J.nr.  SNS-401-00451

 

 

  

Den 27. november 2006

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 


Miljøministerens besvarelse af L 55 - Spørgsmål nr. 39 stillet af Folketingets Miljø- og Planlægningsudvalg.

 

 

Spørgsmål      

Biogasanlæg og højteknologiske gyllesepareringsanlæg er nævnt som et effektivt miljøteknologisk redskab, som kan anvendes for at opfylde de skærpede udvaskningskrav, der vil gælde for visse husdyrproduktioner, som har udbringningsarealer i oplandet til sårbare internationale naturbeskyttelsesområder. Kan ministeren oplyse det forventede omfang af nye biogasanlæg hhv. gyllesepareringsanlæg i forbindelse med de skærpede reduktionskrav?

 

Svar

Hvordan den enkelte landmand vælger at leve op til på de nye udvaskningskrav afhænger af en række rammebetingelser. Det vil blandt andet afhænge af, om landmanden vælger at investere i ny miljøteknologi, om han tilkøber, forpagter eller indgår aftaler om mere udbringningsareal eller om han skærer ned i den ansøgte husdyrproduktion. Den afvejning afhænger som udgangspunkt meget af prisen på investeringen i forhold til prisen på jord og aftalearealer. Dertil kommer andre betydelige faktorer såsom teknologiens driftsøkonomi og driftsikkerhed.

 

Hvordan forholdet mellem teknologi- og jordpriserne m.v. vil udvikle sig fremover og herved i hvor høj grad landmanden vil vælge at investere i ny miljøteknologi i form af biogasanlæg, er vanskeligt at forudsige, og der er ikke i det udredningsarbejde, der ligger til grund for lovforslaget lavet specifikke beregninger heraf.

 

Alt andet lige er det dog Miljøministeriets vurdering, at det særligt i oplande til de meget sårbare vandområder i en række tilfælde vil være interessant for et husdyrbrug der vil udvide at investere i teknologier som biogasanlæg og gylleseparering.

 

I den forbindelse skal det også bemærkes, at regeringen med sin nye pakke til fremme af miljøeffektive teknologier fra ide til marked på 255 mio. kr. forbedrer rammebetingelserne for teknologiinvesteringer betydeligt gennem en sammenhængende satsning på forskning, innovation og demonstration, samt uvildig certificering af miljøeffektive teknologier på landbrugsområdet.