/Stc-ebst
|
|
Orientering til Folketinget om forudgående overvågning af importen af visse tekstil- og beklædningsprodukter fra Kina i 2008.
|
EU’s aftale med Kina om regulering af importen af tekstil og beklædning gælder for årene 2005 til 2008, men der er alene aftalt kvoter for årene 2005 til 2007. 2008 er således ifølge den indgåede aftale kvotefri.
I løbet af 2006 indledte de beskyttelsesorienterede EU-medlemslande og Euratex (den europæiske industriforeningsorganisation for sektoren) opbygningen af pres på Kommissionen for at få kvoter forlænget til udgangen af 2008.
De handelsliberale lande, herunder Danmark, har på den modsatte side udtrykt klar modstand mod forlængelserne af kvoterne, og Kommissionen har forstået, at der vil være et blokerende mindretal mod kvoteforlængelse.
Kommissionen har under hele forløbet fra efteråret 2006 været af den opfattelse, at kvoterne ikke skulle forlænges, fordi importen ikke berettiger til dette, og fordi det ikke er en del af aftalen med Kina.
Kommissionen har imidlertid fundet, at der er behov for en såkaldt blød overgang fra et regime med kvoter til udgangen af 2007 til et regime i 2008 uden kvoter på importen fra Kina. Kommissionen har derfor siden juni 2007 forhandlet med Kina om etablering af forudgående overvågning af samhandlen ved anvendelse af et dobbeltlicenssystem, hvor de kinesiske myndigheder skal udstede en eksportlicens, der skal danne grundlag for medlemsstaternes licensmyndigheders udstedelse af en importtilladelse (importlicens), men uden kvoter. Kommissionens hensigt med en forudgående overvågning er, at selve det faktum, at der skal søges om importlicens, selv om der ikke opretholdes kvoter, skal signalere, at der bør udvises tilbageholdenhed med importen.
Kommissionen har over for Kina udtrykt ønske om forudgående overvågning af alle de 10 produktgrupper, der er kvotebelagte til udgangen af 2007. Forhandlingerne mellem Kommissionen og Kina blev afsluttet fredag den 28. september 2007 med Kinas accept af overvågning af 8 ud af de 10 kategorier, og medlemslandene modtog Kommissionens officielle forslag til en kommissionsforordning onsdag den 3. oktober (kl. 17.30).
For at skabe klarhed over betingelserne for import fra Kina i 2008 snarest muligt og for at give importørerne mulighed for at kunne søge om overvÃ¥gningslicens fra 1. december 2007, sigter Kommissionen mod vedtagelse af sit forslag til ikrafttrædelse medio oktober 2007. Der er indkaldt til møde i den forvaltningskomite (Tekstilkomiteen), der skal udtale sig om forslaget den 9. oktober.Â
2. Kommissionens forslag
Kommissionens forslag vil indebære, at importørerne som hidtil skal søge om importtilladelse på grundlag af en eksportlicens, der udstedes af de kinesiske myndigheder. Der vil imidlertid ikke være fastsat kvoter for udstedelsen af eksportlicenserne. Medlemslandenes importlicensmyndigheder skal således give importtilladelse (importlicens) automatisk på grundlag af eksportlicensen.
Det officielle forslag til kommissionsforordning vedlægges.
3. Forhandlingssituationen
Medlemslandenes tilkendegivelser under de uformelle drøftelser af sagen har vist, at der formentlig vil være et tilstrækkeligt (kvalificeret) flertal for vedtagelse af et forslag om forudgående overvågning ved anvendelse af dobbeltlicens.
De beskyttelsesorienterede lande har haft som udgangspunkt, at kvoterne bør fortsættes i 2008, og at forudgående overvågning med anvendelse af dobbeltlicens er et minimum. Det er derfor sandsynligt, at disse lande vil forsøge at vinde en intern EU-forståelse om tidlig genindførelse af kvoterne i 2008 som en betingelse for deres accept af Kommissionens forslag, hvis importudviklingen berettiger hertil.
De handelsliberale lande, herunder Danmark, har fundet forudgående overvågning overflødig og har blandt andet henvist til, at der i 2005 i forbindelse med indgåelse af aftalen med Kina blev etableret efterfølgende overvågning af den faktiske import (ved opsamling af data gennem toldsystemet), der ikke belaster importørerne administrativt. Derudover har man argumenteret med, at importen ikke berettigede til fortsættelse af kvoterne.
4. Høring
Forslaget om forudgående overvågning har på grundlag af et uofficielt forslag fra Kommissionen været i høring hos Dansk Textil & Beklædning (DTB), Dansk Erhverv (DE), Dansk Textilunion, 3F og 92-gruppen.
DE, DTB og Dansk Textilunion finder, at Danmark bør stemme til nej til forslaget, men har samtidig udtrykt forståelse for, at det kan blive nødvendigt for Danmark at deltage i en konsensus om forslaget vedtagelse for at undgå, at de beskyttelsesorienterede lande får knyttet protektionistisk orienterede betingelser til Forvaltningskomiteens godkendelse, f.eks. om hurtig genindførelse af kvoterne i 2008.
3F og 92-gruppen har ikke reageret på høringen.
5. Dansk holdning
Danmark og Sverige stemte som de eneste medlemslande imod kvoterne i 2005. Danmark (og Sverige) accepterede sammen med alle de andre medlemslande den tilpasning af aftalen, der blev foretaget i sommeren 2005 for at få frigivet de varer, der på grund af den uhensigtsmæssige ikraftsættelse af aftalen var blevet blokeret i europæiske havne og lufthavne. Et led i tilpasningen af aftalen var etablering af den efterfølgende overvågning, der via toldsystemet opsamler de ønskede data om mængder og priser inden for en måned efter indførsel på basis af de fortoldningsoplysninger, som importørerne under alle omstændigheder skal opgive. Den efterfølgende overvågning skaber således ingen ekstra administrative byrder eller omkostninger for erhvervsvirksomhederne.
Set fra en dansk synsvinkel er der ingen reel grund til at supplere det bestående overvågningssystem, fordi de ønskede oplysninger allerede tilvejebringes, og fordi forudgående overvågning vil være en administrativ belastning og omkostning for erhvervslivet.
Det er imidlertid positivt, at Kommissionen ikke har stillet forslag om fortsættelse af kvoterne, men alene som en afbigt til de lande, der har krævet forlængelse af kvoterne, har forslået forudgående overvågning af importen for 2008.
Danmark vil som udgangspunkt gå mod forslag om forudgående overvågning.
Hvis det imidlertid i forhandlingssituationen viser sig nødvendigt, at Danmark deltager i en konsensus om forudgående overvågning for at undgå, at der knyttes beskyttelsesorienterede betingelser f.eks. om hurtig genindførelse af kvoterne i 2008 til Forvaltningskomiteens godkendelse af Kommissionens forslag, bør man fra dansk side stemme for forslaget.
Folketinget er senest blevet orienteret om sagen ved Økonomi- og Erhvervsministeriets notat af 14. september 2005.