Dato:            5. december 2006

Kontor:         Kommunal sundhed

J.nr.             

Sagsbeh.:   MU

Fil-navn:       spm8.L82.skattemin

 


 

 

Besvarelse af spørgsmål nr. 8, som Folketingets Skatteudvalg har stillet til indenrigs- og sundhedsministeren den 1. december 2006.

 

Spørgsmål 8:

" Vil ministeren i forlængelse af skatteministerens svar på udvalgets spørgsmål nr. 4, hvoraf det fremgår, at der forventes et samlet nettomerforbrug af sodavand som følge af forslaget på 7½ mio. liter årligt korrigere sine udtalelser til Folketingets Sundhedsudvalg 23/11 2006 om at ”nedsættelsen af afgiften betyder, at der bliver drukket lige så meget sodavand, som der plejer at blive drukket (jf. Ritzaus Bureau 23/11)?".

 

Svar:

Som jeg nævnte på samrådet i Folketingets Sundhedsudvalg om sodavandsafgifter og bekæmpelse af fedme, den 23. november 2006, er det samlede sodavandsforbrug i Danmark opgjort til 550 mio. liter i 2006, svarende til et årligt forbrug på 100 liter pr. indbygger i Danmark.

 

Skatteministeriet har ud fra en priselasticitet på –0,3, jf. skatteministerens besvarelse af spørgsmål 4, beregnet, at den foreslåede afgiftsnedsættelse på 30 øre pr. liter vil øge forbruget med 7,5 mio. liter. 

 

Det indenlandske sodavandssalg er beregnet til at stige med 16,3 mio. liter, mens grænsehandelen og de ulovlige indførsler er beregnet til at falde med 8,8 mio. liter, således at forbruget forventes øget med i alt 7,5 mio. liter. Dvs. 1-1,5 liter pr. indbygger.

 

Det svarer til min oplysning til Sundhedsudvalget under samrådet om, at ”Afgiftsændringer har således ingen større indflydelse på forbrug af sodavand, men på hvor sodavandene bliver købt” (citat fra mit talepapir).

 

En afgiftsnedsættelse på 30 øre pr. liter sodavand vil kun kunne ændre marginalt på niveauet for sodavandsforbruget i Danmark. I forhold til at bekæmpe og forebygge svær overvægt er der behov for en flerstrenget indsats. Her har de nye og større kommuner et stort potentiale ved at kunne medvirke til at skabe gode rammer for fysisk aktivitet og bidrage til gode kostvaner hos børn og unge og sunde kosttilbud i kommunale kantiner, madordninger m.v.