Miljøministerens besvarelse af spørgsmål nr. 75 ad L 55 stillet af Folketingets Miljø- og Planlægningsudvalg.
Spørgsmål nr. 75
Svar
I dag er det muligt via gødningsregnskaberne at kontrollere gødningstildelingens indhold af fosfor på bedriftsniveau dvs. det samlede forbrug af fosfor. Tilsynsmyndigheden har derimod ikke rent praktisk mulighed for at kontrollere, hvor meget husdyrgødning der tildeles den enkelte mark, idet det ikke kan kontrolleres, hvor store mængder husdyrgødning, der faktisk er udbragt på markniveau. Således vil opgørelser over fosforforbruget fortsat ske på bedriftsniveau.
I de fremtidige miljøgodkendelser er det imidlertid hensigten, at forudsætninger vedrørende landmandens tildeling af fosfor til de arealer, som er identificeret via det fastlagte beskyttelsesniveau og hvor der vil være en øget risiko for fosfortab, formuleres klart i godkendelsen, så landmanden ved hvilke forventninger kommunen har til en miljøvenlig drift af arealerne. I de tilfælde, hvor der indgår særlige risikoarealer i forhold til afstrømning af fosfor i ansøgningen skal kommunen endvidere stille vilkår, der kan imødegå disse risici, jf. besvarelsen af spørgsmål 32. Sådanne vilkår vil kunne kontrolleres ved kommunens tilsyn med de fysiske forhold på bedriften.
Hel generelt gælder på fosforområdet, at der på nuværende tidspunkt ikke findes et komplet billede af, hvor de såkaldte fosforrisikoarealer findes. Et værktøj er under udarbejdelse for, i de kommende år mere præcist at kunne identificere og kortlægge risikoarealer og på den baggrund iværksætte en endnu mere målrettet indsats for at reducere tab af fosfor fra arealerne. Det vil blive en del af vand- og naturplanerne, som vil udgøre en del af beskyttelsesniveauet (dog ikke for forhold vedrørende lugt, affald mv.) efter lovforslaget, når disse er endeligt vedtaget.