Dato:            13. juni 2007

Kontor:         Lægemiddelkontoret

J.nr.              2007-13009-500

Sagsbeh.:   HBJ

Fil-navn:       Endelig besv. sp. S 4455


 

 

Endelig besvarelse af spørgsmål nr. S 4455, som medlem af Folketinget Jens Peter Vernersen (S) har stillet til indenrigs- og sundhedsministeren den 8. maj 2007

 

Spørgsmål nr. S 4455:

"Finder ministeren det acceptabelt, at læger deltager i kongresrejser og efteruddannelse, der er betalt af lægemiddelindustrien, og som har begrænset fagligt indhold, men som påviseligt får lægerne til at udskrive mere af de pågældende virksomheders medicin, som beskrevet i Ekstra Bladet fredag den 4. maj 2007?”

 

Svar:

Som det fremgår af min foreløbige besvarelse af 16. maj 2007 har jeg til brug for besvarelsen indhentet en udtalelse fra Lægemiddelstyrelsen.

 

På baggrund heraf kan jeg oplyse følgende.

 

Ekstra Bladet indeholder den 4. maj 2007 flere indlæg om lægemiddelindustriens finansiering af lægers efteruddannelse. I artiklen ”Selvfølgelig lader vi os påvirke” oplyses bl.a., at undersøgelser i ansete lægetidsskrifter har vist, at når læger deltager i efteruddannelse sponsoreret af en lægemiddelvirksomhed, ordinerer de efterfølgende mere af den virksomheds produkter.

 

Hertil kan jeg anføre, at det ifølge gældende EU-lovgivning og udmøntningen heraf i dansk ret er tilladt for lægemiddelindustrien at betale for lægers deltagelse i kongresrejser og efteruddannelse. En forudsætning for dette er naturligvis, at der er tale om aktiviteter med et relevant fagligt indhold for deltagerne.

 

For at sikre objektiv ordination og salg af lægemidler må læger ifølge de gældende reklameregler for lægemidler, fastsat i bekendtgørelse nr. 272 af 21. marts 2007 om reklame mv. for lægemidler, som udgangspunkt ikke i reklameøjemed eller i øvrigt for at fremme salget af et lægemiddel gives eller tilbydes økonomiske fordele. Samtidig må sundhedspersoner ikke anmode om eller modtage økonomiske fordele.

 

Reklamebekendtgørelsen indeholder imidlertid enkelte undtagelser fra dette forbud.  Således er det bl.a. tilladt at give en sundhedsperson faglig information og uddannelse om lægemidler samt repræsentation i forbindelse med reklame for samt faglig information om lægemidler. Sådan sponsorering kan ske i form af betaling af de direkte udgifter, dels til kurser samt andre faglige og videnskabelige aktiviteter, dels til bespisning, rejse, ophold og lignende i forbindelse med faglig information om lægemidler.

 

For så vidt angår repræsentation, skal udgifterne holdes på et rimeligt niveau og være nøje begrænset til hovedformålet med aktiviteten, herunder være tidsmæssigt underordnet i forhold til den faglige aktivitet. Ved aktiviteter afholdt i udlandet gælder som begrænsning, at de nævnte ydelser kun må sponsoreres, hvis afholdelse i udlandet er begrundet i væsentlige indholdsmæssige, praktiske eller økonomiske omstændigheder. Det kan fx være tilfældet, hvis det er væsentligt billigere at sende en gruppe læger til et arrangement i udlandet end at afholde et tilsvarende arrangement her i landet, eller hvis foredragsholderne og størstedelen af deltagerne kommer fra et andet land.

 

Reklamebekendtgørelsen indeholder endvidere forbud imod sponsorering af sundhedspersoners deltagelse i rent sociale og kulturelle arrangementer.

 

Det er således udtrykkelig fastsat i reklamebekendtgørelsen, hvilke aktiviteter for sundhedspersoner som lægemiddelvirksomheder lovligt kan finansiere eller yde tilskud til samt hvilken finansiering, der ikke vil være lovlig.

Disse forhold er desuden nærmere præciseret i Lægemiddelstyrelsens vejledning om reklame for lægemidler.

 

Jeg kan oplyse, at den nye reklamebekendtgørelse, der trådte i kraft den 2. april i år, er udarbejdet i overensstemmelse med de regler vedrørende markedsføringsaktiviteter, der indgik i den politiske aftale af 8. juni 2006 om en handlingsplan på medicinområdet. Handlingsplanen, som på dette felt blev indgået mellem regeringen, Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti, Socialistisk Folkeparti og Det Radikale Venstre, indeholder bl.a. en række præciseringer og stramninger af fortolkningen af begrebet ”økonomiske fordele” med det formål at skabe en mere klar retstilstand på området.

 

Endvidere kan jeg oplyse, at Lægemiddelstyrelsen - sammen med selvjustitsorganer nedsat af lægemiddelindustri og læger - påser, at reklamereglerne bliver overholdt i forbindelse med lægemiddelvirksomheders arrangementer for læger.

 

Manglende overholdelse af reklamereglerne kan ifølge reklamebekendtgørelsen straffes med bøde.

 

For så vidt angår den i Ekstra Bladet anførte påstand om, at lægemiddelindustriens betaling indebærer en øget ordinering af sponsors produkter, kan jeg bemærke, at landets lægemiddelvirksomheder har lige muligheder for at afholde og betale faglige aktiviteter for læger i overensstemmelse med ovennævnte regler.

 

Det er min forventning, at lægemidler bliver ordineret pÃ¥ grundlag af lægens faglige vurdering af det konkrete produkts egnethed til den enkelte patient – og ikke ud fra hvem der senest har betalt lægens deltagelse i en faglig aktivitet. Jeg kan i den forbindelse tilføje, at lægers sundhedsfaglige virksomhed, herunder lægemiddelordination, i medfør af sundhedsloven er undergivet Sundhedsstyrelsens tilsyn. Â