Dato:

 

Kontor:

Integrationskontoret

J.nr.:

2006/5010-274

Sagsbeh.:

mbk

Fil-navn:

S 904

 

 

 

Besvarelse af spørgsmål nr. S 904 stillet af folketingsmedlem Morten Messerschmidt (DF) til ministeren for flygtninge, indvandrere og integration den 20. november 2006.

Spørgsmål:

”Hvilke tiltag agter ministeren at foretage for at nedbryde den del af Århus, som på forsiden af JP Århus den 19. november beskrives som et ”jihadcenter”?”

 

Svar:

Der skal ikke være tvivl om, at regeringen ønsker at beskytte det danske samfund og demokrati og at modvirke alle former for samfundsfjendtlige kræfter og radikalisering, der kan føre til terrorisme.

 

Det er i første række en opgave for PET at overvåge og efterforske handlinger eller foretagender, der udgør eller vil kunne udgøre en fare for det danske samfund.

 

Det er samtidig afgørende at modvirke, at islamistisk radikalisering opnår fodfæste i Danmark. Dette skal blandt andet ske ved, at unge danskere med indvandrerbaggrund får uddannelse, job og muligheder for deltagelse i samfundslivet. Dette skal også ske ved at arbejde for et fortsat stærkt demokratisk samfund, hvor flest muligt føler sig som en del af og som ansvarlige over for vort demokratiske fællesskab, og hvor færrest muligt føler sig tiltrukket af ekstreme miljøer.

 

Som integrationsminister arbejder jeg blandt andet for at fremme medborgerskabsundervisning, løbende dialog med etniske og religiøse grupper, støtte til demokratisk indstillede nydanskeres ungdomsorganisationer, fremme af de unges deltagelse i det øvrige foreningsliv samt mentorer, rollemodeller, uddannelsesmesser m.v., der kan fremme de unges deltagelse i uddannelserne og på arbejdsmarkedet.

 

Med denne indsats skabes et tydeligt alternativ til radikaliserede miljøer.

 

Det bemærkes i øvrigt, at den avisartikel, spørgeren henviser til, nævner, at ”jihadisterne” i Århus består af et lille antal personer med meget begrænset opbakning blandt århusianske muslimer.