Den næste sag på dagsordenen var:
3) Forhandling om redegørelse nr. R 1:
Statsministerens redegørelse ved Folketingets åbning. (Redegørelsen givet 3/10 2006. Meddelelse om forhandling 3/10 2006).

Jeg gør opmærksom på, at man under denne sags behandling også kan omtale den næste sag på dagsordenen, nemlig første behandling af forslag til finanslov for finansåret 2007.
     Jeg gør opmærksom på, at reglerne for, hvordan debatten praktiseres, er omdelt til Tingets medlemmer i brev af 20. september, og jeg skal derfor ikke gennemgå dem nærmere.

Forhandling

Dansk politik står ved en skillevej. Den ene vej understøtter den historisk stærke økonomi, vi har disse år, og sikrer en ordentlig, ansvarlig udvikling af det danske velfærdssamfund.
     Den anden vej er et opgør med al ansvarlighed; en politik, hvor man skjuler sine prioriteringer, så det bliver umuligt for de ansvarlige at blive stillet til ansvar; en politik, hvor man hellere vil brænde pengene af på en eftermiddag end at sikre væksten mange år frem; en politik, hvor alle kneb gælder, inklusive at tage børn og voksne som gidsler, og hvor fakta ikke får lov til at stå i vejen for kold strategi.
     Venstre har været garanten for en ansvarlig udvikling siden 2001. Vi vil hellere fortsat solid vækst de næste mange år end at slå gækken løs og til gengæld punktere den vækst, der gør både velfærdssamfundet og den enkelte dansker rigere.
     Samtidig har Venstre sammen med vores regeringspartner, Det Konservative Folkeparti, ændret den måde, politikerne sætter en dagsorden for samfundsudvikling på. Vi har valgt at tage de politiske drøftelser i det åbne rum, fordi det er det rigtige at gøre.

Vi er nemlig ikke bange for at fortælle, hvilke politiske prioriteringer vi har. Vi er åbne om, hvad vi gør, hvorfor, hvornår og hvordan. Og i en tid, hvor der blæser nye og friske vinde overalt i verden, og hvor globaliseringen har ramt Danmark, gælder det i særdeleshed om at være åben om ens udfordringer, prioriteringer og beslutninger.

     Vi skal udnytte det store potentiale, som globaliseringen medfører for hver enkelt dansker, men vi skal også være åbne om, hvad det kræver af vores samfund. Det danske samfund står godt rustet til globaliseringen, og danskerne er godt rustede, så lad os glæde os over det gode udgangspunkt, og lad os fremadrettet arbejde for at holde Danmark forrest i feltet.
     Skal man klare sig i den internationale konkurrence, kræver det tilpasningsdygtighed, fleksibilitet, kvalitet og hurtighed. Med andre ord kræver det et opgør med det 20. århundredes tankegang om, at kvantitet er lig kvalitet. Denne idéforladte holdning er historie. Industrisamfundets kvantitet erstattes af det 21. århundredes fokus på kvalitet
- en kvalitet, der baseres på smidighed, politisk handlekraft og målrettede indsatsområder. Vi har en forpligtelse til også at være aktive i udviklingen af verdenssamfundet, og derfor bygger dansk udenrigspolitik på at gøre en forskel internationalt. Danmark har et stærkt internationalt engagement, når det gælder fredsbevarende operationer. Danske soldater gør netop nu en indsats gennem deres deltagelse i bl.a. Afghanistan, Irak, Kosovo og lige om lidt også i Libanon. Jeg vil gerne fra Folketingets talerstol i dag udtrykke min dybeste respekt for de omkring 1.200 soldater, der er aktive i internationale opgaver: I gør en stor indsats for at være med til at sikre en bedre og mere retfærdig verden. Tak for det. Når vi nu har mulighed for at gøre det rigtige både ude og hjemme, er det, fordi vores fundament er godt og stærkt. Vi har en bundsolid økonomi, vi har den laveste arbejdsløshed
i 30 år, og vi har den højeste beskæftigelse nogen sinde. Og derudover har skattestoppet nu været i kraft i 1.774 dage. De nye tider, hvor en ny skat eller afgift blev indført eller forhøjet hver eneste måned, er forbi. Under Nyrups regeringer
i 1990'erne steg kommuneskatterne i gennemsnit med 3 procentpoint, boligskatterne blev øget med pinsepakken, og der skete en markant stigning i grønne afgifter. Det er slut nu. Skattestoppet giver tryghed for den enkelte dansker. Man ved, at skatterne kun kan gå én vej, og det er nedad. Siden 2001 er skattestoppet blevet overholdt til punkt og prikke, ja, ikke nok med det, skatterne er faktisk sat ned på en sådan måde, at det nu er mere attraktivt for familier med lave eller mellemstore indkomster at deltage på arbejdsmarkedet. Vi har en stor opgave foran os i de kommende år, nemlig at fortsætte vores aktive integrationspolitik. Det går fremad. Faktisk er der kommet 20.000 indvandrere og efterkommere fra ikkevestlige lande i arbejde. Men vi skal videre. Vi skal åbne vores arbejdspladser, vores klubber og vores uformelle netværk for hinanden. Integration kræver en indsats af os alle. Venstre går fremtiden i møde med store forventninger, fordi vi allerede har taget mange fremadrettede beslutninger til gavn for Danmark. Vi har i de senere år styrket folkeskolen med flere timer i dansk, matematik og historie, efteruddannelse af lærere, flere midler til investering i it, og der bliver nu også strammet op på fagligheden med obligatoriske test på udvalgte klassetrin. Vi foretager den største investering i forskning, udvikling og uddannelse nogen sinde. Vi vil bruge 20 mia. kr. ekstra på forskning og uddannelse fra 2007 til 2010. I samarbejde med arbejdsmarkedets parter afsætter vi 1 mia. kr. til en markant satsning på voksen- og efteruddannelse.
     I Venstre er vi også optaget af den aktuelle debat om den økonomiske situation. Sidste år havde den danske stat et overskud på omkring 80 mia. kr., og så er spørgsmålet fra oppositionen: Hvorfor bruger vi ikke bare de mange penge på at øge service og velfærd yderligere? Jeg forstår godt, at det kan lyde fristende, men lad mig i dag slå fast, at der er tre vægtige grunde til, at vi ikke bare kan bruge løs af overskuddet. For det første er den aktuelle økonomiske situation præget af fuld aktivitet og mangel på arbejdskraft. En forøgelse af de offentlige udgifter vil svare til at hælde benzin på et bål. Det er ikke kun regeringen og Venstre, der mener det. Det mener Arbejderbevægelsens Erhvervsråd og Nationalbanken også, som netop har advaret om, at det vil føre til inflation, faldende konkurrenceevne og beskæftigelse. Venstre er enig i disse advarsler. Situationen maner til ansvarlighed for alle parter. For det andet er pengene ikke til fri disposition. De skal gå til at afvikle den offentlige gæld, som stadig er på op imod 500 mia. kr.; gæld, som blev oparbejdet i midten af 1970'erne frem til slutningen af 1990'erne; gæld, som blev oparbejdet som konsekvens af den Anker Jørgensen-økonomi, som Socialdemokratiet førte op gennem 1970'erne, og som efterlod Danmark ved afgrundens rand, som den tidligere socialdemokratiske finansminister Knud Heinesen udtrykte det. Når vi reducerer gælden, er det af hensyn til vores børn og børnebørn.

     Sidst, men ikke mindst, er det nuværende overskud en engangsindtægt. Hvis man vinder 5.000 kr. på et skrabelod, så kan man ikke af den grund købe en dyrere bolig, hvor man betaler 5.000 kr. mere i husleje om måneden. Man ved jo ikke, om heldet også er med en i næste måned. Sagt på en anden måde: Man finansierer simpelt hen ikke løbende udgifter med engangsindtægter. Det ved alle med en fornuftig privatøkonomi, men det ved oppositionen tilsyneladende ikke.
I hvert fald vil de nu slippe Anker Jørgensens økonomisk uansvarlige linje ud af flasken. Men bare rolig: Venstre holder proppen i flasken, fordi det er det rigtige at gøre. Og lad mig nu, inden den socialdemokratiske ordfører og andre ordførere fra oppositionen kommer herop på talerstolen, tage forskud på den skræmmekampagne, der vil blive fremført senere i dag. Lad mig nævne to eksempler, som oppositionen har fremført. Påstand nr. 1: Kommunerne har fået det dårligere. Nej, i Venstre er vi stolte af, at vi har været med til at løfte den offentlige sektor op på et historisk højt niveau. Der er aldrig blevet brugt så mange penge på offentlig service som nu. Faktisk sætter vi danmarksrekord. I 2007 afsætter vi 31 mia. kr. mere, end der blev brugt i 2001 under den tidligere regering. Sagt på en anden måde svarer det til 10.000 kr. for hver eneste familie i Danmark. Og hovedparten af midlerne går til bedre service, 12 mia. kr. til serviceområdet, 8 mia. kr. til socialområdet, 8 mia. kr. til undervisningsområdet. Det er klart, at man, når kommuner skal harmonisere forskellige serviceniveauer og lægges sammen, skal finde et nyt serviceniveau. Man kan ikke bare tage den højeste fællesnævner på alle serviceområder og så føre den videre i den nye samlende kommune. Man må finde en fællesprioritering. Påstand nr. 2: Der er nedskæringer i skoler og børnehaver. Man kunne have haft et lønligt håb om, at Danmarks Lærerforenings fantasifulde kampagne og BUPL's usaglige skræmmekampagne og beregninger ikke havde fundet vej her til Christiansborg. Man skulle måske have troet, at Folketingets partier holdt sig for seriøse til den slags smædekampagner, især nu hvor BUPL jo selv har indrømmet, at de har brugt forkerte tal. Men nej, Socialdemokraterne bed bl.a. på, og de ukorrekte tal, de usaglige påstande og de fremmanede skræmmebilleder er blevet en del af Socialdemokraternes retoriske arsenal. Kampagnen mod regeringen er i gang, godt orkestreret af oppositionen og venstrefløjen og en række fagforbund, der bevidst og benhårdt finder på nye tal. Faktisk minder det lidt om den børneleg, der hedder tænk på et tal, men metoder og redskaber er dog så ekstreme, at deres kampagneform tager børn og forældre som gidsler. Hvad er sandheden? Sandheden er den, at antallet af børn pr. fuldtidsansat i landets børnehaver er faldet fra 7,1 i 2001 til 6,4 i 2005. Der er altså flere voksne om hvert barn end tidligere. Og i 2007 afsætter vi 300 mio. kr. ekstra til bedre kvalitet i dagtilbuddene. Sandheden er den, at regeringen har afsat flere penge til landets folkeskoler, og samtidig har vi strammet op på fagligheden. Og i virkeligheden kender de danske forældre denne sandhed. Over 80 pct. af forældrene til børn i daginstitutioner og børn i grundskole er tilfredse med den service, kommunerne giver deres børn. Jeg fristes til at sige, at jeg ikke ved, om Socialdemokraterne er lige så tilfredse med det, deres formand leverer, som de danske forældre er med skolen og daginstitutionerne. Indrømmet, jeg synes, det var en spændende og modig beslutning, medlemmerne traf med valget af ny formand, men forventningens glæde er som bekendt den største. Socialdemokratiet i fru Helle Thorning-Schmidts hænder fører pendulpolitik. Bedst som man har indstillet synet på, at Socialdemokraterne er herovre, vupti, så er de på den modsatte side. Man kunne selvfølgelig vælge at imitere en tennistilskuer på bageste række for at følge S's pendulpolitik, eller man kan vælge den radikale løsning at sætte sig i midten. Før eller siden kommer S til R på den måde, det fører bare ikke til nogen langvarig samhørighed. Lad mig give et par konkrete eksempler på pendulets svingninger: Integrationspolitik. Før sommerferien i 2005 indgik Socialdemokraterne en integrationsaftale. Efter sommerferien sprang Socialdemokraterne fra aftalen. Og nu er fru Helle Thorning-Schmidts pendul næsten tilbage ved den første position. Hun sagde nemlig i sin beretning på kongressen i Aalborg, at det er bydende nødvendigt, at vi når frem til en bred politisk enighed om en markant styrkelse af integrationsindsatsen. Men det er ikke det eneste sted, pendulet er i svingninger. Lad os tage skattestoppet. I maj 2005 hed det fra den socialdemokratiske ordfører: Vi synes, skattestoppet er en dårlig idé. Vi er meget imod skattestoppet. Vi mener stadig, at skattestoppet er forkert.

     Efter et års tid hed det så: Når vi siger ja til skattestoppet, er det for at give danskerne tryghed. Og nu er pendulet nærmest i midten af sin svingbane igen, hjemme hos De Radikale. Fru Helle Thorning-Schmidt vil nemlig nu have en ambitiøs skattereform, men vi ved jo godt, at når S taler om skattereformer, især de ambitiøse af slagsen, så kan man med god grund begynde at ryste i bukserne af skræk. Da de sidst havde regeringsansvaret, gav de os jo en ny skat eller afgift en gang om måneden.
     Velfærdsforliget: Da fru Helle Thorning-Schmidt fik indgået sit første forlig, nemlig velfærdsaftalen, roste hun sig af at have reformeret os ud af fremtidens udfordringer. Det er til gengæld lidt svært at se nu, hvor Socialdemokratiet har præsenteret et forslag til finanslov, der er underfinansieret med 3,5 mia. kr., penge, der skal tages fra det økonomiske råderum, og penge, som ifølge velfærdsreformen skal bruges til fremtidige udfordringer.
     Men den ros skal Socialdemokraterne have, at de godt selv ved det, for som fru Helle Thorning-Schmidt så rigtigt sagde om deres finanslovforslag, er det, og jeg citerer:
næsten så ansvarligt, som det kan blive. Nu siger man godt nok normalt, at nærved og næsten slår ingen mand af hesten. Nej, men en næsten ansvarlig finanspolitik slår opsving af hesten og bunden ud af velfærdsaftalen.
     Jo, man må rigtignok sige, at pendulet svinger rask fra en yderlighed til den næste, når Socialdemokraternes formand udstikker linjen. Men som født optimist vil jeg glæde mig over, at med den pendulfart mellem standpunkterne, fru Helle Thorning-Schmidt lægger for dagen, så må hun jo momentvis ramme rigtigt. Om ikke andet får hun da hilst på De Radikale på vejen mellem standpunkterne.
     Jeg er stolt af, at Venstre er en bærende kraft i regeringssamarbejdet, hvor man ikke skifter retning med vinden, heller ikke når man har modvind. Det er derfor, vi har gennemført de nødvendige reformer af strukturen, opgavefordelingen og udligningen i den offentlige sektor; det er derfor, vi er i gang med at gennemføre en velfærdsreform; det er derfor, vi ikke vakler i vores internationale engagement; og det er derfor, vi fastholder fokus på kvaliteten i den offentlige service - fordi det er det rigtige at gøre.
     Vi står i dag ved indgangen til en særdeles vigtig politisk sæson, hvor der ligger store opgaver foran os. Vi skal forhandle en finanslov på plads for 2007, velfærdsaftalen fra juni skal omsættes til politik, og vi skal fordele 2 mia. kr. fra globaliseringspuljen. Og dertil kommer, at vi også i den her folketingssamling skal diskutere indretningen af fremtidens offentlige sektor, det, som Venstre kalder kvalitetsreformen.
     I Venstre glæder vi os til for alvor at komme i gang med de mange spændende, politiske udfordringer, der kommer, og vi ser frem til et konstruktivt samarbejde med alle Folketingets partier.

Der er en række medlemmer, som nu vil rådgive Venstres ordfører ved en kort bemærkning. Jeg nævner for god ordens skyld navnene: Hr. Ole Stavad, hr. Ole Glahn, hr. Villy Søvndal, fru Line Barfod, fru Lise von Seelen, hr. Morten Helveg Petersen, fru Pia Gjellerup, hr. Ole Sohn, hr. Simon Emil Ammitzbøll, hr. Per Clausen, fru Karen Hækkerup, hr. Morten Homann, hr. Henrik Sass Larsen, hr. Morten Østergaard, hr. Johs. Poulsen, fru Elsebeth Gerner Nielsen og hr. Poul Erik Christensen. Så er det hr. Ole Stavad for en kort bemærkning til ordføreren.

Som den første, der har lejligheden, vil jeg gerne ønske hr. Troels Lund Poulsen tillykke med den spændende opgave som politisk ordfører for partiet Venstre. Jeg kunne forstå, at hr. Troels Lund Poulsen var bekymret for den socialdemokratiske formand, og vi er jo altid glade, når nogen er omsorgsfulde. Til gengæld vil jeg sige efter at have lyttet til hr. Troels Lund Poulsens meget spændende tale, at jeg er sikker på, at Venstre har truffet et rigtig, rigtig klogt valg ved at vælge hr. Troels Lund Poulsen.
     Jeg kunne forstå på talen, at hr. Troels Lund Poulsen er modstander af forkerte tal eller det, som statsministeren har kaldt falske tal. Her mødes vi, for det er jeg helt, helt enig i. Derfor er jeg selvfølgelig dybt bekymret over det lovforslag, som indenrigsministeren fremsatte i foråret, og som kommune for kommune viste, hvordan resultatet af den samlede strukturreform og finansieringsreform ville blive. Problemet er, at ingen kommuner endnu har fået pengene. Vil hr. Troels Lund Poulsen være med til at sikre, at vi får de sande tal frem?

Så er det ordføreren.

Tak for den begrænsede ros fra det socialdemokratiske folketingsmedlem hr. Ole Stavad.
     Jeg kan sige, at i regeringen og i Venstre lægger vi meget vægt på at få gennemført strukturreformen, og vi står også helt klart bag den udligningsreform, der er lavet.

     Hvad er ideen med at lave en udligningsreform? Jeg må selvfølgelig indrømme, at det var svært at få lavet en. Socialdemokratiet og Det Radikale Venstre forsøgte jo i en del år gennem deres regeringsperiode at nå frem til en udligningsreform. Men det, der står tilbage, hvad angår den her udligningsreform, er, at vi flytter midler fra de rige kommuner til de fattige kommuner. Ja, man fristes til at sige, at det er lidt som at være socialdemokrat i gamle dage, for det er jo at vise solidaritet med dem, der har brug for det.

Jeg er bange for, at hr. Troels Lund Poulsen måske ikke forstod mit spørgsmål.
     Se, hvis nu vi tager udgangspunkt i det, der blev vedtaget før sommerpausen, så vedtog et flertal et lovforslag, der viste et konkret resultat for hver enkelt kommune. Hvis jeg må tage udgangspunkt i en Venstrekommune, kan jeg fortælle, at Venstreborgmesteren fra Holstebro sammen med otte andre borgmestre fra flere partier mødte op i Folketingets Kommunaludvalg og sagde: Vil Folketingets Kommunaludvalg ikke godt hjælpe os med, at regeringen rent faktisk sørger for, at vi i Holstebro Kommune og i de øvrige kommuner får den økonomi, man har lovet, den økonomi, som man sagde var til rådighed, dengang man sad og lavede kommuneforhandlingerne?
     I Holstebro Kommune siger man, at man mangler 48 mio. kr. i forhold til det, der var lovet. Og mit simple spørgsmål til hr. Troels Lund Poulsen er: Vil hr. Troels Lund Poulsen og Venstre ikke sammen med os andre sikre, at regeringen sammen med kommunerne får de sande tal frem, så vi får et retvisende billede af, hvad der egentlig er baggrunden for det, vi oplever med dramatiske nedskæringer på børn, folkeskoler og ældre ude i landet? Det, som statsministeren kalder falske tal, vil vi have udryddet, uanset hvem det er, der måtte betjene sig af dem.

Jeg skal forsøge at give et svar til hr. Ole Stavad, der er simpelt. Og det simple svar til hr. Ole Stavad er jo, at vi har lavet en udligningsreform for at sikre, at de rige kommuner betaler til de fattige kommuner. Der er lavet en klar aftale, som sikrer, at de midler, der er til fordeling, er fuldstændig de samme midler, som da man indgik aftalen. Der er overhovedet ikke forskel på den aftale, hr. Ole Stavad gerne vil så tvivl om, og de beregninger, der er lavet.
     Derfor må jeg også sige, at når hr. Ole Stavad fremturer med tal om, at der er sket dramatiske nedskæringer i den offentlige sektor, må jeg blot minde hr. Ole Stavad om, hvad der er det rigtige billede ude i virkeligheden. Det rigtige billede i virkeligheden, hr. Ole Stavad, er jo, at siden den her regering kom til og frem til det finanslovforslag for 2007, der er fremsat, er der tilført kommuner og amter 31 mia. kr. i forhold til den vækst, der var i 2001, hvor hr. Ole Stavad og Socialdemokratiet sad ved magten.
     Derfor synes jeg, det er vigtigt at sige til hr. Ole Stavad, at man må prøve at tage udgangspunkt i de rigtige tal, når man ønsker at diskutere, for det er simpelt hen et forkert billede, som man ønsker at tegne af virkeligheden.

Jeg vil også gerne ønske hr. Troels Lund Poulsen tillykke med sin nye post. Og jeg vil gerne spørge hr. Troels Lund Poulsen, om vi kan forvente, at den form for argumentation, som statsministeren har anvendt, også er den, der vil komme fra hr. Troels Lund Poulsens side.
     Statsministeren siger om demonstrationerne, og jeg citerer, at de er socialistisk inspireret, at det er politisk kamp, og at de, der er med, er de sædvanlige ballademagere. Er det sådan hr. Troels Lund Poulsen mener at man skal tage en diskussion med forældre, der bliver hjemme fra arbejde for at tilkendegive, at de er bekymrede for deres børns fremtid, fordi der skæres konkret på nogle børneinstitutioner?
     Er det noget med at putte folk ned i kasser og sætte etiketter på dem og derved afskære sig fra en reel debat med nogle borgere, som vi trods alt repræsenterer, om nogle problemer, som borgerne oplever? Er det det, vi kan vente fra hr. Troels Lund Poulsens side?

Jeg synes, at det er trist og forstemmende, at man i debatten om, hvordan virkeligheden er, har en fagorganisation, der hedder BUPL, der bevidst ønsker at sprede misinformation. Det er trist, fordi man så ikke har en debat på et oplyst grundlag. Der er jeg fuldstændig enig med statsministeren i, at skal man føre en debat, skal man gøre det ud fra faktuelle, korrekte tal. Vi må jo bare erkende, at den smædekampagne, som BUPL har iværksat, kun har haft et formål:
at vælte regeringen.
     Nuvel, det er fair nok at ville vælte regeringen, men det er ikke fair nok at gøre det ved at bruge forkerte tal.

Altså, det der med føre krigen over i fjendens lejr er jo kendt, og når hr. Troels Lund Poulsen angriber BUPL, får jeg jo ikke noget svar på mit spørgsmål.
     Jeg spørger: Kan vi forvente, at den måde, hr. Troels Lund Poulsen og hele Venstre vil føre debatter på, som borgerne er interesseret i at tage, er at putte folk ned i kasser og beskylde dem for at være de sædvanlige ballademagere? Er det den form for diskussion, vi skal have? For det er jeg bekymret over.

     Som Radikale mener vi, det er vigtigt for folkestyret, at vi lytter til de verdener, at vi respekterer dem og prøver at tage en debat og finde et fælles grundlag. Men det udelukker jo enhver form for debat, når man putter folk ned i kasser og lukker og siger, at det er de sædvanlige ballademagere.

Ordføreren.

Jeg havde den fornøjelse at være ude i virkeligheden her forleden dag, det sker ret tit. Jeg var ude på slotspladsen, og der fik jeg udleveret denne folder. Den kan være lidt svær at se for dem på de bageste rækker, så lad mig læse op, hvad der står i folderen. Den er fra dem, der hedder budskabfragræsrødderne.dk. Jeg læste den med stor interesse, for jeg tænkte, at når man demonstrerer på slotspladsen, må det selvfølgelig være med afsæt i, at der er problemer omkring børnepasning og det område.
     Hvad står der så her? »Fogh-regeringen må træde tilbage«. »Denne regering har gjort ubodelig skade med sin rolle i karikatursagen ...«. »De danske tropper i Irak og Afghanistan skal hjem nu«.
     Det er jo alt sammen noget, som jeg har diskuteret før. Jeg var bare ikke klar over, at det var en del af debatten om kommuneøkonomi. Krigen i Irak og det, der sker i Irak, har vel ikke så meget med kommuneforhandlinger i Danmark at gøre, endnu i hvert fald.
     Så står der også: »Foghs fremmedfjendtlige love ... terrorlovene skal trækkes tilbage«. »Der skal iværksættes en grundig, uafhængig undersøgelse«. Det er så af CIA.
     Der må jeg bare sige: Det her beviser jo, at statsministeren har fuldstændig ret i det, han sagde.

Så er det hr. Villy Søvndal for en kort bemærkning til ordføreren.

Jeg vil også byde velkommen til Venstres ny ordfører. Jeg har altid stor respekt for mennesker, der påtager sig store, vanskelige opgaver. Og man må vel sige, at det er en spændende opgave i en for Venstre vanskelig tid, som hr. Troels Lund Poulsen står over for.
     Statsministerens løfte i valgkampen før folketingsvalget
i 2005 var: Jeg kan både levere skattestop, udgiftsstop og velfærd. Det, vi kan konstatere i dag, er, at den første del af sætningen var rigtig: Venstre kan levere skattestop. Men det nye er, at Venstre ikke kan levere velfærd. Det er derfor, situationen ser ud, som den gør rundtom i kommunerne. Det kan i øvrigt anbefales at tage rundt, det kan man sagtens blive klog af, så gør endelig det. Men når tre fjerdedele af danskerne hellere vil have velfærd end skattestop, er det så et udtryk for, at der er så mange socialistiske ballademagere i det her land? Er det ikke overraskende mange? Tre fjerdedele af befolkningen siger i dag til Berlingske Tidende: Vi vil hellere have velfærd end skattestop. Er det ikke mange? Og er det ikke bekymrende mange for Venstre?

Ordføreren.

Jeg vil gerne starte med at kvittere for hr. Villy Søvndals pæne bemærkninger. Hr. Villy Søvndal ved jo, at jeg ofte har haft den fornøjelse at være på tur med hr. Villy Søvndal i Vejle Amt - derude i virkeligheden, hvor hr. Villy Søvndal også færdes. Jeg kan så forstå på hr. Villy Søvndal, at han skulle prioritere at være sammen med mig lidt oftere, for vi har ikke haft så mange lejligheder til at diskutere det seneste halve år, efter hr. Villy Søvndal er blevet formand. Men lad det nu ligge, det kan komme senere.
     Med hensyn til at blive klog på virkeligheden synes jeg, at det skulle hr. Villy Søvndal blive. For hvad er det, der står tilbage? Det står et billede tilbage af, at vi har givet danskerne et skattestop. Det har vi sagt helt åbent og ærligt, det står vi ved. Men det betyder jo ikke, at et skattestop forhindrer, at man kan tilføre det offentlige flere ressourcer. Det er sket. Når vi når frem til 2007, har vi tilført det offentlige 31 mia. kr. til velfærdsforbedringer.
     Jeg håber da også, hr. Villy Søvndal erkender, at det er det billede, der står tilbage. Ellers må hr. Villy Søvndal jo bestride det faktum, som tallene viser.

Så er det hr. Villy Søvndal.

Jeg kvitterer også for de mange hyggelige ture, vi har haft rundt i Vejle Amt. Jeg forstår i øvrigt, at statsministeren tager rundt i næste uge. Jeg synes måske, det er lidt sent. Det er egentlig ærgerligt, at han ikke gjorde det, inden han holdt sin åbningstale, for så tror jeg, vi havde fået en helt anden åbningstale, sådan inspireret af virkeligheden. Mange af de ting, der blev beskrevet, holdt jo ikke.
     Jeg har været rundt og besøge otte borgmestre, nogle af Venstres egne borgmestre, nogle af De Konservatives borgmestre, nogle af Socialdemokraternes borgmestre osv. osv. Det er et helt andet billede, man ser ude i virkeligheden, og det er grunden til, at tre fjerdedele af danskerne siger, som de gør: Vi synes ikke, regeringen lever op til løfterne om velfærd.
     Kan det virkelig passe, at tre fjerdedele af danskerne er udsat for den der intensive socialistiske propaganda og ikke har forstået noget? Eller er det måske i virkeligheden sådan, at det er regeringen og hr. Troels Lund Poulsen, der ikke har forstået, hvad der sker ude i virkeligheden?

Så er det ordføreren.

Jeg vil gerne kvittere for, at hr. Villy Søvndal tager rundt
i virkeligheden. Jeg vil måske bare gøre en lille bemærkning om, at hr. Villy Søvndal skulle tage rundt i hele virkeligheden i stedet for kun at beskæftige sig med en del af virkeligheden. Men det må hr. Villy Søvndal jo selv beslutte.

     Det, som er tilfældet, er, at efter at kommunerne den
15. oktober har færdigbehandlet deres budgetter, vil vi netop kunne se, at det er et fejlagtigt billede, som hr. Villy Søvndal og andre gode kræfter på venstrefløjen har forsøgt at fremmane af, at der skulle fyres 2.900 pædagoger, og at der overhovedet ikke ville være nogen folkeskolelærere tilbage i folkeskolen efter budgetterne. Men jeg anerkender, at SF har den holdning - og det vil jeg gerne rose hr. Villy Søvndal for - at man skal sætte skatterne op. Og skulle der komme en situation, måske langt ude i fremtiden, hvor der kunne være en teoretisk chance for, at hr. Villy Søvndal får politisk indflydelse, vil jeg selvfølgelig håbe, at han så gør det krav gældende, for det er åbenbart vigtigt for SF, at skatterne skal sættes op.

Så er det fru Line Barfod for en kort bemærkning.

Jeg kan forstå, at hr. Troels Lund Poulsen mener, at man skal vælge, hvilken virkelighed man ser på. Man kan selvfølgelig vælge at tage ud i de mange private hjem, hvor der er blevet flere fladskærme, flere samtalekøkkener og velværebadeværelser osv. Så kan man se, at det går enormt godt.
     Men når det drejer sig om kommunerne, er det jo ved at gå op for regeringen - det kunne vi jo også høre på statsministeren forleden og på hr. Troels Lund Poulsen i dag
- at den er nødt til at erkende, at kommunalreformen medfører nedskæringer. Regeringen kalder det serviceharmoniseringer. Det er sådan set underordnet for de ældre, der risikerer, at hvor de hidtil har fået gjort rent en gang om ugen, bliver det fremover hver anden uge, de får gjort rent; hvor de hidtil har fået varm mad og menneskelig kontakt hver dag, bliver det fremover en gang om ugen, de får leveret syv pakker frossen mad. Det er ligegyldigt for børnene, om det bliver kaldt serviceharmoniseringer, at der er et halvt barn mere pr. voksen. Det, der er afgørende er, de får det dårligere på grund af den kommunalreform, som regeringen og Dansk Folkeparti har gennemført. Derfor vil jeg gerne høre, om Venstre, nu hvor man har erkendt, at der bliver dårligere forhold for en række borgere, ikke vil være med til at sende penge ud til kommunerne, så man kan undgå de følger af kommunalreformen?

Ordføreren.

Venstre har erkendt det, som Arbejderbevægelsens Erhvervsråd siger, nemlig at der ikke er råd til at pumpe flere milliardbeløb ud til offentligt forbrug alene af den grund, at det ville betyde, at nogle af de mennesker, der nu for første gang i mange, mange år har fået fodfæste på arbejdsmarkedet, så kommer i den situation, at de mister deres job.
     Lad mig sige, at selv om jeg ikke har siddet på Christiansborg i mere end 5 år, kan jeg huske, at en af de få ting, man diskuterede i sidste folketingsperiode, var, at den her regering var skyld i arbejdsløsheden. Og derfor kan jeg sige, at jeg i særdeleshed kerer mig om ikke igen at blive beskyldt for at være skyld i arbejdsløsheden. Det er derfor, at Venstre udviser økonomisk ansvarlighed. Det burde der måske også være andre partier der var interesseret i.

Så er det fru Line Barfod.

Altså, jeg har lidt svært ved at forstå det, når man siger, at det er for at undgå, at folk bliver arbejdsløse, at der skal fyres hjemmehjælpere og pædagoger og pædagogmedhjælpere. Det hænger ikke helt sammen i mit verdensbillede.
     Det hænger heller ikke helt sammen at sige, at vi skal være ansvarlige, og at de offentligt ansatte derfor skal løbe hurtigere og hurtigere, så flere bliver nedslidt og kommer på sygedagpenge og førtidspension. Det er da nogle udgifter, som vil være der mange, mange år ud i fremtiden.
     Hvorfor ikke i stedet sikre, at de offentligt ansatte får ordentlige arbejdsvilkår, så de ikke bliver nedslidte, men kan holde til et helt arbejdsliv; sikre, at de har overskuddet til at tage sig godt af vores børn, af vores ældre; og sikre gode skoler, gode uddannelser, alt det, som vi skal leve af i fremtiden? Det ville da være langt mere ansvarligt end at sige, at det, der er vigtigt lige nu, er, at vi skal have flere fladskærme, flere firehjulstrækkere og flere samtalekøkkener.

Ordføreren.

Nu har jeg personligt ikke noget imod, at det går godt for den enkelte dansker. Jeg har ikke noget imod, at man har mulighed for at købe en fladskærm, men jeg kan forstå, at det er et meget stort problem, at det går så godt i Danmark, at der er nogle, der faktisk har en god økonomisk situation.
     Men lad os bare et øjeblik dykke ned i tallene, for vi er jo lidt uenige om dem. Når man ser på, hvordan virkeligheden er, kan man se, at der er blevet ansat 12.000 flere i kommuner og amter, mens den her regering har været til, end under den tidligere regering. Og det harmonerer jo ikke med det billede, som fru Line Barfod gerne vil give af, hvordan og hvorledes virkeligheden er.
     Derudover vil jeg også sige til fru Line Barfod - og det har været en del af debatten, som man ikke har ønsket at tage, men vi kan måske starte den her i dag - at kvalitet ikke er lig med penge. Det er ikke sådan, at de, der bruger mange penge, nødvendigvis har den bedste kvalitet.
     Vi kan jo tage et jordnært eksempel. Vi står midt i Københavns Kommune; den har en meget høj udgift pr. ældre, når man sammenligner med andre kommuner, og det er vel ikke sådan, at det kan konkluderes, at den ældrepleje, der så er i København, er den bedst fungerende i Danmark. Jeg tror, at sommerens billeder fra Fælledgården viste, at der stadig væk er nogle udfordringer for den socialdemokratisk ledede kommune her i København.

Så er det fru Lise von Seelen, som har en kort bemærkning til ordføreren.

Ordføreren nævnede i sin tale, at vi har en bundsolid økonomi, og så skulle man jo tro, at der ville komme noget velfærd ud af det for landets borgere, øget velfærd. Og så kan man se af de kommunale budgetter, der er ved at blive udarbejdet lige i det her øjeblik, at en tredjedel af kommunerne forventer, at der skal ske besparelser inden for ældreområdet, og at de besparelser vil ramme både den praktiske bistand og den personlige pleje.

     Nu kunne jeg godt høre både på statsministerens tale og på hr. Troels Lund Poulsens tale, at de ældre ikke fyldte så meget - lige her er pendulet måske røget et andet sted hen. Men hvad tror ordføreren det betyder for den ældre, der nu bliver visiteret til at få praktisk hjælp, som ikke længere kan få hjælp til at få gjort rent i eget hjem, og som ikke selv er i stand til at gøre det? Hvad er ordførerens bud på det? Er det bedre kvalitet for den ældre, der ikke længere kan få praktisk bistand?

Jeg må sige helt klart til fru Lise von Seelen, at det argument, hvor man laver undersøgelser, inden kommunerne har færdiggjort deres budgetter, jo ikke gør, at man kan sige, at det er virkeligheden. Vi ser en lang række kommuner, der har været ude og sige, hvad deres planer er, men når de så indgår et budget, er virkeligheden en helt anden. Derfor glæder jeg mig til at have den her debat med fru Lise von Seelen, når vi kender de faktiske budgetter. Det gør vi jo efter den 15. oktober, og så kan vi tage debatten på et oplyst grundlag.

Jeg får ikke svar på mit spørgsmål om dem, der har annonceret, at de vil gå ind og lave reduktioner på ældreplejen. Jeg spørger ordføreren: Hvad tror ordføreren det betyder for den ældre, hvis vedkommende bliver visiteret til at få praktisk bistand eller personlig pleje, så man ikke engang kan komme i bad, når man har lyst til det, men kan komme i bad måske en gang hver 14. dag, eller hvad de terminer nu bliver?
     Hvad tror ordføreren det betyder for den enkelte ældre, når der er tale om, at de kan se, at vi har en bundsolid økonomi, der gør, at vi kan yde den gode velfærd til de ældre?

Nu nævnte fru Lise von Seelen, at den her regering ikke havde gjort noget for de ældre. Det er jo decideret fejlagtigt. Den her regering har tilført ældreområdet milliardbeløb for at sikre vores ældre medborgere en bedre tilværelse.
     Det er fair nok, at vi kan være uenige om det, og at Socialdemokratiet ønsker at gå en anden vej; det er helt op til Socialdemokratiet at beslutte, hvilken vej de vil gå.
     Jeg må så også, som jeg sagde før, sige, at hvis fru Lise von Seelen besøgte Københavns Kommune, ville hun jo vide, at blot fordi der bruges mange penge, betyder det ikke nødvendigvis, at man får den bedste praktiske hjælp. Det er desværre en kendsgerning, og derfor skal vi netop prøve at gå fremtiden i møde ved at lave en kvalitetsreform. En kvalitetsreform skal også tage udgangspunkt i, om vi kan gøre tingene anderledes, om vi kan gøre tingene bedre, og der vil jeg da gerne indbyde Socialdemokratiet til at deltage i den debat. Men der synes jeg bare, Socialdemokratiet har været meget fraværende indtil videre. Man har sådan set mest haft interesse i at skyde det ned og sige, at der sådan set ikke var brug for at lave nogen som helst kvalitetsreform.

Jeg vil også gerne sige tillykke til hr. Troels Lund Poulsen. Jeg synes, det er friskt sådan på første arbejdsdag at stå og vifte med en brochure, der siger, at Foghregeringen må gå af. Det bliver da bestemt interessant med den nye ordfører.
     Der er i øvrigt brugt et interessant billede om penduler
i dansk politik. Jeg synes, det var meget interessant at høre Venstres ordfører stå og tale om, at man er stolt af en stor offentlig sektor, at høre statsministeren tale om, at vi nu skal bruge flere penge på vedvarende energi efter at have sparet massivt på den i årevis, at høre statsministeren tale om, at der skal bruges flere penge på ulandsbistand efter at have sparet milliarder af kroner gennem årene på verdens fattigste. Det får en til at spørge Venstres ordfører om, hvor Venstres pendul egentlig er på vej hen i dansk politik. Er det sådan, at det, som jeg kan forstå statsministeren udlægger som det ny Venstre, også indebærer, at man tager navneforandring til Danmarks forhenværende liberale parti, når man tager den topstyring og centralisering i betragtning, som den her regering udøver over for kommunerne?

Tak for de pæne ord fra hr. Morten Helveg; det varede så ikke så lang tid, men det er jo fair nok.
     Om udviklingsbistanden og miljøområdet kan vi sige, at vi ønsker, at Danmark skal være i front. Det er vi sådan set allerede, og det har vi sådan set været et stykke tid. Hvis vi ser på noget helt konkret, nemlig hvordan dansk udviklingsbistand virker, er Danmark det land, der giver den mest effektive udviklingsbistand. Vi har klart sagt, at vi skal gøre det bedre og blive ved med at gå den vej og målrette indsatsen.
     Der må vi altså erkende, at vi har en klar politisk prioritering: Vi vil være stærkere i Afrika, vi vil have færre programsamarbejdslande, og vi vil også have færre sektorprogrammer. Det er netop for at sikre, at vi lever op til vor særlige forpligtelse til at gøre en indsats.

     Der glæder det mig jo, at Det Radikale Venstre nu tager imod den hånd og vil gå med i et samarbejde om det. Det har ellers ikke været radikal politik før at ville have indflydelse på politikken, man har mest kritiseret den, men det glæder mig.

Det er stærk kost det her. Det må jo så betyde, at hr. Troels Lund Poulsens pendul er ved at svinge over mod Det Radikale Venstre. Det kan vi så selvfølgelig glæde os over.
     Mit spørgsmål gik egentlig på dette: Med den massive centralisering og med den massive topstyring og det kontrolbureaukrati, som den her regering har udøvet over for kommunerne, burde man så ikke i stedet for at kalde sig det ny Venstre kalde sig for Danmarks forhenværende liberale parti? Hvordan kan de ting forenes? må jeg spørge hr. Troels Lund Poulsen.

Hvis man tager afsæt i, hvad der var baggrunden for at lave kommunalreformen, var den jo netop, at kommunerne skulle blive større og derved også få en lang række flere frihedsgrader, end de havde tidligere. Og hvordan hænger det så sammen?
     Jo, det hænger sammen med, at vi jo havde det mellemled, der hed amterne. Det, at vi nu tilfører en lang række opgaver til kommunerne - opgaver, som kommer fra amterne - er jo også med til at gøre, at kommunerne i langt højere grad kommer til at træffe flere beslutninger, der er tæt på den enkelte borger. Det her er overhovedet ikke noget centraliseringsprojekt, på ingen måde. Det her er et projekt, som kommer til at betyde, at vi får nogle stærke, velfungerende kommuner, der kan tage sig af nogle af de udfordringer, som er fremadrettede. Der har vi haft brug for at lave en kommunalreform.

I svarene til hr. Ole Stavad virkede det, som om Venstres nye ordfører enten ikke vidste, hvad det var, der blev svaret på, og det er jo til en vis grad undskyldeligt, eller også ville han bare ikke svare, og det er ikke særlig undskyldeligt. Så derfor skal jeg forfølge sagen lidt. Det er sådan, at vi i Folketinget - det var ganske vist et flertal, jeg ikke indgik i - har vedtaget en udligningsreform, som også indeholder hele det økonomiske opgør om kommunalreformen, strukturreformen. I det lovforslag står der, hvad hver enkelt kommune får som resultat af dette. Synes hr. Troels Lund Poulsen ikke, at det er underligt, at en kommune, der efter Folketingets vedtagelse af dette lovforslag forventer at få et større antal millioner kroner ud fra den der betragtning, at det er de fattige kommuner, der skal have et større antal millioner kroner - de forventer at få disse penge, og de kan se af det næste lovforslag, Folketinget også vedtog, at de skal aflevere en hel del af disse millioner kroner videre i skattelettelser til deres borgere - så ikke får de penge, men skal aflevere skattelettelserne? Vil hr. Troels Lund Poulsen være med til, at vi skaffer de rigtige oplysninger, så vi ved, hvad det er for tal, som regeringen faktisk bruger? Det er jo ikke dem, der stod i lovforslaget.

Jeg vil klart sige, at regeringen bruger de rigtige tal. Venstre er fuldstændig stålsat omkring den udligningsreform, der er lavet. Der bliver fordelt 1,1 mia. kr. fra de rigeste til de fattigste kommuner. Det synes jeg også Socialdemokratiet burde have søgt indflydelse på. Socialdemokratiet valgte en anden holdning, nemlig at ligge i hængekøjen. Det skal jeg beklage, for Socialdemokratiet burde have været mere aktiv i forhandlingerne om en udligningsreform.

Jeg vil bare gerne bede hr. Troels Lund Poulsen forholde sig til det, der så blev resultatet af udligningsreformen, det, som Folketinget har været stillet i udsigt, det, som hver enkelt kommune har været stillet i udsigt, nemlig hvor meget de ville modtage, henholdsvis hvor meget de skulle aflevere.
     Der er en stribe kommuner, der ikke har fået de penge, de er blevet stillet i udsigt - de skal imidlertid aflevere de penge, de ikke har fået, i skattelettelser - og der er en stribe kommuner, der er blevet stillet i udsigt, at de skal betale ét større millionbeløb, og som oplever, at de skal betale et endnu større millionbeløb.
     Vil hr. Troels Lund Poulsen være med til, at Folketinget nu med måneders forsinkelse får de rigtige tal?

Folketinget har fået de tal, der ligger til baggrund for udligningsreformen.
     Det, som er tilfældet nu, er, at der er kommuner, som føler, at de er i en presset økonomisk situation. Det er de kommuner, vi hører fra. De kommuner, der har fået flere penge gennem udligningsreformen, hører vi ikke fra.
     Men vores politik er klar: Vi ønsker at tage fra de rige kommuner og give til de fattige kommuner. Det er det, som udligningsreformen går ud på, og der skal jeg kun beklage, at Socialdemokratiet har den holdning, at man ikke vil være med til det, for det er jo i bund og grund socialdemokratisk politik at give på den måde.

Så er det hr. Ole Sohn, der har en kort bemærkning til ordføreren.

Nu kender jeg jo Venstres ordfører ret indgående og ved, at hr. Troels Lund Poulsen har en svaghed, og jeg tror simpelt hen, at ordføreren har brugt for meget tid på sin svaghed her
i sommer. Jeg tror, at hr. Troels Lund Poulsen har siddet for meget på John Deere-traktoren og lyttet til musik og dermed fået for lidt føling med, hvad der foregår ude i kommunerne, for ellers kunne ordføreren ikke komme med den tale, han har holdt her i dag. Virkeligheden er jo, at man i kommunerne oplever, at servicen i daginstitutioner, i folkeskolen og på ældreområdet bliver stadig dårligere og dårligere, og det er sådan set en regulær oplevelse, for der har aldrig været brugt så få penge
i kommunerne til stigningstakt, som det er sket under den her regering. Virkeligheden er faktisk, at der bliver stillet færre penge til rådighed i 2007, end der blev brugt i kommunerne i 2005, hvis man skal tage finansministerens svar til Finansudvalget for pålydende, og det må man formode. Synes Venstres ordfører ikke, at der er lidt om, at når forældrene klager over, at servicen i daginstitutionerne bliver dårligere, skyldes det måske også regeringens stramme økonomiske politik over for kommunerne?

Til at begynde med vil jeg anbefale hr. Ole Sohn at prøve at køre en tur på en John Deere-traktor, det er en meget dejlig oplevelse. Det er med til at rense ens sind og gøre, at man ser på verden uden fordomme. Og hr. Ole Sohns største problem er måske, at han har en virkelighedsopfattelse, som ikke svarer til virkeligheden. Det skal jeg selvfølgelig ikke blande mig i, ud over at jeg skal prøve at oplyse hr. Ole Sohn om, hvad der så er virkelighed.
     Vi har jo altså en kommuneaftale, som regeringen har indgået med KL, og som KL fuldt og helt bakker op om. Det er jo ikke sådan, at kommunerne i Finansministeriet, hvor forhandlingerne har fundet sted, er blevet bedt om at skrive under med en pistol for panden. Kommunerne har accepteret den aftale, der er, fordi de mener, at det er en god aftale for dem.

Uden flere reklamespots for et bestemt traktormærke får hr. Ole Sohn en kort bemærkning her.

Jeg tager meget gerne mod tilbuddet om at prøve en tur i den store John Deere, men så tror jeg, vi skal åbne dørene, for man kan nemlig godt blive isoleret, selv om man kan få et godt udsyn i en traktor.
     Når hr. Troels Lund Poulsen siger, at kommunerne synes, det er en god aftale, de har indgået, tror jeg ikke, hr. Troels Lund Poulsen har læst den, for virkeligheden er jo, at regeringen har givet kommunerne det, man kan kalde et siciliansk tilbud.
     Kommunerne har ingen indflydelse på regeringens skattestop. Det var en forudsætning, som Dansk Folkeparti og regeringen lagde på bordet for dem. Kommunerne fik at vide, at et flertal i Folketinget, Dansk Folkeparti og regeringen, havde besluttet, at der ikke måtte være mere end 0,5 pct.s stigningstakt i den offentlige sektor, mens den private godt måtte stige 3 pct. Det er ikke noget, kommunerne har sagt ja til eller forhandlet sig frem til. Det var et fait accompli, det var et siciliansk tilbud.
     Inden for den ramme har kommunerne - KL - sagt, at man så må forsøge at dele smulerne, som man bedst kan. Men det skjuler jo ikke den virkelighed, som forældrene mærker i daginstitutionerne; når der bliver skåret ned i børnehaverne, når folkeskolen bliver beskåret; og når der er for få hjemmehjælpere. Det er jo virkeligheden, og det skyldes den stramme økonomiske politik. Og det synes jeg et eller andet sted at regeringen skal kunne stå ved og sige: Det her er vores mål. Det, der er målsætningen for regeringen, er jo en lavere vækst i den offentlige sektor og en markant stigning i den private sektor.

Lad os for et øjeblik gå til det, man vel kan kalde den primære kilde i den her debat, nemlig KL, og lad mig læse op, hvad KL har sagt:
     For kommunerne under et giver aftalen mulighed for at fastholde det serviceniveau, vi har i år, selv om antallet af skoleelever og ældre vokser.
     Så det billede, man ønsker at tegne af, hvordan virkeligheden er, er simpelt hen ikke korrekt. Selv om visse socialdemokratiske borgmestre og vel også et par SF-borgmestre, der er en del af den politik, ikke ønskede at stå ved kommuneaftalen, så mødtes kommunerne jo for en uge siden og bekræftede, at man står ved den aftale, der er indgået. Og påstanden om, at der sker massive nedskæringer, er jo faktuelt forkert.
     Jeg gav tidligere i dag et svar om, at der er blevet
12.000 flere ansatte i den offentlige sektor. Hvis billedet om, at der er massive nedskæringer, skulle være rigtigt, hvordan kan det så hænge sammen med, at der er kommet flere ansatte i den offentlige sektor? Jeg forstår det ikke.

Så er det hr. Simon Emil Ammitzbøll, der har en kort bemærkning til ordføreren.

Den her regering har jo nærmest rekord i topstyring og puljetyranni, og alligevel tillader man sig at omtale børneforældrene som socialistiske ballademagere, de forældre, som vel blot vil have noget mere kvalitet i deres børns daginstitutioner.
     Derfor vil jeg høre hr. Troels Lund Poulsen: Ville det ikke være en oplagt idé at imødekomme de her børneforældre i stedet for at kalde dem socialistiske ballademagere og så droppe den planlagte takstnedsættelse og bruge de penge til at levere kvalitet i daginstitutionerne, give pengene til kommunerne, så de selv kan finde ud af, hvordan de vil bruge pengene på børneområdet?

Selv om Det Radikale Venstre og Venstre har et historisk fællesskab, der går langt tilbage, så er vi jo to forskellige partier. Det forstår jeg godt, når hr. Simon Emil Ammitzbøll stiller spørgsmål, for hr. Simon Emil Ammitzbøll er blevet præget af, at pengene skal være hos staten.
     Vores tankegang er, at vi ønsker at give den enkelte mulighed for at have flest mulige penge til rådighed, fordi det giver størst valgfrihed. Det troede jeg faktisk også var et princip, som Det Radikale Venstre hyldede ved festlige lejligheder, men det kan jeg forstå at det ikke er.

Før omtalte hr. Troels Lund Poulsen et større oppositionsparti som et pendulparti, og i forgårs så vi en nyomvendt statsminister, der nu går ind for alternativ energi og ulandsbistand. Jeg foreslår, at Venstre endnu en gang lader pendulet svinge og overvejer at droppe de her takstnedsættelser, for det er faktisk sådan, at otte ud af ti danskere ønsker kvalitet i daginstitutionerne i stedet for takstnedsættelser.
     Venstre har jo før haft held med at lave alle de her pendulsvingninger og følge folkestemningen. Kunne man ikke for en gangs skyld gøre det, så det var til børnenes fordel og vi fik mere kvalitet i de danske daginstitutioner?

Nu er det ikke for at fornærme hr. Simon Emil Ammitzbøll, at jeg kommer med dette svar:
     Jeg ved godt, det kan være svært for Det Radikale Venstre at måtte erkende, at der er andre partier, der interesserer sig for noget, som man mener man har patent på. Jeg kan huske fra tidligere, dengang jeg var formand for Venstres Ungdom, at når jeg talte om udviklingsbistand, miljøpolitik og energipolitik, var det ikke noget, man kunne tillade sig som Venstremand, for det var jo ikke noget, som Venstre overhovedet havde en holdning til.
     Jeg vil sige til hr. Simon Emil Ammitzbøll, at vi har en klar politik. Vi har en klar politik med hensyn til udviklingsbistand. Vi vil gerne give en udviklingsbistand, der hænger sammen, og som går til reel udvikling. Den udviklingsbistand, som vi har set tidligere, var jo en spredningspolitik, som ikke nødvendigvis understøttede, at det gik i den rigtige retning.
     Med hensyn til miljøpolitikken kan vi jo sige, at den miljøpolitik, der blev ført under den tidligere SR-regering, kun havde ét formål: Det var ikke miljøet, der skulle tilgodeses, det var sådan set kun statskassen gennem de afgifter, man fik ind.
     Hvad energipolitikken angår, erkender jeg da, at Det Radikale Venstre også har forslag om energipolitikken, men så vidt jeg ved, er Det Radikale Venstre også med i det energiforlig, som ligger til grund for den nuværende politik. Så hr. Simon Emil Ammitzbøll skal være lidt glad for, at vi nu udvikler tingene sammen. Vi har overhovedet ikke forandret holdning, men det er klart, at hr. Simon Emil Ammitzbøll ikke kan lide, at vi nu har en klar holdning, som hr. Simon Emil Ammitzbøll mener han har patent på at have.

Så er det hr. Per Clausen for en kort bemærkning til ordføreren.

Nu har jeg ellers forstået på statsministeren, at det med energi- og miljøpolitikken er kommet til ham som en åbenbaring, så nyt må det vel være. Der er jo ikke meget ved åbenbaringer, hvis ikke de bringer noget nyt.
     Der har været en meget interessant diskussion her om virkelighed og tal, og jeg tror sådan set, at mennesker i det her land hverken tror på BUPL's tal eller på regeringens tal. Jeg tror sådan set heller ikke, de tror på min virkelighedsopfattelse eller hr. Troels Lund Poulsens virkelighedsopfattelse sådan i udgangspunktet. Jeg tror, mennesker tror på det, de selv oplever.
     Der er det jo, at man kan konstatere, at skoler, daginstitutioner og omsorg for ældre er blevet forringet i de senere år, og så er det vel ikke underligt, at borgerne i det her land knytter det sammen med regeringens klart formulerede ønske om, at væksten i den offentlige sektor skal være betydelig mindre end væksten i det private forbrug, sådan at forringelserne altså er en konsekvens af den politik, regeringen ønsker at føre.

Jeg glæder mig til at få en debat med hr. Per Clausen efter den 15. oktober, hvor kommunerne har fastlagt deres budgetter. Så har vi jo et helt klart billede af, hvordan tingene ser ud, og det håber jeg også hr. Per Clausen vil erkende.
     Men det, der står tilbage, og som jeg ved det kan være svært for Enhedslisten at acceptere, er, at under denne regering er der blevet tilført 31 mia. kr. mere til offentlig vækst, og det er jo tilsammen noget, der gør, at vi prioriterer den offentlige sektor. Hvad enten man kan lide at høre det eller ej, er tallene altså sådan, og man kan jo sådan set bare slå op i Danmarks Statistik, hvis man betvivler det, jeg siger. Her er der en god mulighed for at tjekke de oplysninger, jeg giver her fra Folketingets talerstol, og det kan hr. Per Clausen jo også gøre, hvis han mener, de oplysninger er forkerte.

Nu har hr. Troels Lund Poulsen og andre Venstrefolk jo haft god mulighed for at fortælle disse tal til landets befolkning, men vi kan bare konstatere, at tilbage står befolkningen med den klare oplevelse, at der er klare forringelser på det offentlige område, og det er måske ikke så underligt, når en socialistisk ballademager som Jyske Bank fremlægger tal, der viser, at væksten i den private sektor har været to-tre gange så stor som væksten i den offentlige sektor hvert eneste år, siden denne regering kom til.
     Bare en enkelt spørgsmål: Er det ikke rigtigt, at når Venstre nu taler om kvalitetsreform, betyder det, at færre mennesker skal lave mere på kortere tid, og at det samtidig skal være af en bedre kvalitet? Jeg kunne godt tænke mig at få at vide, om hr. Troels Lund Poulsen mener, at det giver bedre forhold for børnene i daginstitutionerne, bedre undervisning i folkeskolen og bedre omsorg for de ældre, når færre skal lave mere på kortere tid.

Jeg tillader mig blot at være glad for, at den økonomiske situation er, som den er i dag. Jeg forstår godt, at Enhedslisten kan begræde, at det går godt i Danmark, for Enhedslisten har jo ingen som helst indflydelse på, at det er tilfældet.
     Men hvad har det at gøre med det spørgsmål, hr. Per Clausen stiller? Jo, det er jo klart, når hr. Per Clausen antyder, at det går forfærdeligt, og at der ikke er nogen midler til rådighed. At vi i dag har et velfungerende erhvervsliv, der er med til at skabe arbejdspladser og er med til at tjene penge til Danmark, gør jo også, at vi kan have en meget stærk offentlig sektor, og at vi kan have et meget stærkt offentligt velfærdssystem. Det er jo det, der er med til at gøre det muligt, at vi år efter år efter år har kunnet tilføre den offentlige service flere midler.
     Lad mig så én gang for alle slå den påstand, som hr. Per Clausen ønsker at bringe til torvs, ned, nemlig at kvalitetsreformen skulle handle om færre penge, for det gør den bestemt ikke. Men vi har vel alle sammen et ansvar for at udvikle det danske samfund, og selv Enhedslisten har vel også et ansvar for at gøre tingene bedre. Jeg ved, at Enhedslisten forsøger det fra dag til dag, men prøv at søge politisk indflydelse frem for altid at stille sig uden for den politiske indflydelse, for så får man ikke meget ud af at sidde i Folketinget.

Jeg synes, at debatten i dag har drejet sig meget om tal og meget om forskellige opfattelser af virkeligheden, men faktisk utrolig lidt om det, som jeg troede, den ville komme til at handle om, nemlig hvad det er for en situation, Danmark står i lige nu.
     Jeg synes næsten, vi er i det, man må betegne som en krisesituation. Aldrig før i denne regerings tid har så mange forældre måttet blive hjemme fra deres arbejde, fordi de ikke kan få deres børn passet, og aldrig før har så mange kommuner været så nødlidende under denne regering, som de er lige præcis nu.
     Venstres ordfører tilbageviser gang på gang påstande og argumenter om, at der skal skæres i normeringer, at frugtordninger skal væk, at der ikke længere skal være gratis bleer til børnene i vuggestuerne, at vikardækningen skal væk, og at der skal indføres lukkedage - alt sammen ting, der forringer den daglige velfærd for mange børn og forældre. Hver eneste gang svarer Venstres ordfører: Lad os nu vente og se til efter den 15. oktober. Jeg vil gerne spørge: Hvad tror Venstres ordfører, resultatet vil vise efter den 15. oktober?

Forleden havde jeg i hvert fald fornøjelsen af at prøve at møde forældre, men det førte til, at jeg blev helt opmuntret af at skulle diskutere udenrigspolitik, for det ligger mit hjerte dybt på sinde. Men det var få forældre, jeg mødte ude
i virkeligheden, så angående det billede, fru Karen Hækkerup gerne vil tegne af, hvor mange forældre der demonstrerer, må jeg bare sige, at de fleste, jeg mødte ude på slotspladsen, altså gik i gymnasiet. Jeg ved ikke, om de havde børn, men det så ikke ud, som om de havde børn.

Jeg synes, det er decideret fornærmende - ikke bare over for de forældre, som både demonstrerer og holder deres børn hjemme, fordi institutionerne er lukket, men også over for alle de bedsteforældre, der i dag må tage en tørn, de forhåbentlig bryder sig om og gerne vil tage. Men der er altså nogle kommuner, hvor selv bedsteforældrenes tålmodighed efterhånden er sat på spidsen, og der er jo en grund til, at både forældre, bedsteforældre og pædagoger, altså alle dem, der kerer sig om børnenes velfærd, råber vagt i gevær. Det gør de jo, fordi regeringens politik betyder, at der bliver dårligere kvalitet i den helt almindelige velfærd til næste år.

     Jeg vil gerne spørge Venstres ordfører en gang til. Venstres ordfører siger hele tiden: Lad os nu vente og se til efter den 15. oktober. Indtil videre ser tallene ud, som om der skal skæres op mod 1 mia. kr. på børneområdet, og hvis det viser sig at være sandt, når vi når den 15. oktober - hvad man jo må have en forventning om, for hvorfor i alverden skulle alle kommuner og forældre ellers protestere - hvad vil Venstre så gøre ved det?

Venstre synes, at den bedste måde at respektere det kommunale selvstyre på er at respektere den aftale, KL har lavet med regeringen, men det kan jeg så forstå at Socialdemokratiet ikke ønsker. Jeg kan forstå, Socialdemokratiet ønsker at underminere det kommunale selvstyre og underminere KL. Det er jo den politik, som Socialdemokratiet nu har besluttet, men det skal jeg ikke blande mig i. Jeg skal bare konstatere, at sådan er virkeligheden.
     Vi er nu i en situation, hvor der har været mange tal i luften, men vi er heldigvis også i en situation, hvor de tal bliver imødegået, for én ting er, hvad man står og siger på offentlige møder, en anden ting er, hvad man stemmer for i byrådssalen. Det billede, der fremkommer efter den 15. oktober, når kommunerne har afleveret deres budgetter, bliver jo slet ikke det skræmmebillede, som fru Karen Hækkerup og andre ønsker at male af, at der skal afskediges 3.000 pædagoger.
     Men lad mig også sige til de forældre, der er ramt af blokader, at det også berører mig dybt. Det berører mig meget dybt, at de mennesker, der gerne vil gøre en indsats i det danske samfund, visse steder i landet er udsat for ulovlige blokader. Det kan jeg kun tage skarpt afstand fra, for det gør, at de mennesker, der er med til at finansiere det danske samfund, ikke har mulighed for at komme på arbejde og bliver bragt i en meget uheldig situation, og jeg synes også, man skulle sige mere klart fra Socialdemokratiets side: Det vil vi ikke acceptere.

Jeg vil gerne vende tilbage til den diskussion, som blev rejst i forbindelse med meningsmålingen i dagens Berlingske Tidende, der viser det, som måske ikke kommer bag på mange af os, men er ganske klart, nemlig at tre fjerdedele af danskerne faktisk foretrækker, at man opgiver skattestoppet for til gengæld at kunne undgå besparelser på børn og unge-området, som man gør lige i øjeblikket.
     Jeg vil spørge, om det ikke giver hr. Troels Lund Poulsen lidt stof til eftertanke, at når man har låst sin politik så fast på skattestoppet, afføder det åbenbart stor modstand, når folk kan se, hvilke konsekvenser det fører med sig. Er der ikke grund til at overveje endnu en gang, om man ikke skulle sadle om og åbne mulighed for nogle moderate skattestigninger og til gengæld undgå de nedskæringer, som i dag sker i en lang række kommuner på børn og unge-området?

Jeg vil sige til hr. Morten Homann, at Venstres politik jo er
i klar modsætning til SF's politik, og det synes jeg bare er dejligt, for det gør jo, at vi kan have en politisk debat, som vi har her i Folketingssalen i dag. Men jeg vil gerne samtidig sende dette signal til hr. Morten Homann: Hvad er det, der står tilbage? Det er jo, at samtidig med at vi har et skattestop, kan vi sågar give skattelettelser til de mennesker i samfundet, der tjener færrest penge, og ud over det kan vi forøge den offentlige service og sikre, at folk får en bedre kvalitet, fordi der er blevet ansat 12.000 flere. Det synes jeg blot hr. Morten Homann må forholde sig til, selv om det jo er klart, at det ikke er en virkelighed, som er sjov at opleve for hr. Morten Homann.

Nu vil jeg selvfølgelig nødig belære hr. Troels Lund Poulsen om virkeligheden, men jeg kan forstå, at hr. Troels Lund Poulsen f.eks. ikke har opdaget den del af virkeligheden, som handler om, at ganske mange forældre spredt ud over hele landet er dybt, dybt oprørt over, hvad der sker på daginstitutionsområdet og på skoleområdet lige nu.
     Jeg synes, det er dybt bekymrende, at først statsministeren og nu altså også hr. Troels Lund Poulsen tager skyklapper på. Uanset de tal, som hr. Troels Lund Poulsen slynger om sig med, og hvad der er sket rent bagudrettet, oplever rigtig mange mennesker i dette land lige nu den virkelighed, at der sker forringelser på daginstitutionerne. De oplever, at rigtig, rigtig mange kommuner lige nu er ved at vedtage budgetter, som betyder voldsomme forringelser på børneområdet, både når det drejer sig om skoler, og når det drejer sig om daginstitutioner.
     Det kan godt være, at hr. Troels Lund Poulsens besked til de forældre er: Jamen det her har I misforstået. Det er slet ikke rigtigt, jeres kommuner skal ikke spare. Århus Kommune skal ikke spare 116 mio. kr. på børneområdet, det er en misforståelse, som er taget helt ud af den blå luft. Men jeg tror, de forældre oplever virkeligheden noget mere kontant, end hr. Troels Lund Poulsen gør her fra Folketingets talerstol, så vil hr. Troels Lund Poulsen ikke genoverveje det en eneste gang, også på baggrund af signalet i dagens Berlingske Tidende om, at folk faktisk er trætte af skattestoppet og de konsekvenser, det har i form af besparelser på børneområdet?

Nu skal jeg jo ikke belære hr. Morten Homann om meningsmålinger, men jeg glæder mig til, at Gallup laver en tilsvarende meningsmåling om en måneds tid, når vi kender budgetterne, for så tror jeg, vi vil se et helt anderledes billede. Jeg er faktisk overbevist om, at billedet vil være det modsatte, for den skræmmekampagne, der har været ført, og som bl.a. hr. Morten Homanns parti, SF, har været bannerfører for, har jo haft som formål at fortælle om en virkelighed, der ikke eksisterer. Den har taget udgangspunkt i forkerte tal og været en del af en politisk kampagne vendt mod regeringen, og derfor beder jeg bare om, at vi nu forholder os til, hvordan virkeligheden er.
     Hvis hr. Morten Homann er blevet i tvivl om alle de tal, der er brugt i dag, kan jeg sige til hr. Morten Homann, at det er ganske få tal. Men jeg ved jo, at hr. Morten Homann er en stærk og dygtig politiker, så der er bare en oplysning til borgerne og samfundet, som jeg vil give hr. Morten Homann, nemlig at vi har givet 31 mia. kr. ekstra fra 2001 til 2007. Hr. Morten Homann skulle være glad for det, for det går i den rigtige retning, og det offentlige får også lov til at vokse.

Jeg vil høre, om Venstres ordfører kan give os en midtvejsstatus for skattediskussionen mellem Venstre, De Konservative og Dansk Folkeparti. Ordføreren behøver ikke at konkludere, vi er tilfredse med diskussionen, og den er spændende at følge. Men så vidt jeg forstår, er det sådan i øjeblikket, at Dansk Folkeparti siger, at hvis der måtte komme et råderum, skal det gå til velfærd, og Det Konservative Folkeparti siger, at hvis der måtte komme et råderum, skal det gå til skattelettelser, så derfor er det jo ret spændende at høre: Hvad mener Venstre egentlig?

Det er sådan set meget nemt, for det er jo det, som står i regeringsgrundlaget, og det har hr. Henrik Sass Larsen helt sikkert læst flittigt på næsten hele natten, for det er jo et omfattende regeringsgrundlag, som berører mange temaer.
     Men det meget korte og kontante svar er, at der ikke er et økonomisk råderum til at diskutere skattelettelser på, og hvorfor så overhovedet diskutere skattelettelser? Der er ikke noget økonomisk råderum, fordi vi lige nu er i en situation, hvor dansk økonomi er sund, men hvor selv Arbejderbevægelsens Erhvervsråd også advarer imod at pumpe flere penge ud til offentligt forbrug, sådan som hr. Henrik Sass Larsen vil gøre.
     Det undrer mig sådan set, at Socialdemokratiet ønsker at føre en økonomisk politik, som er med til at gøre flere arbejdsløse, for normalt er det jo ikke det billede, Socialdemokratiet gerne vil have til at stå tilbage. De plejer faktisk at prøve at bekæmpe arbejdsløsheden, men billedet er altså desværre et helt andet.

Jeg kan afsløre over for ordføreren, at jeg altså ikke har brugt hele natten på at læse regeringsprogrammet. Sidst jeg læste det, mener jeg bestemt at huske, at der stod, at i det øjeblik, der måtte komme et økonomisk råderum, ville man finde lejlighed til at gennemføre skattelettelser, og i stedet for al den palaver om det ene eller det andet eller det tredje, kunne man så ikke bare bekræfte det? Er man enig med Det Konservative Folkeparti, eller er man enig med Dansk Folkeparti om, hvad der skal gøres, hvis man mener at kunne finde et økonomisk råderum?

Jeg kan sige meget klart til hr. Henrik Sass Larsen, og jeg håber, det kan berolige hr. Henrik Sass Larsen og Socialdemokratiet: Der er ikke et økonomisk råderum nu. I det tilfælde, at der måtte være et økonomisk råderum, kan hr. Henrik Sass Larsen være helt tryg ved, at Folketinget får lov til at diskutere, hvordan og hvorledes en eventuel udmøntning af et sådant råderum skal ske, så hr. Henrik Sass Larsen kan tage det helt stille og roligt. Det bliver lagt frem i fuld offentlighed.
     Men så må jeg sige, at jeg fulgte debatten på den socialdemokratiske kongres, og jeg vil gerne give en klar ros til Socialdemokratiet, for på visse punkter er det også begyndt at lægge sin politik frem for offentligheden. Jeg kunne forstå, at den skattekommission, som Socialdemokratiet ønsker at nedsætte, har til formål at kaste alt op i luften. Skattestoppet skal ikke længere stå ved magt, og man vil endda også åbne mulighed for øget boligbeskatning. Til det må jeg bare sige, at vi ønsker at fastholde en ansvarlig økonomisk politik, vi ønsker at sikre, at der fortsat er et skattestop, og vi ønsker også at fortsætte den positive økonomiske udvikling af dette samfund, som Venstre og Det Konservative Folkeparti har været garant for sammen med Dansk Folkeparti.

Ja, det fyger jo om os med tal af den ene og den anden art, og der er ikke bred enighed om ret mange af dem. Det eneste tal, som jeg tror der er bred enighed om, er den 1,1 mia. kr., som man har besluttet at bruge til at nedsætte taksterne med næste år.
     Jeg har forstået både det nye og det gamle Venstre sådan, at man har en kontraktpolitik, og når man har lovet vælgerne at gøre et eller andet, gør man det også. Men nu står man i en situation, hvor desperate vælgere forsamles rundtomkring foran rådhusene og foran Folketinget for at opsige kontrakten. 80 pct. af dem, vi andre kalder forældrene, men som Venstre kalder de sædvanlige ballademagere, der er ude i en socialistisk inspireret politisk kamp, siger: Nej tak, vi vil ikke have den milliard stoppet ned i baglommen; vi vil gerne have, at den milliard går til børnene i form af bedre kvalitet i daginstitutionerne. Gør det intet indtryk på Venstre?

Det gør indtryk på mig, at nogle forældre har fået den opfattelse, at BUPL's tal har været rigtige, og jeg er ked af, at der er nogle forældre, der lader sig spænde for en helt forkert vogn, som kører en helt forkert vej, nemlig at en organisation helt klart bruger millioner af deres medlemmers kroner - det skal jeg ikke blande mig i, for det er den i sin gode ret til - på at fortælle noget, der faktuelt er helt forkert. Det er sådan set det, der er det mest bekymrende i denne situation.
     Jeg må også sige, at med hensyn til de mennesker, jeg mødte forleden ude på Christiansborg Slotsplads, tror jeg, at
80 pct. af dem var unge, og at det vel var 15-20 pct. af dem, der havde børn.

Nu gik jeg jo ikke rundt med hr. Troels Lund Poulsen ved hånden, så derfor ved jeg ikke, hvem han mødte på slotspladsen. Men det, jeg konstaterer, er altså, at 80 pct. af forældrene ikke ønsker den takstnedsættelse, og så er det, man spørger sig selv: Hvis man nu uforvarende er røget ind i en kontrakt med det nye Venstre - den er indgået med det gamle Venstre, men jeg går ud fra, at det nye Venstre overtager forpligtelsen - hvad skal man så gøre for at opsige den?
     Hvis man nu ønsker, at den milliard, som uomtvisteligt nu bliver givet som en skattelettelse til de 75 pct. rigeste af forældrene i stedet for at blive investeret i kvalitet til børnene, hvad skal man så gøre for at overbevise hr. Troels Lund Poulsen og Venstre om, at man ikke ønsker at få milliarden ned i baglommen, fordi man vil have, at den skal gå til børnene?

Jeg skulle måske starte med at sige, at selv om som nogle gerne vil tale om det gamle Venstre og det nye Venstre, er der faktisk bare tale om Venstre. Det er ikke sådan, at man skal foranlediges til at tro, at der er tale om et radikalt kursskifte over for Det Radikale Venstre. Jeg siger det bare, hvis nogen skulle sidde og blive i tvivl.
     Men det, der står tilbage, er jo, at vi ønsker og har sagt helt klart, at vi gerne vil sænke taksterne, og hvorfor vil vi så det? Fordi vi gerne vil give børnefamilierne et større økonomisk råderum. Vi synes, det er en god situation, at børnefamilierne får flere penge, som de selv kan bestemme over. Men det er da klart, at man kan have den politiske opfattelse, at staten skal beslutte, hvor hvor langt de fleste af pengene skal gå hen. Man kan godt have den opfattelse, at det er staten, der skal beslutte, hvordan pengene skal bruges, og den har Det Radikale Venstre.
     Jeg har det klare princip, at jeg synes, at jo flere penge, der ligger i borgernes lommer, desto bedre er det, for desto større er friheden. Men jeg kan forstå, at det synes Det Radikale Venstre i hvert fald ikke.

Så er det hr. Johs. Poulsen for en kort bemærkning til ordføreren.

Jeg må følge op på det sidste, for det, man kan sige, er vel, at det netop er staten - altså Folketinget, Venstre, regeringen og for den sags skyld også Socialdemokraterne - der har besluttet, at taksterne skal sættes ned. Det er vel et eklatant eksempel på, at det er staten, der har bestemt.
     Men det, vi ser i meningsmålingerne, er altså, at 80 pct. af forældrene siger: Jamen det ønsker vi slet ikke. Vi vil hellere have, at de penge bliver brugt på bedre kvalitet til vores børn, et tilstrækkeligt antal pædagoger og lignende. Jeg går ud fra, at hr. Troels Lund Poulsen er enig med os, når vi siger: Vi har den tilgang, at tingene skal ske inden for nogle ansvarlige samfundsøkonomiske rammer, og her er der netop en mulighed for at prioritere anderledes. Er det ikke korrekt, at der kunne være prioriteret anderledes her?
     Jeg har forstået, at Venstre har prioriteret, men kunne man ikke have prioriteret anderledes, og kunne den nuværende situation ikke give anledning til at overveje, om det ikke kunne være fornuftigt at prioritere anderledes?

Et meget klart og kontant svar: Det her er jo ikke et spørgsmål om enten-eller, det er både-og. Man kan sagtens sætte taksterne ned, og man kan også sagtens foretage en målrettet investering, bl.a. i børneinstitutioner, og det er også det, vi har gjort med det finanslovforslag, der er lagt frem.

Jeg er ikke sikker på, at de, der lytter med, synes, det var et klart svar. Sagen er jo den, at lige nøjagtig på dette punkt udtrykker forældrene sig meget, meget præcist. Forældrene siger: Vi ønsker kvalitet til vores børn, vi ønsker tilstrækkeligt med pædagoghænder til vores børn.
     Det, vi så siger, er: Kunne man ikke inden for det samme råderum, den samme samfundsøkonomi, foretage en anden prioritering? Er det fuldstændigt umuligt at trænge igennem og få et hul igennem til Venstre med en diskussion om bare dette emne? Vil man overhovedet ikke engang tage en diskussion om, hvorvidt det var fornuftigt at prioritere anderledes?

Jeg kan ikke svare meget anderledes, end jeg allerede har gjort. Det her er ikke enten-eller, det er både-og. Vi ønsker at give børnefamilierne mere frihed ved at give dem et større rådighedsbeløb, som de selv kan bestemme hvordan de ønsker at bruge, plus at vi foretager en markant investering i børneinstitutionerne. Det er et klart politisk mål for Venstre, at vi skal løfte den offentlige service, det har vi gjort, og det gør vi fortsat. Jeg har tidligere i dag nævnt tallet 31 mia. kr., og en del af de 31 mia. kr. er jo gået til en klar opprioritering af børne- og ungdomsområdet.

Den sidste for en kort bemærkning til Venstres ordfører er fru Elsebeth Gerner Nielsen.

Som sagt demonstrerer forældre over hele landet i øjeblikket, fordi de er utilfredse med situationen på børneinstitutionsområdet, og det har statsministeren, som det også er nævnt tidligere, kaldt en socialistisk inspireret politisk kamp. Er det sådan, at Venstre mener, at enhver forælder, der går op i sit barns ve og vel, pr. definition er socialist? Og er regeringen ikke af samme grund bange for snart at miste regeringsmagten, set i lyset af at otte ud af ti forældre altså er mere optaget af, at deres børn har det godt i institutionerne, end at de selv får flere penge i baglommen?

Der er vel ikke et bestemt parti, der har patent på at ville det bedste for børnene, men nu får man lidt af et indtryk af, at Det Radikale Venstre har set åbenbaringen og er børnenes parti. Jeg tror nu, at hvis man kigger ud over Folketinget, er der mange partier, der mener, at de er børnenes partier.
     Men det, der står tilbage, er jo - og det er korrekt - at man ønsker at give indtryk af, at det, der sker rundtom i landet, er, at det er de sande forældre, der er på gaden og er fremme i forreste linje. Jeg har tilladt mig at tage denne folder med, og den beviser klart, at det bestemt ikke er en forældredemonstration. Det er en meget målrettet kampagne, som ikke engang går på børnene, men går på Irak.
     Derfor må jeg altså sige igen: Jeg har stor forståelse for, at man gerne vil diskutere Irakkrigen, men det betyder altså ikke, at man skal inddrage den i den danske kommunale debat, for der er altså ret langt fra Basra til Brande.

Jeg tror ikke, at otte ud af ti forældre har læst den pjece, som hr. Troels Lund Poulsen har med på talerstolen i dag, men otte ud af ti forældre siger: For mig er det simpelt hen vigtigere, at mit barn har det godt, og at der er tilstrækkeligt med hænder i daginstitutionerne, end at jeg får takstnedsættelser. Hvad er årsagen til, at Venstre nægter at lytte til, at forældrene kerer sig om deres børn, og at det er vigtigt for forældrene, at deres børn har det godt?

Jeg kan sige meget klart, at selv om jeg ikke har nogen børn, er det ikke, fordi jeg er modstander af børn. Jeg synes faktisk, man skal give børn de bedste opvækstbetingelser overhovedet, og det har denne regering helt klart gjort.
     Jeg nævnte i min tale, hvor mange milliarder vi har brugt på bl.a. børne- og ungdomsområdet, og vi kan jo se, at det, der sker rundtomkring ude i virkeligheden, jo er, at vi nu er i den situation, at kommunerne har fået flere penge siden 2001. De er bl.a. gået til at løfte børne- og ungdomsområdet, selv om det kan være svært for Det Radikale Venstre at erkende det.

Tak til hr. Troels Lund Poulsen. Så er det hr. Henrik Sass Larsen som ordfører.

Det er kontrasten, regeringen ikke forstår - kontrasten mellem det at have holdt den dyreste ferie nogen sinde med familien og have nydt den i fulde drag og det at komme hjem og aflevere ungerne i en nedslidt skole eller i en børnehave, hvor der mangler ansatte, hvor der er for lidt plads, hvor der tales om nedskæringer, og hvor der diskuteres, hvor kvaliteten skal sænkes. Den kontrast bryder danskerne sig ikke om.
     Når man oplever, at kommuner i fuld alvor diskuterer afvisiteringer, altså at ældre mennesker, som hidtil har fået praktisk hjælp, nu skal fratages denne, fordi der ikke er råd, mens man selv har investeret i sin andengenerationsfladskærm og købt en endnu større bil, er det en kontrast, som danskerne heller ikke forstår eller bryder sig om. Når undersøgelser viser, at over 100.000 mennesker bliver syge af at ligge på hospitalet, bl.a. fordi der ikke bliver gjort nok rent, mens vi samtidig har tusinder af ledige, der ville kunne udfylde et rengøringsjob, er det også en kontrast, som danskerne ikke forstår.
     Disse kontraster skyldes én eneste ting: regeringens økonomiske politik. Fra begyndelsen af denne regerings tid har det været dens målsætning, at væksten i den offentlige service kun skal være meget beskeden. Målet har været og er fortsat, at den andel, vi som samfund bruger til den fælles offentlige service, skal falde fra år til år. Målet er at spare op til skattelettelser, og at der skal være mere privat og mindre fælles. Statsministeren har sagt det, finansministeren har sagt det, beskæftigelsesministeren har sagt det, og senest har det konservative landsråd bekræftet det. Skattelettelser skal gives inden næste valg, og der skal være et højt tempo i den private og et lavt lavt tempo i den fælles, den offentlige vækst. Med den strategi vil kontrasten mellem det private og det offentlige øges.

     Apropos talen om økonomisk ansvarlighed: Hvorfor er det økonomisk ansvarligt at gennemføre en skattelettelse på lad os sige 10 mia. kr. inden næste valg, når det er uansvarligt at bruge 3 mia. kr. på kommunerne her og nu?
     Over for den politik står der en anden mulighed - en mulighed for som tommelfingerregel at give en ligelig andel til det offentlige og det private og at sørge for, at der er orden i velfærden, før man begynder at love skattelettelser. For os er kursen klar: Vi Socialdemokrater vælger velfærd.
     Før sommerferien indgik vi en bred aftale om velfærdsreformer. Det er en aftale, som vi er glade for, en aftale, som rækker langt ud i fremtiden og sikrer en nænsom, men nødvendig udvidelse af arbejdslivet, og en aftale, som indeholder en lang række socialdemokratiske fingeraftryk. Her er der især grund til at fremhæve Forebyggelsesfonden med 3 mia. kr., der skal bruges til at sikre et bedre arbejdsliv for os alle, og investeringer i erhvervsskolerne og de øvrige uddannelser, så alle unge kan gennemføre en ungdomsuddannelse. Vi har med velfærdsaftalen sikret en langsigtet og økonomisk holdbar kurs for Danmark.
     Socialdemokratiet påtager sig gerne et økonomisk ansvar, også selv om det ikke altid er lige populært. Vi vil også gøre det fremover på både den korte og den lange bane, hvis der skulle være behov herfor, for i Socialdemokratiet er vi ambitiøse på vegne af fællesskabet. Vi tror på, at et stærkt fællesskab også er midlet til at løse fremtidens udfordringer.
     I Socialdemokratiet vil vi daginstitutioner med garanti for både pasning og udvikling. Vi ved, at børnenes første leveår er særdeles afgørende for resten af deres liv, og vi ved, at dygtige pædagoger og medhjælpere og gode fysiske rammer giver trivsel til ungerne og tilfredse børnefamilier. Det vil vi investere i, og derfor har vi forslag om bedre fysiske rammer, om bedre efteruddannelse af personalet, om gratis mad til de yngste børn og om konkret hjælp til udsatte børn.
     I Socialdemokratiet vil vi skoler, som giver alle børn muligheder for at udnytte deres chancer i tilværelsen fuldt ud. Børn er forskellige, og kunsten er at give barnet den bedst mulige udvikling, uanset hvilke talenter og interesser barnet har. Desværre har det tilsyneladende lange udsigter med at få bugt med hele den negative sociale arv, men skolen er det sted, hvor vi mener man ubetinget bedst kan gøre det, og at det kan lade sig gøre, ses der til alt held beviser på dag efter dag i den danske folkeskole, hvor lærerne arbejder forskelligt, når de får plads, rammer og mulighed for det. Derfor vil vi give skolen disse gode rammer, og derfor har vi forslag til en bedre folkeskole med vægten lagt på god efteruddannelse og forsøg med helhedsskoler og madordninger. Også med hensyn til ungdomsuddannelserne har vi forslag om at give dem et kvalitetsløft, og det samme gælder for de videregående uddannelser.
     I Socialdemokratiet vil vi en god ældrepleje, så de ældre ikke længere skal frygte at blive svigtet, når de bliver gamle. Allerede i dag udføres der et stort og flot arbejde af de mange ansatte, men kvaliteten kan blive endnu bedre. Rammerne og ambitionsniveauet bestemmes centralt, og her vil vi afsætte midler til bl.a. at sikre nationale minimumsstandarder.
     I Socialdemokratiet vil vi sygehuse, der ikke er plaget af ventelister, men som giver behandling i verdensklasse. Vi vil også en meget bedre forebyggelsespolitik, end folk oplever i dag. Det er faktisk helt urimeligt, at børn og unge
i nogle tilfælde skal vente op imod 48 uger for at komme til en psykiatrisk forundersøgelse, når de har ondt i sindet. Det er simpelt hen for ringe, og det er også uantageligt, som det er nævnt tidligere, at over 100.000 mennesker bliver syge af at komme på sygehuset, bl.a. fordi der ikke bliver gjort ordentligt rent. Derfor har vi afsat midler til bl.a. bedre forebyggelse, en national hygiejneplan og igangsættelse af en behandlingsgaranti for mennesker med psykiske lidelser.

     I Socialdemokratiet vil vi et bæredygtigt Danmark, hvor vækst og miljøbeskyttelse hænger sammen. Det er muligt at få en stadig højere levestandard, uden at det går ud over vores fælles miljø. Det er endda muligt at bruge investeringer i miljøet til at skabe arbejdspladser og dermed vækst for det danske samfund. 1990'ernes investeringer er et synligt bevis herpå. Regeringens passivitet og nedskæringer på energiinvesteringerne i de sidste 5 år er et skammeligt eksempel på en uansvarlig politik. Derfor vil vi afsætte midler til miljøinitiativer, og vi vil over 10 år afsætte 5 mia. kr. ekstra til forskning og udvikling af nye teknologier og produkter inden for energieffektivisering og VE-teknologi. Nu er devisen fra borgerlig side altså, at alt det her er der ikke råd til. I et samfund, hvor det offentlige forbrug i 2006 er på godt 400 mia. kr., og hvor det private forbrug er på knap 800 mia. kr., er det nu, hvis man skal tro VK-partierne, uansvarligt og vil føre os direkte til sammenbruddets rand, når Socialdemokratiet foreslår at bruge knap 3 mia. kr. mere på den offentlige service. Vi har et statsoverskud på 80 mia. kr. i år og 60 mia. kr. til næste år. Vi foreslår ikke, at statskassen åbnes på vid gab, blot at der bruges knap 3 mia. kr. ekstra på den kommunale service til næste år. Det er der råd til, og vi har stadig mange ledige, 120.000, og mange deltidsbeskæftigede, som gerne vil arbejde mere. Vi har en offentlig sektor, hvor nedslidningen er høj, og hvor mange går tidligt på pension. Der er mennesker nok til, at vi både kan undgå nedslidning og forbedre velfærden. Der er fremtid i fællesskabet, hvis vi vil. Det kan gå to veje: mere privat eller mere fælles. For os er valget klart, vi vælger velfærden. Men der er også en fortid i fællesskabet, og for tiden foregår der en løjerlig debat i borgerlige kredse om det at være borgerlig. Det er, som om de borgerlige helst ikke vil være ved, at de er borgerlige, og forvirringen lader til at være total. Hvis man nu var ung VU'er og skulle på politisk grundkursus og på samme tid forholde sig til udsagn, såsom at borgerne i velfærdssamfundet er reduceret til tæmmede og lydige sociale dyr præget af en ynkelig slavenatur, og til udsagn, såsom at vi for længst har forladt tanken om, at den offentlige sektor begrænser den enkeltes udfoldelse - jeg vil nærmest påstå det modsatte; der er masser af eksempler på, at vi gennem den offentlige sektor skaber mere frihed - ville man så ikke blive lidt forvirret, især fordi der er tale om udsagn fra en og samme mand skrevet og sagt med få års mellemrum? Hvad skal de stakkels VU'ere og Venstrevælgere dog tænke? Tænk nu, hvis de havde meldt sig ind på det grundlag, at de var overbeviste liberalister. Her er der faktisk nogle, som ærlig talt kan føle sig dårligt behandlet. Og så kan de måske tilmed på kursus 2 blive udsat for en ny borgerlig historiebog, hvor forfatterne hævder, at velfærdssamfundet faktisk er borgerligt, det er slet ikke socialdemokratisk. Velfærdssamfundet er et socialdemokratisk-radikalt projekt, som er opbygget på trods af Venstre. Partiet Venstre har kæmpet imod velfærdsmodellen fra start til slut med historiske højdepunkter såsom statskuppet tilbage i 1920, hvor Venstre støttede kongens fjernelse af regeringen. Venstre mente, at socialreformen fra 1933 var udtryk for en demoraliserende understøttelseslovgivning, og Venstre brugte også den tyske besættelse under anden verdenskrig til at rulle den tilbage. Med indførelsen af folkepensionen i 1956, som Venstre helst havde stemt imod, begyndte Venstre at tale om, at formynderstaten ødelagde samfundet, og så sent som i 1998 førte Venstre i øvrigt valgkamp på, at velfærdsnarkomanien som al anden narkomani er vanedannende.

     Så hvad skyldes mon omvendelsen, og er den nu også ægte og reel? Ja, der sker jo det nu og her, at en yngre Venstremand kommer til at overtræde det liberalistiske brøleforbud og stikker en pind i hjulet på omvendelsesprocessen. Men lad os da nu og her konstatere og kvittere for, at den socialdemokratiske samfundsmodel, velfærdssamfundet med reguleret markedsøkonomi og en stor fælles offentlig sektor, er den reelle vinder i kampen mellem kommunismen, fascismen, liberalismen og konservatismen. Det konstaterer vi med stolthed og tilfredshed i Socialdemokratiet.
     Men hvor efterlader det så borgerligheden henne? Har man også her kapituleret endeligt og frasagt sig markedet, de frie kræfters spil, den stærkes ret, vind eller forsvind, tanken om at være sin egen lykkes smed, minimalstaten og alle de andre liberalistiske dyder? Næppe helt inderst inde. Men taktisk og på overfladen har man tilsyneladende kapituleret til fordel for det socialdemokratiske velfærdssamfund.
     Hvad gør man så, hvad er så drivkraften? Det er nu om dage en beskeden, men bevidst målsætning om at gøre det private lidt større end det offentlige år for år, at sørge for, at kvaliteten langsomt drænes i de offentlige serviceydelser og bliver erstattet af private løsninger. Hertil indskrænker borgerlighedens projekt sig nu om dage, og her er man så gået på grund. Ikke engang den dosis borgerlighed vil befolkningen have. Statsministeren kan lige så godt erkende det. Han har mandat til at være forvalter i det socialdemokratiske forsamlingshus og ikke en tøddel mere.
     Men statsministeren og hans regering er ikke nogen god forvalter. Viljen, visionen og kærligheden til projektet skal helst være til stede, gusten taktik bliver aldrig en troværdig erstatningsvare. Og det er for gustent, og det er for skummelt, når man vinder et valg på at skære ned på ulandsbevillingerne for så 5 år efter at holde rørende taler om de fattige i Mali. Og det er for gustent, og det er for skummelt, når man først massakrerer miljø- og energiområdet for så 5 år efter at holde rørende taler om det vigtige i at investere i energi og miljø.
     Man kan designe sig til mangen en ny holdning, men man kan ikke snige sig uden om ansvaret for sine egne handlinger. Her kunne man så begynde at forvalte de problemer, som man selv har skabt. Hvorfor ikke indrømme, at man har lavet en kæmpe kommunalreform, der skal betales af nedskæringer i nogle år, indtil mulige gevinster viser sig? Hvorfor ikke erkende, at udligningsreformen er indrettet sådan, at de rigtige tal var skjult til lige efter lovens vedtagelse, så pengene alligevel ikke kom til de trængte kommuner? Hvorfor ikke tilstå, at væksten i økonomien til offentlig velfærd er lavere end nogen sinde?
     Regeringen og Dansk Folkeparti ligger, som de har redt. De har selv talt forventningerne til velfærden op, samtidig med at den skulle foregå ved en lav vækstramme og med skattelettelser. Vi og andre fortalte, at det ikke kunne lade sig gøre. Andre, og lad det i den her forbindelse være f.eks. Venstremanden, formanden for Kommunernes Landsforening, Erik Fabrin, formulerede det således:
     Den stramme udgiftspolitik er regeringens valg, men det er ikke lykkedes den at begrunde valget, så borgerne også synes, det er i orden, og regeringen kan ikke både stå for en stram udgiftspolitik og så samtidig dele milde gaver ud til befolkningen. Citat slut.
     Nu kommer virkeligheden buldrende, og den lader regeringen til at være rigtig dårlig til at forvalte. Først var der slet ikke nogen problemer, velfærden havde det godt, og de folk, som protesterede, tog bare fejl. Så var der alligevel for mange, f.eks. Venstreborgmestre, der dog nok mente, at det var galt fat, og så havde man skam givet penge til al velfærden. Så var det hele et komplot fra fagbevægelsens side garneret med ulækre alliancer. Så var navngivne borgmestre at sammenligne med tvetungede imamer. Og så var alle de, som strejkede, slet og ret socialister og sædvanlige professionelle ballademagere.
     Regeringen er på hælene, oppositionen er i front, det er den politiske status ved Folketingets åbning oktober 2006.

Ja tak. Der er en lang række medlemmer, som har indtegnet sig til korte bemærkninger: Fru Pia Christmas-Møller, hr. Kristian Thulesen Dahl, fru Charlotte Dyremose, fru Tina Nedergaard, hr. Søren Espersen, hr. Allan Niebuhr, hr. Hans Andersen, hr. Jesper Langballe, hr. Troels Lund Poulsen, fru Line Barfod, hr. Kristen Touborg, hr. Peter Christensen, hr. Leif Mikkelsen, hr. Johs. Poulsen, fru Margrethe Vestager, hr. Jens Hald Madsen, hr. Erling Bonnesen, fru Irene Simonsen, fru Anne-Mette Winther Christiansen, hr. Jørgen Arbo-Bæhr, fru Birgitte Josefsen, hr. Jacob Jensen, hr. Morten Homann, hr. Martin Henriksen, fru Charlotte Fischer, hr. Bent Bøgsted, hr. Poul Erik Christensen, fru Elsebeth Gerner Nielsen og hr. Torsten Schack Pedersen.
     Først fru Pia Christmas-Møller.

Det var jo en lang gendigtning af historien, og jeg vil da gerne medgive den socialdemokratiske ordfører, at Socialdemokratiet har en noget større fortid end fremtid. Det fremgik tydeligt af indlægget.
     Jeg vil gerne spørge helt konkret til Socialdemokratiets økonomiske politik, hvor man jo slingrer rundt som en anden Bambi på den glatte is: Hvad kan vi forvente af Socialdemokratiets betingelser for at gå med i finanslovforhandlingerne? Accepterer man, at finanslovforhandlingerne finder sted inden for skattestoppets rammer - ja eller nej?

Så er det ordføreren.

Det kan vi sagtens acceptere. Vi har sådan set fremsat et finanslovforslag den her gang, netop fordi vi alle de andre gange har været udsat for, at regeringen ikke kunne indgå brede forlig og ikke ville lave brede aftaler med os, fordi, som det blev sagt, vi ikke har overholdt skattestoppet. Så den her gang har vi fremsat et forslag, som gør det. Og så tænker vi, at det jo ikke kan være så svært at lave brede forlig, det kræver bare politisk vilje. Det håber jeg man har også hos Det Konservative Folkeparti.

Så er det fru Pia Christmas-Møller.

Kan jeg tolke det sådan, at Socialdemokratiet anerkender, at skattestoppet på ingen måde har været en barriere for velfærdsforbedringer, hverken ude i kommunerne, ude i amterne eller generelt? For så kunne Socialdemokratiet vel ikke gå til forhandlinger på det grundlag. Skattestoppet er fuldt kompenseret over for kommunerne under et. Kan jeg få en bekræftelse fra Socialdemokratiet på, at det er kendsgerningerne bag al snakken i dag?

Så er det ordføreren.

Problemet er jo ikke, hvor mange skatter der opkræves i øjeblikket. Der er sådan set penge nok i kassen. Vi står ikke med nogen store finansielle problemer. Det, som er problemet
i kommunerne i øjeblikket, er, inden for hvilken ramme de kan få lov til at bruge pengene. Det er i sig selv et problem, det er jo det, som mange mennesker ikke kan forstå.
     F.eks. må jeg nævne Per Tærsbøl i Helsingør, hvor der er masser af penge i kassen, som siger: Hvorfor i alverden skal jeg i en tid, hvor det går fremad, hvor vi har masser af skattekroner i kassen, og hvor borgerne også kan forlange, at de kan få en ordentlig kommunal service, rende rundt og skære ned? Det er det, som jeg tror den udmærkede konservative borgmester i Helsingør har prøvet at overbevise Det Konservative Folkeparti her på Borgen om, og det, som jeg tror også generelt er det spørgsmål, som befolkningen stiller
i øjeblikket til regeringen, og som de ikke kan få noget svar på, men kun en masse udenomsforklaringer.

Så er det hr. Kristian Thulesen Dahl for en kort bemærkning.

Nu er det jo tydeligt, at talen er skrevet af en eller anden taleskriver, inden vedkommende har læst Politiken her til morgen, men sådan må det jo være. Jeg ved ikke, hvor hr. Henrik Sass Larsen mener regeringen skal finde flertal for skattelettelser i den her valgperiode. Det kan være, hr. Henrik Sass Larsen vil berige Folketinget med den information.
     Men det, jeg - ud over det - vil spørge om, er indvandringspolitikken. For selv om Socialdemokratiet synes, det går godt, og man i meningsmålingerne er kommet nogenlunde tilbage til det niveau, man var på ved valget i februar 2005, og tillykke med det, så er der jo ikke noget, der tyder på, at Socialdemokratiet får flertal alene. Der er noget, der tyder på, at hvis Socialdemokratiet på et tidspunkt kommer til regeringsmagten, vil det ske med støtte fra Enhedslisten, SF og sandsynligvis også Det Radikale Venstre.
     Med hensyn til indvandringspolitikken er det jo lidt interessant, fordi Socialdemokratiet har forsøgt at give befolkningen det indtryk, at man vil videreføre den stramme indvandringspolitik, som vi står for. Og der er spørgsmålet så: Er det ultimativt? Er det sådan, at man vil sige til Enhedslisten, SF og De Radikale, at man kun vil gå i regering med støtte fra de partier, hvis de accepterer, at den stramme indvandringspolitik bliver fortsat, eller er man indstillet på, hvis det måtte være sådan, at man har flertallet, når valget har været, at slække på det punkt for at få regeringsmagten?

Så er det ordføreren.

Nu håber jeg, at Dansk Folkepartis ordfører trods alt kommer
i lidt bedre humør i stedet for allerede nu at fraskrive sig hele magten. Det, jeg mener, er, at der vel er et stykke tid til folketingsvalget endnu, så man kan bestemme lidt, inden der skal laves nye regeringsdannelser. Men der var faktisk to spørgsmål. Til det ene om de her skattelettelser vil jeg sige, at jeg ikke tror, det er nok, at Dansk Folkeparti tilfældigvis i dag har meldt, at man ikke lige støtter skattelettelser frem til næste valg. Nu har man stået bag en politik i 5 år, og fra den ene dag til den anden, fordi man bliver presset af os, bliver man tvunget til at sige, at man ikke går ind for skattelettelser. Hvis vi letter presset, kan Dansk Folkeparti jo skifte holdning igen. Så vi er ikke helt sikre på, at det nu kan holde. Men lad mig sige med hensyn til indvandrerpolitikken og udlændingepolitikken, at vi står fast på en meget stram regulering af antallet, der kommer her til landet, for at vi kan løse den vigtige opgave, det er at få dem, som allerede er her, fuldt ud og ordentligt integreret. Det er en opgave, som vi faktisk ikke synes at regeringen og Dansk Folkeparti er særlig gode til.

Så er det hr. Kristian Thulesen Dahl.

Det er jo fantastisk. Ambitionen er, at man sådan set gerne vil tilbage til regeringsmagten, men vi skal nu ikke regne med, at man mener det så alvorligt, at man tror på, man kommer det, og derfor skal vi ikke stille spørgsmål om, hvad der sker, hvis man gør det. Det er jo en helt fantastisk tankegang fra et partis ordfører, men det var det, vi fik præsenteret lige her.

     Jeg tager faktisk udgangspunkt i, at Socialdemokratiet gerne vil have regeringsmagten, og i, at jeg tror befolkningen gerne vil vide, hvad der så sker på en række politiske områder, herunder bl.a. med hensyn til indvandrerpolitikken. Det tror jeg mange synes er ret interessant.
     Socialdemokratiet har så forsøgt at give det indtryk, at man vil stå fast på en stram indvandringspolitik. Enhedslisten, SF og Det Radikale Venstre, som alt ser ud til at man skal have støtte fra for overhovedet at kunne drømme om at komme tilbage til ministertaburetterne, vil noget andet. Derfor må jeg spørge hr. Henrik Sass Larsen: Er det et ultimativt standpunkt, vil man garantere danskerne, at der ikke med en socialdemokratisk ledelse af det her land bliver rykket rundt på den stramme indvandringspolitik, som vi andre står for?
     Hvis SF, Enhedslisten og De Radikale sammen med Socialdemokratiet udgør flertallet efter det kommende valg eller næste valg igen, vil det ikke lykkes for dem at få ændret på det standpunkt. Dermed er det et ultimativt standpunkt for Socialdemokratiet. Kan vi få det løfte?

Man kan få et helt klart tilsagn fra os om, at det krav, vi har til antallet, der kommer her til landet, har vi ikke tænkt os at slække på. Det vil sige, at vi vil føre en stram udlændingepolitik, der betyder, at vi ikke øger antallet, der kommer her til landet, fordi vi netop er meget, meget optaget af at få løst den opgave, det er at få integreret dem, som allerede er her. Det tilsagn kan man få fra Socialdemokratiet. Det fremgår også helt klart af de ting, som vi tidligere har sagt, og det er det, der også vil stå til troende efter et valg.

Så er det fru Charlotte Dyremose for en kort bemærkning.

arlotte Dyremose (KF): En lang tale uden ret meget om, hvad Socialdemokraterne egentlig vil, og derfor er det jo godt, at vi så har mulighed for at stille spørgsmål. Nu kunne jeg forstå på hr. Henrik Sass Larsens svar til fru Pia Christmas-Møller, at man står fast på skattestoppet. Det er jo godt at vide. Og nu siger hr. Henrik Sass Larsen, at man så fra socialdemokratisk side absolut ikke tænker i taktik. Det er også godt at vide, efter at vi kunne læse i Børsen den 25. september, at den socialdemokratiske skatteordfører siger, at det skal vi ikke snakke om lige nu. Lige nu handler det først og fremmest om at skabe tryghed omkring skatten. Fint nok, så står vi fast på skattestoppet. Længere nede i artiklen henvises der til den skattekommission, man så vil have, og så siger hr. John Dyrby - det er så det, jeg gerne vil spørge hr. Henrik Sass Larsen om - at han ikke vil afvise, at nogle danskere derefter vil skulle sende flere penge i statskassen f.eks. via øget boligbeskatning. Så er det bare, at jeg må spørge en gang til: Vil Socialdemokratiet stå fast på skattestoppet, eller vil man, som den socialdemokratiske skatteordfører her siger, lægge op til, at man f.eks. kunne overveje at hæve boligbeskatningen?

Vi har sagt helt klart, at i denne og i næste valgperiode gælder skattestoppet. Det, vi vil gøre, når vi vinder næste gang, er prompte at indkalde til politiske forhandlinger med henblik på at sikre, at der kommer et udkast og et forslag til skattereform, hvor vi bl.a. har som hovedmål at få nedsat skatten på arbejde. Betingelsen for, at det bliver vedtaget, er, at et af de tre store borgerlige partier er med, og med den optagethed, som De Konservative og ikke mindst fru Charlotte Dyremose har af skat, håber jeg da, at hun vil deltage i det arbejde.

Skal jeg forstå det sådan, at man i Socialdemokratiet står fast på skattestoppet, at man ikke ønsker at ændre boligskatten, før man er kommet i regering, og så vil man gerne ændre boligskatten? Så ved vælgerne i hvert fald, hvor de har Socialdemokraterne.

Det var forkert. Jeg skal prøve at gøre det mere pædagogisk:
I denne og i næste valgperiode - det er to perioder, man så skal rumme - vil skattestoppet gælde. Det vil så sige, at hvis der kommer et forslag til skattereform og det er lykkedes os at lave en bred aftale, for det er det, vi sigter på, skal vælgerne have lov til at tage stilling til det, før den træder i kraft. Det er meget, meget enkelt. To perioder skal man rumme, og så skal man også møde vælgerne inden.

Det er jo meget interessant, som hr. Henrik Sass Larsen efterhånden adopterer en række af vores politikker, dels statsministerens kontraktpolitik om, at man laver en aftale med vælgerne om, hvad der skal ske i de kommende år, også efter et valg, og dels angiveligt skattestoppet. Det er jeg nu ikke helt tryg ved, eftersom det nu igen er bekræftet, at man først vil tage stilling til, hvad der egentlig skal ske med ejendomsbeskatningen, efter et valg. Jeg synes, det kunne være rimeligt over for vælgerne, at Socialdemokraterne fremlagde deres egentlige skattepolitik før et valg. Men lad det nu ligge.
     Jeg vil også gerne lige præcisere, at vi ikke skærer i ulandsbistanden, men derimod foreslår regeringen, at vi bruger 800 mio. kr. mere næste år, bare som et faktum. Vi fører en ansvarlig økonomisk politik, og mit spørgsmål skal derfor være:
Anerkender hr. Henrik Sass Larsen, at man for de samme penge
- eller flere penge, som kommunerne i dag rent faktisk får - kan levere en god ydelse, og at det ikke nødvendigvis er det, at man får flere kroner og øre til opgaverne, der betyder, at man leverer en god kvalitet?

Det sidste har ordføreren jo ret i, nemlig at det ikke er ligegyldigt, hvad man gør med pengene, når man først modtager dem. Men det hænger også sammen. Man kan ikke år efter år blive ved med en meget, meget beskeden vækst i de offentlige serviceydelser og så også sikre, at det stadig går fremad, hvis man vel at mærke som regeringsparti selv fra det ene valg til det næste har været ude og give befolkningen forventninger om, at velfærden bliver ved med at stige hvert eneste år. Det er der, fælden klapper. Hvis den her regering havde været ærlig og sagt, at nu skal I høre, der kommer til at være lidt smalhals i det offentlige fremover, fordi det, vi ønsker, er noget mere privat og lidt mindre offentligt, så havde det været ærlig snak. Så havde vælgerne kunnet forholde sig til det, og så kunne man jo have gået hen og stemt på det til folketingsvalget.
     Det, der er det uærlige, og det, der er sket, er, at man først til folketingsvalget 2001 og så til folketingsvalget 2005 har sagt: Velfærd får I masser af, og I får mere af det, og vi har endda lovet, at der kommer endnu mere i næste valgperiode. Så på et tidspunkt, når man ikke giver pengene derude, bliver regeringen altså overhalet af virkeligheden. Det er det, der i øjeblikket er sket for regeringen.

Situationen er jo den, at vi giver pengene ud, og velfærden er steget. Lad mig bare lige komme med tre nøgletal. Det er således, at der er flere undervisningstimer i dag i folkeskolen, end da regeringen tiltrådte. Der er færre børn pr. pædagog, end da regeringen tiltrådte, og plejen af de ældre er blevet bedre, siden VK-regeringen tiltrådte.
     Men jeg er jo interesseret i den sammenhæng, som Socialdemokraterne slutter at der er mellem antal kroner og kvalitet, og at det skulle hænge uløseligt sammen. Det hænger uløseligt sammen, for det er derfor, Socialdemokraterne kommer med den eneste endegyldige løsning for dem, nemlig at bruge flere penge i den offentlige sektor.
     Derfor er jeg nødt til at spørge hr. Henrik Sass Larsen, om det er sådan, at man i Københavns Kommune, hvor man bruger tre gange så meget på børnepasning, som man gør i Ryslinge, har det således, at børn har det tre gange bedre i København, end de har det i Ryslinge, og om børnene i Tølløse, hvor man bruger 100.000 kr. pr. elev i folkeskolen, er dobbelt så kloge som børnene i Blåvandshuk, hvor man bruger 50.000 kr. pr. elev i folkeskolen.

Jeg synes, det har været meget forfriskende at opleve i debatten, også her under den tidligere ordfører, at det, som regeringen siger og hele tiden hævder, er: Jamen det går egentlig godt derude, velfærden har det fint. Der er ingen problemer.
     Det er fint for mig. Jeg synes sådan set bare, man skulle blive ved med at gentage budskabet, og så skal man blive ved med at skælde alle de mennesker, som i øjeblikket er bekymrede over kvaliteten, ud for at være socialister og ballademagere, og hvad man nu ellers kan finde på af ukvemsord, fordi man ikke kan finde ud af, hvordan man skal opføre sig i den offentlige debat. Det skal man bare blive ved med, for jo længere tid man bliver ved med det, desto større problemer får man, og desto mere ondt tror jeg man får det af meningsmålingerne, fordi der er ved at ske noget derude i øjeblikket.
     Der er ved at ske det i øjeblikket, at folk ikke længere kan få det til at passe med de ting, de møder derude i dagligdagen, og den virkelighed, som Venstre og Konservative har stået og lovet dem ved de sidste par valg. Det er det, der er ved at være problemet i øjeblikket. Så jeg synes bare, man skal blive ved med at fortælle alle de folk, som mener at have nogle ærlige problemer, og som mener at kunne se lige pludselig, at deres børnepasning falder i kvalitet, at de ingen problemer har. Det synes jeg bare man skal blive ved med. Det har jeg ingen problemer med.

Det er lidt en opfølgning af hr. Kristian Thulesen Dahls spørgsmål om indvandringen, som jeg ikke synes vi fik noget ordentligt svar på. Der blev sagt fra ordførerens side, at det, man ville under en eventuel socialdemokratisk regering, var at føre en stram og retfærdig udlændingepolitik. Det synes jeg der blev sagt. Det er jo præcis de samme formuleringer, hr. Poul Nyrup Rasmussen i sin tid brugte som statsminister, hvor der jo bestemt skete en total og fuldstændig ukontrolleret indstrømning af fremmede til landet.
     Jeg vil have af vide af ordføreren: Vil Socialdemokratiet i en regering videreføre de udlændingeregler, som regeringen og Dansk Folkeparti har ladet indføre, siden man startede og op til nu? Vil man fortsætte med de regler, eller vil man ændre reglerne?

Vi har ingen som helst aktuelle planer om eller forslag til at ændre de regler, der i øjeblikket ligger for, hvordan man regulerer det antal, der kommer her til landet. Det har vi ikke.

     Vi ønsker ikke at komme i en situation, hvor Danmark får en for stor tilstrømning af mennesker, som vi ikke kan klare at integrere i det danske samfund. Det ønsker vi ikke. Vi synes, at vi har en meget, meget stor opgave i at få det til at fungere med integrationen for de mennesker, som allerede er her. Det er en opgave, vi meget gerne påtager os, og hvor vi er meget ambitiøse.
     Men vi mener faktisk i bund og grund, at vi ikke ønsker at give os selv en unødig stor opgave i form af at skulle integrere en masse mennesker, hvilket vi ikke har en chance for at løse på kort sigt.

Det er underligt, når en politisk ordfører fra Socialdemokratiet siger: Det har de ingen aktuelle planer om. Så har jeg meget vanskeligt ved at stole på det, der så kommer efterfølgende. Det, jeg spurgte om, var: Vil man gå med i en eventuel regering fra Socialdemokratiets side med det ultimative udgangspunkt, at man ikke ændrer udlændingepolitikken - ja eller nej?

Hvad skal man næsten svare til ordførerens spørgsmål for at komme helt præcist ind på det? For man kan jo ikke svare andet end at sige: Vi ikke sidder med nogen planer nu. Vi har ikke tænkt os at udarbejde nogen planer om at slække på den stramme udlændingepolitik, der er. Det har vi sagt nu gennem en hel del år, og jeg ved ikke, hvor mere præcise vi skal være. Når vi går med i en regering, har vi heller ikke tænkt os at gøre det, det er meget enkelt. Jeg har lige stået og forklaret grundigt politisk, at vi ikke ønsker at øge antallet, der kommer her til landet. Det må da være rigeligt svar.

Nu har vi jo fået bekræftet, at Socialdemokraterne accepterer skattestoppet. Jeg tror også, Socialdemokraterne har en plan, der hedder »2010«, om en holdbar finanspolitik. Så vil jeg gerne spørge hr. Henrik Sass Larsen, hvordan han synes, at en udmelding om, at man nu for at redde situationen ude i landets kommuner trækker en pulje op på 2-3 mia. kr. sådan nærmest uden nogen nærmere analyse eller dokumentation for, om det nu også er det rigtige beløb, uden at anvise anden finansiering end kassetræk, passer med skattestoppet, samtidig med at det passer med en holdbar finanspolitik? Jeg mener, det her minder mere om en tilståelsessag.

Vi mener sådan set, at det er fuldt ud forsvarligt i den nuværende økonomiske situation at bruge 2-3 mia. kr. på at sikre, at der for det første ikke kommer nedskæringer i kommunerne i øjeblikket, og at vi for det andet også sørger for at fylde op de steder, hvor vi vitterlig har et behov for at få noget øget service.
     Det er ikke et statsfinansielt problem, vi står med. Det, som kan være anken, er at sige: Er der nu ledig arbejdskraft nok? Er der nu ledige hænder nok til at kunne udføre den opgave? Ja, det er der faktisk. Vi har i øjeblikket omkring 200.000 mennesker, som er på deltidsarbejde, og over 100.000 af dem har svaret, at de faktisk ønsker at få heltidsarbejde. Det vil sige, det er det første sted, hvor man har mulighed for at få mere arbejdskraft. Mange af dem er faktisk beskæftigede med offentlig service.
     Et andet punkt er antallet af folk, som er på støttet beskæftigelse. Hvorfor ikke hive nogle af dem fra støttet beskæftigelse over til noget ordinær beskæftigelse - der har vi omkring 30.000? Så der er faktisk ledige hænder til netop at kunne ordne de opgaver, hvilket vi her har påvist.

Jeg synes stadig væk, at jeg mangler en dokumentation for, hvordan man finder frem til 2-3 mia. kr. Det er dog ikke et helt ligegyldigt beløb. Det minder for mig mest om overbud.
     Må jeg så ikke spørge hr. Henrik Sass Larsen: Hvordan kan det være, at man føler, at man er meget klogere i Socialdemokratiet end vismændene, Nationalbanken og Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, der jo alle siger, at der ikke er plads til øgede udgifter, uden at man underminerer økonomien? Jeg synes ikke, det passer til det, hr. Henrik Sass Larsen sagde i sit første indlæg.

Jeg har hverken hørt Arbejderbevægelsens Erhvervsråd eller Nationalbanken sige, at det ville være økonomisk uklogt at tage nogle af de mennesker, som ikke er i beskæftigelse i dag, og sætte dem i beskæftigelse. Det har jeg ikke hørt. Jeg har hørt, at man er kommet med en generel advarsel mod at sætte fut under økonomien og det private forbrug.
     Men det ville da være helt tåbeligt af os, hvis vi mener, at vi på nuværende tidspunkt står på økonomiens højdepunkt, og så siger, at nu kan vi aldrig komme videre. Vi skal da selvfølgelig gøre det sådan, at alle de mennesker, som i dag er uden for beskæftigelse, og mange, mange af dem, som har svært ved at bide sig fast på arbejdsmarkedet, giver vi en chance og mulighed for at komme ind og gøre gavn netop
i fællesskabet. Det er vores politik, og det synes jeg faktisk er klog politik.

Jeg skal her afbryde forhandlingen og udsætte mødet. Mødet genoptages i dag kl. 13.00, og den første, der har ordet for en kort bemærkning efter frokostpausen, er hr. Hans Andersen.

Mødet udsat kl. 12.01

Mødet genoptaget kl. 13.02

Forhandlingen genoptoges

Jeg skal starte med at give den oplysning, at der er 40 minutter tilbage af den tid, der er forudset til indlæg og svar fra den socialdemokratiske ordfører. Vi har en liste, der er langt længere end den tilmålte tid, og jeg vil lige læse navnene op, så man kan forberede sig.
     Den første er hr. Hans Andersen, og så er det hr. Jesper Langballe, hr. Troels Lund Poulsen, fru Line Barfod, hr. Kristen Touborg, hr. Peter Christensen, hr. Johs. Poulsen, fru Margrethe Vestager, hr. Jens Hald Madsen, hr. Leif Mikkelsen, hr. Erling Bonnesen og fru Irene Simonsen. Så tror jeg ikke, vi når længere, men listen er længere end dette.
     Den første, der får ordet for en kort bemærkning til den socialdemokratiske ordfører, er hr. Hans Andersen.

Jeg vil gerne spørge lidt til Socialdemokraterne og skattestoppet. Har Socialdemokraterne også sjælen og hjertet med, når hr. Henrik Sass Larsen siger, at Socialdemokraterne accepterer skattestoppet? Man kan jo komme lidt i tvivl, når man går bare lidt tilbage og citerer den tidligere socialdemokratiske ordfører, fru Lotte Bundsgaard, som tilbage i maj 2005 sagde: Det, man gør med skattestoppet, er at låse alting fast; det er en betonagtig måde at se på skattepolitik i stedet for at se på, hvordan skattepolitikken kan tilpasses den tid, vi lever i.
     Så spørgsmålet er altså: Accepterer Socialdemokraterne skattestoppet i sin helhed?

Ja, vi har valgt at sige, at for denne og næste valgperiode gælder skattestoppet. Det har vi gjort, fordi vi mener, at det bedste grundlag, vi har for at give borgerne den nødvendige tryghed, er, at der ikke kommer flere skatter, for det er der slet ikke nogen grund til i øjeblikket. Det strømmer jo i øjeblikket ind med penge i statskassen. Det er også for at give et helt sikkert, grundigt og solidt arbejdsgrundlag for at kunne gennemføre en skattereform i næste periode.

Det er så her, jeg bliver lidt i tvivl, om nu hjertet og sjælen er med, når vi taler om Socialdemokraterne og skattestoppet. Lad mig spørge helt konkret: Vil Socialdemokraterne garantere, at boligskatterne ikke stiger, hvis Socialdemokraterne vil indgå i en fremtidig regering? For ellers rammer det de mange pensionister, der i den grad i tryghed har kunnet basere økonomien på skattestoppet, hvor afgifterne ikke steg, og hvor de har fået flere penge mellem hænderne for hver måned, der er gået siden 2001.

Jamen jeg kan forsikre Venstres ordfører om, at i denne og den næste valgperiode gælder skattestoppet, så man kan også være helt tryg som boligejer. Man får ikke højere boligskat. Der er selvfølgelig den hage ved det, at i øjeblikket reguleres grundskylden op til et loft på 7 pct., men det ligger jo inden for skattestoppet, så de stigninger vil folk opleve, og det er jo også dem, de oplever i dag.

Tak til hr. Hans Andersen.
     Den næste, der har bedt om ordet, er, så vidt jeg kan se, hr. Jesper Langballe, der ikke er til stede, så vi går videre, og det er hr. Troels Lund Poulsen.

Det var jo en lang tale, den socialdemokratiske ordfører holdt om, hvor forfærdelige tingene er blevet, efter at regeringen har overtaget ansvaret, men jeg har bare et enkelt lille spørgsmål. Jeg står her med et brev fra Ritt Bjerregaard. Det er dateret den 30. juni 2006, og det lyder som følger:
     2005 blev et godt år for København. Vi har forbedret vores service på mange områder, f.eks. udbygning af daginstitutioner, fritidshjem og skoler samt ombygning af plejeboliger til tidssvarende standarder. Det er opnået, samtidig med at vi har overholdt vores budget vedrørende en uændret skatteprocent og mere end halveret kommunens gæld. Citat slut.
     Jeg bliver bare i tvivl om, hvorvidt det er Ritt Bjerregaards virkelighed, der er rigtig, eller det er hr. Henrik Sass Larsens virkelighed, der er rigtig.

Jeg kan da bekræfte, at for Københavns Kommune var 2005 et rigtig godt år. Ritt Bjerregaard blev overborgmester, og det er virkelig værd at tage med.
     Ritt skal man lytte nøje til, for hun er jo en dygtig politiker, og en af de ting, som hun har slået meget på, er, at isoleret set kan der på nogle områder godt være sket velfærdsforbedringer i Københavns Kommune. Men over en bred bank og set i lyset af, hvordan kommunerne rundtomkring bliver ramt og endda ramt helt tilfældigt af nedskæringer, tror jeg også, hun har sagt meget, meget tydeligt, at det har der sådan set ikke været nogen grund til. Man kunne faktisk fra regeringens side have sørget for at skabe det nødvendige økonomiske grundlag for, at det ikke skulle ske. Det er en af de ting, Ritt har sagt, og som det er værd at lytte til.

Normalt refererer vi ikke til andre borgere i det danske samfund alene ved deres fornavn, medmindre de er kongelige.
     Hr. Troels Lund Poulsen.

Jeg må sige, at jeg ikke rigtig synes, jeg fik et helt klart svar.
     Hr. Henrik Sass Larsen orienterede jo gennem hele sit indlæg om, hvor forfærdelig situationen har været, siden denne regering overtog magten. Han orienterede om, hvor forfærdelig en politik Venstre har ført, og hvor forfærdeligt det er i kommunerne, men det står jo i meget skærende kontrast til det, som fru Ritt Bjerregaard nævner i sit brev. Hun roser den økonomiske situation, som den ser ud nu, og fru Ritt Bjerregaard er jo i bund og grund ikke nogen hvem som helst. Hun sidder endda i KL's bestyrelse, så gør det slet ikke indtryk, at fru Ritt Bjerregaard har et helt andet syn på verden end det syn, som hr. Henrik Sass Larsen giver udtryk for?

Ja, undskyld formand. Det var, fordi jeg kom til at betragte Københavns overborgmester som næsten i samme kategori som ... men sådan skal det ikke være.
     Det er jo det samme, det er jo det samme, som vi havde tidligere. Det er det her med: Jamen det går godt derude, og de problemer, som folk protesterer over, er noget, som nogle ballademagere og socialister og andet godtfolk har fundet på. Der er altså sådan set slet ikke nogen problemer, det er bare noget, man oplever derude.
     Dertil vil jeg sige, at det ikke er mit indtryk. Mit indtryk er, at ganske almindelige mennesker, som jeg ikke synes, man har ret til at råbe skældsord efter, har været ude og protestere, fordi de synes, at kvaliteten af de offentlige tilbud falder. Man kan jo godt pege fingre ad dem og sige, at de ikke har et problem, og det er jo Venstres linje. Men vi tager dem seriøst, også fordi vi mener at kunne påvise, at man rent faktisk ikke prioriterer de mennesker.

Så er det hr. Jesper Langballe.

Man må lade hr. Henrik Sass Larsen, at der var en vis oratorisk pondus over hans ordførertale. Men en politiker skal jo kendes på sine gerninger, og dem har hr. Henrik Sass Larsen endnu ikke så mange at pege tilbage på, men der er dog noget, man kan nævne.

     Jeg vil sige, at hr. Henrik Sass Larsen kom lidt i vanskeligheder, da han skulle svare på spørgsmålet om udlændingepolitik ført af De Radikale og Socialdemokratiet i fremtiden. Det var noget med, at man ikke har aktuelle planer om at ændre udlændingepolitikken, eller at det ikke bliver lige nu, man vil øge tilstrømningen af udlændinge. Det hele ender jo gerne i en smuk tale om integration, og det gjorde det også på Socialdemokratiets kongres, hvor hr. Henrik Sass Larsens formand talte om brede integrationsløsninger.
     Jeg ved ikke, om hr. Henrik Sass Larsen kan huske, hvordan vi før forrige sommerpause forhandlede os frem til en bred integrationsaftale, som alle var lykkelige for. Hvad skete der, da sommeren var forbi? Socialdemokratiet sprang fra det hele og gjorde det derfor klart, at med hensyn til integration er det et fuldstændig utroværdigt parti.

Det er jo selvfølgelig en meget spændende øvelse at få en diskussion om, hvorvidt Socialdemokratiet nu står fast på sin udlændingepolitik: Kan man nu regne med det, eller kan man ikke regne med det?
     Det har sådan set stået meget, meget klart gennem ganske mange år, at hvis vi får magten, vil vi gennemføre og vedstå en stram udlændingepolitik. Men på det direkte spørgsmål, om vi vil arve rub og stub, arve alt, hvad regeringen og Dansk Folkeparti har vedtaget, er svaret nej, for det vil vi ikke. Der er områder, hvor vi synes, at det er en forkert politik, der bliver ført, og hvor det, man har fået vedtaget, ikke skal gennemføres.
     Lad mig tage et eksempel, nemlig stramningerne af starthjælpen. Der er mennesker, som lever på en meget, meget lille eksistensminimum i dette land, og det synes vi ikke er
i orden. Det vil vi lave om, og det har vi annonceret. Vi vil fastholde en stram udlændingepolitik, men vi vil også lave om de steder, hvor vi synes, den er tordnende uretfærdig.

Der kan ske det, at selv en parlamentariker bliver grebet af parlamentarikerlede sammen med alle mulige andre, og jeg må sige, at jeg faktisk kom til det punkt, hvor parlamentarikerleden stod som kvalme helt op i halsen.
     Socialdemokratiets ordfører, fru Anne-Marie Meldgaard, havde forhandlet en integrationsaftale, som alle var lykkelige for, på plads. Den havde virkelig konsekvens, den var menneskelig og fremragende på enhver måde, og alle jublede. Men hvad skete der efter sommeren? Der skete det, at fru Mette Frederiksen pludselig blev sendt på banen, og at fru Anne-Marie Meldgaard blev underkendt og blev dolket af sine egne, oven i købet - det er pinligt for mig at sige det her, og jeg vil godt sige, at jeg egentlig helst ville være fri, men det er sandheden - ledsaget af psykiatriske diagnoser fra hr. Henrik Sass Larsen.
     Jeg må sige: Forstår hr. Henrik Sass Larsen ikke, at parlamentarikerleden ved den lejlighed greb befolkningen og nogle af os andre? Og forstår hr. Henrik Sass Larsen ikke, at Socialdemokratiets tale om integrationspolitik er hul og utroværdig?

Taletiden er altså næsten fordoblet i hr. Langballes tilfælde, og jeg beder efterfølgende indlæg om at overholde de tilmålte taletider.

Jeg ved ikke, om jeg på nogen som helst måde kan afbøde hr. Langballes kvalme og ubehag og andre ting, som kom frem i hans indlæg, men jeg vil sige, at jeg har en meget, meget anderledes opfattelse af det forløb, der skete i forbindelse med implementeringen af den integrationsaftale, der forelå. Vi kan godt tage en lang debat om det, men jeg har bestemt ikke den samme oplevelse af forløbet, som hr. Langballe gav udtryk for. Sådan er det.
     Så vil jeg sige, at når det gælder integrationsområdet, tror jeg ikke, det er hr. Langballe og hr. Langballes parti, som skal pege fingre ad Socialdemokraterne, når det drejer sig om at have en reel vilje til integration. Her vil jeg pege den anden vej. Jeg mener faktisk, og jeg mener også, man kan finde belæg for, at Dansk Folkeparti er meget, meget lidt optaget af integration, er meget, meget lidt optaget af, at de mennesker, som er kommet her til landet, skal få succes, og i mange tilfælde i mange sammenhænge har stemt imod bevillinger og initiativer, der kunne sikre en bedre integration. Det mener jeg er den rette måde at betragte Dansk Folkeparti og integrationsspørgsmålet på.

I Enhedslisten har det jo glædet os at se, at Socialdemokraterne er gået fra kontanthjælpsloftsforliget, at man ikke vil være med til, at folk sendes ud i fattigdom, at man har fundet ud af, at det er et stort problem, hvis det private forbrug stiger voldsomt meget mere end det offentlige forbrug, og derfor siger, at det offentlige forbrug skal følge det private - krone for krone, procent for procent.

     Men så undrede det os meget, at Socialdemokraterne valgte at gå med i velfærdsforliget, hvor man hævede efterlønsalderen for nogle af de mennesker, der har mest brug for at gå på efterløn, i stedet for at gå ud og sikre, at vi får et arbejdsmarked, hvor folk kan holde til at være hele livet og derfor ikke får brug for at gå på efterløn. Det må da være den vej, man skal gå, i stedet for at folk, når de er nedslidte, må finde sig i, at de ikke kan komme på efterløn, ikke kan komme på pension.

Jamen velfærdsforliget sikrer jo, at folk også fremover kan gå på efterløn. Vi har jo sikret i velfærdsforliget, at der fortsat er en 5-årig efterlønsordning. Det står fuldstændig nagelfast.
     Det, vi har justeret, er, som jeg også sagde i min tale, en meget, meget nænsom rykning af grænsen for, hvornår man kan gå på efterløn, hvilket hænger fuldstændig sammen med, hvor lang vores levetid er. Jeg synes sådan set, det er sund fornuft, at vi gør det på den måde.
     Så vil jeg sige, også - er jeg sikker på - til glæde for Enhedslisten: Det viste sig jo ved det forrige efterlønsindgreb, at ganske mange mennesker havde glemt at tilmelde sig efterlønsordningen, bl.a. nogle af de allersvageste i samfundet, nogle af dem, som har det hårdeste fysiske arbejde, og vi sikrer faktisk i det her efterlønsforlig muligheden for, at man kan gentilmelde sig og få mulighed for at få efterløn. Det synes jeg er et utrolig flot resultat, som man skulle glæde sig over frem for at være ked af.

Jeg synes ikke, det er særlig nænsomt, at efterlønsalderen stiger og stiger og stiger. Der er jo ikke sat noget loft over, hvor meget den kan blive ved med at stige. Og det hjælper jo ikke den pædagogmedhjælper eller hjemmehjælper, der er nedslidt i slutningen af 50'erne, at den gennemsnitlige levealder stiger for akademikere.
     Problemet er jo, at der er en enorm ulighed med hensyn til sundhed i Danmark og også en enorm ulighed med hensyn til, hvor lang tid man lever. Det betyder altså, at nogle af dem, der har det hårdeste liv på arbejdsmarkedet, især nogle af vores offentligt ansatte, der skal løbe alt for stærkt, kan se frem til, at de får færre år på efterløn og pension, end de har nu, fordi man kun følger den gennemsnitlige levealder og ikke ser på, hvordan de får nogle ordentlige vilkår.
     Hvis man for alvor ønskede at hæve tilbagetrækningsalderen, skulle man da hellere sætte massivt ind på, at vi fik et arbejdsmarked, hvor folk kunne holde til at være et helt arbejdsliv. Hvis man så oven i købet kunne sørge for, at de også har kræfter til at løfte deres børnebørn, når de går på pension, så kunne det være rigtig flot.

Jamen der er det glædelige budskab, at det har vi jo sikret. Vi har afsat massive midler til en nedslidningsfond og til arbejdsmiljø, netop for at sikre, at folk ikke bliver nedslidte af at gå på arbejde; netop med henblik på, at folk ikke skal opleve, at de er fuldstændig udkørt, når de kommer op i slutningen af 50'erne. Så det er det glade budskab, det har vi netop taget højde for her.
     Men det er altså også sådan - og det vil Socialdemokratiet godt vedstå - at hvis vi bliver ved med at leve længere og længere, må vi også på et tidspunkt indrette arbejdsmarkedet sådan, at det følger med. Ellers får vi altså på et tidspunkt nogle svære finansieringsvanskeligheder. Hvis valget er, at vi bare til evig tid kan gå på efterløn, når vi fylder 60 år, vil det betyde, at vi får en nedgang i levestandarden, når vi ryger nogle årtier længere frem, og det synes vi ikke der er nogen grund til.
     Det er derfor, vi giver mulighed for, at man på et sundt arbejdsmarked, som vi investerer i nu, fortsat kan gå på efterløn, men at vi gradvis hæver alderen - med et rigtig godt varsel, i øvrigt.

Så er det hr. Kristen Touborg.

I de senere uger har vi oplevet meget store folkelige reaktioner på de voldsomme nedskæringer, der foretages i en lang række kommuner. Nedskæringerne sker bl.a. på grund af en elendig økonomisk aftale, som er indgået mellem regeringen og flertallet i KL. Derfor vil jeg gerne spørge ordføreren:
Giver blokaderne, demonstrationerne, arbejdsnedlæggelsen og de øvrige reaktioner ikke Socialdemokratiet anledning til at vurdere kommende økonomiaftaler mere kritisk, end man har gjort i år, før man tiltræder sådanne aftaler?

Jeg forstår ikke helt, hvad det er for nogle aftaler, vi skulle have tiltrådt, al den stund at vi jo har stemt hverken for eller imod kommuneaftalen i Finansudvalget. Så vi har sådan set ikke tilsluttet os aftalen. Vi har eksplicit kritiseret kommuneaftalen for at være urealistisk. Vi tror ikke på, at de rammer, som er stillet op, er realistiske. Så jeg forstår ikke rigtig, at spørgeren mener, at vi har skullet stemme eller agere anderledes.

Det er rigtigt, at Socialdemokratiet på landsplan har kritiseret KL-aftalen og økonomiaftalen med KL. Men ikke desto mindre har Socialdemokratiets repræsentanter i KL stemt for den, og der er det, jeg spørger: Giver det ikke anledning til overvejelser om, at man på den måde kan blive nødt til at ride på to heste, blive nødt til at tale med to tunger? Giver det ikke anledning til overvejelser, inden man indgår næste økonomiaftale?

Nu er det sådan, at vores repræsentanter i Kommunernes Landsforening fra starten af har sagt: Formuleringen, den os af regeringen påtvungne økonomiske ramme, laver vi en aftale på baggrund af. Der går så hele konstruktionen i KL ud på, at der skal være en aftale, ellers falder tingene ligesom fra hinanden.
     Der må man jo vurdere fra gang til gang, om man vil stemme for eller imod. Den her gang var der jo også, tror jeg, en anden runde, hvor man diskuterede, om der nu var nogle realistiske økonomiske rammer eller ej.
     Vi har ikke tænkt os, at man fra Christiansborg skulle siddet og herske over de socialdemokratiske borgmestre i KL. Det er faktisk heller ikke sikkert, at de vil lade sig beherske. Men det er noget, der tages stilling til fra gang til gang.

Kommissioner er jo en velafprøvet metode til at nå nogle resultater. Vi kender det fra Velfærdskommissionen: Der er en klart defineret opgave, der er også nogle betingelser for det arbejde, at skulle overholde skattestoppet f.eks. Det står fuldstændig uklart, hvad Socialdemokratiet vil med en skattekommission, og der er mit spørgsmål: Hvad er formålet med den, og er der nogle betingelser? Skal man respektere et skattestop i det arbejde?

Det er meget enkelt, det, vi har skrevet op. Vi tror, at den bedste mulighed for at få en skattereform, hvor vi sænker skatten på arbejde, er ved at benytte sig af den arbejdsmetode, som vi har skitseret. Og det betyder, at i indeværende og i næste valgperiode vil skattestoppet gælde.
     Så er det vores hensigt, i det øjeblik vi har fået magten efter næste valg, at indkalde alle Folketingets partier til en drøftelse af, hvordan vi kan få skruet en skattereform sammen, lade folk komme med hvilke som helst ønsker; det skal vi ikke lægge nogen som helst bånd på.
     Vores betingelser vil så være, at vi siger: Vi vil mindst have et af de tre store borgerlige partier med, fordi vi ønsker en meget bred aftale om det her. Det tror vi er den mest fremkommelige vej. Og så er vores betingelse derudover også, at vi ønsker, at vælgerne, inden en sådan skattereform måtte træde i kraft, skal have mulighed for at møde Folketinget ved et valg.

Men betyder det så, at hvis resultatet af sådan et kommissionsarbejde vil være, at man foreslår en boligskat, er det det, Socialdemokratiet vil følge? Eller er der nogle ting, hvor man på forhånd vil sige fra Socialdemokratiets side, at det vil man ikke være med til? Er der nogle trygheder, vi kan få delt ud til befolkningen allerede nu, eller skal de leve i utryghed om, hvad sådan en kommission måtte finde på, fordi Socialdemokratiet uanset hvad vil bruge den som en løftestang til at gennemføre det, man virkelig, virkelig brænder for?

Det er meget enkelt. Ordføreren må styre sin nysgerrighed frem til næste folketingsvalg, hvor der så bliver mulighed for at se på, hvad det er, vi er kommet frem til af konklusioner. Jeg skal ikke stå her og konkludere, det tror jeg ville være det dårligste, man overhovedet kunne gøre for at få et godt og konstruktivt, bredt samarbejde med henblik på at få en skattereform.
     Den eneste betingelser, der er knyttet til det, er, at den skal sigte på at nedsætte skatten på arbejde. Det er det overordnede, som er beskrevet fra vores side. Men ellers ønsker vi ikke at fremlægge noget, for hvis nu den ene siger det ene, og den anden siger det andet, er det hele på forhånd ødelagt, og så får vi aldrig den skattereform, som vi synes er utrolig vigtig at få.

Venstres ordfører, hr. Troels Lund Poulsen, gav under spørgerunden udtryk for, at den milliard kroner, som man bruger til takstnedsættelser på daginstitutionsområdet, er bedre anvendt til at hælde i forældrenes baglommer. Den kunne jo være brugt til kvalitet i daginstitutionerne, den kunne være brugt til at fastholde personale, måske endda udvikle kvaliteten i daginstitutionerne i øjeblikket.
     Jeg vil spørge: Er det fortsat også Socialdemokratiets opfattelse, ligesom det var Venstres opfattelse, at den milliard ligger bedst i forældrenes lommer?

Som det sikkert også er ordføreren bekendt, gik vi til folketingsvalg sidste gang på et løfte om maksimalt 1.000 kr. som betaling i daginstitutionerne. Det, som er sket, er, at regeringen så delvis har imødekommet det, og det har vi så stemt for, fordi det var et skridt i den rigtige retning. Så det støtter vi, og det er vi gået til folketingsvalg på.

     Jeg vil altså også sige, at det jo ikke er enten-eller, det er faktisk muligt både at gøre det billigt for børnefamilierne og godt for børnefamilierne. Vi syntes, der var en pointe i, at børnefamilierne er nogle af de mest stressede og også nogle af dem, som sidder hårdest i det økonomisk. Så det giver faktisk en masse mening at målrette en økonomisk lempelse lige præcis til dem, og det var netop derfor, vi i sin tid kom med forslaget. Det er det, som nu delvis er blevet gennemført, og det synes jeg sådan set er fornuftigt.

Så hvis man betragter takstnedsættelser som noget, der ligner skattelettelser, altså flere penge i borgernes lommer frem for bedre velfærd og service i den offentlige sektor, kan man sige, at i det her tilfælde mener Socialdemokratiet, at det var fornuftigt at lægge pengene ude hos borgerne.
     Nu har vi i debatten i dag talt meget om, at for forældrene er det måske den oplevelse, man har af hverdagen, der er afgørende. Jeg står her med et dansk provinsdagblad fra i går, hvor man også beskæftiger sig med det her emne, og der er en forælder, der siger til journalisten i et interview:
     Ja, hvis man havde sagt, at de lempelser i forældrebetalingen nu et halvt år efter ville medføre besparelser, så ville ingen have sagt ja tak; så ville de fleste forældre nok have sagt, at de i stedet hellere ville foretrække brugerbetalingen. Men den mulighed får vi jo ikke engang, siger en navngiven forælder her.
     Vil Socialdemokratiet være med til bare at overveje, om den mulighed skal gives til forældrene, hvis der nu kunne skabes enighed om det i Folketinget?

Jamen jeg er uenig i fremstillingen, at årsagen til, at der skal være nedskæringer i børnehaver, er, at man giver en lempelse af taksten. Det er jo et anliggende for Folketinget, hvor man siger, at man ønsker en maks.-grænse på 25 pct. for, hvor meget der må betales i daginstitutionerne, og så må der jo kompenseres fuldt ud for det.
     Derudover har man så indgået en lang række andre aftaler, der betyder, at der er smalhals rundtomkring i kommunerne, og så må man jo sørge for at bringe det i orden. Men at det ene er forårsaget af det andet, den sammenhæng kan jeg ikke se. Vi vil ikke fravige det løfte, vi gav, og - synes jeg også - den gode idé, det er særskilt at kunne give et tilskud og belønne børnefamilierne, som knokler hårdt i det, og som jo er nogle af dem, som har allermest brug for nogle kontante midler.

Det synes jeg er meget interessant, fordi det jo stiller Socialdemokratiet i samme position som De Konservative, nemlig at man meget gerne vil give skattelettelser. Det er jo det, vi taler om, og det var også det, ordføreren sagde, nemlig at man gerne ville give den mulighed, som et direkte tilskud er, for det gør jo, at man f.eks. i en børnefamilie kan vælge at arbejde mindre.
     Det forekommer meget, man må nok næsten sige hyklerisk, når Socialdemokratiet så samtidig vil fastholde skattestoppet. For hvis man virkelig ville en øget velfærd, må man jo også gennemføre en skattereform, der giver mulighed for, at flere kan komme i arbejde, og at arbejdsstyrken kan stige, så enhver frygt hos regeringen for, at økonomien bliver overophedet, kan manes i jorden.
     Derfor står det jo som et meget stort spørgsmål, hvorfor Socialdemokratiet gerne vil give skattelettelser til børnefamilierne, men ikke vil være med til at lave en egentlig skattereform, der gør, at vi faktisk kan investere i den offentlige sektor. Det er det, man siger, når man har købt regeringens skattestop ubeset og med en meget, meget lang holdbarhed.

Vi vil sådan set begge dele. Vi lovede før sidste valg, at vi vil nedsætte prisen på daginstitutionerne. Det har vi lovet børnefamilierne, det vil vi arbejde for i den her valgperiode, og så gør vi det også efter et valg.
     Vi deler sådan set den ambition, som De Radikale har om at ville have en skattereform, vi har bare anvist vores vej til at nå dertil, fordi meget andet jo er prøvet, mange andre veje forsøgt - og ikke med stort held. Så det er det, vi ud fra vores fattige evner har anset for den bedste metode til, hvordan vi nogen sinde får gennemført en skattereform, som nedsætter skatten på arbejde. Det kan man så være uenig eller enig i.

Jeg synes, at den socialdemokratiske ordfører markant undervurderer de socialdemokratiske kompetencer med hensyn til at lave en skattereform, der faktisk kunne gå ind og rette op på det her, og jeg synes også, at selv om Socialdemokratiet har en meget progressiv trafikpolitik, er det en meget, meget lav hastighed, der er på den vej, man har begivet sig ud på i øjeblikket.
     For når vi ser på, hvor lang tid Socialdemokratiet vil frede regeringens skattepolitik, uanset at den jo i meget vide stræk er opfundet af hr. Ole Stavad, så tyder det jo på, at man er ekstremt berøringsangst over for at få en egentlig diskussion om, hvordan vores skattesystem skal se ud, så flere kan komme i arbejde, og så vi kan blive ved med at investere i den offentlige sektor.

     Vi er ikke interesseret i skattelettelser. Vi er interesseret i en skattereform som et middel til at kunne investere i den offentlige sektor, og det troede vi egentlig vi delte med Socialdemokratiet, fordi vi også deler opfattelsen af, at der skal føres en ansvarlig økonomisk politik. Så derfor er det, vi har brug for i dag, at få at vide, at Socialdemokratiet er klar til her og nu at gå ind i drøftelserne om en skattereform, der sørger for, at skatten holder sit niveau, så vi kan få en reform, der gør det muligt at investere ansvarligt i den offentlige sektor.

Vi har forskellige vurderinger af, om det er realistisk her og nu at få en skattereform igennem, eller om det er mest realistisk at gøre det på den måde, som vi anvist.
     Det har jo før været prøvet at fremlægge store planer om forslag til skattereformer og om, hvordan de kan indrettes. Det har jeg indtryk af altid ender i en kæmpe mistænkeliggørelseskampagne fra borgerlighedens side, hvilket betyder, at vi aldrig nogen sinde kommer nogen vegne. Efter at have prøvet det en tre-fire gange har vi tænkt os om og sagt: Vi tror på, at det er en anden vej, vi skal, og vi tror på, at det er ved at give tryghed og ro og klarhed til befolkningen om, hvordan vi lige præcis vil tilrettelægge det her, at vi får den størst mulige chance for at få det gennemført. Det er vores vurdering, og det er det, som ligger til grund for, at vi har tilsluttet os skattestoppet i denne og næste valgperiode.

Hr. Jens Hald Madsen.

Der er rigtig mange, som siger, at socialdemokrater og garantier skal man ikke have tillid til, og det synes jeg er unfair; det er simpelt hen ikke fair, det er ikke rimeligt. For når jeg hører en socialdemokrat sige, at man ikke vil give skattelettelser, så tror jeg, at det med garanti er rigtigt. Når en socialdemokrat siger: Vi vil bruge mange flere penge end de borgerlige partier, så tror jeg, at det med garanti er rigtigt.
     Når jeg så viser den specielle tillid til socialdemokraterne, kunne ordføreren måske åbne lidt op for den kommende fremtidige skattereform for Socialdemokratiet, for jeg kan jo høre, at vennerne i Det Radikale Venstre er forvirrede. Lad os åbne op for det og sige: Er der nogle områder, hvor der kan gives nogle garantier? Kan ordføreren
f.eks. give en garanti på boligområdet og sige: Her sker med garanti ikke en skattestigning?

Jeg vil godt prøve igen at forklare, hvordan det er, vi har tilrettelagt det, så også hr. Jens Hald Madsen kan være med i arbejdet fremover: Efter næste valg vil skattestoppet gælde for hele perioden, og så vil vi indkalde de politiske partier, herunder partiet Venstre - bestemt da - og så vil vi sætte os ned og drøfte, hvordan vi kan få skruet en skattereform sammen. Betingelsen er, at mindst et af de store borgerlige partier er med. Inden den træder i kraft, skal vi have mødt vælgerne ved et folketingsvalg. Det er meget, meget enkelt. Det skulle være til at forstå.

Hr. Jens Hald Madsen.

Det glæder mig meget, at vi har en gensidig tillid til hinanden og en forståelse. Problemet er vel egentlig, at De Radikale ikke rigtig har forstået, hvad det er for en skattereform, og hvad det er for nogle intentioner, Socialdemokratiet har.
     Det, som jeg bare stille og roligt spørger om, er: Det kan vel ikke være så svært at sige til den danske befolkning, at hvis Socialdemokratiet får magten, garanterer man for, at der ikke bliver skattestigninger inden for f.eks. boligområdet, at der ikke bliver skattestigninger inden for det, der blev kaldt grønne afgifter - vi kaldte det for røde afgifter, og andre kaldte det for andre ting. Så kunne man vel give nogle garantier og sige: Det rører vi ikke ved. Det kan da ikke være så svært, så meget tillid kan vi da have til hinanden.

Det er meget enkelt: Skattestoppet kommer til at gælde hele næste valgperiode. Det er det klare og enkle svar. Men det der med at give klare svar på, om man vil have skattelettelser eller flere offentlige udgifter, kan Venstre gøre det? Jeg mener: Skal det være i den her valgperiode, vi skal have nogle skattelettelser, eller skal det først være i den næste? Er man enig med De Konservative? Er man enig med Dansk Folkeparti? Skal pengene bruges til velfærd, eller skal de bruges til skattelettelser? Det fremstår faktisk temmelig uklart, hvad Venstre vil i den forbindelse.

Så er det hr. Leif Mikkelsen.

Jeg troede sådan set, at der måske var to veje i dansk politik, men jeg kan høre, at der er flere. Oppositionen har indtil flere veje på skatteområdet, og det kan jo gøre enhver vælger utryg.

     Under hr. Sass Larsens tale glædede jeg mig over, at hr. Sass Larsen var historisk interesseret, altså nævnte forskellige perioder. Der var én periode, hr. Sass Larsen ikke nævnte. Det er nemlig perioden lige umiddelbart efter sidste kommunalreform i 1970'erne, hvor vi jo ved - altså historien lyver ikke, og den står fast; det går jeg ud fra vi kan blive helt enige om - at der skete det, at de offentlige udgifter nærmest eksploderede, og det blev starten til en periode, hvor vi endda sidst i 1970'erne, nogle vil kunne huske det, havde en rente, der var over 20 pct. Tro det eller lad være, men det var rent faktisk tilfældet. Det er igen historien. Det var det, der var starten til, at Socialdemokraterne bevægede sig hen mod afgrundens rand, som man selv formulerede det.
     Nu ser vi så et Socialdemokrati, der peger på, at de oven på en kommunalreform er klar til at hælde milliarder ud
i den offentlige sektor. Hvordan skulle man kunne tro på, at det her Socialdemokrati i dag kunne føre en økonomisk ansvarlig politik?

Jeg talte for nylig med udmærkede folk, som var aktive i dansk politik i 1970'erne, og jeg tror, at vi med dem kan få en festlig debat om, hvem det egentlig var, der havde ansvaret. Var det VKR-regeringen, der lod det løbe løbsk, da den sad 1968-1971? Hvad med Hartling? Var det ansvarlig økonomisk politik, han førte? Eller underfinansierede han det hele? Var der ikke også noget med, at landbruget fik raget lidt rigeligt til sig oven på nogle EU-landbrugsreformer, så man fik lidt mere, end man vist egentlig skulle have haft?
     Jeg tror, at man skal passe på med at bebrejde en bestemt gruppe mennesker noget og med at pege fingre ad noget, som skete for 30 år siden. Hvis man er Venstremand, tror jeg især, man skal passe meget på med det. Jeg tager meget gerne den debat i offentligheden og i historiebøgerne om, hvem det egentlig var, der havde ansvaret for, hvordan det så ud dengang. Så minder jeg også om, at Venstre jo sad
i regering i 1970'erne. De dannede jo også regering med Socialdemokraterne.

Jeg går ud fra, at vi er enige om, at historien ligger fast, og med hensyn til hvem der har ansvaret nu, husker jeg tydeligt en socialdemokrat, der pegede på afgrunden og smed håndklædet i ringen osv. Den historie kan ikke diskuteres. Men det er kernespørgsmålet nu for de danskere, der ser på virkeligheden i dag. Socialdemokratiet, peger på, at de lige her og nu vil imødekomme nogle, der ønsker det, ved at pumpe milliarder ud i den offentlige sektor, men kan man så tro på, at det ikke fører samme vej som sidste gang? Nationalbanken advarer organisationer, der er tæt på hr. Sass Larsens parti, imod, at det er farligt, fordi 3 mia. kr. jo ikke bare er 3 mia. kr. i år. Det er 3 mia. kr., der forhøjer den offentlige sektor næste år og næste år og næste år igen.
     Jeg går ud fra, at vi kan blive helt enige om, at det der med at pumpe en offentlig sektor op, er som at gå i Zoologisk Have. Har man først kastet en luns ind til løverne, kan man ikke hente den igen. Det kan man tydelig se på de forsøg, der her i forløbet har været på tilpasning af kommunalreformen.

Jeg tror gerne, at Venstre har det billede på den offentlige sektor, at det er nogle løver, man har kastet nogle lunser kød ind til, og det skal man undgå, og så skal man udmarve de stakkels løver, eller hvad det nu går ud på.
     Men det er meget, meget enkelt. Hverken Nationalbanken, Arbejderbevægelsens Erhvervsråd eller nogen som helst forstandige økonomer har sagt, at det vil være dårlig økonomisk politik at tage nogle af de mennesker, som i øjeblikket ikke er i beskæftigelse, og som har haft sværest ved at få en fast plads på arbejdsmarkedet, og sætte dem i beskæftigelse til gavn for fællesskabet. Det er da utrolig klogt. Det burde da være en fuldstændig oplagt idé for regeringen at gøre det.
     Jeg nævner det bare, fordi vi i øjeblikket f.eks. har over 30.000 mennesker, som er i støttet beskæftigelse. Hvorfor i alverden sørger man ikke for, at nogle af de mennesker, som er i støttet beskæftigelse, kommer til at søge arbejde enten på det private eller på det offentlige arbejdsmarked? Der er jo hænder nok. Det er bare et spørgsmål om at føre en ordentlig politik, og det er der, det lader til, at regeringen har mistet grebet.

ling Bonnesen (V): I Jyllands-Posten tilkendegiver den tidligere socialdemokratiske partiformand den 12. april i år ret tydeligt, at boligskatterne på lidt længere sigt bør øges som led i en kommende skattereform, hvilket ordføreren også selv var inde på. Så mit spørgsmål til ordføreren er, om han er enig i udtalelserne i april fra den tidligere socialdemokratiske formand om, at boligskatterne kan øges i forbindelse med en reform, ikke nu, men på lidt længere sigt?

Der er nøjagtig samme problemstilling, som der var ved tidligere svar, nemlig at i denne og i næste valgperiode gælder skattestoppet. Vi vil nedsætte en kommission, der skal forberede en skattereform. Der er et eneste bundet mandat, og det er, at man skal nedsætte skatten på arbejde. Hvad konklusionen bliver, skal jeg ikke stå og drage nu.

Jeg takker for bekræftelsen på, at det i hvert fald indgår i overvejelserne, at boligskatterne også er med i puljen. Det er med på forslagstavlen nu, så det kan lade sig gøre. Tak for det.

Ordføreren er også velkommen til at møde op og komme med gode ideer til, hvordan vi får bragt skatten ned på arbejde. Jeg kan allerede nu sige, at jeg tror, vi også godt kunne lade os inspirere af andre ting. Lad os sige, at med hensyn til nogle af de uforholdsmæssig mange tilskud, som landbruget har raget til sig gennem årene, er der også nogle steder, hvor vi mener, at vi sagtens kan beskatte det lidt hårdere, til gengæld for at vi kan sætte almindelige menneskers skattebetaling ned. Så der er masser af ting, man kan inspireres af. Det er bare at møde op, så kan vi sammen stykke noget godt og grundigt sammen.

Hr. Henrik Sass Larsen har nu flere gange givet udtryk for, at man skal lytte til dem derude, og at problemet er rammerne, som kommunerne har at arbejde inden for.
     Nu er jeg så heldig, at jeg har fået fat i det budgetforlig, der er indgået i Horsens Kommune, hvor der jo er en kendt socialdemokratisk borgmester, Jan Trøjborg. Forliget starter med at konstatere, at for 2007 er der en robust økonomi, og den robuste økonomi går sådan set også ud på, at man nu har fået opgavereformen, således at der er mulighed for at spare 8 pct. på administrative opgaver og dermed få nogle penge til de områder, der er meget vigtige. Så i Horsens Kommune har man prioriteret at lave en udvidelse af åbningstiderne i daginstitutionerne.
     Nu vil jeg lige læse op, hvad der står om undervisningsområdet: styrket faglighed, ledelse og fleksibilitet på folkeskoleområdet følges op i forbindelse med budgetforliget. Der bliver en forlænget skoledag, som vil give tid til faglig fordybelse, ro til at sikre gode læsefærdigheder og rum til at arbejde både med de faglige og sociale kompetencer. Ud over det har man også sat penge af til sund kost.
     Her har vi altså en kommune med en socialdemokratisk borgmester, der siger, at i 2007 står vi endelig med en robust økonomi. Der er råd til at styrke de her områder. Hr. Henrik Sass Larsen siger, vi skal høre efter, hvad der bliver sagt uden for de her mure, så jeg vil gerne høre, hvor meget hr. Henrik Sass Larsen har hørt efter den socialdemokratiske borgmester i Horsens.

Jeg taler altid gerne med Jan Trøjborg. Han har meget fornuftigt at sige.
     Jeg tror, det er det tiende forsøg på at sige, at der ikke er nogen problemer derude. Fru Irene Simonsen behøver slet ikke henvende sig til nogen socialdemokrater. Jeg vil opfordre til, at man henvender sig til Venstreborgmestre, som har været i Folketinget for at klage. Der er også en del konservative borgmestre, som har været fremme. Det har mange steder i offentligheden faktisk ikke været muligt for socialdemokraterne at komme til, for det har væltet frem med Venstreborgmestre og konservative borgmestre, der har brokket sig over, hvordan det økonomisk ser ud derude.
     Hvis ordføreren på noget som helst tidspunkt har læst aviser i den sidste måneds tid, ville hun hurtigt kunne opdage, at man bare kan nøjes med at tale med sine egne.

Jeg lytter såmænd til alle borgmestrene udeomkring, men jeg sætter også stor pris på de borgmestre, der har en vældig stor dygtighed og indsigt i, hvilke muligheder der ligger. I budgetforliget fra Horsens står også, at endelig er der nu i økonomien plads og rum til, at man kan fremtidssikre i gode, sunde investeringer på nogle helt klare basale områder som børnepasningen og skolesystemet. Jeg tager bare hatten af for den socialdemokratiske borgmester. Jeg er nødt til her virkelig at rose ham, og jeg har også gjort ham opmærksom på, at det jo er ærgerligt, at han er socialdemokrat, men han skal have den ros, han fortjener.
     Jeg synes da, det ville være væsentligt, hvis hr. Henrik Sass Larsen ville kigge uden for døren og klart samarbejde med de socialdemokrater, som er dygtige borgmestre, som kan få det til at køre, og som i øvrigt tegner en lys fremtid for børnene og deres forældre.

Jeg kan bekræfte, at Jan Trøjborg gør det godt. Der er masser af dygtige socialdemokratiske borgmestre, og jeg kan kun anbefale at lytte til dem. Det gør man aldrig forgæves.
     Men prøv også at lytte til f.eks. de socialdemokratiske borgmestre i Køge og i Ballerup og lyt til den konservative i Høje Taastrup; prøv at lytte til folkene fra Søllerød og omegn; prøv at lytte til Frederiksbergs borgmester; prøv at lytte til alle de borgmestre, som har udtrykt stor kritik af regeringen. De er jo bl.a. medlemmer af Venstre og medlemmer af De Konservative. De har brokket sig, talt grimt om regeringen, talt grimt om den ene og den anden udligningsreform, og de har talt grimt om strukturreformen.

     Det har faktisk næsten ikke været muligt for os i Socialdemokratiet at komme til, fordi de hele tiden har stået
i forreste række, og hvis det ikke er noget, man har brugt tid på, vil jeg derfor opfordre til, at man bruger tid på at rejse rundt og rose socialdemokratiske borgmestre. Det synes jeg er i orden, men jeg synes også, man skulle prøve at lytte til nogle af sine egne.

Tak til ordføreren.
     Så når vi desværre ikke flere. Der er mange flere, der har bedt om ordet for korte bemærkninger til ordføreren, men vi går videre i ordførerrækken her under Folketingets åbningsdebat, og den næste ordfører er hr. Kristian Thulesen Larsen - nej, Thulesen Dahl. Alle er vågne!

Jeg skulle lige være sikker på, at jeg skulle gå på talerstolen.
     Tak til statsministeren for åbningsredegørelsen i tirsdags, som jo er baggrunden for den debat, vi har her i dag. I Dansk Folkeparti ønsker vi, at vi her i Danmark har et godt og trygt velfærdssamfund. Vi vil have et velfærdssamfund, der kendes på, at de syge behandles godt, at de behandles effektivt, og at de behandles hurtigt. Vi vil have gode sygehuse. Vi vil have sygehuse, hvor hygiejnen er i top, og vi vil have sygehuse, hvor plejen og omsorgen er i top. Vi vil også gøre en ekstra indsats for at sikre, at det fornuftige udgangspunkt, vi har på vore sygehuse, bliver endnu bedre.
     Vi har i forbindelse med vores finanslovkrav peget nogle områder ud, hvor det er nødvendigt at gøre en ekstra indsats, og vi har specielt nævnt de kræftramte, som bør have en større håndsrækning. Forrige år lavede vi jo en kræfthandlingsplan, der forbedrede kræftbehandlingen her i Danmark, og vi vil gå videre ad den vej.
     Vi vil også have, at de psykisk syge får bedre vilkår. Vi forhandler her i efteråret om forholdene for de psykisk syge med henblik på, at forholdene kan blive bedre, og i forbindelse med vores finanslovønsker har vi også sagt, at der må ses på de ældre medicinske patienter, som også bør have en ekstra håndsrækning. På sygehusområdet skal der altså ses på, hvordan vi kan sikre hygiejnen, og hvordan vi kan sikre bedre forhold. Der er meget godt, men noget kan gøres meget bedre, og det sætter vi fokus på.
     Et andet stort hovedområde i et godt, stabilt og trygt velfærdssamfund er de ældres vilkår. Vi har haft en sommer, hvor vi har set svigt i ældreplejen, fordi nogle kommuner ikke har haft styr på ældreplejen, og det vil vi ikke finde os i. Vi vil have en ordentlig ældrepleje i et ordentligt velfærdssamfund, og derfor har vi sat fingeren præcis på det, det handler om, nemlig hvordan vi sikrer en bedre pleje, og hvordan vi også sikrer det, som også er en del af livskvaliteten for de ældre, nemlig at de har en tilstrækkelig og ordentlig egenøkonomi. Det er punkter, som er en del af vores udspil til de finanslovforhandlinger, som jo også kan debatteres under denne åbningsdebat, og vi ser dem som et væsentligt led i indsatsen for at sikre, at vi har et godt og trygt velfærdssamfund.
     Vi ønsker faktisk også, at børnene passes forsvarligt og godt i trygge rammer. Vi ønsker også, at vores børn, når de går fra pasningstilbuddene til skolen, kommer i en skole, hvor fagligheden er i top, hvor lærerne er motiverede, og hvor børnene er sendt af sted hjemmefra med det udgangspunkt, at de faktisk er der for at lære noget. På folkeskoleområdet skal man hele tiden have fokus på at sikre faglighed og god kvalitet og sikre en god trivsel for børnene.
     For at kunne gøre alle de ting er det vigtigt, at man er villig til at prioritere. Man skal prioritere økonomisk, så de midler, der er til rådighed, galopperer derhen, hvor vi ønsker, at de skal galoppere hen, nemlig til de offentlige kerneområder. Det er også vigtigt, at man hele tiden er opmærksom på, hvordan vi sikrer, at vi får mest muligt ud af de penge, som vi driver ind fra skatteyderne, og at vi, der har ansvaret for den offentlige sektor, hele tiden har for øje, at tingene godt kan gøres bedre, og at vi godt kan udvikle nye metoder til at løse opgaverne, så vi får et endnu bedre velfærdssamfund - dels ved at komme med flere penge, dels ved at få mere ud af de penge, vi kommer med.

     Når det gælder den offentlige sektor, står vi i de kommende år over for en meget stor udfordring, nemlig at sikre, at vi har tilstrækkeligt personale inden for de helt, helt afgørende områder. Jeg har tidligere nævnt ældreplejen som et eksempel. Vi vil ikke have et samfund, hvor man ude i landets yderområder ikke kan pleje de ældre, fordi man ikke kan tiltrække personale til ældreplejen. Vi har her en helt særlig udfordring. Mange taler om, at man i forbindelse med kommunalreformen diskuterer, om man skal afskedige folk, men vi har hele tiden forsøgt at sige, at det faktisk ikke er det, der er hovedproblemet. Hovedproblemet er, hvordan vi sikrer en offentlig sektor, der i tilstrækkeligt omfang kan tiltrække folk og fastholde de dygtige medarbejdere, vi har i den offentlige sektor.
     Det er i lyset af den store udfordring, vi har foran os, at vi har taget vel imod regeringens og statsministerens løfte om, at vi skal have et kvalitetstjek af den offentlige sektor. Vi kan se, der ligger så store udfordringer foran os, og uanset politisk ståsted og uanset hvilke uenigheder, vi i øvrigt har, bør vi tage et fælles ansvar og se på, hvordan vi sikrer en fornuftig, velfungerende og ordentlig offentlig sektor i årene fremover. Det kan kun lykkes, og den offentlige sektor kan kun fungere, hvis der er tilstrækkeligt med personale i hele Danmark. Her kan kvalitetstjekket være rammen om en positiv diskussion om at udvikle den offentlige sektor.
     Må jeg også minde om, at kommunalreformen jo også har til opgave at sikre et bedre velfærdssamfund. Det er klart, at vi står i en omstillingstid. Der er mange diskussioner, og der kommer mange eksempler frem i forbindelse med, at man går fra et system til et andet system, men formålet med kommunalreformen er at skabe en bedre offentlig sektor og sikre, at vore medborgere i Danmark i højere grad kun skal gå ét sted hen, når de har nogle problemer, de skal håndtere.
     Derfor nedlægger vi amterne, og derfor får vi større kommuner. Kommunerne skal løse flere opgaver, og de borgere, der har noget at henvende sig til den offentlige sektor om, skal i højere grad kun gå ét sted hen for at få løst opgaverne. Det gælder også på beskæftigelsesområdet, hvor vi med de nye jobcentre skal sikre, at den ledige, uanset om den pågældende kommer fra det ene system eller det andet system, kun skal gå ét sted hen og få hjælp til hurtigt at komme i job - en øvelse, der er helt afgørende i et samfund, der jo mangler arbejdskraft på mange forskellige områder. Vi vil ikke have, at borgeren skal løbe spidsrod mellem offentlige instanser. Vi vil have, at de, der har brug for hjælp, får det hurtigt og effektivt.
     Vi mener også, at kommunalreformen skaber mulighed for, at vi kan få en bedre sundhedssektor, og hvorfor nu det? Jo, fordi kommunerne får et medansvar på sundhedsområdet. Det synes vi er noget positivt, og hvorfor det? Jo, fordi en af de ting, det har været svært at få det offentlige til at tænke nok på i de senere år med det system, vi har i dag, og som vi nu forlader, har været forebyggelse, selv om vi alle sammen ved, at forebyggelse er noget, der er ekstremt vigtigt.
     Hvad sker der nu i en kommune, der har et betalingsansvar? Hvis borgeren skal på sygehus, skal der følge nogle penge med, og hvad sker der så? Der sker det, at man i kommunen begynder at tænke på: Hvordan kan vi give borgeren et tilbud, der er så godt og så sikkert, at vi kan undgå, at personen kommer på sygehuset? Vupti, så er man begyndt at tænke i forebyggelse. Det vil være et fremskridt af de store, hvis det lykkes, og derfor må jeg minde om, at kommunalreformen også drejer sig om at skabe en bedre offentlig sundhedssektor, hvor der er mere fokus på det, der er så vigtigt, nemlig forebyggelse.
     Med kommunalreformen følger også et ønske om større solidaritet. Jeg vil bare give et par eksempler på, hvor vi beder om lidt større solidaritet i det danske samfund.
     Det ene eksempel - som statsministeren vel også havde med på sin egen facon i tirsdags - er det tilfælde, hvor flere kommuner lægges sammen til én ny kommune. Lad os sige, at fem kommuner lægges sammen til én kommune. De fem kommuner har fem forskellige niveauer for service over for borgerne, det kan være på børnepasningsområdet, det kan være i folkeskolen, og det kan være i ældreplejen. Nu er der fremover én kommune, og denne ene kommune skal have ét serviceniveau, uanset om der bruges flere eller færre penge.
     Hvis kommunen nu siger: Vi ændrer overhovedet ikke noget, vi bruger nøjagtig det samme beløb næste år, som vi har brugt i år - ja, så vil alene den øvelse betyde, at nogle borgere i en kommune kommer til at opleve, at de skal aflevere lidt til nabokommunen, hvis indbyggere har et lavere serviceniveau end deres eget. Eller sagt på en anden måde: I min kommune, hvor der er væsentlig færre timer i folkeskolen end i vores nabokommune, vil vi få lidt flere timer, og de andre vil til gengæld få lidt færre. Vi vil bede folk om at udvise den solidaritet, så de godt vil give en lille skærv til naboen, fordi naboen har større behov end de selv.

     Det andet sted, vi beder om lidt solidaritet, er i forbindelse med udligningsordningen. Vi har nogle kommuner, primært i Nordsjælland, som har borgere, der tjener langt mere, end man gør i mange andre områder af landet. Vi laver så en udligningsreform, hvor vi siger: Er det ikke rimeligt, at de kommuner betaler lidt ekstra til andre? Er det ikke rimeligt, at Nordsjælland betaler lidt mere til Lolland, eller at Nordsjælland betaler lidt mere til Sydfyn eksempelvis? Rækker solidariteten ikke til det? Man kan komme
i tvivl, når man har hørt de seneste ugers debat. Man skulle jo nemlig tro, at når vi lavede nogle aftaler, der var baseret på en solidaritetsfølelse, et ønske om større solidaritet i det danske samfund, hvor de, der har lidt mere, betaler lidt mere til nogle af dem, der har lidt mindre, så var der ros fra venstrefløjen - sådan rent traditionelt og historisk skulle man jo tro, at det ville være sagen. Men ak, det viser sig, at når man henvender sig til den politiske venstrefløj i Danmark, så føler den større solidaritet med Afrika end med folkene i egne nabokommuner. Det er simpelt hen for pauvert. Det er klart, at hele den her øvelse med hensyn til kommunalreformen hviler på nogle forudsætninger. Den hviler nemlig på de forudsætninger, at kommunerne under et til næste år mindst kan have den samme service, som kommunerne under et har i år, selv om man tager med, at der kommer flere plejekrævende ældre, selv om man tager med, at der kommer flere børn i skolerne, og selv om man tager med, at der er engangsomkostninger, der skal dækkes af kommunalreformen. Det er de forudsætninger, der er lagt ind i aftalen mellem staten på den ene side og kommunerne samlet på den anden side. Det siger også sig selv, at når der er sådan nogle forudsætninger, vil det være sådan, at hvis forudsætningerne skrider, reagerer vi, for så skal man selvfølgelig rette på forholdene. Det beviste vi for en 3-4 uger siden, da vi kunne se dokumentation for, at kommunerne var blevet underkompenserede, altså havde fået for få penge med til at løse de opgaver, de overtog fra amterne, primært opgaver, der var relateret til det sociale område. Det tog vi op med regeringen og sagde, at det måtte man finde en løsning på. Regeringen forhandlede med Kommunernes Landsforening, og man fandt ud af, at det kunne være et beløb på op til 424 mio. kr. med det resultat, at kommunerne fik at vide, at de fik ekstra 424 mio. kr. til næste år. Det, vi så har sagt de seneste dage, er, at hvis en anden forudsætning skrider, altså den forudsætning, der drejer sig om engangsomkostninger, er vi også villige til at se på det, for sådan må det være, hvis man vil være ansvarlig over for det, man selv har lavet. Hvis forudsætningerne skrider, kigger vi på det igen. Det har vi sagt. Vi har også peget på en finansiering, hvis det viser sig, at engangsomkostningerne overstiger det, der var lagt ind som en forudsætning. Derfor er det klart, at vi ønsker, at det her følges tæt med den mulighed, at hvis forudsætningerne skrider og det dokumenteres fra kommunal side, at forudsætningerne skrider, så reagerer vi på det. Derfor vil jeg på vegne af Venstre, Dansk Folkeparti og Det Konservative Folkeparti fremsætte følgende:

Forslag til vedtagelse

»Med kommunalreformen skabes 98 stærke kommuner, der bliver borgernes indgang til den offentlige sektor. Dette er et væsentligt bidrag til en fortsat udvikling af et trygt og godt velfærdssamfund. Samtidig skabes rammerne for bedre udnyttelse af de offentlige ressourcer, så den offentlige service kan udbygges og målrettes de grupper, der har størst behov.
     Folketinget konstaterer, at aftalen mellem regeringen og KL for 2007 - med den efterfølgende korrektion på 424 mio. kr. som følge af princippet om, at pengene følger opgaverne - giver kommunerne mulighed for at afholde engangsomkostninger
i forbindelse med reformen og under ét fastholde serviceniveauet, selvom antallet af skoleelever og ældre med omsorgsbehov vokser. På den baggrund opfordrer Folketinget regeringen til at følge udviklingen i kommunernes økonomi tæt for at sikre, at aftalen og dens forudsætninger holdes.« (Forslag til vedtagelse nr. V 1).

     Jeg vil lige som afslutning, for tiden løber, nå ganske kort at berøre et andet område, som er vigtigt for et trygt, stabilt og godt velfærdssamfund, og det er udlændingeområdet. Jeg vil bare henlede Folketingets og andres opmærksomhed på, at et af de områder, hvor der rent faktisk er fundet rigtig mange penge til en forbedret velfærd i det danske samfund siden 2001, er udlændingeområdet via en stram udlændingepolitik. Og jeg vil bare nævne tre tal som illustration af, at vi faktisk er kommet ganske langt i retning af en bedre indvandrerpolitik end den, der var under SR-regeringen før 2001.

     I 2001 var det sådan, at antallet, der søgte asyl, var
12.512; i 2005 var antallet 2.260. I 2001 gav man familiesammenføring til 10.950 personer; i 2005 var antallet
3.525. Der blev givet asyl i 2001 til 6.263; i 2005 var antallet 1.151. Se, nedgangen i de her tal har sparet det danske offentlige system for milliarder af kroner. De milliarder har vi kunnet bruge på noget andet, på en forbedret velfærd. Sådan handler det om også at prioritere i den offentlige økonomi og sikre, at vores velfærdssamfund får tilført flere penge, ved at vi bruger pengene mere fornuftigt.

Tak til ordføreren.
     Der er nu fremsat følgende forslag til vedtagelse: (Se foran). Dette forslag indgår herefter i forhandlingen.
     Jeg skal gøre opmærksom på, at der foreløbig er en række medlemmer, der har bedt om ordet for at komme med korte bemærkninger til Dansk Folkepartis ordfører.
     Den første er hr. Carsten Hansen, og derefter er det fru Margrethe Vestager, hr. Villy Søvndal, fru Line Barfod, fru Kirsten Brosbøl, fru Charlotte Fischer, hr. Jens Peter Vernersen, hr. Ole Sohn, hr. Ole Glahn, hr. Jørgen Arbo-Bæhr, fru Lene Hansen, hr. Morten Homann, hr. Jan Petersen, hr. Morten Østergaard, hr. Klaus Hækkerup og hr. Ole Stavad. Det er dem, der foreløbig har meldt sig.

Jeg får helt tårer i øjnene, når jeg hører hr. Kristian Thulesen Dahl tale om solidaritet osv., det trækker virkelig
i tårekanalerne. Men må jeg ikke spørge Dansk Folkepartis ordfører hr. Kristian Thulesen Dahl: Vidste Dansk Folkeparti, da man vedtog kommunalreformen og udligningsreformen med lovforslag nr. L 194 og de bemærkninger, der er i det om kommunernes likviditet og vindere og tabere, at en lang række kommuner faktisk ville tabe på det her, i modsætning til hvad ministeren har opgivet i det her lovforslag? Lad mig nævne et eksempel, som har været fremme i debatten før, nemlig Holstebro kommune. Holstebro kommune har fået at vide, at den skulle blive vinder med 19 mio. kr., og at den kunne sætte skatten ned med 22 mio. kr., men når man så kigger på de beregninger, den selv har fremsat, så er det sådan, at den faktisk mangler 29 mio. kr., altså en forskel på 48 mio. kr. eller en besparelse pr. indbygger på 883 kr. Vidste Dansk Folkeparti det, da man stemte for det her forslag?

Det, jeg mener var kendt stof på det tidspunkt, var jo, at tallene hviler på nogle tal fra et bestemt år. Og når man så laver den endelige udligning senere, laver man den ud fra nyere tal. Og hvis det er rigtigt, at det er det, der er sagen, at man laver den ud fra nyere tal, og at resultatet derfor bliver anderledes, betyder det selvfølgelig også, at tallene flytter sig, og det betyder, at pengene flytter andre steder hen. Forestiller vi os f.eks., at man i et område bliver mere velstillet end det, der var lagt til grund, så får man knap så meget, for pengene går et andet sted hen i stedet for.
     Hvis det er det, vi kan lægge til grund, så undersøg det og læg det til grund, hvis vi kan det. Det tror jeg vi kan, og hvis det er sagen, så betyder det jo lige præcis, at det er solidaritet, fordi pengene så i højeste grad går derhen, hvor der er størst behov. Så jeg vil sige: Lad tårerne få lidt friere løb, og lad dem stå ud i Folketingssalen, så vi kan se, at man virkelig føler den solidaritet, som hr. Carsten Hansen taler om.

Der er åbenbart kun vindere i solidaritetens navn i det her. Men kan hr. Kristian Thulesen Dahl ikke godt for det første forstå de borgerlige borgmestre f.eks. i Holstebro? De havde regnet med, at de skulle være vindere, og nu bliver de tabere
i forbindelse med det budget, de har lagt, og de tal, som et folketingsflertal har vedtaget. Altså, i stedet for at stå med et plus på 19 mio. kr. står man en manko på 48 mio. kr. Der vil jeg spørge i solidaritetens hellige navn, som jeg forstår at Dansk Folkeparti nu bekender sig til: Vil man så ikke være med til at få de sande tal frem over hele landet, så vi kan foretage en vurdering af, hvad der egentlig er fakta, og hvad der ikke er fakta? Det gælder både i forbindelse med udligningsreformen og i forbindelse med strukturreformen, som er fremme, for på alle de tal, vi har set, kan vi se, at det åbenbart går den forkerte vej. Vil hr. Thulesen Dahl være med til at skaffe de sande tal og på den baggrund lave en opgørelse over, hvem der er vindere og tabere, så vi kan få en reel udligning i solidaritetens navn?

Absolut, det er da et oplagt mål, at vi alle sammen får mere viden om, hvor pengene rent faktisk flytter hen. Jeg har på fornemmelsen, at der er nogle kommuner, vi hører meget lidt til, for jeg kan simpelt hen ikke forestille mig, at pengene bare bliver væk, forsvinder ud i det blå. Derfor: Hvis der er én kommune, der får mindre ud af et samlet beløb, der fordeles, er der nogle andre kommuner, der får mere. Og jeg har da kun én interesse som politiker, og den er at vide tilstrækkelig meget om, hvor de penge så flytter hen.
     Jeg ville endda gå videre, end jeg tror jeg kunne få hr. Carsten Hansen til at gå. Da vi kom med 424 mio. kr. ekstra til kommunerne for et par uger siden, ville vi jo gerne have de penge ud til de kommuner, der havde størst behov. Men se, der støder vi jo mod hele det systemtænkende Danmark, som bl.a. KL repræsenterer, og som siger, at så undergraver vi det kommunale selvstyre. Så vi kunne simpelt hen ikke få lov til med den kommunale part at dele pengene ud på den måde, der ville give størst retfærdighed. Men hvis der er toner fra Socialdemokratiet i den retning, at vi på den måde kan fordele penge mere direkte til den enkelte kommune og styre meget mere målrettet i forhold til den enkelte kommune, så er det jo ikke Dansk Folkeparti, Socialdemokratiet vil få problemer med. Det har været andre, måske også i ens eget parti, man har haft problemer med.

Jeg synes, det er godt at høre fra Dansk Folkepartis ordfører, at han tager fuldt ansvar for kommunalreformen og også glæder sig over den og gentager det, som er målene for kommunalreformen.
     Jeg synes også, at der blev brugt meget pædagogik for at forklare, hvordan det så kan være, at virkeligheden ser ud, som den gør for de mennesker, der konkret oplever den. Det tyder jo på, at man mener, at man har et vist forklaringsproblem.
     Som hr. Thulesen Dahl sikkert husker rigtig, rigtig godt, var den primære grund til, at Det Radikale Venstre forlod forhandlingerne om strukturreformen, at vi ikke kunne få oplyst, hvad det var for en økonomi, kommunerne ville få, og fordi vi forudså det økonomiske kaos, kommunerne sidder med i øjeblikket.
     Bekymrer det ikke hr. Thulesen Dahl som støtteparti til regeringen at have været med til noget, der helt åbenlyst, når man ser på det, der foregår rundtomkring, og kan mærke det, skaber den desperation, kommunalpolitikere føler over at skulle håndtere den store vigtige opgave, hr. Thulesen Dahl synes det er at gå ind i noget uden at kende det reelle grundlag? Tværtimod, må jeg sige, har man kastet sig ud i det her med en forhåbning om, at økonomien var i orden. Og det står jo i skærende kontrast til det, vi hurtigt kan blive enige om, nemlig at man skal vide, hvad tallene er, og man skal følge dem helt til dørs.

Jeg er ikke enig i, at der er økonomisk kaos. Vi har at gøre med et sammensurium af ting, der væltes oveni hinanden; selvskabte problemer, sammenlægning af kommuner, udligningsreform, der alt sammen, når det lægges sammen, tårner sig op til nogle udfordringer i kommuner, hvor alt så bliver henledt til, at det også er kommunalreformens skyld. Men det er det ikke.
     Der er også kommuner, der bestemt har selvskabte problemer; jeg ved det af erfaring fra mit eget lokalområde, hvor jeg kan se, at kommuner har budgetteret med f.eks. at lave anlæg af et omfang, de slet ikke havde økonomi til, med det resultat, at alle og enhver ved, at uanset om der var kommunalreform eller ej, ville de kommuner stå med et problem
i 2007, som de skulle håndtere. Men fordi der nu er kommunalreform oveni, siger man, at det er kommunalreformens skyld. Og det bakker fru Margrethe Vestager så op. Vedrørende det med, om vi har et forklaringsproblem, vil jeg sige: Ja, der er jo åbenbart et eller andet forklaringsproblem her, men det er der jo, det er jo åbenlyst. Derfor er det selvfølgelig også nødvendigt at fortælle, hvad der er op og ned på det her. Det mener jeg vi har et ansvar for at gøre. Altså, når vi kan se, at den socialdemokratiske politiske ordfører på Københavns Rådhus fortæller os, at man opjusterer børnepasningen i København, og der samtidig er københavnske forældre og pædagoger, der strejker, fordi de mener, at de får ringere vilkår, så er der jo et eller andet, der er gået galt i forklaringen - måske fra os, men måske også fra Socialdemokraterne på Københavns Rådhus.

Jeg ved ikke, om et sammensurium er væsentlig bedre end et kaos, men det skal ikke skille os ad. Det, der i hvert fald er meget klart, er, at Dansk Folkepartis ordfører erkender, at det står meget, meget uigennemskueligt til derude.
     Det, som jo et eller andet sted må vække til en vis eftertanke, er, at Dansk Folkeparti som regeringens støtteparti har bidraget til en lang række af de faktorer, der har skabt det sammensurium, senest har de jo bidraget til den skattelettelse, der er kommet børnefamilierne til gode i form af en takstnedsættelse på børneinstitutionerne, hvor man må sige, at den kompensation, kommunerne har fået, ikke altid er sådan fordelt, at de bliver kompenseret for det; det er det ene.
     Det andet er, at det jo er penge, som i den grad er øremærkede. Det synes jeg står i kontrast til ordførerens meldinger så sent som her i morges om, at der ikke står skattelettelser på Dansk Folkepartis program; der står velfærd på Dansk Folkepartis program. Og det synes jeg må skære i ørerne rundtomkring i kommunerne, hvor man har haft den oplevelse, at Dansk Folkeparti har støttet en skattelettelse, som har gjort, at kommunernes i forvejen uoverskuelige situation er blevet gjort endnu værre. Vækker det ikke til eftertanke eller fortrydelse?

Jeg synes, det er et rigtig, rigtig godt eksempel, fordi lige præcis når det drejer sig om den nedsatte forældrebetaling fra 33 pct. som lovmaksimum til 25 pct., vil jeg sige, at man regner med, at det i tabte indtægter til det offentlige kostede ½ mia. kr., som staten så gav til kommunerne. Og det er nemlig fuldstændig rigtigt, som fru Margrethe Vestager siger, at det jo har givet det, at nogle kommuner har fået mere, end de egentlig har tabt, og andre kommuner har fået mindre, end de har tabt.
     Hvad kunne man gøre der? Man kunne sige, at man sendte pengene ud, altså man lavede en aftale med den enkelte kommune, og så sendte man pengene fra staten direkte ud til den. Det vil jo, kan vi også høre på den radikale fru Margrethe Vestager, have en større retfærdighed over sig. Men kan vi få lov til det? Vil Det Radikale Venstre støtte sådan en økonomisk politik over for kommunerne? Man vil ikke få vrøvl med Dansk Folkeparti.
     Jeg har den opfattelse, at det ville vi aldrig få igennem med radikal opbakning, fordi De Radikale vil sige, at det kommunale selvstyre er bundet i, at man laver aftaler på vegne af alle kommuner under et, og når staten giver en kompensation til kommunerne for et eller andet, så bliver det fordelt efter det her såkaldte bloktilskudsprincip. Men jeg synes da, det er en meget interessant åbning, at man peger på det her problem, at nogle kommuner har fået for meget, og nogle kommuner har fået for lidt, fordi det bliver fordelt efter de principper, der gælder i dag.

Hr. Thulesen Dahl brugte ikke meget af sin ordførertale til sådan at kigge på, hvad der sker ude i kommunerne. Det kan man måske godt forstå, fordi sagen er jo, at Dansk Folkeparti har ansvaret for samtlige de store aftaler, der er lavet, og som vedrører den kommunale økonomi; aftaler i forbindelse med strukturreformen, udligningsreformen og finanslove gennem en lang periode.
     Dansk Folkeparti plejer jo at sige, at de har meget stor indflydelse. Jeg vil så spørge: Hvordan føles indflydelsen nu, hvor vi er i en situation, hvor der har fundet en beskæring sted i den her regerings levetid, og hvor f.eks. tildelingen af hjemmehjælpstimer til den enkelte ældre er faldet og faldet og faldet og fortsætter med det? Sker det, fordi Dansk Folkeparti er blevet snydt? Altså, var Dansk Folkeparti ikke dygtige nok, lod de sig besnakke af en meget snakkende finansminister? Eller var Dansk Folkeparti kyniske nok til at sige: Det går nok, og der er nok ingen, der opdager det? For det er jo helt oplagt, at virkeligheden ikke ser ud, som Dansk Folkeparti har sagt den skulle se ud. Er man blevet snydt, er det finansministeren, der har besnakket Dansk Folkeparti, eller hvad er det, der er sket?

Nu kiggede jeg lige i mit manuskript. Det er godt nok stikord, jeg har i det, når jeg holder tale, men de forholder sig stort set alene til det, der handler om kommunernes situation. Så det er jo lidt overraskende, at hr. Villy Søvndal åbenbart ikke hørte den og alligevel vælger at stille et spørgsmål med baggrund i, hvad jeg så har sagt og ikke sagt. For vi er meget optaget af, hvad der foregår i kommunerne, vi bor sådan set selv i kommuner, og alle herinde har børn, der skal passes osv. Så vi er alle sammen dybt optaget af, hvad der sker i kommunerne.
     Derfor er det afgørende for os, at det har udviklet sig sådan, også i de her år hr. Villy Søvndal berører, at pengene til kommunerne er blevet stadig flere. Så kan det godt være, at kommunerne vælger at prioritere på en måde, som ikke huer os. Og derfor kan det jo godt være, at vi skal ind og overveje, om vi i højere grad skal styre noget økonomi,
f.eks. styre en økonomi frem til de ældre, som har behov for en større håndsrækning. Det kan vi jo f.eks. gøre ved de finanslovforhandlinger, vi har her i efteråret, hvor vi skal diskutere nogle af de her puljer, som kommunerne ellers har været meget sure over at vi etablerer med den finanslov. Her har vi jo mulighed for at tage nogle statslige penge og sige, at de kan komme ud og arbejde i kommunerne, forudsat at kommunerne bruger dem på at forbedre vilkår for vores ældre medborgere.

Det er jo interessant, for tallene taler jo deres tydelige sprog. Vi har fået et svar fra finansministeren, som år for år regner ud, hvor meget hjemmehjælp ældre over 67 år får. Jeg ved ikke, om hr. Thulesen Dahl kender det, men det er spørgsmål nr. 33 til aktstykke 189 af juni 2006. Det er gennemgået år for år, hvor meget hjemmehjælp der tildeles over-67-årige.
I alle de år, hvor hr. Kristian Thulesen Dahl har siddet med ansvaret, er det faldet og faldet og faldet. Er det, fordi man ikke er dygtige nok i Dansk Folkeparti, eller er det, fordi man er blevet snydt? For det er jo ikke det, Dansk Folkeparti har sagt, at de ville.

     Er det i virkeligheden sagen i en nøddeskal, at et er, hvad Dansk Folkeparti siger, et andet er, hvad de gør? I dag siger de: Ingen skattelettelser før et valg. Skal vi lægge samme vægt på det, som da man inden sidste folketingsvalg lovede, at hvis vælgerne stemte på Dansk Folkeparti, blev efterlønnen ikke forringet med Dansk Folkepartis stemmer? Er der simpelt hen ikke et stadig større atlantisk svælg mellem, hvad Dansk Folkeparti siger, og hvad der faktisk sker?

Nej. Hr. Villy Søvndal har stillet mig et næsten enslydende spørgsmål tidligere og har fået det samme svar: Nej, det er der ikke.
     Når jeg sidder som lokalpolitiker, forfægter jeg Dansk Folkepartis politiske holdninger og ønsket om, at der bliver bedre tid til at hjælpe vores ældre medborgere. Og når vi indgår aftaler her på Christiansborg om f.eks. finansloven, sikrer vi også dels flere midler til den kommunale økonomi år for år, dels særlige statslige midler til gavn for de ældre.
     Det, der så er spørgsmålet efter det, er jo, om der er behov for, at staten i endnu højere grad styrer et bestemt serviceniveau på vegne af vores ældre medborgere. Der er jo andre, der er begyndt at tænke i nationale standarder, i, om vi skal have minimumsstandarder og den slags, altså om staten skal detailstyre mere over for kommunerne, så vi er sikre på, at det hensyn, vi ønsker der skal tages overalt i Danmark til gavn for vores ældre medborgere, også tages.
     Det kan jo godt være, at der er kommuner, der vælger at prioritere de ældre lavere, end vi ønsker. Og så er spørgsmålet: Skal vi så sætte os igennem og sige, at vi vil have det her niveau for vores ældrepleje i Danmark, og det sætter vi så igennem på et nationalt niveau? Det er jo spørgsmålet, og det er den principielle diskussion, som egentlig er vigtig her. Og der er der mere og mere, der tyder på, at vi må ind og fastlægge nogle niveauer.

Man har jo flere gange set, at Dansk Folkeparti lover og lover, og så gør de det stik modsatte, når de kommer til magten. Vi har flere gange fra Enhedslisten undersøgt, hvordan Dansk Folkeparti stemmer i kommunerne, og selv om de har lovet, at de ikke ville skære ned over for de ældre, selv om der ikke var en krone i kommunekassen, så har de gjort det alligevel. Og det har vi jo også oplevet nu i forbindelse med den stramme kommuneøkonomi.
     Det er jo sådan, at det alene er med Dansk Folkepartis stemmer, nedskæringerne er blevet påtvunget kommunerne; det er alene hr. Kristian Thulesen Dahl, der i Finansudvalget har sikret flertallet for, at ældre ude i kommunerne må opleve, at de i stedet for at få varm mad og menneskelig kontakt hver dag nu får frossen mad en gang om ugen, eller at de i stedet for at få gjort rent en gang om ugen fremover risikerer kun at få gjort rent hver anden uge.
     Overvejer Dansk Folkeparti, om de vil holde op med at udstede løfter, som de alligevel ikke har tænkt sig at holde, eller vil de blive ved med at komme med nogle løfter, som ingen behøver at fæste lid til?

Det er helt fantastisk, at fru Line Barfod kan tage her det udgangspunkt, og vi har jo også diskuteret nøjagtig det her mange gange tidligere.
     Jeg vil bare nævne et eksempel: Så vidt jeg husker den såkaldte undersøgelse, som Enhedslisten lavede - det kan vi jo slå op bagefter, og så kan vi komme tilbage til det senere
i debatten - tror jeg at Brædstrup Kommune var på listen. Og
i Brædstrup Kommune havde man lagt to køkkener, der lavede mad, sammen til ét køkken. Samtidig var man gået fra den situation, at de ældre fik et bestemt måltid mad - de kunne altså ikke vælge, de fik bare det her måltid mad - til at de nu til gengæld kunne vælge mellem to forskellige måltider mad om dagen, fordi man lavede den her ændring. Der blev altså større valgfrihed for de ældre. Se, er der nu tale om en forbedring eller en forringelse? De sparede nogle penge på det, og derfor er sådan en kommune listet op i Enhedslistens såkaldte undersøgelse som et sted, hvor man skærer ned. Jeg er overbevist om, at mange ældre vil føle det som en forbedring, at de hver dag kan vælge, om de vil have det ene måltid mad eller det andet, altså får større frihed til at få det, de har lyst til. Det er bare for at vise, at den måde, fru Line Barfod jonglerer med tallene og baggrunden for, om man diskuterer, om der er sket forbedringer eller forringelser, altså er lidt vanskelig sådan at forholde sig helt seriøst til.

Jeg kan godt forstå, at hr. Kristian Thulesen Dahl ikke har lyst til at svare på det, jeg spørger om. Jeg spørger, om hr. Kristian Thulesen Dahl vil blive ved med at love noget, som han alligevel ikke har tænkt sig at holde. Altså, her i de seneste dage har vi jo oplevet, hvordan hr. Kristian Thulesen Dahl er ude at sige, at der vil komme 1 mia. kr. mere til kommunerne. Og så siger han her til morgen, at det gør der kun, hvis han får lov af regeringen, ligesom vi tidligere har oplevet, at Dansk Folkeparti ikke holdt efterlønsløftet, at de var med til at skære ned over for de ældre osv.
     Det er hr. Kristian Thulesen Dahl, der har sikret flertallet for, at kommunerne nu skal sidde og skære ned over for de ældre. Og det er muligt, at hr. Kristian Thulesen Dahl ikke synes, det er en forringelse, hvis en ældre tidligere har fået hjemmehjælp en gang om ugen og nu kun får det hver anden uge. Men jeg tror altså, at der er en del ældre, der oplever det som en klar forringelse. Vil hr. Kristian Thulesen Dahl holde, hvad han lover, eller vil han holde op med at udstede løfter, han alligevel ikke har tænkt sig at holde?

istian Thulesen Dahl (DF): Jeg forsøger bare stilfærdigt at sige, at når man kommer med et eller andet angreb på baggrund af en forudsætning, så er det godt lige at have tjekket den forudsætning, man baserer sit angreb på. Og det er ikke altid, fru Line Barfod har gjort sig den umage. Det var bare min bøn, at hun gjorde det, for så ville vi få en lidt nemmere måde at diskutere på. Jeg synes jo bestemt ikke, det er godt, hvis der generelt skal skæres ned i ældreplejen; vi vil have en opjustering af ældreplejen, vi vil have en bedre ældrepleje, men vi flytter nogle penge i kommunalreformen fra nogle rigere kommuner til nogle fattigere kommuner. Det er udtryk for solidaritet, det er udtryk for, at nogle af de, der ikke har haft så store muligheder for at levere f.eks. en ordentlig service til de ældre, skal have en lidt bedre mulighed. Se, sådan en tankegang, der drejer sig om, at f.eks. Nordsjælland skulle levere lidt mere til Lolland, eller at Nordsjælland skulle betale lidt mere til Sydfyn, troede jeg et eller andet sted at man, hvis man havde sådan en socialistisk baggrund, ville have en vis sympati for. Det, jeg så har oplevet, som jeg også nævnte i mit ordførerindlæg, er altså, at sympatien og solidariteten mere rækker til afrikaneren end til folkene i ens nabokommune.

Så går vi videre, og den næste er fru Kirsten Brosbøl.

Jeg er egentlig glad for, at Dansk Folkepartis ordfører slutter med den replik, som jo også indgik i ordførertalen. Jeg vil nemlig også godt gribe fat i det her begreb om solidaritet, for jeg tror sådan set, at det er Dansk Folkeparti og hr. Kristian Thulesen Dahl, der ikke rigtig har forstået, hvad begrebet egentlig handler om.
     Man kan jo spørge sig selv, om solidaritet er, at man rundtomkring i kommunerne oplever, at der bliver dårligere personlig pleje, at der bliver dårligere rengøring, og at der bliver færre fritidsaktiviteter for de ældre. Er det solidaritet med de ældre? Er det solidaritet med børnene, når de oplever, at der er færre voksne til at tage sig af dem i dagligdagen, at de oplever forringelser i daginstitutionerne? Er det solidaritet med de udsatte i vores samfund, når Rådet for Socialt Udsatte kan dokumentere, at der har været nedskæringer på 2 mia. kr. om året over for dem, der i forvejen har mindst i det her samfund? Det er alt sammen noget, som Dansk Folkeparti har lagt stemmer til. Er det det, som Dansk Folkeparti forstår ved solidaritet? Så har vi simpelt hen en begrebsforvirring her.

Hvis man ser på de protester, der har været rundtomkring i landet de seneste dage og uger, er jeg kommet med denne opfordring: Protester der, hvor der er noget at protestere over; protester, gør det, giv meninger til kende i et frit samfund. Men lad være med at protestere de steder, hvor der ikke måtte være noget at protestere over, for det gør det så hulens svært at komme og hjælpe, når det viser sig, at protesten ikke handler om, at der er noget at protestere over, men om, at man bare måske vil have en anden regering, eller om, at man er sur og tvær over et eller andet andet.
     Som eksempel nævner jeg Københavns Kommune, hvor Socialdemokratiets politiske ordfører var på tv forleden aften for at fortælle os alle sammen, at man i Københavns Kommune opjusterer børnepasning, alt imens vi kan se københavnere blokere egne daginstitutioner og pædagoger nedlægge arbejdet. Så er det altså svært at se, hvad det egentlig er for en solidaritet, der er bundet op på sådan en tankegang.

Jamen jeg kan sådan set godt forstå, at Dansk Folkeparti forsøger at pakke hele den her diskussion ind i begrebet solidaritet. Det må jo være i erkendelse af, at her har Socialdemokraterne altså fat i den lange ende, og at man derfor er nødt til at bruge nogle af de begreber, som typisk appellerer til folk i en diskussion, der handler om velfærd. For os handler solidaritet jo præcis om fællesskabet, om den del af samfundskagen, som går til fællesskabet, det er det, hele det her drejer sig om.
     Der har vi altså en regering, hvor Dansk Folkeparti i langt overvejende grad lægger stemmer til den politik, der bliver gennemført, en regering, som blankt har sagt: Vi har faktisk en målsætning om, at den offentlige vækst skal være lille, og at den private vækst skal være stor, sådan at den offentlige sektor lige så stille fylder mindre af den samlede samfundskage. Er det det, som Dansk Folkeparti forstår ved solidaritet; mere solidaritet, mere fællesskab og mere velfærd?

Det svar er jo næsten som en gave. Det vil sige, at Socialdemokratiet anno 2006 er mere solidarisk end Socialdemokratiet anno 2000. Det er jo fantastisk, det er jo noget af en indrømmelse. For den plan, der tilrettelægger væksten i den offentlige økonomi, er baseret på planer fra SR-regeringens tid, den er sådan set bare en, der er arvet. Så det er helt fantastisk, hvis man siger, at det er afgørende for, om man viser solidaritet eller ej. Så kan vi nu konstatere, at Socialdemokratiet har erkendt, at under hr. Nyrup Rasmussens ledelse i 2000 var man ikke solidarisk. Se, det er jo interessant.

     Når jeg taler om solidaritet, bygger det på, at vi tager et fælles ansvar for nogle ting, at vi er med på at fordele ressourcerne, så nogle af dem, der trænger mest, får noget mere, til gavn for dem - til gengæld er der lidt mindre til nogle, der har mere.
     Det betyder også, at når man laver en udligningsreform, der har som udgangspunkt at tage penge fra Nordsjælland
f.eks. - hvor der er en socialdemokratisk næstformand, der er meget langt fremme i skoene med hensyn til at kritisere det, vi gør - og give til Lolland, Sydfyn osv., så er der en eller anden indbygget solidaritet i det, som man jo ikke rigtig kan komme uden om. Men se, det hører vi jo ikke meget om fra socialdemokratisk side.

Så er det hr. Ole Sohn.

Jeg synes, det er meget smukt, når hr. Kristian Thulesen Dahl taler om at prioritere ressourcerne, og at vi skal sørge for, at alle har det godt. Jeg hørte faktisk ikke i ordførerens tale om nogen, der skulle have det værre, og det er jo altid et godt udgangspunkt.
     Men der er et eller andet, som jeg ikke helt kan få til at hænge sammen, og det er, at Dansk Folkeparti jo er medansvarlig for regeringens økonomiske politik, som meget målbevidst går i retning af at mindske udviklingen af den offentlige sektor til fordel for det private forbrug. Det er jo det, skattestoppet er hele omdrejningspunktet for.
     Derfor er vi jo i den situation, at væksten i kommunerne er den laveste, den har været nogen sinde eller i hvert fald
i de sidste mange, mange år, plus at den seneste aftale gør, at der er færre penge i kommunerne i 2007, end der blev forbrugt i 2005. Det er jo en politik, som Dansk Folkeparti tager medansvar for. Hvor længe vil de gøre det?

Der er jo ikke nogen, der lægger skjul på, jeg gør i hvert fald ikke, og det har jeg heller ikke gjort under tidligere debatter - jeg tror også, vi talte om det under førstebehandlingen af finanslovforslaget den 7. september i den her sal - at vi er i en årrække, hvor væksten i de offentlige udgifter er meget begrænset, og hvor det derfor er en særlig vigtig øvelse at prioritere de offentlige penge, så pengene i højere grad går til de kerneområder, der er vigtige for os, bl.a. ældre og sygehuse. Bestræbelsen siden 2001 har været at sige: Den vækst, der er plads til, skal i så høj grad som overhovedet muligt hen til de her kerneområder, til de steder, hvor vi vil opprioritere, og så må vi prøve at finde pengene ved at neddrosle andre steder. Sådan er det.
     Det er bl.a., fordi vi har overtaget en plan og har accepteret, at der ligger et stykke arbejde fra en tidligere regering, som egentlig havde et fornuftigt udgangspunkt, der nemlig handlede om, at vi skulle halvere gælden frem til 2010
i procent af bruttonationalproduktet. Det er vigtigt for os, at vi får betalt af på gælden. Det er det af hensyn til vores børn og børnebørn. Når vi nu har en historisk mulighed for at betale af på en alt for stor offentlig gæld, så skal vi bruge den mulighed. Og når vi samtidig kan få at vide af Kommunernes Landsforening, at vi kan holde det serviceniveau næste år, som vi har i år, så handler resten altså om, at vi flytter rundt på nogle penge, fra nogle, der har lidt mere, til nogle, der har lidt mindre, i solidaritetens navn, og det synes jeg hr. Ole Sohn skulle anerkende.

Det kunne være meget rart, hvis hr. Kristian Thulesen Dahl ville svare på spørgsmålet.
     Man forhandler med Kommunernes Landsforening og fremlægger et fait accompli, som går ud på, at Dansk Folkeparti og regeringen har fastsat et skattestop, som hindrer en vækst i kommunerne, og Dansk Folkeparti og regeringen har lavet en vækstramme for det offentlige på 0,5 pct. - og det er ikke til forhandling. Det er ikke sådan, at man har forhandlet med kommunerne om: Hvor meget skal vi betale i skat, for at vi kan giver borgerne en ordentlig service, hvor meget skal vi have i vækst, for at vi kan sikre en ordentlig udvikling i kommunerne? Sådan har forhandlingerne jo ikke været. Det var et decideret siciliansk tilbud, som regeringen gav kommunerne med Dansk Folkepartis støtte.
     Det, der er mit pointe, er: Det er jo skattestoppet, der gør, at der ikke er plads til mere vækst i den offentlige sektor, og der står ingen steder skrevet, at Dansk Folkeparti skal støtte, at væksten i det offentlige kun må ligge på 0,5 pct., mens den private vækst må være 3 pct. Man kunne jo godt dæmpe stigningstakten i det private forbrug og så sikre bedre omsorg for ældre, en bedre folkeskole og bedre forhold for børnene. Det er et politisk valg, og der har Dansk Folkeparti valgt at støtte skattestoppet.
     Så spørger jeg bare: Hvor længe vil de gøre det med de konsekvenser, det har for servicen i den offentlige sektor?

istian Thulesen Dahl (DF): Jeg havde egentlig troet, hr. Ole Sohn ville rose mig og sige, at vi da ikke ville tage skridtet videre, nemlig at give skattelettelser i den her valgperiode med det resultat, at vi skulle dæmpe den offentlige økonomi for at finde plads til de her skattelettelser. Men nok om det; det kan være, det kommer i en anden runde senere på dagen. Sagen er den, at det, der egentlig bør markeres, jo er, at i en tid, hvor vi styrer økonomien stramt - hvilket vi mener er nødvendigt - og dermed også styrer den kommunale økonomi stramt, og i en tid, hvor vi lægger om på en masse ting og laver reform, og hvor der er en masse engangsomkostninger ved det, så siger Kommunernes Landsforening som repræsentant for samtlige kommuner her i landet til os: Med den aftale, der er lavet, kan vi gennemsnitligt, altså set under et, holde det serviceniveau næste år, som vi har i år. Kl. 14.30 Et eller andet sted må hr. Ole Sohn da anerkende, at det er kommunernes egen vurdering af situationen, at man samlet set kan holde det serviceniveau næste år, vi har i år, også selv om der kommer flere plejekrævende ældre, også selv om der kommer flere skolebørn, og også selv om der er engangsomkostninger ved at gennemføre reformen. Derudover flytter vi så rundt på nogle penge: tager fra nogle, der har lidt mere, og giver til nogle, der har lidt mindre. Og det er så det, jeg tillader mig at kalde solidaritet.

Så vel indenrigsministeren som hr. Thulesen Dahl har jo sagt klart og præcist, at det her bare drejer sig om at tilpasse servicen til de indtægtsrammer, der er, og det er jo det, man er i gang med ude i kommunerne med de katastrofale følger, som vi ser, fordi indtægtsrammen er for lav. Jeg synes egentlig, at hr. Thulesen Dahl bare stille og roligt skulle anerkende, at sådan er det.
     Når man sådan ser hr. Thulesen Dahl, minder det mig meget om en jernnæve i en fløjshandske: Det ser pænt ud, men derude, hvor det rammer, går det voldsomt til. Dyrere mad til pensionister, altså mere brugerbetaling, og i nogle tilfælde også dårligere mad. Dyrere betaling for skolefritidsordninger og dermed større udgifter for forældrene. Dårligere service i daginstitutioner; der er tale om lukkedage, hvor man lukker institutionen osv. osv.
     Det må da gøre indtryk på hr. Thulesen Dahl, at det er den virkelighed, som er uden for Christiansborg. Man skulle tro, hr. Thulesen Dahl kun kom herinde, men det ved jeg jo ikke er tilfældet. Men prøv i hvert fald at lægge mærke til, hvad det er, der sker derude, fordi man har lagt den her ramme. Det må da være et problem.

Jeg er meget opmærksom på det, der foregår, og det er jo rigtigt, som hr. Jens Peter Vernersen siger, at jeg er derude: Jeg sidder i en kommunalbestyrelse, jeg oplever, hvad der foregår, jeg er selv med til at lægge budget, jeg kender alle de her problemstillinger. Så selvfølgelig berører det mig da, hvad der sker.
     Det er også derfor, jeg siger, og det er jeg også kommet med opfordring til her forleden dag: Jamen så protestér da, hvor der er noget at protestere over, men lad dog være med at protestere der, hvor det alene får karakter af en politisk kamp for f.eks. en ny regering, med faneblade, som Venstres ordfører trak op tidligere, der handlede om Irakkrigen og alle mulige andre spørgsmål.
     Der nævner jeg så, og der må hr. Jens Peter Vernersen da også forholde sig til, at Socialdemokratiets egen politiske ordfører på rådhuset sagde til os alle sammen via tv-skærmen forleden, at serviceniveauet i daginstitutionerne i København øges, samtidig med at københavnske forældre og pædagoger protesterer, så børnene ikke kan blive passet. Imod hvad?
     Det er der, jeg synes, at Socialdemokratiet også burde have en interesse i, at man der, hvor der ikke er, jeg havde nær sagt med statsministerens ord, noget at komme efter, jo da lige så godt kunne sige til folk: Gå da på arbejde! Få da børnene passet i stedet for at komme med falske historier for at opildne til demonstrationer og lignende.

Hr. Jens Peter Vernersen for sit andet spørgsmål.

Hvis det er sådan, at vi skal tale om falske historier, så må jeg sige, at hr. Thulesen Dahl har leveret op til flere af dem i sit indlæg nu her, hvor der omtales, hvor meget der bliver flyttet fra en kommune til en fattigere kommune, sådan at de kunne få en bedre service. Det er jo netop det, der ikke sker i den kommune.
     Det, der sker derude, er, at de får overflyttet et beløb og i stedet for at kunne give en bedre service skal de sætte skatterne ned, og samtidig bliver der en ringere service, og det er det, som vi ser protester imod, hvad enten det drejer sig om de ældre, eller det drejer sig om daginstitutionerne. Det er jo virkeligheden. Hr. Thulesen Dahl har gang på gang sagt, at så får de flere penge til offentlig service derude. Nej, for de får ikke lov at bruge pengene. Det er jo det, der er virkeligheden, og det ligger der jo også både klare og præcise svar på.
     Det kan da heller ikke passe, at det er forbigået hr. Thulesen Dahls opmærksomhed, at der står i svar til Finansudvalget, at der overhovedet ikke er styr på økonomien
i det her. Og hvem har været den største hardliner, når man skulle true kommunerne? Det har faktisk været hr. Thulesen Dahl. Man skulle hellere se på, hvad problemet er, og så skulle man læse de svar, der ligger i Finansudvalget. Så kan man jo se, at kommunerne ikke får pengene.

Jeg vil gerne sige til hr. Jens Peter Vernersen, at der, hvor man flytter penge fra én kommune til en anden, og hvor man siger, at den kommune, der modtager nogle penge, skal sætte skatten ned, skal de gøre det for en del af det, de modtager, altså sætte skatten ned, en anden del kan de så bruge i 2007. Hvis man så kommer frem til budgetlægningen for 2008 og synes, at man bør bruge flere af de penge, man har fået ved hjælp af udligningsreformen til kommunalt forbrug og ikke til borgernes eget forbrug, så kan man hæve skatten i 2008.
     Så man kan altså bruge en del af pengene i 2007 på offentligt forbrug, kommunalt forbrug, og i 2008 kan man så hente mere hjem, hvis man vil det, men det er jo så et kommunalt ansvar, om man gør det. Det er jo det, der ligger i det kommunale selvstyre, som hr. Jens Peter Vernersen er fortaler for, sådan som jeg har forstået det.

Så går vi videre i rækken af korte bemærkninger med fru Charlotte Fischer.

Hr. Kristian Thulesen Dahl vil jo gerne tegne et billede af Dansk Folkeparti som kommunernes redningsmand, som dagens mand i skysovs, fordi nu kommer man og redder kommunerne. Hvis der skulle ske nogen serviceforringelser, f.eks. som led
i kommunalreformen, som ikke har været tilsigtede osv., så vil Dansk Folkeparti gerne hjælpe til. Vi er nok mange, der er ret forundrede, for hvad er lige meningen? Én ting er, at Dansk Folkeparti jo har været med til at forfægte hele retorikken om, at det her var en udgiftsneutral reform, vel vidende at man faktisk ikke kan flytte to kontorer sammen, uden at det koster noget i flytning, tabt arbejdsproduktivitet osv. Men man kan også sige: Hvad er der pludselig sket? Jeg har bl.a. fundet frem til, at den 14. september - det er 2-3 uger siden - sagde hr. Kristian Thulesen Dahl, at det kommunale selvstyre gik en sikker død i møde, hvis rebelske borgmestre ikke stod ved den aftale, som Kommunernes Landsforening har indgået i juni. Nu har piben lige pludselig fået en helt anden lyd, for nu handler det om: Hov, der var alligevel nogle udgifter, som måske var helt i orden, og hvor der faktisk skal kompenseres. Hvad er egentlig det rigtige i det her? Og hvad er der sket siden den 14. september?

Det hænger aldeles glimrende sammen. Den aftale - og det er jo også det, der fremgår af forslaget til vedtagelse - der er indgået mellem stat og kommuner, bygger på nogle forudsætninger. Så længe de forudsætninger holder, skal kommunerne selvfølgelig holde deres del af aftalen, ligesom staten skal holde sin del af aftalen. Sådan må det jo være, når man indgår aftaler. Hvis forudsætningerne skrider, så gør man opmærksom på det, for så er der noget nyt at forholde sig til. Så enkelt er det.
     Vi beviste i øvrigt også, at der er den her helt logiske sammenhæng, da vi for, det er vel 3-4 uger siden nu, sagde til regeringen: Vi bliver nødt til at få kigget på det med de omkostninger, der bliver væltet over på kommunerne fra de institutioner, de modtager fra amtet. På det sociale område ser det ud til, at kommunerne har fået for få penge. Det fik vi regnet ud og fandt ud af, at kommunerne muligvis manglede op til 424 mio. kr., med det resultat, at kommunerne fik 424 mio. kr.
     Så det er ikke bare noget, vi står og siger. Der er sammenhæng i tingene. Og vi går ud og siger, at hvis forudsætningerne flytter sig, så reagerer vi på det, og vi har faktisk vist i praksis, at vi netop reagerede på det ved at levere nogle flere penge.

Fru Charlotte Fischer for sin anden korte bemærkning.

Nu kan man sige, at den her melding kommer midt i det hele. Den kommer endda, før kommunerne har lavet deres budgetter, før vi faktisk kender det egentlige billede. Man kan da rolig sige, at det her er rimelig kaotisk. Man sidder og siger, at det handler om at give kommunerne ordentlige arbejdsvilkår, og at det skal foregå på en ordentlig måde, og så melder Dansk Folkeparti ud her midt i det hele, før vi kender det endelige billede, at nu skal der kompenseres.
     Jeg vil bare spørge hr. Kristian Thulesen Dahl: Når man gør det på den måde, er det så med det dystre perspektiv, hr. Kristian Thulesen Dahl satte op, nemlig at det i virkeligheden går ud på at aflive det kommunale selvstyre? For nu skal man ind og gå hver enkelt kommune igennem og finde ud af, hvor der skal kompenseres rundtomkring, så det i virkeligheden handler om alt andet end at skabe stærke kommuner, sådan som forslaget til vedtagelse siger i dag, det handler simpelt hen om at aflive det kommunale selvstyre, som vi har i dag, og give kommunerne alt andet end ordentlige arbejdsbetingelser.

Det kan være svært at vælge, om man skal gå ind for, at kommunerne skal have en hjælpende hånd, hvis forudsætningerne er skredet, med den risiko, at så begynder vi lige pludselig at se på, hvad der sker i kommunerne, eller om man skal sige:
Vi rører det ikke, for så er der ingen risiko for, at vi blander os.
     Det siger jo sig selv, at hvis man skal give en kompensation på grund af nogle forudsætninger, der skrider, så kan man vælge to måder at give den der kompensation, give de penge til kommunerne på: Enten kan man sende dem ud til alle kommuner, og så er der en masse kommuner, der ikke har de store problemer, som så også får nogle penge, eller man kan sende dem lige præcis derud, hvor problemerne er.
     Det sidste vil skabe en større retfærdighed og sikkert også en følelse af større retfærdighed i de kommuner, der har været ramt. Men så bliver man jo nødt til at gå ind og kigge på tallene i den enkelte kommune, ellers kan man ikke gøre det.
     Så der må fru Charlotte Fischer og Det Radikale Venstre altså vælge, om man vil have, at vi skal gå ind og på den måde meget mere millimeternøjagtigt prøve at sikre en større retfærdighed med den risiko, at vi kigger kommunerne over skulderen, eller om vi ikke skal.

Den næste korte bemærkning er fra hr. Ole Glahn.

I Det Radikale Venstre er vi også meget optaget af den proces, som foregår, når demokratiet skal fungere, og vi kan sige - og det har været sagt mange gange - at det jo er et stort kompleks, vi gennemfører nu med en kommunalreform, en udligningsreform og en opgaveflytning. Der glæder jeg mig meget over, at hr. Thulesen Dahl sagde: Protestér, når der er noget at protestere over. For jeg var blevet lidt usikker, da jeg havde læst Jyllands-Posten i dag, hvor jeg kunne se, at når det er inden for Dansk Folkepartis egne rækker, så smider man folk ud, når de siger noget andet end det, partiledelsen vil.

     Jeg kan forstå, at hr. Thulesen Dahl formentlig også synes som statsministeren, som jo har sagt i forbindelse med det her, at det er de sædvanlige ballademagere, og der tænker statsministeren formentlig på de fædre og mødre, som har været ude i deres børnehaver og måske besat dem og diskuteret med pædagogerne, hvad der skulle ske, ud fra en ægte bekymring for, hvad fremtiden bliver for deres børn.
     Der vil jeg gerne spørge hr. Thulesen Dahl: Mener hr. Thulesen Dahl, at det er fremmende for en samtale og en dialog i så stor en reformtid, at man bruger udtrykkene sædvanlige ballademagere og socialistisk inspireret politisk kamp?

Jeg synes, man skal skille tingene ad. Jeg er ikke tilhænger af, at man laver blokader, det er jeg ikke tilhænger af, og blokader er jo også ulovlige. Det er jeg ikke tilhænger af at man gør, og derfor synes jeg ikke, man skal gøre det. Jeg er tilhænger af, at man som politiker stiller op og tager diskussionen direkte med dem, som måtte være berørt af det, politikerne træffer beslutning om, at man tager diskussionen og også stiller op i situationer, hvor der er nogle, der protesterer og er vrede. Det er den dialog, man skal have i et godt, demokratisk samfund. Men det er ikke ved at forhindre mennesker i f.eks. at udføre deres arbejde. Det mener jeg ikke er reelt.
     Nu har hr. Glahn jo muligheden for at komme igen, og så kan han jo sige, om det er Det Radikale Venstres synspunkt, at det i virkeligheden bør være sådan, at man anerkender blokader som et instrument, så forældre, der gerne vil have passet deres børn, ikke kan få dem passet. Det synes jeg ikke, og jeg tror, at statsministeren har været inde i nogle af de overvejelser i forbindelse med det, han har sagt; det må han jo redegøre for. Men der synes jeg man går over stregen. Man går ikke over stregen, fordi man møder op på Slotspladsen eller foran rådhuset og demonstrerer og i øvrigt giver sin mening til kende. Det holder jeg meget af at man kan i et frit samfund.

Men man går næsten over stregen, hvis man bruger længere tid end det ene minut. Så er det hr. Ole Glahn for anden og sidste korte bemærkning.

Nu er det jo mig, der er så privilegeret, at det er mig, der kan spørge ordføreren, så jeg vil gerne spørge ordføreren endnu en gang, om ordføreren mener, at det er fremmende for en politisk dialog, når man fra landets statsministers side siger, at det er de sædvanlige ballademagere, og at det er socialistisk inspireret politisk kamp, der foregår, når vi ser på de forældre, som har været involveret i det her, hvad enten de har blokeret, eller de har haft drøftelser og været ægte bekymrede for deres børns fremtid.
     Mener hr. Thulesen Dahl, at det er gode bemærkninger at komme med i den situation? Det vil jeg gerne have et konkret svar på.

Jeg tror bare, man skal kunne sondre. Jeg synes, bemærkningen kan være velvalgt over for nogle af dem, der har været i aktion i forbindelse med de demonstrationer, vi har set. Der har det mindet om en regulær politisk kamp, der hverken handlede om børns vilkår eller skolebørns tarv eller ældres vilkår, men simpelt hen handlede om at forsøge at skabe grobund for en anden regering; det er jo legitimt nok, men de misbruger situationen i et andet ærinde. Sådan har det været for nogles vedkommende.
     Så har der været andre, hvor det er forældre, der er dybt bekymrede og optagede af deres børns vilkår, og det har jeg fuld respekt for. Jeg ville synes, det var mærkeligt andet. Der er det så bare min appel, at de forældre, der virkelig er dybt optagede af børnenes forhold, hvilket er helt berettiget, skal gå på barrikaderne inden for det lovlige regelsæt, der er: De skal henvende sig til politikerne, de skal demonstrere, når de skal demonstrere, de skal gå til møder og tage diskussionen, men de skal ikke blokere en institution for de forældre, der gerne vil have børnene passet. For vi lever altså i et demokratisk samfund, der giver mulighed for, at man kan komme til orde, og så behøver man ikke at gøre brug af blokadevåbnet.

Vi går videre i rækken af korte bemærkninger, og nu er det hr. Jørgen Arbo-Bæhr.

Jeg er egentlig meget imponeret over, at hr. Thulesen Dahl kan være i så godt humør i betragtning af, hvor umanerlig skidt det går for Dansk Folkeparti lige for tiden. Ét er alt det der ævl og bævl, som gør, at man er nødt til at ekskludere medlemmer internt i partiet, det er ikke så meget det, det helt store problem er jo, at Dansk Folkeparti faktisk bryder alle sine løfter med nedskæringerne over for de ældre. Hr. Thulesen Dahl siger, at der er penge nok i kommunerne. Jamen så er der jo ingen grund til, at man skærer ned.
     Vi kan f.eks. tage Århus Kommune, hvor Dansk Folkeparti medvirker til nedskæringer på 120 mio. kr. på ældreområdet. Vi kan tage Viborg Kommune, hvor Dansk Folkeparti medvirker til nedskæringer på 6,3 mio. kr. på ældreområdet. Vi kan tage Randers Kommune, hvor nedskæringerne over for de ældre betyder, at de kun får frossen mad, og at der skal fyres personale på plejehjem og i hjemmeplejen. Vi kan tage Silkeborg, hvor Dansk Folkeparti også er med til nedskæringer over for de ældre.
     Hvorfor er Dansk Folkeparti med til det i kommunerne, når nu man gerne vil det så godt for de ældre? Der er jo penge nok, siger hr. Thulesen Dahl.

Jeg tror ikke, hr. Jørgen Arbo-Bæhr har fulgt med i den debat, der har været. Jeg ved ikke, om han har været ude og først lige er kommet ind i salen, det ved jeg simpelt hen ikke, men der er i hvert fald en stor del af debatten, han er gået glip af.

     Det, der jo lige præcis er afgørende, og som er blevet sagt massevis af gange heroppefra, er, at Kommunernes Landsforening, som jo er dem, man har aftalt økonomien med, siger, at samlet set er der næste år plads til den samme service, som vi har i år, men det er rigtigt, at det flytter sig rundt mellem kommunerne, fordi vi har udligningsordninger, der flytter penge rundt fra nogle kommuner til nogle andre, og vi har en kommunalreform, der lægger nogle kommuner sammen, så nogle skal ned i niveau, for at andre kan komme op i niveau.
     Alt det skal ses i sammenhæng med, at der så i øvrigt også er nogle kommuner - og der er Århus jo et meget godt eksempel - der selv har skudt nogle problemer foran sig i deres egen kommune som en del af det kommunale selvstyre, sådan at de rent faktisk ikke selv har fået taget hånd om problemerne i tide. Det betyder så, at der er nogle kommuner, der har droslet ned, for at andre kan komme et niveau op. Det er den ene del af svaret.
     Den anden del af svaret er jo så, at det der med, hvor mange penge man bruger, ikke altid er det samme, som at man laver serviceforbedringer eller serviceforringelser. Der har jeg tidligere i dag over for en af hr. Arbo-Bæhrs partikolleger henvist til andre eksempler, som illustrerer det.

Problemet er, at hr. Thulesen Dahl jo ikke svarer. Nu nævnte jeg fire kommuner, hvor Dansk Folkeparti i alle fire kommuner medvirker til nedskæringer over for de ældre. Dansk Folkeparti har også i Århus medvirket til det problem, som er dér ud over de mange penge, de mangler.
     Dansk Folkeparti medvirker til nedskæringer over for de ældre i kommunerne - det mener jeg hr. Thulesen Dahl må bekræfte - og det er jo fuldstændig uforståeligt, når der ifølge hr. Thulesen Dahl er penge nok i kommunerne. Er det så så forbandet solidarisk, at de ældre i Århus, i Viborg, i Silkeborg og i Randers skal mærke nedskæringer, som Dansk Folkeparti er med til? Det synes jeg kræver en forklaring.

Jeg forsøger bare at forklare hr. Arbo-Bæhr noget af logikken
i det. Jeg ved ikke helt, hvordan hr. Arbo-Bæhr stiller sig til det her med, at hvis man tager penge fra det rige Nordsjælland og giver til Lolland, er det så godt eller skidt? Vi hører kun kritik for det, men det burde jo egentlig
i en socialisttankegang være sød musik, at man tager penge fra nogle områder af landet, hvor der er flest, og giver til nogle områder af landet, hvor der er færrest. Jeg nævnte, at man ikke altid kan se på, hvor mange penge der bruges i forhold til, hvilken service man får. Lad mig give et konkret eksempel:
     I min egen kommune er der et bud på, nu skal vi have det undersøgt, men der er et bud på, at hvis man udbyder madproduktionen til de ældre - vi taler ikke om, om de kan få varm mad eller ikke få varm mad, det er slet ikke det - fordi man nu er en meget, meget stor kommune i forhold til, at man før var nogle mindre kommuner, så ligger der en mulig gevinst her til kommunen på 10 mio. kr. Hvis man gennemfører det, behøver det ikke at have nogen som helst effekt på kvaliteten af maden, som de ældre får. Det er bare lige for at opfordre til, at man måske prøver at diskutere: Hvad er kvalitet? Hvad er forbedringer? Hvad er forringelser? Hr. Arbo-Bæhr har måske et hjemmearbejde, han bliver nødt til at gøre, inden han helt præcis ved, hvordan forholdene er i de enkelte kommuner.

Vi går videre i rækken af korte bemærkninger. Den næste korte bemærkning er fra fru Lene Hansen.

I modsætning til Dansk Folkeparti tror vi Socialdemokrater faktisk på, at det er rigtigt, når de mange aktionerende forældre og personalet igen og igen har understreget her de seneste uger, at der faktisk er store problemer med økonomien ude i kommunerne. Vi tror også, det er rigtigt, når den ene borgmester efter den anden, det være sig Socialdemokratiets eller den borgerlige fløjs borgmestre, rejser sig op og siger, at tingene altså ikke hænger sammen, og at problemerne jo nok skyldes et sammensurium, som det er blevet kaldt, af mange forskellige faktorer, der gør, at det er meget, meget svært at overskue, hvad man overhovedet har til rådighed i budgettet. Mit spørgsmål kunne egentlig lyde sådan til Dansk Folkepartis ordfører: Hvorfor sikrede Dansk Folkeparti sig ikke, at grundlaget for hele strukturreformen var i orden, da man lagde stemmer til?

Jamen sagen er jo, at vi ikke mener, at der samlet set er tale om et økonomisk kaos; der er nogle problemer, nogle udfordringer i nogle kommuner, som bl.a. bunder i, at andre kommuner ikke har så svært ved at få lagt budget, fordi de får en bedre økonomi. Det er en af problemstillingerne.
     En anden problemstilling er jo, at når vi kommer med penge fra staten til kommunerne, så skal pengene fordeles efter det såkaldte bloktilskudsprincip, så det altså bliver fordelt ud til alle kommuner. Vi havde jo hellere set, eksempelvis da vi for 3 uger siden kom med 424 mio. kr. mere, at man havde brugt de penge målrettet til de kommuner, der har de største problemer. Hvor var modstanden mod at gøre det? Hos kommunerne selv. Kommunernes Landsforening, som repræsenterer kommunerne, ønskede jo ikke, at de 424 mio. kr. gik derhen, hvor problemerne er størst, hvor udfordringerne er størst, hvor økonomien ikke hænger særlig godt sammen.

     Det er jo i virkeligheden et klokkeklart eksempel på, at man godt kunne gøre noget, der var bedre; det ville skabe en større følelse af retfærdighed ude i de enkelte kommuner, hvis man kunne målrette statens penge endnu mere, men der støder vi imod det kommunale selvstyre-princip om, hvordan tingene skal fungere.
     Hvis Socialdemokratiet i Kommunernes Landsforening vil være med til at argumentere for et andet princip, at vi gør det på en anden måde, så har den her debat faktisk bragt os noget af et skridt videre. Jeg er spændt på på et tidspunkt i løbet af dagen at høre, om det er så vel. Jeg tror det ikke, men jeg håber.

Så er det fru Lene Hansen.

Jeg er ikke helt sikker på, at det faktisk var et svar på mit spørgsmål, ordføreren gav, men så vil jeg prøve i en anden boldgade.
     Nu taler ordføreren så meget om det kommunale selvstyre. Ordføreren og Dansk Folkeparti er jo tilhængere af en høj grad af topstyring og ensretning, og når ordføreren taler om det kommunale selvstyre, så skinner de holdninger ret tydeligt igennem.
     Må vi ikke have lov til at høre hr. Thulesen Dahls vision for fremtiden for det kommunale selvstyre? For mig at høre kunne det godt lyde, som om det er i fare under den siddende regering.
     Jeg kan forsikre ordføreren for, at Socialdemokratiet går varmt og helhjertet ind for det kommunale selvstyre, og jeg kan høre, at det gør ordføreren også i visse sammenhænge:
Især når det er nedskæringer, der skal effektueres, må kommunerne selv finde ud af det.

Det sidste er simpelt hen ikke korrekt, det er bare en konsekvens af det kommunale selvstyre, at der er nogle gange, hvor pengene ikke kommer derhen, hvor vi gerne vil have dem, fordi vi simpelt hen er forhindret i at styre pengene tilstrækkeligt direkte ud til de enkelte kommuner på grund af det kommunale selvstyre.
     Jeg vil godt sige, når man efterlyser en vision, at jeg har en vision om, at vi i løbet af det næste års tid nærmest får redefineret forholdet mellem stat og kommune. Jeg tror, det er nødvendigt, at vi får en helt grundlæggende diskussion - det tror jeg er i både statens, kommunernes og borgernes interesse - af: Hvad vil vi i det forhold stat/kommune?
     Det kan jo ikke blive ved, som det er. Det kan ikke blive ved sådan, at man fra kommunernes side laver nogle aftaler med staten, som de enkelte borgmestre så har meget svært ved at ville anerkende gyldigheden af, og at de så kommer i Folketingets Kommunaludvalg og siger: I skal lige gøre noget for min kommune. For det er jo inkonsekvent i forhold til, at man har lavet en samlet aftale.
     Der er noget helt principielt, vi skal forholde os til, og jeg er med på, at vi ender med fuldt kommunalt selvstyre. Det ligger der mange fordele i, hvis kommunerne selv vitterlig ønsker kommunalt selvstyre med det ansvar, der også ligger i det kommunale selvstyre. Men hvis kommunerne ikke er rede til det og ikke er villige til det, så kan det jo ende et andet sted.

Næste korte bemærkning er fra hr. Jan Petersen.

Jeg har hørt flere gange, at hr. Thulesen Dahl omtaler sit arbejde som kommunalbestyrelsesmedlem i det sydlige Østjylland, og det gør jo, at vi taler med en indsigtsfuld mand. Nu vil jeg så lige have hr. Thulesen Dahl til at forholde sig til et par tal, som jeg kender fra, hvor jeg er fra.
     Det var jo sådan, at da effekterne af udlignings- og strukturreformen blev meddelt Norddjurs Kommune, som vel at mærke er en af landets fattige kommuner - og det er jo dem, hr. Thulesen Dahl taler for skal have det bedre, når han taler om solidaritet, og det er jeg sådan set overordnet enig
i som princip - fik vi jo så at vide, at vi skulle have 8,8 mio. kr., men når de udmærkede folk regner det ud, og jeg tror, de er lige så gode til at regne som så mange andre, så taber vi 6,4 mio. kr., og i Syddjurs, hvor de ikke skulle have noget, for de ligger lidt højere, ender de med at tabe op mod 32 mio. kr. Det er da bristede forudsætninger. Kunne hr. Thulesen Dahl ikke tage det med ind i sine overvejelser, når nu han skal i gang med det næste problem, han har, efterhånden som han opdager, at hans kommunalreform ikke hænger sammen, at her er der sådan set nogle oplysninger, som er fejlagtigt anvendt i regeringen?

Nu er der jo to ting at sige til det. Det ene er, at jeg håber, hr. Jan Petersen er enig i, at hvis man har et ansvar for noget, så har man også en forpligtelse til løbende at følge det, og hvis forudsætningerne skrider, så gør man noget ved det. Der håber jeg, at der er en fælles forståelse af, hvordan man bør arbejde rent politisk - ligesådan som jeg tror man arbejder så mange andre steder.
     Det næste er så: Hvad er det for nogle forudsætninger, der er skredet? Det er jo sådan, at de tal, der oprindelig blev meldt ud, er baseret på nogle gamle tal, nogle ældre tal. Det, man rent faktisk gør, når man udligner, når man laver den konkrete udmøntning, er baseret på nyere tal.

     Jeg synes, og sådan har jeg også svaret hr. Carsten Hansen, at det ville være fint ud fra de forskellige talstørrelser, vi har - det ene sæt og det andet sæt - at gå på jagt og finde ud af, hvad det så var, der medførte den forskel, hvad det er, der er sket i den mellemliggende tid. For svaret, som vi får, er jo, at det, man rent faktisk gør, er baseret på nyere viden end den, der kunne uddrages af de gamle tal. Nyere viden skal man normalt reagere på baggrund af, der er jo ikke i sig selv noget forkert i, at man baserer det, man rent faktisk gør, på den viden, der er nyest, i stedet for den gamle viden fra gammel tid. Det håber jeg vi kan blive enige om.

Så er det hr. Jan Petersen.

Så er vi jo ved kernen i den uigennemskuelige kommunale økonomi, som hr. Thulesen Dahl har sikret kommunerne nu har. For det betyder, at hvor man i Syddjurs troede, at man kunne tilrettelægge sit budget for næste år på et oplyst grundlag tilvejebragt af regeringen, bliver det nu forværret med 32 mio. kr. Det betaler borgerne for. Borgerne i Syddjurs har fået at vide, at hr. Thulesen Dahl agerer på et oplyst grundlag, men det, han har oplyst dem om, holder ikke længere, hvorefter de skal bære nedskæringerne. Jeg skal nok hilse og sige det.

Der er ingen grund til, at hr. Jan Petersen hidser sig op. Jeg synes egentlig, hr. Jan Petersen skulle gøre det modsatte.
     Jeg står heroppe på talerstolen og siger, at man skal basere det, man rent faktisk gør, på det, man ved, og hvis man har fået en ny viden, så skal man basere tingene på den. Det er ren logik, synes jeg. Hr. Jan Petersen er måske uenig med mig i, at sådan må det være. Så giver jeg endda det tilsagn, at jeg synes, det kunne være spændende at følge de her tal og finde ud af, hvad der er op og ned, og hvorfor det er det ene, og hvorfor det er det andet. Da jeg havde fornemmet, at gruppeformanden for Socialdemokratiet, hr. Carsten Hansen, kvitterede for det, troede jeg egentlig, at den så gik rundt i hele den socialdemokratiske gruppe, men der er åbenbart nuancer i reaktionerne.

Vi går videre i rækken af korte bemærkninger. Det er hr. Morten Østergaard.

Jeg tror, at hvis man har fulgt debatten her i dag, kan man nemt blive både talblind og taldøv, måske også inden dagen er gået.
     Derfor vil jeg gerne bede hr. Kristian Thulesen Dahl sammen med mig om at foretage et meget lille eksperiment, hvor vi siger: Der er ikke nogen strukturreform, der er ikke nogen udligningsreform, nu snakker vi helt koldt og kontant om, hvad det er, partierne prioriterer.
     Der er det jo så, at det virker mærkeligt, at man i dag kan høre, at hos Dansk Folkeparti og hr. Kristian Thulesen Dahl står skattelettelser ikke højt oppe på dagsordenen. Faktisk siger man, at det vil man blokere i indeværende valgperiode. Samtidig ved vi, at man alligevel sådan set er klar til at lægge stemmer til, at der skal ske en skattelettelse, som det jo i praksis er, for de 75 pct. rigeste af børnefamilierne i form af nedsættelse af taksterne
i daginstitutionen. Der må man jo spørge sig selv: Med hensyn til den milliard kroner, som jo kun kan bruges én gang, enten til at sætte taksterne ned eller til at investere i bedre kvalitet i daginstitutionerne, var det ikke på tide, at man overvejede at følge de 80 pct. af forældrene, som hellere vil have den investeret i daginstitutionerne end stukket ned i baglommen?

To ting: Den ene er, at det selvfølgelig er en diskussion værd, hvad man kalder skattelettelser, om man kalder reduktioner i forældrebetalingen, altså den takst, der må tages fra kommunens side over for forældrene, en skattelettelse eller en skattestigning. Jeg er ikke sikker på, at man, da man satte taksten op til 33 pct. som mulighed, kaldte det en skattestigning, men nok om det, det kunne der tages en principiel diskussion om.
     Det andet er, hvad der så rent faktisk skal ske. Skal de takster sættes ned? Det ved jeg jo ikke noget om endnu. Det fremgår af regeringens forslag til finanslov for 2007, at regeringen ønsker, at taksterne sættes ned, og at staten skal betale kommunerne for at sætte taksten ned. Sådan har jeg forstået regeringens udspil er på det område.
     Men det må vi jo forhandle, det er en del af forhandlingerne. Vi har klart sagt med hensyn til de valgløfter, regeringen kom med i valgkampen 2005, at det er regeringens valgløfter, som regeringen selvfølgelig vil prøve at få indfriet i de forhandlinger, der foregår, og så må det forhandles med os. Det afgørende for os i den sammenhæng vil være, om vi får en samlet aftale ud af det, der er tilstrækkelig ordentlig, det er det, der må foregå.
     Så synes jeg, der er en værdig diskussion i forbindelse med det med skattelettelser. Det, vi har forholdt os til i
i forbindelse med skattelettelser, er den agt, som regeringen har i sit regeringsgrundlag, om, at den vil sænke personskatterne og lægge en plan frem for det osv. Det er det, vi har forholdt os til med den melding, vi er kommet med
i dag.

Så er det hr. Morten Østergaard.

Jeg takker for det parlamentariske grundkursus i, hvordan tingene er tilrettelagt. Det, jeg egentlig er ude efter, er jo, hvad Dansk Folkeparti mener. Jeg går ud fra, at hr. Kristian Thulesen Dahl er gået på talerstolen for at fremlægge, hvad Dansk Folkeparti mener.
     Der er det jo, det bliver interessant. Man har en milliard kroner, som man kan vælge at gøre med, som forældrene tigger og beder om, uanset om der er kommunalreform, udligningsreform, og hvad har vi, nemlig vælge at investere i, at der bliver bedre forhold i daginstitutionerne, måske flere pædagoger nogle steder, måske frugt om eftermiddagen, hvad ved jeg. Det kunne man vælge ude
i kommunerne efter behov. Eller man kan vælge at sige herindefra, at vi bestemmer, at de penge skal presses ned i baglommen på de forældre, som statsministeren godt nok mener er ballademagere, men som altså går rundt og protesterer og siger: Vi vil have bedre kvalitet i daginstitutionerne, og hvis vi selv kunne vælge, ville vi ikke have den milliard kroner skubbet ned i baglommen.

     Hvad er Dansk Folkepartis holdning uanset al den parlamentariske udenomssnak?

Den er jo, at der kan være meget fornuft i at give børnefamilierne mere frihed, mere økonomisk luft, forudsat at vores børnepasning i det offentlige er på et tilstrækkelig godt niveau. Så det er jo en afvejning af, om vi virkelig er så dårligt kørende i Danmark med hensyn til børnepasning, at vi skal køre flere ressourcer ind i det, eller om vi kan tillade os at bruge ressourcerne til at lade børnefamilierne betale lidt mindre for den børnepasning, børnefamilier, der for manges vedkommende er presset.
     Det er jo spørgsmålet, og det er den afvejning, vi vil foretage i forbindelse med finanslovforhandlingerne. Det siger jeg ikke for at give et parlamentarisk grundkursus, men det er jo facts. Det er jo sådan, det er.
     Så må jeg sige, at jeg synes, det er interessant, når en radikal, som jo er fra et parti, der meget hylder det kommunale selvstyre, begynder at tale om, at vi herinde skal sidde og lave aftaler om penge til frugt om eftermiddagen. Det ville jo virkelig være detailstyring, hvis vi nu skulle komme herindefra og sige, at vi vil bruge nogle penge fra statskassen til at sikre, at børn ude i daginstitutionerne får frugt om eftermiddagen. Jeg synes, det var et fantastisk eksempel, som jeg vil huske at bruge ved lejlighed.

Så er vi nået frem til dagens sidste korte bemærkning, i hvert fald til hr. Thulesen Dahl, og det bliver så hr. Klaus Hækkerup.

Dansk Folkeparti har jo sagt, at de vil være med til at finde den ene milliard kroner, som kommunerne nu er nødt til at skære i service på grund af meromkostninger ved kommunesammenlægningen, forudsat at pengene tages fra forskningen. Mit spørgsmål til hr. Kristian Thulesen Dahl er:
Hvorfor vil Dansk Folkeparti så ikke være med til at tage pengene fra kassebeholdningen?
     Sagen er den, at vi over 3 år - 2005, 2006 og 2007 - har en gældsafvikling her i Danmark på 217 mia. kr. Hvilken forskel gør det egentlig, om vi i stedet afvikler vores gæld, der er på omkring 450 mia. kr., med 216 mia. kr. og bruger den ene milliard kroner til at kompensere kommunerne for de udgifter, som et flertal i Folketinget har påtvunget dem som følge af kommunesammenlægningen?

Det er af helt afgørende vigtighed for Dansk Folkeparti, at vi fastholder Danmark på en økonomisk ansvarlig kurs. Vi vil ikke køre Danmark ind i risikozonen. Vi vil ikke have, at vi risikerer at sætte Danmarks stabile udvikling over styr.
     Uanset hvor meget man måtte synes vi bare kan tage af kassen, er der ikke nogen mekanik, hvor man bare kan tage af kassen. Den ene diskussion er jo den om, hvor meget vi afdrager på en alt for stor gæld, vi har fået overladt fra andre politikere i tidligere generationer, det er den ene diskussion. Den anden diskussion går på, hvor meget vi kan øge forbruget med, uanset om det er et privat forbrug eller et offentligt forbrug.
     Alle de, der rådgiver os om økonomiske forhold - altså vi har jo ikke nødvendigvis opfundet den dybe tallerken selv
- om det er Nationalbanken eller det er bankøkonomer eller Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, siger med en stemme: I skal passe på, for I kører økonomien lige på en knivsæg. Vi vil ikke risikere at sætte Danmarks stabile økonomiske udvikling over styr, vil jeg sige til hr. Klaus Hækkerup.

Dansk Folkeparti fik ved finanslovforhandlingerne for 10 måneder siden 2 mia. kr. ekstra ud over det, regeringen havde foreslået - 2 mia. kr. ekstra, der blev taget op af kassen og brugt. Kan hr. Kristian Thulesen Dahl forklare, hvorfor det er så forfærdeligt at tage 1 mia. kr. ekstra op i år for 2007, når det var så fremragende strålende at tage 2 mia. kr. op for 10 måneder siden?

Jeg ved ikke helt, om det her er uhørt at sige i dansk parlamentarisme, men jeg prøver alligevel. Jeg kunne høre, at finansministeren hvæsede: Så er det sket bag min ryg. Jeg er heller ikke helt sikker på, hvad det er for 2 mia. kr., vi har fået listet op af statskassen, som så ikke er gået til afdrag.
     Det, der skete i 2004, da vi lavede forårspakke, var, at vi tog nogle penge ud. Der var plads til, at man kunne øge forbruget med en eller anden størrelse, og der valgte vi så inden for den ramme, der var plads til, at tage 1 mia. kr. ud, som vi sagde skulle bruges på mere offentligt forbrug - til de ældre bl.a.
     Men vi må lige tage en snak om det, og så kan vi jo også heroppefra senere på dagen komme tilbage til spørgsmålet. Det vil jeg meget gerne, når jeg er helt sikker på, hvad det er for 2 mia. kr., hr. Klaus Hækkerup taler om.

Tak til Dansk Folkepartis ordfører. Vi går videre i ordførerrækken. Næste ordfører er den konservative ordfører, fru Pia Christmas-Møller. (Der bliver trykket på knappen fra salen).
     For god ordens skyld skal jeg sige, at man først kan markere for korte bemærkninger, når taleren er begyndt. Så ved man, om ordføreren overhovedet vil sige noget.
     Værsgo til fru Christmas-Møller.

Det vil hun gerne.
     Hvem skulle nu have troet det? Ja, man kan blive overrasket, også når man læser Ekstra Bladet, hvor lederen i går glimrede med skarphed og klarsyn. Man skrev:
     »I denne sag er det lykkedes nogle løgnagtige agitatorer at hidse en masse omsorgsfulde forældre op til at tro, at en million børn er ofre for sparegale politikere.« Ja, det skrev Ekstrabladet, der jo ellers er nok så kendt for at fryde sig over rav i gaden.
     Det må da gøre indtryk på eftertænksomme radikale sjæle, hvis de da overhovedet læser Ekstra Bladet til deres caffelatte, og langt ind i Socialdemokratiets rækker kunne man forvente at det ville give stof til eftertanke. Det er blevet for meget selv for Ekstra Bladet, når de skriver:
     »Man skal være overordentlig overfladisk og uvidende om de faktiske forhold for at slutte begejstret op bag de titusinder af demonstranter, som tirsdag i en halv snes byer lukkede børneinstitutioner og aktionerede imod »nedskæringer
i velfærden«.« Jo, åbningen af det nye folketingsår er akkompagneret af skingre protestråb; protester, der i deres mangel på proportioner og fælles grundlag kommer til at skygge for den dialog, der jo ellers kunne være behov for. For vi står med den største reform i mands minde, en kommunalreform, som giver bæredygtighed mange år frem. Det er en meget kompliceret og vanskelig proces, men det er en uomtvistelig kendsgerning, at der næste år samlet set er betydelig flere penge til velfærd og til fordeling, end der var i år, ligesom der i år er flere penge, end der var sidste år. Det er en uomtvistelig kendsgerning, at der er kompenseret fuldt ud for skattestoppet og andre centralt fastsatte vilkår, og det er en uomtvistelig kendsgerning, at disse beløb er aftalt med kommunernes egne repræsentanter, som nu også - langt om længe, kan man sige - siger, at aftalen skal overholdes. Lad mig slå fast, at vi i Det Konservative Folkeparti lægger stor vægt på det kommunale selvstyres fortsatte muligheder, men vi forventer så også, at man lokalt er parat til at tage et ansvar, der matcher. Vi forventer, at man i Århus og andre steder, hvor Socialdemokraterne spillede en afgørende og forhindrende rolle i at trimme økonomien i tide, hvorfor det svider ekstra hårdt nu, også dér er parat til at tage ansvar. Borgernes deltagelse og engagement i politik er vigtigt
i et repræsentativt demokrati som vores. Når det er sagt, er omtrent alt positivt om BUPL's og konsorters stormløb mod regeringen også sagt - og det oven i købet udtømmende. Derfor er det med undren og hovedrysten, at man iagttager oppositionens medløbere, jeg tænker her især på Socialdemokraternes medløb. Sjældent har man set så eklatant et knæfald for populisme som det, fru Helle Thorning-Schmidt har præsteret i de forløbne uger. Lad mig advare: Et sådant knæfald kan let give skrammer på knæene. Det giver sår i troværdigheden, og de kan sætte sig som ar. Det bliver svært for den socialdemokratiske opposition at arbejde sig tilbage på banen som troværdig partner til store aftaler med regeringen efter de seneste ugers uansvarlige leflen. Jeg troede faktisk, at Socialdemokraterne mente det seriøst, da vi i foråret indgik velfærdsaftalen. Jeg troede faktisk, at ansvarligheden ville holde, i hvert fald indtil vi har fået lovgivningen på plads. Jeg håber, man besinder sig, selv om man lige nu falder for fristelsen til at satse på alliancen med alskens talkunstnere i fagbevægelsens rødeste korridorer. Lad mig slå fast, så det ikke kan misforstås: Vi Konservative er mindst lige så optaget af at sikre vore børn og gamle ordentlige og anstændige forhold som de aktionerende. Vi kæmper for at sikre velfærd med kvalitet. Det gælder selvfølgelig også kvalitet i daginstitutionerne. Det er o.k. at være politisk uenige, men det må foregå på et sagligt grundlag, hvor vi forholder os til virkeligheden og ikke til fantasiprognoser og fupregnestykker fabrikeret på en lommeregner i BUPL's hovedbestyrelse.

     I det hele taget er det i stigende grad svært at forbinde ordet ansvarlighed med Socialdemokraterne. Selv samme dag som Nationalbanken advarede mod overophedning af dansk økonomi, sagde Socialdemokraternes nye formand og statsministerkandidat frisk og frejdigt, at det var hun da fløjtende ligeglad med, og i øvrigt kunne kommunerne da godt
- stod det til hende - få yderligere 2-3 mia. kr. ud over det løft, der allerede er aftalt med KL. Alt imens Socialdemokraterne lover guld og grønne milliarder til kommunerne, ryster ikke alene Nationalbanken, men også Socialdemokraternes egne økonomer i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd på hovedet og advarer. Der er kun ét dækkende ord for Socialdemokraternes adfærd for tiden, og det er overbud på overbud. Det er så let at dele ud og lade stå til og så svært at rette op bagefter, når det hele først er kørt i sænk. Det oplevede vi i 1970'erne, hvor en radikal Hilmer Baunsgaard, en socialdemokratisk Anker Jørgensen, og ja, en Venstremand ved navn Poul Hartling i hver deres periode som statsminister sloges med stigende gældsbyrde, høje renter og et eksplosivt offentligt forbrug. De sloges uden evne til sejr. Det var først, da den konservative Poul Schlüter kom til i 1982, at en holdbar genopretning af dansk økonomi tog form. Lad mig sige det klingende klart: Vi Konservative vil under ingen omstændigheder medvirke til at underminere vores kernesunde økonomi. Der er ikke brug for endsige råd til en ny Anker Jørgensen-politik, tværtimod. Vi har brug for en dynamisk politik med fast fokus på vækst i det private erhvervsliv. Det er her, værdierne skabes, det er her, pengene, som skal betale for velfærden, tjenes. Vi har ikke brug for politikere, der på de kommende generationers bekostning kaster milliarder ud i offentligt forbrug og dermed smider en ubetalelig regning i børneværelset. Der er brug for politikere, der konsekvent tænker i og arbejder med vækststrategier. Vi skal forske og investere for at sikre fremtidens velfærd, så de sårbare, de fysisk og psykisk syge, kan blive hjulpet med bl.a. bedre behandlingsgarantier. Vi skal forske og udvikle for at tackle de miljø- og sikkerhedsmæssige udfordringer, vi hele tiden vil møde i en verden, der er under stadig forandring. At brandskatte arbejdskraften er ikke hensigtsmæssigt, når der er brug for større og ikke mindre arbejsudbud. Skattelettelser og velfærd er i den rette dosering og med den timing ikke hinandens modsætninger, men derimod hinandens forudsætninger. Vi har et krævende folketingsår foran os, ikke mindst i forbindelse med den lovgivning, der knytter sig til gennemførelsen af velfærdsreformen. Når vi ser fremad, og det gør vi Konservative altid, også længere end til næste valg, så er der udfordringer nok at tage fat på. Jeg beklager, at WTO-forhandlingerne er gået i stå, og jeg beklager, at EU ikke er oppe i fart til at kunne trække mere i verdensøkonomien og til at få liberaliseret handelen, men i det store billede går vi imod mere åbenhed, mere handel, større konkurrence og stigende velstand i de fleste dele af verden. Det stiller Danmark over for udfordringer, som skal håndteres. Akut har vi mangel på arbejdskraft i Danmark, der er ikke danske hænder nok til at besætte alle job, og sådan vil det formentlig være i mange år fremover. Det danske arbejdsmarked må altså åbne sig mod udlandet. Regeringens forslag om greencard er et godt skridt på vejen. Et yderligere skridt kunne være en hurtigere afvikling af østaftalen. Samtidig har jeg kun ros tilovers for beskæftigelsesministerens plan om at gøre Danmark til et attraktivt land at søge arbejde i og for den offensiv, som regeringen planlægger for at tiltrække kvalificeret udenlandsk arbejdskraft. Det er rigtig gode toner i besvarelsen af globaliseringens udfordringer. Men igen spiller Socialdemokraterne en underlig melodi, når man krampagtigt fastholder begrænsningerne af den arbejdskraft, som kommer fra de nye EU-lande. Er man hollænder, er man velkommen, er man derimod polak, er man nærmest uønsket. Det er ikke rimeligt. Jeg må her understrege, at vi selvfølgelig skal have ordnede forhold på arbejdsmarkedet. Vi Konservative sætter pris på den danske aftalemodel, fordi den giver både fleksibilitet, tryghed, stabilitet og ordentlige forhold.

     Om 20-25 år må vi forvente, at olien i Nordsøen tørrer ud, og vi vil ligesom vore europæiske partnere være henvist til at importere dyr energi, hvis vi altså ikke gør noget. Det vil gøre os afhængige af ustabile lande som Iran, Irak, Libyen, Saudi Arabien og Algeriet, men også Rusland vil stå umådelig stærkt over for EU-landene.
     Beregninger viser, at i år 2030 vil EU skulle dække 90 pct. af oliebehovet og 80 pct. af gasbehovet gennem import. Energipolitik er derfor et spørgsmål om både sikkerhedspolitik, økonomi og miljø. Det er ikke nogen rar tanke, at 25 EU-lande om få årtier kunne risikere at blive meget afhængige af energiforsyning fra Putins Rusland. Han har én gang lukket for hanerne, og han eller hans lige kunne jo finde på at gøre det igen.
     At der er et stort potentiale i en bevidst omgang med vores energi, kunne vi høre her til morgen i radioen. Ifølge det vestsjællandske energiselskab SEAS bruger de danske skoler så meget strøm, at de faktisk ville kunne tjene ca.
100.000 kr. om året ved bare at bære sig lidt fornuftigt ad. Ved at slukke lyset og computeren, når man gik, ville meget kunne hentes. Tænk på, hvor mange skolebøger man ville kunne hente på den konto. Så både globalt og lokalt skal vi tænke ansvarligt i energiressourcer og miljøbaner. Danmark har klare styrkepositioner, som kan udnyttes langt mere, hvis vi altså vel at mærke i tide forstår at placere os. Vi kan blive blandt vinderne ved at lancere en offensiv strategi. Det Konservative Folkeparti agter fortsat at gå forrest
i de kommende års reformer af dansk og europæisk energipolitik, samtidig med at vi fortsat involverer os proaktivt i den globale kamp mod klimaændringer. Målsætningen skal være mindre afhængighed af import af fossile brændstoffer, yderligere satsning på produktion af billig og ren energi fra vedvarende kilder og forpligtende globalt miljøsamarbejde i kampen mod klimaændringer. Det er tre helt overordnede målsætninger. Faktisk har vi Konservative for længst tilkendegivet, at vi ønsker et meget ambitiøst resultat af de forestående forhandlinger mellem partierne her i Folketinget. Det kræver politiske visioner og vilje, og så er jeg jo tilbage ved udgangspunktet. Den overbudspolitik, som fjerner fokus fra det fremadrettede og samler sig om det populistiske, er p.t. det danske samfunds største trussel. Jeg vil derfor slutte med en indtrængende opfordring til Socialdemokrater og andre, der fristes til at lefle for folk med overbud, kortsigtede milliardinvesteringer og letkøbt propaganda: Giv plads til proportionerne og ansvarligheden. Der er et stykke arbejde, der skal udføres, et ansvar, der skal løftes. Der er en virkelighed, som vi skal forholde os til. Politik er at have værdier, der bærer visioner, og vilje til at bære visioner igennem til konkrete resultater for det enkelte menneske.

Tak til ordføreren. Inden for de første ca. 3 sekunder var der en 16-17 stykker, der markerede samtidig, og derfor tør jeg ikke sige, at de kommer nøjagtig i den rækkefølge, men de første 15 - og jeg tror ikke, vi kan nå flere, men vi noterer fortsat dem, som markerer - er hr. John Dyrby, hr. Poul Erik Christensen, hr. Villy Søvndal, hr. Per Clausen, fru Margrethe Vestager, hr. Thomas Adelskov, hr. Simon Emil Ammitzbøll, fru Christine Antorini, hr. Steen Gade, hr. Ole Glahn, fru Line Barfod, hr. Torben Hansen, fru Anne Grete Holmsgaard, hr. René Skau Björnsson og hr. Morten Østergaard. Og så har vi noteret hr. Ole Stavad, hr. Kim Mortensen og hr. Hans Hækkerup.
     Vi tager så mange, vi kan nå, vi starter med den første, og det var hr. John Dyrby.

John Dyrby (S):
Det er jo sådan en lidt underlig oplevelse at skulle høre, at når Socialdemokraterne gerne vil sikre velfærden i kommunerne, er det overbudspolitik, men når De Konservative og det konservative landsråd pålægger de konservative medlemmer af Folketinget, at der skal være skattelettelser inden næste valg, altså om 2 år, så er det ikke overbudspolitik; så er det fornuftigt og regelret, og hvad man nu ellers kan bruge af ord i den slags udtalelser.
     Kan ordføreren ikke forklare, hvordan det kan være, at der i den konservative verdensopfattelse er råd til skattelettelser - og man må jo forstå, at de er af et betydeligt omfang - inden for de næste 2 år, men at der ikke er råd til at opretholde velfærden eller udbygge velfærden, i det omfang det i virkeligheden er påkrævet i kommunerne? Kunne jeg ikke få en forklaring på, hvordan i alverden det kan hænge sammen?

Hr. Dyrby og i hvert fald hr. Dyrbys partileder ved jo godt, at det er et falsk skræmmebillede, når velfærd og skattelettelser sættes op som modsætninger. De er i den rette balance, den rette dosering, den rette timing hinandens forudsætninger.
     Situationen er den, at vi har et skattesystem i Danmark, som belaster det at arbejde, som i virkeligheden straffer dem, der yder en ekstra indsats. Det har også Socialdemokratiet, lige indtil BUPL satte sig til nogle regnemaskiner, været opmærksom på. Hr. Dyrby kan kigge i de socialdemokratiske arkiver og behøver ikke gå ret langt tilbage for at se både den ene og den anden socialdemokrat pege på behovet for skattelettelser på arbejdskraften. Så det er altså et instrument, der ikke er fremmed for Socialdemokratiet.
     At det er klart, at det er afgørende, hvornår dette instrument bliver bragt i anvendelse, vil vi Konservative på ingen måde bortforklare. Derfor er det heller ikke nu og her, vi skal have skattelettelser, men det er et instrument, der skal bringes i anvendelse, når vi vil sikre velfærden på sigt, når vi vil sikre et stigende antal arbejdstimer på arbejdsmarkedet, altså et større arbejdsudbud. Det er der overhovedet ingen tvivl om.
     Så derfor er svaret: Ja, vi er sikre på, at der inden for denne regeringsperiode vil være et økonomisk råderum, som sikrer, at der også bliver plads til lettelser af skatten på den sidst tjente krone.

Jeg har lagt mærke til, også under de forrige ordførere, at det indimellem i både de korte bemærkninger og svarene kniber med at holde sig på 1 minut, og derfor er jeg indstillet på, at vi udvider taletiden, så man i stedet for får 60 sekunder herefter.
     Så er der 60 sekunder til hr. John Dyrby.

Tak for det til formanden.
     Jeg synes i virkeligheden, det er meget betegnende, at der hele tiden bliver sagt fra De Konservatives side: Der er plads til skattelettelser inden næste valg. Man fortæller ikke, hvor store skattelettelserne skal være, man fortæller ikke, hvad de i givet fald så skal bruges til. Det, som fru Pia Christmas-Møller siger, er jo, at skattelettelser og velfærdsforbedringer går hånd i hånd, og det må betyde, at der inden næste valg skal være flere penge til velfærden i kommunerne. Det er jo det, vi Socialdemokrater har sagt der skal være, og det forstår jeg så at Konservative er enige i. Det var punkt 1.
     Punkt 2: Nu hører jeg også, at der skal skaffes plads til skattelettelser inden næste valg. Hvordan skal der skaffes plads til de skattelettelser? Hvor store skal de skattelettelser være?

Jeg har sagt det meget tydeligt. I regeringsgrundlaget står der, at regeringen arbejder for yderligere lettelser af skatten på arbejdskraft, i det omfang der er økonomisk råderum hertil.
     Dette at lette skatten på den sidst tjente krone, dette at lette skatten på arbejdskraft er et instrument - ikke et mål i sig selv - der skal sikre, at det er interessant at yde en ekstra indsats, at man bliver præmieret, når man løber en risiko og tager en chance, for kun derigennem får vi tilstrækkelig indtjening til også på længere sigt at skaffe velfærd, som vi kan fordele til dem, der ikke kan klare sig selv. Derfor er skattelettelser og velfærd to sider af samme sag. Det afgørende er timingen.
     Vi kunne ikke drømme om at sætte Danmarks sunde økonomi på spil, sådan som Socialdemokraterne gør det, ved at åbne de offentlige kasser på vid gab. Det er uansvarlig overbudspolitik. Det Konservative Folkeparti står på den ansvarlige grund.

Tredje næstformand ():
Den næste korte bemærkning er fra hr. Poul Erik Christensen.