Ministeren

 

J.nr.

 

 

  

Den 20. november 2006

 

 

 

 

 

 

 

 


Miljøministerens besvarelse af spørgsmål nr. 25 ad L 55  - Forslag til

lov om miljøgodkendelse m.v. af husdyrbrug stillet af Folketingets Miljø- og Planlægningsudvalg.

 

 

Spørgsmål 25

Kan ministeren bekræfte, at en landmand, der bygger en smågrisestald med delspaltegulv eller en slagtesvinestald med delspaltegulv med min. 50 % fast gulv, på grund af ændringerne i de nye normtal, ikke behøver at foretage sig yderligere for fuldt og helt at opfylde de generelle ammoniakreduktionskrav på henholdsvis 15 %, 20 % og 25 %, som er fastlagt for 2007-2009, og at der dermed intet sker for at fremme produktion af miljøteknologi i forbindelse med ammoniakrensning?

 

Svar

Som det fremgår af lovforslaget, skal det generelle krav om reduktion af ammoniakemissionerne stilles i forhold til ”bedste staldsystem” med normtallene fra 2005/2006 som fikspunkt. Det betyder, at emissionsfaktoren for 2005/2006 bibeholdes som udgangspunkt for fastlæggelse af reduktionskravet, selvom der fremkommer nye normtal i 2006/2007.

 

Nye staldsystemer med en markant mindre ammoniakemission, som ikke er angivet i normtalstabellen for 2005/2006, kan anvendes til at indfri reduktionskravet. Dette betyder, at f.eks. valg af delvist spaltegulv med over 50 % fast gulv skal kunne indgå som en del af imødekommelsen af det generelle ammoniakkrav, fordi det er udtryk for en reel miljøforbedring i forhold til bedste staldsystem i 2005/2006. Det er glædeligt, at der hele tiden sker en udvikling af nye staldsystemer med lavere ammoniak-emission, og den indsats skal belønnes ved beregning af reduktionskravet.

 

Der vil indtil evalueringen i 2008 fortsat være et uændret ammoniakkrav til nye stalde med smågrise og slagtesvin på delvist spaltegulv med under 50 pct. fast gulv og dermed et uændret incitament til ammoniakreduktion.

 

Med hensyn til delvist spaltegulv over 50 pct. fast gulv vurderes det af mange landmænd som betydeligt mere arbejdskrævende med hensyn til udmugning end andre systemer. Nogle landmænd forventes derfor uanset ammoniakkravet stadig at vælge andre staldsystemer, hvor de for at imødekomme ammoniakkravet må investere i f.eks. ammoniakrensning.