Dato:            29. juni 2007

Kontor:         Regional sundhed

J.nr.              2007-11714-24

Sagsbeh.:   ADJ

Fil-navn:       Dokument 3

 


 

 

Endelig besvarelse af spørgsmål nr. S 5040, som medlem af Folketinget Birthe Skaarup (DF) har stillet til indenrigs- og sundhedsministeren den 20. juni 2007

 

Spørgsmål S 5040:

"Vil ministeren oplyse, om det kan have sin rigtighed, at kræftpatienter, der får ødelagt tænder og mundhulen, ikke får en ens behandling i landet, når de søger om tilskud til at behandle de skader, strålebehandlingen har forsaget, fordi regionerne og de tidligere amter har fortolket loven vidt forskelligt?"

 

Svar:

Jeg kan oplyse, at da det særlige tilskud til tandbehandling til strålebehandlede kræftpatienter blev vedtaget i 2000, lagde Folketinget vægt på, at et særligt tilskud skulle gives til patienter, der på grund af strålebehandling i hoved eller halsregionen har betydelige dokumenterede tandproblemer.

 

Sundhedsstyrelsen har oplyst, at samtlige praktiserende tandlæger fagligt bør kunne bistå med den nødvendige tandlægefaglige dokumentation, men det er vigtigt, at dokumentation sikres inden påbegyndelse af strålebehandling. 

 

For at sikre at kræftpatienter modtager information om ordningen, har Sundhedsstyrelsen på min anmodning den 26. januar 2007 skrevet og indskærpet overfor regionsrådene, at det er nødvendigt, at patienter, der modtager strålebehandling i hoved eller halsregionen, informeres om mulighederne for tilskud til tandbehandling.

 

For så vidt angår artiklen, som spørgeren refererer til i begrundelsen for spørgsmålet, kan jeg oplyse, at Dansk Tandlægeforening har informeret mig om, at foreningen efter kontakt til nogle af de tandlægekonsulenter, der har givet oplysninger til artiklen, finder, at opgørelserne over afslag og ansøgninger til tilskudsordningen fra de enkelte amter er baseret på forskellige opgørelsesmetoder.

 

Men for at sikre ensartet sagsbehandling og afgørelser fra regionerne vil Sundhedsstyrelsen tage initiativ til at invitere de ansvarlige tandlægekonsulenter i regionerne til et møde, hvor regelgrundlaget, kriterierne for at opnå tilskud og hvilken dokumentation, der er nødvendig, kan blive gennemgået.