Dato:            13. juni 2007

Kontor:         Lægemiddelkontoret

J.nr.              2007-13009-500

Sagsbeh.:   HBJ

Fil-navn:      Endelig besv. af sp. nr. S 4470


 

 

Endelig besvarelse af spørgsmål nr. S 4470, som medlem af Folketinget Per Clausen (EL) har stillet til indenrigs- og sundhedsministeren den 8. maj 2007

 

Spørgsmål nr. S 4470:

"Vil ministeren tage initiativ til at sikre, at alle danske læger, der driver eller er tilknyttet til en lægemiddelvirksomhed, registreres, og at oplysningerne om disse lægers samarbejde med lægemiddelbranchen lægges ud på nettet?”

 

Svar:

Som det fremgår af min foreløbige besvarelse af 16. maj 2007 har jeg til brug for besvarelsen indhentet en udtalelse fra Lægemiddelstyrelsen.

 

På baggrund heraf kan jeg oplyse følgende.

 

Når Lægemiddelstyrelsen giver en læge tilladelse til at drive eller være tilknyttet en lægemiddelvirksomhed, bliver tilladelsen offentliggjort på styrelsens netsted. Her kan man se lægens stillingsbetegnelse, hvilken virksomhed lægen har fået tilladelse til at være tilknyttet, samt hvornår tilladelsen udløber.

 

Tilladelsen bliver normalt offentliggjort inden for en uge efter, at den er udstedt.

 

I den udstrækning læger overholder deres forpligtelse til at søge om tilladelse til at være tilknyttet en virksomhed, vil oplysningerne være tilgængelige på nettet.