Dato:            30. november 2006

Kontor:         Sundhedsdokumentation

J.nr.              2006-12102-239

Sagsbeh.:   TK

Fil-navn:       Dokument 3

 


 

 

Endelig besvarelse af spørgsmål nr. S 1055, som medlem af Folketinget Bjørn Medom Nielsen (S) har stillet til indenrigs- og sundhedsministeren den 24. november 2006

 

Spørgsmål S 1055:

"Vil ministeren oplyse, i hvor mange tilfælde Sundhedsstyrelsen har konkluderet, at det ikke har været muligt for styrelsen at finde et relevant behandlingstilbud for en patient ramt af en livstruende sygdom inden for den fastsatte frist?"

 

Svar:

Det fremgår af bilag 1 til Sundhedsstyrelsens redegørelse af 27. november 2006, at Sundhedsstyrelsen i tre tilfælde har oplyst patienter om, at de efter reglerne om maksimale ventetider har mulighed for selv at finde et behandlingssted her eller i udlandet. Denne bestemmelse træder i kraft, når Sundhedsstyrelsen ikke har haft mulighed for at finde et tilbud her eller i udlandet.

 

I en række af de i Sundhedsstyrelsens redegørelse refererede sager, har sygehusene ikke selv forsøgt at finde et behandlingssted i udlandet. Der er ligeledes en række tilfælde, hvor det fremgår, at afdelingen finder, at patientens tilstand umuliggør behandling i udlandet. Samt en række sager, hvor det ved Sundhedsstyrelsens sagsbehandling fremgår, at henvendelsen tilsyneladende har haft orienterende karakter med henblik på at orientere om de særlige kapacitetsmæssige problemer på det aktuelle sygehus.

 

Denne uklarhed over intentionerne med henvendelser gør det klart for mig, at der er behov for en opstramning af procedurerne ved kontakten mellem de forskellige aktører, som har ansvar for opfyldelsen af de maksimale ventetider. Jeg er derfor tilfreds med, at Sundhedsstyrelsen nu har taget initiativ til at forbedre dette og i det hele taget stramme op på sagsbehandlingen af denne type sager.