Folketingets Uddannelsesudvalg

Christiansborg

I forbindelse med behandlingen af (L 97) Forslag til lov om ændring af lov om vurdering af udenlandske uddannelseskvalifikationer m.v. (Udvidelse af Kvalifikationsnævnets kompetence) har Folketingets Uddannelsesudvalg i brev af 15. januar 2007 stillet kulturministeren, undervisningsministeren og økonomi- og erhvervsministeren følgende spørgsmål:

 

Spørgsmål 1:

Ministrene bedes begrunde, hvorfor studerende, der er optaget på, indskrevet eller har søgt optagelse på en uddannelse omfattet af universitetsloven, ikke kan klage til Kvalifikationsnævnet?

 

Svar:

Spørgsmålet er stillet til kulturministeren, undervisningsministeren og økonomi- og erhvervsministeren. Det er aftalt mellem ministrene, at undervisningsministeren svarer på vegne af de pågældende ministre.

 

Da universiteterne er omfattet af videnskabsministerens ansvarsområde, har jeg bedt Videnskabsministeriet om at bidrage til besvarelsen af dette spørgsmål.

 

Videnskabsministeren har den 31. januar 2007 fremsat forslag til lov om ændring af universitetsloven. (Varetagelse af opgaver for en minister, ankenævn for meritafgørelser, ph.d.-skoler m.v.) og har oplyst følgende:

 

”Det er et grundlæggende princip i universitetsloven, at universiteterne har faglig autonomi. 

 

Regeringen har derfor besluttet, at afgørelser om merit for så vidt angår faglige spørgsmål for uddannelser under Videnskabsministeriet skal kunne ankes til et ankenævn, der nedsættes af rektor på det universitet, hvor afgørelsen er truffet.

 

På universitetsområdet træffes afgørelse om merit af fagkyndige personer på universitetet. Det skyldes hensynet til, at meritafgørelser på universitetsområdet kræver særlig fagkundskab og indsigt i universitetets uddannelsesforhold. I meritafgørelser er der ofte ikke blot tale om meritoverførsel af uddannelseselementer mellem to videregående uddannelsesinstitutioner, men lige så ofte inden for samme universitet eller inden for samme fakultet ved universitetet. En godkendelse af merit medfører, at den studerende fritages for dele af uddannelsen, og det fremgår af eksamensbeviset, at universitetet står inde for, at alle tilegnede kvalifikationer er erhvervet på det krævede niveau.

 

Det er studienævnet, der træffer afgørelser om merit, jf. universitetslovens § 18, stk. 6. Udmøntningen af ankemuligheden inden for universitetsomrÃ¥det sker ved, at et studienævns afgørelse om merit kan, for sÃ¥ vidt angÃ¥r faglige spørgsmÃ¥l, indbringes for et ankenævn, der nedsættes af universitetets rektor. Ankenævnet skal sammensættes af Ã©n fra faget ved det pÃ¥gældende universitet, og én fra samme eller beslægtede fag ved et andet universitet. Ved meritoverførsel mellem to universiteter vælges det udefrakommende medlem fra det universitet, hvorfra den studerende har de kvalifikationer, der er grundlaget for ansøgningen om merit.

 

Videnskabsministeren har den 31. januar 2007 fremsat lovforslag om ændring af universitetsloven, der omfatter ankenævn for meritafgørelser på universitetsområdet.

 

I forbindelse med høringen af lovforslaget har Rektorkollegiet bl.a. udtalt, at det er tilfredsstillende, at det er universitetet selv (rektor), der nedsætter ankenævnet, hvis der skal indføres en ankemulighed.” 

 

Personer med udenlandske uddannelseskvalifikationer, der har søgt optagelse på, er optaget på eller er indskrevet ved en uddannelse, der udbydes efter regler fastsat af videnskabsministeren, er fortsat omfattet af lovens § 5a, stk. 2, der giver mulighed for at klage til Kvalifikationsnævnet.

 

 

Dette svar fremsendes i 5 eksemplarer.

 

 

 

Med venlig hilsen

 

 

Bertel Haarder