Arbejdsmarkedsudvalget

 

Til:

Dato:

Udvalgets medlemmer og stedfortrædere

3. oktober 2007

Udvalgets lovprogram

 

Jeg omdeler til jeres orientering de lovforslag, som efter lovprogrammet forventes henvist til behandling i udvalget. Udover de lovforslag, som beskæftigelsesministeren fremsætter, fremsætter finansministeren et forslag om ændring af tjenestemandsloven m.v.

 

 

Med venlig hilsen

 

 

Mette Hansen,

Udvalgssekretær

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Ændring af lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension (Okt I)

 

Der er tale om ændringer af lovens regler om pensionsoptjening og formuefællesskab, der tager sigte på at forbedre ATP’s muligheder for at udfylde sin rolle som supplement til folkepensionen.

 

Lov om Arbejdsretten og de faglige voldgiftsretter (Okt I)

 

Forslaget vedrører en generel modernisering og ajourføring af det samlede regelsæt for tvistløsninger på det arbejdsretlige område, hvor reglerne for Arbejdsretten og de faglige voldgiftsretter samles i én og samme lov. Forslaget bygger på betænkning nr. 1489/2007 fra det lovforberedende udvalg om Arbejdsretten og de faglige voldgiftsretter.

 

Ændring af lov om europæiske samarbejdsudvalg (Udvidelse af antallet af medlemmer i det særlige forhandlingsorgan) (Okt I)

 

Der er tale om justeringer af lovgivningen som følge af EU-direktiv 2006/109/EF og Bulgariens og Rumæniens medlemskab af EU.

 

Lov om et klagenævn for ligebehandling (Okt II)

 

Forslaget indebærer, at der etableres et samlet klagenævn, der kan træffe afgørelse og tilkende godtgørelse i alle sager vedrørende overtrædelse af forbuddet mod forskelsbehandling på og udenfor arbejdsmarkedet.

 

Ændring af lov om retsforholdet mellem arbejdsgivere og funktionærer (Okt II)

 

Der er tale om mindre ændringer af loven med henblik på at lette virksomhedernes administrative byrder.

 

Ændring af lov om udstationering af lønmodtagere (Anmeldelsespligt i forbindelse med udstationering) (Nov I)

 

Forslaget indebærer, at udenlandske virksomheder forud for udstationering af ansatte i Danmark skal indberette en række oplysninger til et fælles register over udenlandske virksomheder og udstationerede ansatte. Oplysningerne skal bruges til statiske formål samt til myndighedernes kontrol af, om en række regler i forbindelse med udstationering bl.a. vedrørende arbejdsmiljø og skattebetaling overholdes.

 

Ændring af lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. og lov om fleksydelse (Justering af reduktionsreglerne i fortrydelsesordningen i efterlønsreglerne og justering af reduktionsreglerne i fleksydelsesordningen) (Nov I)

 

Formålet med forslaget er at forhindre, at nogle medlemsgrupper via fortrydelsesordningen kan få fuld efterløn eller fleksydelse, selvom de kun betaler efterløns- eller fleksydelsesbidrag i en væsentlig kortere periode, end der kræves i de ordinære ordninger.

 

Lovgivning vedrørende beskæftigelsesplan (Nov II)

 

Regeringen vil fremlægge en ambitiøs plan for at skaffe mere arbejdskraft i Danmark. Der forventes på denne baggrund fremsat lovforslag på flere ministerområder.

 

Lov om arbejdsgivers brug af jobklausuler (Nov II)

 

Forslaget har til formål at begrænse virksomheders brug af jobklausuler, dvs. aftaler mellem virksomheder om at hindre eller begrænse de ansatte lønmodtageres muligheder for at opnå ansættelse i en anden virksomhed.

 

Ændring af lov om arbejdsmiljø (Nov II)

 

Forslaget vedrører en række justeringer af arbejdsmiljølovens regler på baggrund af EU-direktiv 92/57/EØF om minimumsforskrifter for sikkerhed og sundhed på midlertidige og mobile byggepladser.

 

Ændring af lov om tjenestemænd og lov om tjenestemandspension (Nov II)

 

Forslaget har til formål at ophæve den pligtige afgangsalder, der gælder i henhold til tjenestemandsloven, således at tjenestemænd ikke skal afskediges, når de fylder 70 år.

 

 

Lov om digital indberetningsløsning til brug for anmeldelse af sygefravær og anmodning om refusion af syge- og barselsdagpenge (Jan II)

 

Forslaget har til formål at etablere en digital indberetningsløsning, der bl.a. skal give arbejdsgiverne og kommunerne administrative lettelser ved administrationen af syge- og barselsdagpengesager.

 

Ændring af lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. (Tilpasning af opgørelsesperioderne ved beregning af dagpenge, opgørelse af beskæftigelseskrav og overskydende timer m.v. samt ændring af arbejdsgiveres betaling i forbindelse med 1. og 2. ledighedsdag som følge af anvendelse af oplysninger i eIndkomstregistret) (Feb II)

 

Forslaget vedrører en række tekniske ændringer, der har til formål at lette virksomhedernes administrative byrder ved, at oplysninger, der er indberettet til eIndkomstregistret, i videst muligt omfang kan anvendes ved administrationen af lov om arbejdsløshedsforsikring.

 

Lov om arbejdstid for mobile lønmodtagere på grænseoverskridende jernbanetransporter (Feb II)

 

Forslaget vedrører gennemførelse af EU-direktiv 2005/47/EF om mobile lønmodtagere på grænseoverskridende jernbanetransporter.

 

Ændring af ligelønsloven (Implementering af omarbejdet ligestillingsdirektiv) (Feb II)

 

Forslaget gennemfører EU-direktiv 2006/54/EF om gennemførelse af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder i forbindelse med beskæftigelse og erhverv (omarbejdning). Direktivet er en sammenskrivning, modernisering og forenkling af andre direktiver på området.