UM del - 2006-07 - Bilag 6: Udenrigsministeriets globaliseringsanalyse "Den grænseløse verden

SAMMENFATNINGDet 21. århundredes globalisering ændrer grundvilkårene for Danmarks samspil med andrelande og kulturer og for varetagelsen af danske interesser internationalt. Globaliseringen stillerdermed nye krav til Udenrigsministeriet.Udenrigsministeriet har i globaliseringens tidsalder som mål at yde et afgørende bidrag til, atdanske interesser varetages eﬀektivt på den internationale scene, og til at Danmark internationaltkan føre en politik, der bidrager til et bredt og forpligtende internationalt samarbejde omglobaliseringens udfordringer.Udenrigsministeriet har et godt udgangspunkt for at løfte disse opgaver. Men selvom udgangs-punktet er godt, står det klart, at globaliseringen på en helt ny måde udfordrer nationalstaterneog den traditionelle tilgang til internationale spørgsmål.Hvem der bliver vindere i det nye spil bestemmes i vid udstrækning af, hvem der forstår denye spilleregler og hurtigt og eﬀektivt indretter sig derefter. Det er på den baggrund, atregeringens globaliseringsstrategi, ”Fremgang, fornyelse og tryghed” (april 2006), slår fast,at Udenrigsministeriets instrumenter og kompetencer skal udvikles, så der sikres en fortsateﬀektiv dansk interessevaretagelse internationalt.I den globaliserede verden skal Udenrigsministeriets medarbejdere kunne operere i ﬂere ogﬂere – ofte uformelle og ikke-statslige – netværksbaserede samarbejdsstrukturer på tværs aflandegrænser. Opgaven består i at fremme en politisk globalisering, som præges af et stærktsamspil med andre lande og kulturer og et bredt og forpligtende internationalt samarbejde.Samtidig med at nationalstaterne udfordres af det 21. århundredes globalisering, er endemokratisk håndtering af globaliseringen i vidt omfang afhængig af, at staterne engagerersig internationalt. Det udenrigspolitiske arbejde er et væsentligt redskab hertil og bliver såledeset styringsinstrument i globaliseringen.Der er tale om en betydelig udfordring, bl.a. fordi den politiske globalisering er et nyerefænomen end den økonomiske og ikke er så gennemanalyseret og velkendt. Det gør billedetmere uklart og styringen vanskeligere.Det udenrigspolitiske arbejde er naturligvis afhængigt af de betingelser, den omgivende verdenstiller. På samme måde må Udenrigsministeriets arbejde tilpasses, så der bliver øget fokus på deområder, hvor der kan skabes merværdi. Det gælder både i forhold til varetagelsen af nationaleinteresser, og når det kommer til løsning af globaliseringens store udfordringer.Denne rapport analyserer, hvordan globaliseringen ændrer de internationale rammebetingelserog de udfordringer og muligheder, dette skaber for Udenrigsministeriet. På baggrund afanalysen formuleres en række anbefalinger, der tilsammen skal ruste Udenrigsministeriet tilglobaliseringen til gavn for det danske samfund.

på tværs af landegrænser, og den påvirker de netværks- og alliancemuligheder, som Danmarkskal anvende for at varetage sine interesser og medvirke til at ﬁnde fælles svar på internationaleudfordringer. I de kommende år vil den politiske globalisering bl.a. blive formet af ændringer ide internationale magtforhold, samarbejdsmønstre og institutioner. Overordnet forudses USAfortsat at være verdens eneste supermagt, men der vil ses tendenser til stigende multipolaritet,bl.a. økonomisk og teknologisk. Særligt Kina og Indien vil vokse i global vægt og udfordre USAog Europa.De internationale samarbejdsmønstre ventes præget af delvist modsatrettede tendenser. På denene side vil stadig ﬂere grænseoverskridende problemer tilsige et bredt internationalt samarbejdebaseret på en central rolle for de internationale organisationer. På den anden side ses tydeligtfremvæksten af en pragmatisk, ad-hoc præget interessevaretagelse bl.a. gennem skiftende og ofteuformelle koalitioner.Samtidig vil staterne stadig oftere inddrage ikke-statslige aktører som virksomheder, NGO’erog folkelige organisationer i deres netværk og interessevaretagelse. Også bl.a. terrorgrupper somAl Qaeda træder ind på scenen. Den statscentrerede folkeret vil blive udfordret. Men på sammetid gør netop stigende krav om internationalt samarbejde på menneskerettighedsområdet ogindenfor den internationale straﬀeret folkeretten vigtigere end nogensinde.Inden for disse overordnede politiske og institutionelle rammer vil en række nye globaleproblemstillinger skulle håndteres. Det drejer sig ikke mindst om et nyt globalt sikkerhedspolitiskbillede, som er præget af truslen fra terrorisme, og hvor svage stater og militante udlægninger afislam ofte vil være centrale ingredienser. Truslen om spredning af masseødelæggelsesvåben villigeledes skulle håndteres internationalt i årene fremover.De kommende årtier vil også fortsat være præget af global fattigdom, særligt i Afrika. Internationaltvil der være øget vilje til at vende udviklingen i Afrika. Skærpede problemstillinger omkringnaturressourcer og miljø forventes at påvirke nationale prioriteter og vil kunne føre til øgetrivalisering – men formentlig også til styrket internationalt samarbejde. Energiforsyning bliver istigende grad også et sikkerhedspolitisk problem, og miljøaspekterne af den fortsatte globaleøkonomiske vækst vil blive endnu mere centrale. Trusler mod befolkningernes sundhed bliverligeledes mere og mere et internationalt anliggende. Den globale mobilitet betyder, at sygdommekan sprede sig over grænser med stor hast og voldsomhed.

markeder i Asien og Østeuropa blev åbnet, samtidig med at mobiltelefoni, internet og e-mailsslog igennem. I løbet af samme periode er lufttransporten blevet dereguleret og søtransportenbilligere og mere omfattende. Globaliseringen indebærer en kraftig vækst i omfanget ogintensiteten af international handel og investeringer. De vigtigste bærere af den økonomiskeglobalisering er de stadig ﬂere virksomheder, som opsplitter værdikæden på tværs af lande ogregioner.Der er i de kommende år gode muligheder for, at den globale økonomiske vækst fortsætter pået højt niveau, idet der dog også kan peges på en række globale uligevægte og spændinger, bl.a.i de amerikanske og kinesiske økonomier, som kan føre til en vis økonomisk opbremsning.De vigtigste vækstcentre ventes særligt at være USA og ikke mindst Kina og Indien. Verdensøkonomiske tyngdepunkt ventes over tid at ﬂytte sig fra Atlanterhavet og aksen Europa-USAmod Stillehavet og aksen USA-Asien. Integrationen af Afrika og den arabiske verden i denglobale økonomi er en særlig udfordring.Liberaliseringen af vare- og kapitalbevægelser samt reducerede fragtomkostninger ventes atstimulere den økonomiske vækst og skærpe den internationale konkurrence for virksomhederne.Samtidig vil et øget tempo i teknologisk fornyelse skubbe på udviklingen. Det bliver ogsåstadig lettere at ﬂytte hele produktionskomplekser. Dette vil bl.a. afspejle sig i øgede globaleinvesteringsstrømme.På trods af en debat herom i ﬂere lande skønnes der kun at være en mindre risiko for entilbagevenden til egentlig protektionisme mellem de betydende handelsnationer i verden.Tendensen går på det handelspolitiske område snarere i retning af styrket bilateralt samarbejde,samtidig med at der forsøges givet fremdrift til det multilaterale samarbejde i navnligverdenshandelsorganisationen WTO.Befolkningernes globaliseringindebærer – ikke mindst gennem kommunikationsteknologien

og den forøgede rejseaktivitet – øget kontakt og påvirkning mellem lande og kulturer.Befolkningseksplosionen i verdens mindre udviklede lande vil fortsætte og skabe uro i ﬂereregioner, med mindre der kommer en betydelig økonomisk vækst, der på sin side risikerer atskabe nye miljømæssige problemer m.v. Migrationsstrømme og kraftig urbanisering stillernationale myndigheder overfor nye udfordringer. I en række lande, bl.a. i Europa og i visseasiatiske stater, vil befolkningstallet stagnere og befolkningerne blive ældre med følgende prespå de sociale systemer og efterspørgsel efter arbejdskraft.Immigration kan afbøde nogle af virkningerne af de aldrende befolkninger, men vil også bringestore integrationsudfordringer med sig. I det hele taget vil de sociale og kulturelle dimensioneraf globaliseringen præge den politiske debat – nationalt og internationalt – og vil få indﬂydelsepå, hvordan globaliseringen udvikler sig i de kommende år.Det vil fortsat især være en vestlig kulturel referenceramme, der formidles til andre dele af verden,kombineret med at asiatiske værdier og normer med vækstøkonomiernes fremmarch vil spille enstørre rolle. Andre kulturer vil kunne føle sig under pres og forsøge at ”genopﬁnde” og styrkeegen kultur. Dette er bl.a. i Mellemøsten sket med udgangspunkt i religion og har i vissetilfælde ført til en radikaliseringsproces, hvor vold og terror forsøges legitimeret gennemreligion. De kulturelle modsætninger vil i de kommende år vedblive at have et iboendekonﬂiktpotentiale.

I rapportenskapitel 2analyseres de særlige udfordringer og opgaver, som Udenrigsministerietskal håndtere i de kommende år set i lyset af globaliseringen. Der identiﬁceres en rækkehovedtendenser, der ændrer vilkårene for Udenrigsministeriets arbejde – både i forhold til detdirekte samspil med andre lande og kulturer og i forhold til arbejdet i de internationaleorganisationer, som Danmark er medlem af.De tværgående hovedtendenser, som vil forme det udenrigspolitiske arbejde i de kommende år,kan kort opsummeres således.For det førstemindsker globaliseringen den traditionelle adskillelse mellem interne og eksternepolitikker. Det gælder også i Danmark, og det stiller krav om en stærkere forankring afudenrigspolitikken i de hjemlige dagsordener såvel som en øget opmærksomhed mod indenrigs-politiske emners internationale aspekter. Med globaliseringen får forholdet til andre lande og derammer, som skabes gennem internationale aftaler og alliancer, større betydning for det nationalepolitiske råderum. Sagt på denne måde bliver en af Udenrigsministeriets væsentligste opgavergennem det udenrigspolitiske arbejde at skabe så megetindenrigspolitiskråderum som muligt.For det andetstiger betydningen og antallet af ikke-statslige aktører, der opererer og er aktivehenover grænserne. F.eks. etablerer brancheorganisationer og erhvervssammenslutninger ofteregelsæt, som kan få retslignende betydning på det nationale niveau. Folkelige bevægelser kanopnå dagsordenssættende betydning, som f.eks. den globale gældslettelseskampagne i forhold tiludviklingslande. Også på det politiske og kulturelt-religiøse område engagerer bl.a. det danskecivilsamfunds mange forskellige grupper sig i stigende grad i internationale netværk, hvilketogså tegningesagen viste. Den stigende rolle for de mange ikke-statslige aktører i de globalebeslutningsstrukturer rejser samtidig spørgsmålet om demokratisk legitimitet og ansvarlighed ide internationale relationer. Med staters og dermed udenrigsministeriers engagement i sådannegrænseoverskridende problemstillinger, som tages op af og håndteres i samspil med det civilesamfund, skabes der – bl.a. gennem ministeransvaret – en politisk legitimitet, som kan bærehåndteringen af sagerne ind i internationalt accepterede og regulerede beslutningsstrømme. Påden måde kan der sikres en demokratisk legitimitet i de internationale relationer.For det tredjeses en generel tendens til, at uformelle fora i stigende grad supplerer de formelleinstitutioner som rammer for beslutninger. Tendensen ses i form af uformelle ad-hoc grupperinger.Mellemøstkvartetten, med deltagelse af USA, Rusland, FN og EU, er et eksempel på en sådangruppering. Kvartetten rummer på én gang mange af de særtræk, som i større eller mindre gradvil kendetegne globaliseringens uformelle og ﬂeksible netværk. Kvartetten er sagsorienteret.Den inddrager de lande og organisationer, der betragtes som de centrale. Den indeholder enbalance mellem stærk nationalstatsbaseret magt og international retsorden – og endeligillustrerer den hvordan Danmark via EU kan sikre sig plads i og indﬂydelse på en proces, derhar global opmærksomhed og betydning.For det fjerdeses en opblødning af grænserne mellem sektorer. Emneområder, der tidligerekunne håndteres hver for sig ﬂyder mere og mere sammen og stiller krav om tværgåendesammenhæng. Det gælder bl.a. inden for fagområder som forskning og uddannelse, sundhed,energi, miljø og erhverv, der i særlig grad udfordres af globaliseringens megatrends. På dennemåde bliver internationale forhandlinger stadig mere sammenvævede, og behovet for horisontalkoordination øges. De mange aktører og sagernes kompleksitet betyder således, at det blivervigtigt at have et samlet overblik, så mulighederne for alliancedannelser på tværs af sagsområder,lande og de internationale forhandlingsfora kan udnyttes optimalt.

Alt i alt indebærer globaliseringen og dens udfordringer en grundlæggende forandring afkravene til håndteringen af de internationale relationer. Med sin placering i krydsfeltet mellemdet nationale og det internationale, som brobygger mellem danske og udenlandske interesser ogaktører og med en horisontal tilgang til de forskellige sagområder, har Udenrigsministeriet envæsentlig rolle at spille i forhold til Danmarks håndtering af de ændrede globale rammebetingelser.I en stadig tættere forbundet verden går ﬂere og ﬂere problemer på tværs af landegrænser.Derfor vil behovet for internationalt forhandlede løsninger være stigende. I et internationaltmiljø, hvor det eksisterende samarbejde i de internationale organisationer som FN, EU, WTO,NATO mv. løbende udfordres af uformelle konstellationer, vil det være en hovedopgave ateﬀektivisere organisationernes beslutningsprocesser og indsatser, så de kan fungere som eﬀektiveinstrumenter for den globale opgaveløsning, hvor det er relevant. Det vil også være i danskinteresse.Rapporten analyserer ligeledes globaliseringens udfordringer og opgaver for Udenrigsministerieti et geograﬁsk perspektiv.Analysen viser bl.a., at også i de kommende år vil de vigtigste økonomiske, politiske og kulturelleforbindelser for Danmark samlet set være iEuropa. EU-samarbejdet er og vil i stigende gradvære den vigtigste internationale ramme for Danmark i håndteringen af globaliseringensudfordringer. EU kommer efter alt at dømme til at spille en endnu større rolle internationalt,bl.a. via en fælles udenrigstjeneste som understøtter og styrker den samlede europæiskeinteressevaretagelse i et tæt samspil med de enkelte medlemslandes egne udenrigsministerier.Europa udvikler sig i stigende grad hen imod et netværkssamfund, hvor indﬂydelse opnås viatilstedeværelse og deltagelse i alliancer fra sag til sag. Indﬂydelse opnås i en kombination afbilaterale og multilaterale aktiviteter i Bruxelles, i medlemslandene og i EU-samarbejdetudenfor Europa, herunder via en aktiv kommunikationsindsats i de miljøer af ikke-statsligeaktører, der er med til at forme landenes positioner (public diplomacy).På detkommercielle områdeventes det europæiske eksportmarked også fremover at være detmarkant største for Danmark. Europæiske direkte investeringer udgør en meget betydelig del afde samlede udenlandske investeringer i Danmark og ventes at forblive på et højt niveau i dekommende år. På trods af den øgede økonomiske integration mellem EU-medlemslandene vilkapløbet om europæiske markedsandele også i fremtiden være ”en alles kamp mod alle”. Derforvil det til stadighed være en central opgave for Udenrigsministeriet og særligt ambassaderne i deeuropæiske lande at sikre en fortsat stærk dansk eksportfremmeindsats i Europa.Udenrigsministeriets opgaver i forhold tilNordamerika og Latinamerikapåvirkes ligeledes afglobaliseringen. For Danmark vil forholdet til USA fortsat stå centralt i årene fremover. USA vil påde ﬂeste områder være en afgørende aktør i forhold til at håndtere globaliseringens udfordringer.Med en aktiv indsats har Danmark muligheder for at fastholde den aktuelt gode adgang tilamerikanske beslutningstagere. USA vil fortsat udgøre en betydelig økonomisk samhandelspartnerog ikke mindst inspirator og omdrejningspunkt indenfor forskning og innovation. Globalise-ringen indebærer, at Danmarks evne til at etablere netværk i alle relevante miljøer i USA vilvære af stigende betydning for varetagelsen af danske interesser.Bl.a. som følge af store naturrigdomme og fødevareressourcer, der i stigende grad kombineresmed teknologiintensiv produktion, har Latinamerika mulighed for at få fordel af globaliseringen.Der vil være et ønske om til fulde at udnytte potentialet for dansk erhvervsliv på hovedmarkederne iregionen. Samtidig ses muligheder for at styrke det politiske samarbejde, hvor Danmarkbilateralt og via EU vil have mulighed for at opbygge netværk og skabe kontakter, bl.a. i forhold

til ledende lande i regionen som Brasilien, Mexico og Argentina. Også et fortsat bistandssamarbejdei forhold til regionens fattigste lande ventes at stå centralt.Økonomisk, politisk, sikkerhedspolitisk og formentlig også kulturelt og værdimæssigt vilAsienfå en større global tyngde i løbet af de kommende år. En eﬀektiv dansk deltagelse i globaliseringenvil være tæt knyttet til, om det lykkes at skabe tætte politiske, kommercielle og forskningsmæssigeforbindelser til Asien – både på egen hånd og gennem EU-samarbejdet. EU må få en stærkereplacering i Asien. Ellers risikerer Europa at blive irrelevant og dermed taberen i regionen.Danmark lægger stor vægt på EU’s rolle i Asien og bidrager til udbygningen af disse kontaktergennem ASEM, ASEAN mv.Det er i det hele taget i dansk interesse, at Asien i de kommende år integreres yderligere i detinternationale politiske system. På det handelspolitiske område skal danske interesser i forholdtil Asien i vid udstrækning varetages via aktiv deltagelse i EU-samarbejdet. Danmarks overordnedesikkerhedspolitiske interesser i et stabilt og fremgangsrigt Asien, i takt med den forstærkedeøkonomiske integration, varetages ligeledes ikke mindst gennem EU’s udenrigs- og sikkerheds-politiske samarbejde. Også det strategiske og politiske samarbejde med bl.a. Australien, der idisse år bliver en stadig vigtigere aktør i Asien, skal udbygges.Udenrigsministeriet skal også bidrage til, at andre ministerier og myndigheder i bred forstandinvolveres i udbygningen af relationerne til Asien. Ambassaderne kan her fungere som spydspidserog koordinerende centre for de danske oﬃcielle relationer til landene.For Danmark vil det ligeledes være af langsigtet betydning, at danske virksomheder formår atetablere et stærkt fodfæste i de asiatiske vækstøkonomier. Det må også forventes, at asiatiskeinvestorer i øget udstrækning vil søge at etablere sig i Europa. Det er derfor vigtigt, at Danmarkfremstår som et attraktivt investeringsland. I en række lande i Asien er der endvidere interessantehøjteknologiske forsknings- og innovationsmiljøer, som danske universiteter og virksomhedermed fordel kan udbygge samarbejdet med.Bistandssamarbejdet ventes fortsat at være en vigtig, om end faldende, del af Danmarks samledeindsats i Asien i de kommende år.Der forudses et betydeligt dansk engagement i forhold tilMellemøsten og Nordafrikaogså i dekommende år. Regionens håndtering af en række globale udfordringer, som efterspørgslen påenergiressourcer, den demograﬁske og socio-økonomiske udvikling, international terrorisme ogspredning af masseødelæggelsesvåben samt den politisk-kulturelle dynamik, kan have potentieltstore eﬀekter på resten af verdenssamfundet. Regionen udgør formentlig den væsentligsteudenrigspolitiske udfordring for EU og for USA. Der vil bl.a. via EU blive arbejdet aktivt foren løsning af den israelsk-arabiske konﬂikt.Den politiske udvikling i regionen, hvor de islamistiske bevægelser og religiøse kredse må ventesat stå stærkt i civilsamfundene, vil udgøre en selvstændig udfordring.Det vil være en væsentlig opgave for Udenrigsministeriet at bistå med, at der opbygges solidenetværk til lande og folkelige organisationer i regionen. Information, kommunikation,gensidig kulturformidling, demokratiforståelse, erhvervsudvikling, målrettet udviklingsbistandog mellemfolkelige kontakter vil være centrale indsatsområder, ikke mindst gennem DetArabiske Initiativ. Udenrigsministeriet vil, bl.a. gennem EU, støtte bestræbelser på at mindskekonﬂikterne i og mellem landene i regionen samt i forhold til Vesten. Globaliseringen indebærer,

at kontakten og friktionen øges på mange områder, men den indeholder også muligheder forøget samarbejde og forståelse.Der er indtil videre ikke udsigt til, at de migrationsudløsende faktorer i Mellemøsten ogNordafrika vil blive reduceret i de kommende år. Det må forventes, at legal og illegal indvandringtil Europa fra regionen fortsat vil være betydelig. Migrationspresset forventes for Danmarksvedkommende bl.a. at betyde et stigende antal borgerserviceopgaver i regionen, herundersærligt ansøgninger om visum og opholdstilladelser.De høje vækstrater i landene omkring Golfen forventes grundlæggende fastholdt i de kommendeår. For Udenrigsministeriet vil det derfor være en vigtig og prioriteret opgave at sikre danskerhvervsliv fuldt udbytte af de betydelige kommercielle muligheder i området. Også investerings-potentialet fra regionen skal udnyttes.Endelig vil de fattigste lande i de kommende år fortsat have behov for udviklingsbistand. Detmå bl.a. forventes, at det palæstinensiske selvstyre, uanset om det omdannes til en selvstændigstat, i mange år fremover ikke selv vil kunne sikre en økonomisk bæredygtig udvikling for denpalæstinensiske befolkning.På trods af store naturrigdomme er hovedparten af landene iAfrika syd for Saharaindtil viderehægtet af den økonomiske globalisering. I en årrække vil hovedprioriteten for Danmarksindsats i Afrika derfor være fattigdomsbekæmpelse. De langsigtede programindsatser i ca. tifattige men stabile og forholdsvis demokratiske programsamarbejdslande ventes fortsat. I kraftaf globaliseringen indgår Afrika stadig tættere i det globale skæbnefællesskab. Svage statersmanglende evne til at håndtere globaliseringens udfordringer som terrorisme, epidemier,konﬂikt og miljønedbrydning påvirker det samlede trusselsbillede for resten af verden, herunderfor Danmark. Det civil-militære engagement i Afrika, gennem især FN, vil formentlig øges,både i kraft af fredsbevarende indsatser og i kraft af arbejde med kapacitetsopbygning i den nyeafrikanske sikkerhedsstruktur.Efterhånden som Den Afrikanske Union (AU) styrkes, vil den afrikanske sikkerhedspolitiskedialog i stigende grad foregå i Addis Ababa, hvor Unionen har sit hovedkvarter. Det vil derforblive stadig mere væsentligt for Danmark at få adgang til de netværk, der med udgangspunkt iAU’s institutioner og medlemmer udgør de reelle afrikanske sikkerhedspolitiske magtstrukturer.Bistandsindsatsen skal i det hele taget tænkes sammen med handelspolitiske og sikkerhedspolitiskeindsatser, som på længere sigt kan føre til en bæredygtig udvikling.Nødhjælp vil formentlig også indtage en mere central og konstant plads i Danmarks forholdtil Afrika, ikke mindst i de lande hvor der ikke er grundlag for et regeringsbaseret udviklings-samarbejde. Danske NGO’er og internationale organisationer vil tegne sig for en del humanitæreindsatser i nogle af kontinentets mest plagede stater.IKapitel 3præsenteres en række konkrete anbefalinger til, hvordan Udenrigsministeriet kanindrette sig for på bedst mulig vis at håndtere globaliseringens udfordringer og muligheder.Samtidig med, at udgangspunktet for en eﬀektiv varetagelse af danske interesser i globaliseringener godt, viser analysen, at Udenrigsministeriet må udvikle sine instrumenter og kompetencer.Det gælder for hele den brede palet af opgaver, som Udenrigsministeriet varetager. Udenrigs- ogsikkerhedspolitikken, Europapolitikken, udviklingspolitikken og bistandssamarbejdet, handels-politikken, eksport- og investeringsfremmeindsatsen, borgerservice og public diplomacy arbejdet.

Det gælder bl.a. den internationale terrorisme, hvor Udenrigsministeriet vil arbejde tæt sammenmed andre myndigheder, herunder bl.a. gennem Center for Terroranalyse (CTA). På menneske-rettighedsområdet vil der blive udnævnt en særlig menneskerettighedsambassadør og indsatsenvil generelt blive styrket. Det gælder også i forhold til arbejdet med retsforfølgelse af internationalekrigsforbrydere, hvor Danmark har en klar international proﬁl. I konﬂiktramte lande er behovetfor at yde international støtte markant. Der vil derfor blive oprettet et ”korps” af terrængåendemedarbejdere, som kan sættes ind i vanskelige situationer som f.eks. i Afghanistan og Sudan.Samspillet mellem civile og militære indsatser styrkes også.I forhold til bistandssamarbejdet, anbefales det bl.a., at Udenrigsministeriet forbliver stærktengageret i bestræbelserne på at yde et eﬀektivt bidrag til at nå FN’s mål om bl.a. halvering affattigdom og sult inden 2015.Eﬀektivt internationalt samarbejde på miljøområdet udgør ligeledes en af globaliseringenshovedudfordringer. Det anbefales, at den interne koordination i ministeriet og i forhold tilambassaderne samles hos en miljøambassadør, der inden for rammerne af det etableredesamarbejde mellem de involverede ministerier bl.a. skal varetage Udenrigsministeriets opgaver irelation til det internationale klimasamarbejde, herunder FN, Kyoto-Protokollen og EU. Påsundhedsområdet etableres en permanent intern task force for pandemier, der bl.a. gennemkoordination på det internationale område skal bistå de danske myndigheder.I lyset af de fortsatte store globale migrationsstrømme anbefales det, at Udenrigsministerietsammen med bl.a. Integrationsministeriet, især gennem EU-samarbejdet, arbejder for en yderligerestyrkelse af den internationale dialog om håndtering af migrationsstrømme på globalt plan. Detvil samtidig være nødvendigt at gøre en særlig indsats for at bekæmpe international menneskehandel.I forhold til den økonomiske globalisering lægger regeringen op til en udvikling af eksport- oginvesteringsfremmeindsatsen, så den matcher globaliseringens krav og muligheder. Målet er, atsikre danske virksomheder – og udenlandske virksomheder der ønsker at investere i Danmark– gode rammevilkår. Konkret vil der som led i udmøntningen af regeringens globaliseringsstrategiblive udarbejdet en samlet handlingsplan for oﬀensiv global markedsføring af Danmark.Planen vil have fokus på 1) Danmark som investeringsland, 2) Danmark som kreativ nation,3) Danmark som uddannelsesland, 4) Danmark som eksportland og 5) Danmark som værts-land for internationale konferencer og som turistmål.Arbejdet med at udvikle strategien koordineres i en tværministeriel arbejdsgruppe underledelse af Økonomi- og Erhvervsministeriet. Udenrigsministeriet indgår aktivt i alle dele afarbejdet med fokus på håndgribelige indsatser, der bl.a. kan styrke Danmark som eksport- oginvesteringsland.Investeringsfremmeindsatsen forudses udvidet til ﬂere markeder. På eksportmarkederne forudsesindsatsen for danske virksomheder særligt at blive styrket med handelskontorer, oprettelse afetableringsinkubatorer og udsendelse af ﬂere handelsspecialister. Strategisk sparring medvirksomheder, baseret på ambassadørers og andre seniormedarbejderes netværk i markederne ogviden om opholdslandets politiske og økonomiske udvikling, herunder arbejdsmarkedsforhold,vil blive givet særlig prioritet.

I en globaliseret verden er aktørkredsen både større og mindre overskuelig, og det internationalesystem til tider mere usammenhængende end tidligere. Samlet stiller dette større krav til danskinteressevaretagelse og Udenrigsministeriets arbejde. Det er nødvendigt at mestre globaliseringensnye spilleregler. Det gøres bl.a. ved at skabe partnerskaber i Danmark og i udlandet.Udenrigsministeriet kan i denne forbindelse fungere som rådgiver, strategisk sparringspartnerog koordinator vedr. internationale spørgsmål i bred forstand i forhold til regeringen, Grønlandog Færøerne, Folketingets internationale arbejde og i forhold til den service, som virksomhedertilbydes. Udenrigsministeriet vil, bl.a. gennem ambassaderne, bidrage til, at udenlandskepartnere kan få etableret et godt og direkte samspil med relevante danske samarbejdspartnere.Bl.a. vil moderniseringen af eksport- og investeringsfremmeindsatsen naturligt indebære bådestyrket samarbejde med og rådgivning af danske virksomheder vedr. eksport og internationali-sering og rådgivning af udenlandske virksomheder, der overvejer at investere i Danmark.For bedst muligt at kunne håndtere globaliseringens udfordringer og muligheder anbefales det,at Udenrigsministeriet tager initiativ til at etablere en række åbne globaliseringsnetværk og-arbejdsgrupper med deltagelse af partnere i det danske samfund, der har viden om og interessefor de mest centrale globaliseringstemaer, f.eks. de problemkomplekser, der relaterer sig tilforholdet mellem Vesten og den muslimske verden.Som led i opbygningen af internationale netværk vil Udenrigsministeriet – ved siden af detallerede tætte samarbejde med danske partnere i forhold til EU, FN, NATO og Verdenshandels-organisationen WTO – systematisk opgradere arbejdet i forhold til organisationer og netværks-strukturer, som ventes at få voksende betydning i de kommende år (G8, ASEAN, ASEM, DenArabiske Liga, Den Afrikanske Union og Organisationen af Amerikanske Stater m.v.).Det anbefales også, at der satses på at opbygge nye netværk på områder indenfor EU-samarbejdet,hvor der ventes at ske den største og hurtigste udvikling. Det gælder formentlig ikke mindstindenfor Retlige og Indre Anliggender (RIA), bl.a. migration, grænsekontrol, bekæmpelse afinternational kriminalitet og terrorisme, og inden for EU’s fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik(FUSP).Indenfor det internationale samarbejde om udviklingsbistand vil den danske indsats i internationalefaglige fora blive styrket for at få væsentlig indﬂydelse på udviklingen af den internationalebistandsdagsorden, så den eﬀektivt kan bidrage til at eliminere global fattigdom. Også indsatsenfor at integrere de nye donorlande, herunder de nye EU-lande og Kina og Indien, i samarbejdetvil blive centralt.Samarbejdet med andre ministerier vil blive intensiveret. Det anbefales, at Udenrigsministerietsopgave som hele regeringens udenrigstjeneste understreges og præciseres, først og fremmestsåledes at ambassaderne kommer til at fungere som samlingspunkter og netværksskabere forregeringens internationale interessevaretagelse i udlandet i tæt samarbejde med de berørteministerier.

De ministerier, der har det tætteste samarbejde med Udenrigsministeriet, vil blive tilbudt at indgåaftaler/resultatkontrakter med ministeriet, der fastlægger rammerne for fagministeriernes inter-nationale prioriteter og Udenrigsministeriets ydelser. Det gælder bl.a. vedr. indberetningsomfangetpå EU-området. Ministerierne vil ligeledes blive inddraget i de løbende overvejelser om ambassadernesopgavevaretagelse med henblik på at sætte fokus på hele centraladministrationens prioriteter.For at sikre størst mulig videndeling om EU-forhold vil Udenrigsministeriet udvikle et elektroniskEU-extranet for hele centraladministrationen med henblik på at skabe en central og lettilgængeligindgang til relevant uklassiﬁceret information på EU-området. Der vil også være muligheder fori øget udstrækning at udnytte nye teknologiske muligheder, herunder videokonferencer forudfor møder i EU og andre internationale organisationer.Der vil ligeledes blive taget initiativer til ﬂere udvekslings- og sekunderingsordninger meddanske såvel som udenlandske samarbejdspartnere.

Dansk indﬂydelse og interessevaretagelse i udlandet forudsætter direkte tilstedeværelse i lokaleog regionale beslutningsnetværk. Samtidig står det klart, at de internationale brændpunkterikke er konstante, men løbende udvikler og ﬂytter sig. Det stiller krav til Udenrigsministerietom en ﬂeksibel og tilpasningsdygtig repræsentationsstruktur, der kan sikre en direkte og eﬀektivdansk tilstedeværelse i globaliseringens brændpunkter.På baggrund af regeringens globaliseringsstrategi, overvejelserne i denne rapport og medudgangspunkt i de foreløbige resultater som Udenrigsministeriets egen ressourcemodel har vist,anbefales følgende:Der vil i de kommende år ske en vis gradvis omprioritering af ressourcer fra Europa tilAsien,med særlig fokus på Kina og Indien. Ambassaderne i Beijing og New Delhi vil hurtigt blivestyrket på medarbejdersiden, således at bl.a. ønsket om at skabe tætte samarbejdsrelationer ogopprioritere det politiske og økonomiske analysearbejde i forhold til disse to nøglelande kanefterkommes. Den kommercielle indsats anbefales i øvrigt udviklet i overensstemmelse med dekommende anbefalinger fra arbejdsgruppen vedr. planen for oﬀensiv global markedsføring afDanmark.Det hører med til en styrkelse i Asien, at der anbefales oprettet en ambassade i Australien, bl.a.med sideakkreditering til New Zealand. Særligt Australien får i disse år i højere og højere gradkommerciel og politisk betydning for Danmark. Også turismen og den kulturelle udvekslingmed Danmark forventes intensiveret i årene frem, bl.a. som følge af tilknytningen til Kongehuset.IMellemøsten og Nordafrika, der er blandt globaliseringens væsentligste brændpunkter, styrkesden samlede danske indsats og tilstedeværelse, hvilket ikke mindst vil bidrage til en eﬀektivimplementering af Det Arabiske Initiativ. I overensstemmelse med regeringens globaliserings-strategi, der anfører, at Danmark skal være direkte til stede i ﬂere lande i regionen, anbefales deroprettet ambassader i Jordan, Marokko og Libanon. Med fast repræsentation i Marokko ogJordan vil Danmark kunne fastholde et højt dansk engagement i reformprocesserne i disse tonøglelande, særligt gennem Det Arabiske Initiativ, og samtidig forbedre den adgang, dette givertil centrale politiske aktører i regionen. Også Libanon fremstår som et væsentligt indsatsområdei de kommende år. Der må bl.a. forventes at blive en stor og målrettet indsats fra det internationalesamfund med hensyn til genopbygning, fredsbevaring osv., ligesom den gennemførte evakueringhar vist et behov for borgerserviceydelser i landet.

at gribe tidligt i de lande, der besidder det største potentiale. Både kommercielt og politisk erder samlet set grundlag for at lave en oﬀensiv satsning, således at Udenrigsministeriet rettidigtbliver bedre placeret i regionen. Argentina vil være velegnet til dette. Udover placeringen somvæsentlig økonomisk og politisk magt i regionen har Argentina historisk tætte bånd til Europaog Danmark. Det anbefales på den baggrund, at der oprettes en ambassade i Buenos Aires, somsamtidig vil kunne være akkrediteret til andre lande i regionen.ForNordamerikasvedkommende vurderes den nuværende tilstedeværelse at have et hensigtsmæssigtomfang.IAfrikahar den stigende danske udviklingspolitiske indsats med fokus på bekæmpelsen affattigdom allerede betydet, at der er truﬀet beslutning om i år at åbne en ambassade i Mali iforbindelse med landets status som nyt programsamarbejdsland.Det danske programsamarbejde med en række fattige afrikanske lande understøttes af et øgetfokus på regionale og politiske problemstillinger af betydning for globaliseringens storeudfordringer som konﬂikt, migration, terrorisme, epidemier, naturressourcer og miljønedslidning.De positive erfaringer fra perioden med en ambassade i Addis Ababa i Etiopien under detdanske medlemskab af FN’s Sikkerhedsråd i 2005-06 skaber grundlag for en anbefaling om, atambassaden gøres permanent. Dermed kan Danmark også fremover sikre en direkte dialog medDen Afrikanske Union, som i disse år tiltager sig en stadig mere betydningsfuld rolle, hvilketDanmark støtter.I et langsigtet perspektiv vil spørgsmålet om en evt. tilstedeværelse i Nigeria kunne indgå iovervejelserne om Danmarks repræsentationsstruktur i Afrika.EU-samarbejdetvil også fremover forblive centralt for varetagelsen af danske interesser. Det må

Samarbejdet med Rusland og Ukraine, hvor Danmark allerede er repræsenteret, ventes i dekommende år fastholdt og måske videreudviklet, bl.a. på det kommercielle område. Det vilkunne skabe grundlag for overvejelser om styrket tilstedeværelse, enten gennem udvidelse af denuværende repræsentationer eller, i Ruslands tilfælde, ved oprettelse af et handelskontor i envækstregion.I andre af EU’s nye nabolande, hvor der aktuelt ikke er basis for etablering af en ambassade,men hvor det vil være fordelagtigt for Danmark at have en diplomatisk tilstedeværelse, anbefalesdet, at Udenrigsministeriet undersøger mulighederne for at indgå aftaler om placering afmedarbejdere i tilknytning til f.eks. Kommissionens kontor eller andre EU-landes ambassader.I et lidt længere perspektiv vil Danmark skulle udvikle sine interesser i og relationer til landenei Kaukasus og Centralasien. Bl.a. er der muligheder for udvikling af samarbejdet på detkommercielle område, hvilket evt. kan skabe grundlag for en direkte dansk tilstedeværelse.For at understøtte opfyldelsen af de tre strategiske mål gennemføres en række tværgåendeinitiativer inden for ﬁre hovedområder.Public diplomacy gøres til et selvstændigt prioritetsområde i Udenrigsministeriet. En stærk

vigtigere område. Udenrigsministeriets Borgerservice står særligt overfor væsentlige nyeudfordringer som følge af den voldsomt voksende globale rejseaktivitet, ﬂere menneske- ognaturskabte trusler samt udviklingen i befolkningernes globalisering, herunder ikke mindstmigrationsmønstre. Den stigende rejseaktivitet medfører øget behov for og forventning omassistance til danskere i udlandet. Ændrede migrationsmønstre betyder nye krav til ambassadernesbehandling af ansøgninger om visum samt et stigende antal civilretlige sager.Der anbefales bl.a. etableret et globalt dækkende 24 timers situationscenter (24/7) i Borgerservicei ministeriet på Asiatisk Plads, der skal bistå danskere i nødsituationer i udlandet samt overvågehændelser som naturkatastrofer, terrorisme og andre uroligheder.Der skabes en global tilgang til Human Resources. Globaliseringen stiller skærpede krav til

Udenrigsministeriets medarbejdere og disses familier. Navnlig stiller de skærpede vilkår i deskiftende globale brændpunkter krav til kompetencer, mobilitet og ﬂeksibilitet.Udenrigsministeriet vil udvikle en global og moderne medarbejder- og familiepolitik. Denne vilfokusere på spørgsmål som ægtefællers jobmuligheder og videreuddannelsesmuligheder underudstationeringer, børnenes tarv under udstationering samt tilpasning af længden af udstationeringerunder hensyntagen til, hvor vanskelige vilkårene er på posten (terrorrisiko, konﬂiktområder,forurening etc.). Udenrigsministeriets kompetencer inden for sprog- og kulturkundskab vilblive opgraderet. Solide sprog- og kulturkundskaber er både en forudsætning for varetagelsen afdanske interesser internationalt og for opbygningen af stærke internationale partnerskaber samten eﬀektiv public diplomacy indsats. Der vil først og fremmest ske en styrkelse af sprog- ogkulturkundskaber i forhold til Kina og landene i Mellemøsten og Nordafrika.

INDLEDNINGDet 21. århundredes globaliseringsproces ændrer vilkårene for nationalstaterne og dermed ogsåfor Danmarks internationale ageren. Nationalstaternes internationale fortrinsret udfordres. Detsamme gælder for de internationale organisationer. Flere af disse oplever deres instrumenter oghandlemuligheder som utilstrækkelige.Med globaliseringen udvikles stadig mere omfattende og komplekse net af internationalerelationer – i retning mod et globalt netværkssamfund. Virksomheder, banker og ﬁnansielleinstitutioner, medier, parlamenter og politiske partier, universiteter og forskningsinstitutioner,religiøse og folkelige organisationer, regioner og kommuner, indﬂydelsesrige enkeltpersoner –men også terrororganisationer og ekstremistiske grupperinger – får nye muligheder for politisk,kulturel og økonomisk indﬂydelse på den internationale scene.Ved begyndelsen af det 21. århundrede ser vi, at statsordningen, der har fungeret siden denWestfalske Fred i 1648, er udfordret. For det første skaber ikke-statslige aktører nu konﬂikter,som stater før stod for, og underminerer aftaler og indsatser, som stater indgår og udøver. Fordet andet er en ny faktor trådt ind på scenen: den religiøse. Den betyder, at statsræsonenbaseret på en stats økonomiske, geograﬁske eller demograﬁske interesser nu udfordres afreligiøse og irrationelle faktorer, som kan synes uberegnelige.Hvem, der bliver vindere i det nye spil, bestemmes i vid udstrækning af, hvem der forstår denye spilleregler og hurtigt og eﬀektivt indretter sig derefter. Dette er bl.a. baggrunden forregeringens globaliseringsstrategi ”Fremgang, Fornyelse og Tryghed” (april 2006) og for dettebidrag til strategien.Også i Danmark mindsker internationaliseringen og globaliseringen adskillelsen mellem de interneog de eksterne forhold. Nationale politikker udformes mere og mere i lyset af internationalebetingelser og udviklingen i andre lande, samtidig med at den direkte udenrigspolitiskeinteressevaretagelse fastlægges på baggrund af indenrigspolitiske prioriteter. Det betyder, atforholdet til andre lande, og de rammer som internationale alliancer og aftaler skaber, får størreog større betydning for det nationale politiske råderum. Eller sagt på en anden måde: Én af detudenrigspolitiske arbejdes væsentligste opgaver er at bidrage til, at der skabes så megetindenrigs-politisk råderum som muligt.Danmarks udenrigspolitiske ageren fastlægges i stadig større grad i et tæt samspil mellemUdenrigsministeriet, andre ministerier og oﬀentlige instanser, Folketinget, branche- oginteresseorganisationer, folkelige bevægelser mv. Dette gælder generelt på de områder, hvorUdenrigsministeriet varetager sine opgaver: Udenrigs- og sikkerhedspolitik, Europapolitik,udviklingspolitik og bistandssamarbejdet, handelspolitik og eksport- og investeringsfremme-indsatser samt visum- og asylopgaver, borgerserviceopgaver med bistand til danskere i udlandetog arbejdet med at informere om Danmark, dansk kultur og kompetencer i udlandet.Alle disse opgaver påvirkes af globaliseringens såkaldte megatrends, som er ændringsfaktorer– eller drivkræfter – der samlet viser frem mod ændrede globale vilkår for Udenrigsministerietsvirke.Globaliseringens megatrends kan analytisk opdeles i tre hovedgrupper: De politiske, deøkonomiske og de befolkningsmæssige globaliseringstræk. Navnlig op gennem 1990’erne harder været fokus på de økonomiske aspekter af globaliseringen. I de senere år – ikke mindst efter

terrorangrebene mod USA d. 11. september 2001 – har der dog været en stigende erkendelse afbehovet for også at se på globaliseringens politiske, sikkerhedsmæssige, kulturelle og religiøseaspekter. Tegningesagen har understreget nødvendigheden heraf.Det skal fremhæves, at den analytiske sondring mellem globaliseringens forskellige hovedtrækkun sjældent kan genﬁndes i klar form i virkelighedens verden. Et af de mest interessante trækved det 21. århundredes globalisering er netop de tætte vekselvirkninger, som de politiske,økonomiske og befolkningsmæssige globaliseringstendenser indgår i. Tendenserne ﬂyder i højgrad sammen. Det står samtidig også klart, at globaliseringen betyder, at internationalerelationer får større vægt, og at diplomati og det udenrigspolitiske arbejde i bred forstand bliverstadig vigtigere.Det er på grundlag af en grundig analyse af globaliseringens særlige udfordringer, at Udenrigs-ministeriet skal udvikle sine instrumenter og kompetencer for at varetage danske interesserbedst muligt. Denne analyse anlægger således en bred tilgang til globaliseringen, og rapportengiver et samlet bud på, hvordan Udenrigsministeriet bedst muligt håndterer de nye udfordringer.Grundpræmissen er, at udenrigspolitikken føres, for at et land i tryghed kan bestemme over sigselv. I en stadig tættere forbundet verden forudsætter dette stadig tættere alliancer baseret på enaktiv udenrigspolitik, som kan præge globaliseringen positivt, og som kan styrke den samledeinteressevaretagelse i forhold til globaliseringens udfordringer og muligheder. Det skal ske gennemdirekte tilstedeværelse i andre lande og kulturer, ikke mindst i globaliseringens brændpunkter.Ud fra den samme præmis har Danmark interesse i, at globaliseringens udfordringer håndteresgennem bredt og forpligtende internationalt samarbejde, bl.a. inden for rammerne af EU ogandre internationale organisationer som FN, WTO, NATO m.v. Dette er reﬂekteret i regeringenssamlede globaliseringsstrategi. Det fremgår her, at Udenrigsministeriets instrumenter ogkompetencer skal udvikles og tilpasses de nye behov, som globaliseringen skaber. Regeringenønsker, at tilpasningen skal ske på basis af denne analyse.Det er et udgangspunkt for analysen, at globaliseringen vil fortsætte også i de kommende år.Det erkendes, at det ikke er muligt at forudse med stor sikkerhed, hvordan og i hvilket omfangde enkelte megatrends, der driver globaliseringen, vil slå igennem. Nye teknologier kan udvikleshurtigere end forudset. Nye internationale samarbejdsstrukturer kan udvikles. Men ogsåbegivenheder, som f.eks. den ﬁnansielle krise i 1997 i Sydøstasien, kan slå igennem og standseudviklingen i alt fald regionalt for en periode. Nye netværk – herunder også anti-globaliserings-netværk – kan opstå. Protektionisme kan få større betydning. Yderliggående nationalistiske ellerreligiøse strømninger kan sætte den kulturelle globaliseringsproces under pres og ændre dehandelspolitiske og økonomiske vilkår regionalt, men også globalt. Urbaniseringen kan slåendnu hårdere igennem end forudset og bl.a. skabe nye miljøproblemer.Globaliseringens konsekvenser for dansk diplomati og udenrigspolitik står dog tilstrækkeligklart til, at der er grundlag for at træﬀe beslutninger om, hvordan de nye udfordringer håndteresbedst muligt og mest omkostningseﬀektivt. Disse er ofte drevet af hændelser og kriser, somopstår nærmest uden varsel. Terrorangreb, naturkatastrofer som tsunamien, humanitærekatastrofer, større ulykker og senest sagen om tegningerne af profeten Muhammed i Jyllands-Posten og krisen i Libanon er eksempler herpå.Nye muligheder og nye trusler ligger forude. For at opnå de første skal man både kende ogmodvirke de sidste – i tide.

KAPITEL 1MEGATRENDS OG GLOBALISERINGHistorisk set er globalisering ikke et nyt fænomen. De teknologiske og samfundsmæssigeændringer i 1800-tallet og i tiden op til 1. verdenskrig muliggjorde f.eks. en væsentlig interna-tionalisering på mange områder. Også perioden efter 2. verdenskrig førte til øget internationaltsamarbejde og en stigende gensidig økonomisk afhængighed mellem staterne. Det særligt nyeer, at det 21. århundredes globalisering så direkte udfordrer nationalstaternes internationalefortrinsstilling i forhold til andre aktører, og at regioner og lande uden for den vestligekulturkreds spiller en så aktiv og selvstændig rolle.For bedst muligt at kunne analysere kompleksiteten i det 21. århundredes globaliseringbenyttes en bred metodisk tilgang. Der trækkes i analysen på en række videnskabelige såvel sommere beskrivende analyser og rapporter om globaliseringen, uden at analysen låses fast i enbestemt ”skole” eller teoretisk retning.I denne rapport forstås globalisering i et bredt perspektiv, som den proces – og virkningerneheraf – hvorved menneskelig og institutionel interaktion ﬁnder sted globalt med stigendeintensitet og hastighed gennem forøgede netværksforbindelser, og hvor betydningen af geograﬁskeafstande dermed mindskes.Forstået på denne måde har globalisering både politiske, økonomiske og befolkningsmæssige,herunder sociale og kulturelle, aspekter. Af analytiske grunde holdes disse hovedområder adskilt.I praksis er de tæt sammenvævede. Tegningesagen illustrerer på ekstrem vis de komplekse og tætteforbindelser mellem politiske, økonomiske, kulturelle og religiøse spørgsmål i globaliseringen.Med globaliseringen sammenkædes indenrigs- og udenrigspolitiske forhold, økonomiske ogpolitiske forhold, kulturelle og demograﬁske forhold på nye og ofte overraskende måder.

USA vil i årene fremover efter alt at dømme fortsat være verdens eneste supermagt. På ﬂere områdervil der dog være tendenser til øget multipolaritet. Økonomisk-teknologisk udfordres USA’s position,udover af Europa, navnlig af Kina, som også har mulighed for at omsætte den hastige økonomiskeudvikling til øget politisk og militær magt. Europa vil næppe ønske at mønstre militær magt af globalbetydning, men vil politisk og med den bløde magt have gode muligheder for at øge sin rolle i verden.Afrika vil forblive den svageste region i verden. Afrikas strategiske betydning vil dog øges, bl.a. ikampen mod radikalisering og terrorisme samt i energispørgsmål. Mellemøsten vil forblive en regionmed problemer, men også muligheder. Regionen vil samtidig spille en afgørende rolle for bl.a.energiforsyningen samt den globale politiske, kulturelle og religiøse udvikling.

I årene fremover vil USA efter alt at dømme fortsat være verdens eneste supermagt. USA ventessåledes at dominere internationale relationer på tværs af områder – økonomisk, teknologisk,politisk, militært og kulturelt – på en måde, som ingen andre aktører kan matche. Der vilvære tendenser til stigende multipolaritet, men grundlæggende tyder alt på, at verden fortsatovervejende vil være unipolær i mange år frem. USA ventes stadig at have verdens størsteøkonomi samt være verdens stærkeste militære magt og ventes derfor politisk at være den mesttoneangivende enkeltaktør på den internationale scene. USA vil dog langt fra alene kunnedeﬁnere den globale udvikling.En af de væsentlige udfordringer for USA bliver spørgsmålet om anvendelse af hård og blødmagt. USA’s anseelse i verden må forventes at være omtvistet, ikke mindst i den arabiske/muslimske verden. Der vil for USA kunne være en negativ sammenhæng mellem anvendelsenaf hårde magtressourcer og USA’s position på de blødere parametre. I den arabiske/muslimskeverden vil accepten af vestlige normer og værdier fortsat afhænge af det generelle forhold tilVesten og ikke mindst af synet på USA. Udviklingen i disse spørgsmål bliver for USA heltafgørende for udviklingen på de blødere magtparametre.Siden terrorangrebene d. 11. september 2001 har kampen mod terrorisme stået øverst på USA’sdagsorden. ”Den lange krig” mod transnational terrorisme vil også i de kommende år værestyrende for USA’s udenrigs- og sikkerhedspolitiske strategivalg. Det fundamentale interesse- ogværdifællesskab med Europa ventes grundlæggende at bestå i årene frem. Udviklingen i denamerikanske befolkningssammensætning kan dog i en vis udstrækning medføre, at USAudvikler sig væk fra sine europæiske rødder og bliver relativt mindre transatlantisk orienteret ogmindre indstillet på at komme Europa til undsætning. Fra amerikansk side forventes der dogfortsat at være en klar interesse i at styrke og videreudvikle det transatlantiske samarbejde medudgangspunkt i konkrete sager og interessesammenfald. Der vil løbende være uoverensstemmelser,gående fra mindre meningsforskelle til større brydninger som i forbindelse med Irak og Kyoto-protokollen.USA’s udenrigspolitiske fokus vil i væsentligt omfang være rettet mod Mellemøsten og Nordafrikasamt Asien som de store strategiske udfordringer. Ikke mindst Kina vil blive set som en stadigstørre økonomisk, teknologisk og muligvis også sikkerhedspolitisk udfordring for USA.Opgaven i Asien vil være at påvirke de centrale aktørers strategiske valg på en måde, somfremmer samarbejde og formulering af fælles sikkerhedsinteresser. Dette vil ske på basis af ensamarbejdende dagsorden understøttet af f.eks. øget diplomatisk tilstedeværelse. Der vil være eninteresse i at få bundet landene op på internationalt samarbejde og forpligtelser for derved atsikre indﬂydelse og forudsigelighed. USA vil supplere sin tilstedeværelse i Asien med en militærkapacitetsopbygning, som skal gøre det klart, at en konﬂikt med USA ikke vil kunne betale sig.

EU ventes i årene fremover fortsat at have noget nær økonomisk supermagtstatus og være verdensstørste handelsområde. Samtidig vil det også løbende være en central udfordring at få gjort EU-samarbejdet mere eﬀektivt. Udfordringen består i at få et yderligere udvidet EU til at bevarefællesskabsmetoden som ramme for samarbejdet. Forfatningstraktaten indeholder et katalog afpolitikker og institutionelle ændringer, der peger mange år frem. Og hvis forfatningstraktaten ikkebliver til noget, er det sandsynligt, at elementer i traktaten vil være en del af fornyede forsøg påinstitutionelle reformer i EU. En fælles EU-tilgang til håndtering af globaliseringens økonomiskepres vil til stadighed kræve både enighed om en fælles linje, og at der skabes forståelse i deeuropæiske befolkninger for de nødvendige ændringer. Lissabon-strategien er aktuelt en centralramme for håndtering af mange af disse udfordringer. Der vil være et stærkt pres for, at EU’sbudget allerede i forbindelse med midtvejsevalueringen i 2009/10 sætter større fokus påkonkurrenceevne, forskning og innovation som et oﬀensivt svar på globaliseringens udfordringer.EU vil næppe mønstre militær magt af global betydning, hverken på kort eller mellemlangtsigt, men vil formentlig have opbygget væsentlig mere krisestyringskapacitet og gøre brug afmere militær magt end i dag. EU har allerede via ﬂere missioner under den EuropæiskeSikkerheds- og Forsvarspolitik (ESDP) påtaget sig en stadig større rolle på den globale sikker-hedspolitiske scene. Europa har både politisk og gennem brug af EU’s bløde magt mulighederfor at øge sin rolle i verden. En større global politisk rolle vil bl.a. afhænge af, hvorvidt Europaformår at etablere en slagkraftig fælles udenrigspolitik. Barrieren er på mellemlang sigt ikkeforfatningstraktatkrisen, der forudses overvundet. Spørgsmålet er snarere, om der kan byggesbro over den dybe historiske kløft mellem den angelsaksiske og den kontinentale tilgangtil Europas politiske udvikling. Desuden kan man umiddelbart vanskeligt forestille sig, atStorbritannien og Frankrig vil opgive deres respektive permanente sæder i FN’s Sikkerhedsrådog dermed deres respektive priviligerede nationale adkomster til den internationale storpolitik.Der vil i årene frem, i takt med at globaliseringen i stadig højere grad giver EU’s interne politikkerklare eksterne dimensioner, opstå et pres for en styrkelse af den fælles ageren udadtil. Ansatser

hertil ses bl.a. inden for EU’s retlige og indre anliggender (RIA), som er et af de politikområder,hvor EU har udviklet sig mest dynamisk i de seneste år. En ny terrorbekæmpelsesstrategi harfokus på forebyggelse af radikalisering og rekruttering til terrorisme, beskyttelse af befolkningenog bedre retsligt samarbejde. Også de seneste års problemer med ulovlig indvandring, behovetfor bekæmpelse af menneskehandel og organiseret international kriminalitet fører til enuddybning af samarbejdet.Den videre eﬀektive udvikling i EU’s fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik (FUSP) vil først ogfremmest afhænge af medlemslandenes vilje til at fokusere på konkret opgaveløsning, herunderi lande udenfor Europa. Meget tyder på, at medlemslandene vil satse på EU som et eﬀektivtudenrigspolitisk instrument til at opnå global indﬂydelse. Selv de største medlemslande vil ikkeindividuelt eﬀektivt kunne påvirke de drivkræfter, der vil skabe den fortsatte globalisering.Nationale interesser vil dog stadig spille en rolle for især de største medlemslandes brug afFUSP’en. De transatlantiske bånd og spørgsmålet om medlemslandenes grundlæggendesikkerhedspolitiske positioner vil også sætte sit præg på udviklingen af FUSP’en. En særligopgave består i at fastholde USA på den transatlantiske linie.EU har et betydeligt potentiale for større global gennemslagskraft. Det forudsætter, at det lykkesEU substantielt at styrke den fælles udenrigspolitik og udnytte den omfattende bløde magt,som EU besidder gennem sin udviklingsbistand, støtte til demokratifremme, samarbejds-og handelsaftaler mv., i tillæg til den militære dimension under den Europæiske Sikkerheds- ogForsvarspolitik (ESDP’en). EU kan blive et naturligt omdrejningspunkt og en brobygger iinternationale anliggender, herunder i kraft af gode transatlantiske forbindelser og genereltbalancerede eksterne politikker. I et transatlantisk perspektiv vil Europa bl.a. have mulighedenfor at skabe et rum for konstruktiv europæisk indﬂydelse på amerikansk udenrigspolitik. Europavil også kunne fremme dialog og samarbejdsaspekter i den vestlige verdens forhold til andreregioner og dermed opnå en stærk position på politiske og blødere magtparametre.Europæisk politik vil uvægerligt blive påvirket af, at EU i årene fremover står over for endnu enrække mulige udvidelser. Der er lagt op til, at Bulgarien og Rumænien bliver medlemmer 1.januar 2007. Gennem udvidelsespolitikken og bl.a. optagelsesforhandlingerne med Tyrkiet ogKroatien, som blev indledt i oktober 2005, udstrækkes og forstærkes det europæiske samarbejde.Også de øvrige lande på Det Vestlige Balkan har påbegyndt en tilnærmelsesproces til EU medperspektiv for medlemskab. Samtidig udbygges forholdet til EU’s nye naboer mod øst og modsyd, og ikke mindst Ukraine og landene i Kaukasus-området ventes at søge tættere samarbejdemed EU. Formålet med Naboskabspolitikken er at fremme tættere forbindelser, demokratiskeog økonomiske reformer, bæredygtig udvikling og handel med henblik på at sikre stabilitet ogvækst langs EU’s grænser. Gennem Naboskabspolitikken arbejder EU for at forhindre nyeskillelinjer i Europa og skabe nære og venlige forbindelser.Rusland vil blive en stærkere faktor i både europæisk politik og på den globale scene. Russiskudenrigspolitik sigter på igen at indtage en indﬂydelsesrig placering i international politik.Muligheder for indﬂydelse vil især blive søgt i dets naboområder, der strækker vidt, samt i ønsketom et ligeværdigt forhold til USA. Rusland ønsker en verdensorden præget af multipolaritet ogbaseret på FN’s Sikkerhedsråd med bevarelse af Ruslands status heri. Bekæmpelse af terrorismevil fortsat have en dominerende plads i russisk politik. Rusland vil i høj grad søge sin globaleindﬂydelse via energiressourcerne, den nukleare teknologi og militærindustrien. Ruslands rolle iEuropa vil bl.a. blive præget af, hvorvidt det lykkes at skabe et egentligt politisk samarbejde idybden baseret på accept af fælleseuropæiske værdier. Meget vil afhænge af den interne udvikling iRusland. Under alle omstændigheder vil Rusland udgøre et vigtigt strategisk fokus for EU.

Det 21. århundrede er af mange udråbt som ”Asiens århundrede”. Ikke mindst Kina og Indienser økonomisk ud til at blive det 21. århundredes nye, store centrale aktører.Der er imidlertid spændinger internt i ﬂere af de asiatiske lande. Fattigdom, arbejdsløshed samtudeblivende politiske og økonomiske reformer skaber grobund for politisk og religiøs ekstremisme.Terrorisme i Asien har tidligere været knyttet til etniske og religiøse modsætninger, bl.a. i SriLanka og i den indiske delstat Kashmir. Moderat islam står stærkt i hovedparten af Asien, menmere radikale versioner af islam kan få indﬂydelse i årene fremover. Konkurrencen om energiog andre ressourcer kan blive intensiveret i takt med den forsatte økonomiske vækst. Dissekonﬂiktﬂader kan bremse udviklingen af regional stabilitet og samarbejde. Samtidig rummerAsien kimen til nogle af de potentielt farligste og mest ødelæggende mellemstatslige konﬂikter iverden – og det i en region, som ikke har sikkerhedspolitiske strukturer til at håndtere dissepotentielle konﬂikter.På trods af disse risici er det dog den generelle forventning, at Asien i de kommende år vilbevæge sig mod større regionalt samarbejde baseret på bl.a. et mere udviklet net af bilateraleaftaler inden for handel, økonomi og investeringer. Voksende økonomisk integration og gensidigafhængighed ventes at spille en væsentlig rolle for stabilisering af udviklingen. Association ofSoutheast Asian Nations (ASEAN) har mulighed for at fungere som et samlingspunkt forAsien. I årene omkring 2020 kan der med deltagelse af Japan, Kina og Indien blive tale om etfrihandelsområde med 3,5 mia. mennesker. Det nydannede East Asia Summit med deltagelse afde ti ASEAN-lande samt Kina, Indien, Japan, Sydkorea, Australien og New Zealand er endnu isin vorden, men bemærkelsesværdigt fordi Kina og Indien her mødes i regional sammenhæng.I Sydasien er den regionale integration markant svagere end i Sydøstasien. Der er dog en visforventning om, at det i øjeblikket svagt funderede regionale samarbejde inden for samarbejds-organisationen South Asian Association for Regional Cooperation (SAARC) med deltagelse afBangladesh, Bhutan, Indien, Maldiverne, Nepal, Pakistan og Sri Lanka kan udvikles videre.Kinas voksende rolle i regionen skyldes ikke mindst, at man fra kinesisk side aktivt søger atknytte tættere relationer til sine naboer. Kina ønsker en central og bestemmende rolle i Asien,men ventes ikke på hverken kort eller mellemlang sigt for alvor at udfordre USA globalt. Kinatilstræber et godt forhold til USA, men søger samtidig at opbygge strategiske alliancer, herun-der til EU og Indien, som modvægt til USA. Det gamle modsætningsforhold til Japan ogTaiwan blusser op med mellemrum.Japan er opmærksom på Kinas mere dominerende rolle i regionen. Samtidig har Japan udeståendeterritoriale konﬂikter med Kina og Sydkorea, og både Japan, Sydkorea og Taiwan ser på denkinesiske militære udvikling med bekymring. Den japanske økonomi er igen i vækst og synesefter ﬂere års massiv satsning på forskning og innovation bedre rustet til fremtiden. Japan vilforblive en vigtig regional og global aktør – ikke mindst i kraft af sit allianceforhold til USA.For regionens to nye centrale magter – Kina og Indien – er det et åbent spørgsmål, hvordan devil omsætte deres øgede økonomiske og militære magt i international politik. Meget vil afhængeaf de interne politiske dynamikker og den sociale sammenhængskraft samt af deres politiskeledelsers strategier og visioner. De nuværende politiske tendenser peger bl.a. i retning af enstrategi, hvor Kinas og Indiens nationale interesser varetages over hele kloden. Det gælder f.eks.på energiområdet og gennem bilaterale partnerskaber. Dette vil have betydning for mulighedernefor bredere internationale løsninger, bl.a. gennem FN.

Det bliver centralt for udviklingen i Asiens, og særligt Kinas og Indiens, globale magt, om denvoksende økonomiske magt og den efterhånden stigende militære og politiske magt bliverunderstøttet af blød magt, dvs. gennem udbredelse af asiatiske normer, værdier og livsformer tilbl.a. Vesten og Afrika. Hidtil har forholdet været kendetegnet ved voksende udbredelse afvestlige værdier og normer i Asien, mens ”strømmen” den modsatte vej har været mere begrænset.Med Kinas og Indiens voksende internationale rolle og det generelt øgede samkvem øges Vestensbehov for kendskab til disse stormagters historie, sprog, kultur og identitet. På sigt er der derforgrund til at forvente, at Kina og Indien vil få større tyngde på de blødere magtparametre i verden.Australiens og New Zealands udenrigs- og sikkerhedspolitiske nærområde er Indonesien,Sydøstasien og det nordøstlige Asien med fokus på Japan og Kina, ligesom Australien harpåtaget sig rollen som noget nær eneste magtfaktor i forhold til de mindre østater i Stillehavet.Australien arbejder sammen med bl.a. USA og Japan for at afbalancere Kinas stigende vægt iregionen. Men samtidig søger Australien også – ikke mindst af økonomiske grunde – atudbygge sine relationer til Kina. Begge lande er omfattet af det euro-atlantiske værdi- oginteressefællesskab, og særligt Australien deltager aktivt i bekæmpelsen af den internationaleterrorisme og spredningen af masseødelæggelsesvåben. Landene ventes – politisk, økonomiskog kulturelt – også for Europa og NATO-området at blive stadig vigtigere samarbejdspartnere.Mellemøsten og Nordafrika

Udviklingen i Mellemøsten og Nordafrika ventes at spille en central rolle for den globalepolitiske, kulturelle og religiøse udvikling og stabilitet i årene fremover. Vestlige forbrugs-mønstre, livsformer og kultur vil nok vække positiv interesse men også afstandtagen og vil påden måde give anledning til sociale og kulturelle spændinger. Regionens betydning somvæsentlig energieksportør vil fortsat være betydelig, selvom bl.a. USA og Europa vil sætte ind påat mindske energiafhængigheden af regionen, hvilket kan få betydning for regionens rolle i deinternationale magtforhold og alliancemønstre.Meget tyder på, at Mellemøsten også politisk vil forblive en usammenhængende og heterogenregion uden en stærk regional organisering. Den Arabiske Liga har hyppigt været præget afintern politisk splid. Organisationen af Islamiske Stater (OIC) har haft begrænset internationalindﬂydelse i sine bestræbelser på at styrke islamisk solidaritet og fremme muslimers interesse.Men fortsatte værdikonﬂikter i forhold til den vestlige verden vil kunne styrke OIC. Desudenhar både den Arabiske Liga og OIC iværksat interne moderniseringsprocesser, der muligvis vilkunne forbedre deres politiske gennemslagskraft.I de kommende år vil regionen fortsat være præget af sikkerhedspolitiske spændinger, ressource-baserede økonomier og spændinger omkring politiske reformer. I ﬂere lande kan skismaet mellembehovet for at bevare de gode relationer til Vesten og den øgede indﬂydelse fra antivestligekredse, herunder islamistiske bevægelser, føre til interne spændinger. Ambitionen vil formentligvære at skabe hurtigere økonomisk vækst for at tackle nationale sociale og økonomiskeudfordringer, mens en egentlig politisk liberalisering først kan forventes at følge på længere sigt.Konﬂikten mellem Israel og palæstinenserne vil på lang sigt formentlig enten have fundet enforhandlet løsning eller være blevet indkapslet i form af en de facto adskillelse af de to folk ogsamfund. Under alle omstændigheder vil en fredelig udvikling forudsætte et fortsat engagementfra amerikansk og europæisk side i form af et pres på konﬂiktens parter.Fortsat økonomisk stagnation og ulighed samt stor ungdomsarbejdsløshed i især de nord-afrikanske lande vil fortsætte med at skabe betydelig legal og illegal indvandring til Europa fraregionen (enten som oprindelses- eller transitområde) i årene fremover og kan skabe uro iområdet mellem reformister og islamister.

Det ventes, at politisk islam også i mange år frem vil være en grundlæggende magtfaktor iregionens politiske liv, og gennemførelsen af frie valg i regionen vil kunne resultere i, atislamistiske partier kommer til magten i et eller ﬂere lande. Den eksisterende tendens til, atislamistiske oppositionsgrupper lægger afstand til mere radikale ekstremistiske kræfter og istigende grad baserer sig på et folkeligt krav om demokratisering og større social retfærdighed,forventes imidlertid at fortsætte i takt med en øget inddragelse af disse grupper i den politiskeproces. Ikke desto mindre må islamistiske partiers eventuelle magtovertagelser forventes atskabe betydelige interne konﬂikter samt forrykke regionale og internationale alliancemønstre.Det vil også kunne få negativ betydning for de pågældende landes deltagelse i verdensøkonomienmed større eller mindre konsekvenser for europæisk økonomi til følge.Styrkelse af islam som kulturel referenceramme har også ført til dannelsen af ﬂere globale,værdibaserede netværk af islamiske lærde, partier, ikke-statslige organisationer og privatpersoner.Disse gruppers samordning må i de kommende år forventes at blive yderligere styrket. Tegninge-sagen demonstrerede mobiliseringspotentialet i disse netværk – også i den muslimske verdenudenfor regionen. Der vil dog næppe etablere sig en tilsvarende stærk transnational alliance-dannelse på basis af en politisk udlægning af islam. Dertil er uenigheden om en politiskfortolkning af islam for stor.Flere af regionens lande kæmper til stadighed mod terrorbevægelser. Det er muligt, at der i dekommende år vil ses nye bølger af radikal islam med et revolutionært og samfundsomvæltendesigte rettet mod visse arabiske regimer og mod vestlige interesser i og uden for regionen.USA’s forhold til regionen vil også i de kommende år være præget af indsatsen mod ekstremismeog terrorisme, hvor krav om demokratisering må forventes at indgå som et afgørende element.USA vil måske igen være parat til at handle militært i regionen, hvis vitale amerikanskeinteresser anses for at være truet. EU’s engagement i regionen forventes øget, som det f.eks. ses iforbindelse med Libanon-krisen. Et øget engagement vil bl.a. ske i takt med styrkelsen af denfælles udenrigs- og sikkerhedspolitik. EU vil formentlig i vid udstrækning fortsat agere somcivil magt i regionen og overlade eventuelle militære interventioner til USA. Et europæiskmilitært engagement som led i en fremtidig gennemførelse af den mellemøstlige fredsproceskan dog ikke udelukkes. USA og EU har i vid udstrækning fælles interesser og håbfor udviklingen i regionen, og der vil i årene fremover være et betydeligt potentiale foreuro-atlantisk samarbejde om Mellemøsten.Selvom Rusland, Kina og Indien – først og fremmest på energiområdet – i årene fremoverforventes at styrke relationerne til en række af de arabiske lande, ventes de to væsentligsteinternationale aktører i regionen fortsat at være USA og EU.Afrika syd for Sahara

Afrika præges også af et ”udskilningsløb” mellem en mindre gruppe af relativt velfungerendestater og et større antal svage stater, der præges af hungersnød, borgerkrige og epidemier.Udbredelsen af hiv/aids bidrager til den negative udvikling.Det er positivt, at våbnene for første gang i lang tid er tavse i store dele af Afrika. En rækkevæbnede konﬂikter er dog endnu kun under bilæggelse, og der er fare for, at terrornetværk kanfå en platform i regionen. Der hersker en labil situation i mange lande. Det internationalesamfund kan nok dæmme op for selve kamphandlingerne, men en holdbar, fredelig bilæggelseaf konﬂikterne forudsætter afrikansk enighed. En større gruppe lande er begyndt at udvise viljetil at påtage sig lederskab og ansvar for udviklingen på kontinentet.Det ventes, at sådanne toneangivende stater vil fastholde og forstærke deres indsats inden forfred og sikkerhed. Arbejdet med at styrke Den Afrikanske Union (AU) ventes at fortsætte.I årene frem vil organisationen formentlig efterhånden kunne indsætte fredsbevarende tropperbredt på kontinentet i samarbejde med f.eks. FN, EU og NATO. Indsatserne vil dog stadigovervejende skulle ﬁnansieres af det internationale samfund. Stadig ﬂere afrikanske lande vilfremover samles om regionale og sub-regionale institutioner. De kommende år kan blivekendetegnet ved ﬂere eksempler på afrikansk vilje til krisehåndtering. New Partnership forAfrica’s Development (NEPAD), som blev vedtaget af de afrikanske statschefer i juli 2001, kanblive en platform for konﬂiktforebyggelse og indsatser for økonomiske og politiske reformer.Internationalt vil der være øget vilje til at vende udviklingen i Afrika. På længere sigt ventesbl.a. USA og Kina at hente en større del af deres olieimport i Afrika, og globaliseringen vilgenerelt styrke den internationale interesse for Afrika. Økonomisk og politisk er Asiens øgedeinternationale indﬂydelse tydelig i Afrika. Særligt Kina, men også Indien, er begyndt at spille enfremtrædende rolle i afrikanske økonomiske og politiske sammenhænge. Denne udviklingventes at fortsætte i fremtiden og bidrage til en stabilisering af regionen.Religiøst og kulturelt ses globaliseringen også tydeligt i Afrika. I store dele af Afrika er befolk-ningerne afhængige af religiøse organisationer for adgang til skolegang og lægehjælp samt forden basale organisering af nærsamfundet, også med hensyn til konﬂiktløsning og opretholdelseaf orden. I 2020 vil islam efter alt at dømme være Afrikas største religion. Dels fordi islamvinder mange nye tilhængere i Afrika, og dels fordi befolkningstilvæksten i Afrika er størst i deområder, hvor islam er mest udbredt. I andre lande træder kristne trosretninger tydeligere frem.Fællestræk er, at de traditionelle afrikanske religioner er vigende.Afrikas talstærke ungdom – der i stigende grad lever i byerne – vil formentlig mange steder gøreoprør mod traditionelle afrikanske samfundsstrukturer, hvor alder er en forudsætning forindﬂydelse. En af måderne, dette vil manifestere sig på, er nyreligiøsitet. Fredelig sameksistensmellem de to importerede og de traditionelle afrikanske religioner er mulig og praktiseres i noglelande. Andre steder opstår væbnede konﬂikter og voldelige sammenstød, og fremover vilradikalisering og politisk manipulation med religion kombineret med fattigdom og marginali-sering kunne skabe ustabilitet i Afrika og dermed fortsat kalde på indsatser fra bl.a. FN og EU.Latinamerika

Risikoen for væbnede mellemstatslige konﬂikter forekommer i dag yderst begrænset. Tilgengæld vil samspillet mellem organiseret kriminalitet, narkotikahandel, tilgængelighedenaf våben og staters mangelfulde kontrol med dele af deres territorium fremover udgøre envæsentlig destabiliserende faktor og potentiel sikkerhedstrussel for en række lande. Nyedemokratiske kriser og social fragmentering er også risikoelementer i den fremtidige udviklingi regionen.På trods af tætte økonomiske og voksende kulturelle og demograﬁske bånd til USA, bl.a. via envoksende spansktalende befolkning i USA, må relationerne til verdens eneste supermagtforventes at forblive ambivalente. Det gælder formodentlig særligt i Sydamerika, hvor Brasilieni kraft af sine ressourcer (størrelse, økonomi, højteknologiske sektorer, militært potentiale) ogvoksende vilje til at udnytte sin indﬂydelse globalt vil søge at positionere sig selv som regionalog i stigende omfang også international stormagt.Regionen er kendetegnet ved overlappende netværk af konventioner, regionale organisationerog uformelle koordinationsmekanismer (Organisationen af Amerikanske Stater, Mercosur,Andin-gruppen etc.). Adgangen til udenlandske markeder er i de seneste år udvidet gennemregional integration og frihandelsaftaler med bl.a. USA og EU. Toldbarriererne er genereltsænket markant i regionen. Der er en forventning om, at regionale integrationsprocesser vilfastholde liberaliseringstendenserne. For næsten alle stater i regionen gælder, at globaliseringenofte er blevet opfattet negativt. Det gælder selv i stater som Brasilien, Argentina og Mexico,som på mange måder synes velpositionerede til at udnytte globaliseringens muligheder.

Der ventes ikke skabt nye faste, forudsigelige internationale mønstre, som det var tilfældet under denkolde krig. International politik domineres i stigende grad af konkret, pragmatisk interessevaretagelsefra sag til sag. I retning af øget internationalt forpligtende samarbejde trækker dog, at verdenbliver stadigt tættere forbundet. Flere og ﬂere grænseoverskridende problemer kræver internationaleløsninger. Tendenserne udfordrer folkeretten, men gør den samtidig vigtigere end nogensinde.Folkerettens samlede betydning vil ikke aftage, hvis den evner at udvikle sig.De faste og forudsigelige internationale samarbejdsmønstre og alliancer fra den kolde krig harallerede undergået væsentlige forandringer. Nye faste mønstre har imidlertid ikke materialiseretsig og vil næppe gøre det i de kommende år. Valg af samarbejdspartnere vil foregå stadig merepragmatisk på basis af konkrete eller mere strategiske udenrigs- og sikkerhedspolitiske interesserog overvejelser. Det vil i voksende omfang blive normen at anvende såvel de multilaterale somregionale fora, når dette er hensigtsmæssigt, samt agere bilateralt og multilateralt, når dette ernødvendigt.Historiske alliancer og eksisterende multilaterale rammer vil i øget omfang blive suppleret afkonkret ad hoc-baseret interessevaretagelse. Der vil fortsat kunne identiﬁceres grundlæggendeog strategiske partnerskaber baseret på fælles værdier og interesser, f.eks. i forholdet mellemEuropa og USA. Men tendensen i den praktiske politik vil i stigende grad være konkret, adhoc-baseret interessevaretagelse. USA vil f.eks., hvor det er muligt og hensigtsmæssigt, benyttede multilaterale fora. I andre tilfælde vil der blive handlet unilateralt eller gennem koalitionerskabt fra sag til sag. Generelt vil grænseoverskridende og globale udfordringer, f.eks. vedr.terrorisme, spredning af masseødelæggelsesvåben, energiressourcer, pandemier og klima, dogsynliggøre USA’s grundlæggende interesse i tættere internationalt samarbejde. For mindreaktører med interesse i et multilateralt reguleret og normbaseret internationalt samfund vil derfortsat blive lagt stor vægt på de brede og forpligtende internationale løsninger.

En anden hovedtendens vil være, at landenes internationale bestræbelser i stigende grad ogsåretter sig mod andre end de traditionelle statslige aktører. De stadig mere forskellige internationaleaktører og bevægelsen i retning af et komplekst og tæt sammenvævet internationalt systemændrer det traditionelle alliance-, koalitions- og aktørbegreb. Staternes eneste, endsige vigtigste,alliancepartnere behøver ikke længere være andre stater. Ikke-statslige aktører i egne såvel somandre lande, herunder NGO’er og organisationer som Amnesty International, Røde Kors/RødeHalvmåne og Human Rights Watch, professionelle lobbyister, virksomheder, repræsentanter forfolkelige og religiøse bevægelser osv., bliver potentielle samarbejdspartnere eller modparter ikonkrete sager.I takt med, at globaliseringen forbinder verden tættere, bliver ﬂere og ﬂere problemer grænse-overskridende. Det kalder på løsninger på tværs af landegrænser og dermed på internationalesamarbejdsorganisationer. Samtidig med, at de internationale institutioner i princippet blivermere relevante, vil de stå overfor en række alvorlige udfordringer. Dels pga. den ovenforbeskrevne tendens til ”forum-shopping”, dels på grund af en stadigt voksende medlemskreds,der giver organisationerne store udfordringer med at fungere eﬀektivt og med den nødvendigebeslutnings- og handlekraft.

Bl.a. som modsvar til de voksende medlemskredse i de eksisterende internationale organisationervil ﬂere og ﬂere lande i stigende grad indgå i mere eller mindre formaliserede landegrupperinger,som internt koordinerer synspunkter for derigennem at øge mulighederne for indﬂydelse på desamlede forhandlingsprocesser og -resultater.G8-samarbejdet har særligt i de senere år vist sig at være velegnet som politisk-økonomisk forumog instrument for de store aktører i det stadigt mere komplekse globale netværkssamfund.G8 har med sin uformelle struktur og afgrænsede deltagerkreds den nødvendige smidighed oggennemslagskraft, herunder evnen til at påvirke dagsordenen i andre formelle internationaleorganisationer. Det må forventes, at kredsen af de økonomisk og politisk (mest) magtfuldelande vil blive udvidet i takt med, at nye økonomiske sværvægtere melder sig på banen.Globaliseringen betyder også, at de nuværende internationale institutioner i stigende grad vilopleve deres instrumenter og handlemuligheder som værende utilstrækkelige. Det globalesystems problemstillinger kan således ikke altid rummes inden for f.eks. geograﬁsk baseredesamarbejder. Institutionerne vil i konsekvens heraf i stigende grad være nødt til at samarbejdemed andre institutioner og internationale aktører. Håndteringen af disse problemstillinger,f.eks. via interne reformer, bliver helt afgørende for det internationale samfunds oplevelse af deinternationale foras fortsatte relevans og dermed legitimitet i årene fremover.De tendenser, som er beskrevet ovenfor, udfordrer folkeretten og det samlede internationalenorm- og regelsystem i kraft af de nye opgaver, som globaliseringen fører med sig. Eksempelvisudgør ønsket om en eﬀektiv indsats mod terrorisme et potentielt pres på menneskerettighederne.Der har dog hidtil ikke for alvor været fremsat krav om genforhandling af centrale FN-konventioner.Men det kan ikke udelukkes, at der vil opstå et pres på elementer i det etablerede aftalekomplekstil fordel for restriktive foranstaltninger i f.eks. kampen mod den internationale terrorisme.En anden hovedudfordring for det internationale retssystem er det mere komplekse aktørbegreb.Bl.a. betyder forhold som terrorismen på den ene side og de multinationale selskabers størrelseog indﬂydelse på den anden side, at det bliver en udfordring at få et primært statsbaseretregelsæt til at dække globalt, hvor mange nye ikke-statslige aktører har en indﬂydelse, der langtoverstiger visse landes. Hvor det i dag er op til de enkelte virksomheder selv at afgøre, om de viludarbejde etiske adfærdskodeks, kan det ikke udelukkes, at det internationale samfund på ettidspunkt vil fastlægge mere ensartede og måske bindende retningslinier for virksomhedernesansvar på f.eks. menneskerettighedsområdet.Tilsvarende er dogmet om ikke-indblanding i andre staters indre anliggender under forandring.Deﬁnitionen af ”indre anliggender” foretages mere og mere af verdensopinionen udenfor denberørte stat. Der kan konstateres en stigende international vilje til at beskytte civilbefolkningerog enkeltpersoner mod overgreb, uanset omstændighederne og om nødvendigt gennemmilitære interventioner. Tilsvarende går udviklingen i retning af, at det individualiseredestrafansvar i højere grad skal gøres gældende. Internationale domstole, som den faste internationalestraﬀedomstol, ICC, oprettes for at kunne foretage retsopgør med de individuelt ansvarlige foralvorlige krigsforbrydelser, folkemord og forbrydelser mod menneskeheden.Den grundlæggende værdibaserede udvikling, der er set siden den kolde krigs afslutning, vilformentlig fortsætte. Meget tyder på, at demokrati, retsstatsprincipper, menneskerettigheder,markedsøkonomi og frihandel vil vinde stadig større udbredelse globalt.

Det er formodningen, at denne udvikling i retning af større politisk frihed kan fortsætte somresultat af interne, bl.a. stærke folkelige, krav og som følge af internationalt pres og samarbejde.Dette skal ikke forstås snævert i den forstand, at stort set alle lande i verden vil ønske at tageden vestlige demokratimodel til sig. Mere sandsynligt er det, at man vil se forskellige modeller,der indeholder varierende grader af demokrati, retsstat og markedsøkonomi. Selvom mangenerelt vil se en styrkelse af menneskerettighedernes udbredelse i verden, vil udviklingen iretning af et sæt af universelle, ufravigelige menneskerettigheder fortsat være begrænset afforskelle i regionale og nationale traditioner og opfattelser. Menneskerettighedsbegrebet kanderfor i de kommende år meget vel blive mere komplekst og arbejdet med beskyttelse afmenneskerettigheder mere krævende.Den ovenfor beskrevne tendens vil i årene fremover formentlig virke som en stærkere internationalstyringsmekanisme end nogen multilateral aftale i sig selv vil kunne det. Udviklingen vilstrukturelt kunne medvirke til at afhjælpe en lang række aktuelle og potentielle udenrigs- ogsikkerhedspolitiske problemstillinger.

Risikoen for en verdensomspændende storkrig er blevet betydeligt reduceret. Men truslen fra terrorismeog spredning af masseødelæggelsesvåben vil globalt påvirke den sikkerhedspolitiske situation ogdagsorden. Siden 11. september 2001 har transnational terrorisme baseret på en militant udlægningaf islam været et dominerende element i det samlede sikkerhedspolitiske trusselsbillede. Terrornetværkhar vist betydelig interesse for at erhverve sig kemiske, biologiske, nukleare eller radiologiske våben.Men globaliseringen medfører også mulighed for et styrket internationalt samarbejde til bekæmpelseaf terrorisme. Meget tyder på, at globaliseringen fører til stadig færre væbnede konﬂikter på verdensplan.Tendensen er imidlertid ikke entydig. Der ses en sammenhæng mellem fattigdom og konﬂikt, hvorAfrika i højere grad end andre regioner plages af voldelige sammenstød. Der spores samtidig en viljetil øget internationalt samarbejde om konﬂiktløsning, om nødvendigt gennem militær intervention.International kriminalitet, herunder menneskesmugling og narkotikahandel, vil i hele perioden fortsatvære en global trussel.Risikoen for en storkrig med alvorlige globale eller regionale konsekvenser er blevet betydeligtreduceret siden den kolde krigs afslutning og med den øgede globalisering. De tættere økonomiske,politiske, sociale og kulturelle bånd mellem enkeltstater og regioner bidrager til at skabe et hånd-gribeligt interessefællesskab, som for mange stater i praksis gør traditionel krig uegnet som middeltil at afgøre modsætninger. Dette har været tilfældet i Vesteuropa efter 2. verdenskrig og er sidenblevet det i hele Europa efter den kolde krigs ophør. Denne stabiliserende side af globaliseringenventes i stigende grad også at kunne gøre sig gældende i Asien. Konﬂikt-områderne Indien/Pakistan, Kina/Taiwan samt den koreanske halvø udgør dog hér betydelige usikkerhedsfaktorer.Fremvæksten af nye militære balancedynamikker i Asien, bl.a. med USA som part, kan ikke udelukkes.Dette øger ikke nødvendigvis risikoen for åben konﬂikt. Sådanne balancedynamikker kan, somdet var tilfældet under den kolde krig, virke stabiliserende. De bygger dog grundlæggende pågensidig mistillid, som kan forplante sig i og virke underminerende på det internationale samkvem.Siden terrorangrebet mod USA d. 11. september 2001 har transnational terrorisme baseret påen militant udlægning af islam placeret sig som det dominerende element i det samledesikkerhedspolitiske trusselsbillede. Truslen fra den transnationale terrorisme er kendetegnet vedﬂeksible netværk, og operationer der er relativt billige at udføre. Der vil samtidig ofte være megetkort tid til at forhindre planlagte angreb. Den transnationale terrorisme udføres af ekstremistiskeorganisationer, netværk og individer, som for størstedelens vedkommende synes at hente deresmotivation og identitet i, hvad der forekommer at være, en fælles global Jihad-ideologi. Måleter eliminering af vestlig magt og indﬂydelse i forhold til den muslimske verden, omstyrtelse afde nuværende magthavere i den muslimske verden, der betragtes som ikke-troende, og endeligetablering af et kalifat baseret på en ekstremistisk, fundamentalistisk udlægning af islam.Ideologien understøttes af en retorik, der tager udgangspunkt i, hvad der præsenteres somvestlige eller lokale magthaveres undertrykkelse af muslimske befolkninger.Det er et særligt paradoks, at den transnationale islamistiske terrorisme søger at dæmme op forden modernitet og vestliggørelse, som globaliseringen bringer med sig, ved netop at gøre brugaf de netværksredskaber, som er centrale drivkræfter for globaliseringen (lettere adgang tilkommunikation, information, ﬁnansielle overførsler og mobilitet). Terrornetværkene etablerersig ikke kun i islamiske lande og svage stater, men ﬁnder også grobund blandt radikale islamister,herunder konvertitter, i lande i Vesten.I de kommende år ventes den voldelige ideologi fortsat at tiltrække aktører til dannelse af nyeeller supplering af eksisterende terrornetværk, hvor også den nye generation af ”hjemmegroede”terrorister, dvs. personer der er opvokset i Vesten, vil indgå. Truslen fra den transnationale

terrorisme må derfor antages at være et helt centralt element i det globale sikkerhedspolitisketrusselsbillede mange år frem.Der er en risiko for, at ﬂere stater vil udvikle atomvåbenkapacitet inden for en overskuelig fremtid.Regional rivalisering og ønsket om at bevare territorial integritet over for stormagter, eksempelvis iMellemøsten og Nordøstasien, bidrager til ﬂere staters ønske om at erhverve sig disse våben.Illegal handel med atomteknologi gør det muligt hurtigere at opbygge et nationalt atomvåben-program. Der er fare for en svækkelse af eksisterende ikke-spredningsregimer, herunderTraktaten om Ikke-spredning af Atomvåben fra 1968, som hidtil har bidraget til at begrænseantallet af kernevåbenbesiddende stater.Spredning af kemiske og biologiske våben samt udbredelsen af missilteknologi er ligeledestrusler, der må tages alvorligt. Risikoen for, at terrornetværk kommer i besiddelse af især kemiske,biologiske eller radiologiske våben, vil kræve fortsat stor opmærksomhed. Det er et faktum,at terrornetværk aktivt bestræber sig på at erhverve masseødelæggelsesvåben. Ineﬀektiv eksport-og grænsekontrol, særligt i svage stater, øger risikoen for, at sådanne bestræbelser vil bære frugt.Der er også en risiko for, at terrornetværk kommer i besiddelse af atomvåben. Disse våben erdog så komplicerede at konstruere, at terrornetværk selv på sigt næppe kommer til at råde oversådanne våben, medmindre de tilvejebringes fra dårligt beskyttede eksisterende lagre.

Globaliseringen har også en positiv side i forhold til bekæmpelsen af terrorisme, da den skaberrammerne for et styrket internationalt samarbejde om bekæmpelse af terrorisme. FN harudviklet et bredt samarbejde til bekæmpelse af terrorisme. EU understøtter dette samarbejde oghar desuden taget en række selvstændige skridt for bl.a. at bekæmpe ﬁnansieringen af terrorisme,sikre hurtig udlevering af mistænkte terrorister og øge informationsudvekslingen mellem denationale myndigheder. For så vidt angår det operationelle niveau udvikles der i disse år eteﬀektivt internationalt samarbejde mellem efterretningstjenesterne. Det globale og regionalesamarbejde, herunder på efterretningsområdet, må forventes yderligere styrket over de kommendeår. Henset til den stigende radikalisering af visse muslimske befolkningsgrupper, både i og udenfor den muslimske verden, må der også forventes yderligere samarbejde og erfaringsudvekslingomkring migration og integration og styrkelse af moderate stemmer frem for ekstremistiske.Det internationale samfund har iværksat en række initiativer for at dæmme op for risikoen forspredning af masseødelæggelsesvåben. Det gælder bl.a. styrkelsen af internationale eksport-kontrolregimer samt Sikkerhedsrådets vedtagelse af resolution 1540 i 2004, der pålægger allestater at gennemføre og håndhæve nationale foranstaltninger til hindring af spredning afmasseødelæggelsesvåben, særligt til ikke-statslige aktører. Desuden deltager efterhånden mereend 60 lande i ikke-spredningsinitiativet Proliferation Security Initiative (PSI) med fokus på atstandse illegale transporter af masseødelæggelsesvåben og relaterede materialer, som blevlanceret af USA i 2003. PSI-samarbejdet betragtes som et af de mest lovende internationalebidrag til kampen mod terrorisme og spredningen af masseødelæggelsesvåben. I det hele tageter det forventningen, at ikke-spredningsindsatsen fremover vil vedblive at stå højt på deninternationale sikkerhedspolitiske dagsorden.Et andet af globaliseringens positive træk er, at antallet af konﬂikter i form af borgerkrige,folkedrab, internationale krige m.v. er støt faldende. Antallet af dræbte som følge af væbnetkonﬂikt er også reduceret markant.

Størstedelen af verdens konﬂikter ﬁnder i dag sted i Afrika syd for Sahara og i den mellemøstligeregion. Afrika er hjemsted for 10% af verdens befolkning, men rummer ikke desto mindre overhalvdelen af verdens konﬂikter. Ved årtusindskiftet var der ﬂere krigsofre i Afrika end i resten afverden.Ifølge Verdensbanken er manglende økonomisk udvikling og ulighed den primære årsag tilvæbnet konﬂikt. Samtidig bunder de store vanskeligheder med at inddæmme og afslutte deafrikanske konﬂikter i høj grad i faktorer som fattigdom og svage statsapparater. Den langsigtedeindsats mod konﬂikter i Afrika og i andre regioner vil derfor ofte være tæt knyttet sammen medkampen mod fattigdom og indsatsen i forhold til svage stater.Sammenhængen mellem fattigdom og konﬂikt er oftest kompleks og gensidigt forstærkende.Udover de direkte eﬀekter i form af krigsofre forstærker konﬂikterne også allerede eksisterendeudviklingsproblemer. Eksempelvis lægger mange udviklingslandes store militære budgetterbeslag på allerede knappe ressourcer, der kunne have været anvendt til produktive investeringerog fattigdomsbekæmpelse. Andre alvorlige konsekvenser af konﬂikter kan være anvendelsen afbørn som soldater, seksuelle overgreb og øget spredning af hiv/aids – faktorer, der alle fører tilmarkante forværringer af den menneskelige sikkerhed og øgede fattigdomsproblemer for desamfund, som rammes.Der er imidlertid også mere opmuntrende udviklingsperspektiver for de kommende årtier.Antallet af konﬂikter i Afrika i den konﬂiktkategori, hvor mindst en af de stridende parter er enregering, synes for nedadgående. Denne udvikling ser ud til at hænge sammen med en kombi-nation af øget internationalt engagement og en forstærket afrikansk indsats, ikke mindstgennem Den Afrikanske Union. Der er således en positiv tendens i retning af øget internationaltsamarbejde om konﬂiktløsning. Dette gælder også en øget vilje til militær intervention hvornødvendigt samt en større forståelse for at sikre et bedre samspil mellem den militære ogefterfølgende civile stabiliseringsindsats. Der er håb om, at denne tendens vil fortsætte i dekommende år.International kriminalitet, herunder menneskesmugling og narkotikahandel forudses i fremtidenfortsat at være en global trussel. Den vil særligt trives i svage stater, hvor statsmagtens mulighederfor ordenshåndhævelse er små eller nærmest ikke-eksisterende. International kriminalitet vilogså ﬁnde lukrative aktivitetsområder i de vækstøkonomier, hvor statslige institutioner ogsociale normer halter efter de økonomiske aktiviteter. Det synes også at stå klart, at internationalekriminelle netværk og organisationer forsat vil orientere sig mod de yderst proﬁtable afsætnings-markeder i Europa og Nordamerika.

Der vil over de kommende årtier fortsat være global fattigdom. Men fordelingen vil være anderledes end idag. Generelt vil der ske en forskydning fra Asien mod Afrika, idet der dog fortsat vil være væsentligefattigdomsproblemer i Asien. Fattigdom har mange ansigter og vil bl.a. i Afrika og Mellemøsten være kildetil konﬂikter, radikalisering, nedslidning af miljøet, migration og spredning af smitsomme sygdomme. I englobaliseret verden vil fattigdom være en potentiel kilde til global ustabilitet. For at bryde fattigdommensnegative spiral vil det være afgørende, at udviklingslandene får del i globaliseringens positive kræfter. Derimødeses øget global fokus på fattigdomsspørgsmål og samarbejde om bekæmpelse heraf.En fortsat økonomisk globalisering vil føre til økonomiske fremskridt i hele verden og løftemillioner af mennesker ud af fattigdom. Som det fremgår af ﬁgur 1.4 vil målet om at halvereden globale fattigdom i 2015 i forhold til 1990 blive nået, hvis den positive udvikling fortsætter.

Hvor ca. 1,22 mia. mennesker i 1990 levede for under 1 dollar om dagen, viser fremskrivningerne,at tallet vil være reduceret til ca. 620 mio. mennesker i 2015. Dette svarer til et fald fra 28% til10% af verdens befolkning. Alene i Kina er mere end 400 mio. mennesker allerede blevet løftetud af fattigdom i de seneste årtier.Spørgsmålet er imidlertid ikke udelukkende, om globalisering fører til fremgang for alle. Det erogså et spørgsmål om, hvordan fordelene ved globalisering fordeles. Det store fald i den globalefattigdom vil primært kunne tilskrives udviklingen i Asien, især i Indien og Kina. Også Afrikasyd for Sahara vil opleve vækst, fremgang og en relativ reduktion af fattigdommen. Men blandtandet på grund af den betydelige befolkningstilvækst forventes antallet af fattige fortsat at stige– fra 227 mio. i 1990 til 340 mio. i 2015.

På globalt plan ses dermed en klar tendens til en relativ forskydning af fattigdommen fra Asienmod Afrika og en øget ulighed mellem kontinenterne. Blandt årsagerne til fremgangen i Asienkan peges på landenes evne til at koble sig på den globale økonomi og deltage i den internationalearbejdsdeling. Derimod ser mange lande i Afrika ud til at blive koblet af den økonomiskeglobalisering. Dette til trods for at ﬂere lande vil fortsætte bestræbelserne på at åbne deresøkonomier, og til trods for at der mange steder i Afrika faktisk er ganske gode muligheder for atfremme en positiv økonomisk udvikling. Forholdet mellem de naturgivne ressourcer ogbefolkningens størrelse er relativt gunstigt i mange lande.En nødvendig forudsætning for at koble de fattigste lande på globaliseringen vil være høj ogvedvarende økonomisk vækst, herunder udvikling af de private sektorer. Hvis de nødvendigeerhvervsvenlige rammebetingelser kan tilvejebringes, kan det blive en realistisk mulighed attiltrække produktioner fra Asien og Østeuropa til Afrika, sådan som der i dag ﬂyttes produktionerfra vestlige lande først og fremmest til Asien. Men det vil formentlig ske i mindre omfang ogmed betydelige regionale forskelle.Men selv med høj økonomisk vækst vil fattigdom stadig være udbredt i Afrika i mange år frem,da økonomiernes størrelser ligger langt fra niveauet på andre kontinenter. Eksempelvis har et landsom Tanzania i dag en BNI på ca. 330 dollars per indbygger. Selv i et positivt scenario med gennem-snitlige vækstrater på 7% de næste 20 år vil BNI per indbygger kun nå op på cirka 1.200 dollars, dvs.

langt fra niveauet i andre regioner. Den hastige befolkningstilvækst trækker i sig selv i den retning.Derfor vil mange lande i Afrika også på sigt fortsat have et stort behov for ekstern ﬁnansiering.Mange af de samme udviklingstendenser kan forudses i Mellemøsten og Nordafrika.I Mellemøsten alene anslås arbejdsløsheden til at være ca. 20%. På trods af relativ høj økonomiskvækst i regionen på i gennemsnit 5,5% årligt i perioden 1993-2003 er det ikke lykkedes atreducere arbejdsløsheden. Det skyldes en hastigt voksende befolkning, hvoraf en meget stor deler yngre og i den arbejdsdygtige alder. I 2000 var 37% af befolkningen under 15 år og 58%under 25 år. Den arbejdsdygtige befolkningsgruppe øges med 3% om året, og den størsteudfordring er således at håndtere ungdomsarbejdsløsheden. Derfor vil regionen på ﬂere måder ifremtiden være en tikkende fattigdomsbombe til trods for samtidig stor rigdom.I et historisk perspektiv er det slående, hvordan staterne i regionen sammenlignet med andre,især asiatiske, stater er sakket agterud. F.eks. havde Egypten i 1950 et BNP, der nominelt var påstørrelse med Sydkoreas og Thailands, og Syrien lå på niveau med Taiwan. I 2000 var Egyptensog Syriens BNP kun 1/3 af henholdsvis Sydkoreas og Taiwans BNP.I kraft af den politiske og kulturelle globalisering, der er fulgt i kølvandet på blandt andetinternettet og massemediernes udbredelse, er der skabt en række fælles globale referencerammer,samtidig med at ulighed mellem regioner og lande bliver stadig mere tydelig. Der imødesesøget global fokus på fattigdomsspørgsmål og samarbejde om bekæmpelsen heraf – særligtfattigdommen i Afrika. Blandt de brede befolkninger i Mellemøsten og i Afrika, som står udenfor den positive udvikling, vil følelsen af at være uretfærdigt behandlet og uden håb om enbedre fremtid kunne sprede sig. En sådan udvikling vil kunne føre til en række negative aﬂedtekonsekvenser som radikalisering og interne og eksterne konﬂikter. Disse sociale og kulturelleaspekter af globaliseringen behandles mere indgående i afsnit 1.3.

De skærpede problemstillinger omkring naturressourcer og miljø forventes i de kommende år at føre til øgetnational satsning på egne energikilder, nye teknologier og indsatser for miljøet. Internationalt vil globali-seringen medføre såvel øget rivalisering på nogle områder som øget internationalt samarbejde på andre.De senere års øgede antal naturkatastrofer vil i stigende grad opleves som et element i globaliseringen.Det er tidligere blevet forudsagt, at begrænsninger i naturressourcer og belastning af miljøet vilsætte grænser for den globale økonomiske vækst. En kombination af teknologiske fremskridt ogmarkedsmekanismer har hidtil medført nye ligevægte mellem udbud og efterspørgsel ogmuliggjort en fortsættelse af velstandsudviklingen.En række udviklingstendenser vil i det kommende årti skærpe behovet for, at teknologiskefremskridt, markedsmekanismer og naturens ydeevne kan ﬁnde nye ligevægtspunkter. Dettevil være af stor betydning for, at konﬂikter og ukontrolleret migration kan forebygges. Deudviklingstendenser, der vil være af særlig interesse, er:• Den voksende efterspørgsel efter ressourcer i de nye vækstøkonomier. Det gælder båderåstoﬀer (olie, kul, mineraler) og råvarer (fornybare ressourcer, der dyrkes og høstes). Prisernepå råstoﬀer har været for kraftigt opadgående i de senere år, hvilket har kunnet mærkes ikkemindst på energipriserne. For råvarernes vedkommende har prisudviklingen været svagtstigende siden 2004 efter et konstant fald i perioden 1979-1999.

• Klimaforandringerne, hvor forskningsresultater de senere år viser, at den globale opvarmningvil ske hurtigere end tidligere forudset. Den globale opvarmning vil mange steder sætte bådenaturens ydeevne og den sociale og økonomiske udvikling under pres ikke mindst pga. tørkeog andre ekstreme vejrsituationer.• Befolkningstilvæksten, som vil rejse helt basale krav om øget fødevareproduktion ogvandforbrug, men også om øget ressourceforbrug på andre områder.Den ulige fordeling af naturressourcerne kombineret med en øget efterspørgsel gør det muligtfor nogle lande og regioner i stigende grad at bruge energi som et aktivt udenrigspolitiskinstrument. De globale politiske og økonomiske beslutningsprocesser påvirkes således ofte afusikkerhed om, hvorvidt der vil opstå alvorlige ressourceknaphedssituationer. Denne usikkerhedhar betydning for mange landes indenrigs- og udenrigspolitiske strategier og valg.På energisiden er det en almindelig forventning, at den hidtidige vækst i forbruget næppe vilvære holdbar på sigt – i alt fald ikke på grundlag af de gældende energireserver. I perioden1900 til 1975 steg verdens energiforbrug med ca. 3% årligt. I 1990’erne faldt den årlige vækst iverdens energiforbrug ganske vist til omkring 1,5%, men i de seneste år er væksten øget igensom følge af høj økonomisk vækst i USA og stærkt stigende forbrug i Kina. Energieﬀektivitetvil givetvis blive et væsentligt konkurrenceparameter i fremtiden.

I 2030 forventes verdens energiforbrug som helhed at være øget med 50% i forhold til i dag.Omkring 90% af det forøgede energiforbrug forventes at blive dækket af fossile brændstoﬀer.Tendensen er, at væksten i energiforbruget er størst i de nye vækstøkonomier, særligt Indien ogKina, hvor sidstnævnte de seneste år har bidraget med godt 50% af væksten og nu står foromkring 12% af verdens samlede energiforbrug. Baggrunden for det hastigt stigende forbrug erdisse landes industrialisering og urbanisering samt stigende velstand.For så vidt angår andre naturressourcer, er det især kontrol med og forvaltning af vandressourcerne– ikke mindst langs med verdens store ﬂoder – som tiltrækker sig interesse. Det anslås, at 30%af verdens lande vil stå uden tilstrækkelig forsyning af drikkevand i 2020. I Kina og Indienanvendes en meget stor del af vandforbruget til overrisling. Ikke mindst Indien vil få vanskeligtved at sikre fremtidens vandforsyning, og vandressourceforvaltning er et potentielt konﬂikt-område for begge lande og deres naboer. Der er dog især i Kina en voksende erkendelse afbehovet for miljøbeskyttelse og ressourcebesparelser.De kommende årtier kan indebære rivalisering og ressourcerelaterede konﬂikter mellembefolkningsgrupper og på regionalt niveau. Konﬂikter om vand kan opstå, når der konkurreresom at anvende den knappe ressource til f.eks. drikkevand, husholdningsbrug, ﬁskeri ogakvakultur, overrisling, vandkraft, industrielt brug eller spildevandsudledning. Det kan dogogså konstateres, at der netop på vandområdet er adskillige eksempler på, at knaphed kan føretil styrket samarbejde mellem lande og befolkninger.

På miljøsiden er der i stigende grad nervøsitet omkring lokal og global forurening og klima-ændringer. Når det gælder global opvarmning, forventes CO-udslippet i 2030 – ved uændretsatsning på fossile brændstoﬀer og uden særlige teknologiske gennembrud – at være øget med70% i forhold til i dag. EU’s mål om stabilisering af temperaturstigningerne på 2 grader celciusvil sandsynligvis ikke kunne nås i dette scenario. Forureningen af jord, luft og vand er stærktforøget. Således er bl.a. 16 af verdens 20 mest forurenede byer nu kinesiske, ørkenområdernebreder sig, og tørke og vandmangel rammer hyppigere, også i områder der ikke traditionelt erudsatte.Endvidere er der tegn på en øget hyppighed af vejrrelaterede naturkatastrofer. De materielleomkostninger ved naturkatastrofer øges generelt med stigende velstand, hvorimod omkostningernemålt i menneskeliv er størst i de fattigste lande.De skærpede problemstillinger omkring naturressourcer og miljø kan i de kommende år føre tilnye nationale satsninger på egne energikilder, teknologier og indsatser for miljøet. Anvendelsenaf vedvarende energi vil formentlig vokse hurtigt, men fra et meget lavt udgangspunkt. Ligeledesvil udbygning af atomkraft få en fortsat høj prioritet i mange lande. Internationalt kandrøftelserne om udnyttelse af – og kontrol med – naturressourcer på den ene side medføre øgetrivalisering mellem landene og på den anden side føre til forstærket internationalt samarbejde.Både EU og USA har formuleret strategiske initiativer til sikring af energiforsyningen. EU viløge andelen af alternative og vedvarende energikilder, fastlægge fælles handlingsplaner for øgetenergieﬀektivitet samt styrke energidialogen med de største energiproducenter og forbruger-lande og arbejde for at gøre sig mindre afhængig af de enkelte leverandører. USA har erklæret,at afhængigheden af olieimport fra Mellemøsten skal nedbringes kraftigt i løbet af de kommendeår. I USA er bygnings- og boligmasse, byplanlægning og transportsektor indrettet efter laveoliepriser, hvorfor det i en årrække vil kræve massive investeringer at omstille disse sektorer.Endvidere kan der forventes store amerikanske investeringer i miljøteknologi, ressourcebesparendeteknologi og alternativ energi.Kina – indtil videre mere end Indien – er ligeledes bevidst om nødvendigheden af at sikre sigkontrol med ressourcer, f.eks. gennem olieinvesteringer i Afrika og opkøb af udenlandskeolieselskaber. På sigt kan denne rivaliseren blive yderligere skærpet – ikke nødvendigvis i direktekonfrontation, men muligvis via parter i interne konﬂikter i tredjelande. I de kommende år vilKina nødvendigvis have stor interesse for teknologi, der optimerer de knappe ressourcer og viluden tvivl i de kommende årtier lægge stor vægt herpå.Mange udviklingslande risikerer at blive tabere i denne udvikling. De stigende energipriserbelaster allerede de fattigste lande hårdt. Tropiske lande vil blive berørt af den globale opvarmning,som øger tørkeperioderne og ørkendannelsesområder vil blive oversvømmet.I de kommende år vil nye energiteknologier formentlig efterhånden vinde indpas. Lande, som haren relativ høj eﬀektivitet i udnyttelsen af råstoﬀer og energi, og som er langt fremme med udviklingenaf alternative energiformer, særligt vedrørende vindenergi, står godt rustet på verdensmarkedet.Også kompetencer mht. vandbesparende teknologi samt politikker og metoder til at opgørevandressourcer vil spille en voksende rolle. Der ses også mulighed for øget landbrugseksport fratraditionelle landbrugslande i de kommende årtier for at imødekomme efterspørgslen hos dennye middelklasse i lande som Kina og Indien. Dette understreges af, at klimaændringerforventes at begunstige landbrugsproduktion i Nordeuropa og Nordamerika. De negative følgeraf en øget landbrugsproduktion er belastningen med næringsstoﬀer og pesticider, som vil kunnefå betydning for ferskvandsressourcer, kystnære områder og den biologiske mangfoldighed.

Globaliseringen har tydeliggjort trusler imod befolkningernes sundhed som et internationaltanliggende. Den globale mobilitet betyder, at sygdomme kan sprede sig over grænser med stor hast.Det ventes, at det internationale samarbejde om bekæmpelse af smitsomme sygdomme intensiveres ogkoordineres. Det erkendes i stigende grad, at langsigtede løsninger kræver investeringer i udviklings-landenes sundhedssystemer.Også tidligere har sundhed været et internationalt anliggende, men globaliseringen betyder enacceleration i såvel positive som negative aspekter. På den ene side betyder globaliseringensøgede nærhed mellem lande og kontinenter, at globale sygdomme som f.eks. fugleinﬂuenzamed stor hast risikerer at kunne udvikle sig til noget nær verdensomspændende pandemier.Ingen lande har mulighed for at beskytte sig mod smitsomme sygdomsepidemier, hvis dehandler alene. På den anden side peger erfaringerne fra fugleinﬂuenza-epidemien på, atglobaliseringen også øger mulighederne for at begrænse spredningen af smitsomme sygdommegennem internationalt samarbejde.Andre globale epidemier som hiv/aids udvikler sig forskelligt i forskellige verdensdele. I Afrikaer hiv/aids epidemien vokset til et så omfattende sundhedsproblem, at den truer den fortsatteøkonomiske udvikling. Uanset om der i de kommende år ﬁndes en vaccine samt billigere ogmere enkel behandling for hiv-positive, vil sygdommen fortsat være en voldsom belastning forAfrikas udvikling. Andre regioner, herunder Centralasien og Sydøstasien, oplever også envoldsom vækst i antallet af hiv-smittede. I Europa og Nordamerika er det til gengæld lykkedesat få sygdommen nogenlunde under kontrol. Samtidig fortsætter en række sygdomme, såsommalaria, med at kræve millioner af døde hvert år i verdens fattigste lande. Blandt de mestudsatte grupper er børn under 5 år.

Sundhed og Globale Offentlige Goder (Global Public Goods)Håndteringen af globale sundhedsproblemer diskuteres ofte inden for en GPG-ramme. GPG er degoder, som ingen kan udelukkes fra, og hvor den enkeltes forbrug ikke begrænser andres anvendelseaf godet. Begrebet dækker også over indsatsen mod grænseoverskridende problemer, de såkaldteglobale offentlige onder. Globale offentlige onder er de problemer, som ingen lande kan gå fri af, ogsom ingen kan bekæmpe alene.Finansieringen af globale offentlige goder er et særligt problem. Både fordi der ofte er mulighed foromkostningsfrit forbrug, og fordi der ikke er en autoritativ fordeling af omkostningerne mellem landene.Gængse eksempler er ren luft, udnyttelse af de store verdenshave, viden, internationale transport-og kommunikationssystemer som internettet, fred og sikkerhed, menneskerettigheder og ﬁnansielstabilitet.Globale Offentlige Goder er en af mange nyttige analysetilgange til globalisering. Den tydeliggør, atglobaliseringen har skabt et globalt skæbnefællesskab og peger på mulighederne for fælles løsninger.De regionale og multilaterale organisationer er en væsentlig del af svaret på håndteringen afGlobale Offentlige Goder. Men i lyset af globaliseringen er der løbende behov for at vurdere, om deeksisterende organisationer, deres mandater og samarbejdsformer svarer til tidens krav.

Den økonomiske globalisering har været under udvikling længe, men har især taget fart sidenbegyndelsen af 1990’erne, hvor en række markeder i Asien og i Østeuropa blev åbnet, samtidigmed at mobiltelefoni, internet og e-mails slog igennem. I løbet af samme periode er lufttransportenblevet dereguleret og søtransporten billigere og mere omfattende.Den økonomiske globalisering er karakteriseret ved en kraftig stigning i omfanget og intensitetenaf den internationale handel og investeringer. Nye teknologiske gennembrud inden for transportog kommunikation muliggør integration af både de ﬁnansielle markeder og af vare- ogservicemarkederne. Blandt de vigtigste bærere af den økonomiske globalisering er et stigendeantal multinationale virksomheder, som opsplitter produktions- og værdikæden på forskelligelande og regioner. Men også mange mindre virksomheder har gavn af de muligheder, somglobaliseringen giver for geograﬁsk opsplitning af produktionsprocesserne.Ofte betragtes økonomisk globalisering som en irreversibel proces. Denne beskrivelse hviler påen form for økonomisk og teknologisk determinisme. Antagelsen er, at den løbende udvikling iavancerede kommunikations- og transportmidler automatisk medfører øget samhandel ogkapitalbevægelser på tværs af landegrænser. Dermed ser beskrivelsen til dels bort fra den politiskeramme og juridiske infrastruktur, som den økonomiske globalisering forudsætter. Det er såledeskarakteristisk, at den økonomiske globalisering primært omfatter de lande og regioner, somtilbyder erhvervslivet og den ﬁnansielle sektor en række grundlæggende juridiske garantier oghermed muliggør rationel markedsadfærd.Karakteristiske træk er indenlandsk deregulering, privatiseringer og udenrigsøkonomiskliberalisering i form af bl.a. nedbrydelse af handelsbarrierer. Som konsekvens er både samhandelog investeringer øget betydeligt mellem landene.

Der er gode muligheder for, at den globale økonomiske vækst fortsætter på et højt niveau også i dekommende 15 år. De vigtigste vækstcentre ventes at være USA, Kina og Indien. Europa har ikkesamme positive vækstudsigter. Samtidig kan peges på en række uligevægte og spændinger i deninternationale økonomi, som kan føre til en vis opbremsning globalt eller i visse regioner. Der er ikkeudsigt til, at mængden af kommercielle, økonomiske eller politiske risici vil blive mindre i fremtiden.Siden 2. verdenskrig har især USA, Vesteuropa, Japan, Sydkorea og Taiwan præsteret meget højøkonomisk vækst. I de seneste år er den kinesiske økonomi imidlertid vokset med omkring 9% årligt.Ligeledes har Thailand, Vietnam og Malaysia præsteret høje vækstrater i de seneste årtier, og Indienhar siden reformkursen blev indledt i begyndelsen af 1980’erne også oplevet meget høje økonomiskevækstrater. Den russiske økonomi har fremvist høje vækstrater, men udviklingen har været mere ujævn.Dette er også tilfældet med Brasilien, som dog af mange anses for at have et betydeligt potentiale.Den økonomiske globalisering ventes at fortsætte. Lokomotiver for den globale vækst i de kommendeår ventes at være USA, Kina, Indien og andre højvækstlande. Som helhed vil EU og Japan ikkepræstere samme vækstrater. Produktionen vil bl.a. være kendetegnet ved øget geograﬁsk opdeling(udﬂytning), kortere produktlevetid og stærkere fokus på videns- og oplevelsesøkonomi.Udgangspunktet er derfor en forventning om en fortsat solid vækst i den globale økonomi på3-4% årligt frem mod 2020.

Den amerikanske økonomi har i en årrække udvist større vækstpotentiale end de europæiskeøkonomier. USA ventes fortsat at være verdens største og mest integrerede økonomi. I 2020ventes USA således fortsat at være verdens største økonomi målt i nominelt BNP og ca. to gangeså stor som Kina. Amerikansk økonomi ventes stadig at tegne sig for ca. 1/4 af den globaleværditilvækst, selvom den amerikanske befolkning vil udgøre mindre end 5% af verdensbefolkning.Den fortsatte fremgang inden for de videnstunge områder fordrer en tilpasning af strukturernei økonomien. Erfaringen viser dog, at amerikansk økonomi har en enestående evne til atoverkomme problemer, der i andre økonomier fører til krise og recession. Der er ingen tegn på,at denne særlige dynamik er på retur.De store og voksende amerikanske underskud på statsbudgettet og handelsbalancen giver doganledning til bekymring. Dels fordi de er udtryk for en økonomi, som ikke er i balance, og delsfordi en kraftig amerikansk opbremsning og et eventuelt dollarfald vil få globale følger. I 2005nåede betalingsbalanceunderskuddet op på 6,4% af BNP, hvilket ikke er holdbart på længeresigt. Hertil kommer, at der er tegn på et tilstrammende arbejdsmarked, som fører til øgedeinﬂationsforventninger, et opadgående pres på renten og dermed risiko for et fald i boligpriserog privatforbrug. Ikke desto mindre forventes det, at den amerikanske økonomi fortsat vilkunne vokse med omkring 3% årligt, først og fremmest drevet af vækst i produktiviteten påbaggrund af store investeringer i informations- og kommunikationsteknologien, men også påbaggrund af den relativt positive demograﬁske udvikling, som medfører en vækst i arbejdsstyrken.Europa

Væksten i EU25 forventes frem mod 2020 at være på ca. 2% årligt. I de 10 nye EU-landeforventes væksten at nå op på 3,5% som følge af fortsatte markedsreformer, øget handel,overførsler fra EU og teknologisk catch-up.Den stigende aldring af befolkningen i EU hæmmer alt andet lige Europas økonomiskeudvikling. De seneste 10 år har den økonomiske vækst været ca. 1% højere i USA end iEuropa, og der er mulighed for, at forskellen i demograﬁsk udvikling yderligere kan øge USA’søkonomiske forspring. En række af de store økonomier i EU lider i disse år under struktur-problemer og lav ﬂeksibilitet. Der er dog både arbejdsmarkeds- og skattereformer undervejs,som vil kunne få positiv indﬂydelse på vækstudsigterne i Europa. En styrkelse af det indremarked, herunder for tjenesteydelser, vil også have positive eﬀekter på vækst og beskæftigelse iEU. Det vil skabe grundlag for, at små og mellemstore virksomheder vil kunne realisere deresvækstpotentiale. Liberalisering af energimarkedet og øget energieﬀektivitet vil også kunne stilleEU stærkere. Endelig ventes EU fremover at komme langt i målsætningen om at blive denførende vidensøkonomi i verden via større økonomisk og ﬁnansiel satsning på forskning,udvikling og innovation. Der er dog ikke umiddelbart noget, som tyder på, at de samledeeﬀekter vil materialisere sig i samme solide vækstudsigter som for USA’s vedkommende.Udsigterne forRuslander også blandede. De betydelige indtægter fra energieksporten vil i dekommende år bidrage til relativt høje vækstrater. Den russiske økonomi er dog potentielt hæmmetaf en række demograﬁske og indenrigspolitiske forhold, som kan mindske innovationskraftenog iværksætterlysten i samfundet. Hertil kommer, at de store indtægter fra energisektoren

Asien forventes i perioden frem mod 2020 at have de hurtigst voksende økonomier i verden.Væksten forventes drevet af handel og investeringer, produktivitetstilvækst, rigelig ogvelkvaliﬁceret arbejdskraft samt markedsreformer i skiftende tempo. Udgangspunktet er derforen forventning om vækstrater, som for Kinas vedkommende i gennemsnit vil være på over 6%årligt i perioden. Fremskrivninger viser, at selvom USA i 2020 fortsat vil have verdens størsteøkonomi, vil Kina målt i købekraftspariteter, formentlig være på nogenlunde samme niveausom USA. Fremskrivningerne viser også, at Indien målt i købekraftsparitet vil være dentredjestørste økonomi i 2020.Indien forventes da også at præstere meget høje vækstrater i løbet af de kommende år. Denstærke IT-sektor vil imidlertid ikke kunne drive væksten alene, og i de kommende år må derforventes lagt øget vægt på udvikling af landbrug og fremstillingserhverv. Det veludvikledeog stabile politiske og juridiske system taler imidlertid for, at Indien kan fastholde en højøkonomisk vækst i mange år fremover.Japans økonomi vil være stærkt hæmmet af en negativ demograﬁsk udvikling. Selv om Japan ide senere år har investeret betydeligt i forskning og udvikling, og i dag er blandt de mestinnovative økonomier i verden, så vil selv en kraftig produktivitetsstigning formentlig ikke pålængere sigt kunne kompensere for faldet i arbejdsstyrken. Den japanske økonomi forventesderfor kun at have et vækstpotentiale på gennemsnitligt 1% årligt frem mod 2020.Det vurderes, at stort set alle lande i Asien har en vital interesse i at opretholde et liberalt,globalt handelssystem og frie kapitalbevægelser. Dette skyldes ikke alene det positive ønske omøkonomisk vækst, men også det forhold, at politisk legitimitet og stabilitet ikke mindst berorpå en stadig forbedring af de økonomiske levevilkår. I tilknytning hertil er ﬂere af landene, bl.a.Japan, Kina og Indien, fattige på råstoﬀer, og har derfor en stor interesse i at sikre sig adgang tilverdensmarkedet for energi, stål, og formentlig i de kommende år, også fødevarer.Mellemøsten og Nordafrika

De mellemøstlige olieforekomster udgør – også i de kommende år – det absolut vigtigsteøkonomiske grundlag for regionen. Det anslås, at landene i Mellemøsten og Nordafrika er ibesiddelse af 2/3 af verdens samlede oliereserver, hvorfor de også i fremtiden vil være væsentligeglobale energieksportører. Den store efterspørgsel på olie og gas fra vækstmarkederne, især iUSA, Kina og Indien, antages i de nærmeste år at inﬂuere på energipriserne. Regionensgennemsnitlige vækstrate i perioden frem mod 2020 ventes at blive ganske pæn, men pga.årlige befolkningsvækstrater på 3-4% vil velstanden i den bredere befolkning udvikle sigbetydeligt mere moderat, og arbejdsløsheden forblive høj.Landene i Mellemøsten og Nordafrika står over for ﬂere store økonomiske udfordringer. Deolieeksporterende lande vil være dybt afhængige af olieprisernes udvikling, men vil ligeledesvære nødsaget til at anvende olieindtægter til at diversiﬁcere deres økonomier og udvikle andrevækstsektorer. Behovet for diversiﬁkation og økonomiske reformer vil gælde det meste af regionen.Afrika syd for Sahara

Vækstperspektiverne frem mod 2020 ser heller ikke for gode ud. Den gennemsnitlige årligevækst forventes at ligge i underkanten af 3%. Det er ikke mindst ulmende konﬂikter, svagestatsapparater og udbredt korruption, der vil være alvorlige barrierer for den økonomiskeudvikling i mange lande. Hertil kommer sygdomme som hiv/aids, som fortsat rammer ikkemindst den økonomisk produktive del af befolkningen.Det er vurderingen, at de ﬂeste af landene syd for Sahara ikke vil have kapacitet til at udnyttede teknologiske fremskridt, som globaliseringen bringer med sig, dog med mulig undtagelse afgenmanipulerede afgrøder. En lidt mere positiv vurdering kan anlægges på Sydafrika. Detsamme gælder de olierige vestafrikanske lande, der kan komme til at spille en rolle på de globalemarkeder for energi. Det er imidlertid langt fra sikkert, at indtægterne fra olieeksporten ellerandre former for ressourceudvinding vil kunne omsættes til bæredygtig økonomisk vækst ogudvikling.Afrikas eksport er stigende, men ikke nok. I landene i Afrika syd for Sahara er udenrigshandelensom andel af BNP steget fra 40% til over 60% siden 1990. Men regionens andel (ekskl.Sydafrika) af verdens eksport er faldet til 0,3%. Den del af verdens eksport, der kommer fraAfrika syd for Sahara med ca. 689 mio. mennesker er i dag mindre end halvdelen af Belgiens(med ca. 10 mio. mennesker). Samtidig er der ikke tegn på, at de afrikanske lande formår atplacere sig strategisk i virksomhedernes globale værdikæder. Råvarer, især olie og naturressourcer,ser ud til at forblive Afrikas dominerende eksportvarer.Latinamerika

Den makroøkonomiske situation er forbedret betydeligt i de senere år, hvilket generelt harforbedret Latinamerikas muligheder for at få del i globaliseringens økonomiske fordele. SærligtBrasilien, og i anden række Argentina, har et stort potentiale for vækst.Kontinentets naturrigdomme og fødevareressourcer, der i stigende grad kombineres med teknologi-intensiv produktion, skaber et grundlag for, at Latinamerika kan få fordele af globaliseringen.Baseret på nuværende tendenser, herunder dynamikken i Asien, må det dog forventes, atLatinamerikas relative andel af den globale produktion vil være let faldende. Det står klart, aten række parametre i de ﬂeste latinamerikanske lande må forbedres (uddannelse, infrastruktur,produktivitet), hvis den internationale konkurrenceevne skal opretholdes eller styrkes. Det harogså vist sig vanskeligt at gennemføre tilbundsgående og vækstfremmende institutionelle ogfordelingsmæssige reformer.Global usikkerhed om væksten

Selv om hovedscenariet er en relativt høj global økonomisk vækst i de kommende år, er derusikkerheder knyttet til scenariet. Således har USA de senere år haft et stigende og betydeligtunderskud på betalingsbalancens løbende poster. Det er en udbredt opfattelse blandt økonomer,at et underskud af denne størrelse ikke er holdbart på længere sigt, og at underskuddet somfølge af vægten af den amerikanske økonomi udgør en usikkerhedsfaktor for den globale vækstog en stor udfordring for det internationale ﬁnansielle system. Der er risiko for en markantlavere dollar-kurs, højere rente og lavere vækst, hvilket i givet fald vil få globale konsekvenser.Historisk har den amerikanske dollar haft store udsving over for de europæiske valutaer, hvoren faldende dollar-kurs og en lavere amerikansk vækst medfører et problem. Dels forringes deneuropæiske konkurrenceevne og eksporten til lande, som har knyttet deres valuta til dollaren,dels kommer den europæiske import under øget pres fra især asiatiske lande i takt med, at denamerikanske import indskrænkes.

For de asiatiske vækstøkonomier vil en lavere amerikansk vækst nødvendiggøre, at det indenlandskeforbrug og de indenlandsk ﬁnansierede investeringer øges, så væksten kan fortsætte. Dette vil igivet fald få positive globale virkninger. Omvendt er den private opsparingstilbøjelighed især iKina meget høj, hvilket bl.a. skyldes manglende sociale ydelser og forsikringer samt borgernesgenerelle usikkerhed om fremtiden. Hvis det i denne situation ikke lykkes at stimulere detprivate forbrug i disse lande, vil de næppe kunne opretholde den hidtidige høje økonomiskevækst, hvilket vil kunne få både politiske og sociale konsekvenser i ﬂere af landene.Hertil kommer, at højere amerikanske renter vil reducere den internationale likviditet ogdermed vanskeliggøre ﬁnansieringsmulighederne for især nye vækstøkonomier. I det omfangdisse økonomier ikke er robuste, kan de vanskeligere ﬁnansieringsforhold medføre økonomisk-ﬁnansielle kriser.Blandt risiciene for den globale økonomiske vækst er også spørgsmål relateret til den økonomiskeudvikling i Kina, der i de senere år har bidraget med en stadig stigende del af den globalehandel. En afdæmpning af væksten i Kina vil derfor få afsmittende virkninger globalt. Derfor erholdbarheden af den kinesiske økonomiske vækst ikke kun et kinesisk anliggende, men afglobal interesse.Ud over en svækkelse af den amerikanske økonomi er der en række andre forhold, som kanafbryde eller afspore især den kinesiske vækst. Et studie foretaget af Rand Corporation harforsøgt at kvantiﬁcere disse risici i forhold til deres betydning for Kinas økonomiske vækst.

En anden betydelig usikkerhed for verdensøkonomien er olieprisen. Den uforudsigelige ogurolige udvikling i Mellemøsten kan på længere sigt sætte oliepriserne i vejret og begrænsevæksten. Aktuelt har de høje priser i modsætning til tidligere dog vist sig kun at have mindrebetydning for den globale økonomiske vækst. Dette skyldes bl.a. mindre løn- og prisinﬂationsom følge af olieprisstigninger, lavere olieafhængighed, højere vestlig egenudvinding af olie oggas og højere energiafgifter i mange lande. Endvidere skyldes de seneste års olieprisstigningerprimært en øget efterspørgsel på olie, mens prisstigningerne i 1973 og 1981 var en konsekvensaf et reduceret udbud fra OPEC’s side. Mens prisstigningerne i 1970’erne og begyndelsen af1980’erne ødelagde væksten, så har de aktuelle prisstigninger i stedet blot kappet toppen afvæksten, således at der er blevet bedre overensstemmelse mellem udbud og efterspørgsel.Det må formodes, at den økonomiske vækst stadig er sårbar overfor fysiske eller politiskbetingede begrænsninger i udbuddet af olie. Den tropiske orkan ”Katrina” i 2005 viste, at derkun skal mindre afbrydelser af forsyningerne eller af raﬃnaderi-kapaciteten til, før det får storekonsekvenser for olieprisen. Lignende uventede forsyningssvigt, sammenholdt med at udbud afog efterspørgsel på olie aktuelt er nøje afbalancerede, kan indebære, at der vil indtræﬀe periodermed muligvis drastisk forhøjede oliepriser, som kan få alvorlige konsekvenser for den globalevækst.På den anden side er der også historisk belæg for, at olieprisen bevæger sig i ”cykler”. Detskyldes, at høje priser stimulerer øget udvinding og produktion, samtidig med at høje prisermindsker efterspørgslen gennem energibesparelser, substitution og teknologisk fornyelse. Etbetydeligt prisfald inden for de næste 5-15 år anses derfor af nogle eksperter som sandsynligt,selvom der notorisk er stor uenighed mellem iagttagerne om den fremtidige prisdannelse påoliemarkedet.Det er, udover udviklingslande uden energiressourcer, særligt økonomier med en stor fremstillings-industri, som typisk er mere energikrævende end servicefag, og med stor nettoimport af energi,som rammes hårdt af høje oliepriser. USA, Kina og Indien er derfor særlig udsatte – alle landesom i dag bidrager markant til den globale vækst – mens væksten i bl.a. Rusland og Brasiliensamt naturligvis i landene omkring den Arabiske Golf relativt vil blive stimuleret.Såfremt væksten fortsætter uden at blive ramt af hverken en amerikansk lavvækst, et tilbageslagi Kina eller i andre store vækstøkonomier eller af høje oliepriser, vil det kunne give fortsat øgetvelstand i Vesten. Dette forudsætter dog, at ikke mindst Europa magter at omstille økonomierne itakt med den øgede internationale arbejdsdeling. Hvis omstillingen ikke gennemføres, villandene gradvist miste konkurrenceevne, opleve problemer med energiforsyningssikkerhed, fåøget arbejdsløshed, lavere økonomisk vækst og i stigende udstrækning opleve problemer med atﬁnansiere de sociale velfærdssystemer. I begge tilfælde – både med og uden omstilling – vil derige lande opleve et betydeligt pres på virksomhederne, arbejdsstyrken, uddannelsessystemerneog de sociale systemer.

Den internationale handel øges. Asiens andel vil stige markant, mens EU’s og USA’s andele vil falde.Virksomhederne vil i de kommende år opleve en skærpet international konkurrence, og den øgedeinternationale arbejdsdeling kræver tilpasning af de nationale økonomier. Liberaliseringen afhandlen igennem først GATT og siden WTO, friere kapitalbevægelser og de stærkt reduceredefragtomkostninger har stimuleret den økonomiske vækst og øget velstanden i store dele af verden.På trods af debatten i ﬂere lande, skønnes der kun at være mindre risiko for en tilbagevenden tilegentlig protektionisme mellem de betydende handelsnationer. Men fremskridt kan bremses af stater,som ikke høster fordele af globaliseringen.Set over de seneste 10 år er den årlige internationale varehandel vokset mere end dobbelt såhurtigt som den årlige vækst i verdens BNP. Dette mønster forventes at fortsætte, og deninternationale handel forventes derfor at fortsætte på et højt niveau, primært trukket af denøkonomiske ekspansion i Asien og USA. Væksten i handlen fordelt på regioner vil, foruden denøkonomiske vækst, bl.a. afhænge af udviklingen i råvarepriserne og energipriserne.Udviklingslandene, hvor råvarer typisk udgør en relativt større andel af eksporten, har umiddelbartfordel af høje råvarepriser. I modsat retning trækker, at fremstillingsindustrien i udviklingslandenetypisk er mere energiintensiv end i de rigere lande, hvilket forringer de fattigere landes konkurrence-evne, og gør dem sårbare overfor store udsving i råvarepriserne. Syd-Syd handlen forventes atøges også i de kommende år, men på trods af et betydeligt potentiale forventes den fortsat kunat udgøre omkring 1/3 af udviklingslandenes handel.EU25, som i øjeblikket står for ca. 40% af den samlede verdenshandel, vil næppe kunnefastholde sin position, og andelen vil gradvist reduceres til formentlig omkring 1/3 afverdenshandelen frem mod år 2020. Ligeledes vil USA miste terræn, mens Asiens andel afverdenshandelen vil stige og frem mod 2020 formentlig nå omkring 40%.Under forudsætning af, at globaliseringen fortsætter, vil virksomhederne i de kommende år opleveen skærpet global konkurrence. Denne vil indtræﬀe samtidig med store fremskridt indenfor IT,kommunikation og datahåndtering generelt samt formentlig helt nye tekniske gennembrud.Alle forhold trækker i retning af, at virksomhederne vil blive tvunget til betydelige omstillingeri forhold til tilrettelæggelsen af produktion, udvikling, kundekontakt og forretningsmodeller.

Faldet i transportomkostninger og de forbedrede muligheder for eﬀektiv kommunikation viltvinge den løntunge produktion til lavtlønslande, i det omfang disse lande tilbyder økonomisk,politisk og socialt stabile forhold, og forudsat at den internationale handel forbliver fri.I dag viser opgørelser, at fragtomkostningerne ved oceangående transport kun udgør1-2% af udsalgsprisen, og at disse omkostninger derfor kun har begrænset betydning forkonkurrenceevnen.Efterhånden som uddannelsesniveauet i lavtlønslandene øges, vil også en stigende del af detvidenstunge arbejde samt forskning og udvikling ﬂyttes til disse lande. Dette kan forenes meden fortsat høj beskæftigelse i de rige lande, men det stiller øgede krav til arbejdsstyrkensuddannelsesniveau, produktivitet og omstillingsevne i disse lande.Den øgede kompleksitet og den geograﬁske spredning i virksomhedsstrukturen medfører, atkravene til interne IT-systemer bliver meget store.Der er indikationer på, at den teknologiske udvikling styrker forbrugerens relative position iforhold til producenterne, og at der for virksomhederne er store konkurrencefordele forbundetmed at have direkte kundekontakt. Dette skyldes den øgede gennemsigtighed, som internettetog handel via internettet medfører samt den generelt stigende internationale konkurrence.Hertil kommer, at store detailhandlere via online registrering af salget er i stand til direkte atanalysere forbrugernes præferencer og dermed tilrettelægge indkøb og produktion med præcisde produkter, som forbrugerne ønsker.Samtidig mindskes mange virksomheders geograﬁske og nationale tilknytning. Dette gælder påproduktionssiden, hvor globale forsyningskæder bliver afgørende for at reducere omkostningerog sikre kvaliteten. Det gælder også på afsætningssiden, hvor globalt salg er vigtigt for at opnåtilstrækkelig volumen til at opnå lave enhedspriser, og det gælder på forsknings- og udviklings-siden, hvor virksomhederne vil søge de mest innovative miljøer. Endelig gælder det også på denﬁnansielle og juridiske side, hvor mange virksomheder vil søge at placere sig, hvor disserammebetingelser er bedst.Liberaliseringen af handlen igennem GATT og siden igennem VerdenshandelsorganisationenWTO, samt friere kapitalbevægelser og de stærkt reducerede fragtomkostninger har tilsammenstimuleret den økonomiske vækst og øget velstanden i store dele af verden. I Europa er EU’sindre marked et godt eksempel på eﬀekten af disse liberaliseringstendenser.Samtidig kræver den øgede internationale arbejdsdeling stor tilpasning af de nationale økonomierog stiller virksomhederne over for en skarpere global konkurrence. I forhold til tidligere er derisær to ting, som springer i øjnene.Den første er tidskompressionen. Hermed menes, at virksomheder og nationale økonomier i daghar kortere tid til at omstille sig end tidligere. Dette udgør en stress-faktor for virksomhederne, forarbejdsmarkedet, for uddannelsessystemerne og generelt for de politiske systemer.

Den anden er udhulingen af komparative og konkurrencemæssige fordele. Tidligere kunnevirksomheder og nationaløkonomier hvile relativt trygt på naturlige eller tilegnede konkurrence-fordele. Men med den øgede mobilitet af kapital og viden samt de lavere transportomkostningerkan hele produktionskomplekser ﬂyttes fra land til land betydelig lettere end tidligere.Både i Europa og i USA har dette givet anledning til en diskussion om udﬂytning til andrelande, især efter at denne også er begyndt at omfatte andre områder end fremstillingssektoren.I debatten er der tendens til at hæfte sig mere ved omkostningerne, som er koncentreret påenkelte personer, faggrupper, virksomheder og regioner, end på gevinsterne der er spredt udover hele samfundet i et tyndere lag.Et vigtigt spørgsmål er derfor, om der inden for de næste 10-15 år kan forventes en kortereeller længere afbrydelse af den hovedtrend, der hidtil har ført til øget global handel ogøkonomisk interaktion. Nogle iagttagere mener, at dette kan blive tilfældet. Vurderingen er,at det protektionistiske pres ikke – som i mellemkrigstiden – vil komme fra en alliance mellemvirksomheder og lønmodtagere. Dette skyldes, at virksomhederne i dag er mere internationale,og deres interesser derfor ikke længere er snævert knyttet til nationalstaterne eller denarbejdsstyrke, som de beskæftiger i nationalstaten. Dette reducerer det politiske pres forprotektionistisk lovgivning. Derimod peges der på, at visse lande ikke har nævneværdigefordele af globaliseringen og vil forblive fattige, hvis der ikke gøres en særlig indsats. Nogle afdisse lande kan ønske at bremse globaliseringen. Endvidere kan en korrektion af de storeamerikanske underskud føre til en amerikansk økonomisk opbremsning, som kan give vind isejlene for protektionistiske dagsordener.

Med stigende global eksponering udsættes virksomheder i øget udstrækning for natur-, markeds-og menneskeskabte risici. Et godt beredskab og eﬀektiv håndtering af sådanne risici, bl.a. ved fokuspå brands og god virksomhedsledelse, vil i stigende grad indgå som konkurrenceparametre forvirksomhederne. Også stater og internationale organisationer må forholde sig strategisk til de risici,der følger med globaliseringen.I takt med virksomhedernes bredere globale afsætning og længere forsyningskæder, bl.a. ipolitisk mindre stabile lande, øges de risici, som virksomhederne udsætter sig for. Det kanderfor forventes, at virksomhederne i stigende udstrækning vil fokusere på risikoledelse (”riscmanagement”), som karakteriseres ved et stærkt fokus på fremtiden og en organisering i forholdtil fremtidige risici, herunder ikke mindst menneskeskabte risici. Blandt fordelene ved risikoledelseer, at det åbner virksomhedernes øjne for ikke kun nye risici, men også nye muligheder. Denforbedrede planlægning giver mulighed for hurtig forståelse af og reaktion på nye markedsforhold,hvilket kan være af afgørende betydning i den skærpede konkurrence.Det kan forventes, at værdien af et godt brand og god selskabsledelse (Corporate Governance)får større betydning. Dette skyldes bl.a., at udviklingen i kommunikationsteknologien har gjortverden mere gennemsigtig. Alle virksomheder må derfor være indstillet på, at deres aktiviteteroveralt på kloden kan komme i oﬀentlighedens søgelys og på få timer blive spredt globalt viainternettet og de internationale nyhedsstationer.Særligt for virksomheder, som kan blive udsat for en forbrugerboykot, stiller dette krav om ikkealene at ”have rent mel i posen” og kontrol med sine underleverandører, men også om enproaktiv informationsindsats, så man undgår at blive fejlagtigt kritiseret. I takt med den øgedeefterligning og piratkopiering, de lettere distributionsforhold og den kortere produktcyklus kanet godt brand være af afgørende betydning. I bedste fald vil god selskabsledelse kunne understøttevirksomhedens brand og dermed i sig selv give virksomheden konkurrencefordele.Fordelene ved god selskabsledelse og et godt brand må forventes at øge virksomhedernes behovfor stadig bedre ledelsesinformations- og business intelligence systemer, som må basere sig påinformations- og erfaringsudveksling med alle relevante aktører.En række europæiske virksomheder oplevede ulemperne ved ikke i tide at indarbejde behovet forrisikoledelse i planlægningen i 2005, da tekstilimporten fra Kina blev bremset. På tilsvarendevis udsætter globalt orienterede virksomheder sig for risici i forhold til udﬂytning af produktion,udvikling, distribution og afsætning og vil med fordel kunne opstille beredskabsplaner– rækkende fra fugleinﬂuenza, over IT-sammenbrud og tyveri af intellektuel ejendom tilpolitisk og social uro i lande, som er vigtige for virksomheden.Sådanne spørgsmål rykker typisk ind i den politiske sfære – både i de nationale politiskesystemer og i de multilaterale og internationale organisationer som WTO og EU.

Et karakteristisk træk ved globaliseringen er, at de udenlandske investeringer udgør en fortsat stigendeandel af BNP. Konkurrencen mellem de enkelte lande og regioner om tiltrækning af udenlandskeinvesteringer ventes skærpet. Blandt de vigtigste hensyn ved lokaliseringen af investeringer errammebetingelser og adgangen til markedet. I stigende udstrækning vil forsknings- og udviklings-orienterede investeringer henlægges til udlandet. Her vil de lokaliteter blive foretrukket, som kantilbyde en kritisk masse af højt kvaliﬁceret arbejdskraft til forskning og innovation.I 2004 sås en mindre stigning i de globale direkte investeringer, der samlet beløb sig til 648mia. dollars, hvoraf de udviklede lande, herunder ikke mindst Europa, aftog omkring 2/3. Densamlede beholdning af udenlandske investeringer har FN-organisationen UNCTAD opgjort tili 2004 til at udgøre 9 billioner dollars, som kan henføres til omkring 70.000 transnationalevirksomheder og deres ca. 690.000 udenlandske datterselskaber med en samlet omsætning påca. 19 billioner dollars. Samlet genererer de omkring 53 mio. jobs.

De enkelte lande og regioner i verden må antages fortsat at ville konkurrere om at tilbyde demest favorable vilkår og betingelser for udenlandske investorer. For 2004 har UNCTADopgjort, at der i alt blev gennemført 271 lovændringer, som havde til formål at gøre de enkeltelande mere attraktive for udenlandske investorer. 235 af lovændringerne indebar, at der blev åbnetfor nye områder for udenlandske investeringer, og 20 lande reducerede selskabsskatten. I Afrikaog Latinamerika gik en række lande imidlertid imod strømmen og gennemførte stramninger,som gjorde udenlandske investeringer mindre favorable (bl.a. investeringer rettet mod udvindingaf naturressourcer). Et andet karakteristisk træk ved udviklingen er den fortsatte spredning afbilaterale investerings- og dobbeltbeskatningsaftaler, hvor antallet af førstnævnte i 2004 nåede2.392 og sidstnævnte 2.559.

For udenlandske investorer afhænger lokaliseringsbeslutningen af en række faktorer. Somudgangspunkt skal modtagerlandet kunne tilbyde et økonomisk, politisk og juridisk stabiltinvesteringsklima. Hertil kommer, at markedet skal være interessant, og arbejdsstyrken skalpræsentere sig fordelagtigt i forhold til andre destinationer. Ved vægtningen af disse to forholdses der på, om investeringen primært har afsætning eller produktion som formål. I det omfangde to formål kan kombineres – dvs. gode afsætningsmuligheder samtidig med tilstedeværelse afen lønmæssigt konkurrencedygtig og produktiv arbejdsstyrke – vil der være tale om et megetattraktivt investeringsmål. I Europa opfylder de nye østeuropæiske medlemmer af EU på mangemåder disse kriterier og har derfor også tiltrukket sig en stigende mængde udenlandskeinvesteringer. På samme måde har det store kinesiske marked med lave produktionsomkostningergjort Kina særligt attraktivt for udenlandske investeringer.De forsknings- og udviklingsorienterede udenlandske investeringer må forventes fortsat at stigei de kommende år. Et øget konkurrencepres tvinger virksomhederne til at styrke innovationen.Samtidig vil tempoet i den teknologiske udvikling også øges, hvilket tvinger virksomhederne tilat øge staben af forsknings- og innovationsmedarbejdere og placere F&U-centre, hvor denkvaliﬁcerede arbejdskraft er til stede. Kombinationen af en aldrende befolkning i Vesten (særligEuropa) og stigende uddannelsesniveau og forbedret infrastruktur i udviklingslandene vilindebære, at F&U-centre i øget udstrækning vil ﬂytte til lande i hastig udvikling, f.eks. Kina ogIndien.I Europa har særlig Irland haft succes med at tiltrække direkte investeringer og stimulere vækst ide eksportorienterede virksomheder. Irland har nu, efter Luxembourg, EU’s næsthøjeste(købekraftskorrigerede) BNP pr. indbygger. Den lempelige selskabsbeskatning har spillet enrolle, men er ikke en forklaring i sig selv. Snarere skal hovedårsagerne ﬁndes ved en stabilitets-orienteret makroøkonomisk politik, en god lønkonkurrenceevne, en uddannelsesreform, derhar skabt en veluddannet og mobil arbejdsstyrke, samt engelsk som første sprog.

Innovation, forskning og udvikling forventes at blive stadig vigtigere for konkurrenceevnen og velstands-udviklingen. Der ventes styrket forsknings- og innovationssamarbejde mellem virksomheder, forsk-ningsinstitutioner, universiteter osv. Det internationale videnskabelige samarbejde skaber mulighederfor at styrke den kommercielle innovation for de lande, som skaber de rette rammebetingelser herfor.Uddannelse og viden spredes over hele kloden, og USA’s og Vestens forspring vil mindskes.At Vesten trods markant højere lønomkostninger med succes kan konkurrere med vækst-økonomierne i Asien skyldes bl.a., at produktets værditilvækst og dermed markedsværdien ertilsvarende højere. Denne merværdi er kun mulig, fordi virksomhederne hele tiden formår atnytænke løsninger, der har en større værdi for kunden eller brugeren end konkurrenternes.Hvilket er det, der sammenfattende betegnes som innovation.Innovation i form af bl.a. teknologiske fremskridt er derfor helt afgørende for fastholdelsenaf de vestlige landes levefod og forudsætter både faglige spidskompetencer og innovations-kompetencer i verdensklasse. Nationale innovationssystemer såvel som virksomhedernes egneinnovationsmodeller vil derfor indtage en stadig mere central rolle i den vækststrategiske debat.Det gælder i forhold til de fysiske produkter, hvis levetid forkortes, og som i stigende udstrækningudsættes for efterligninger og piratkopiering, og det gælder i forhold til forretningsmodeller ogsåkaldte business intelligence systemer, som dog kun vanskeligt kan kopieres.

Visse teknologier – som IT og nanoteknologi – er såkaldte ”enabling” teknologier, dvs.teknologier, som indarbejdes i andre produkter og kvalitativt forbedrer disse. Høje kompetencerog innovationsevne i forhold til sådanne ”enabling” teknologier er vigtige for, at virksomhedernekan udvikle nye konkurrencedygtige produkter. Faglig viden i verdensklasse bliver dermed ennødvendig, men ikke tilstrækkelig forudsætning for at begå sig i konkurrencen.Udviklingen stiller både lande og virksomheder over for nye strategiske udfordringer. For detenkelte land eller region gælder det om at være hjemsted for eller knyttet til så mange globaltførende innovative vidensmiljøer som muligt. Det er forudsætningen for at tiltrække dedygtigste virksomheder og stærkeste talenter og dermed for skabelsen af videnstunge jobs medhøjt lønniveau. Samtidig bliver det stadig vigtigere for både virksomheder og medarbejdere atvære en del af et dynamisk, førende innovationsmiljø, hvor der konstant skabes ny spydspidsviden– og som for såvel arbejdstagere som arbejdsgivere udgør et attraktivt arbejdsmarked.

I Kina og Indien er en strategisk erkendelse af vigtigheden af innovation allerede omsat tilnationale handlingsplaner for uddannelse, forskning og opbygning af specialiserede nationaleinnovationscentre. Allerede i 2003 uddannede Kina mere end 700.000 ingeniører om året, ogantallet øges betydeligt år for år. Samtidig placerer et stigende antal udenlandske virksomhederforsknings- og udviklingsrelaterede opgaver i Kina. Dertil kommer tilsvarende fokuseredesatsninger i lande som Indien, Malaysia, Singapore og Sydkorea.Endelig udbyder vestlige landes universiteter og højere læreanstalter i stigende omfang kurserog kandidatforløb til udenlandske studerende, hvor en stor del kommer fra Asien. Salgaf uddannelse til udenlandske studerende er blevet en vigtig indtægtskilde for især amerikanske,britiske og australske universiteter. Internettet medfører, at kurser i dag også tilbydes somfjernundervisning via internettet med eller uden et lokalt akkrediteret uddannelsesinstitut.Som en del af EU’s Lissabon-proces har EU besluttet, at man i 2010 vil bestræbe sig på at anvende ialt 3% af BNP på forskning og udvikling (privat og oﬀentligt tilsammen) samt at tilpasse ogudbygge uddannelsessystemerne til vidensamfundets krav. Målet tillægges stigende vægt blandtde ﬂeste europæiske lande, men vurderingen er, at der stadig skal mere til, hvis F&U skalbidrage eﬀektivt til EU’s ambition om at blive den mest konkurrencedygtige og dynamiskevidensbaserede økonomi i verden i 2010.Samlet set foregår forskning og innovation stadig helt overvejende i avancerede markedsøkonomier.Der kan dermed tales om en global videnskløft, hvor kernen er den omfattende ulighed iudbredelsen af teknologi.

Befolkningernes globalisering har mange dimensioner. Demograﬁske, kulturelle, religiøse ogsociale dimensioner. Grundlæggende indebærer denne globalisering, at der er øget kontakt ogpåvirkning mellem folkeslag og nationer. Befolkningernes globalisering bærer kimen til bådeøget dynamik og til øget konﬂikt.I tiden frem mod 1. verdenskrig fandt der også en betydelig befolkningsmæssig globaliseringsted i form af store emigrationsbølger især fra Europa til USA. Det var dog karakteristisk, at deemigrerende befolkningsgrupper ikke kunne opretholde kontakt til deres hjemlande i nogetvidere omfang. Den nuværende form for kulturel globalisering har en anden karakter, idet denisær bæres af de elektroniske medier – satellit-tv, internet, radio, mobiltelefoni osv. – og af deforbedrede transportteknologier – biler og kommerciel ﬂytransport – samt af en voldsom væksti underholdningsindustrien – ﬁlm, tv, popmusik m.v. Hermed får befolkningerne mere direktekendskab til hinandens kulturelle referencerammer, samtidig med at udﬂyttere i højere gradkan bevare kontakten til familien i hjemlandet og hjemlandets kultur.De befolkningsmæssige megatrends ventes at få stigende betydning i de kommende år. Fokusvil være på den demograﬁske udvikling i Mellemøsten og Afrika. Fokus vil også være påbehovet for at udvise social ansvarlighed, og endelig vil der være fokus på de problemstillinger iforhold til bl.a. migration, der følger af den demograﬁske udvikling.

Befolkningseksplosionen i verdens økonomisk mindre udviklede lande – især i Afrika, Mellemøstenog Sydasien – vil fortsætte. Verdens befolkningstal forventes at stige fra 6,5 mia. i dag til 7,6 mia.i 2020. Europa vil dog opleve en stagnation i befolkningstallet og en betydelig aldring. Øst- ogSydøstasien, herunder Kina og i særlig grad Japan, vil også skulle forholde sig til en stadigt ældrebefolkning. USA’s befolkning vil derimod øges og forblive relativt ”ung”. Fortsatte store migrations-strømme og kraftig urbanisering vil stille myndighederne over for nye udfordringer.Ændringer i befolkningsstørrelser og alderssammensætninger vil få betydning for regionernesøkonomiske vækstpotentiale, sociale og politiske konﬂiktmønstre, herunder de oﬀentligeﬁnanser, immigrationsstrømme, samt på magtforholdene mellem nationerne.Verdens befolkningstal forventes ifølge FN’s beregninger at stige fra 6,5 mia. i dag til ca. 7,6mia. i 2020. Der er tale om store regionale forskelle. Næsten hele befolkningstilvæksten (95%)vil ske i de mindre udviklede regioner. Otte lande vil stå for halvdelen af tilvæksten: Kina,Indien, Pakistan, Bangladesh, Congo, Uganda, Etiopien og endelig USA.Siden 1950 er den forventede levealder øget med 25 år i Sydøstasien og med 30 år i Østasien,ligesom børnedødeligheden er faldet med mellem 2/3 og 4/5. Særligt i Indien, Pakistan,Bangladesh og Indonesien fortsætter den kraftige tilvækst, hvilket samtidig giver anledning tilstore forskydninger i befolkningstal mellem landene.I Mellemøsten og Nordafrika vil der ske en fortsat befolkningstilvækst. Regionens befolkningventes at stige fra 340 mio. i dag til ca. 570 mio. mennesker i 2020. Egypten og Iran forventesat have befolkningstal på henholdsvis 95 mio. og 85 mio. i 2020. Befolkningstilvæksten iregionen, der er en af de højeste i verden, tilskrives en lav dødelighed, en høj fertilitetsrate ogstor tilstrømning af migrantarbejdere til regionen. Antallet af unge vokser med voldsom hast iMellemøsten og i Afrika, jf. afsnit 1.1.4. Kombineret med en høj arbejdsløshed blandt ungemed et deraf følgende pres på de eksisterende strukturer og et migrationspres vil dette kunnepåvirke den regionale stabilitet.Gennemsnitsalderen stiger markant i Asien. Især Japan berøres heraf. Forventningen er, at median-alderen (med medianalder angives, at den ene halvdel af befolkningen er yngre og den andenhalvdel ældre end medianalderen) i 2025 vil være omkring 50 år, og at næsten 30% af befolkningenvil være over 65 år gammel.

I Kina forventes medianalderen at øges fra 30 til 39 år fra 2000 til 2025, hvorved den faktiskbliver højere end i USA. I og med at Kina ikke har samme økonomiske baggrund, vil aldrings-processen stille landet overfor større problemer end de vestlige lande og Japan – som jo var rige,før de blev gamle, mens Kina bliver ældre, før det bliver rigt.Det vurderes derudover, at et stort antal kinesiske statsborgere i stigende grad vil søge til udlandetfor at søge arbejde. I særligt Indien, Pakistan, Bangladesh og Indonesien fortsætter den kraftigebefolkningstilvækst. Dette giver anledning til nogle store forskydninger i befolkningstalletmellem landene, jf. tabellen nedenfor.Befolkningstallet i Rusland ventes at falde fra 143 mio. i 2005 til 133 mio. i 2020. Faldet skyldesisær den – i forhold til den vestlige verden – ringe folkesundhed og det relativt svage sundheds-system. Dette betyder en reduktion af den arbejdsdygtige andel af befolkningen og dermedmuligvis en opbremsning af væksten.

I USA forventes befolkningen at vokse fra 285 mio. i 2000 til 358 mio. i 2025, hvilket er enhøjere stigningstakst end i de ﬂeste lande i Asien. Væksten skyldes høj fertilitet og indvandring.Udviklingen medfører en opbremsning af aldringen, således at medianalderen kun forventes atøges med 2 år fra det nuværende niveau på 35,6 år til 37,6 i 2025. Hermed vil USA være”yngre” end Kina og andre asiatiske lande.I Europa forventes en stagnation eller et fald i befolkningstilvæksten med en samtidig aldring ibefolkningen frem til 2025. Dette skyldes i første omgang en forventet lav fertilitet på 1,4–1,5 isammenligning med den amerikanske på 2,0-2,1. Ser man på den erhvervsaktive del afbefolkningen (15-64 år) bliver faldet hurtig. Mellem 2005 og 2030 forventes faldet at være på20,8 mio. personer. EU har ikke længere nogle ”demograﬁske motorer”. Selvom Storbritannienog Frankrig ventes at opleve en positiv vækst – i kraft af indvandrerfamilierne, hvilket vil ændrebefolkningssammensætningen – ændrer dette dog ikke det generelle billede. Situationen ikandidatlandene er også ganske kontrastfyldt, idet Tyrkiets befolkning ventes at stige med mereend 19 mio. personer fra 2005-2030, hvorimod Bulgarien og Rumænien vil opleve en negativudvikling.Det er vurderingen på globalt plan, at den demograﬁske udvikling vil føre til øget migration ogmobilitet. Denne tendens vil forstærke den fortsatte urbaniseringstendens og skabe forskydningeri den kulturelle, religiøse, økonomiske og sociale sammensætning af de nationale befolkninger.Tendensen vil træde tydeligt frem i de kommende år.Antallet af emigranter er vokset i de seneste 15 år. I 2005 udgjorde det samlede antal internationalemigranter omkring 200 mio., hvoraf godt en fjerdedel levede i Europa. I OECD-landene er detisær USA, Tyskland, Canada og Australien, som modtager mange immigranter, og hvor dederfor også udgør en betydelig del af arbejdsstyrken. I 2000 var ca. 86 mio. af verdens immi-granter økonomisk aktive – mere end 50% af det samlede antal.Hovedparten af immigranterne til de vestlige lande kommer fra forskellige afrikanske lande ogMellemøsten. Denne udvikling forventes at fortsætte. En stigende indvandring fra Kina ogAsien i øvrigt er også en mulighed. Tilbageførsler af penge, som emigranterne sender tiloprindelseslandet, udgjorde i 150 mia. dollars i 2004 og var dermed den næststørste kilde tilekstern privat ﬁnansiering af udviklingslandene efter udenlandske direkte investeringer.

Fra 1990 til 2000 udgjorde international immigration ca. 56% af den industrialiserede verdenssamlede befolkningstilvækst, mens den i Europa udgjorde ca. 89% af befolkningstilvæksten.Som følge af den store befolkningstilvækst i de afrikanske lande og Mellemøsten uden tilsvarendebeskæftigelsesmuligheder ventes immigrationspresset på de rige lande og mod by- og vækstcentre isyd at øges i de kommende år. Hertil kommer immigrationspres som følge af krige, naturkata-strofer og økonomiske kriser. Illegal immigration foranstaltet af internationale kriminelleorganisationer vil formentlig også øges.I de vestlige lande får immigrationen såvel positive som negative konsekvenser. På den ene sidekan immigrationen afbøde nogle af virkningerne af den aldrende befolkning, men på den andenside vil immigranterne i alt fald i en periode øge presset på det sociale system og uddannelses-systemet.Hertil kommer konﬂikter som følge af forskellig kulturel, sproglig og religiøs baggrund, somkan vanskeliggøre integration. Endvidere kan det forventes, at kriminelle netværk, herunder ogsåterrorister, til stadighed vil forsøge at udnytte migrationsstrømmene både for selv at få ophold imodtagerlandet og for at rekruttere blandt emigranterne eller disses børn.Bl.a. i Japan og Europa vil der formentlig være en vis modstand mod en øget immigration, selvomder vil være et betydeligt behov for at supplere arbejdsstyrken. Særligt i EU kan samarbejdetvedr. illegal immigration men også integration og lovlig indvandring forventes intensiveret. Derer en fælles erkendelse af behovet for at få nye indvandrere godt integreret som en forudsætningfor samfundenes sammenhængskraft.Det fælles problem med en ældre befolkningssammensætning fører til et større behov for ogefterspørgsel efter arbejdskraft og lovlig indvandring, ikke mindst for at kunne opretholde deneuropæiske konkurrenceevne. Muligvis vil man opleve en målrettet indvandringspolitik, hvorman søger at begrænse indvandringen ved at give midlertidig ophold og ved at kræve særligekvaliﬁkationer. Det er dog usikkert i hvor stort omfang, dette vil kunne dæmme op for denillegale immigration.Demograﬁen og den økonomiske udvikling indebærer, at urbaniseringen forventes at fortsætte.I dag er der ca. 400 byer med mere end 1 mio. mennesker. I 2015 forventer FN, at der vil væreover 100 byer med mere end 1 mio. indbyggere alene i Kina. FN forventer også, at ca. 60% afJordens befolkning vil bo i byer i 2030 – mod 50% i dag. Allerede i dag er nogle af disse byersåkaldte ”mega-cities” med mere end 10 mio. indbyggere. Tokyo ventes med ca. 37 mio. indbyggereogså i 2020 at være det største bysamfund i verden. Især byer som Lagos, Dhaka, Delhi,Mumbai (Bombay) og Karachi vil opleve en betydelig befolkningstilvækst.Nogle bysamfund er i realiteten af samme størrelse som ovennævnte byer, men er administrativtopdelt i ﬂere byer. Dette gør sig bl.a. gældende for Chongquin i Kina, der i oﬃcielle statistikkerhar 5 mio. indbyggere, men som er vokset sammen med omkringliggende byer og derfor reeltindgår i et bysamfund med ca. 32 mio. indbyggere (af metodiske årsager er Chongquin dogikke med i tabellen nedenfor).De store bysamfund vil således fortsat vokse. Dette indebærer i sig selv store udfordringer medhensyn til infrastruktur, vand- og energiforsyning, aﬀaldshåndtering m.v. Endvidere vil de storebysamfund i nogle tilfælde overskygge centralregeringerne både økonomisk, teknologisk ogpolitisk, og det kan ikke udelukkes, at de i mange henseender vil stræbe efter selv at bliveaktører på den internationale scene.

Globaliseringens sociale konsekvenser står også i fokus, og debatten herom vil kunne få indﬂydelse på,hvor kraftigt og hvor hurtigt ﬂere af globaliseringens andre drivkræfter vil slå igennem. Antiglobalise-ringsbevægelser spiller en dagsordenssættende rolle. Stater og internationale organisationer arbejder medat sikre minimumsstandarder for social ansvarlighed. Virksomhederne er som bærere af den økonomiskeglobalisering også vigtige aktører i arbejdet med social ansvarlighed (Corporate Social Responsability).Parallelt med globaliseringens økonomiske udvikling får den sociale dimension i stigende gradopmærksomhed. Det gælder dels indenrigspolitisk, hvor den sociale reaktion i høj grad prægerstaters tilgang til globaliseringens udfordringer og dels internationalt, hvor især anti-globaliserings-bevægelser har vist sig som selvstændige og dagsordenssættende aktører, der ikke mindst iforhold til internationale topmøder i WTO har fremhævet de sociale aspekter.Udviklingsforhold, fattigdom og ulighed er nok de mest dominerende sociale temaer i forholdtil globaliseringen, men også på andre områder skabes der en større opmærksomhed omglobaliseringens sociale aspekter og konsekvenser. Udover miljø og menneskerettigheder drejerdet sig om utilstrækkelig forbrugerbeskyttelse, manglende arbejdstagerrettigheder, tvangs- ogbørnearbejde, handel med kvinder og børn, korruption og bestikkelse. Sidstnævnte emnerfalder i dag næsten udelukkende inden for nationalstatens reguleringsansvar, men tages nu ogsåop på internationalt plan, især inden for FN og WTO, som en del af ønsket om en større globalsammenhængskraft. EU har bl.a. i WTO søgt at få gjort handel og arbejdstagerrettigheder til etforhandlingsemne under Doha-Runden, hvor målet var forpligtende bestemmelser, men påtrods af en ihærdig indsats lykkedes det ikke.FN’s Internationale Arbejdsorganisation, ILO, er i dag det centrale forum for at drøfte arbejds-tagerrettigheder i relation til globaliseringsprocessen, bl.a. via Verdenskommissionen for denSociale Dimension af Globaliseringen (WCSDG), der peger på Decent Work-konceptet, derbehandler sammenhængen mellem økonomiske og sociale udfordringer.I FN-regi har Generalsekretæren også taget initiativet Global Compact, som retter opmærksomhedpå virksomheders sociale ansvarlighed. Global Compact understøtter dermed CSR (CorporateSocial Responsability), der udgør en samlebetegnelse for en række miljømæssige og socialeaspekter af dét at drive virksomhed. Overholdelse af menneskerettigheder og arbejdstagerrettig-heder, godt arbejdsmiljø, gode arbejdsforhold, miljømæssig forsvarlig produktion og indkøb,dyrevelfærd mv. indgår i CSR. Undersøgelser viser, at især de vestlige forbrugeres interesse forvirksomheders adfærd og engagement inden for CSR har betydning for deres køb af produkterog tjenesteydelser. Sammenhængen mellem social etik og image bliver således i stigende grad endel af virksomhedernes rammebetingelser.Selvom international forpligtende regulering af alle de sociale dimensioner af globaliseringen,herunder CSR, næppe ligger lige for, vil der ikke desto mindre være tale om dagsordenssættendeproblemstillinger, som vil præge den politiske debat om globaliseringen. Dermed kan de fåindﬂydelse på, hvor kraftigt og hvor hurtigt ﬂere af globaliseringens andre drivkræfter vilkomme til at slå igennem i de kommende år.

Globalisering fører til øget kontakt mellem kulturer. Dette sker ikke mindst gennem kommunikations-teknologien. Det er især en vestlig kulturel referenceramme, der formidles til andre dele af verden.Andre kulturer føler sig under pres og forsøger at ”genopﬁnde” deres kultur. Dette er i Mellemøstenikke mindst sket på basis af religion. Det har også ført til radikalisering, hvor vold og terror legitime-res gennem religionen. De kulturelle modsætninger vil også i årene fremover vedblive med at have etiboende konﬂiktpotentiale. Deraf følger behov for målrettede indsatser bl.a. med sigte på forbedretdialog og samarbejde.Globaliseringen indebærer en øget kontakt mellem verdens folkeslag. Dette skyldes udviklingenaf kommunikationsteknologien med satellit-TV, internet og mobiltelefoner, kombineret medden øgede migration. Den teknologiske udvikling indebærer også, at enkeltpersoner og mindregrupper af ligesindede etablerer netværk via internettet eller mobiltelefonen til formidling afegne nyheder og informationer. Dermed er det blevet muligt at få indblik i andre kulturellereferencerammer end den, man selv bekender sig til. Kulturelle referencerammer skal hér forståssom de forståelsesmønstre (religion, sprog, værdier, uddannelse, sociale og familiemæssigestrukturer), der er fremherskende i en social gruppe eller et samfund.Den kulturelle informationstraﬁk har ikke mindst gennem underholdnings- og nyhedsindustrieni mange år båret præg af, at det især har været en vestlig kulturel referenceramme, der er blevetformidlet til de øvrige dele af verden. En referenceramme, der bl.a. har sekularisme og ikkemindst den dominerende politiske ideologi i form af demokrati og markedsøkonomi somindhold. Det er også en kulturel referenceramme, der er forbundet med relativ økonomiskvelstand, og markedsøkonomi er allerede globalt accepteret som et organiserende princip iudveksling af kapital, varer og tjenester. Diskussionen herom fokuserer ikke på det grundlæggendeprincip, men på en optimering af markedets funktion (f.eks. Doha-runden). Endvidere harman efter den kolde krig oplevet en demokratiudvikling i Europa, Latinamerika, Afrika ogAsien og på det seneste til en vis grad i lande i Mellemøsten.For den vestlige verden indebærer den øgede mobilitet og forbedrede kommunikation, at deropstår en stærkere fælles kulturel referenceramme. Dette gælder i første omgang mht. musik ogﬁlm, mode og adfærdsnormer. Endvidere gælder det i forhold til mange uddannelser, hvorstudieophold på udenlandske universiteter bliver mere almindeligt. Hertil kommer direkte ogindirekte påvirkning fra de internationale nyhedsbureauer, som ofte er de første på pletten vedinternationale begivenheder og kan indsætte ﬂest ressourcer på nyhedsdækningen. Dennekulturelle konvergens må forventes at fortsætte i den kommende tid.I nogle kulturelle referencerammer har globaliseringens øgede kontakt og gensidige påvirkningmellem kulturer ført til udbredelsen af en følelse af at være under pres og dermed et ønske omat ”genopﬁnde” og styrke sin egen kultur for at have et stabilt ﬁkspunkt i tilværelsen. I denneproces har det i de senere år især været nationalisme, etnicitet og religion, som har stået centralt.Dette gælder ikke mindst i store dele af Mellemøsten samt i visse muslimske minoritetskredse iEuropa, hvor religionen er blevet et væsentligt middel til at fastholde en selvstændig kulturelidentitet. Også i andre dele af verden har religion en stærk mobiliseringskraft. Når detteledsages af en stigende utilfredshed med de lokale regeringers og politiske eliters evne til athåndtere økonomiske og sociale problemer samt opfattelsen af vestlig dobbeltmoral, opstårrisikoen for radikalisering. Når denne radikaliseringsproces først er sat i gang, kan religionen(mis)bruges til at skabe forventninger om en bedre verden og som middel til at legitimerebrugen af vold og terror.

Sammenfattende er det vurderingen, at de stadigt tættere og hyppigere møder mellem verdenskulturer, som følger med globaliseringen, herunder navnlig forholdet mellem den vestligeverden og den muslimske verden, rummer væsentlige positive men også negative potentialer forudviklingen fremover. Positive i kraft af den udveksling af viden, ideer, mennesker osv., der skermed kulturmøderne, og som kan skabe udvikling. Målrettede indsatser med sigte på dialog ogsamarbejde mellem kulturer vil kunne være elementer heri. Negative i kraft af de modsætninger,som kulturmøderne er med til at trække op og forstærke, og som i nogle tilfælde, hvor forudsæt-ningerne i form af bl.a. økonomiske og sociale problemer er til stede, giver sig udslag i egentligeradikaliseringsprocesser med risiko for vold og terror til følge. På den baggrund er kulturelle ogideologiske strømninger et af de vigtigste omdrejningspunkter for den globale udvikling med etiboende konﬂiktpotentiale i årene fremover.Forskellen mellem den kulturelle dimension af globalisering og de økonomiske aspekter afglobalisering er, at sidstnævnte ofte kan gøres til genstand for forhandling og kompromis. Imodsætning hertil ser nogle den kulturelle referenceramme som et udtryk for identitet, hvorman netop ikke ønsker kompromiset. Opfattelsen indebærer, at man anser identiteten for truet,hvis den ændres som følge af påvirkning udefra. Det er dette forhold, der gør det af Samuel P.Huntingtons introducerede begreb om ”kulturernes og civilisationernes sammenstød” til enofte brugt betegnelse for disse meget vanskeligt håndterbare konﬂiktmønstre.

Der ventes hurtigere og billigere kommunikation og hastigt stigende informationsstrømme. Denteknologiske udvikling i de kommende år vil få stor indﬂydelse på mange samfundsforhold – strækkendesig fra erhvervslivets forhold, over menneskers indbyrdes forhold, menneskers sundhed og levealder, tilforholdet mellem borgere og myndigheder og myndighedernes indbyrdes forhold og forhold til udlandet.I de kommende år ventes den teknologiske udvikling at fortsætte i et særdeles højt tempo.Blandt de områder, hvor der allerede nu tegner sig en hastig udvikling, er nano- og bioteknologiog nye materialer med store konsekvenser for IT, kommunikation, sundhed osv. At forudsige idetaljer, hvorledes udviklingen vil forløbe, er naturligvis ikke muligt.For så vidt angår kommunikationsteknologien, er der i løbet af de seneste 30 år sket en eksponentielstigning i computerkraften samtidig med, at computernes fysiske størrelse og pris er formindsket.Dette vil formentlig også være tilfældet fremover, hvilket indebærer, at der kan indarbejdesintelligent design i stort set alle produkter. En stor mængde af viden vil stå til rådighed for allemed adgang til internettet. Da man samtidig må forvente en øget teknisk integration af PC’enmed mobiltelefonen, vil en stadig voksende del af jordens befolkning have adgang til denne videnuafhængig af opholdssted. Den hastige udvikling på softwareområdet vil også bidrage hertil.Informations- og kommunikationsteknologi (IKT) må i stigende udstrækning forventesindarbejdet i alle fremstillingsprocesser, lager- og distributionscentre, udsalgssteder osv., somhermed bliver stadig mere automatiserede. Dette stiller ikke kun øgede krav til arbejdskraftenskvaliﬁkationer, men også til rammebetingelserne generelt for at understøtte en højteknologiskproduktion. Nogle produktioner, som tidligere blev ﬂyttet til lavtlønslande, vil måske medfordel kunne ﬂyttes tilbage til et automatiseret produktionsmiljø i hjemlandet og dermed opnåfordelene ved stabile rammebetingelser og tættere markedsadgang.Nano-teknologien og bioteknologien kan føre til store fremskridt i sygdomsbehandling og forlængemenneskers levetid og produktive alder med mange år. Dette vil stille store krav ikke kun tilindretning af de sociale systemer, men også til arbejdspladser, karriereforløb, uddannelsessystemer,byplanlægning og meget andet.

Forholdet mellem myndigheder og borgere vil også blive påvirket af IKT-udviklingen, hvormulighederne for gensidig overvågning vil blive meget store, og den demokratiske proces kanblive påvirket. Politiets og efterretningstjenesternes værktøjer vil blive mere omfattende, mender vil også opstå nye former for kriminalitet.Den teknologiske udvikling indebærer forhåbninger om, at nogle af de store globale miljø-problemer kan løses, og at der kan udvikles nye energiformer. Samtidig indebærer videns- ogteknologispredningen dog også risiko for, at kriminelle og terrorister får adgang til bl.a.masseødelæggelsesvåben.De samfund, som får størst glæde af den teknologiske udvikling, vil formentlig være de, sombedst forstår at integrere og udnytte de teknologiske nydannelser i produktionen og bredt isamfundslivet. Dette synes at forudsætte stabile politiske og økonomiske makrostrukturer, ethøjt uddannelsesniveau og ﬂeksible markedsstrukturer, også på arbejdsmarkedet. Da ikke allelande formår at tilvejebringe disse betingelser, vil de nationale og regionale forskelle i velstandog teknologisk niveau formentlig øges i de kommende år.

Siemens scenarierDen store tyske industri-koncern Siemens bruger scenarier til at optimere koncernens strategi forF&U. Dette sker gennem opstilling af fremtidsbilleder inden for koncernens forskellige aktivitets-områder. Disse fremtidsbilleder skabes gennem en kombination af fremskrivning af nutiden(ekstrapolation) og tilbageskrivning af fremtiden (retropolation).I fremskrivningen af nutiden forsøger man at ﬁnde ud af, hvordan nutidens teknologier vil udviklesig i fremtiden. Denne metode tager ikke højde for teknologiske blindgyder eller teknologiskeudviklingsspring. For at fange disse ”overraskelser” udvikler man fremtidsscenarier, hvor der påbasis af forventede sociale og politiske strukturer, miljøhensyn, teknologiske trends og forbruger-behov opstilles fremtidsbilleder. Fra disse fremtidsbilleder forsøger man at bevæge sig tilbage tilnutiden. Derved opnår man et indtryk af, hvor nutidens teknologi vil løbe ind i forhindringer, oghvor F&U ressourcerne derfor muligvis skal indsættes.Et af fremtidsbillederne kaldes information og kommunikation. Her forventer Siemens bl.a., at allegenstande, som indgår i dagligdagen, vil være i stand til at kommunikere med hinanden. Realtids-information vil være standard i produktionen. Det vil f.eks. være muligt nøje at følge et produktsfulde livscyklus. Biler vil ikke kun være udstyret med sensorer og navigations- og kommunikations-udstyr. De vil også kunne kommunikere med hinanden for at undgå traﬁkuheld og traﬁkpropper.I et andet fremtidsbillede, som Siemens kalder automatisering og kontrol, forestiller man sig enverden, hvor massefremstilling efterhånden vil forsvinde, og hvor kunder kan bestille ”skræddersyede”produkter. I laboratorierne vil der blive anvendt computersimulationer, der kan simulere sammen-sætning af genstande helt ned til de enkelte atomer, og robotter vil være i stand til at udføretusindvis af simultane forsøg og analyser.

Den økonomiske, teknologiske og kommunikationsmæssige globalisering medfører stadig nemmereog billigere rejser i fremtiden. De senere års naturkatastrofer og den generelle terrortrussel har ikkemindsket rejselysten på internationalt plan, men trusselsbilledet vil formentlig være mere styrende for,hvor i verden mennesker rejser hen.Antallet af internationale rejser steg i 2005 med 5,5% til samlet 808 mio. Udviklingen skal sespå baggrund af en vækst i 2004 på 11% (763 mio.) og en langsigtet forventet vækstrate pågennemsnitligt 4,1% frem mod 2020. Stigningen i turistaktiviteten markerer turisme som et afde meste bemærkelsesværdige økonomiske og sociale fænomener i de seneste årtier. Internationalerejser er således steget markant gennem de seneste 55 år. Fra blot 25 mio. i 1950 til altså mereend 800 mio. i 2005. Udviklingen er drevet af den økonomiske, teknologiske og kommunika-tionsmæssige globalisering. For den rejsende bliver verden i kraft af ny teknologi stadig”mindre”, og rejselysten er i stigende grad drevet af ønsket om underholdning, spænding og(ud)dannelse, samt for emigranters vedkommende besøg hos deres familie i oprindelseslandet.I årene frem forventes antallet af internationale rejser at fordobles til over 1,56 mia. – ca. 1,2mia. af disse rejser vil foregå indenfor geograﬁske regioner, medens ca. 0,4 mia. rejser vil væreover længere afstande. De tre største modtagende regioner forventes i 2020 at være Europa medca. 717 mio. turister, Østasien/Stillehavsområdet med ca. 397 mio. turister og Nord- og Sydamerikamed ca. 282 mio. turister.

På UNWTO’s (UN World Turist Organisation) top ti over verdens forventeligt mest besøgtedestinationer i 2020 er Kina på førstepladsen med 8,3% og USA på tredjepladsen med 6,6%.Det er bemærkelsesværdigt, at 5 EU-medlemsstater er på denne liste (nr. 2: Frankrig, nr. 4:Spanien, nr. 6: Storbritannien, nr. 7: Italien og nr. 10: Tjekkiet).Væksten i international turisme sker på trods af, at verden i de senere år har oplevet adskilligenaturkatastrofer og en voksende terrortrussel. Denne type trusler har altid eksisteret, men harværet særligt fremherskende de senere år. Hertil kommer, at det globaliserede mediebilledemedfører en mere intensiv dækning af voldsomme begivenheder, der skaber grobund for frygt.Frygten for terrorangreb har dog, i alt fald indtil videre, ikke vist sig at have nogen synderligbetydning for, hvor meget folk rejser. Ligeledes synes terrorangreb, naturkatastrofer m.v.primært at have konsekvenser for valget af rejsemål på relativ kort sigt. Det udelukker dog ikke,at en væsentlig faktor for international turisme på sigt vil kunne blive følelsen af tryghed ogsikkerhed.De største usikkerhedsfaktorer i relation til den forventede vækst i international turismeudgøres af den generelle terrortrussel, risiko for stigende priser, inﬂation og rentestigninger ogden videre udvikling af pandemiske sygdomme som fugleinﬂuenza. Disse er alle faktorer, sompotentielt kan hæmme udviklingen fra dag til dag.

KAPITEL 2GLOBALISERINGENS KONSEKVENSER FOR UDENRIGSMINISTERIETGlobaliseringen skaber nye muligheder for danske borgere og virksomheder i hele verden, menogså – som beskrevet i kapitel 1 – en række globale udfordringer på tværs af landegrænser. Det21. århundredes globalisering udfordrer nationalstaternes position som ramme for den globaleudvikling og internationalt samarbejde. Globaliseringen betyder også, at eksisterende internationaleorganisationer sættes under pres, samtidig med at stadig ﬂere udfordringer kalder på beslutninger,som bedst træﬀes i internationale fora.Med den teknologiske udvikling foregår kommunikationen på tværs af landegrænser ogkulturer på en helt anden måde end tidligere – ikke mindst hurtigere, langt mere intenst ogomfattende. Der er tale om en særdeles positiv udvikling i et globalt perspektiv. Men udviklingenfører samtidig til øget risiko for, at informationer bl.a. om politiske forhold – også bevidst –fordrejes eller decideret får karakter af misinformation.Globaliseringen ændrer således vilkårene og betingelserne for dansk interessevaretagelse iforhold til udlandet – og dermed for det danske udenrigsministerium. En dansk interesse-varetagelse må nødvendigvis tilpasses disse realiteter.Alt i alt skaber den stigende kompleksitet i de internationale relationer et øget behov forudenrigspolitisk sammenhæng gennem koordination på nationalt plan. Udviklingen stiller ogsåkrav til en stadig mere tværgående opgavevaretagelse, hvis man vil forsøge at få overblik over– og så vidt det er muligt – styre internationale processer i retning af dansk interessevaretagelse.Det er derfor Udenrigsministeriets opgave at bidrage til, at danske samarbejdspartnere kan løfteglobaliseringens udfordringer i forhold til udlandet. Men det kræver nye instrumenter og nyekompetencer i Udenrigsministeriet. Det kræver et ﬁntmasket netværk i andre lande, i EU og iandre organisationer – men også i Danmark – og det kræver en koordineret og målrettetindsats. I dette kapitel tegnes et billede af de nye krav og opgaver, som globaliseringen førermed sig for det danske udenrigsministerium.I det første afsnit identiﬁceres vilkårene for Udenrigsministeriets arbejde i en globaliseret verdensamt hvilke generelle krav til instrumenter og kompetencer, der følger af globaliseringen– både i ministeriets direkte samspil med andre lande og i forhold til arbejdet i de internationaleorganisationer, som Danmark er medlem af. I det andet afsnit analyseres globaliseringensudfordringer og nye opgaver for Udenrigsministeriet i et geograﬁsk perspektiv. I analysen tagesder udgangspunkt i fem regioner: Europa, Nord- og Latinamerika, Asien, Mellemøsten/Nord-afrika samt Afrika syd for Sahara. Det står klart, at globaliseringen slår uensartet igennem i deforskellige regioner, hvilket de udenrigspolitiske indsatser, herunder instrumenter og kompetencer,selvsagt skal afspejle.

sig ligeligt med både udenrigspolitikkens mål og dens midler. Europæisk diplomati må f.eks. istigende grad koncentrere sig om samarbejdet om at opstille fælles udenrigspolitiske mål overen længere periode, og amerikansk diplomati må i en globaliseret verden i stigende gradforventes at vægte multilaterale aspekter.I den globaliserede verden skal Udenrigsministeriets medarbejdere kunne operere i ﬂere og ﬂere– ofte uformelle og ikke-statslige – netværksbaserede samarbejdsstrukturer på tværs af landegrænser.Opgaven består i at fremme en politisk globalisering, som præges af et stærkt samspil medandre lande og kulturer samt et bredt og forpligtende internationalt samarbejde, hvor beslutningeri så høj grad som muligt træﬀes i overensstemmelse med internationalt aftalte spilleregler,således at globaliseringen ikke ”løber løbsk”. Samtidig med at nationalstaterne udfordres afglobaliseringen, er en demokratisk håndtering af globaliseringen i vidt omfang afhængig af, atstaterne engagerer sig internationalt. Det udenrigspolitiske arbejde er det væsentligste redskabhertil og bliver således et styringsredskab i globaliseringen.Der er tale om en betydelig udfordring, bl.a. fordi den politiske globalisering er et nyerefænomen end den økonomiske og ikke er så gennemanalyseret og velkendt. Det gør billedetmere uklart og styringen vanskelig.Det udenrigspolitiske arbejde er naturligvis afhængigt af de betingelser, som den omgivendeverden stiller. På samme måde må det udenrigspolitiske arbejde tilpasses, så der bliver øgetfokus på de områder, hvor udenrigspolitiske relationer skaber en merværdi. Dette gælder både iforhold til varetagelsen af nationale interesser, og når det kommer til løsning af globaliseringensstore udfordringer.

Globaliseringen ændrer Udenrigsministeriets arbejdsvilkår: Den traditionelle adskillelse melleminterne og eksterne politikker udviskes, ﬂere statslige og ikke-statslige aktører arbejder internationalt,uformelle netværk spiller en større rolle og ﬂere beslutninger træﬀes uden for de formelle strukturer.Som det fremgår af kapitel 1, betyder det 21. århundredes globalisering væsentligt ændredevilkår for udenrigstjenester og diplomati helt generelt. Fra de brede politiske, økonomiske ogbefolkningsmæssige megatrends kan der identiﬁceres i alt fald ﬁre selvstændige, men også tætsammenvævede hovedtendenser, som vil forme det udenrigspolitiske arbejde i de kommende år.For det førstemindsker globaliseringen den traditionelle adskillelse mellem interne og eksternepolitikker. Det gælder også i Danmark. En indenrigspolitisk dagsorden kan lynhurtigt – hvisden rammer en nerve i nogle af globaliseringens megatrends – blive til en global dagsorden.Nationale politikker udformes mere og mere i lyset af internationale aftaler og betingelser. Detsker ikke mindst i forhold til Europas udvikling, hvor en stigende andel af danske politikker oglovgivning udspringer af EU-lovgivning. Regeringens globaliseringsstrategi er også et eksempelpå det øgede behov for, at den direkte udenrigspolitiske interessevaretagelse og internationaleaftaler forhandles og fastlægges i lyset af klare indenrigspolitiske prioriteringer.Globaliseringen betyder i det hele taget, at det bilaterale forhold til andre lande og de rammer,som skabes via internationale aftaler og alliancer, får større betydning for det nationale politiskeråderum. Eller sagt på en anden måde: En af det udenrigsministerielle arbejdes væsentligsteopgaver bliver at skabe så megetindenrigspolitiskråderum som muligt.

For det andetstiger antallet og betydningen af ikke-statslige aktører, der opererer over grænserneog globalt. Organisationer i de private sektorer opererer på tværs af grænser, og eksempelvisbrancheforeninger og erhvervssammenslutninger etablerer generelle regelsæt, der kan fåretslignende betydning på det nationale niveau. Medier, kulturpersoner og enkeltindivideroptræder i stigende grad som opinionsdannere – nogle gange uafhængigt og nogle gange isamklang med stater. Globale, folkelige bevægelser kan opnå dagsordenssættende betydning,som f.eks. den internationale gældslettelseskampagne anført af rockstjernen Bono, der sidenblev løftet af G8 og endelig formaliseret i regi af Verdensbanken og IMF. På det økonomiske planer det vurderingen, at mere end halvdelen af verdens 100 største enheder i dag er virksomheder– ikke stater. Også inden for traditionelt udenrigsministerielle kerneområder ses en lignendeudvikling. Private aktører – som f.eks. International Crisis Group – engagerer sig direkte ibl.a. mægling og monitorering af fredsaftaler mellem suveræne lande og oprørsgrupper. Ogsåkommuner, regioner og storbyer kan forventes at ønske en stigende betydning på den interna-tionale scene.Fremvæksten af ikke-statslige aktører rejser spørgsmålet om demokratisk legitimitet og ansvarlighed ide internationale relationer. Også det danske civilsamfunds mange forskellige grupper engagerersig i stigende grad i internationale netværk, hvilket bl.a. tegningesagen viste.Med staters og dermed udenrigsministeriers engagement i sådanne grænseoverskridendeproblemstillinger, som tages op af det civile samfund, skabes der – bl.a. gennem ministeransvaret– en politisk legitimitet, som kan bære håndteringen af sagerne ind i internationalt accepteredeog regulerede beslutningsstrømme. Dermed øges mulighederne for, at der etableres internationaltaccepterede og eksplicitte normer som ramme for det internationale samspil.

Handelspolitiske netværkEt af de steder, hvor netværk har vist sin store værdi for Danmark, er på det handelspolitiske område.For at styrke den indenrigspolitiske debat og vidensdeling er der oprettet en række såkaldte “BeachClubs” med deltagelse af bl.a. ministerier, organisationer og NGO’er. Her drøftes i en uforpligtenderamme de emner, der forhandles inden for Verdenshandelsorganisationen WTO med henblik på atudforme den danske forhandlingsposition, så den tager højde for de væsentligste handelspolitiskeinteresser. Netværket bidrager dermed til en bred afdækning af interesserne og til en tilsvarendebred opbakning bag det, der bliver den danske forhandlingsposition.På den udenrigshandelspolitiske banehalvdel indgår Danmark i “Northern-lights” netværket afhandelsliberale EU-lande. Der foretages her en vidtgående informationsudveksling og afstemning afsynspunkter på det handelspolitiske område, så EU’s forhandlingsposition får en mere frihandels-venlig karakter, end den ellers ville have.

Denne type grupperinger har ikke oﬃcielle hovedsæder, og beslutninger træﬀes ofte på uformellenetværksmøder i verdens store beslutningscentre. Samme tendens ses i de internationale organisa-tioner, som FN, WTO, EU osv. Også her sker et skifte i retning af uformelle beslutningsstruk-turer og alliancedannelser, som baserer sig på konkrete interessefællesskaber fra sag til sag. I EUer der således daglige eksempler på, at sagen deﬁnerer interessefællesskabet og ikke omvendt.Derfor er kontakt med og tidlig indﬂydelse i disse fora af vigtig dagsordenssættende betydning.I det hele taget er det kendetegnende for de uformelle beslutningsstrukturer, at det kræver godtiming, argumentation, overtalelse og nære og fortrolige forbindelser til andre lande ogorganisationer at få indsigt i (og få adgang til) disse møder, som skaber rammerne for senerebeslutninger og kompromisser.Tidligere var det ”kongresser” eller formelle internationale forhandlingsfora etableret i interna-tionale organisationer med nationalstater som eneste medlemmer, der på globalt plan udgjordeden væsentligste – hvis ikke eneste – forhandlingsramme. Diplomatiets fornemste opgave var isådanne fora at repræsentere og varetage statens politiske og økonomiske interesser. I dette”gamle” internationale system forhandlede nationalstaterne gennem diplomatiet om fastlæggelseaf regler, der oftest mundede ud i traktater, der blev ratiﬁceret af staterne. Denne procedureforudsatte, dels at staterne kunne betragtes som monolitiske, suveræne enheder, dels at tid stortset ikke spillede nogen rolle. Det kunne ofte tage mange år, fra man begyndte sonderinger ogforhandlinger, at få en traktat til at træde i kraft. Ofte er der sanktioner forbundet med brud påtraktater, enten økonomiske eller i givet fald legitime militære sanktioner (FN-Pagten).I dag er situationen væsentligt ændret. Det internationale system er blevet diﬀust og usammen-hængende. I dette system skabes der via de globale netværk ”best practices” (god fremgangsmåde),koordinerede løsninger uden formelt eller traktatligt grundlag, ”coalitions of the willing”(koalitioner af interesserede/villige) også på det civile område etc.Begge fremgangsmåder eksisterer selvsagt side om side. Også sidstnævnte fremgangsmåde kanmed tiden føre til egentlige aftaler eller en traktat. Denne fremgangsmåde bygger i høj grad påtilstedeværelse i netværk, og den bygger på overtalelse, argumentation, rådgivning mv. Den erogså ﬂeksibel og kan føre repræsentanter fra mange netværk sammen og ”gå lige til sagen” påsamme måde som i ikke-statslige netværk. Ulempen er, at processen er mindre gennemsigtig ogpotentielt ansvarsforﬂygtigende. Men dog ikke i samme grad som hvis globaliseringen var udeninstitutioner som diplomatiet, hvorigennem processen sættes ind i et nationalt og internationaltpolitisk ”helhedsbillede”.Det udenrigsministerielle arbejde skal indrettes, så det forøger råderummet for påvirkning ogovertalelse. Dette arbejdes essens har netop været forhandling, argumentation, allianceskabelse,overtalelse, aftaler etc., og disse evner bliver der endnu mere behov for i et internationaltsystem, som bygger på, at der netop ikke i så høj grad som tidligere kan tales om, at ”tingene ersat i system” via internationale organisationer med nationalstater som (eneste) medlemmer.For det fjerdeses en opblødning af grænserne mellem sektorer. Det indebærer, at det på nogleområder bliver sværere at sondre skarpt mellem bl.a. forskellige ministeriers sagsområder, bådenationalt og internationalt. Det gælder især inden for fagområder som forskning og uddannelse,sundhed, energi, miljø og erhverv, der i særlig grad udfordres af globaliseringens megatrends.

MellemøstkvartettenDet måske bedste eksempel på et uformelt netværk, hvor beslutninger og positioner formes ogtræffes, er Mellemøstkvartetten. I dette samarbejde mellem USA, Rusland, FN og EU nåede manunder det danske EU-formandskab i 2002 til enighed om en såkaldt køreplan eller ’road map’for oprettelsen af en palæstinensisk stat og dermed en endelig fredsløsning mellem Israel ogpalæstinenserne. Israel og den palæstinensiske ledelse har formelt accepteret planen, og den hari form af Sikkerhedsrådsresolution nr. 1515 (2003) opbakning fra et enigt Sikkerhedsråd. Selvomfristen, for hvornår planen skulle være afsluttet, er overskredet, er der bred enighed om, at køreplanenforbliver et centralt element i fredsprocessen.Mellemøstkvartetten er særlig interessant, fordi den på én gang rummer mange af de særtræk, somi større eller mindre omfang vil kendetegne fremtidens uformelle og ﬂeksible netværk. Kvartetten eren sagsorienteret alliance. Den inddrager de lande og internationale organisationer, der af konﬂiktensparter ses som de centrale eksterne parter til konﬂikten. Den indeholder den rette balance mellemstærk nationalstatsbaseret magt og international retsorden. Endelig illustrerer den, hvordanDanmark via EU kan sikre sig en plads i og indﬂydelse på en proces, der har stor global betydningog opmærksomhed.

Eksempelvis kan ressortgrænserne mellem sager af energipolitisk, miljøpolitisk, erhvervspolitisk,fødevarepolitisk og udenrigspolitisk relevans være ﬂydende. Som konsekvens heraf bliverinternationale forhandlinger stadig mere sammenvævede. De mange aktører og sagerneskompleksitet betyder, at det bliver vigtigt at have et samlet overblik, så mulighederne foralliancedannelser på tværs af lande og i de internationale forhandlingsfora kan udnyttes optimalt.Alt i alt indebærer globaliseringen og dens nye udfordringer en grundlæggende forandring afden måde, hvorpå internationale relationer håndteres. Udenrigsministeriet har en central rolleat spille i forhold til disse ændrede rammebetingelser. Med sin placering i krydsfeltet mellemnationale og internationale forhold. Med sin adgang til og deltagelse i formelle institutionerog uformelle internationale netværksdannelser. Som brobygger mellem danske interesser ogaktører i udlandet. Og med en tværgående rolle i forhold til hjemlige spørgsmål medinternationale aspekter – ikke mindst i forhold til EU, men også i forhold til en lang rækkeandre emner og aktører.Der stilles skarpt på merværdi

Det står klart, at et lands muligheder for at virke internationalt i en globaliseret verdenafhænger af evnen til at indgå i de rette netværk. Mulighederne for at påvirke et andet land, enudvikling eller en konkret forhandlingssituation i en gunstig retning vil afhænge af tilstedeværelseni sådanne netværk og dér have den indﬂydelse, som ﬂyder af viden, indsigt, evne til alliance-skabelse og forhandlingsevne. Det bliver en spidskompetence at operere i en verden med stadigﬂere – ofte uformelle og ikke-statslige – netværksbaserede samarbejdsstrukturer.I det komplekse netværk af relationer, som opstår og udvikles mellem danske og internationaleaktører, bliver det Udenrigsministeriets opgave at tilvejebringe de bedst mulige rammebetingelserfor den samlede danske interessevaretagelse. Dette kræver et direkte kendskab til både dedanske og internationale aktører, andre lande, deres interesser, strategier og ressourcer. Detforudsætter også, at Udenrigsministeriet har et eﬀektivt kontaktnet i ind- og udland og delerdette netværk eﬀektivt med sine samarbejdspartnere.Ved en omskrivning af cogito ergo sum kunne man hævde, at hvis man ikke er en del af netværkenei den globaliserede verden, så ”eksisterer” man ikke i denne verden – og jo større og vigtigerenetværk, man er med i, jo bedre er mulighederne for indﬂydelse. Lande, der ikke er tilstrækkeligtopmærksomme på de globale megatrends, og som ikke i tilstrækkelig grad er ”koblet på” deglobale netværksdannelser, vil uvægerligt komme til at stå svagt i globaliseringen. Netværksskabelsehar i realiteten overtaget hierarki og bureaukrati som den primære organisations- og kommunikations-form. Koordinationsinstrumenterne er horisontale, og organisationsmåderne bliver det også.Med den stadig større kompleksitet følger også krav til stadig mere sammenhængende og tvær-gående instrumenter. Her er det Udenrigsministeriets opgave at være samlingspunkt for danskeudenrigspolitiske synspunkter. Det centrale spørgsmål bliver, hvordan Udenrigsministeriet kansikre størst mulig indﬂydelse og bedst mulig placering for Danmark og danske interesser i detglobale netværkssamfund.

Udenrigsministeriets instrumenter og kompetencer skal tilpasses de nye behov, som globaliseringenskaber. Samtidig skal opgaverne i stigende grad håndteres gennem et styrket samarbejde med en bredkreds af danske såvel som internationale partnere.Regeringens globaliseringsstrategi ”Fremgang, fornyelse og tryghed” er udtryk for en oﬀensivtilgang til de nye udfordringer og opgaver, som globaliseringen fører med sig. Det er et mål, atdanske interesser til enhver tid skal varetages så eﬀektivt som muligt på den globale scene– politisk, økonomisk, kulturelt og konkret for danske borgere og virksomheder.Globaliseringen kræver således en bredspektret, sammenhængende og konsistent tilgang, i ogmed at de ﬂeste emner er tværgående.Den danske udenrigstjeneste er allerede en såkaldt enhedstjeneste, der samler hele paletten afinternationale opgaver i én sammenhængende struktur. Enhedstjenesten gør det muligt – udenstore organisatoriske og forvaltningsmæssige hindringer – at levere eﬀektive svar på konkreteinternationale og globale udfordringer på tværs af arbejdsområder. Udenrigsministeriet levererinden for sin kunnen en lang række oﬀentlige goder og værdier.

Det drejer sig om, at Udenrigsministeriet udfører dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik på enmåde, der skaber størst mulig fred, sikkerhed, stabilitet og udvikling for Danmark i detsnærområder og i verden som helhed. Udenrigsministeriet varetager i forlængelse heraf en storbevilling, for tiden på ca. 11,7 mia. kr., der går til udviklingsbistand i ﬂere af verdens fattigstelande. Udenrigsministeriet skaber merværdi for danske virksomheder årligt anslået til ca. 3,5mia. kr., og bistår danskere der kommer i nød i udlandet.Den danske udviklingsbistandsorganisation Danida blev allerede i forbindelse medUdenrigskommissionen i 1991 samlet i en enhedsorganisation med direktøren som leder afden samlede udenrigstjeneste. I 2001 blev det samlede eksportfremmearbejde ved lov samleti Danmarks Eksportråd indenfor rammerne af Udenrigsministeriet.Udenrigsministeriet må bedømmes på, hvor godt det udfylder disse rammer til gavn for landetog for den indﬂydelse, Danmark ønsker at have i verden.

Indsatsen i Afghanistan viser styrken ved et integreret UdenrigsministeriumAfghanistan er præget af en række udfordringer med global rækkevidde og relevans. Først ogfremmest skal det sikres, at landet ikke igen bliver arnested for international terrorisme. Derfor skalden afghanske regerings bestræbelser på at opbygge et mere demokratisk og tolerant samfund– efter landets dyrekøbte erfaringer med et islamistisk Taleban-styre – støttes. Derudover skal denomfattende fattigdom bekæmpes, millioner af tilbagevendende ﬂygtninge integreres, og der krævesogså en mangesidet indsats for at reducere opiumsøkonomien.Den danske enhedstjenestes muligheder for at kombinere virkemidler leverer konkrete og sammen-hængende svar på udfordringerne. Ambassaden i Kabul understøtter det danske forsvars forbindelsertil Afghanistans politiske ledelse og sikrer samtidig en aktiv samklang mellem de civile og militæreinitiativer til fremme af stabilitet og udvikling. Danmark har støttet valg og parlamentets funktions-duelighed samt opbygning af et civilt samfund, f.eks. menneskerettighedsorganisationer. Derudoveranvendes den danske nærområdeindsats til at bistå med ﬂygtningeintegration, samtidig med atgrundskoleundervisning og udvikling i landområderne fremmes. Ambassaden hjælper også danskerefra private virksomheder og NGOer til at udføre deres daglige arbejde – som gennemføres trods etikke ubetydeligt trusselsniveau.

I kraft af Udenrigsministeriets integrerede tilgang, tætte samarbejde med andre ministerområderog direkte tilstedeværelse i udlandet bliver det muligt at løfte og forfølge overordnede ogtværgående danske interesser på tværs af sektorspeciﬁkke politikområder. I takt med både denøkonomiske og politiske globalisering får andre ministerområder samtidig stadig størrebetydning som selvstændige internationale operatører på deres egne fagområder. Dette styrkerden danske interessevaretagelse i forhold til udlandet, og ikke mindst i forhold til EU-samarbejdet.Princippet om en enhedstjeneste er videreført i forholdet til andre ministerområders internationaleaktiviteter. Danske repræsentationer udgør samlet set en platform i udlandet i hele centralad-ministrationens tjeneste. Princippet kan bl.a. ses i bemandingen af de danske repræsentationer iudlandet. Allerede i dag er over 10% af udsendte akademiske medarbejdere specialattachéer fraandre fagministerier. Det er en udvikling, som globaliseringen forventes at forstærke, og som viløge eﬀektiviteten af den samlede danske interessevaretagelse på globalt plan.

Udenrigsministeriets kerneopgave har traditionelt været knyttet til håndteringen af forholdet ogforhandlinger mellem stater. Med globaliseringen ændrer de konkrete opgaver sig. Men detsamlede behov for Udenrigsministeriets opgaver og kapacitet til at løfte dem øges.Det siger sig selv, at hverken gårsdagens organisationsstruktur eller dens teknologi vil overleve ifremtidens komplekse omgivelser. Hvis Udenrigsministeriet skal være en stødpude i fremtidensturbulente, globaliserede verden og sikre fremskridt i, hvad man kunne kalde en ”dynamiskstabil” verden, kræver det nye redskaber og kompetencer.Med globaliseringen følger et øget behov for, at Udenrigsministeriets klassiske udenrigspolitiskeinstrumenter og opgaver bredes yderligere ud og stilles til rådighed for danske samarbejdspartnere,der har udenrigspolitiske interesser. Det gælder særligt indsigt i, viden og rådgivning om andrelande, internationale forhold, forhandlinger og allianceopbygning. Men også at Udenrigsministerietbenytter sig af den viden, der ﬁndes i civilsamfundet om internationale forhold.Udenrigsministeriet skal tjene til, at der skabes de bedst mulige resultater internationalt.Udenrigsministeriet skal i den forbindelse aktivt benytte sig af de muligheder, som den direktetilstedeværelse i andre lande og ved centrale internationale institutioner som EU, FN, NATOog WTO giver.Danmark har over en årrække opbygget et godt renommé som en saglig og troværdig samarbejds-partner både i forhold til andre lande og i forhold til de internationale samarbejdsfora medveludviklede netværk og stærke kompetencer. Disse instrumenter skal videreudvikles og fortsatbenyttes aktivt i varetagelsen af danske interesser og håndteringen af globaliseringens udfordringer.Evnen til at rådgive regeringen, Folketinget, grønlandske og færøske myndigheder, erhvervslivog civilsamfund afhænger af et professionelt udenrigsministerium. Et udadvendt og aktivtudenrigsministerium skal indgå i og trække på de netværk, der har indﬂydelse på eller kanpræge den internationale udvikling som anført ovenfor.Det kræver høj ﬂeksibilitet og tilpasningsevne i Udenrigsministeriet for til stadighed at være tilstede de rette steder i udlandet.Selvom den hastige udvikling på kommunikationsområdet gør det stadig lettere at følge dengenerelle politiske og økonomiske udvikling i andre lande og ”holde kontakt” over langeafstande, spiller den personlige tilstedeværelse fortsat en afgørende rolle. Den løbende, personligekontakt til andre landes beslutningstagere og meningsdannere er en vigtig del af det udenrigs-politiske arbejde. En troværdig dialog forudsætter indgående viden om de kulturelle normer ogspilleregler, som skal respekteres. Det dygtige diplomati forstår dette og benytter denne videntil at opnå den fortrolighed og kontakt, som kan danne basis for, at danske beslutningstagerefår et bedre grundlag for at træﬀe beslutninger og får den rette rådgivning.

Et af nøgleinstrumenterne til at formidle denne viden er indberetningsvirksomheden, der medglobaliseringen således bliver endnu vigtigere, men som samtidig hele tiden skal være på forkantmed den internationale udvikling. Indberetningerne skal tilpasses og fokuseres på merværdi ogde konkrete behov hos de partnere i det danske samfund, navnlig ministerierne, som de tilgår.Hvis indberetningerne formår dette, vil de være et meget centralt instrument og kilde til videnfor regeringen, Udenrigsministeriet og dets samarbejdspartnere i Danmark.Også i internationale forhandlingsprocesser vil der være behov for med stor præcision og denrette timing at placere og indhente de rigtige budskaber på og fra det rigtige sted. I en globaliseretverden med en stadig stigende informationsudveksling vil det ofte tjene et værdifuldt ﬁltrerings-hensyn, at disse budskaber udveksles ved personlig mellemkomst. Troværdige og politiskafstemte budskaber aﬂeveret på rette sted danner – også i en globaliseret verden – grundlag forinteressevaretagelse i forhold til andre lande. Eﬀektiv håndtering af internationale møder ogforhandlinger kræver direkte og aktiv tilstedeværelse både forud for, under og efter møderne.Man kan ikke nøjes med at sende en e-mail eller oplæse et hjemmefra forberedt indlæg eller entale på selve mødet og derefter rejse hjem igen. Møder og forhandlinger består i forberedelse medpåvirkning af holdninger og alliancedannelser forud for selve mødet, stadige omformuleringer ogtilpasninger af tekster i den ønskede retning, og at kunne fornemme og se nye åbninger hosmodparten, der kan drages fordele af.Et bredt internationalt netværk af centralt placerede kontakter vil medvirke til at tilvejebringegrundlaget for analyser, vurderinger og indberetninger om lokale samfundsforhold og internationalepolitiske og økonomiske emner, der har indﬂydelse på danske forhold, eller hvor andre landesholdninger kan søges påvirket.I det hele taget skabes der med globaliseringen og en aktiv dansk rolle i globaliseringensbrændpunkter – såvel de positive som de negative – et øget behov for at udvikle og styrkeambassadernes traditionelle analyse- og indberetningsvirksomhed. Ambassadernes analyser ogindberetninger kan med baggrund i et lokalt netværk skabe et uvurderligt grundlag for dennationale beslutningsproces i regeringen såvel som i Folketinget, blandt virksomheder og icivilsamfundet.Udover aktivt og innovativt at bidrage til at forme den internationale meningsdannelse omDanmark har de danske ambassader med deres lokale direkte tilstedeværelse i de rette netværken voksende opgave med at sikre kvaliteten og validiteten af de informationsstrømme, der skaldanne grundlag for udformning af danske politikker. Hvor nyhedsmedier oftest fokuserer på”dagens hændelser”, kan ambassaderne give et mere dybtgående billede af situationen. Det visersig på stort set alle områder af udenrigspolitisk relevans, hvor Udenrigsministeriet har netværkog direkte kontakter til andre landes stedlige myndigheder og beslutningstagere. Den diplomatiskekodeks for gensidig fortrolighed skaber rammen for dette arbejde. Der vil derfor som hidtil værenaturlige grænser for, hvilke oplysninger som kan deles bredere, men det vil være Udenrigsministerietsmål – indenfor rammerne af gensidig fortrolighed – at udbrede denne viden til gavn for andre.Tilstedeværelsen i de brændpunkter, hvor Danmark er udenrigspolitisk, militært eller erhvervs-mæssigt engageret, er eksempler herpå. Den viden, som danske udsendte sammen med andrerepræsentanter for danske myndigheder har i brændpunkter som Afghanistan, Irak og Mellem-østen, giver danske beslutningstagere et kvaliﬁceret grundlag for at træﬀe beslutninger omf.eks. den danske militære og civile indsats disse steder. Eksempelvis kræver en eﬀektiv udnyttelseaf Det Arabiske Initiativs forskellige komponenter ligeledes en direkte dansk tilstedeværelse iregionen – og ofte ”ude i marken” blandt folkelige og religiøse organisationer.

Globaliseringens kompleksitet fordrer i det hele taget, at Udenrigsministeriet til stadighed skalhave den faglige kapacitet til tidligt at indfange nye tendenser og politiske strømninger samtidentiﬁcere og skabe kontakt til dagsordenssættende aktører. Det gælder også aktører i det civilesamfund i bred forstand – bl.a. religiøse og kulturelle grupperinger – som ofte agerer udenforde formelle beslutningsstrukturer. Med sådanne gruppers stigende muligheder for at påvirkeden globale politiske dagsorden skal et moderne udenrigsministerium kunne håndtere kontakt,overvågning og informationsindsamling i nye sammenhænge. Det langvarige danske samarbejde ibl.a. udviklingslande med lokale menneskerettighedsorganisationer og andre folkelige bevægelserskaber et godt grundlag herfor.Arbejdet kræver samtidig ﬂere og nye sprogfærdigheder ikke mindst i forhold til lande iglobaliseringens brændpunkter i Mellemøsten, Nordafrika og Asien, større viden om andrelandes historie, kulturer og religioner, som via globaliseringens udvikling vil kunne påvirkedanske forhold og interesser, samt IT-redskaber som kan sikre en hurtig og sikker kommunika-tion.Udenrigsministeriet samarbejder også i stadig stigende grad med den samlede danskeressourcebase bestående af forskere, myndigheder, virksomheder, organisationer og enkeltpersoner,som har særlig indsigt eller interesser i de pågældende lande og regioner, herunder danskeremed anden etnisk baggrund. Globaliseringen betyder i det hele taget, at et stigende antaldanskere ofte i længere perioder opholder sig rundt omkring i verden i erhvervs-, studie- ogfamiliemæssige sammenhænge.Med erhvervslivets internationalisering, ﬂere studieudvekslingsordninger etc. vil der også væreﬂere og ﬂere udlændinge, som i deres hjemlande har direkte kontakter til og viden omDanmark. Men også mange danskere og personer, der opholder sig i landet, har indsigt i f.eks.mellemøstlige og asiatiske forhold som følge af deres etniske baggrund. For Udenrigsministerietskaber denne udvikling øgede muligheder for, ikke mindst via ambassaderne, at skabe netværkmed interesserede danskere og udlændinge og dermed et direkte samarbejde ”på stedet” forfremme af danske interesser, dansk eksport, dansk kultur og viden etc.Udviklingsbistanden

Globaliseringens megatrends vil også få betydelig indﬂydelse på dansk udviklingsbistand i dekommende år. Det fremgår af regeringens globaliseringsstrategi, at den danske udviklingsbistandskal yde et eﬀektivt bidrag til at opnå den halvering af fattigdommen inden 2015, som FN harfastsat som mål. Afrika skal have særlig opmærksomhed som følge af kontinentets storeudfordringer, herunder problemerne med at blive integreret i den globale økonomiske vækst.Derudover vil en væsentlig del af bistanden rette sig mod stabilisering af svage stater, dermangler evnen til at håndtere globaliseringens store udfordringer.Globaliseringen forventes også fremover at sætte sit præg på implementeringen af dansk udvik-lingsbistand og mere konkret på de løbende 5-årige prioritetsplaner. Der ses to hovedtendenser.Nye bistandsprincipper med øget lokalt ejerskab, harmonisering af donorernes bistandsindsatser,resultatorientering og gensidig ansvarlighed vil også føre til et tættere samarbejde mellemdonorerne og med multilaterale aktører, ikke mindst på landeniveau. Den anden tendens går iretning af en massiv opprioritering af støtten til kapacitetsopbygning og god regeringsførelse imodtagerlandene. God regeringsførelse og respekt for menneskerettigheder, inklusiv kvindersrettigheder, er nøglen til udvikling. Uden god regeringsførelse – kombineret med fornuftigeøkonomiske politikker og investeringer i menneskelige ressourcer – vil andre udviklingsindsatserkun have begrænset virkning.

Udviklingspolitikken og kampen mod fattigdom vil i det hele taget i højere grad skulle spillesammen med andre politikområder. Blandt andet i forhold til ﬂygtninge-, handels- ogmiljøpolitiske overvejelser og i forhold til at fremme menneskerettigheder, demokrati og eninternational retsorden samt bekæmpe den internationale terrorisme. For globaliseringen harnetop understreget disse problemområders tætte sammenhæng med de grundlæggende årsagertil fattigdom, ligesom problemløsningen vil kunne bygge på synergien mellem de forskelligepolitiske virkemidler. Det vil samtidig være stadig vigtigere at anerkende kulturelle og religiøseforskelle mellem samarbejdslandene, hvilket understreger behovet for tilstedeværelse og et dybtkendskab til de lande, hvor der ydes støtte til f.eks. lokale reformkræfter.På globalt plan taler meget for, at den samlede udviklingsbistand vil stige i fremtiden, efterhåndensom ﬂere og ﬂere af især de større EU-lande øger bistanden. Derudover vil ﬂere af globaliseringensvindere som Kina og Indien, men også olierige lande fra den arabiske kulturkreds slutte sig tilkredsen af donorlande. Det vil være vigtigt at opretholde den danske udviklingspolitiske tyngdeog indﬂydelse – og dermed også dansk ”blød magt”. Dette kan ske ved at sikre, at det danskeengagement i det internationale donorsamarbejde styrkes. Danmark skal i endnu højere gradplacere sig centralt i de netværk, hvor spillereglerne for fremtidens internationale udviklings-samarbejde fastlægges. Målet vil være at sikre dansk indﬂydelse på udviklingen af en transparentog regelbaseret bistandsdagsorden, der inddrager de nye donorlande, og som eﬀektivt bidragertil at eliminere global fattigdom.Eksport- og investeringsfremme

For den enkelte virksomhed har globaliseringen selvsagt store konsekvenser, ligesom detsamlede danske erhvervsliv vil stå over for en række nye muligheder og udfordringer. Det ervigtigt, at eksport- og investeringsfremmeindsatserne, samlet i Danmarks Eksportråd indenfor rammerne af Udenrigsministeriet, på bedst mulig måde understøtter dansk erhvervslivsinternationalisering og konkurrenceevne.Udover at fremme danske økonomiske og kommercielle interesser og derigennem stigendeinternationale handelsforbindelser for Danmark udgør Udenrigsministeriets eksport- oginvesteringsfremmearbejde et bidrag til udviklingen af stabile og fredelige internationaleforhold.Herved bliver eksportfremmearbejdet også et politisk-økonomisk virkemiddel, og det kan medandre ord siges, at stigende handelsmæssige forbindelser fremmer en fredelig verden. Wiener-konventionen af 1961 nævner således også som et af hovedformålene med diplomatiet, netopfremme af fredelige forbindelser mellem lande, herunder på det økonomiske og kommercielleområde.Statslig eksportfremme i en globaliseret verden må samtidig tilpasse sig globaliseringensudfordringer og vilkår. Eksportfremmeindsatsen i en globaliseret tidsalder er derfor heltanderledes end den traditionelle indsats, der i det væsentlige bestod i toldoplysning og andrereaktive opgaver. I dag foregår arbejdet på en helt anden måde. Specialiserede medarbejderebistår virksomhederne på en række områder. Samspillet og synergien med handelspolitikken eret område, der ligeledes varetages af Danmarks Eksportråd.

Det tætte samspil mellem den politiske og den kommercielle indsats øger ikke blot ”døråbner-funktionen” for danske virksomheder i udlandet, men er også en vigtig forudsætning forUdenrigsministeriets særlige virksomhedsrådgivning, hvor hård kommerciel viden omf.eks. afsætningskanaler kobles med analyser om de bagvedliggende politiske og økonomiskesammenhænge, påvirkningsmuligheder overfor centrale beslutningstagere mv. Dette bliver envigtigere opgave i fremtiden.Samlet vil globaliseringen øge betydningen af en stærk oﬀentlig markedsføring af Danmarksom led i en eﬀektiv eksport- og investeringsfremmeindsats. Dette afspejles i regeringensglobaliseringsstrategi og i Danmarks Eksportråds nye strategi ”Globalisering i praksis”.Der er behov for en styrket indsats på ﬂere felter. Et område er en øget indsats inden for dekreative og innovative erhverv med fokus på områder som ren energi, miljøeﬀektivitet, koblingaf teknik og kreativitet og oplevelsesøkonomi. Også danske virksomheders innovation skalunderstøttes bedre. Der må sikres reel adgang til førende udenlandske forsknings-, innovations-og erhvervsmiljøer, bl.a. ved etablering af innovationsbrohoveder i tilknytning til danskerepræsentationer i udlandet.Vækstmarkederne skal også gives større prioritet med særlig fokus på vækstlande i bl.a. Asien,og særligt Kina og Indien, som det fremgår af regeringens globaliseringsstrategi. Koblet hertilskal der arbejdes for indgåelse af bilaterale handels- og investeringsaftaler mellem EU og lande,hvor dansk erhvervsliv har særlige interesser.Som et særligt indsatsområde skal arbejdet med at tiltrække udenlandske investeringer, studerende,turister og værtskaber for større internationale konferencer styrkes. Både i intensitet, i form afmere fokuseret indsats i ﬂere lande og sektorer, og i eﬀektivitet, i form af stærkere samarbejdemellem de danske aktører.Public diplomacy

Med regeringens globaliseringsstrategi slås det fast, at det er nødvendigt at øge omverdenens kendskabtil og viden om Danmark og danske forhold (public diplomacy). En sådan øget forståelse vil ien stadig mere globaliseret verden være af stor betydning for varetagelsen af danske interesser. Ogsåfordi der med globaliseringen skabes øget konkurrence mellem staterne om positiv national markeds-føring og omtale (”branding”). Ikke mindst formidlingen af viden om grundlæggende danske værdierog kompetencer til andre lande og kulturer fordrer koordinerede, troværdige og målrettede indsatser,som danske ambassader i høj grad vil skulle bidrage til. Public diplomacy er på denne måde et centraltelement i skabelsen af et renommé og dermed ”blød magt” internationalt. Blandt hovedopgaverneer at viderebringe, bekræfte, afkræfte, komplementere og nuancere information om Danmarksamt opbygge netværk og gensidig forståelse bl.a. gennem udveksling af mennesker og idéer.At betydningen af public diplomacy er voksende, skyldes ikke mindst, at information ogmisinformation med globaliseringen spredes stadig bredere og med stadig større hastighed.Adgangen til information er blevet revolutioneret gennem moderne kommunikationsformersom ”blogs” og chatrooms på internettet, sms’er og den globale mediedækning. Betydningen afpublic diplomacy vokser også i takt med, at grænserne mellem indenrigspolitik og udenrigspolitikudviskes, og hjemlige politiske spørgsmål dermed i stigende grad får en ekstern dimension ogomvendt. Endvidere retter public diplomacy sig netop mod en bred kreds af ikke-statsligeaktører, der med globaliseringen spiller en stadig større rolle internationalt.

Via medierne skaber globaliseringen en ”realtidsverden”, hvor hændelser dækkes nærmestøjeblikkeligt. Det stiller store krav til Udenrigsministeriet at være konstant opdateret både omoverordnede udviklinger i udlandet (ulykker, naturkatastrofer, krige, etc.) og om sager oghændelser, der berører danskere i udlandet. Ambassadernes rolle er central, fordi det er hér,danske borgere naturligt henvender sig, når uforudsete og svært håndterbare situationer opstår iudlandet. Det slås i regeringens globaliseringsstrategi fast, at instrumenter til kontakt med ogbeskyttelse og evakuering af danske borgere skal forbedres, bl.a. ved styrket samarbejde mellemEU-landenes ambassader. Der ses også muligheder for i nordisk regi at udnytte et godt lokaltsamarbejde. Det må dog konstateres, at Libanonkrisen viste, at staterne i sidste ende måtte faldetilbage på nationale foranstaltninger.Globaliseringen fører til, at ﬂere danskere i kortere eller længere perioder opholder sig iudlandet. Samtidig betyder den øgede turisme, at behovet for bistand til danskere i udlandet erstigende, og at kravene til Udenrigsministeriets borgerservice vokser yderligere. Det gælder ikkemindst i forhold til fjernere lande og regioner, hvortil Danmark traditionelt ikke har tætteforbindelser. Terrorisme, naturkatastrofer eller globale sundhedsrisici kræver også et styrketberedskab. Tsunamien og de senere års mange terrorangreb samt Libanonkrisen har øgetforventningerne til Udenrigsministeriets og ambassadernes kriseberedskaber og til en styrkelseaf det internationale samarbejde.Udenrigsministeriet skal være opmærksom på, hvor i verden danskerne er turister, arbejder,studerer og besøger familie eller vælger at trække sig tilbage. Kriseberedskabet og den danskerepræsentationsstruktur skal afspejle dette, så der i videst mulige omfang kan ydes dennødvendige assistance. Der vil være behov for en ﬂeksibel repræsentationsstruktur, der ogsåafspejler masseturisme og store turistcentre.Som følge af bl.a. terrortruslen efterspørger borgere, virksomheder og medier i stigende gradUdenrigsministeriets rejsevejledninger, som udarbejdes med ambassaderne som en af devigtigste kilder.Der stilles ligeledes krav til hurtig og korrekt behandling af ansøgninger om visa og opholds-tilladelser. Der er desuden ﬂere sager, der afspejler den ændrede befolkningssammensætning(f.eks. barnebortførelser og tvangsægteskaber). Immigrationen til Europa – legal såvel somillegal – er i vækst, og i årene fremover vil der være fokus på udstedelse af visum og opholds-tilladelser. Der skal fortsat leveres eﬀektiv og professionel service til ansøgere, samtidig med atder føres eﬀektiv kontrol med de stadig mere avancerede, herunder teknologiske, metoder til atomgå reglerne. Udenrigsministeriets rolle består i dels behandlinger af ansøgninger om visum ogopholdstilladelser, dels at sikre informationsudveksling, videndeling og koordinering i de centralenetværk, med de ansvarlige ressortmyndigheder, udlændingemyndighederne og Rigspolitiet.

I et internationalt miljø, hvor multilateralt samarbejde i eksisterende organisationer løbendeudfordres af uformelle konstellationer og netværk, vil en hovedopgave være at eﬀektivisere deinternationale organisationers beslutningsprocesser og indsatser, så de kan fungere som eﬀektiveinstrumenter for den globale opgaveløsning, hvor det er relevant.Dansk interessevaretagelse i forhold til de multilaterale globale og regionale institutioner vilogså blive påvirket af globaliseringen. Først og fremmest fordi de centrale internationaleorganisationer i stigende grad står overfor, hvad der kunne kaldes et multilateralt dilemma:Selvom globale problemer logisk set bedst kan løses i en multilateral ramme, modvirkermanglende interne reformer og organisationernes stigende og store antal medlemslande med oftedivergerende interesser eﬀektive globale beslutningsprocesser. Denne konsekvens af globaliseringentræder tydeligst frem i FN og WTO, men også andre organisationer som EU påvirkes. Detgælder for alle internationale organisationer, hvor Danmark har vigtige interesser at forfølge, atbetydningen af et udbygget kontaktnet i organisationerne på ﬂere niveauer, bl.a. via sekunderededanskere, vil vokse i de kommende år.I det følgende gives et billede af globaliseringens betydning for en række af de internationale ogregionale organisationer, hvor Danmark er medlem. EU behandles i afsnit 2.2.1.FNer formentlig den internationale ramme, hvor globaliseringens megatrends slår kraftigst

igennem. FN’s største aktiv er den legitimitet, som kun beslutninger truﬀet i enighed af alleverdens suveræne stater eller i Sikkerhedsrådet kan have. Men bl.a. det stigende medlemstal hargjort det stadig sværere at nå til enighed. FN’s strukturer reﬂekterer heller ikke de nye magt-konstellationer, som er blevet etableret siden 2. verdenskrig, og som globaliseringen skaber.Centrale aktører som f.eks. Japan, Tyskland, Indien og Brasilien er ikke fast repræsenteret iSikkerhedsrådet. Heller ingen lande fra den arabiske kulturkreds har fast sæde i Rådet, og denverdensdel, Afrika, som Sikkerhedsrådet beskæftiger sig mest med, har heller ikke et fast sæde.Også som udviklingsaktør står FN i et vadested. Med 2015 Målene – otte fælles pejlemærkerfor samarbejdet om at fremme en bæredygtig udvikling for hele verdens befolkning – har FNsat en overordnet normativ dagsorden for den globale udviklingsbistand i de kommende år.Men på det organisatoriske plan ser det vanskeligere ud. Der er bl.a. brug for at overveje, hvormange FN-organisationer der er behov for, ikke mindst i lyset af den skiftende globale udviklings-dagsorden.

Der er i det hele taget usikkerhed mht. FN’s udvikling. FN som sådan synes ikke at blive detcentrale omdrejningspunkt og ”regulator” af globaliseringens udfordringer, som mange harhåbet på. Et sandsynligt scenario er, at FN vil fokusere på en række vigtige delområder af denglobale udvikling og levere betydningsfuld merværdi på disse. Et særligt område med globaltperspektiv er menneskerettigheder. Oprettelsen af FN’s Menneskerettighedsråd har været enmærkesag for Danmark, og der ses grundlag for en aktiv udenrigspolitisk indsats som et væsentligtelement i arbejdet med at fremme respekten for menneskerettigheder overalt i verden. Ogsåinden for post-konﬂikt og fredsopbygning, ikke mindst i Afrika, ses der muligheder for, atFN kan spille en central rolle. Bl.a. derfor har Danmark arbejdet aktivt på at oprette FN’s Freds-opbygningskommission.Danmark vil fremover fortsat have en grundlæggende interesse i et stærkt FN. Et bredt ogforpligtende samarbejde om internationale regler og normer er et værn mod globaliseringensnegative sider. Samtidig er FN på en lang række områder den bedste – og i nogle tilfælde eneste– multilaterale ramme for håndtering af globale emner. Danmark må derfor forholde sigkonkret og pragmatisk fra sag til sag med hensyn til mulighederne for at ﬁnde løsninger viaFN. Beslutninger i FN giver legitimitet, og sanktioner vedtaget i FN giver bredde i indsatsen.Men på grund af beslutningsprocesserne risikerer organisationen at blive blokeret (Kosovo) ellerhandle for sent (Rwanda). Derudover vil det langt fra i alle tilfælde kunne lade sig gøre at opnåden fornødne enighed blandt FN’s lande, og i nogle tilfælde, hvor det faktisk kan lade sig gøre,kan fællesnævneren blive for lav.Her kan en anden mulighed være en aftale i en bredere eller snævrere koalition, som i førsteomgang etableres uden for FN’s formelle strukturer for måske på et senere tidspunkt at bliveindplaceret i en FN-ramme. Et godt eksempel på et sådant samarbejde med dansk deltagelse,der på pragmatisk vis supplerer de etablerede multilaterale strukturer og internationale aftaler,er PSI, Proliferation Security Initiative, jf. afsnit 1.1.3.Verdensbankenspiller en stadig større rolle som udviklingspolitisk aktør og sætter i stigende

grad dagsordenen for den internationale politikformulering på udviklingsområdet. Detteskyldes ikke mindst Bankens udviklingsøkonomiske ekspertise og evne til at samle de rettekapaciteter. For Danmarks internationale indﬂydelse er det derfor vigtigt at fastholde de tætterelationer til Banken. Det bliver en stadig større udfordring at placere sig i forhold til de fagligenetværk, som ligger til grund for Bankens politikudvikling – både for at øge den danske indﬂydelse iBanken og for at inspirere den danske strategiske tænkning. I kraft af det regionale ejerskab harde regionale udviklingsbankerpotentialet til at spille en større rolle på de respektive kontinenter.OgsåWTO-samarbejdetpræges af vanskelighederne med at opnå fremdrift. Regeringensglobaliseringsstrategi fastslår, at Danmark i WTO-regi skal arbejde for bedre handelsaftaler ogovergangsordninger for de fattigste lande mv. Det står samtidig klart, at en oﬀensiv handelspolitikfordrer bilaterale og regionale handels- og investeringsaftaler mellem EU og lande uden for EU.Strategien er udtryk for, at globaliseringen betyder, at de globale handelsforhold udvikler sigmed en sådan hast, at der kan være behov for at gå videre, end tempoet i WTO skaber mulig-hed for. Men disse ekstra skridt skal tages, så de kan supplere og ikke erstatte WTO.

Den danske interessevaretagelse iNATOpåvirkes også af globaliseringen. Selvom risikoen for etterritorialt angreb for første gang i historien forekommer forsvindende lille, er der stadig behovfor NATO som garant for Danmarks territoriale sikkerhed. Derudover vil NATO for Danmarkvære den vigtigste multilaterale ramme for anvendelse af våbenmagt til imødegåelse af de nyetrusler. Samtidig taler meget for, at NATO fremover i stigende grad også vil blive set som enramme for sikkerhedspolitisk samarbejde og konsultationer, der i både geograﬁsk og emnemæssigforstand er bredere end hidtil.USA vil sandsynligvis i stigende grad se NATO som del af et bredere udbud af alliance- ogsamarbejdsoptioner, der kan bidrage til indsatsen i ”den lange krig” mod terror. NATO erfortsat den eneste alliance, der kan løfte store og komplicerede opgaver, og Alliancen kan væreen eﬀektiv støtte for f.eks. FN og Den Afrikanske Union. Det er derfor i Danmarks interesse, atglobaliseringen ikke medfører, at USA militært vender sig fra Europa og mod Asien, men atUSA’s interesse i Europa og NATO fastholdes.For Danmark vil det være en vigtig opgave aktivt at bidrage til at forme NATO’s politiske ogmilitære dagsorden. Dette skal for Udenrigsministeriet ske i et tæt samarbejde med bl.a.Forsvarsministeriet og Forsvarskommandoen både i Danmark og i NATO-hovedkvarteret iBruxelles. Fokus vil være på at sikre, at alle nationale sikkerhedspolitiske kompetencer udnytteseﬀektivt og samordnes bedst muligt. Dette er ikke mindst af betydning i lyset af de nye opgaverNATO har og får udenfor sit område, f.eks. i Irak og Afghanistan.Set fra en dansk synsvinkel vilOSCE’sprimære styrke fremover ligge i den løbende dialog, hvorkonkrete krænkelser af OSCE-forpligtelserne på menneskerettighedsområdet kan rejses over forden direkte berørte regering. Den permanente tilstedeværelse af feltmissioner i en række svagedemokratier og potentielle eller reelle konﬂiktområder vil sikre løbende information fraområder og stater, hvor Danmark i mange tilfælde ikke er repræsenteret. Med EU’s udvidelseog stærkere engagement i Østeuropa må OSCEs betydning på dette område forventes at falde iårene fremover.OECD’spotentiale fremover består først og fremmest i at bygge videre på organisationens høje

fortsat relevant for grundfæstning af demokratiske værdier i disse lande. Fremover må Europa-rådets rolle i forhold til disse lande forventes at falde proportionalt med EU’s udvidelse ogøgede engagement østpå. Domstolens rolle som vogter af menneskerettighederne er eksempel-sættende for Europa og verden.Det nordiske samarbejde, viaNordisk RådogNordisk Ministerrådskaber bl.a. vigtige rammerfor den nordiske region til at videreudvikle de kilder til vækst, som p.t. gør regionen til en af demest konkurrencedygtige i verden.Østersørådetsstørste potentiale knytter sig til Ruslandsmedlemskab, der kan give mulighed for forpligtende aftaler om løsning af regionale spørgsmål.Arktisk RådogBarentsrådet, hvor Danmark er medlem, er egnede til at drøfte spørgsmålrelateret til det nordatlantiske og arktiske område, herunder Grønland og Færøerne.

I en dansk globaliseringsprisme ventes EU – ved siden af nationale tiltag – fortsat at være detprimære forum for håndtering af internationale udfordringer. Bestræbelserne på at give EU øgetglobal vægt, herunder ved at tale med én stemme og handle i fællesskab, vil i sig selv trække iretning af, at danske interesser i forhold til globaliseringen i høj grad vil blive varetaget gennemet tæt europæisk samarbejde. Det samme gælder på det økonomiske område, hvor der erbestræbelser på at få den europæiske økonomi tilpasset og udviklet til globaliseringens krav,bl.a. via Lissabon-processen.EU-lovgivningens retsvirkning i medlemslandene giver EU-samarbejdet en langt større og meredirekte gennemslagskraft end andre multilaterale samarbejdsfora. De fælles EU-regler ogstandarder, der vedtages på de mange områder, hvor EU er tillagt lovgivningskompetence,bidrager i dag og fremover til at forme det danske samfund og dermed de nationale rammer forhåndteringen af globaliseringen. Det indre marked vil også fremover være grundlæggende fordansk økonomi og dansk erhvervsliv. Via samarbejdet om EU’s interne politikker indfanges oghåndteres en række påtrængende globaliseringsemner som globale miljøspørgsmål, energi,kommunikation og IT-spørgsmål, pandemier og globale sundhedsspørgsmål som fugleinﬂuenzaog SARS. Det gælder også for krav til fødevarers kvalitet og sundhed samt for regler omvaredeklaration og forbrugerbeskyttelse generelt. EU’s indre politikker former således på enrække områder rammerne for Danmarks internationale ageren.

Europa vil således også i de kommende år være et udgangspunkt for mange danske samarbejds-partneres globaliseringsaktiviteter. Det gælder virksomheder – særligt små- og mellemstorevirksomheder for hvem Europa ofte er første skridt i en internationaliseringsstrategi – organisationer,borgere, forsknings- og uddannelsesverdenen, kulturlivet, folkelige bevægelser og NGO’er m.v.Dertil kommer, at op mod 80% af alle danskeres rejser foretages i Europa. Et tal der formodesat forblive højt i fremtiden (jf. afsnit 1.3.5).Det står også klart, at andre ministerier i højere og højere grad bliver europæiske aktører.Eksempelvis varetages de mere og mere sektoriserede og teknisk komplekse europæiskeforhandlinger allerede i dag i vid udstrækning direkte af fagministerierne. I det hele taget erEuropa den region, hvor udviklingen i retning mod opbygning af eﬀektive netværkssamfund påtværs af landegrænser er mest fremskreden – og det gælder særligt i EU-samarbejdet.Udenrigsministeriets opgave er i denne henseende særligt at fungere som samlingspunkt for demange samarbejdspartnere og at benytte sine kompetencer og komparative fordele i form afnetværk og adgang bl.a. til andre regeringer og oﬀentlige myndigheder, kendskab til fremmed-sprog, viden om EU’s institutioner og arbejdsgange m.v. – til at rådgive, guide og påvirke.Udenrigsministeriets indsats skal fremover særligt rettes mod de stadigt mere kompleksebeslutningsprocesser, som ud over Rådet og Kommissionen omfatter andre politikformulerendeenheder, herunder Europa-Parlamentet, den Høje Repræsentant og Rådssekretariatet.Betydningen af at have og aktivt bruge et udbygget kontaktnet i EU-institutionernes hjembyer(Bruxelles, Strasbourg, Luxembourg mv.) på ﬂere niveauer, bl.a. via danskere sekunderet til deeuropæiske institutioner, vil vokse i de kommende år.I forhold til andre dele af centraladministrationen er det en særlig opgave at bringe Udenrigs-ministeriets horisontale overblik, mobilitet og spidskompetencer vedr. institutionelle spørgsmål,udvidelsesspørgsmål, juridisk ekspertise, herunder på EU-området, samt viden om helebeslutningskæden i EU (procedurer, agenturer, komitologi, m.v.) i anvendelse, og sikre at denstilles bredt til rådighed.Den tidlige alliancedannelse

Gode kontakter i Bruxelles er vigtige, men vil ikke kunne erstatte nære, fortrolige forbindelsertil centralt placerede personer i de europæiske hovedstæders centraladministrationer. Det er herpolitikker fastlægges, og det er vigtigt at kunne påvirke beslutningstagere direkte, ikke mindst iden indledende og afsluttende fase af et beslutningsforløb. Det er vigtigt for at få adgang til deninformation og indgå i de alliancenetværk, der er nødvendige for at kunne agere strategisk ogtaktisk rigtigt. EU’s udvidelse skubber i sig selv i denne retning.Samtidig er det væsentligt at supplere med en aktiv, målrettet public diplomacy indsats iforhold til aktørerne i miljøerne omkring de formelle beslutningsstrukturer, herunder medierog opinionsdannere, organisationer, tænketanke m.v. for også ad disse kanaler at fremmedanske interesser.

En aktiv alliancepolitik i forhold til andre medlemslande vil skulle baseres på en pragmatisktilgang fra sag til sag. Det samlede mønster i alliancedannelsen i EU går i denne retning, ogDanmark skal udnytte de muligheder, dette giver. For et mindre land som Danmark er dentidlige alliancedannelse af særlig betydning, og her vil den direkte tilstedeværelse i hovedstæderneofte vise sig vigtig. En aktiv indsats skal understøtte mulighederne for alliancedannelse, ikkemindst over for de nye medlemslande, der endnu skal opbygge deres europæiske viden ogerfaringer.Den traditionelle grundige og brede danske EU-koordinationsprocedure i centraladministrationenog i forhold til Folketinget bidrager gennem en nøje prioritering af EU-sagerne til en betydeligdansk indﬂydelse på EU-politikken – og ofte en indﬂydelse, som rækker ud over den, somsammenlignelige lande formår at opnå. Fastholdelse af én klar linie øger desuden indﬂydelses-mulighederne væsentligt. En aktiv, substantiel EU-koordination vil fremover fortsat kunne spilledenne betydningsfulde rolle for den danske interessevaretagelse. Ikke mindst når samarbejdetvokser i omfang, indhold og medlemstal og dermed bliver mere komplekst og tværgående.Udenrigsministeriet vil da også i årene frem via sin lokale tilstedeværelse i Europa og med denbrede indsigt, der erhverves gennem koordinationen af EU-beslutningsprocedurerne i København, istigende grad skulle levere timede analyser og anbefalinger, som kan gå direkte ind i den danskepolitiske beslutningsproces. Ambassadernes dækning af de vigtigste EU-spørgsmål bidrager ikkemindst til kortlægning af forhandlingssituationen i lyset af de indenrigspolitiske forhold ogbindinger i opholdslandet. Den giver et mere fuldstændigt billede og øger mulighederne forindﬂydelse.Også alliancedannelsen i udenrigspolitiske spørgsmål vil være af stigende betydning efterhåndensom EU’s globale udenrigspolitiske rolle styrkes i de kommende år. Det vil være vigtigt forDanmark at have tætte kontakter med europæiske partnere om udenrigspolitiske spørgsmål.Det kan bl.a. gælde sikkerhedspolitiske eller menneskerettighedsspørgsmål, der behandlesf.eks. i FN eller bilateralt i forhold til et land. Gennem en bedre koordination af EU’s politikkerkan den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik i EU blive styrket og EU’s samlede indsatser blivebedre. Dansk diplomati kan bidrage til, at dette kommer til at ske.EU’s fælles udenrigstjeneste

Den danske udenrigstjeneste vil aldrig kunne dække verden lige så intensivt som f.eks. Storbritannien,Frankrig og Tyskland. Det gør det nødvendigt at fokusere på behovet for videns- og informations-udveksling med andre lande, herunder ikke mindst større, ressourcestærke lande. Danmark kanfå vigtige informationer og vurderinger af situationen i andre verdensdele gennem europæiskepartnere. De informationer, man kan opnå på denne indirekte måde, vil naturligt nok værefarvede af vedkommende landes egne holdninger til bestemte spørgsmål, ligesom mængdenog detaljeringsgraden af disse informationer i lige så vid udstrækning vil afhænge af, hvadUdenrigsministeriet kan levere af information til gengæld – ikke nødvendigvis om det sammeemne. I det udenrigspolitiske arbejde får man ikke ”noget for ingenting”.Samarbejdet i Europa kan også angå rent bilaterale spørgsmål, hvor der er behov for at fremmedanske synspunkter, løse konkrete sager, arrangere og gennemføre besøg m.v.

En af forfatningstraktatens nyskabelser er oprettelse af en fælles udenrigstjeneste (FUT), somunderstøtter og styrker den samlede europæiske interessevaretagelse i et samspil med de enkeltemedlemslandes egne udenrigsministerier. De hidtidige overvejelser går i retning af, at FUT’envil bestå af en organisation i Bruxelles og en EU-udetjeneste, som bl.a. oprettes ved at styrkeKommissionens nuværende ca. 120 delegationer med medarbejdere, herunder fra medlemslandene,på det udenrigspolitiske område. Også i en situation, hvor forfatningstraktaten ikke måtte blivevedtaget, er det forventningen, at overvejelserne på sigt vil blive videreført. Fra dansk sidevil denne proces skulle påvirkes mest muligt, herunder mht. den konkrete organisering ogbemanding. Men på kortere sigt skal man nok ikke vente fremskridt af betydning.De danske forbehold

Immigrationen til Europa – legal såvel som illegal – er i vækst som resultat af globaliseringen.I de kommende år vil der være fokus på øget samarbejde med lande udenfor EU, herundernabolande, der enten er transitlande eller oprindelseslande for immigranter, der kommer tilEuropa.Behandling af ansøgninger om visa og opholdstilladelser i lande udenfor EU vil ligeledes fåstørre opmærksomhed. Det kommende Visuminformationssystem (VIS), som skal være ifunktion i løbet af 2007, stiller store krav til Schengen-landenes repræsentationer i landeudenfor Europa. Der er i det hele taget et betydeligt rationale for øget EU-samarbejde påvisumområdet, som står over for omfattende teknologiske, ressourcemæssige og økonomiskeudfordringer. Ikke mindst integrationen af de 10 nye medlemslande i Schengen-samarbejdetskaber et samarbejdspotentiale. På kort sigt vil de mest realistiske samarbejdsmuligheder væreøget brug af bilaterale repræsentationsaftaler, som betyder, at enten en EU-partner eller nordiskpartner påtager sig at behandle visumansøgninger i et tredjeland for et eller ﬂere Schengen-lande.På længere sigt bør potentialet for øget EU-samarbejde på området udnyttes bedre. Også pådette område er og vil der fortsat være tale om reciprocitet.Borgerservice

EU-samarbejdet på borgerserviceområdet betyder, at en EU-borger kan få bistand fra et andetEU-lands repræsentation udenfor Europa, hvis borgerens eget land ikke har repræsentation påstedet. Denne rettighed er grundstenen i EU’s borgerservicesamarbejde.Borgerservicesamarbejdet mellem EU-landenes repræsentationer i tredjelande skal fortsatudvikles i de kommende år for at yde endnu bedre service overfor borgerne. Samarbejdet skalintensiveres i såvel de daglige bistandsopgaver som i krisesituationer. Allerede i dag samarbejdesder i tredjelande om eksempelvis erfaringsudveksling, besøg hos fanger, kontakten til de stedligemyndigheder. Samarbejdet i krisesituationer har også vist sig at være af betydelig værdi og vilblive yderligere forstærket i de kommende år. EU-samarbejdet i forbindelse med orkanenKatrina i USA var i denne henseende forbilledlig.

EU’s nabolande er stærkt orienterede mod en tættere tilknytning til EU, hvilket er en væsentligmotivationsfaktor i deres reformprocesser. EU har skabt instrumenter, der vellykket harbidraget til stabilitet, demokrati og markedsøkonomi i disse lande. Der er lagt op til, at EU1. januar 2007 udvides med Bulgarien og Rumænien. Derudover er optagelsesforhandlingermed Tyrkiet og Kroatien åbnet. For Tyrkiets vedkommende ventes forhandlingerne at løbe imange år. Den tidligere jugoslaviske republik Makedonien har fået tildelt status som kandidat-land. De andre lande i Balkan-regionen – Albanien, Bosnien-Herzegovina samt Serbienog Montenegro – ventes at indgå Stabiliserings- og Associeringsaftaler med perspektiv omEU-medlemskab. Hertil kommer lande som Ukraine og Moldova.EU’s naboskabspolitik fokuserer på tættere tilknytning uden at et medlemskab foreløbig erstillet i udsigt eller afvist. Handlingsplanerne under EU’s Naboskabspolitik indeholder bl.a.muligheder for skabelse af et fælles frihandelsområde og deltagelse i ﬂere fællesskabsprogrammer.Naboskabspolitikken skal forhindre nye, dybe skel i Europa, og rummer perspektiver ogmuligheder for øget vækst og fremgang i Europa, hvorfor man fra dansk side skal arbejde aktivtherfor og i takt hermed styrke de bilaterale forbindelser med nye lande. Det danske bilateraleNaboskabsprogram skal også bidrage hertil.Ruslander i denne sammenhæng af væsentlig betydning ikke mindst som dansk naboland, der

land i Danmarks nærområde. De økonomiske muligheder og landets geograﬁske betydning vil itiden fremover bidrage til at skabe interessante markeder for danske virksomheder. Det er iDanmarks interesse at bistå Ukraine i den fortsatte integration med resten af Europa.EU’s forbindelser til landene iKaukasusvil ligeledes blive udviklet bredt og ikke mindst pga.deres geo-strategiske placering, uafklarede indbyrdes forhold og betydning på energiområdet.Landenes europæiske aspirationer vil kunne imødekommes i form af deltagelse i en styrketeuropæisk Naboskabspolitik, der på sigt kunne bevæge sig mod et egentligt paneuropæiskøkonomisk område.Parallelt med det økonomiske samarbejde med EU’s naboer skal spørgsmål som grænsekontrol,immigration, visum og civilberedskab udbygges, hvorved der også kan skabes grundlag for enbedre borgerservice.

På det kommercielle område ventes det europæiske eksportmarked også fremover at være detmarkant største for Danmark. Andelen af den samlede danske eksport er ca. 80%. Dette talventes at falde, men beregninger viser, at i alt fald 2/3 af den danske eksport i 2020 fortsat vil gåtil Europa. Samtidig er det vigtigt at understrege, at eksporten i absolutte tal ventes at stigebetydeligt til Europa – som til resten af verden – frem mod 2020. Europæiske direkte investe-ringer i Danmark udgør en meget betydelig del af de samlede udenlandske investeringer, ogogså dette tal ventes at forblive på et højt niveau i de kommende år.Det vil til stadighed være en central opgave for den danske udenrigstjeneste og særligt ambassadernei de europæiske lande at sikre en fortsat stærk dansk eksport- og investeringsfremmeindsats iEuropa, samtidig med at indsatsen på vækstmarkederne udenfor Europa styrkes. Karakteren afUdenrigsministeriets rådgivning vil variere betydeligt fra traditionelle eksport- og investerings-fremmeindsatser til strategisk rådgivning af og sparring med danske virksomheder. Indsatsen vilvære målrettet de små og mellemstore virksomheder, særligt i forhold til de nordiske lande,mens en oﬀensiv satsning i forhold til vækstmarkederne i de nye EU-medlemslande med Poleni spidsen og SNG-landene med Rusland i spidsen er vigtig.Grønland og Færøerne

Ligesom for Danmark vil globaliseringen bringe Grønland og Færøerne tættere på resten afverden. Både Grønland og Færøerne vil dermed og i stigende grad blive påvirket af ﬂere afglobaliseringens fortsatte drivkræfter. Det gælder ikke mindst i forhold til de helt særligeudfordringer, som klimaændringerne kan medføre for Grønland, hvilket vil skulle håndteres ifællesskab. Generelt vil globaliseringen stille store krav til de to samfunds økonomiske ogpolitiske tilpasningsevne, men den vil også give udviklingsmuligheder, som Grønland ogFærøerne ikke har haft før.I de kommende år vil de grønlandske og færøske hjemmestyrer i stigende grad søge at udfylde debredere rammer for medvirken i udenrigs- og sikkerhedspolitiske spørgsmål, som har udviklet sig ide senere år. For Udenrigsministeriet vil det være en vigtig opgave at rådgive og bistå i denne proces.

USA vil på de ﬂeste områder være en afgørende aktør i forhold til at håndtere globaliseringensudfordringer. Dette gælder især den sikkerhedspolitiske dimension af globaliseringen.Danmark har ikke mindst efter terrorangrebet mod USA d. 11. september 2001 haft en godadgang til beslutningstagere i Washington. Det synes sandsynligt, at Danmark med en aktivog konstruktiv diplomatisk indsats også i fremtiden vil have en sådan adgang. Danmark vil ogsåhave muligheder for at spille en brobyggende rolle bl.a. i forhold til at skabe grundlag forhåndteringen af globaliseringens særlige udfordringer igennem eksisterende multilateralerammer som FN, Verdensbanken og NATO eller på nogle områder gennem nye, mereuformelle koalitionsdannelser og aftaler.Det er en opgave, der kræver stor opmærksomhed, fordi disse koalitionsdannelser ofte opståruden nævneværdig forudgående planlægning. Det kan vise sig at være kostbart først at opdageen sådan proces for ”sent” i dens udvikling. I sager med transatlantiske meningsforskelle vil detendvidere være en vanskelig udfordring, men Danmark har komparative fordele i forhold til enrække af de øvrige EU-medlemslande og andre lande. Der må anlægges en konkret og resultat-orienteret tilgang til det amerikanske politiske system med henblik på at øge mulighederne forpositive og synlige resultater af det gode forhold til USA.Det transatlantiske samarbejde har gode muligheder for at løfte globale problemstillinger bådepå det politiske og økonomiske område, og Danmark spiller en selvstændig rolle for et godttransatlantisk forhold.Tættere kontakter og nye netværk

Overordnet gør udviklingen i retning af et stadigt mere komplekst globalt netværkssamfundmed USA som centralt omdrejningspunkt det relevant at overveje, hvordan man fra dansk sidei højere grad deltager i og danner uformelle netværk med en bred kreds af aktører i det ameri-kanske samfund. Centrale aktører i den amerikanske forskningsverden, erhvervslivet, herunderenergisektoren, og blandt interesseorganisationer og fremtrædende enkeltpersoner vil i høj gradvære med til at sætte dagsordenen i forhold til globaliseringens hovedemner.Derfor vil der være behov for, at de traditionelle kontakter på det udenrigs- og sikkerhedspolitiskeområde udbygges med aktiviteter i andre amerikanske beslutningscentre. Også gode forbindelsertil den amerikanske medieverden, der i mange situationer spiller en central rolle i fastsættelsenaf den globale politiske dagsorden, vil være værdifulde for varetagelsen af danske udenrigspolitiskeinteresser i forhold til USA såvel som globalt.Vidensøkonomien i fokus

Fra dansk og europæisk hold ventes samarbejdet med regionen i de kommende år at fokuserepå styrkede kommercielle forbindelser, udviklingsspørgsmål, narkotikabekæmpelse og miljø,der alle er områder med voksende gensidig afhængighed. Information om – og påvirkning af –latinamerikanske landes (især Brasilien, Mexico og Argentina) ageren i internationale handels-forhandlinger og økonomiske fora vil sandsynligvis i stigende grad være væsentlig for danskinteressevaretagelse i forhold til globaliseringens temaer.Det grundlæggende værdifællesskab, der i vidt omfang eksisterer mellem Danmark/EU og delatinamerikanske lande, skaber muligheder for styrket samarbejde i spørgsmål om konﬂikt-håndtering, sikkerhed, demokrati og menneskerettigheder, hvilket kan bidrage til at fremmeoverordnede danske målsætninger i multilateralt regi.Mulighederne for i højere grad at engagere de latinamerikanske lande i bekæmpelsen af deninternationale terrorisme og narkotikakriminalitet vil også blive søgt fremmet. Brasiliensaspirationer i forhold til FN’s Sikkerhedsråd spiller ind i forhold til denne dagsorden relaterettil global og regional sikkerhed og stabilitet. Politisk vil EU-samarbejdet være et vigtigtinstrument for Danmarks tilgang til regionen.Bistand til regionen

Landene i Latinamerika forventes udover den hjemlige efterspørgselsdrevne vækst også at kunnedrage betydelig nytte af den globaliseringsdrevne råvareefterspørgsel i vækstøkonomierne ibl.a. Asien. Flere strukturreformer og større politisk stabilitet vil øge tiltrækningen af direkteudenlandske investeringer, herunder fra danske virksomheder.I de kommende 15 år spås særligt Mercosur-landene Brasilien, Argentina, Uruguay og Paraguaysamt Mexico og Chile at byde på nye muligheder. Brasilien og Mexico forventes i fremtidenfortsat at høre til de 15 største økonomier i verden. For Udenrigsministeriet ligger der derforen vigtig opgave i at sikre, at danske virksomheder i årene fremover får bedre fodfæste på delatinamerikanske markeder, så dansk erhvervsliv sikres markedsandele svarende til sammen-lignelige EU-lande.Eksportfremme udgør allerede i dag en væsentligt arbejdsopgave for ambassaderne i Brasilien,Mexico, Chile samt handelskontoret i Buenos Aires, og forventes at stige yderligere i årenefremover.På bistandsambassaderne fremmes samhandel via aktiviteter under privatsektorprogrammerne,og i takt med at landene udvikles, vil det være naturligt at udvide GoGlobal-samarbejdetmellem Danmarks Eksportråd, Eksport Kredit Fonden, Danida og Industrialiseringsfonden forUdviklingslandene og Østlandene til også at omfatte disse lande. Samarbejde om miljøproblemer,herunder klima og vedvarende energi, vil sandsynligvis blive styrket. Der vil være gode mulighederfor, at Danmark kan spille en særlig rolle på disse områder – hvor danske udviklingspolitiske ogerhvervsfremmeindsatser vil kunne virke gensidigt forstærkende.Med et voksende netværk af associerings- og frihandelsaftaler mellem EU og landene i regionenvil der fremover være behov for, at ambassaderne er gearet til at fremme danske kommercielleinteresser inden for rammerne af frihandelsaftaler.Intensiverede kontakter

En eﬀektiv dansk interessevaretagelse i forhold til Latinamerika på de politiske og de erhvervs-mæssige områder vil forudsætte aktivt engagement i relevante EU-processer både i Bruxelles ogi hovedstæderne i regionen. Dette vil igen forudsætte viden opnået bl.a. gennem tilstedeværelseog gennem intensivering af den bilaterale politiske dialog, opbygning af netværk og øgetbesøgsudveksling med de væsentligste lande i regionen. Indgåelsen af bilaterale samarbejdsaftalerkan blive et relevant og vigtigt instrument.Endelig må Danmarks kulturelle og uddannelsesmæssige bånd til regionen forventes at blivestyrket. Indgåelsen af aftaler på uddannelses-, forsknings- og teknologiområdet vil følgeligkomme på tale. Det ventes, at et stigende antal danske turister, studerende, repræsentanter forvirksomheder etc. vil rejse til og opholde sig i Latinamerika og Caribien i de kommende år,hvilket vil øge betydningen af en eﬀektivborgerservicei regionen, ikke mindst via direktetilstedeværelse i de vigtigste centre.

Økonomisk, politisk, sikkerhedspolitisk og formentlig også kulturelt og værdimæssigt vil Asien få enstørre global tyngde i fremtiden. En eﬀektiv dansk deltagelse i globaliseringen vil være nært knyttet tilstyrkede politiske, kommercielle og investerings- og forskningsmæssige forbindelser til Asien. Endviderevil det være en opgave at øge interessen i Asien om danske forhold. Danmark har mulighed for atbidrage positivt til udviklingen i Asien, både via EU og via bilaterale kontakter. Selv med megetgunstige vækstscenarier vil der fortsat være betydelig fattigdom i Asien, ligesom ikke alle lande i Asienvil have fået tag i globaliseringen. Der forudses også globale følgevirkninger af den økonomiske vækstpå miljøet. Bistandssamarbejdet vil også i årene fremover være en del af det danske samarbejde medAsien, men tendensen er for nedadgående.

Dansk erhvervsliv har en lang tradition at trække på i Asien. Interesserne vedrører både deasiatiske markeder som afsætningsmål for dansk eksport og de voksende asiatiske økonomiersom en del af danske virksomheders forsyningskæde.For Danmark vil det være af langsigtet betydning, at danske virksomheder formår at etablere etstærkt fodfæste i de største asiatiske vækstøkonomier, der i stadig højere grad udgør betydeligevækstcentre i den globale økonomi, og som tallene ovenfor viser forventes at udgøre envoksende andel af dansk eksport og import. De asiatiske regeringer er ofte helt centralebeslutningstagere på de samfundsøkonomiske og kommercielle områder. Personlige kontakterspiller ofte en central rolle, og der er behov for, at det oﬃcielle Danmark oﬀensivt bidrager til atsikre dette fodfæste gennem hyppig besøgsudveksling og indgåelse af og opfølgning på statsligeaftaler. Endvidere skal Udenrigsministeriet fortsat styrke indsatsen i regionen på det konkreteplan for alle typer af virksomheder.Det må også forventes, at asiatiske investorer i øget udstrækning vil søge at etablere sig iEuropa. I den forbindelse er det vigtigt, at Danmark fremstår som attraktivt investeringsland.I en række lande i Asien, særlig Japan, Sydkorea, Singapore og Indien, er der endvidere interes-sante højteknologiske forsknings- og innovationsmiljøer, som danske universiteter, forsknings-institutioner og virksomheder med fordel kan udbygge samarbejdet med.Tættere politisk samarbejde

Der er samtidig behov for en stærkere placering af EU i Asien. Uden skærpet europæisk proﬁlog styrket handlekraft i forhold til Asien, og særligt Kina, risikerer Europa at blive irrelevant ogdermed taberen i regionen. Danmark lægger stor vægt på EU’s rolle i Asien og bidrager tiludbygningen af disse kontakter gennem ASEM, ASEAN og indgåelse af Strategiske Partnerskaber,som også varetager vigtige danske interesser. Samtidig står det klart, at de ﬂeste EU-lande ogsåsatser stærkt på at udbygge de bilaterale forbindelser til de asiatiske lande. EU-samarbejdet kansåledes ikke erstatte en aktiv bilateral indsats.Danmarks handelspolitiske interesser i forhold til Asien vil i vid udstrækning skulle varetagesvia aktiv deltagelse i EU-samarbejdet. Såfremt Doha-runden ender med et begrænset resultat,vil det blive afgørende for dansk erhvervslivs afsætning og markedsadgang, at der indledesforhandlinger om frihandelsaftaler med en række lande i regionen. Sådanne aftaler vil knyttelandene tættere til EU politisk og samtidig sikre europæiske virksomheder samme vilkår somandre lande, der har indgået eller er i færd med at indgå sådanne frihandelsaftaler.

Bistandssamarbejdet ventes fortsat at være en vigtig omend faldende del af Danmarks samledeindsats i Asien i de kommende år. Der vil fortsat være betydelig fattigdom i lande, som ikke harfået del i globaliseringen. Derudover vil der være et stort behov for at bidrage til at mindskekonsekvenserne af stærk økonomisk vækst f.eks. indenfor miljøområdet og udvikling afteknologi til at håndtere kommende udfordringer. Den danske miljøbistand vil koncentreresom vækstlandene Vietnam, Indonesien og Kina, som har omfattende og voksende miljøproblemer.Samarbejdet med Kina ventes at blive videnstungt og bidrage til at give danske virksomhederet bedre fodfæste inden for vindenergi og teknologier, som kan reducere forurening og øgeenergieﬀektiviteten. Rationalet er både nationale og globale miljøbehov.Danmark vil yde et væsentligt bidrag til fremme af menneskerettigheder, retssikkerhed, godregeringsførelse, antikorruption og en eﬀektiv oﬀentlig sektor for at imødegå marginalisering ogradikalisering. Støtte til bekæmpelse af terrorisme vil være på dagsordenen i en række asiatiske lande.Opbygning af stærkere netværk

Med en større international rolle for Asien fremover vil Udenrigsministeriet i stigende gradskulle etablere relevante og personlige netværk for at kunne levere overblik og relevant videnbl.a. til regering og Folketinget om de vigtigste asiatiske lande og udviklingen i regionen.Det er vigtigt, at Udenrigsministeriet selv skaber kontakter og opsøger informationer, som kangive forvarsel om større politiske, økonomiske eller sikkerhedsmæssige ændringer i regionen.Sådanne forvarsler kan være af strategisk værdi for regeringen, danske virksomheder oginvestorer med interesser i regionen.De asiatiske regeringer og oﬀentlige myndigheder spiller fortsat en meget aktiv rolle i de ﬂesteasiatiske økonomier. Ministerbesøg, dialoger og aftaler er derfor væsentlige input til at sikreDanmark en styrket position i Asien. Personlige kontakter og netværk med asiater på højtniveau er særdeles vigtige.Flere danske aktører i Asien

Der er risiko for, at mange lande og store dele af befolkningerne i Mellemøsten og Nordafrika ikkefår tilstrækkelige fordele af globaliseringen. Danmark og EU har en væsentlig interesse i at bidrage tilat mindske konﬂikterne i landene og mellem landene i regionen samt i forhold til Vesten. Der vilbl.a. via EU blive arbejdet aktivt for fremdrift i den mellemøstlige fredsproces og en løsning på denisraelsk-arabiske konﬂikt. Globaliseringen indebærer, at kontakten og friktionen øges på mangeområder, men indeholder også muligheder for øget samarbejde og forståelse. En væsentlig opgave forUdenrigsministeriet er at opbygge solide netværk i Danmark og Europa af interesse for regionen, samtnetværk i det mellemøstlige og nordafrikanske område. Information, kommunikation, gensidigkulturformidling, demokratiforståelse, erhvervsudvikling, bistand og mellemfolkelig kontakt vil værecentrale indsatsområder, ikke mindst gennem Det Arabiske Initiativ.

Den mellemøstlige region – fra Marokko i vest til Iran i øst – udgør i dag og de kommende årformentlig den væsentligste udenrigspolitiske udfordring for EU og for USA. Dette skyldesregionens geo-strategiske placering og den generelle politiske udvikling.Regionens håndtering af en række globale udfordringer, såsom efterspørgslen på energiressourcer,den demograﬁske udvikling, socio-økonomiske forhold, international terrorisme og spredning afmasseødelæggelsesvåben samt den politisk-kulturelle dynamik, kan have potentielt store eﬀekterpå resten af verdenssamfundet. EU’s og USA’s store engagement i regionen vil betinge, at regionenvil forblive højt på den europæiske og den transatlantiske – og dermed den danske – dagsorden.Danmark vil til stadighed skulle forholde sig aktivt til udviklingen i Mellemøsten.Der forudses i det hele taget et betydeligt dansk engagement i forhold til regionen også iperioden fremover.Kvaliﬁceret information om Danmark

Den politiske udvikling i regionen, hvor de islamistiske bevægelser og religiøse kredse må ventesat stå stærkt i civilsamfundene, vil udgøre en selvstændig udfordring for Danmark og EU.Der ses således behov for en øget indsats for at opbygge viden om de islamistiske organisationersideologier, metoder, mål og grundlaget for deres folkelige opbakning. Øgede danske kompetencerpå dette område vil styrke Danmarks position som samarbejdspartner for EU og USA i forholdtil at håndtere de strategiske udfordringer i de kommende år.Det vil være et væsentligt strategisk indsatsområde for Danmark gennem øget netværksdannelseat bidrage til gensidig forståelse mellem den vestlige og arabiske/muslimske verden og understøtteudviklings- og reformkræfterne i regionen og dermed aktivt bidrage til at undgå sammenstødmellem civilisationerne. Den indsats, der allerede gennemføres via regeringens ArabiskeInitiativ og en række tilsvarende programmer i EU- og G8-regi vil blive styrket og yderligerefokuseret i de kommende år. Øvrige indsatser – herunder øget udveksling af eksempelvis ungeog studerende – vil kunne supplere denne indsats.Støtte til konﬂikthåndtering

Regionale konﬂikter vil fordre et aktivt dansk engagement i internationale mæglingsbestræbelserog observatør- og krisestyringsindsatser. Der vil blive arbejdet for, at udviklingen i Irakstabiliseres og forbliver under demokratisk kontrol. Det må forventes, at Irak fortsat bliver etkrævende arbejdsfelt for Udenrigsministeriet.Forebyggelse og engagement – såvel bilateralt som multilateralt – skal bidrage til, at regionalekonﬂikter forhindres eller begrænses mest muligt. Mellemøsten har historisk været kendetegnetved fravær af en regional sikkerhedsstruktur. Der ﬁndes intet mellemøstligt modstykke tileksempelvis OSCE eller ASEAN. Det er på denne baggrund tiltag som det dansk-canadiskeforslag om langsigtet udvikling af en regional sikkerheds- og samarbejdsstruktur i Mellemøstenskal ses. Dansk og international støtte til regionalt samarbejde vil kunne videreføres og udvidesde kommende år til fremme af regionens stabilisering og fredelige udvikling.Samarbejdet i Golf Cooperation Council med deltagelse af Saudi Arabien, De ForenedeArabiske Emirater, Kuwait, Qatar, Bahrain og Oman, Den Islamiske Konferenceorganisation(OIC) og Den arabiske Liga vil blive stærkere, og det vil derfor blive vigtigt at holde, og hvorrelevant uddybe, kontakten med disse organisationer.Støtte til nationale reformprocesser

Fremme af demokrati og reformer i regionen er i de senere år blevet en væsentlig prioritet formange regeringer i regionen. At behovet er til stede, fremgår ikke mindst af UNDP’s ArabHuman Development rapporter, som har påpeget, at 1) mangel på frihed og god regerings-førelse, 2) mangel på uddannelse og information og 3) mangel på ligestilling og kvindersdeltagelse i samfundslivet umiddelbart er de centrale forhindringer i forhold til at skabe enpositiv udvikling i regionen. USA’s og EU’s støtte til omfattende reforminitiativer står centralt idenne proces. Også G8-landenes engagement i mellemøstlige reformbestræbelser gennemPartnership for Progress and a Common Future med omdrejningspunkt i Forum for theFuture spiller en vigtig rolle. Enkelte andre lande, herunder Danmark, er blevet optaget iForum for the Future. Danmark deltager nu aktivt i dette samarbejde. Også andre internationaleorganisationer, som Danmark er medlem af, bl.a. NATO og OSCE, har lanceret vigtigesamarbejdsinitiativer i forhold til Mellemøsten.Danmark vil med Det Arabiske Initiativ samt bilaterale indsatser i Irak og de palæstinensiskeselvstyreområder kunne tilbyde støtte til regionens, regeringers og de lokale civilsamfundsaktørersarbejde for demokratiske reformer.Endelig vil de fattigste lande i årene fremover fortsat have behov for udviklingsbistand, ligesomden socio-økonomiske udvikling i en række lande gør, at der er behov for en indsats frabl.a. EU i uddannelses- og sundhedssektorerne. Det må bl.a. forventes, at det palæstinensiskeselvstyre, uanset om det er blevet omdannet til en selvstændig stat, eller om der fortsat ertale om en statsdannelse under udvikling, i mange år fremover ikke selv vil kunne sikre enøkonomisk bæredygtig situation for den palæstinensiske befolkning.Flere lande i regionen er i gang med demokratiske reformer og fremme af kvinders rettigheder.Det vil være af betydning at understøtte disse, så demokratiske, moderne samfund i denmuslimske verden kan præge regionen mere i fremtiden.

Der er indtil videre ikke udsigt til, at de migrationsudløsende faktorer i Mellemøsten ogNordafrika vil blive reduceret i de kommende år. Det må forventes, at legal og illegal indvandringtil Europa fra regionen (enten som oprindelses- eller transitområde) i årene frem fortsat vil værebetydelig. Danmarks og EU’s indsatser til fremme af økonomisk vækst, sikkerhed og udvikling iregionen, der kan bidrage til bekæmpelse af de grundlæggende årsager til migration, vil såledesforblive særdeles vigtige opgaver. Migrationspresset forventes for Danmarks vedkommende atbetyde et stigende antalborgerserviceopgaveri regionen i de kommende år, herunder særligtansøgninger om visum og opholdstilladelser.Intensiveret samarbejde på tværs af Middelhavet vedrørende migration, grænsekontrol ogintegration vil tilsvarende have prioritet for EU og Danmark. Samtidig vil de politiske ogøkonomiske relationer mellem herboende indvandrere med mellemøstlig baggrund og socialenetværk i oprindelseslandene fortsat have indﬂydelse på forholdet mellem Danmark, Europaog Mellemøsten.De nye store udfordringer

Udenrigsministeriet vil i samarbejde med bl.a. andre danske myndigheder bidrage til desamlede internationale og nationale bestræbelser for at sætte eﬀektivt ind mod terrorbevægelser,som udspringer fra regionen. Netop fordi det ikke kan udelukkes, at der i de kommende år vilkomme nye trusler fra islamistiske grupperinger, der har et yderliggående og samfundsomvæltendesigte for øje, rettet mod visse arabiske lande og mod vestlige interesser i og udenfor regionen.Det vil være en fælles udfordring at modarbejde og begrænse denne radikalisering.Løsning af konﬂikter i og udenfor regionen, der involverer muslimske befolkninger, vilmindske rekrutteringsgrundlaget.Landes eller – og mindst lige så bekymrende – ikke-statslige aktørers mulige bestræbelser på aterhverve masseødelæggelsesvåben, i særdeleshed atomvåben, vil kunne forandre de regionalepolitiske udviklingsforløb radikalt. Også på dette område vil der skulle søges et tæt internationaltsamarbejde for at håndtere sådanne trusler.Udnyttelse af det økonomiske vækstpotentiale

På trods af store naturrigdomme er hovedparten af de afrikanske lande syd for Sahara indtil viderehægtet af den økonomiske globalisering. I en årrække vil hovedprioriteten for Danmarks indsats iAfrika derfor være fattigdomsbekæmpelse. I kraft af globaliseringen indgår Afrika stadig tættere i detglobale skæbnefællesskab. Svage staters manglende evne til at håndtere globaliseringens udfordringersom terrorisme, epidemier, konﬂikt og miljønedbrydelse påvirker det samlede trusselsbillede for restenaf verden, herunder for Danmark. Derfor skal bistandsindsatsen tænkes sammen med handelspolitiskeog sikkerhedspolitiske indsatser, som på længere sigt kan føre til en bæredygtig udvikling. ForUdenrigsministeriet er udfordringen at bidrage til økonomisk og politisk udvikling i regionen ogoverfor danske aktører at tilvejebringe relevante analyser og informationer om den sikkerhedspolitiske,befolkningsmæssige og økonomiske situation i regionen.

Årene frem ventes at byde på en fortsættelse af de langsigtede danske programindsatser i ca. tifattige, men stabile og forholdsvis demokratiske, afrikanske programsamarbejdslande. Der vildog løbende ske justeringer i de udviklingspolitiske værktøjer.Der udarbejdes i stigende grad fælles landestrategier blandt donorlande baseret på de afrikanskelandes egne fattigdomsstrategier. Der ses en stigende anvendelse af sektorbudgetstøtte oggenerel budgetstøtte, hvor en stor del af forvaltningsansvaret overlades til modtagerlandeneindenfor aftalte rammer. Anvendelsen af budgetstøtte frem for traditionel projektbaseretbistand er udtryk for en oﬀensiv måde at imødegå nogle af globaliseringens udfordringer.Harmoniseringsdagsordenen og dens langsigtede partnerskaber, nationalt ejerskab og generelbudgetstøtte indebærer en væsentlig eﬀektivisering af udviklingsbistanden og reduktion af deadministrative byrder. Samtidig giver de nye bistandsformer donorerne en indgang til depolitiske netværk i modtagerlandene. Derigennem opnås adgang til information samt bedremuligheder for at påvirke den generelle politiske og økonomiske udvikling i modtagerlandene ipositiv retning.Anvendelsen af de nye bistandsinstrumenter indeholder imidlertid også nye udfordringer. ForUdenrigsministeriet vil det være vigtigt at kunne garantere, at danske bistandsmidler anvendespå en forsvarlig måde og på et gennemsigtigt grundlag. Udfordringen bliver her at foreneønsket om stærkere afrikansk ejerskab og større autonomi med kravet om ansvarlighed overfordanske skatteborgere og dansk synlighed for befolkningerne.Udviklingen af demokratiske institutioner

Danmarks militære engagement i Afrika gennem især FN vil formentlig også øges, både i kraftaf fredsbevarende indsatser og i kraft af arbejde med kapacitetsopbygning i den nye afrikanskesikkerhedsstruktur. En stigende men dog fortsat beskeden del af den danske bistand vilformentlig blive givet til regionale og sub-regionale organisationer. Efterhånden som denAfrikanske Union (AU) styrkes, vil den afrikanske sikkerpolitiske dialog i stigende grad foregå iAddis Ababa. Det vil derfor blive stadig mere væsentligt for danske aktører at få adgang til denetværk, der med udgangspunkt i AU’s institutioner og medlemmer udgør de reelle afrikanskesikkerhedspolitiske magtstrukturer. Danmark kan bl.a. både gennem AU og FN yde et mærkbartbidrag til at konsolidere freden i Sudan gennem militært engagement samt humanitær-og genopbygningsbistand. Risikoen for eskalering og spredning af væbnede konﬂikter fraSudan til nabolande er meget nærværende, og der må forudses behov for en ganske langvariginternational indsats.I dele af Afrika udgør migrationsspørgsmål et udviklingspolitisk problem såvel som et poten-tielt sikkerhedspolitisk problem ikke mindst for Nordafrika såvel som for Europa. Bådevandringen mod de ressourcestærke lande og områder med vækst og migrationen ud af Afrika –eller forsøgene herpå – vil vokse markant. Der er således et fortsat behov for at bidrage tiludviklingen af de afrikanske staters kapacitet til at håndtere ﬂygtningestrømme.Markedsadgange

Der forventes også at opstå langt tættere bånd mellem udviklingspolitiske hensyn og handels-politikken som instrument. Handelspolitikken bliver et stadig mere væsentligt redskab i detinternationale udviklingspolitiske samarbejde. Eﬀektiv markedsadgang for produkter fra Afrikasyd for Sahara skaber en anden og nok bredere form for økonomisk vækst end det traditionelleregeringssamarbejde. Samtidig vil udviklingsbistanden kunne bidrage til at integrere deafrikanske lande i den internationale økonomiske arbejdsdeling, f.eks. gennem en forbedring afinfrastrukturen og dermed bidrage til en forøgelse af den internationale handel.For Danmark ligger udfordringen ikke mindst i at bistå med integrationen af de afrikanskestater i det internationale handelssamarbejde, på en måde der er reelt udviklingsvenlig. Detbliver en stor udfordring for Danmark at påvirke de handelspolitiske relationer mellem EU ogAfrika, blandt andet gennem de Økonomiske Partnerskabsaftaler.Behovet for nødhjælp

I forhold til de generelle udenrigspolitiske instrumenter ses et stigende behov for, at danskeambassader kan levere udenrigs- og sikkerhedspolitiske analyser af situationen i såvel opholds-landet som i evt. sideakkrediterede lande. Analyserne er vigtige for vurderingen af demokrati,menneskerettigheder, god regeringsførelse, stabilitet, terrorisme og den bredere udenrigspolitiskeorientering, og når den afrikanske deltagelse i internationale forhandlinger og multilaterale fora skalvurderes. Det fordrer indsigt i, hvordan forholdet til Danmark og EU vurderes og brugesindenrigspolitisk, og hvilke alliancer der tegner sig på det afrikanske kontinent.Opgaverne på ambassaderne vil også få ﬂere politiske aspekter i forhold til EU-samarbejdet.EU’s fælles politikker overfor landene i Afrika bliver stadig mere komplekse. EU’s linie fastlæggesi højere grad ’i marken’ i en direkte dialog mellem EU-ambassaderne. Ved at ﬂytte de førsteskridt i policy-formuleringen til landeniveauet opnås der mulighed for større konsistens iforhold til EU-landenes holdninger i andre fora.Eksportfremmeinitiativer

For at sikre dansk erhvervsliv kvaliﬁceret rådgivning om de kommercielle muligheder i Afrikavil der være behov for en løbende udvikling – i takt med markedsmulighederne – af samarbejdet iregionen mellem Danmarks internationale erhvervsinstrumenter i regi af GoGlobal-samarbejdetmellem Danida, Danmarks Eksportråd, Eksport Kredit Fonden og Industrialiseringsfonden forUdviklingslandene. Det land i Afrika, som Danmark har mest økonomisk samkvem med,bortset fra bistand og bortset fra Sydafrika, er Nigeria, der spiller en ganske central rolle i denafrikanske udvikling. Nigeria ventes i 2015 at have mindst 150 mio. indbyggere svarende tilomkring 15% af befolkningen i Afrika syd for Sahara. Næsten 25% af den økonomiskeaktivitet i Afrika syd for Sahara tilvejebringes i Nigeria. Både økonomisk og politisk er Nigeriaen af Afrikas absolutte sværvægtere. Abuja, der også huser hovedkvarteret for de vestafrikanskelandes samarbejdsorganisation ECOWAS, er næst efter Addis Ababa og Pretoria det vigtigsteøkonomiske og politiske centrum i Afrika syd for Sahara.

KAPITEL 3ANBEFALINGERDet 21. århundredes globalisering ændrer grundvilkårene for Danmarks samspil med andrelande og kulturer og for varetagelsen af danske interesser. Globaliseringen stiller nye krav tilUdenrigsministeriet.Det overordnede mål for Udenrigsministeriet i globaliseringen er at yde et afgørende bidrag til,at danske interesser varetages eﬀektivt på den globale scene, og at Danmark internationalt kanføre en aktiv politik, der bidrager positivt til at håndtere globaliseringens udfordringer.Der ﬁndes ikke enkle løsninger på, hvordan udfordringerne i det stadig mere komplekse globalenetværkssamfund håndteres mest eﬀektivt. For at håndtere de nye problemstillinger, tilpasse sigde nye rammer og gribe de nye muligheder er det nødvendigt med en bredtfavnende indsats,som skal afspejle de politiske, økonomiske og befolkningsmæssige megatrends (kapitel 1) og denye vilkår for Udenrigsministeriets arbejde (kapitel 2).Indsatsen skal tilpasses de forskellige betingelser, herunder kulturer, sprog, styreformer ogøvrige centrale problemstillinger, der karakteriserer forskellige regioner og lande. Men også tilde eksisterende og nye internationale organisationer, uformelle netværk og koalitionsdannelser,der er centrale for at møde globaliseringens problemstillinger og udnytte dens muligheder.Som beskrevet i kapitel 2 har Udenrigsministeriet et godt udgangspunkt for at håndtereglobaliseringens udfordringer og opgaver.For det første i kraft af den brede vifte af internationale opgaver, der varetages i ministeriet,og som giver muligheder for at kombinere og skabe sammenhæng i indsatserne, der netop iglobaliseringens tidsalder bliver mere og mere tværgående.For det andet er Udenrigsministeriet naturligt placeret i globaliseringens krydsfelter mellemnationale og internationale, formelle og uformelle samt statslige og ikke-statslige netværk, hvorinteresser varetages og beslutninger formes og træﬀes. Ministeriets netværk af repræsentationer iandre lande og ved internationale organisationer giver påvirkningsmuligheder og kontakter iglobaliseringens netværkssamfund. Kombineret med den departementale forankring i København,som kan sikre kontakten til den øvrige centraladministration og andre samarbejdspartnere iDanmark, skaber dette grundlag for en sammenhængende varetagelse af danske interesser.Selvom udgangspunktet således er godt, udfordrer det 21. århundredes netværksbaseredeglobaliseringsprocesser på en helt ny måde nationalstaterne verden over og dermed ogsåDanmark og det danske udenrigsministerium. Ved at Udenrigsministeriet omstiller sig i tide,øges evnen til at kunne varetage danske interesser i globaliseringen.Det er på den baggrund, at regeringens globaliseringsstrategi slår fast, at det er nødvendigt atudvikle nye instrumenter og kompetencer, hvis Udenrigsministeriet skal sikre maksimal danskinteressevaretagelse. Det betyder, at Udenrigsministeriet på alle dets hovedområder skal nytænkesin indsats i overensstemmelse med konklusionerne fra analysen i kapitel 1 og kapitel 2.

Udenrigsministeriet opstiller følgende tre nye strategiske mål, som kan gøre ministeriet i standtil at håndtere globaliseringen eﬀektivt:Udenrigsministerietstiller skarpt på globaliseringens udfordringer, som er analyseret i kapitel 1.Det drejer sig bl.a. om den internationale terrorisme, menneskerettigheder, den globale indsatsmod fattigdom, post-konﬂiktløsning, globale miljø- og sundhedsspørgsmål, konkurrencen ominternationale investeringer og eksport, innovation, forskning og udvikling, men også øgetmigration, kulturelle og ideologiske strømninger mv. Globaliseringen sætter i det hele taget nyedagsordener, som skal håndteres.Udenrigsministerietskaber åbne, stærke partnerskaber. Analysen i kapitel 2 viser, at detudenrigspolitiske arbejde forandres og udvikles, efterhånden som der opbygges et globaltnetværkssamfund. Det kræver stærke partnerskaber at varetage danske interesser i udlandetsamt levere tidlig varsling på og analyser af væsentlige internationale udviklingstræk, der harbetydning for partnere i det danske samfund.Udenrigsministerietskal være til stede i globaliseringens brændpunkter. Analysen i kapitel 2viser, at globaliseringen slår forskelligt igennem fra region til region og fra land til land. Danskindﬂydelse og interessevaretagelse i udlandet forudsætter derfor tilstedeværelse i lokale ogregionale beslutningsnetværk. Samtidig peger analysen på, at de internationale brændpunkter ikke erkonstante, men løbende udvikler og ﬂytter sig. Det stiller krav om en ﬂeksibel og tilpasnings-dygtig repræsentationsstruktur.For at nå de tre strategiske mål må der gennemføres en række konkrete initiativer, som bliverbeskrevet nærmere i afsnit 3.1. Samtidig skal der gennemføres en række tværgående initiativer,som skal understøtte de strategiske mål. Disse beskrives i afsnit 3.2. Det drejer sig om følgende:”Public diplomacy” gøres til et selvstændigt prioritetsområde i Udenrigsministeriet. En stærk public

Med oprettelsen af Center for Terroranalyse (CTA) og i lyset af at det i stigende grad er klart, atambassaderne kan være gode lytteposter og bl.a. bidrage til samarbejdet med myndigheder ilande, som deltager i bekæmpelsen af den internationale terrorisme, anbefales det at udviklekapaciteten på dette område i samarbejde med andre myndigheder. Dette kan bidrage til ensamtænkning af udenrigs- og sikkerhedspolitiske, europapolitiske, juridiske og bistandspolitiskeaspekter, det Arabiske Initiativ og indsatsen over for svage stater, herunder bistand til bekæmpelseaf radikalisering.Ambassadernes rolle som formidler af erfaringer og tendenser i andre lande samt bidragyder tilde nationale analyser og indsatser bør øges. Samtidig bør der skabes bedre sammenhæng ogsynergi mellem denne indsats, deltagelsen i det nationale kriseberedskab, betjeningen af regeringenssikkerhedsudvalg og samarbejdet med Center for Terroranalyse. Også arbejdet med udviklingenaf Udenrigsministeriets Rejsevejledninger indgår med stigende vægt i denne sammenhæng.Menneskerettigheder og internationale krigsforbryderdomstole

Det internationale menneskerettighedsarbejde synes at have vundet nyt momentum med oprettelsenaf det nye Menneskerettighedsråd som aﬂøser for Menneskerettighedskommissionen. Rådet vilmødes året rundt i Genève i både ordinære og ekstraordinære samlinger. Det anbefales, at derudnævnes en menneskerettighedsambassadør (tematisk ambassadør), og at UdenrigsministerietsMenneskerettighedsenhed og indsatsen i forbindelse med menneskerettighedsarbejdet ioverensstemmelse med regeringsgrundlaget vægtes højere.Retsforfølgelse af internationale krigsforbrydere er et af de områder under folkeretten og deninternationale straﬀeret, som efter den kolde krigs afslutning har udviklet sig mest markant.Danmark har en klar international proﬁl på dette område, herunder særligt i relation til DenInternationale Straﬀedomstol i Haag – hvor også Den Internationale Domstol, Europol og

I overensstemmelse med regeringens prioriteter skal dansk udviklingssamarbejde fremover i højgrad medvirke til at stabilisere svage stater og lande, som har været eller er ramt af konﬂikter ogdermed ofte mangler kapaciteten til på egen hånd at håndtere globaliseringens udfordringer.Udviklingssamarbejdet vil i disse sammenhænge primært fokusere på kapacitetsopbygninginden for vigtige politiske og forvaltningsmæssige områder. Denne type udviklingssamarbejdevil tit være politisk sensitivt og mere administrativt krævende end andre bistandsprogrammer,herunder de indsatser i programsamarbejdslandene, der forbliver kernen i den danskeudviklingsindsats. I de konﬂiktramte lande vil der ofte være behov for at planlægge og iværk-sætte aktiviteter inden for snævre tidshorisonter, sådan som det også er tilfældet for de danskeindsatser i Afghanistan og Sudan.Det anbefales derfor, at Udenrigsministeriet opretter et ’korps’ af terrængående medarbejdere,der både har et solidt fagligt kendskab til administration af udviklingsbistand under vanskeligevilkår og viden om de politiske, sproglige og kulturelle forhold i kriselandene. Samtænkningenmellem civile og i givet fald militære indsatser styrkes.Analysen i kapitel 1 viser klart, at fattigdom vil vedblive at være et globalt problem fremover.Det anbefales derfor, at Udenrigsministeriet forbliver stærkt engageret i bestræbelserne på atyde et eﬀektivt bidrag til at nå FN’s 2015 mål om blandt andet en halvering af fattigdom ogsult inden 2015. Regeringen har fastlagt, at dansk udviklingsbistand ikke vil komme under0,8% af BNI i de kommende år, og at der gives særlig opmærksomhed til fattigdommen iAfrika og støtte til afrikanske landes bestræbelser på at blive integreret i den globale økonomiskevækst. Samarbejdet med de danske programsamarbejdslande vil fortsat udgøre hovedhjørnesteneni Udenrigsministeriets gennemførelse af regeringens udviklingspolitiske målsætninger.I forhold til den bilaterale udviklingsbistand går den globale udvikling i retning af størreharmonisering (jf. kap. 2). Den nye dagsorden vil sætte afgørende præg på implementeringen afdansk bilateral bistand i programsamarbejdslandene, hvor kampen mod global fattigdom i højgrad vil stå. For at fremtidssikre den stærke danske position i det internationale udviklingssam-arbejde anbefales det, at Udenrigsministeriet – og i praksis ambassaderne i de danske program-samarbejdslande – fremover påtager sig funktioner som ’lead-donor’ i 1-2 udvalgte sektorer ihvert programsamarbejdsland. Det vil typisk kunne være i de sociale sektorer, inden for ”godregeringsførelse” eller i forbindelse med erhvervsudvikling. Ambassaderne vil ligeledes kunnestyrke indsatsen på tværgående bistandsområder som reform af den oﬀentlige sektor, ﬁnansielstyring og korruptionsbekæmpelse samt involvere sig langt mere aktivt i de formelle og ufor-melle netværk af bilaterale og multilaterale donorer, som fastlægger de overordnede internatio-nale spilleregler for globalt udviklingssamarbejde. Det gælder også i samspillet mellem hoved-stads- og felt-niveau.Globalt miljø og sundhed

ministeriet og i forhold til ambassaderne samles hos en miljøambassadør. Udover at forvalteden internationale miljøbistand vil ambassadøren skulle stå for en slagkraftig og sammenhæn-gende indsats, når det gælder ministeriets varetagelse af opgaver i relation til det internationaleklimasamarbejde både i regi af FN’s Klimakonvention og Kyoto-protokollen samt i EU-regi.Miljøambassadøren vil tillige kunne have ansvaret for de kommercielle aspekter relateret tilhandel med CO-kvoter, eksport af dansk miljø- og energiteknologi mv.Der er med globaliseringen behov for permanent og systematisk opmærksomhed omkringglobale sundhedsspørgsmål. Det anbefales, at der etableres en permanent task force forpandemier og nye sygdomme (f.eks. fugleinﬂuenza) med deltagelse af alle relevante ekspertiser iUdenrigsministeriet. Task forcen vil bl.a. gennem koordination på det internationale områdebistå de ressortansvarlige danske sundheds- og veterinærmyndigheder og øvrige eksternepartnere og på den måde være med til at sikre, at danske interesser varetages bedst muligtinternationalt, herunder i EU. Task forcen kan endvidere medvirke til et beredskab til støtte forsåvel danske borgere i udlandet som for varetagelsen af danske erhvervsinteresser.Skærpet international konkurrence

Den økonomiske globalisering øger betydningen af en eﬀektiv oﬀentlig eksport- og investerings-fremmeindsats i tæt samarbejde med virksomheder, erhvervslivets organisationer og DanmarksEksportråds bestyrelse.For at sikre danske virksomheder – og udenlandske virksomheder der ønsker at investere iDanmark – gode rammevilkår, lægger regeringen derfor op til en udvikling af eksport- oginvesteringsfremmeindsatsen, så den matcher fremtidens behov.Konkret vil regeringen som led i udmøntningen af regeringens globaliseringsstrategi udarbejdeen samlet oﬀensiv, ambitiøs og målrettet plan for markedsføring af Danmark. Planen vil havefokus på 1) Danmark som investeringsland, 2) Danmark som kreativ nation, 3) Danmark somuddannelsesland, 4) Danmark som eksportland og 5) Danmark som turistmål og arbejdet medat tiltrække værtskab for ﬂere internationale konferencer til Danmark, samt initiativer der gårpå tværs af disse områder, herunder public diplomacy.Arbejdet med at udvikle strategien koordineres i en tværministeriel arbejdsgruppe under ledelseaf Økonomi- og Erhvervsministeriet. Udenrigsministeriet indgår aktivt i alle dele af arbejdetmed fokus på håndgribelige tiltag, der kan styrke bl.a. Danmark som eksportland, Danmarksom investeringsland, danske public diplomacy indsatser samt inden for andre områder afkommissoriet.Det anbefales, at den samlede investeringsfremmeindsats eﬀektiviseres ved stærkere samarbejdemellem de danske aktører, bl.a. Invest in Denmark og regionale investeringsfremmetiltag ogorganisationer. Udenrigsministeriet vil bl.a. støtte arbejdet for at udvide markedsførings- ogsalgsindsatsen til ﬂere markeder og bistå med at danske spidskompetencer markedsføres i delande, hvorfra de ﬂeste udenlandske investeringer kommer.Det anbefales, at der på nøglemarkeder udsendes ﬂere sektoreksperter med særlige kompetencerinden for danske styrkepositioner, og at der oprettes innovationscentre i førende udenlandskeforsknings-, innovations- og erhvervsmiljøer.Modernisering af Danmarks eksportfremme

I overensstemmelse hermed anbefales det, at indsatsen for danske virksomheder styrkes på devækstmarkeder, hvis velstand forventes at stige hastigt i de kommende år. Samtidig er netopvækstmarkederne typisk kendetegnet ved langt ﬂere formelle og uformelle barrierer endDanmarks traditionelle eksportmarkeder. Barrierer, der erfaringsmæssigt udgør en særligudfordring for nye eksportører og de mange små og mellemstore danske virksomheder.Det anbefales derfor, at den styrkede indsats gennemføres ved øget direkte tilstedeværelse,gennem handelskontorer mv., i vigtige og fremvoksende kommercielle centre i bl.a. Kina ogIndien. Der vil også være grundlag for en styrket indsats på eksisterende repræsentationer iform af oprettelse af etableringsinkubatorer, som gør det muligt for virksomhederne lettere oghurtigere at få stærkt fodfæste på markedet, og endelig ved udsendelse af ﬂere handelsspecialistermed særlige kompetencer inden for danske virksomheders styrkepositioner.I overensstemmelse med regeringens samlede globaliseringsstrategi anbefales det endvidere, atdet såkaldte GoGlobal-samarbejde mellem Danmarks Eksportråd, Eksport Kredit Fonden, Danida,Industrialiseringsfonden for Udviklingslandene og Investeringsfonden for Østlandene udvides.Endelig anbefales det, at oﬃcielle erhvervsrejser med deltagelse af Kongehuset eller ministrefokuseres og målrettes yderligere.Strategisk håndtering af globale risici

Som beskrevet i kapitel 1 vil en eﬀektiv håndtering af markeds- og menneskeskabte risici samtfokus på brands og god virksomhedsledelse i stigende grad indgå som konkurrenceparametrefor virksomhederne. Det bliver derfor vigtigere for de stadigt mere internationale danskevirksomheder, at aktuelle markeds- og konkurrentoplysninger suppleres med højt kvaliﬁceredevurderinger af økonomiske og politiske forhold i udlandet, som kan få strategisk indvirkning påderes markeds- og konkurrencesituation.Det anbefales derfor, at Udenrigsministeriet styrker sin kapacitet inden for strategisk sparringmed virksomhederne. Danske virksomheder skal nemt kunne trække på ambassadernes videnom bl.a. opholdslandets politiske og økonomiske udvikling, herunder arbejdsmarkedsforhold,og deres netværk til udarbejdelsen af lande-, sektor- og policyanalyser af betydning for virksom-hedens vækst og konkurrenceforhold.Frihandel og protektionisme

Regeringens globaliseringsstrategi slår fast, at der skal etableres en strategi for en oﬀensivhandelspolitik, der målrettet identiﬁcerer og søger at nedbringe de barrierer, der begrænserdanske virksomheders muligheder for at få fodfæste på vækstmarkederne.Udover den fortsat aktive indsats i WTO vil et centralt element i strategien være, at Danmarkskal arbejde for bilaterale og regionale handels- og investeringsaftaler mellem EU og de lande,hvor danske virksomheder har særlige økonomiske interesser, ikke mindst store vækstlande somKina, Indien, Brasilien og Rusland. Udenrigsministeriet vil koordinere arbejdet i tæt samarbejdemed bl.a. Økonomi- og Erhvervsministeriet. Det anbefales at udbrede også bilaterale hensigts-erklæringer om samarbejde til ﬂere lande, der lægger vægt herpå. Udkastet til en aftale medIndien kan være en model herfor.Sociale aspekter af den økonomiske globalisering

Analysen i kapitel 1 peger på, at de fortsat store globale migrationsstrømme også vil stilledanske myndigheder overfor nye udfordringer. Dette skyldes ikke mindst den hastige befolk-ningsudvikling i de relativt fattige lande i Afrika, Mellemøsten og Sydasien, hvor mangemennesker må forventes at ønske at søge nye muligheder og bedre livsvilkår i bl.a. Europa.Det anbefales, at Udenrigsministeriet sammen med Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere ogIntegration og andre nationale myndigheder, især gennem EU-samarbejdet, yderligere styrkerden internationale dialog mellem oprindelses-, transit- og destinationslande for at nå frem til etgrundlag for eﬀektivt samarbejde om håndtering af de globale migrationsstrømme. De interna-tionale udfordringer på migrationsområdet skal håndteres på den mest eﬀektive og pragmatiskemåde gennem de allerede eksisterende organer, herunder EU. Det vil samtidig være nødvendigtat gøre en særlig indsats for at bekæmpe menneskehandel.

I en globaliseret verden er aktørkredsen større, bredere og mindre overskuelig, og det internationalesystem er til tider mere usammenhængende end tidligere. Samlet stiller dette større krav tildansk interessevaretagelse og diplomati. Det er nødvendigt at mestre globaliseringens nyespilleregler. Det gøres bl.a. ved at skabe partnerskaber i Danmark og i udlandet.Udenrigsministeriet kan i denne forbindelse fungere som rådgiver, strategisk sparringspartnerog koordinator vedr. internationale spørgsmål i bred forstand, i forhold til regeringen, Grønlandog Færøerne, Folketingets internationale arbejde, og i forhold til den service som virksomhedertilbydes m.v.Indenfor rammerne af Udenrigsministeriets strategi for udmøntning af regeringens handlingsplan”Klare mål og mere åbenhed” opererer Udenrigsministeriet med ﬂere måltyper – kendskabs-,service- og tilfredshedsmål, samt eﬀektmål som er direkte samordnet med Udenrigsministerietsmål- og resultatstyringskoncept særligt indenfor Borgerservice og Eksportfremme samt kommuni-kationsområdet (for uddybning se Udenrigsministeriets Eﬀektiviseringsstrategi). Det anbefales,at arbejdet med at opstille klare mål på alle områder videreføres med henblik på at skabevelfungerende netværk og samarbejdsrelationer generelt i forhold til oﬀentligheden, at derløbende søges udviklet nye og bedre målemetoder, og at målingerne dækker ﬂere af Udenrigs-ministeriets indsatstyper.Repræsentationernes bistand i forbindelse med delegationsbesøg fra Folketinget, myndigheder,organisationer mv. er et centralt redskab i forbindelse med skabelsen og fastholdelsen afdet internationale samarbejde. Det anbefales, at denne indsats målrettes og eﬀektiviseres, bl.a.gennem de nedenfor omtalte aftaler/resultatkontrakter, og at der sikres en ensartethed iUdenrigsministeriets og ambassadernes betjening.

For bedst muligt at kunne håndtere globaliseringens udfordringer og muligheder anbefales det,at Udenrigsministeriet tager initiativ til at etablere en række åbne, særlige globaliseringsnetværkog -arbejdsgrupper med deltagelse af partnere i det danske samfund, der har viden om oginteresse for de mest centrale globaliseringstemaer, f.eks. de problemkomplekser, der relaterersig til forholdet mellem Vesten og den muslimske verden, politisk, økonomisk, kulturelt,religiøst m.v. Den danske ressourcebase består bl.a. af personer fra universiteter og forsknings-institutioner, DIIS, ministerier og myndigheder, virksomheder, organisationer, medier, folkeligebevægelser, og enkeltpersoner som har særlig interesse i globaliseringsemner, andre lande ogkulturer.Fra Udenrigsministeriet kan både medarbejdere i København og fra ambasaderne indgå inetværkene, der i høj grad vil være virtuelle. Omdrejningspunkterne vil være globaliserings-temaer som international terrorisme, global fattigdom og konﬂikter, økonomisk globalisering,globale miljø- og energispørgsmål, international sundhed, herunder hiv/aids, menneskerettig-heder og god regeringsførelse, korruptionsbekæmpelse, migration og udvalgte regioner ogområder i verden. Der trækkes på erfaringerne fra bl.a. Det Arabiske Initiativ, Den Interna-tionale Operative Stab og arbejdet med Udenrigsministeriets Asien-strategi og andre strategi-processer.Opbygning af nye internationale netværk

Som beskrevet i kapitel 2, stiller globaliseringen nye krav til, at Udenrigsministeriets medarbejdereindgår mere ﬂeksibelt i såvel formelle netværk – f.eks. internationale institutioner – som mereuformelle netværk mellem lande, nationale ministerier, virksomheder og til tider enkeltpersoner.Derfor anbefales det, at Udenrigsministeriet fremover opbygger, overvåger og fastholder godeinternationale netværk indenfor særlige danske interesseområder, samt at Udenrigsministerietstiller disse netværk til rådighed for danske samarbejdspartnere.Formålet er at udvikle og koordinere danske holdninger samt varetage danske interesser ved atudnytte hele den danske ressourcebase med hensyn til analyse og netværksanvendelse. Der erligeledes behov for at udvikle Udenrigsministeriets internationale samarbejde og partnerskabermed bl.a. udenlandske universiteter, forskningsinstitutioner, tænke-tanke, m.ﬂ. Dette skal ikkemindst ske gennem ambassaderne.På samme måde vil Udenrigsministeriet, bl.a. gennem ambassaderne, bidrage til, at udenlandskepartnere kan få etableret et godt og direkte samspil med danske myndigheder, virksomheder,organisationer etc. Når kontakten er skabt, vil sådanne partnerskaber i en række tilfælde blive”selvbårne”, og dermed i mindre omfang kræve indsatser fra Udenrigsministeriet i vedligehol-delsen af netværket.Ved siden af det traditionelle tætte samarbejde med danske partnere i forhold til EU, FN,NATO og WTO, anbefales det, at Udenrigsministeriets arbejde opjusteres systematisk i forholdtil organisationer og netværksstrukturer, som ventes at få voksende indﬂydelse i de kommendeår. Dette gælder G8, ASEAN, ASEM, Den Arabiske Liga, Den Afrikanske Union, Organisationenaf Amerikanske Stater m.v. og i forhold til en række uformelle netværk generelt.Det anbefales, at der satses på at opbygge nye netværk på de områder indenfor EU-samarbejdet,hvor der i fremtiden ventes at ske den største og hurtigste udvikling. Det gælder formentligikke mindst inden for Retlige og Indre Anliggender (RIA), bl.a. migration, grænsekontrol,bekæmpelse af international kriminalitet og terrorisme og indenfor EU’s fælles udenrigs- ogsikkerhedspolitik (FUSP). EU-samarbejdet i lande i Asien, Afrika, Mellemøsten og Latinamerika

Det danske engagement i det internationale bistandssamarbejde skal fastholdes og øges, hvormålet er at få væsentlig indﬂydelse på udviklingen af den internationale bistandsdagsorden, sådenne eﬀektivt kan bidrage til at eliminere global fattigdom.Konkret anbefales det at styrke den danske deltagelse i internationale faglige fora på forskelligeområder, herunder ved at trække ambassaderne i de danske programsamarbejdslande yderligereind i arbejdet med at oprette og vedligeholde lokale netværk. Også indsatsen for at integrere denye donorlande, herunder de nye EU-lande samt Kina og Indien, i de eksisterende koordinationsforafor udviklingsbistanden øges med henblik på at sikre fastholdelse af fattigdomsbekæmpelse somdet centrale strategiske mål for det internationale udviklingssamarbejde.En stadig større del af den udviklingspolitiske konceptudvikling sker i multilaterale organisationer,ikke mindst Verdensbanken, FN-systemet og EU. Det anbefales derfor at opprioritere indsatsen forat påvirke politikformuleringen i de formelle såvel som uformelle multilaterale strukturer og udvælgede områder, hvor man fra dansk side kan spille en markant udviklingspolitisk rolle internationalt.Samarbejdet med andre ministerier

Det er en central opgave at skabe stærke netværk for samarbejdet med andre ministerier ogstyrelser – ikke mindst om EU-spørgsmål.Det anbefales, at Udenrigsministeriets opgave som hele regeringens udenrigstjeneste understregesog præciseres, først og fremmest således at ambassaderne kommer til at fungere som samlings-punkter og netværksskabere for regeringens interessevaretagelse i udlandet i tæt samarbejde medde berørte ministerier.Det anbefales, at den allerede udviklede dialog, særligt på EU-området, opgraderes med regelmæssigekonsultationer mellem fagministerier, Udenrigsministeriet, multilaterale repræsentationer ogambassader for løbende at udvikle samarbejdet. Det anbefales, at de ministerier, der har dettætteste samarbejde med Udenrigsministeriet, tilbydes at indgå aftaler/resultatkontrakter medUdenrigsministeriet. Heri fastlægges rammerne for fagministeriernes internationale prioriteterog Udenrigsministeriets ydelser. Det gælder bl.a. vedr. indberetningsomfanget på EU-området.Ministerierne vil ligeledes blive inddraget i de løbende overvejelser om ambassadernes opgave-varetagelse med henblik på at sætte fokus på hele centraladministrationens prioriteter.Forskning, udvikling og innovation er et område, der også får stigende politisk opmærksomhedi EU, herunder budgetmæssigt, jf. resultatet af forhandlingerne om de ﬁnansielle perspektiver2007-13. Det er sket ikke mindst efter dansk pres i EU. Det anbefales, at Udenrigsministerietbistår Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udvikling med at prioritere informations- ogrådgivningsindsatsen i Bruxelles højere, herunder ved at udnytte relevante kontakter ognetværk, for at give danske forskningsinstitutioner og virksomheder bedre mulighed for at fåandel og indgå i de forsknings- og udviklingsprogrammer, der er under udvikling i EU.Det anbefales, at der i det styrkede samarbejde generelt i øget udstrækning udnyttes nyeteknologiske muligheder, herunder ved at anvende video-konferencer forud for møder i EU ogandre internationale organisationer, f.eks. FN og WTO. Deltagerkredsen vil afhænge af mødetog sagen, men vil som oftest bestå af fagministerier, Udenrigsministeriet og ambassader.

For at sikre størst mulig videndeling om EU-forhold og procedurer anbefales det, at Udenrigs-ministeriet udvikler et elektronisk EU-extranet for hele centraladministrationen med henblikpå at skabe en central og lettilgængelig indgang til al relevant uklassiﬁceret information påEU-området, der komplementerer EU-oplysningen. Portalen skal bl.a. omfatte informationproduceret i regeringen og information fra EU-systemet.Det anbefales, at der i relevante og større sager, som behandles i Europa-Parlamentet, udarbejdesen strategisk handlingsplan i dialog mellem Udenrigsministeriet, herunder EU-repræsentationen,og øvrige ministerier.Med henblik på at sikre en meget direkte kobling mellem Udenrigsministeriets aktiviteter ogregeringens og de øvrige ministeriers dagsorden anbefales, at Udenrigsministeriets interneplanlægnings- og styringsinstrument (Mål- og Resultatstyring) videreudvikles og kobles direktetil regeringsgrundlaget.Samarbejdet med danske og udenlandske virksomheder

Moderniseringen af eksportfremmeindsatsen, som beskrevet ovenfor, vil naturligt indebærebåde styrket samarbejde med og rådgivning af danske virksomheder vedr. eksport og interna-tionalisering og rådgivning af udenlandske virksomheder, der overvejer at investere i Danmark.Konkret skal Udenrigsministeriet bl.a. styrke sin kapacitet inden for strategisk rådgivning tildanske virksomheder.Den viden om sektorøkonomiske og -politiske emner, som danske virksomheder, der haropereret i bestemte lande i længere tid, har opbygget, komplementerer ofte Udenrigsministerietsegen viden. Det anbefales derfor, at ambassaderne styrker det lokale samarbejde og sparringmed danske og udenlandske virksomheder bl.a. ved øget deling af netværk. Samarbejdet vil imange tilfælde kunne understøtte danske public diplomacy aktiviteter i udlandet, jf. nedenfor.Også når det gælder spørgsmål vedrørende egen organisationsudvikling og udveksling afmedarbejdere anbefales det, at Udenrigsministeriet indgår i samarbejde med danske virksomheder.Samarbejdet med Grønland og Færøerne

En styrket indsats inden for globaliseringens centrale temaer forudsætter en eﬀektiv og stærkdansk tilstedeværelse i globaliseringens geograﬁske brændpunkter, hvor danske værdier oginteresser i stigende grad er i spil, og hvor borgerne og virksomhederne mest direkte møderglobaliseringens mange ansigter.Som det er fremgået af analysen i kapitel 1 og 2, stiller globaliseringen krav om ﬂeksibilitet,samtidig med at personlige netværk, nærhed og tilstedeværelse spiller en stadig større rolle forbeslutningstagning. Det stiller store krav til den danske repræsentationsstruktur.Som led i globaliseringsanalysen er der derfor iværksat et arbejde med at udvikle en ressourcemodel,der skal sikre, at den danske repræsentationsstruktur hele tiden er i overensstemmelse medbehovene. Modellen vil – når den er færdigudviklet – kunne danne grundlag for beslutninger,der tilsigter en ﬂeksibel tilpasning af det danske repræsentationsnetværk, så det både tilgodeserde eksisterende behov og de nye krav om øget tilstedeværelse i globaliseringens brændpunkter,inden for både det politiske område, eksport- og investeringsfremme, borgerservice, udviklings-bistand osv.På baggrund af de enkelte landes rolle i globaliseringen samt en vurdering af bredere danskeinteresser vil modellen kunne indikere rammerne for den danske tilstedeværelse i de enkeltelande. Relevante ministeriers interesser vil blive indarbejdet i modellen og dermed i prioriteringenaf Udenrigsministeriets ressourceanvendelse.På baggrund af regeringens globaliseringsstrategi, overvejelserne i nærværende rapport ogunderstøttet af de foreløbige resultater som ressourcemodellen har indikeret, foreslås følgende:Genereltanbefales det, at der i de kommende år sker en vis gradvis omprioritering af ressourcer

Kapitel 1 og 2 har i rigt mål illustreret, at Asien, og især Kina og Indien, på mange dimensioner– politisk, økonomisk, kommercielt og befolkningsmæssigt – må forventes at komme i centrumfor globaliseringens fortsatte fremdrift.Det anbefales, at indsatsen opprioriteres i forhold til de lande i Asien, som i disse år i høj gradudvikler sig med globaliseringen. Det gælder især Kina og Indien. I takt med landenes voksendebetydning styrkes også den generelle politiske indsats med fokus på bl.a. analyse- og indberet-ningsvirksomhed, strategisk netværksopbygning, besøgsudveksling, aftaleindgåelser og indsatserinden for uddannelse, innovation og forskning. Ambassaderne i Beijing og New Delhi vilhurtigt blive styrket på medarbejdersiden, således at bl.a. ønsket om at opprioritere den politiskeog analytiske indberetningsvirksomhed i Asien og særligt fra disse to nøglelande kan efterkommes.Den kommercielle indsats anbefales i øvrigt udviklet i overensstemmelse med de kommendeanbefalinger fra arbejdsgruppen vedr. planen for oﬀensiv global markedsføring af Danmark.

I Sydøstasien er Danmark aktuelt repræsenteret i Indonesien, Malaysia, Singapore og Thailand,hvor der, udover politiske opgaver, er betydelige borgerserviceopgaver og kommercielleinteresser at varetage. I Indonesien er ambassaden blevet styrket med henblik på gennemførelseaf det besluttede miljøbistandsprogram. En genåbning af ambassaden i Filippinerne, der blevlukket i 2002, overvejes løbende. Analyserne peger dog ikke umiddelbart på den højesteprioritering af dette.Det hører med til en styrkelse i Asien, at der anbefales oprettet en ambassade i Australien, bl.a.med sideakkreditering til New Zealand. Særligt Australien får i disse år i højere og højere gradkommerciel, kulturel, turistmæssig og politisk betydning for Danmark. Australien udgør etstrategisk politisk og økonomisk udgangspunkt for hele den asiatiske region og bliver en stadigvæsentligere aktør i regionen. Australien har bl.a. påtaget sig rollen som noget nær enestemagtfaktor i forhold til de mindre østater i Stillehavet. Samtidig med, at Australien arbejdersammen med bl.a. USA og Japan for at afbalancere Kinas stigende vægt i regionen, søgerAustralien også at udbygge relationerne til Kina. Australien er samtidig en væsentlig sikkerheds-politisk allieret, som deler grundlæggende udenrigspolitiske værdier med Danmark, og deltagerbl.a. aktivt i bekæmpelsen af den internationale terrorisme. Det vil således være væsentligt i dekommende år på det strategiske såvel som det praktiske plan indenfor en række områder atudvikle og styrke relationerne mellem Danmark og Australien. Sammen med USA hørerAustralien til blandt verdens hurtigst voksende højt udviklede økonomier. Handelsmæssigt harvæksten i eksporten til Australien og New Zealand i de senere år været meget høj med 33%alene i perioden 2001-2004. Også turismen og den kulturelle udveksling med Danmarkforventes intensiveret i årene frem, bl.a. som følge af tilknytningen til Kongehuset.Mellemøsten og Nordafrika

Den samlede danske indsats og tilstedeværelse i Mellemøsten, der er et af globaliseringensvæsentligste brændpunkter, styrkes, hvilket ikke mindst vil bidrage til en eﬀektiv implementeringaf Det Arabiske Initiativ. I overensstemmelse med regeringens globaliseringsstrategi, der anfører,at Danmark skal være direkte til stede i ﬂere lande i Mellemøsten og Nordafrika, anbefales detat oprette ambassader i Jordan, Marokko og Libanon. Med fast repræsentation i Marokko ogJordan vil Danmark kunne fastholde et højt dansk engagement i reformprocesser gennem DetArabiske Initiativ i disse to nøglelande, og samtidig optimere den adgang, dette giver til centralepolitiske aktører i regionen.Også Libanon fremstår som et væsentligt indsatsområde i de kommende år. Med baggrund ividtstrakt presse- og organisationsfrihed er Libanon centrum for NGO’er og ikke mindstmedier med stor regional gennemslagskraft. Dertil kommer, at Libanon har erfaring medsameksistens mellem religiøse og etniske grupper. Endelig må der forventes at blive en stor ogmålrettet indsats fra det internationale samfund med hensyn til bl.a. genopbygning og fredsbe-varing, ligesom den gennemførte evakuering har indikeret et vist behov for borgerserviceydelseri landet.Samtidig vil ambassader i disse lande kunne styrke dansk fokus og beredskab i forhold til nogleaf globaliseringens presserende udfordringer i regionen, herunder presset fra illegal immigrationpå EU samt fremvæksten af politisk islam og den fortsatte trussel fra terrororganisationer medideologiske rødder i regionen.Det anbefales, at Danmarks tilstedeværelse styrkes i Golf-regionen, som i disse år udvikler sighastigt økonomisk og spiller en voksende politisk rolle. Behovet for en styrket dansk tilstedeværelse idenne region understøttes af betydelige interesser på det kommercielle og erhvervsfremmeområdet.Det anbefales derfor, at der oprettes et handelskontor i Qatar.

Latinamerika viser, efter nogle år med faldende vækst, nye lovende muligheder, som det er værdtidligt at gribe i de lande, der besidder det største potentiale. Den økonomiske udvikling,udsigterne til reformer i regionen og det grundlæggende værdifællesskab skal bredt set udnyttesbedre i det internationale samarbejde. Både kommercielt og politisk er der samlet set grundlagfor at lave en oﬀensiv satsning, således at Udenrigsministeriet rettidigt bliver bedre placeret iregionen. Ikke mindst Argentina vil være velegnet til dette. Argentina har, udover placeringensom væsentlig økonomisk og politisk magt i regionen, et historisk tæt bånd til Europa,herunder Danmark. Det anbefales på den baggrund, at der oprettes en ambassade i BuenosAires, som samtidig vil kunne være akkrediteret til andre lande i regionen.For Nordamerikas vedkommende vurderes den nuværende tilstedeværelse at have et hensigts-mæssigt omfang.Afrika

Den stigende danske udviklingspolitiske indsats i Afrika med fokus på bekæmpelsen affattigdom har allerede betydet, at der er truﬀet beslutning om i år at åbne en ambassade i Malii forbindelse med landets udnævnelse som nyt programsamarbejdsland.Det brede danske programsamarbejde med en række fattige afrikanske lande understøttes af et øgetfokus på grundlæggende regionale og politiske problemstillinger af betydning for globaliseringensstore udfordringer som konﬂikter, migration, terrorisme, epidemier, naturressourcer, miljønedslidningosv. De positive erfaringer fra perioden med en dansk ambassade i Addis Ababa i Etiopienunder det danske medlemskab af FN’s Sikkerhedsråd i 2005-06 skaber grundlag for en anbefalingom, at ambassaden gøres permanent, således at Danmark også fremover kan sikre en direktedialog med Den Afrikanske Union, som i disse år tiltager sig en stadig mere betydningsfuldrolle, hvilket Danmark støtter.Samtidig vil det betyde, at Danmark er direkte placeret på Afrikas Horn, der er et af verdensuroligste områder, og hvor Danmark ofte er til stede med bistand, bl.a. i Etiopien, Eritrea ogSudan.I et længere perspektiv vil spørgsmålet om en evt. tilstedeværelse i Nigeria kunne indgå iovervejelserne om Danmarks repræsentationsstruktur i Afrika.Europa

Som det fremgår af analysen vil Europa også fremover forblive central for varetagelsen af danskeinteresser. Det må fortsat afspejles i repræsentationsstrukturen. Arbejdet med at styrke Danmarkstilstedeværelse i globaliseringens brændpunkter og gennemførelsen af globaliseringsstrategien vilog bør således ikke ændre ved den faste tilstedeværelse i de europæiske hovedstæder, der erafgørende for en eﬀektiv dansk interessevaretagelse i EU-samarbejdet. Asiens stigende betydninghar ikke desto mindre i de senere år allerede givet anledning til rationaliseringer af ressourcerneanvendt i Europa ikke mindst på det kommercielle område, hvor ressourcer er blevet overførttil vækstmarkeder i Asien.Det anbefales, at ressourceanvendelsen i Europa i lyset af globaliseringen og udviklingen i deteuropæiske samarbejdes strukturer løbende underkastes en kritisk vurdering med henblik påyderligere styrkelse af fokus på Asien. Dette er ikke mindst relevant i lande i Europa, hvorDanmark har ﬂere repræsentationer, herunder multilaterale repræsentationer. Den præcise formvil afhænge af de konkrete opgavers tyngde og betydning, men kan f.eks. være i form af ensammenlægning af enhederne, herunder ambassadørposter. Det øvrige personale, uanset

Samarbejdet med Rusland og Ukraine, hvor Danmark allerede er repræsenteret, ventes i dekommende år fastholdt og måske videreudviklet, bl.a. på det kommercielle område. Det vilkunne skabe grundlag for overvejelser om styrket tilstedeværelse, enten gennem udvidelse af denuværende repræsentationer eller, i Ruslands tilfælde, ved oprettelse af et handelskontor i envækstregion.I andre af EU’s nye nabolande, hvor der pt. ikke er basis for etablering af en ambassade, menhvor det alligevel vil være fordelagtigt for Danmark at have en diplomatisk tilstedeværelse,anbefales det, at Udenrigsministeriet undersøger mulighederne for at indgå aftaler om placeringaf medarbejdere i tilknytning til f.eks. Europa-Kommissionens kontor eller andre EU-landesambassader. I et lidt længere tidsperspektiv vil Danmark skulle udvikle sine interesser og relationertil landene i Kaukasus og Centralasien. Bl.a. er der i nogle lande muligheder for udvikling afsamarbejdet på det kommercielle område, hvilket evt. kan skabe grundlag for en direkte dansktilstedeværelse.

Med regeringens globaliseringsstrategi slås det fast, at det er nødvendigt at øge omverdenenskendskab til og viden om Danmark og danske forhold gennem en aktiv public diplomacyindsats i udlandet. I en stadig mere globaliseret verden med skærpet konkurrence også mellemlande er dette af stor betydning for varetagelsen af danske interesser. Ikke mindst formidlingenaf viden om grundlæggende danske værdier, politikker og kompetencer til andre lande ogkulturer er vigtig og fordrer koordinerede, troværdige og oftest landespeciﬁkke indsatser, somdanske ambassader vil være ideelt placerede i forhold til at udføre.Blandt hovedopgaverne er at viderebringe, bekræfte, afkræfte, komplementere og nuancereinformation om Danmark samt opbygge netværk og gensidig forståelse gennem kontaktermellem mennesker og institutioner og gennem udveksling af ideer.Public diplomacy rykkes fra sidelinjen til et nyt prioritetsområde

Det anbefales, at public diplomacy gøres til et nyt prioritetsområde i Udenrigsministeriet.Public diplomacy er et centralt element i skabelsen af et lands renommé og dermed også landets”bløde magt” internationalt. Det hører med til globaliseringens karaktertræk, at udenrigspolitiskebeslutninger formes i mere eller mindre formelle netværk, og at endelige beslutninger førsttræﬀes, når de rette muligheder viser sig. Public diplomacy er et centralt instrument til atpåvirke beslutningsmiljøet omkring og konturerne af en senere beslutning.Public diplomacy kan også anvendes strategisk i tilknytning til eller omkring formelle internationalemøder, som nyder opmærksomhed i medierne og oﬀentligheden. Det er vigtigt at påvirke ogforberede både den formelle dagsorden og dagsordenen uden for mødelokalerne. Det liggerheri, at den mest overbevisende og troværdige public diplomacy indsats er tæt knyttet til denfaktisk førte politik og udenrigspolitiske ageren. Som et grundlæggende værktøj i dette arbejde

Det er en berettiget forventning, at udstationerede danske diplomater er i stand til på stedet ogmed kort varsel i medierne at besvare spørgsmål og give nærmere redegørelser i forbindelsemed konkrete begivenheder som terrorangreb, naturkatastrofer, store ulykker eller væsentligebegivenheder i øvrigt. For at kunne håndtere de situationer og begå sig godt til gavn forDanmark i forhold til den internationale presse og opholdslandets medier anbefales det, atchefer og medarbejdere, der i forbindelse med udsendelse forventes at få væsentlig berøringmed pressen, fremover gennemfører professionelle medietræningskurser.Det anbefales, at danske ambassader på hele regeringens vegne identiﬁcerer relevante publicdiplomacy aktiviteter i forhold til opholdslandets medier. Sådanne aktiviteter kan gennemføresi tæt samarbejde med andre danske myndigheder, kulturorganisationer, virksomheder etc.Allerede i dag er danske ambassader aktive med hensyn til at informere om danske positioner iforbindelse med forberedelse af internationale møder og forhandlinger. Det anbefales, atrepræsentationsnetværket i fremtiden anvendes til at informere om danske initiativer ogstyrkepositioner på områder, der ligger uden for den speciﬁkke mødeforberedelse, men som harudlandets interesse.Markedsføring af Danmark

Der er som reaktion på den udenlandske efterspørgsel efter information om den danskeregerings globaliseringsstrategi udarbejdet et koncept for, hvordan et sådant informationsarbejde iforhold til udlandet gribes an. Dette omfatter faktaark, udkast til artikler til lokale medier,hovedbudskaber og presselinjer mv. til ambassadernes brug. Det anbefales, at et sådant konceptlægges til grund for informationsindsatsen om andre danske initiativer og styrkepositioner.Derudover anbefales, at ambassaderne løbende tager initiativer til faglige og kulturelle arrange-menter om emner af væsentlig dansk interesse og med relevante lokale og regionale aktører medhenblik på netværksskabelse og formidling af information. Kulturelle aktiviteter er et eﬀektivtog ﬂeksibelt instrument, der kan tiltrække stor lokal opmærksomhed om Danmark og bidragetil gode internationale kontakter for dansk kulturliv, meningsdannere, virksomheder etc.En integreret del af den samlede danske public diplomacy indsats består i det internationalekultursamarbejde. Det anbefales at udvikle eﬀektive danske kulturfremstød internationalt, bl.a.gennem tæt koordinering mellem de danske operatører på området og ved i endnu højere gradat samtænke kulturfremstød med politiske, økonomiske og kommercielle fremstød i udlandet.

En ambitiøs public diplomacy og kommunikationsindsats kan gøre aktiv brug af de nyestekommunikationsformer. Det anbefales derfor, at blogs, chatrooms, sms, videopressemeddelelser,podcasting m.v. tages i anvendelse i forbindelse med Udenrigsministeriets fremtidigekommunikationsindsats. Bl.a. i forbindelse med tegningesagen og evakueringen af danskere fraLibanon beviste en række af disse instrumenter deres værdi.Udenrigsministeriets hjemmeside www.um.dk og Danmarks-portalen www.denmark.dk, derhar 1 mio. unikke brugere årligt, og som fungerer som den eneste samlede fremmedsprogedeinternetportal til Danmark, vil også kunne udgøre væsentlige redskaber i den samlede publicdiplomacy og kommunikationsindsats i årene fremover.Særligt i forhold til den danske interesserede oﬀentlighed anbefales det, at mulighederne afsøgesfor at indføre en elektronisk, ekstern ordning på ”UM-papers” med analyser om udenrigspolitiskeog -økonomiske temaer mv. til gavn for danske samarbejdspartnere, der arbejder med emnermed internationale aspekter samt nærer interesse for det udenrigspolitiske felt i almindelighed.Pressekontaktpunkter

Udenrigsministeriet vil også fremover være en vidensorganisation, hvor indsamling, bearbejdningog formidling af viden internt og eksternt vil stå centralt. Højt kvaliﬁcerede og globalt orienteredemedarbejdere er helt afgørende for, at Udenrigsministeriet kan udføre sine opgaver. Der vil ogsåblive gjort en særlig indsats for at øge rekrutteringen af danskere med anden etnisk baggrund.Fleksibilitet og mobilitet bliver et nøgleord for fremtidens medarbejdere. Dette gælder ikkemindst vilje og ﬂeksibilitet til at ”være på”, når en begivenhed, der ﬂyder af globaliseringensmegatrends, pludselig – i både tid og sted – viser sig på overraskende og uventet vis. Det erbegivenheder, som ofte er intense og arbejdskrævende, og som ofte skal løses i lande og områderpræget af konﬂikt, uro og vanskelige levevilkår.Trendanalyser og fremskrivninger viser, at konkurrencen om fremtidens kompetente medarbejderekan blive hård. Et konkurrenceparameter for Udenrigsministeriet har historisk set været alsidigearbejdsopgaver og dette at repræsentere Danmark internationalt. Med globaliseringen vilalsidigheden i opgaverne blive yderligere styrket, men samtidig vil der være øgede mulighederfor at arbejde internationalt gennem andre myndigheder, erhvervslivet og organisationer m.ﬂ.

Forventningen om, at Udenrigsministeriets medarbejdere skal være klar til at ”kaste sig ud” ibrændpunkterne, når behovet opstår, må modsvares af en attraktiv medarbejderpolitisk proﬁl iministeriet. På fremtidens arbejdsmarked vil dette være et uomgængeligt konkurrenceparameter.En anden betydelig usikkerhedsfaktor er det danske familiemønster, hvor den absoluttehovedregel i dag er, at begge ægtefæller har eget job og karriere, hvilket vanskeliggøres ved den eneægtefælles udstationering. Udenrigsministeriets medarbejderpolitik må omfatte en troværdigfamiliepolitisk dimension.Med de særlige arbejdsmæssige rammebetingelser i Udenrigsministeriet kan det være svært atdeﬁnere den grænse, hvor arbejdslivet slutter, og familielivet begynder. Dette gør sig i særliggrad gældende, når medarbejdere og familier ved udstationeringer ﬂyttes fra de mere vanteomgivelser og f.eks. placeres i et af globaliseringens brændpunkter.En samlet medarbejder- og familiestrategi

Udenrigsministeriet står på dette område over for vedvarende og strukturelle udfordringer, derfordrer en samlet og langsigtet tilgang. Det anbefales derfor, at ministeriet i samarbejde medmedarbejderrepræsentanterne udarbejder en strategi for indsatsen i de kommende år, der skalgøre det muligt at være mobil og ﬂeksibel.Strategien vil bl.a. omhandle bestræbelser på at løse problemet med ægtefællers tabte dagpengeretved hjemkomst, etablering af beskæftigelsesaftaler med andre lande, muligheder for at sikremedfølgendes pensionsopsparing, muligheder for videreuddannelse i løbet af udstationeringen,tilbud om professionel assistance til afsøgning af jobmuligheder for medfølgende ved udstationeringog ved hjemkomsten til Danmark. Ministeriets ledelse vil give særlig prioritet til dette arbejde.Især problemet med udsendte ægtefællers tabte dagpengeret har Udenrigsministeriets ledelse ogudenrigsministeren allerede viet betydelig opmærksomhed. I lyset af regeringens globaliserings-strategi og den vægt der lægges på globalisering, anbefales det, at der ﬁndes en hensigtsmæssigordning, således at der etableres rimelige vilkår for medfølgende ægtefæller, hvis globalemobilitet dermed forbedres.Det vil være et vigtigt selvstændigt hensyn at skabe trygge vilkår for udsendte medarbejderesbørn. Det anbefales, at det sikres, at vilkår for udsendte medarbejderes børn reﬂekterer demuligheder, der tilbydes børnefamilier i Danmark.Globaliseringens muligheder udnyttes

virksomheder, ministerier, internationale organisationer osv. Ministeriet vil give tilbud omløbende informationer og netværksaktiviteter med henblik på at fastholde tilknytningen tilUdenrigsministeriet i løbet af orlovsperioden. Der vil også blive etableret et pilotprojekt med enmentorordning for potentielle kvindelige chefer.Globaliseringen øger behovet for, at ressourcerne anvendes dér, hvor de til enhver tid gældendebehov er størst. Medarbejderne og deres familier har samtidig en berettiget forventning om, atde grundlæggende vilkår for en udstationering er klare. For at imødekomme de to – i nogen gradmodsatrettede – behov, anbefales det, at der skabes øget ﬂeksibilitet i forbindelse med udstatio-neringer. Bl.a. søges der for medarbejdere under chefsniveau fastlagt en udsendelsesnorm på tre år,der kan forlænges eller forkortes med et år, såfremt såvel medarbejderen som Udenrigsministerietønsker det. Reglerne udarbejdes i samarbejde med medarbejderrepræsentanterne.Som det fremgår nedenfor gøres der en særlig indsats for lokalt ansatte medarbejderes mulighederfor at skabe sig attraktive karriereforløb, idet disse medarbejdere bl.a. kan tilføre Udenrigsministerietværdifulde kulturelle og sproglige kompetencer.Ekspertviden om lokale forhold opprioriteres

Globaliseringen øger kravene til Udenrigsministeriets kompetencer i verdens brændpunkter,ikke mindst de sproglige og kulturelle kundskaber.Det anbefales, at ministeriets faglige kompetencer udvikles gennem bl.a. tidsbestemt ansættelseaf – og samarbejde med – ﬂere eksterne specialister inden for de områder, der kræver særligesprog-, kultur- eller historiske kundskaber. Det gælder ikke mindst i forhold til landene i Asien,Mellemøsten og Afrika. Specialisterne komplementerer Udenrigsministeriets allerede voksendebrug af chefkonsulenter med ansvar for tematiske emneområder.Speciﬁkt i forhold til Mellemøsten og den muslimske verden vil Udenrigsministeriet sammenmed andre ministerier som led i regeringens globaliseringsstrategi udarbejde et forslag tiloprettelse af et Videnscenter vedrørende Mellemøsten og den muslimske verden, der skal samleog udvikle viden og kompetencer i forhold til denne del af verden.Det anbefales videre, at den faglige professionalisering på de danske ambassader samtidigforstærkes gennem øget ansættelse af højt kvaliﬁcerede lokalt ansatte medarbejdere. De lokaltansattes aﬂønnings- og karrieremuligheder vil blive udvidet, så de – afhængigt af kompetencerog resultater – f.eks. kan bestride ledende stillinger i delfunktioner på ambassaden.Lokalt ansatte medarbejdere ansættes af de enkelte repræsentationer og har ikke sammepraktiske muligheder for organisering og valg af tillidsrepræsentanter, der dels kan støttemedarbejdergruppens udvikling, dels påtage sig støtte og repræsentation i enkeltsager om f.eks.afskedigelse. På den baggrund er der allerede taget skridt til, at de lokalt ansatte repræsenteres iUdenrigsministeriets centrale samarbejdsudvalg. I fortsættelse heraf anbefales det, at derudpeges en særlig ”ombudsmand” for de lokalt ansatte, som kan varetage mægling i konkretesager og fremsætte forslag til ændringer i regelsæt mv., hvor der ﬁndes behov herfor.Sprog- og kulturkundskaber

Det anbefales, at en mere oﬀensiv udvikling og anvendelse af kontorfunktionærgruppenskompetencer søges opnået gennem udbygning og løbende tilpasning af attacheuddannelsen tilogså at indeholde kendskab til interkulturel ledelse og kommunikation og specielle sprog somkinesisk og arabisk. Teoretiske uddannelsesforløb suppleres med praktik både i ministeriet iKøbenhavn og på udeposter.Endvidere vil den målrettede opkvaliﬁcering af attacheerne mellem udeposterne, så de pågældendefastholder et højt kompetenceniveau over tid, blive prioriteret. Der etableres et grunduddannelses-forløb for nyansatte kontorfunktionærer samt et substantielt og målrettet videreuddannelsesforløbfor generalister og specialister i hjemmetjenesten med fokus på bl.a. prioriterede sprog,kulturforståelse og kommunikation.Der skabes et jobudviklingsprojekt for medarbejdere med administrative opgaver til støtte forchefgruppen mhp. at sikre en bedre udnyttelse af disse medarbejderes kompetencer og en mereeﬀektiv varetagelse af støttefunktioner. Endelig udarbejdes en plan for håndteringen af genera-tionsskift indenfor kontorfunktionærgruppen, herunder etablering af elevpladser, markedsføringaf Udenrigsministeriet i forhold til relevante uddannelsesinstitutioner samt praktikophold.Kompetencecenter

Med henblik på den løbende og sammenhængende kompetenceudvikling af den enkeltemedarbejder i Udenrigsministeriet, bl.a. ud fra de behov for kompetencer der følger afglobaliseringen, anbefales etableringen af et UM-kompetencecenter ved sammenlægning afrelevante enheder. Der udarbejdes en samlet strategi for kompetenceudviklingen.Det anbefales, at den særlige kompetenceudvikling i relation til borgerserviceopgaver indgår itæt sammenhæng med kompetencecenteret.Endvidere anbefales det, at det kommende center som led i en samlet strategi også kortlæggermulighederne for etablering af uddannelses- og udvekslingsnetværk med bl.a. andre landesudenrigsministerier, hjemlige og udenlandske universiteter, DIIS og andre forskningsinstitutioner.Formålet er at sikre uddannelse af Udenrigsministeriets medarbejdere vedr. emner, som harsærlig betydning for at kunne løfte de udfordringer, der følger af globaliseringen, men som ikkei tilstrækkelig grad er omfattet af de videregående uddannelser på f.eks. universiteter oghandelshøjskoler. Endvidere kan centeret udbyde kurser til medarbejdere fra centraladmini-strationen, regioner og kommuner, organisationer, de grønlandske og færøske hjemmestyreretc., som arbejder internationalt.Det anbefales, at centeret fokuserer på at opnå en mere oﬀensiv udvikling og anvendelseaf kontorfunktionærgruppens kompetencer gennem udbygning og løbende tilpasning afUdenrigsministeriets attacheuddannelse, jf. ovenfor.Endelig anbefales det generelt at anvende ny teknologi til virtuel træning, internetbaseredeundervisningsforløb og selvstudier mv.

Globaliseringens udviskning af grænserne mellem indenrigs- og udenrigspolitik medfører etklart behov for, at alle udsendte medarbejdere har et direkte og højt kvaliﬁceret kendskab tilden danske indenrigspolitiske kontekst og EU-samarbejdet.For yderligere at sikre det danske repræsentationsnetværks faste forankring i den danskeindenrigspolitiske virkelighed og for at øge vekselvirkningen mellem hjemme og ude i øvrigt,anbefales det, at udsendte ambassadører regelmæssigt og under hensyntagen til Udenrigs-ministeriets samlede behov gør tjeneste på Asiatisk Plads efter en vis tid i udetjenesten.Indgående kendskab til EU’s institutioner, beslutningsprocedurer og dagsorden er i stigendegrad en forudsætning for eﬀektivt at kunne varetage posten på danske ambassader.Det anbefales derfor, at ambassadører og relevante medarbejdere inden udstationering fårmulighed for at gennemføre besøg og samtaler på EU-repræsentationen, i Kommissionen,Rådssekretariatet og andre relevante EU-institutioner. Udenrigsministeriets Kompetencecenterkoordinerer denne opgave.I forhold til EU-koordinationsarbejdet i København anbefales det, at kompetenceudviklingen ihøjere grad fokuseres på medarbejdernes forhandlingstekniske kompetencer. Formålet er, atUdenrigsministeriet også i de tidligere forhandlingsfaser kan koordinere og se på tværs afsektorfaglige sagskomplekser, ﬁnde kompromisser og opstille tværgående forhandlingsprospekter,så regeringen fra start og samlet set kan forhandle vanskelige sager gennem hjemlige og europæiskebeslutningsprocesser.Eksport- og investeringsfremmeindsatsen

Der lægges med regeringens samlede plan for oﬀensiv global markedsføring af Danmark,som beskrevet ovenfor, op til en væsentlig styrkelse og modernisering af Danmarks eksport- oginvesteringsfremmeindsats.I overensstemmelse hermed anbefales det, at der afsættes ressourcer til en yderligere professiona-lisering af Udenrigsministeriets eksport- og investeringsfremmeindsatser. UdenrigsministerietsKompetencecenter koordinerer arbejdet. På investeringsfremmeområdet anbefales udsendelsetil prioritetslande og lokalansættelse af ﬂere medarbejdere med professionelle salgskompetencersamt intensiveret træning af Invest in Denmarks nuværende medarbejdere.På eksportfremmeområdet anbefales ansættelse og udsendelse til prioritetslande af ﬂerehandelsspecialister med særlige kompetencer inden for bl.a. de innovative erhverv.Der anbefales endvidere en stærk kompetenceudvikling af såvel de udsendte som de lokaltansatte medarbejdere – bl.a. ved øget erfaringsudveksling i globale og delvist virtuelle netværkorganiseret omkring dansk erhvervslivs styrkepositioner indenfor områder som miljø og energi,informations- og kommunikationsteknologi samt møbler, design og tekstiler.Udviklingsbistanden

En af globaliseringens primære drivkræfter er ny teknologi. På blot ti år er afstandene i tid og rumreduceret dramatisk, og det er nu muligt med lave omkostninger at overføre store datamængderog kommunikere direkte og øjeblikkeligt mellem snart sagt alle steder på kloden. Det betyder også,at den diplomatiske telex-arbejdsform og -kultur er aﬂøst af digitale arbejdsformer og -kulturer.Generelt gælder, at de nye teknologier åbner mulighed for helt nye arbejdsprocesser i Udenrigs-ministeriets globale organisation. For en lang række opgaver – politiske såvel som administrative– gælder, at de tidligere reelt kun kunne løses enten centralt i ministeriet på Asiatisk Plads ellerdecentralt på repræsentationerne. De teknologiske landvindinger muliggør en nytænkning afeksisterende procedurer og arbejdsformer. Opgaverne kan – og skal – løses dér, hvor det skerbedst og mest eﬀektivt. I nogle tilfælde, f.eks. på det administrative område, vil konsekvensenkunne være en centralisering af visse opgaver i København. I andre tilfælde vil ﬂere funktionerkunne varetages af repræsentationerne. Og på de – efterhånden få – områder, hvor praktiskeforhold har medført dobbeltarbejde, vil dette være muligt helt at eliminere.Ambassadernes vigtigere rolle

”Grænserne” mellem ministeriet på Asiatisk Plads og ambassaderne nedbrydes, og det anbefalesat skabe en fuldt udfoldet enhedstjeneste, hvor den nærmeste kollega og sparringspartner megetvel kan beﬁnde sig ”på den anden side af Jorden”. Tværgående arbejdsgrupper og task-forcesetableres ud fra emnet og forankres hos de arbejdsgruppemedlemmer, der har ﬂest interesser ide konkrete sagsområder. Det betyder også, at sagen ikke nødvendigvis styres fra København,og at samarbejdet ofte vil være tættest mellem kolleger på forskellige repræsentationer. Samtidiger det dog vigtigt, at København hele tiden holdes tæt orienteret om den seneste udvikling. Dervil i arbejdet med at etablere de tværgående netværk blive trukket på erfaringerne fra de virtuellenetværk, som blev etableret i forbindelse med Sikkerhedsrådsmedlemskabet.En række opgaver, der hidtil er udført i ministeriet på Asiatisk Plads, løses fremover bedst ogmest eﬀektivt direkte på ambassaderne. Konkret anbefales det, at landespeciﬁkt analysearbejde,forberedelse af bilaterale besøg, herunder udarbejdelse af materiale, i videst mulige omfanghåndteres direkte af ambassaderne. Decentraliseringen vil ikke kun skabe bedre muligheder forfokus på tematiske indsatsområder i ministeriet i København, men vil også reducere ambassadernesarbejdsbyrde med løbende underretning af og rapporter til ministeriet i København om denlokale udvikling. Der ses i denne forbindelse på muligheder for, at ambassadernes interneorganisation forbedres i takt med globaliseringen.Som en forudsætning for den øgede delegering af opgaver og kompetencer til ambassaderne,anbefales det, at Udenrigsministeriets ledelse løbende prioriterer den kommende periodesvæsentligste emneområder og dermed angiver, hvor og hvordan kontorer og ambassader medanalyser og rapportering bedst muligt kan skabe merværdi i forhold til regeringen, den samledecentraladministration og andre væsentlige samarbejdspartnere. Det anbefales endvidere, atrelevante møder sendes direkte eller ’streames’ elektronisk til repræsentationerne. For atunderstøtte det tværgående samarbejde mellem enhederne, herunder repræsentationerne,anbefales det endeligt, at der etableres et direktionssekretariat.

Den teknologiske udvikling skaber også muligheder for at drage nytte af et tættere regionaltsamarbejde mellem de enkelte ambassader, konsulater, handelskontorer og styringsenhederlokalt. Det anbefales, at den regionalisering af Udenrigsministeriets arbejde, der allerede erigangsat på det kommercielle område – f.eks. i de baltiske lande – udvides til også at omfatteandre områder. Formålet er opbygning af faglig kompetence inden for globaliseringensstrategiske temaer samt en indsats i forhold til regionale organisationer i globaliseringensbrændpunkter som f.eks. ASEAN, Den Afrikanske Union, Den Arabiske Liga etc.Det anbefales, at regionaliseringen sker enten ved en formaliseret fastlæggelse af ansvar fortematiske ansvarsområder eller ved opbygning af egentlige regionale knudepunkter, således ateksempelvis en styrkelse af den regionale indsats kan koncentreres om én lidt større ambassade iregionen med ansvaret for en række tværgående forhold.De regionale knudepunkter kan dog ikke erstatte den direkte tilstedeværelse i de pågældendelande, idet en eﬀektiv opgaveløsning i globaliseringen netop forudsætter et stærkt og levendenetværk i hvert af regionens lande. Det anbefales, at Udenrigsministeriets ledelse indgår direktei det regionale samarbejde ved deltagelse i et pilot-projekt med afholdelse af jævnlige, virtuelleregionalmøder med deltagelse af repræsentationerne i de geograﬁske hovedområder. Regionali-seringen komplementerer en øget brug af eksperter i hjemmetjenesten, idet en række kompetencerog opgaver kun kan opbygges og løses professionelt med base i den pågældende region.Også på det kommercielle område ses der muligheder for fortsat øget regionalt samarbejde. Detanbefales, at f.eks. sektoreksperter kan arbejde regionalt, såfremt det sprogligt og fagligt i øvrigtgiver mening.Virtuel vidensopbygning

Endelig anbefales det, at de teknologiske muligheder for at eﬀektivisere Udenrigsministerietsadministration udnyttes. Der vil blive draget nytte af de muligheder for decentralisering ogstordriftsfordele, som nye teknologier skaber. Der vil blive søgt globale løsninger på globaleadministrative udfordringer.Der vil blive foretaget en kortlægning af administrative arbejdsopgaver som regnskabs- ogbogføringsfunktioner, boligrapporter mv., der i dag foretages decentralt på repræsentationerne.Formålet er at identiﬁcere muligheder for centralisering af sådanne opgaver i København eller,hvor f.eks. sproglige forhold taler for det, i regionale centre som f.eks. i Beijing for repræsenta-tionerne i Kina og f.eks. Berlin for repræsentationerne i Tyskland, Schweiz og Østrig. Mindrerepræsentationer vil blive tilbudt, at opgaver som regnskab, budgetopfølgning, bygningsadmi-nistrative opgaver mv. løses i København. Dermed forbedres ikke mindst de mindre ambassadersmuligheder for at fastholde fokus på de politiske og økonomiske opgaver, ligesom der enkeltesteder dannes grundlag for udsendelse af ambassadører med særligt prioriterede og afgrænsedeopgaver, efter den model der allerede er indført i Cypern.Decentraliseringen vil blive styrket ved at give repræsentationerne voksende ansvar for og frihedtil at prioritere ressourcerne, således at der opnås den størst mulige eﬀekt for Danmark.Konkret sker det i form af den såkaldte ’udvidede rammestyring’, der allerede er påbegyndt, ogsom søges fuldt implementeret ved samtlige repræsentationer inden udgangen af 2008.Samtidig opstilles på det samlede administrative område ﬂerårlige måltal for eﬀektiviseringer ogrationaliseringer. Decentraliseringen kombineres med en central controllerfunktion.I tillæg til ovenstående anbefales etableringen af en tværgående IT-arbejdsgruppe, der sikrer, atIT-løsninger reelt og fuldt understøtter alle områder af Udenrigsministeriet. Også samarbejdetog erfaringsudvekslingen med andre landes udenrigstjenester og private virksomheder omimplementering af tidssvarende administrative løsninger mv. skal udvides.Endvidere anbefales det, at der arbejdes videre med muligheden for etablering af en globalbankaftale for repræsentationerne i udlandet med henblik på bl.a. at opnå besparelser ogunderstøtte enhedsorganisationen med en global løsning på en global udfordring.Endelig anbefales det, at Udenrigsministeriets udbudspolitik, som gælder hele organisationenog dermed både for ministeriet i København og repræsentationerne i udlandet, fortsat medvir-ker til at sikre, at det danske Udenrigsministeriums kvalitet og omkostningseﬀektivitet erblandt de bedste i en international sammenligning, og at samarbejdet med den private sektorfortsat udbygges.