Dato:            13. juni 2007

Kontor:         Lægemiddelkontoret

J.nr.              2007-13009-500

Sagsbeh.:   HBJ

Fil-navn:       Endelig besv. sp. nr. S 4469

 


 

 

Endelig besvarelse af spørgsmål nr. S 4469, som medlem af Folketinget Per Clausen (EL) har stillet til indenrigs- og sundhedsministeren den 8. maj 2007

 

Spørgsmål nr. S 4469:

"Vil ministeren redegøre for, hvordan Lægemiddelstyrelsen kontrollerer, at læger, der driver eller er tilknyttet en lægemiddelvirksomhed, ikke påvirkes af denne tilknytning til lægemiddelbranchen i deres arbejde som læge?”

 

Svar:

Som det fremgår af min foreløbige besvarelse af 16. maj 2007 har jeg til brug for besvarelsen indhentet en udtalelse fra Lægemiddelstyrelsen.

 

På baggrund heraf kan jeg oplyse følgende.

 

Ifølge lovbemærkningerne til apotekerlovens § 3, stk. 2, skal hvert enkelt forhold vurderes ud fra, om lægens tilknytning til en lægemiddelvirksomhed giver en nærliggende risiko for, at lægens ordinationsmønster i væsentlig grad kan påvirkes, eller om tilknytningen er forenelig med den pågældendes praktiske arbejde som læge.

 

I Lægemiddelstyrelsens vurdering af en ansøgning indgår overvejelser om, hvorvidt og hvor ofte lægen i sin patientbehandling kan komme ud for at skulle ordinere lægemidler, der bliver fremstillet eller forhandlet af den pågældende lægemiddelvirksomhed. Styrelsen lægger ligeledes vægt på tilknytningens økonomiske og tidsmæssige omfang.

 

Lægemiddelstyrelsen har udarbejdet en vejledning om ansøgningspligten, hvori der redegøres for styrelsens praksis på området. Vejledningen er offentliggjort på styrelsens netsted og opdateres løbende.

 

Når Lægemiddelstyrelsen giver en tilladelse, gør styrelsen samtidig lægen opmærksom på, at denne er forpligtet til at søge om en ny tilladelse, hvis tilknytningsforholdet til virksomheden ændrer karakter.

 

I tilfælde hvor Lægemiddelstyrelsen bliver opmærksom på, at en læge er tilknyttet en lægemiddelvirksomhed uden at have søgt tilladelse, vil styrelsen normalt bede vedkommende om at sende en ansøgning. I praksis er sådanne anmodninger altid blevet imødekommet.