Dato:            22. november 2006

Kontor:         Lægemiddelkontoret

J.nr.:             2006-1307-2

Sagsbeh.:   KST

Fil-navn:       L 51 - spørgsmål nr. 5 - svar.doc

 


Besvarelse af spørgsmål nr. 5 (L 51) som Folketingets Sundhedsudvalg har stillet til indenrigs- og sund­hedsministeren den 15. november 2006

 

Spørgsmål 5:

"Ministeren bedes oplyse, hvilken effekt de nye regler forventes at få i forhold til det rabatniveau, apotekerne opnår i dag, herunder om der forventes færre eller flere udbetalte rabatter til apotekerne. Kan ministeren i forlængelse heraf sandsynliggøre/dokumentere, at de hidtil udbetalte rabatter har modsvaret en tilsvarende rationaliseringsgevinst hos grossisterne som følge af mere rationelle indkøb?"

 

Svar:

De foreslåede bestemmelser vedrørende omkostningsbegrundede rabatter skal sikre, at de omkostningsbegrundede rabatter har grundlag i en reel omkostningsbesparelse hos leverandøren. Der er alene tilsigtet en præcisering af reglerne i overensstemmelse med formålet med ordningen ved dennes indførelse i 2000. Jeg kan ikke afvise, at de foreslåede præciseringer kan indebære, at udviklingen i rabatniveauet vil være vigende. I det omfang de foreslåede ændringer måtte indebærer en reduktion i niveauet for de omkostningsbegrundede rabatter, må dette imidlertid være udtryk for, at der har været givet rabatter, der ligger uden for det oprindelige formål. Det skal i den forbindelse bemærkes, at de samlede rabatter er vokset til et niveau, der væsentligt overstiger det forventede niveau ved ordningens indførelse.

 

Jeg har ikke grundlag for at kunne oplyse, om de hidtil udbetalte rabatter har modsvaret en tilsvarende rationaliseringsgevinst hos grossisterne. Det er bl.a. derfor, at der foreslås en række bestemmelser – herunder bestemmelser vedrørende regnskab og revision – der skal tilvejebringe klarhed og gennemsigtighed omkring ydede rabatter.