|
|
|
Baggrund
Fra 1. september 2005 har det været lovpligtigt for alle graveaktører at forespørge i ledningsejerregistret (LER), inden der graves i offentlige og private fællesveje. Formålet er at reducere antallet af skader på nedgravede ledninger som følge af gravearbejder.
LER er et brugerfinansieret register. Det er alene graveaktørerne, som betaler for anvendelsen af registret og dermed dækker udgifterne til drift af registret. Betalingsstrukturen gør det imidlertid uforholdsmæssigt dyrt at anvende registret i mindre omfang, og gebyret modsvarer ikke de reelle omkostninger forbundet med anvendelsen.
Indhold
For at sikre at alle brugertyper fremover betaler et samlet gebyr, der bedre svarer til de reelle omkostninger forbundet med ydelsen, foreslås det, at der indføres en lineær gebyrstruktur. Sigtet med ændringsforslaget er dermed, at alle brugertyper i højere grad betaler en relativ lige andel af driftsomkostningerne. Det foreslås endvidere, at det nuværende gebyrloft på 30.000 kr. hæves til 60.000 kr. Endeligt foreslås det, at gebyret fastsættes i bekendtgørelsesform, idet det derved vil være lettere at justere registret i dialog med brugerne.
Gebyromlægningen er provenuneutral for staten og har alene til hensigt at sikre, at gebyret dækker omkostningerne. Ø-udvalget har godkendt omlægningen.
Endvidere blev der ved vedtagelsen af LER-loven fastsat en frist for fremsendelse af ledningsoplysninger på 14 dage. Erfaringer blandt graveaktørerne har dog vist, at en frist på 14 dage i praksis er for lang tid. Efter dialog med repræsentanter fra henholdsvis graveaktører og ledningsejere foreslås fristen for fremsendelse af ledningsoplysninger forkortet til 5 arbejdsdage af hensyn til planlægning og gennemførsel af gravearbejder.
Status
Lovforslaget er sendt i høring onsdag den 26. september og er planlagt fremsat i Folketinget den 7. november 2007.
Lovændringen forventes at træde i kraft 1. januar 2008.