Kommissionen har den 11. juli 2007 lanceret en offentlig høring om biologisk beredskab med henblik på eventuelt i 2008 at foreslå konkrete foranstaltninger vedrørende biologisk beredskab. Høringen, der har form af en grønbog om biologisk beredskab, har til formål at afdække medlemslandenes og andre parters synspunkter om, hvilke skridt der bør tages på EU- og fællesskabsniveau med henblik på at mindske de biologiske risici og styrke det biologiske beredskab.
I vedlagte udkast til den danske regerings høringssvar fokuseres på, at Kommissionen i grønbogen lægger op til at evaluere de mekanismer og rammer, som allerede er i brug, vurdere deres anvendelse og påpege eventuelle mangler, forinden der om nødvendigt fremsættes forslag om særlige foranstaltninger. Der er lagt op til, at regeringen indtager følgende hovedsynspunkter:
- At regeringen erklærer sig enig i det formålstjenlige i at vurdere medlemslandenes biologiske beredskaber enten nationalt eller i et fællesskabsforum.
- At regeringen ser grønbogen som et vigtigt bidrag til EU’s og medlemslandenes indsats for gennemførelsen af deres forpligtelser under FN Konventionen af 1972 om forbud mod biologiske og toksikologiske våben samt FN’s Sikkerhedsråds resolution 1540 af 28. april 2004 om bekæmpelse af nuklear, kemisk og biologisk terrorisme.
- At regeringen finder anledning til at fremhæve de initiativer man allerede har iværksat med henblik pÃ¥ at styrke beredskabet i forbindelse med terrorhændelser, herunder ogsÃ¥ for det biologiske beredskab. Etableringen af Center for Biologisk Beredskab, gennemførelsen af anbefaling 42 i regeringens terrorhandlingsplan om kontrol med farlige stoffer, beslutningen om og etablering af et CBRN-institut, udsendelse af â€HÃ¥ndbog om sundhedsberedskab†som planlægningsgrundlag for regioner og kommuner, sektoransvarsprincippet og samarbejdet mellem beredskabsmyndighederne samt deltagelse i internationale fora nævnes sÃ¥ledes.
- At regeringen generelt set er positiv over for den af Kommissionen iværksatte høring, men at regeringen samtidig finder, at Grønbogen og høringen spænder over et bredt felt af emner.
- At regeringen samtidig finder, at beslutning om evt. initiativer fordrer, at området forud belyses yderligere dels for at afdække, hvilke tiltag de enkelte regeringer allerede har foretaget, dels for at afdække eksisterende samarbejder på området. Regeringen finder yderligere, at grønbogens emneområder bør afstemmes i forhold til øvrige EU initiativer på beredskabsområdet.
I grønbogen opstilles 35 spørgsmål, hvoraf nogle er kommenteret i det vedlagte høringssvar.
Indstillinger
Det indstilles,
- at regeringen afgiver et høringssvar i overensstemmelse med vedlagte udkast,
- at kopi af høringssvaret oversendes til orientering til Folketingets Europaudvalg og relevante fagudvalg.