UM del - 2006-07 - Bilag 43: Udenrigsministeriets erfaringsopsamling fra marts 2007 vedr. Danmarks medlemskab af Sikkerhedsrådet 2005-06

Forord af udenrigsminister Per Stig MøllerI to år har Danmark haft plads i FN’s Sikkerhedsråd.Perioden har været rammen om en række centrale beslut-ninger om bl.a. Sudan, Nordkorea, Iran og Libanon. FN ogSikkerhedsrådet har en central rolle i konﬂiktforebyggelseog konﬂikthåndtering, og viljen til at tage beslutninger gen-nem FN har været større end i mange år. Danmarks fokusi Sikkerhedsrådet har netop været at styrke den globale sik-kerhed gennem multilaterale løsninger.Med klare prioriteter og aktivt diplomati kan et lille landpåvirke arbejdet og skabe konkrete resultater. Vi har arbej-det tæt sammen med vores allierede i Sikkerhedsrådet, ikkemindst de tre permanente medlemmer, Frankrig, Storbri-tannien og USA, men også koordineret tæt med de ikke-permanente medlemmer Slovakiet og Grækenland samtopnået resultater i tæt dialog med Kina og Qatar. Kun imeget få tilfælde har de europæiske lande været splittet vedafstemninger, og sammen med USA har de fem EU-lande iSikkerhedsrådet haft stærke fælles interesser.Det har været hårdt arbejde både på FN-missionen i NewYork, men også i København og på de danske ambassader.Personligt har jeg deltaget aktivt i behandlingen af mangeaf de store sager på dagsordenen både fra København, pårejser og ved deltagelse i møder i New York. Resultaterne ermange, og denne rapport fremhæver kun nogle af de vigtig-ste. Rapporten kommer også ind på nogle af de tværgåendeerfaringer, vi har gjort os efter to år i Sikkerhedsrådet.Konﬂiktløsning med særlig vægt på Afrika har stået icentrum for vores indsats. Vi har i den sammenhæng setet styrket afrikansk engagement i Sikkerhedsrådets arbejdemed nogle af de centrale sager, hvor vi i samarbejde medGhana og Tanzania ﬁk intensiveret det politiske pres påSudan i forbindelse med krisen i Darfur. Det er en lovendeudvikling, som vi vil fortsætte med at støtte fra danskside efter medlemskabet. Sudan var fra først til sidst en afde største sager. Der blev truffet betydelige beslutningerundervejs, bl.a. i marts 2005 om en FN-styrke og henvis-ningen af overgreb i Darfur til Den Internationale Straf-fedomstol. I september 2006 indkaldte jeg sammen medUSA’s udenrigsminister, Condoleezza Rice, medlemmerneaf Sikkerhedsrådet og udenrigsministrene fra de lande, somkan påvirke regeringen i Sudan, til et møde i New York

for at øge presset på Sudan vedr. indsættelse af en robustfredsbevarende styrke i Darfur. Fra mødet ﬁk vi sendt etklart signal til Khartoum om, at det internationale samfundikke vil sidde overgrebene mod civilbefolkningen i Dar-fur overhørig. Ved udløbet af Danmarks medlemskab måvi imidlertid konstatere, at situationen i Darfur stadig erfortvivlende. Til gengæld gik det bedre med Liberia, hvorDanmark havde formandskabet i Sikkerhedsrådets sankti-onskomité. Sanktionerne imod Liberia er et stjerneeksempelpå, hvordan sanktioner kan være et positivt incitament tilat reformere og forbedre. I tæt samarbejde med Liberias nyepræsident og regering ﬁk vi skabt basis for at løfte sanktio-nerne på tømmerområdet og lagt grunden for fortsat positivudvikling i Liberia.En anden eksplosiv sag de seneste to år har været Libanon.Jeg har selv været til ﬂere møder i Sikkerhedsrådet herom,først i oktober 2005, hvor vi drøftede Syriens involvering imordet på den tidligere libanesiske premierminister RaﬁkHariri, og senest i august 2006, hvor en aktiv og koncen-treret dansk indsats var med til at sikre enighed og regionalopbakning til en markant øget rolle for FN i Libanon.Denne indsats blev fulgt op af et dansk ﬂådebidrag til denudvidede FN-styrke i Libanon. I hele perioden har jeg væreti tæt kontakt med landene i regionen – Libanon, Israel,Syrien – foruden vores partnere og allierede i og uden forEU for at få den bredest mulige opbakning til at sikre fredog politisk stabilitet i Libanon. I den forbindelse noteredejeg med tilfredshed, at EU-landene, når alt kom til alt,leverede rygraden til UNIFIL-missionen.Nordkorea-sagen blev et hedt emne over sommeren 2006med testaffyring af missiler i juli og med en formodetatomprøvesprængning i oktober. Det lykkedes efter hårdeforhandlinger og i tæt samarbejde med Kina og Japan atsamle Sikkerhedsrådet om en reaktion imod det utilregne-lige regime i Pyongyang. Det lykkedes at sikre enighedeni Sikkerhedsrådet og sætte handling bag ordene med denstærkest mulige reaktion på Nordkoreas handlinger. Detsamme gjorde sig gældende ved den resolution, som ind-førte sanktioner over for Iran som reaktion på, at Iran ikkeefterlever de krav, som IAEA og Sikkerhedsrådet har pålagtIran vedrørende det iranske atomprogram.Fra starten var terrorbekæmpelse en af de danske hoved-prioriteter. Det danske formandskab for Sikkerhedsrådets

komité for terrorbekæmpelse, CTC, krævede hårdt ben-arbejde. Vi overtog formandskabet for en komité, der varved at miste opbakning. Det skyldtes først og fremmest demeget omfattende rapporteringskrav uden synlige resultater.Det har vi ryddet op i, så fokus nu er på resultater.Danmark havde formandskabet i Sikkerhedsrådet i maj2005 og i juni 2006. Begge gange satte vi fokus på aktuelletemaer. I maj 2005 gjaldt det fredsopbygning og skabelsenaf en ny koordineringsmekanisme i FN, der forhåbentligtvil kunne bidrage til, at færre lande glider tilbage i konﬂikt.Ved en aktiv, fokuseret dansk indsats, og i et utraditioneltog symbolsk vigtigt parløb med et andet sikkerhedsråds-medlem, Tanzania, har vi spillet en afgørende rolle i opret-telsen af FN’s nye Fredsopbygningskommission. I juni 2006tog vi initiativ til en temadebat om styrkelse af den inter-nationale retsorden. Dermed ydede Danmark et væsentligtbidrag til at sætte fokus på den betydning, folkeretten har,når vi skal håndtere nogle af globaliseringens udfordringer,herunder fremme af international fred og sikkerhed. Og idecember kom det første resultat i form af Sikkerhedsrå-dets beslutning om at oprette et ”focal point”, der gør detmuligt at blive strøget af terrorlisten.

To års medlemskab har også styrket min opfattelse af dettvingende behov for en snarlig reform af Sikkerhedsrådet.Flere af globaliseringens centrale aktører er ikke permanentemedlemmer af Rådet, og heller ikke Afrika har permanenterepræsentanter i Rådet. En udvidelse vil styrke legitimite-ten og dermed respekten for og gennemførelsen af Rådetsbeslutninger. Denne reform lader stadig vente på sig, mener fortsat nødvendig.Alt i alt har det været to hårde år, men også to år hvor vived Danmarks offensive udenrigspolitik tog ansvar ogopnåede resultater.

særlige repræsentanter, som leder FN’s indsats i et giventland, og fra Generalsekretærens personlige udsendinge, derer involveret i konkrete opgaveløsninger.Sikkerhedsrådet har en række instrumenter til sin rådighed,beskrevet i FN-pagtens kapitel VI (bløde) og VII (hårde).Blandt de mest vidtrækkende instrumenter er magtanven-delse og sanktioner. Fredsbevarende operationer (et begrebder ikke ﬁndes i FN-pagten, men i dag er blevet en FN-ker-neopgave) bliver iværksat efter såvel kapitel VI som VII, altefter hvor vidtgående magtbeføjelser eller andre tvangsfor-anstaltninger der er tale om.Rådets beslutninger kan tage forskellige former. Resolutio-ner er beslutninger, der bruges til at iværksætte aktioner,og som kan binde hele FN’s medlemskreds. De kræveret kvaliﬁceret ﬂertal på mindst ni af Rådets medlemmer,forudsat at ingen af de permanente medlemmer stemmerimod (vetoret). Langt de ﬂeste resolutioner bliver vedtagetenstemmigt. Herudover kan Rådet udstede formandsud-talelser eller pressemeddelelser. Det kræver enighed, menteksterne er mindre forpligtende end resolutioner. Deanvendes som reaktion på pludseligt opståede kriser ellerenkeltbegivenheder.Under Sikkerhedsrådet er oprettet 21 underorganer – her-under 11 sanktionskomiteer. Alle Sikkerhedsrådets 15medlemmer er automatisk medlem af disse 21 underorga-ner. De valgte medlemmer leder som hovedregel arbejdet iorganerne. Danmark har ledet arbejdet i komiteen for ter-rorbekæmpelse (CTC) og i sanktionskomiteen for Liberia.Frankrig –, Kina, Rusland, Storbritannien og USA – ogsåkaldet P5 – udøver i kraft af deres permanente sæder i Sik-kerhedsrådet, deres størrelse, institutionelle hukommelseog vetoret ikke overraskende en betydelig indﬂydelse påRådets arbejde. De søger på enkelte væsentlige spørgsmålat koordinere deres holdninger, inden hele Rådet inddragesi forhandlingerne, men der er mange sager, hvor de ikke erenige og søger alliancer blandt de valgte medlemmer. De 10valgte medlemmer udgør ligeledes en uhomogen gruppe, ogmed årlige udskiftninger på halvdelen af pladserne bestem-mes interessesammenfald i gruppen oftest af tilfældighe-der. Det er især i sager, hvor der ikke er P5-enighed, at devalgte medlemmer har afgørende muligheder for at påvirkebeslutningerne i Rådet i alliancer med ligesindede blandt de

Sikkerhedsrådet er uden sammenligning FN’s mest magt-fulde organ. Det kan træffe beslutninger af vidtrækkendekarakter, der binder alle FN’s medlemsstater. Med kun 15medlemmer, ud af den samlede medlemskreds i FN på 192lande, udgør Sikkerhedsrådet en lille, beslutningsdygtigkerne.Sikkerhedsrådets hovedansvar er opretholdelsen af inter-national fred og sikkerhed. Omfanget af dette ansvarsom-råde er øget i takt med, at konﬂikter er blevet stadig merekomplekse. FN-pagtens bestemmelse om, at FN ikke kanintervenere i et lands indre anliggender, står stadig formeltset ved magt, men er blevet indholdsmæssigt udhulet i taktmed, at interne konﬂikter stadig oftere har destabiliserendevirkninger for nabolandene.Rådet mødes næsten dagligt i New York. Mange af mø-derne foregår i lukkede uformelle konsultationer, menRådet holder ofte også åbne møder, hvor ikke bare Rådetsmedlemmer deltager, men også repræsentanter fra andremedlemsstater, som har interesse for sagen.Formandskabet går på skift hver måned, og arbejdspro-grammet bliver derfor også kun fastsat for én måned adgangen. Programmet indeholder dels regelmæssigt tilba-gevendende brieﬁnger om situationen i de lande, hvoriSikkerhedsrådet har givet mandat til en FN-operation, ogdels aktuelle konﬂikter. Modsat i EU er formandskabetsrolle primært at fungere som mødeleder, mens arbejdet medsubstansen på de enkelte sager er fordelt imellem Rådetsmedlemmer. Formandskabet kan dog sætte tematiske emnertil debat, som Danmark gjorde under de to formandskaber ihenholdsvis maj 2005 og i juni 2006.FN står i spidsen for 18 fredsbevarende operationer medgodt 100.000 soldater, politifolk og civile udsendte og etbudget på ca. 30 mia. kr. om året. 80% af de udsendte gørtjeneste i de syv operationer i Afrika. En række øvrige inter-nationale fredsstøttende operationer har mandat fra Sik-kerhedsrådet, men ledes ikke af FN. Det gælder f.eks. denmultinationale styrke i Irak, NATO’s indsats i Afghanistanog Kosovo samt EU’s styrke i Bosnien-Herzegovina. Sik-kerhedsrådet får løbende brieﬁnger fra Generalsekretærens

permanente medlemmer. På områder, hvor de permanentemedlemmer har færre direkte interesser, især på menneske-rettighedsområdet og det humanitære område, kan valgtemedlemmer tilsvarende få større indﬂydelse. Danmarkhar bl.a. lagt særlig vægt på beskyttelse af svage grupperog på betydningen af retsstatsprincipper i behandlingen afkonﬂikter.De fem permanente medlemmers optræden i Rådet er iudpræget grad styret af deres nationale interesser. Frank-rig og Storbritannien, der overvejende er motiveret af englobal normativ dagsorden med vægt på fredelig bilæggelseaf tvister, fremme af menneskerettigheder m.v., ønskergenerelt, at Sikkerhedsrådet optræder proaktivt og så vidtmuligt engagerer sig i løsningen af alle større konﬂikter.Frankrig og Storbritannien er de klart mest aktive af de per-manente medlemmer. Hver konﬂikt på Rådets dagsordenhar en modernation (lead) blandt Rådets medlemmer, somhar ansvaret for at forberede udkast til tekster. Frankrig ogStorbritannien har påtaget sig den rolle på en stribe konﬂik-ter såsom Elfenbenskysten, Demokratisk Republik Congo,Sudan, Libanon og Cypern.Modsat opfører Kina og Rusland sig i langt højere grad somstatus quo-magter. De er generelt reaktive og tager sjældentinitiativer i Rådet. De er skeptiske over for involvering afSikkerhedsrådet i konﬂikter, der ligger inden for deres tradi-tionelle geograﬁske interessesfære, samt over for den muligepræcedens-skabende virkning af sikkerhedsrådsaktioner påkonﬂikter, hvor de selv har klare nationale interesser (f.eks.Burma og Centralasien). Disse grundholdninger begrundesofte fra de to landes side med henvisning til princippet omikke-indblanding i indre anliggender. Der har, ikke mindsti takt med det voksende importbehov for naturressourcersom olie, de sidste år kunnet spores en langt større, aktivkinesisk interesse, ikke mindst i Afrika. Tilsvarende er detbemærkelsesværdigt, i hvor høj grad den russiske stilling-tagen til spørgsmålet om internationale foranstaltninger iforhold til Irak og nu også i forhold til Iran er påvirket aføkonomiske, kommercielle interesser.USA’s ageren er præget af, at det er det eneste medlem medegentlige globale sikkerhedspolitiske interesser, og at Sikker-hedsrådet kun er et af mange udenrigspolitiske instrumen-ter, der står til landets disposition. USA deler i vidt omfangden britisk-franske normative dagsorden om maksimal in-

Ved indgangen til sikkerhedsrådsmedlemskabet fastlagderegeringen ﬁre overordnede prioriteter:Nye trusler med fokus på terrorbekæmpelseFN’s konﬂiktforebyggelse og konﬂikthåndteringAfrikaStyrkelse af Sikkerhedsrådet med fokus på deninternationale retsordenHerudover stod det fra starten klart, at konﬂikterne i Mel-lemøsten, herunder i Irak, helt naturligt ville få særlig danskbevågenhed. Prioriteterne er udtryk for områder, hvor Sik-kerhedsrådet kan spille en særlig rolle i naturlig forlængelseaf danske udenrigs- og sikkerhedspolitiske prioriteter. Detdaglige arbejde i Sikkerhedsrådet med de konkrete sagerbestemmes selvsagt af FN’s engagementer og den aktuellepolitiske situation, men de danske prioriteter har været ret-ningsgivende for indsatsen på sagerne, herunder på de meretværgående temaer, på Rådets dagsorden.Håndteringen af sagerneI den daglige håndtering af sagerne har FN-missionenarbejdet på grundlag af rammeinstruktioner på hver enkeltkonﬂikt eller tema på Sikkerhedsrådets dagsorden. Denkonkrete udmøntning af rammeinstruktionerne er sket inært samarbejde med kollegerne i København og de dan-ske repræsentationer, og det har i praksis været en megetsmidig arbejdsform. For et lille land gælder det om at værevelinformeret, både hvad angår substansen, og hvad angårcentrale aktørers positioner. Gennem virtuelle netværk,hvor alle interessenter kunne spille ind på sagerne, har in-formationsstrømmen ﬂydt ubesværet og øget produktivite-ten. Derudover har EU’s informationsnetværk og meget tætkontakt til NGO-miljøet, som ofte er de eneste øjenvidneri konﬂiktområderne, givet et solidt grundlag at arbejde påved møder og i forhandlinger.

Fra dansk side gik man i efteråret 2004 målrettet efter at fåformandskabet for Sikkerhedsrådets komité for terrorbe-kæmpelse, CTC (Counter Terrorism Committee). Det varen prestigefyldt komité, som stod over for at skulle i gangmed en ambitiøs dagsorden. Det var forventningen – bådefra dansk og fra de fem permanente medlemmers side – atDanmark her ville kunne gøre en forskel med afsæt i ensolid tradition for effektiv varetagelse af formandskaber,omfattende erfaringer på bistandsområdet generelt og in-novative tilgange til samspillet mellem udenrigs- og udvik-lingspolitik.CTC blev oprettet kort efter terrorangrebet på USA den11. september 2001 med vedtagelsen af resolution 1373.Resolutionen pålægger alle FN’s medlemslande en rækkeforpligtelser, der skal gøre det vanskeligere at planlægge oggennemføre terrorangreb, bl.a. ved at forhindre og krimi-nalisere ﬁnansiering af og støtte til terrorisme og ved bedregrænsekontrol. CTC’s mandat er at overvåge landenesgennemførelse af resolutionen og drage omsorg for, at landemed manglende kapacitet til at gennemføre de omfattendeforpligtelser får den nødvendige bistand.Under dansk formandskab har CTC styrket fokus påmedlemslandenes implementering af resolutionen snarereend på informationsindsamling og rapportering til komi-teen. De enkelte lande får desuden nu råd og vejledning omderes fortsatte indsats for at implementere resolutionen påbaggrund af ensartede og tilbundsgående analyser af dereshidtidige indsats. Dette har også muliggjort, at komiteenkan prioritere anvendelsen af sine begrænsede ressourcer,der hvor de vil gøre den største forskel.Komiteen har også arbejdet med at konkretisere sin rollesom facilitator af bistand. Der er udviklet retningslinijerog handlingsplaner, men det er samtidig et af de områder,der har været sværere at omsætte til konkrete resultater.Arbejdet med regionale organisationer er ligeledes styrket.Konkret er samarbejdet med de regionale organisationer ihhv. Afrika, Asien, Stillehavsregionen og Caribien, der førstfor nylig er begyndt at beskæftige sig med terrorismebe-kæmpelse, blevet intensiveret.Endelig inddrager komiteen nu systematisk menneskeret-tighedshensyn i sit arbejde.5

Resultater i Sikkerhedsrådet – TerrorbekæmpelseDanmark har siden 1. april 2005 været formand for Sik-kerhedsrådets komite for terrorbekæmpelse (CTC). Somformand har Danmark sikret:At komiteen fokuserer på implementering af resolu-tionen i stedet for på informationsindsamling ograpportering.At medlemslandene får råd og vejledning om deresfortsatte indsats for at gennemføre resolutionen påbaggrund af ensartede og tilbundsgående analyserom de enkelte landes implementeringsindsats. Derer herved skabt overblik over de samlede forvent-ninger til implementering af resolution og grundlagfor, at alle lande vurderes ud fra de sammestandarder.At CTC kan anvende sine begrænsede ressourcer,hvor de gør den største forskel.At der er udarbejdet retningslinijer og implemente-ringsplaner for komiteens rolle som facilitator afbistand til lande, der gerne vil gøre mere, men ikkehar den nødvendige kapacitet.At samarbejdet med internationale og regionaleorganisationer i Afrika, Asien, Stillehavsregionen ogCaribien, der først for nylig har fået terrorisme-bekæmpelse på dagsordenen, er styrket.Fremskridt i samarbejdet med de internationaleorganisationer om identifikation af ’best practices’inden for de forskellige områder af resolution 1373.Et styrket grundlag for at inddrage menneskerettig-hedsaspekter i de enkelte landes indsats mod ter-rorisme i CTC’s arbejde og i dialogen med landene.

Resultater i Sikkerhedsrådet – Fredsopbygningskommis-sionenFN-topmødet i 2005 tog principbeslutning om at opretteen Fredsopbygningskommission (PBC) som et underor-gan til såvel Sikkerhedsrådet som Generalforsamlingen,og Danmark har i kraft af sit medlemskab af Sikkerheds-rådet spillet en hovedrolle i udmøntningen af beslutnin-gen.I juni 2004 gav et seminar i København konkretindspil til arbejdet i Generalsekretærens Højniveau-panel for reformer med forslag om en koordinati-onsmekanisme for fredsopbygning.I foråret 2005 arrangerede Danmark sammen medTanzania en række seminarer i New York for centralemedlemslande, som ledte til formulering af afsnittetom Fredsopbygningskommissionen i topmødedoku-mentet.Under dansk formandskab i maj 2005 satte entemadebat i Sikkerhedsrådet om fredsopbygningnyt skub i forhandlingsprocessen.I efteråret 2005 ledte Danmark sammen medTanzania resolutionsforhandlingerne i New York,som i december 2005 blev vedtaget som den før-ste konkrete opfølgning på topmødet.I januar 2006 blev Danmark valgt ind på en af Sik-kerhedsrådets 7 pladser i PBC og har siden delta-get i opstarten på PBC’s arbejde med Burundi ogSierra Leone på dagsordenen.

Sikkerhedsrådet beskæftiger sig ikke proaktivt med kon-ﬂiktforebyggelse. Der er ﬂere grunde hertil. Bl.a. har skif-tende generalsekretærer generelt været tilbageholdende medat udnytte deres bemyndigelse i henhold til Pagtens artikel99 til at henlede Rådets opmærksomhed på spirende truslermod international fred og sikkerhed. En anden grund er, atdet fordrer enighed i Rådet om, at en given situation rum-mer potentiel risiko for konﬂikt. Selv om faresignalerne erkraftige, er det ikke ensbetydende med, at Sikkerhedsrådetkan enes om at tage affære, bl.a. i lyset af, at det pågæl-dende lands regering ofte vil opfatte det som en ydmygelseat komme på Rådets dagsorden. Derfor er de ﬂeste sagerpå Rådets dagsorden lande, der er i konﬂikt eller lande påvej ud af konﬂikt. Danmark har arbejdet for, at konﬂikt-håndtering og fredsopbygning ses som integrerede opgaver,der kræver en koordineret, bredspektret indsats på en langrække områder for at sikre og konsolidere freden på langtsigt, og derved undgå at lande falder tilbage i konﬂikt.Den bredspektrede indsats dækker både militære og civileelementer såsom gennemførelse af valg og opbygning af de-mokratiske institutioner, respekt for menneskerettigheder,god regeringsførelse, etablering af uafhængigt retssystemog afvæbning, demobilisering og reintegrering af kombat-tanter.Dansk fokus har været på at skabe en koordineringsme-kanisme i FN for fredsopbygningsindsatser. Danmarkhar spillet en aktiv rolle i oprettelsen af FN’s nye Fredsop-bygningskommission (PBC), som man traf principbeslut-ning om på FN-topmødet i 2005. Arbejdet i PBC skalstyrke evnen til at skabe stabile forhold efter en konﬂiktog sikre fundamentet for den langsigtede udvikling. Kom-missionen samler alle relevante aktører – lokale, regionale

NGO’er engageret sig aktivt i de tre temaer og søgt at foku-sere Sikkerhedsrådets indsats til beskyttelse af disse grupperog fremme af deres rettigheder med udgangspunkt i denhumanitære folkeret.Resultater i Sikkerhedsrådet – Menneskerettigheder,kvinder og børnI kraft af Danmarks status på menneskerettighedsområ-det har Danmark opnået en høj profil i det tværgåendearbejde i Sikkerhedsrådet. Danmark har:Været en af hovedkræfterne bag en række konkreteskridt for at stoppe overgreb på børn i konfliktsi-tuationer bl.a. ved etablering af en monitorerings –og rapporteringsmekanisme.Sikret fokus på konkrete sager om børn i konfliktmed behandling af indsamlede oplysninger, i førsteomgang for Den Demokratiske Republik Congo ogSudan.I en lang række resolutioner og FN-mandater søgtat fremme varetagelse af de særlige beskyttelses-behov for kvinder i konfliktsituationer og inddragel-se af kvinder i konfliktløsning og fredsopbygning,bl.a. i Sudan, Elfenbenskysten og Burundi.Støttet arbejdet med FN-handlingsplan vedr. kvin-der, fred og sikkerhed og dermed styrket FN’s sam-lede fokus på beskyttelse og inddragelse af kvinder.Medvirket til at få inddraget det væsentlige interna-tionale princip om ”responsibility to protect”(forpligtelse til at beskytte civilbefolkningen i situa-tioner, hvor en regering ikke kan eller vil) i Sikker-hedsrådets arbejde, bl.a. under det danske for-mandskab i juni 2006 ved en debat om beskyttelseaf civile.Skabt større opmærksomhed om Højkommissærenfor Menneskerettigheders arbejde og søgt tætteresamarbejde med Sikkerhedsrådet.

i konﬂikthåndtering i Afrika gennem et beslutsomt Sikker-hedsråd. Hvis den langsigtede danske indsats på udviklings-området skal bære frugt, skal der øget vægt på at skabe sikreog stabile rammer på kontinentet, både imellem de afrikan-ske lande og internt i landene.Prioriteterne inden for konﬂiktforebyggelse og konﬂikt-håndtering skal derfor primært ﬁnde praktisk anvendelse inetop Afrika. For at forebygge og stoppe væbnede konﬂik-ter og sikre grundlag for varig fred og udvikling må manstyrke Afrikas egen evne til konﬂiktforebyggelse og -hånd-tering. Ved optræk til konﬂikt er der brug for en hurtig ogﬂeksibel indsats både i forhold til mægling og forebyggelse,men også i forhold til indsættelse af fredsbevarende styrker.Men erfaringen er, at for at en fredsbevarende operationskal virke på langt sigt, skal den gennemføres med acceptfra parterne og med bred opbakning fra andre afrikan-ske lande. Fra dansk side er der derfor blevet lagt vægt påstyrket afrikansk engagement og ejerskab for at fremme ef-fektiv forebyggelse og konﬂikthåndtering, således at Afrika ihøjere grad selv kan tage hånd om sine egne konﬂikter. Fradansk side har vi de sidste to år arbejdet for samtænkningaf indsatser fra FN, EU, Afrikanske Union (AU) og andreregionale organisationer i Afrika. Vi har også sat fokus påstop for illegal udnyttelse af naturressourcer, som ﬁnansierervæbnet konﬂikt.

Resultater i Sikkerhedsrådet – AfrikaI sager vedr. Afrika har Danmark været aktivt involveret iat fremme en både målrettet og bredspektret tilgang tilkonflikthåndtering ved:Inddragelse af den Afrikanske Union (AU) og afri-kanske mæglingsbestræbelser i håndtering af kon-flikten i Elfenbenskysten og Sudan. Oprettelsen afen International Arbejdsgruppe for Elfenbenskystenunder fælles lederskab af AU og FN, som spillernøglerolle i konflikthåndteringsindsatsen i landet.Smidig overgang mellem tilbagetrækning af FN-styr-ker i Sierra Leone og Burundi ved oprettelse afinnovative fredsopbygningskontorer i de to lande.Styrkelse af integrerede fredsoperationer i DenDemokratiske Republik Congo, Burundi og Elfen-benskysten.Målrettet anvendelse af sanktioner, herunder imodindivider, som bidrager til konflikt bl.a. gennemillegal udnyttelse af naturressourcer.Afholdelse af humanitære briefinger i Sikkerheds-rådet ved FN’s koordinator for humanitære anlig-gender for også at sikre øget fokus på behov forforebyggende indsatser i Afrika.Støttet regional tilgang til konflikthåndteringen iLiberia, Sierra Leone og Elfenbenskysten; herundertættere samarbejde og fælles ressourceudnyttelsemellem FN’s indsatser og med afrikanske organisa-tioner. Se også afsnit 4b om resultater påVestafrika.

mark, lykkedes det at overvinde USA’s stærke principiellemodstand mod ICC, og det banede vejen for den historiskførste vedtagelse i Sikkerhedsrådet af en henvisning af ensag til ICC. USA nedlagde ikke veto, men afstod ved af-stemningen sammen med Kina, Algeriet og Brasilien.Abuja-fredsaftalen for Darfur fra maj 2006 er ved Dan-marks udtræden af Sikkerhedsrådet fortsat ikke implemen-teret. På baggrund af en fælles FN/AU-indstilling vedtogSikkerhedsrådet i august 2006 et mandat for en FN-styrkei Darfur med en gradvis overtagelse af opgaverne fra dennuværende afrikanske styrke. Med henvisning til den suda-nesiske regerings modstand valgte Kina, Rusland og Qatarikke at støtte resolutionen. For at øge presset på Khartoumtog den danske udenrigsminister sammen med USA’sudenrigsminister i september 2006 initiativ til afholdelse afet udenrigsministermøde i New York med deltagelse af alleSikkerhedsrådets medlemmer og en række centrale afrikan-ske og arabiske lande. Mødet bekræftede målsætningerneom en robust fredsbevarende styrke i Darfur og lagde sam-tidig grundlaget for en tættere inddragelse af de afrikanskelande i dialogen med Khartoum.Under behandlingen i Sikkerhedsrådet af krisen i Darfurhar det været en gennemgående dansk prioritet at sikre re-spekt for AU’s ledende rolle og styrke samarbejdet med FN.For AU har rollen som fredsmægler og ansvarlig for den mi-litære operation i Darfur været en læreproces. Parallelt medindsatsen i Darfur er der med bl.a. dansk støtte foregået enkapacitetsopbygning af organisationen både i forhold tilmæglerrollen og som planlæggende og operationel leder afen fredsbevarende operation.

SudanKonﬂikten i Sudan er den enkeltsag på Sikkerhedsrådetsdagsorden, der har beslaglagt ﬂest ressourcer og mest tidunder det danske medlemskab. Få dage efter at Danmarkindtrådte i Rådet, blev en fredsaftale, der afsluttede over20 års konﬂikt mellem det nordlige og det sydlige Sudan,underskrevet. Det førte til indsættelse af en FN-ledet freds-bevarende operation (UNMIS) og til målrettede sanktioner.I endnu et forsøg på at stoppe krisen i Darfur besluttedeRådet i marts 2005, på baggrund af en uafhængig rapportom overgrebene på civilbefolkningen, at henvise situatio-nen til Den Internationale Straffedomstol (ICC). Med enmålrettet indsats blandt støtterne af ICC, herunder Dan-

Resultater i Sikkerhedsrådet – SudanSudan har siden 2004 stået centralt på Sikkerhedsrå-dets dagsorden. Det har været en af de vanskeligstekonflikter at behandle. Danmark har:Sendt 45 danske soldater til hovedkvarterskompag-ni for FN’s operation, UNMIS, og bidraget til stærkeFN-mandater i både Sydsudan og Darfur, der ogsåomfatter beskyttelse af civilbefolkningen.Krævet indførelse af individuelle sanktioner over forfire ledende sudanesere med ansvar for overgreb iDarfur og vedholdende presset på for at gøresanktionerne operationelle og hermed øget pressetpå parterne for at standse overgrebene i Darfur.Taget initiativ til dansk/amerikansk møde i septem-ber 2006 på udenrigsministerniveau for Sikkerheds-rådets medlemmer samt en udvidet kreds af afrikan-ske og arabiske lande for at sikre Sudans accept afen effektiv international styrke i Darfur.Støttet, at de afrikanske lande går i front og lederprocessen, bl.a. gennem inddragelse af afrikanskenøglespillere i aktivt bilateralt diplomati, samteksplicit opbakning til AU’s nøglerolle under Sikker-hedsrådets behandling af konflikten.

dermed forhåbentligt lede til mere effektiv gennemførelse afbeslutningerne. Udvidelse af medlemskredsen er et spørgs-mål, som indgår i reformforhandlingerne under Generalfor-samlingen, og som vil kræve en ændring af FN-Pagten.Danmark har støttet forslag fra den såkaldte G4-gruppe,bestående af Brasilien, Indien, Japan og Tyskland, om atudvide Rådet med seks permanente og fem valgte medlem-mer. Forslaget betød også to permanente pladser til Afrika.Forslaget har siden FN-topmødet været strandet bl.a. grun-det afrikansk krav om vetoret til nye permanente medlem-mer. Et forslag Danmark sammen med mange andre landeikke støtter.I juni 2006 under dansk formandskab for Sikkerhedsrå-det ydede Danmark et væsentligt bidrag til øget fokus påfolkerettens betydning for international fred og sikkerhedved at tage initiativ til en temadebat om styrkelse af deninternationale retsorden. Det lykkedes at sikre enighed omen formandsudtalelse, som der både i og uden for Sikker-hedsrådet var bred opbakning til.Sikkerhedsrådet slog med formandsudtalelsen fast, at fol-keretten er en ufravigelig grundbetingelse for internationalfred og stabilitet, og at Sikkerhedsrådet har en væsentligrolle at spille i kampen mod straffrihed. For første gang lyk-kedes det også i Sikkerhedsrådet at placere den danske mær-kesag om retssikkerhedsgarantier for personer på sanktions-og terrorlister inden for en folkeretlig ramme. I december2006 vedtog Sikkerhedsrådet en resolution, der tager detførste skridt imod bedre retssikkerhed med etablering af etkontaktpunkt for individuel klageadgang.Temadebatten gav således konkret indhold til FN’s general-sekretærs synspunkter vedrørende forholdet mellem fred ogretfærdighed – at der ikke kan ﬁndes bæredygtig fred udenretfærdighed, og at fred og retfærdighed derfor er gensidigtafhængige størrelser. I overensstemmelse hermed har Dan-mark løbende krævet stop for straffrihed for forbrydelserbegået under en konﬂikt, dels fordi det kan afskrække andrefra lignende handlinger, og dels fordi straffrihed undermi-nerer retstatsprincipper.Formandsudtalelsen danner nu det fælles udgangspunkt(’agreed language’) for tekstforhandlinger i en lang rækkesammenhænge.

Med en aktiv, multilateralt orienteret udenrigspolitik haren dansk prioritet været at styrke respekten for den interna-tionale retsorden og Sikkerhedsrådets rolle som primær an-svarlig for opretholdelse af international fred og sikkerhed.Legitimiteten af Rådets beslutninger, respekten for demog ikke mindst håndhævelse af beslutningerne har liggetDanmark på sinde de seneste to år. Danmark har arbejdetfor, at brud på Sikkerhedsrådets resolutioner skulle kunnefå konsekvenser, bl.a. i form af trusler om sanktioner.Fremhævelse af Sikkerhedsrådets primære rolle har ligeledesbetydet en klar dansk holdning til spørgsmålet om udvidel-se af Sikkerhedsrådet. En udvidelse af Rådets medlemskredsvil styrke legitimiteten og respekten om Rådets arbejde og

Resultater i Sikkerhedsrådet – styrkelse af den interna-tionale retsordenDanmark har sat fokus på folkeretten i Sikkerhedsrå-dets varetagelse af international fred og sikkerhed. Detgælder:Anholdelse af Liberias tidligere præsident CharlesTaylor og overførsel til Den Særlige Domstol forSierra Leone til retsforfølgelse og derigennem tagetopgør med straffrihed i Vestafrika.Sikkerhedsrådets historiske henvisning af overgre-bene i Darfur til Den Internationale Straffedomstol.Sanktionskomiteernes arbejde for at fremme ogstyrke rettighederne for personer, der er optaget påSikkerhedsrådets sanktionslister, primært FN’s ter-rorliste – listen over personer tilknyttet Al Qaidaeller Taleban.Dansk forslag om etablering af en uafhængigombudsmandslignende institution, hvor personer pålisterne skal kunne få en uafhængig behandling afderes anmodninger om at komme af listerne. Reso-lution om et kontaktpunkt for individuel klagead-gang vedtaget som første skridt.Temadebat om styrkelse af den internationaleretsorden med fokus på folkerettens betydning.I en formandsudtalelse udtalte Sikkerhedsrådetsig om vanskelige emner som forholdet mellem fredog retfærdighed og bekæmpelse af straffrihed.

nisterniveau i september 2006, der havde til formål at søgeat genskabe fremdrift i den mellemøstlige fredsproces efterkrigen i Libanon. Danmark arbejdede aktivt for, at dennedrøftelse fandt sted og forløb i en fremadrettet atmosfære.Herudover er Rådet ﬂere gange under det danske medlem-skab blevet indkaldt for at reagere på konkrete hændelser iMellemøsten. Fra dansk side har man af hensyn til Rådetstroværdighed lagt afgørende vægt på, at Sikkerhedsrådetsreaktioner i sådanne situationer har været balancerede i for-hold til placering af ansvar hos partnerne. I to tilfælde harder været uoverensstemmelser mellem de vestlige medlem-mer af Rådet om, hvor denne balance lå, hvilket har resul-teret i splittelse. I begge tilfælde blev udkast til resolutionerikke vedtaget på grund af amerikansk veto, første gang ijuli, siden i november 2006.Sikkerhedsrådets befatning med Irak har også i 2005 og2006 været præget af bredt funderet enighed om mandaterog mandatforlængelser, som det lykkedes at reetablere i2004 med mandatet for den multinationale sikringsstyrke.Yderligere har FN’s mission i Irak, UNAMI, en koordine-rende rolle i genopbygningsindsatsen og den politiske for-soningsproces. Den irakiske regering har taget initiativ til etnyt partnerskab mellem Irak og det internationale samfund,betegnetIraq Compact.Partnerskabet baseres på den irakiskeregerings visioner for de kommende fem år og udvikles iøjeblikket i samarbejde med FN og øvrige internationalesamfund.Danmark har arbejdet for og deltaget i enstemmige for-længelser af mandatet for den multinationale sikringsstyrkeved to nye sikkerhedsrådsresolutioner efter anmodningfra Iraks regering, senest i november 2006. Vi har endvi-dere kontinuerligt bidraget til den multinationale styrkeog derigennem til stabiliseringsindsatsen i det sydlige Iraksamt arbejdet for overholdelsen af menneskerettighederne,herunder under varetægtsfængsling, og den humanitærefolkeret i Irak. Danmark har endvidere støttet UNAMI’s ar-bejde med tilsagn om udlån af et C130 transportﬂy for seksmåneder samt syv militærpersoner placeret i UNAMI. Denøgede ﬂystøtte vil give UNAMI mulighed for at fortsætteindsatsen i fjerntliggende egne.

Skønt det er Mellemøstkvartetten (FN, EU, USA ogRusland) snarere end Sikkerhedsrådet, der er hovedaktørfra international side i bestræbelserne for at fremme fred iMellemøsten, drøfter Sikkerhedsrådet regelmæssigt udvik-lingen, og tonen i debatterne kan i vidt omfang aﬂæses somet barometer for tilstanden i fredsprocessen.Sikkerhedsrådets rolle har i hovedsagen været at endossereKvartettens og parternes positive skridt. Det har prægetarbejdet med Mellemøsten i Sikkerhedsrådet. De regelmæs-sige månedlige debatter har almindeligvis været reaktiveog ikke været ført med henblik på at skabe fremadrettederesultater. En enkelt undtagelse var dog drøftelsen på mi-

virkning på Nordkorea. I sidste ende blev der forhandlet etkompromis, som bragte alle om bord, og samtidig gav etklart signal til Nordkorea. Enigheden og kompromisviljeni juli banede også vejen for en hurtig reaktion i oktober2006, hvor et enigt Sikkerhedsråd indførte slagkraftigesanktioner over for regimet i Pyongyang efter en formodetatomprøvesprængning.Et andet eksempel er Iran, hvor Rådet i juli 2006 med 14stemmer for, og kun Qatars stemme imod, besluttede atgive Iran en klar frist til at indstille uranberigelsesaktiviteter.Erkendelsen af betydningen af enighed var ligeledes den di-rekte årsag til, at USA samt EU3 (Frankrig, Storbritannienog Tyskland) accepterede at lade forhandlinger om en nyresolution vare i ﬁre måneder, efter at det stod klart, at Irani modstrid med den første resolution ikke havde til sinds atindstille aktiviteterne. Det har tæret på Rådets troværdig-hed, men i december 2006 lykkedes det at få tilslutning tilen ny resolution med målrettede sanktioner. Det hører medtil billedet, at P5 i Iran-sagen er udvidet med Tyskland, ogat EU har spillet en central rolle i de direkte kontakter medIran. Danmark har støttet bestræbelserne fra de tre europæi-ske lande, Frankrig, Storbritannien og Tyskland, på at opnåenighed i Sikkerhedsrådet.Fire af de ni afstemninger under dansk medlemskab, hvorder ikke har været enighed, har drejet sig om Sudan. To afafstemningerne var om indførelse af sanktioner, en om over-sendelse af Darfur-overgrebene til den Internationale Straf-fedomstol og endelig var der ikke enighed om mandatetfor en mulig FN-styrke i Darfur. Kina har som det enestepermanente medlem afstået ved alle ﬁre afstemninger. Tættebilaterale bånd og økonomiske interesser i Sudans olieeks-port har afholdt Kina fra beslutninger, hvor man kunnelægge sig ud med regeringen i Khartoum. Tilsvarende betødKinas og Ruslands afståelse ved afstemningen om FN’smandat i Darfur i august 2006, at Sudans regering selvsik-kert har fortsat med at afvise både AU’s og Sikkerhedsrådetsbeslutning om en FN-operation i Darfur.Ambitionen om at nå til enighed begrænser reelt vetoret-tens betydning. I de sidste to år er vetoretten som tidligerenævnt kun anvendt to gange. Separate drøftelser mellem P5tjener derfor et klart formål, men det gælder også drøftelsermed de valgte medlemmer, som kan bruges til at vise visseP5-lande, hvor isolerede de er. Det gælder Iran-sagen (Rus-

De fem permanente medlemmer har stor indﬂydelse påRådets arbejde. På nogle sager vil de fem indbyrdes aftale enmodel for løsning af sagen, inden de øvrige medlemmer bli-ver inddraget. Det betyder ikke, at de valgte medlemmer eruden indﬂydelse, men de må forholde sig til de permanentemedlemmers positioner. Søger man at ignorere de perma-nente medlemmer, mister man muligheden for indﬂydelse.De permanente medlemmers vetoret spiller selvsagt enrolle som bagvedliggende magtværktøj, men i praksis blivertruslen om veto anvendt ret sjældent.Sikkerhedsrådet vedtager langt de ﬂeste resolutioner ienighed. Ud af de 158 resolutioner Rådet har vedtaget i2005-06, har der kun syv gange ikke været enstemmig-hed. Kun to resolutionsforslag har der været nedlagt vetomod. Når Danmark har formået at stemme for alle reso-lutioner på nær to, skyldes det, at Danmark sammen medvores allierede har været proaktive og ønsket at fremmebeslutninger i Sikkerhedsrådet. De fem europæiske lande iRådet (fraregnet Rusland) har kun været splittet to gangei de sidste to år. Begge gange (juli og november 2006)vedrørte det resolutioner om Mellemøsten vetoet af USA.Danmark undlod sammen med Slovakiet og Storbritannienat stemme, fordi de fremlagte resolutioner ikke havde dennødvendige balance og ikke i tilstrækkelig grad reﬂekterededen komplekse situation i regionen.Danmarks erfaring er, at enighed i Sikkerhedsrådet markantøger gennemslagskraften af Rådets beslutninger. Det så vii forhandlingerne om Nordkorea-resolutionen i juli 2006foranlediget af Nordkoreas testaffyring af missiler. Herspillede USA og Japan sammen med bl.a. Danmark megethårdt ud og bragte Kina og Rusland i defensiven. Danmarkbrugte sin indﬂydelse som medforslagsstiller til at under-strege betydningen af et enigt Sikkerhedsråd; ikke mindstja-stemmer fra Rusland og Kina, i forhold til resolutionens

Resultater i Sikkerhedsrådet – IrakDen internationale enighed om Irak i Sikkerhedsrådetblev i 2004 genskabt med mandat for den multinatio-nale sikringsstyrke. Yderligere har FN’s mission i Irak,UNAMI, en koordinerende rolle i genopbygningsind-satsen og den politiske forsoningsproces. Den irakiskeregering har taget initiativ til et nyt partnerskab mel-lem Irak og det internationale samfund, betegnet IraqCompact. Partnerskabet baseres på regeringens visionerfor de kommende fem år og udvikles i øjeblikket isamarbejde med FN og øvrige internationale samfund.Danmark har:Arbejdet for og deltaget i enstemmige forlængelseraf mandatet for den multinationale sikringsstyrkeved to nye sikkerhedsrådsresolutioner efter anmod-ning fra Iraks regering, senest i november 2006.Kontinuerligt bidraget til den multinationale styrkeog derigennem til stabiliseringsindsatsen i detsydlige Irak.Arbejdet for overholdelsen af menneskerettigheder-ne, herunder under varetægtsfængsling, og denhumanitære folkeret i Irak.Støttet UNAMI’s arbejde med tilsagn om udlån afet C130 transportfly for seks måneder samt syvmilitærpersoner placeret i UNAMI. Den øgede fly-støtte vil give UNAMI mulighed for at fortsætte ind-satsen i fjerntliggende egne.

Resultater i Sikkerhedsrådet – Nordkorea og Iran ogikke-spredning af masseødelæggelsesvåben.I kampen imod spredning af masseødelæggelsesvåbenhar Iran og Nordkorea stået øverst på dagsordenen.Danmark har:Arbejdet for, at det internationale samfund reage-rede resolut over for Iran og Nordkorea igennemSikkerhedsrådet snarere end gennem unilateraleaktioner.Bygget bro og arbejdet for enighed i Sikkerhedsrå-det med aktivt engagement på alle niveauer.Arbejdet for enstemmig vedtagelse af effektivesanktioner over for Nordkoreas våbenprogrammer.Vedtagelsen førte til Nordkoreas genindtræden isekslandeforhandlingerne.Støttet krav til Iran om øjeblikkeligt at indstilleuranberigelsen og i december 2006 med indførelseaf målrettede sanktioner.I kampen mod spredningen af masseødelæggelses-våben til ikke-statslige aktører støttet en centralrolle for Sikkerhedsrådet bl.a. gennem arbejdet i enkomite under Rådet.

Sanktioner er et af de mest aktive instrumenter i Sikker-hedsrådets værktøjskasse. De kan antage mange forskelligeformer – fra våbenembargo over forbud mod eksport ogimport af naturressourcer til sanktioner rettet mod enkelt-individer. Rådet er præget af ﬂere forskellige holdningertil sanktioner, bl.a. er Rusland og Kina i udgangspunktetstærkt betænkelige ved sanktioner under nogen omstændig-heder, idet de opfattes som et alvorligt anslag mod nationalsuverænitet. Betydningen af sanktioner ligger under alleomstændigheder overvejende i det politiske signal, de sen-der, da de aldrig er et mål i sig selv, men derimod et middel

til at nå målet. Ved at true med sanktioner og måske i sidsteinstans iværksætte dem kan Rådet skabe et incitament forde pågældende parter i en konﬂikt til at ændre deres adfærd.Truslen om sanktioner handler også om at beskytte Sikker-hedsrådets troværdighed, så eklatante brud på dets beslut-ninger bliver straffet.Det er praksis i Sikkerhedsrådet, at opfølgningen på resolu-tioner, der indfører målrettede individuelle sanktioner, skeri underkomiteer. Det gælder ikke mindst anbefalingen afindivider til sanktionslister. I disse komiteer foregår arbejdetpå grundlag af konsensus, og gennemførelsen bliver oftetræg, ikke mindst når den bagvedliggende resolution ikke ervedtaget enstemmigt.Sammen med ligesindede, herunder ﬂere afrikanske med-lemmer, har Danmark arbejdet konsekvent for rettidiganvendelse af sanktionsinstrument i tilspidsede situationer,hvor der er behov for at lægge pres på parterne. Væsent-lig betingelse for Danmark har været, at sanktionerne harindgået i en bredere politisk tilgang til konﬂiktløsning samtværet baseret på forudgående analyse af de forventede effek-ter af sanktionerne. Det har også været afgørende at sætteklare kriterier for, hvornår sanktionerne kan løftes igen.Et godt eksempel på nytten af sanktioner er Elfenbenskys-ten. I direkte reaktion på voldelige protester mod freds-processen og FN-styrken i Elfenbenskysten i januar 2006skred Sikkerhedsrådet til handling og iværksatte målrettedesanktioner. Sanktionerne var rettet mod de to individer, derbar ansvaret for at planlægge volden, og Sikkerhedsrådetsbeslutning var med til at dæmpe uroen og ﬁk en ledendeﬁgur til at ændre adfærd.Sanktionsinstrumentet har derimod ikke været fuldt såeffektivt over for Sudan. Med den manglende opbakningtil sanktioner fra Kina og Rusland har de ansvarlige beslut-ningstagere i Khartoum følt sig beskyttet mod sanktioner-nes håndhævelse. Regeringen i Khartoum har tætte bilatera-le og økonomiske relationer med ﬂere toneangivende landeog er helt åbenlyst blevet krænket over, hvad de opfattersom Rådets forsøg på at opfordre til forhandlinger og truemed sanktioner på en og samme tid, hvilket har ledt dem tilen stædig afvisning af en FN-ledet operation i Darfur. Her-til kommer den balancegang, som Rådet har skullet ﬁndemellem truslen om sanktioner over for de beslutningstagere,

som man samtidig har haft brug for ved forhandlingsbor-det. Presset fra ICC kan i den konkrete situation virke mereeffektivt som pression over for de ansvarlige. Meget tyderpå, at ICC snart vil være klar til at indlede de første sager.Liberia repræsenterer et interessant og potentielt nyskaben-de eksempel. Sikkerhedsrådets sanktioner omfattede bl.a.forbud mod import af tømmer, fordi tømmerindtægter varblevet brugt af de stridende parter i Liberia til at købe vå-ben og andre midler til at udkæmpe den grusomme borger-krig. Rådet satte klare betingelser for, hvad der skulle til forat løfte sanktionerne. Danmark har ledet Sikkerhedsrådetssanktionskomite, og herigennem ﬁk Rådet ansporet Liberiatil at vedtage nye mekanismer og lovgivning på tømmerom-rådet, så der fremover vil være kontrol, gennemsigtighed ogsund økonomisk regeringsførelse i landets tømmersektor.Liberias nyvalgte præsident, Ellen Johnson-Sirleaf, bakkedeaf samme grund op om Rådets sanktionsregime.Resultater i Sikkerhedsrådet – VestafrikaDanmark har spillet en aktiv rolle på Vestafrika bl.a.som formand for Liberia Sanktionskomiteen, som over-våger et af FN’s mest vidtgående sanktionsregimer. Vest-afrika fylder med fire konflikter på Rådets dagsordenmeget i arbejdet. Danmark har:Spillet afgørende rolle i forhold til at få stoppet fi-nansiering af væbnet konflikt gennem illegal udnyt-telse af naturressourcer i Liberia.Accelereret reform af tømmer- og diamantsektoreni Liberia efter besøg af den danske sanktionskomi-teformand i april 2006 og dermed sikret betingetophævelse af tømmersanktioner i juni 2006, menfastholdt diamantsanktioner, indtil nødvendigereformer er på plads.Søgt målrettede individuelle sanktioner fra Sikker-hedsrådet til støtte for freds- og stabiliseringspro-cesserne i Liberia og Elfenbenskysten.Haft hovedrolle i anholdelse af Liberias tidligerepræsident Charles Taylor og overførsel til DenSærlige Domstol for Sierra Leone til retsforfølgelseog derigennem taget opgør med straffrihed i Vest-afrika.Støttet regional tilgang til konflikthåndteringen iLiberia, Sierra Leone og Elfenbenskysten; herundertættere samarbejde og fælles ressourceudnyttelsemellem FN’s indsatser og indsatser fra afrikanskeorganisationer.

Resultater i Sikkerhedsrådet – LibanonSikkerhedsrådet har siden 2004 været meget aktivtinvolveret i Libanon. I første omgang for at hindre uden-landsk indflydelse og sikre et reelt uafhængigt Libanon,og siden for at standse krigen med Israel i sommeren2006. Danmark har:Medvirket til, at der blev nedsat en internationalundersøgelseskommission, der skulle undersøgesagen om attentatet på den tidligere premierminis-ter Rafik Hariri.Medvirket til, at Sikkerhedsrådet har godkendt sta-tut for det tribunal, der skal retsforfølge skyldige,som undersøgelseskommissionen måtte finde fremtil.Spillet en vigtig formidlende rolle, da Sikkerhedsrå-det opnåede enighed om at stoppe kamphandlin-ger i Libanon og Israel i august 2006, samt indsatteen robust FN-styrke og lagde retningslinjerne forvarig fred.Bidraget med skibe og mandskab til FN’s styrke ogdesuden tilbudt FN’s generalsekretær støtte til gen-nemførelsen af de politiske elementer i en perma-nent løsning på konflikten, herunder i forhold tilgrænsedragning.

Sikkerhedsrådet er en lille, beslutningsdygtig kerne i FN,men det fungerer ikke uafhængigt af den brede medlems-kreds. Rådets beslutninger vil miste deres gennemslagskraft,hvis de gik imod toneangivende regionale aktørers inter-esser. Der gøres derfor en aktiv indsats for at tage andrelande med på råd og involvere særligt relevante parter. Forat fremme gennemførelsen af Rådets beslutninger er detafgørende, at der sikres bred opbakning til disse, også fra deregionale organisationer.Som et eksempel forudsætter effektive sanktioner opbak-ning ikke bare fra Sikkerhedsrådets medlemmer, men ogsåblandt den større medlemsskare i FN. Der er talrige eksem-pler på brud på sanktionsregimer, ikke mindst våbenembar-goer. Der påhviler nabolande et særligt ansvar, og sanktio-nerne virker derfor kun, hvis disse bliver taget med på rådbåde før vedtagelse og i forbindelse med gennemførelse.På Sudan og Elfenbenskysten har Rådet bakket op om denAfrikanske Unions beslutninger. Det afrikanske ejerskab harhele vejen igennem været fremhævet. Nogle gange har Rå-det presset den afrikanske beslutningsvilje for at sikre mo-mentum i en given fredsproces, men forsøg på at kommeafrikanske beslutninger i forkøbet har ikke givet resultat.På Libanon-sagen blev der gjort alt for at holde Israel og Li-banon informeret om alle skridt i forhandlingsprocessen omat standse kamphandlingerne. Alle var enige om, at udenopbakning fra de to lande kunne en resolution ikke bliveført ud i livet. På Libanon-sagen stod USA for kontakten tilIsrael, og Frankrig for kontakten til Libanon, mens Qatarstod for kontakten til den arabiske gruppe. Fra dansk sideblev der også ydet en stor indsats for at skabe opbakning iregionen og hos de to parter til en løsning gennem Sikker-hedsrådet.Danmark har arbejdet for størst mulig åbenhed om Rådetsarbejde for bl.a. at undgå mytedannelser om Rådets drøftel-ser. Det har vi gjort ved at insistere på åbne møder og vedat dele information med ikke-medlemmer om drøftelser påRådets lukkede møder. Danmark har også haft et tæt sam-arbejde med NGO’er, og de har været en uvurderlig kildefor Danmark.

Det er ikke alle sager på Rådets dagsorden, hvor Sikker-hedsrådet er det egentlige beslutningsforum. I visse sagerforhandles resolutioner i en gruppe af særlige interessenter,som anbefaler en beslutning til Sikkerhedsrådet. Det gælderpå sager såsom Kosovo, Georgien og Vestsahara (Venne-grupper). Kendetegnende for vennegrupper er, at de fempermanente medlemmer normalt er repræsenteret sammenmed regionale partnere. Tyskland er f.eks. med i gruppernefor de europæiske konﬂikter. Disse grupper udarbejdernormalt de tekster, der efterfølgende forelægges Sikkerheds-rådet på området. Indﬂydelse får man således i højere gradgennem påvirkning af disse grupper frem for i forhandlin-ger i Sikkerhedsrådet. Hertil kommer, at Danmark, somandre valgte europæiske medlemmer, under medlemskabetblev medlem af Kosovo-kontaktgruppen i New York.

Resultater i Sikkerhedsrådet – KosovoFN spiller gennem sin mission i Kosovo, UNMIK, en unikrolle, idet FN af Sikkerhedsrådet er tildelt overherredøm-met for Kosovo. Danmark sad indtil midten af 2006 påchefposten i UNMIK med Søren Jessen-Petersen. Dan-mark har:Aktivt støttet Kontaktgruppens arbejde med Kosovo,herunder deltaget i den lokale Kontaktgruppe iNew York og derigennem spillet direkte ind på Sik-kerhedsrådets beslutninger.Under dansk formandskab i maj 2005 sikret iværk-sættelse af en analyse, der skulle fastslå, om situa-tionen i Kosovo var moden til at starte proces-sen mod at fastlægge Kosovos status. Rapportherom forelå i september 2005.I oktober 2005 været med til at sætte statusproces-sen på skinner. Dette tillod Generalsekretæren atudpege en statusforhandler. Statusforhandlingerneventes afsluttet i februar 2007.Opretholdt et stærkt militært bidrag til NATO’s ind-sats i Kosovo.

med, at situationen forværres. Det ﬁk i foråret 2004 Sudanpå Rådets dagsorden. Under dansk medlemskab har ﬂeresager længe været uden for Rådets rækkevidde. Der synesnu at være et stemningsskifte, og ﬂere tabuer er blevet brudtmed hjælp fra permanente medlemmer. Det gælder ikkemindst nordlige Uganda, Burma og Zimbabwe.Situationen i det Nordlige Uganda er præget af ﬂere årtiersterrorisering fra bevægelsen, Lord’s Resistance Army (LRA)og fordrivelse af mere end 2 millioner mennesker. Ved bl.a.dansk pres har der været afholdt løbende humanitærebrieﬁnger i Sikkerhedsrådet ved FN’s humanitære koordi-nator, hvor situationen i Det Nordlige Uganda er blevetfremhævet som særligt foruroligende. Den øgede opmærk-somhed kombineret med et vedholdende diplomatisk presdirekte over for Uganda har været med til at skabe ram-merne for en fredsproces. Ugandas regering accepteredei foråret 2006 at se problemerne med LRA i en regionalkontekst og dermed Sikkerhedsrådets involvering. Sidenhar de regionale problemer med LRA været drøftet somselvstændigt punkt på Sikkerhedsrådets dagsorden ved ﬂerelejligheder, og der er øget FN-engagement i den fredspro-ces, der nu er indledt.Modsat har Zimbabwe afvist Sikkerhedsrådets involve-ring og er heri blevet støttet af afrikanske medlemmer afSikkerhedsrådet. Det er sket på trods af, at situationen iZimbabwe er dybt bekymrende, med kulmination i 2005med rydningerne af slumkvarterer, der gjorde hundredetu-sinder hjemløse. Danmark arbejdede for at få sagen drøfteti Sikkerhedsrådet som en forebyggende foranstaltning i ensituation, der kunne true stabiliteten i det sydlige Afrika.Det lykkedes at få en drøftelse i Sikkerhedsrådet efter enprocedureafstemning, hvor der lige akkurat var ni stemmerfor.Danmark har sammen med en mindre gruppe samarbejds-partnere i Sikkerhedsrådet målrettet peget på, at situationeni Burma er så alvorlig, at der er tale om en trussel modregional fred og sikkerhed. Burma er i efteråret 2006 – påtrods af stærk modstand fra bl.a. Kina – nu formelt på Sik-kerhedsrådets dagsorden. Selv om Burmas dialog med detinternationale samfund fortsat primært sker gennem FN’sgeneralsekretærs udsending, er presset fra Sikkerhedsrådetmed til at fastholde opmærksomheden om problemerne og

Sikkerhedsrådet besidder den største globale legitimitet tilat løse konﬂikter og burde derfor i princippet beskæftige sigmed alle konﬂikter af en vis størrelse. Det er imidlertid ikkeomfanget af en væbnet konﬂikt eller truslen om udbrud afvæbnet konﬂikt, som afgør om den drøftes i Sikkerhedsrå-det. Også på det spørgsmål er overordnede udenrigspoliti-ske interesser afgørende, og især Rusland og Kina har ståetstærkt på princippet om ikke-indblanding i en stats interneanliggender.Ved støtte fra ni medlemmer af Sikkerhedsrådet kan en sagsættes på dagsordenen. Vetoretten gælder ikke sådanne pro-cedurebeslutninger, men traditionelt viger de permanentemedlemmer tilbage fra at presse sager på dagsordenen. Somdet blev tilfældet med Sudan, kan en sag modnes i takt

Resultater i Sikkerhedsrådet – Nordlige Uganda,Zimbabwe, BurmaSikkerhedsrådet fastsætter normalt sin dagsorden vedkonsensus. Visse sager har været vanskelige at tage op,men det lykkedes at få drøftet nogle af disse i 2005-06.Danmark har:Arbejdet for, at alle konflikter i princippet kan disku-teres i Sikkerhedsrådet.Gennem insisteren på humanitære briefinger vedFN’s koordinator for humanitære anliggender skabtøget fokus på behov for forebyggende indsatser,herunder i Zimbabwe og Nordlige Uganda.Medvirket i pres for at få Burma formelt på Rådetsdagsorden og sikre en drøftelse af situationen iZimbabwe efter slumrydningerne i 2005.Vedholdende insisteret på drøftelser af aktivite-terne af terrorbevægelsen Lord’s Resistance Armyi det nordlige Uganda og brugt disse drøftelser tilat presse parterne til at indlede fredsforhandlingerog at skabe grundlag for øget FN-involvering, herun-der en regional udsending for FN’s generalsekretær.Med vedvarende politisk pres medvirket til at styrkeFN’s generalsekretærs platform til at søge dialogmed regimet i Burma.