Departementet

 

J.nr.  SNS-401-00451

 

 

  

Den 1. december 2006

  

 

 

 

 

 

Miljøministerens besvarelse af spørgsmål nr. 94, ad L 55 - Forslag til lov om miljøgodkendelse m.v. af husdyrbrug stillet af Folketingets Miljø- og Planlægningsudvalg.

 

 

Spørgsmål 94

 

Ministeren anmodes om – som teknisk bistand – at udarbejde et ændringsforslag, der kan sikre, at der ved udbringning af fosfor tages hensyn til de enkelte markers fosfortal, og ikke bare udbringes et gennemsnit for hele bedriften.

 

Svar

 

Jeg har forelagt spørgsmålet for Skov- og Naturstyrelsen, der har oplyst følgende, som jeg kan henholde mig til:

 

”Det bemærkes for god ordens skyld, at det vedlagte ændringsforslag alene i hovedtræk angiver de nødvendige ændringer af det fremsatte lovforslag. Der er således ikke udarbejdet samtlige nødvendige ændringsforslag til L 55. Hvis nedenstående ændringsforslag vedtages, vil Miljøministeriet være forslagsstiller behjælpelig med at foretage de nødvendige konsekvensrettelser i ændringsforslaget mellem 2. og 3. behandlingen.

 

Et ændringsforslag med det ønskede indhold kan formuleres således:

 

Ændringsforslag til L 55

 

Af …….(), tiltrådt af …….()

 

Ny paragraf

 

1) Efter § 21 indsættes som ny paragraf:

 

”§ 01. Kommunalbestyrelsen skal ved vurderingen af en ansøgning om tilladelse efter § 10 eller en godkendelse efter §§ 11, 12 eller 16 sikre sig, at der ved udbringning af fosfor tages hensyn til fosfortallet på markniveau.”

 

[Udbringning af fosfor tager udgangspunkt i fosfortallet på markniveau]

 

 

Bemærkninger

 

Til nr. 1

 

Forslaget har til hensigt at sikre, at der ved vurderingen af en ansøgning om tilladelse eller godkendelse for så vidt angår udbringning af fosfor tages hensyn til de enkelte markers fosfortal, således at der ikke alene stilles et gennemsnitligt krav for hele bedriften.”

 

Jeg vil samtidig tilkendegive, at jeg ikke kan støtte ændringsforslaget.