"Kan ministeren afvise, at ventetiden på kræftbehandling i Danmark koster menneskeliv?"
Det er ikke muligt for mig at vurdere, hvorvidt ventetiden til kræftbehandling i Danmark har kostet menneskeliv. Det tror jeg også godt spørgeren er klar over, at jeg ikke kan. Det er som bekendt altid meget vanskeligt at sige noget om, hvad der ville være sket, hvis forudsætningerne forud for en konkret hændelse havde været nogle andre. Det står dog fast, at chancerne for helbredelse er størst, hvis man behandler kræft i så tidligt et stadie som muligt. Det er jo også derfor, vi har de regler, vi nu har om maksimale ventetider.