"Ministeren bedes kommentere henvendelsen af 5. november 2006 fra Skanderborg Apotek, jf. L 51 – bilag 4."
Det fremgår af henvendelsen af 5. november 2006 fra Skanderborg Apotek, at det er apoteker Aage Rasmussens opfattelse, at der er behov for, at det i det fremsatte lovforslag tydeliggøres, at en sammenblanding af interesser i den veterinære distribution vil være ulovlig.
Der skal i den forbindelse henvises til besvarelsen af spørgsmål nr. 1. Indenrigs- og Sundhedsministeriet mener, at lovteksten er klar og finder således ikke, at henvendelsen fra Skanderborg Apotek giver anledning til at foretage ændringer heri.