Departementet

 

J.nr.  SNS-401-00451

 

 

  

Den 1. december 2006

  

 

 

 

 

 

Miljøministerens besvarelse af spørgsmål nr. 93, ad L 55 - Forslag til lov om miljøgodkendelse m.v. af husdyrbrug stillet af Folketingets Miljø- og Planlægningsudvalg.

 

 

Spørgsmål 93

 

Ministeren anmodes om – som teknisk bistand – at udarbejde et ændringsforslag, der kan sikre, at miljøgodkendelser udstedt i årene 2007, 2008 og 2009 kan revideres i 2010 og fremefter, for så vidt angår arealanvendelsen og anlægsgodkendelsen for at sikre, at arealanvendelsen bidrager til at nå målene i indsatsplaner og handleplaner, der udarbejdes på baggrund af kortlægningen i 2009, EU-regulering og øvrige tiltag, som måtte vise sig nødvendige.

 

Svar

 

Jeg har forelagt spørgsmålet for Skov- og Naturstyrelsen, der har oplyst følgende, som jeg kan henholde mig til:

 

”Det bemærkes for god ordens skyld, at det vedlagte ændringsforslag alene i hovedtræk angiver de nødvendige ændringer af det fremsatte lovforslag. Der er således ikke udarbejdet samtlige nødvendige ændringsforslag til L 55. Hvis nedenstående ændringsforslag vedtages, vil Miljøministeriet være forslagsstiller behjælpelig med at foretage de nødvendige konsekvensrettelser i ændringsforslaget mellem 2. og 3. behandlingen.

 

Et ændringsforslag med det ønskede indhold kan formuleres således:

 

Ændringsforslag til L 55

 

Af …….(), tiltrådt af …….()

 

Til § 40

 

1) Efter stk. 1 indsættes som nyt stykke:

 

”Stk. 2. Uanset bestemmelsen i stk. 1 skal tilsynsmyndigheden dog tage en godkendelse efter §§ 11, 12 eller 16 meddelt i perioden fra den 1. januar 2007 til den 31. december 2009, op til revurdering og om nødvendigt meddele påbud eller forbud efter den 1. januar 2010 efter § 39, hvis det er nødvendigt for at opfylde bindende regler eller indsatsplaner og handleplaner fastsat for at tilgodese opfyldelsen af internationale forpligtelser.

 

Stk. 2 bliver herefter stk. 3.

 

[Sikrer revision af miljøgodkendelser udstedt i 2007-2009 for at nå mål i indsatsplaner og handleplaner]

 

 

Bemærkninger

 

Til nr. 1

 

”Med den foreslåede ændring til nyt stykke 2 i § 40 fastsættes det, at vilkår i godkendelser, som er meddelt efter lovforslaget i perioden fra 1. januar 2007 til 31. december 2009, kan revideres inden for den 8-årige retsbeskyttelsesperiode. Formålet med bestemmelsen er at sikre, at arealanvendelsen bidrager til at nå målene i indsatsplaner og handleplaner, der udarbejdes på baggrund af kortlægningen i 2009 og øvrig EU-regulering.”

 

Jeg vil samtidig tilkendegive, at jeg ikke kan støtte ændringsforslaget.