

(Justering af afgiftsberegningen for brugte biler mv.).

 

Lovforslaget har til formål at sikre, at registreringsafgiftslovens bestemmelser om registreringsafgift af brugte biler og motorcykler er i overensstemmelse med EU-retten, og samtidig på en balanceret måde inddrage afgiftsberegningens mange fradrag for miljø- og trafiksikkerhedsfremmende foranstaltninger, samt fradrag og tillæg vedrørende CO2-udledning.

Desuden foreslås fastsat en fast nedre grænse på 7.500 kr. for det beløb, der fratrækkes i forbindelse med godtgørelse af registreringsafgift for brugte personbiler og 4.000 kr. for varebiler og motorcykler, der udføres her fra landet. Formålet med denne del af lovforslaget er at modvirke et incitament til udførsel af biler med meget lav værdi. Dette sker i visse tilfælde alene med henblik på skrotning i udlandet.

Ved udførsel af brugte biler mv. er godtgørelsen for registreringsafgiften fastsat til 85 pct. af det beløb, der ville blive opkrævet af en tilsvarende indført bil eller motorcykel. Reduktionen af godtgørelsen med 15 pct. skyldes et ønske om, at godtgørelsen ikke skal omfatte den del af brugtvognsprisen, der er forhandleravance. 

For billige brugte biler udgør avancen imidlertid en større andel af salgsprisen end for andre brugte biler. Det betyder, at der i praksis vil være en del af den godtgørelse, der ydes i forbindelse med udførsel af de billigere brugte biler, der skyldes, at bilens værdi uden sædvanlig forhandleravance reelt bliver overvurderet ved gældende regler. Dette er ikke i overensstemmelse med de intentioner, der ligger bag godtgørelsesordningen. 

Ikrafttræden og virkning

Loven foreslås at træde i kraft og få virkning pr. 1. januar 2008.

Provenu

Forslaget vil medføre, at statens indtægter i forbindelse med import af brugte biler reduceres. Dette tab skønnes at blive opvejet af en reduktion af godtgørelse af registreringsafgift i forbindelse med eksport af brugte biler.