/loa-eogs
|
|
|
Lovforslaget, der skal afløse den gældende lov om statsautoriserede og registrerede revisorer, implementerer det nye 8. direktiv om lovpligtig revision af års- og koncernregnskaber[1].
Formålet med direktivet er at styrke kvaliteten af den lovpligtige revision og at forebygge regnskabsskandaler for dermed at medvirke til at sikre tilliden til selskabers års- og koncernregnskaber. Direktivet skal ses på baggrund af de lovændringer, der er sket i USA efter regnskabsskandalerne i bl.a. Enron og WorldCom.
Den gældende lov er ændret flere gange, siden den trådte i kraft i 2003. Derfor fremsættes et samlet nyt lovforslag med henblik på at sikre en overskuelig revisorlov.
Indhold
Lovforslaget er baseret på bestemmelserne i den gældende revisorlov og Revisorkommissionens betænkning nr. 1478 fra oktober 2006 om implementering af dele af 8. direktiv samt øvrige bestemmelser i 8. direktiv.
Lovforslaget indeholder bestemmelser, der skal øge kvaliteten af revisors arbejde. Der bliver således bl.a. fastsat krav om tvungen efteruddannelse for alle revisorer samt en øget oplysningspligt mellem tiltrædende og fratrædende revisorer.
Lovforslaget indebærer endvidere en styrkelse af det offentlige tilsynssystem med revisorerne, som direktivet kræver. Et effektivt offentligt tilsyn skal medvirke til at bevare tilliden til revisorernes arbejde.
Det offentlige tilsynssystem vil bestå af de instanser, der allerede indgår i tilsynssystemet efter den gældende revisorlov. Dvs. Revisorkommissionen, Revisortilsynet, Disciplinærnævnet og Erhvervs- og Selskabsstyrelsen.
I forslaget styrkes tilsynet ved, at Erhvervs- og Selskabsstyrelsen får et egentlig tilsyn med revisorerne, herunder adgang til at foretage undersøgelser, som krævet af direktivet.
I overensstemmelse med direktivet opstrammes endvidere reglerne for den kvalitetskontrol, som gennemføres af Revisortilsynet. Opstramningen skal øge tilliden til den gennemførte kvalitetskontrol – og dermed i sidste ende tilliden til revisorernes arbejde.
Endelig indføres der regler om samarbejde med andre landes revisortilsyn. Det skal sikre, at tilsynet også kan håndhæves effektivt ved revisionen af selskaber med udenlandske dattervirksomheder.
Lovforslaget er således i overensstemmelse med den internationale udvikling, der foregår på revisorområdet – også uden for EU. Herunder ikke mindst i USA, Japan, Canada og Australien, hvor tilsynet med revisorerne tillægges stor betydning.
Status
Forslaget forventes sendt i høring ultimo oktober 2007. Lovforslaget forventes fremsat i januar 2008 (Jan II).
[1] Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/43/EF af 17. maj 2006 om lovpligtig revision af årsregnskaber og konsoliderede regnskaber, om ændring af Rådets direktiv 78/660/EØF og 83/349/EØF og om ophævelse af Rådets direktiv 84/253/EØF