Fra: Nanna Gersov                                                                                Maildato: 1 oktober 2007
Adresse: Tårnbystræde 3
Postnr: 2770 Kastrup
EMail: [email protected]
Telefon:
Må offentliggøres på hjemmesiden: Ja


Adskil porno og public service i fremtidens tv-net

 

Jeg skriver til Jer som engageret borger, som som følger de igangværende overvejelser om udformningen af det digitale sendenet pÃ¥ tv-omrÃ¥det.

Min bekymring vedrører de mangeårige problemer vi har oplevet på Kanal København, hvor især den natlige porno har været og er til stor gene. Jeg fik i foråret 2006 en tilkendegivelse fra daværende folketingsmedlem fra Venstre Jens Rohde samt den socialdemokratiske ordfører på området Mogens Jensen om, at problemerne ville blive løst, når man fra udgangen af oktober 2009 gik over til kun at sende digitalt. Porno ville i så fald kun forekomme i kodet form således at ingen fik det, hvis ikke man havde bestilt en tv-pakke indeholdende porno.

I juli måned i år tilkendegav Socialdemokraterne ved forbrugerordfører Mette Gjerskov, at forbrugerne selv skal kunne vælge, om de ønsker porno eller ikke på deres tv. Og hvis ikke det bliver sådan ad frivillighedens vej, er Socialdemokraterne parate til at gå ind og lovgive på området.

Jeg frygter imidlertid, at en lovgivning kan komme for sent, hvis der opereres med årelange koncessionaftaler og programtilladelser. Derfor mener jeg, at det er nu, der skal gøres noget, såfremt den politiske vilje er til stede.

Radio- og tv-nævnet ser sig ikke i stand til at afvise ansøgninger om tilladelse til at sende porno med den nuværende lovgivning. Det har nævnsformanden Christian Scherfig flere gange givet udtryk for - senest i november 2006, da IPTV ved Claus Sørensen fik tildelt 15 sendetimer på Kanal København til trods for, at man tilkendegav at ville sende porno.

Bolden ligger altså hos Jer politikere. IPTV er kommercielt, og vil derfor ikke kunne søge om sendetilladelse næste gang, da kravet nu er, at alle skal være ikke-kommercielle. Men hvor går grænsen egentlig? De ikke-kommercielle må jo også have reklameindtægter. Man risikerer derfor, at IPTV alligevel sniger sig ind og fortsætter med at sende porno - måske under nye navne.

I overensstemmelse med den seneste mediepolitiske aftale lægges der nu op til, at der i den ikke-kodede MUX 1 bliver en kanal indeholdende nyheder på tegnsprog og regionale nyheder i tidsrummet dagligt fra kl. 17:00 til 21:00 samt at der i den resterende tid sendes ikke-kommercielt lokal tv.

Her vil jeg gerne opfordre til, at I tager stilling til, hvad der skal kunne sendes i tidsrummet 00:00 til 05:00 således at vi undgår, at pornoproblemerne gentager sig. Jeg vil gerne selv foreslå, at man reserverer dette tidrum til TV2 og/eller DR. De vil bedst kunne tage sig professionelt af programvirksomhed om natten. Hos de ikke-kommercielle tv-stationer er interessen for at sende om natten meget begrænset. Men hvis I mener, at natsendetiden skal gå til disse tv-stationer, vil jeg gerne foreslå, at det bliver en absolut betingelse, at de samme udsendelser også bliver vist om dagen. Derved sikrer man, at der ikke sendes noget om natten, som ikke også er lovligt at sende om dagen. Altså - hvis lokaltv-stationerne skal have adgang til at sende om natten på en kanal i MUX 1, så skal natsendefladen bruges til genudsendelse af programmer sendt om dagen.

Overtrædelse bør sanktioneres kraftigt med fratagelse af programtilladelse idet en sådan bestemmelse ellers vil kunne omgås. Og man bør ikke være naiv, når det angår Kanal København, det viser al erfaring.

En mulighed er også at forbyde porno på de frit tilgængelige ukodede dele af det digitale sendenet. Altså - vil man sende porno, skal det være i overensstemmelse med brugernes ønsker. Og det sker bedst ved at brugerne har valgmuligheder for at få programpakker med eller uden porno. Man kan også vedtage et princip om, at der ikke må være porno på de kanaler, som sender public service. Og regionalprogrammer og nyheder er jo netop public service.

Jeg håber, at I vil finde en løsning på de nævnte problemer. Hvis I svigter børnefamilierne endnu engang, vil jeg tillade mig at kalde det for dårligt politisk håndværk.

 

Med venlig hilsen Nanna Gersov