Folketingets Uddannelsesudvalg

Christiansborg

I forbindelse med behandlingen af (L 96) Forslag til Lov om ændring af lov om erhvervsgrunduddannelse m.v. og lov om produktionsskoler (Modernisering af erhvervsgrunduddannelsen, målretning af produktionsskoler mod kompetencegivende uddannelse m.v.) har Folketingets Uddannelsesudvalg i brev af 18. januar 2007 stillet mig følgende spørgsmål:

 

Spørgsmål 10:

”En del høringssvar peger på den manglende tydeliggørelse af, at det med lovforslaget forpligter kommunerne til at oprette EGU-forløb. Vil ministeren overveje at stille et ændringsforslag, så dette tydeliggøres i selve loven? ”

 

Svar:

Den foreslåede nyformulering af lovens § 1, stk. 2, jf. lovforslagets § 1, nr. 1, fastsætter en utvivlsom kommunal forpligtelse til at tilrettelægge erhvervsgrunduddannelse for en klart defineret gruppe af kommunens borgere.

 

Betydningen af den foreslåede bestemmelse er nøje forklaret i både de almindelige bemærkninger til lovforslaget og i bemærkningerne til § 1.

 

Jeg mener, at bestemmelsen er tilstrækkeligt klar og tydelig til, at den i givet fald vil kunne håndhæves med de almindelige retsmidler, der gælder for håndhævelse af kommunale forpligtelser.

 

Dette svar fremsendes i 5 eksemplarer.

 

 

Med venlig hilsen

 

 

Bertel Haarder