LEDELSESSEKRETARIATET
|
|
|
Ministeren afgiver i samlingen 07/08 følgende redegørelser til Folketinget:
· Redegørelse om erhvervsstøtte (Feb II)
· Regionalpolitisk vækstredegørelse (Apr I)
· Redegørelse om erhvervslivet og reguleringen 2006/2007 (Maj I)
Redegørelse om erhvervsstøtte (Feb II)
Redegørelsen skal bidrage til en bedre belysning af omfanget, kvaliteten og effektiviteten i den danske erhvervsstøtte. Redegørelsen vil bygge videre på Redegørelse om erhvervsstøtte 2007, der blev udarbejdet på opfordring af Det Økonomiske Råds formandskab. Redegørelsen vil indeholde tre dele: en statistikopgørelse inkl. begrundelse for valgte afgrænsning af erhvervsstøtteordninger, en analyseramme for evaluering af erhvervsstøtteordninger og endelig en evaluering af konkrete ordninger.
Regionalpolitisk vækstredegørelse (Apr I)
Regionalpolitisk vækstredegørelse 2008 er den tredje i rækken af regionalpolitiske vækstredegørelser. Redegørelsen giver en årlig status på regionernes vækst, herunder deres præstationer og rammevilkår for vækst og erhvervsudvikling samt udviklingen heri over tid. Redegørelsen indeholder desuden en årlig sammenligning af de regionale vækstvilkår, og kommende udfordringer og indsatsområder omtales.
Regionalpolitisk vækstredegørelse 2008 vil have fokus på virkningen af de regionalpolitiske initiativer, som regeringen sætter i værk, herunder de regionale partnerskabsaftaler om vækst og erhvervsudvikling. Eventuelt nye regionale initiativer vil ligeledes blive introduceret heri.
Redegørelse om erhvervslivet og reguleringen (Maj I)
Redegørelsen indeholder en opgørelse af udviklingen af erhvervslivets administrative byrder. Redegørelse indeholder derudover også en benchmark af byrdeniveauet i DK sammenlignet med andre lande. Derudover forventes redegørelsen at gøre status på fremdriften i regeringens handlingsplan for administrative lettelser og på en række indsatsområder, der bidrager til at lette byrderne blandt andet kontrol, genbrug af data, digitalisering mv. Endelig vil der også være en status på EU's arbejde med at lette byrderne i EU reguleringen.