Dato:            30. november 2006

Kontor:         Sundhedspolitisk kt.

J.nr.              2006-12102-243

Sagsbeh.:   AJS

Fil-navn:       Dokument 11

 


 

 

Besvarelse af spørgsmål nr. S 1096, som medlem af Folketinget Per Clausen (EL) har stillet til indenrigs- og sundhedsministeren den 27. november 2006

 

Spørgsmål S 1096:

"Vil ministeren oplyse, hvorfor direktør Jens Kristian Gøtrik blev forhindret i at færdiggøre Sundhedsstyrelsens redegørelse om Sundhedsstyrelsens ansvar for, at patienter, der ikke kunne behandles i Danmark inden for behandlingsfristen på fire uger, ikke fik tilbud om behandling i udlandet, og hvilke indholdsmæssige uenigheder i forbindelse med udarbejdelsen af denne redegørelse der har været mellem Jens Kristian Gøtrik og ministeriet?"

 

Svar:

Jens Kristian Gøtrik valgte at annoncere sin afgang som medicinaldirektør om aftenen torsdag den 23. november 2006. Herefter var alle parter enige om, at det var mest hensigtsmæssigt at bringe samarbejdet til ophør med øjeblikkelig virkning. Derfor havde Jens Kristian Gøtrik sidste arbejdsdag i Sundhedsstyrelsen fredag den 24. november 2006.

 

Sundhedsstyrelsens redegørelse af 27. november 2006 omhandler Sundhedsstyrelsens sagsbehandling i forhold til enkeltpatienter, herunder særligt ordningen vedr. maksimale ventetider for patienter med livstruende kræftsygdomme. Redegørelsen er udarbejdet af styrelsen uden, at departementet har været involveret i processen eller orienteret om indholdet forud for fremsendelsen af redegørelsen.