Dato:            22. november 2006

Kontor:         Lægemiddelkontoret

J.nr.:             2006-1307-2

Sagsbeh.:   KST

Fil-navn:       L 51 - spørgsmål nr. 12 - svar.doc

 


Besvarelse af spørgsmål nr. 12 (L 51) som Folketingets Sundhedsudvalg har stillet til indenrigs- og sund­hedsministeren den 15. november 2006

 

Spørgsmål 12:

"I konsekvens af, at mange apotekere i dag indgår i kædesamarbejder med henblik på at opnå bedre rabatter eller øget indtjening på baggrund af fælles annoncering og markedsføringsaktiviteter bedes ministeren oplyse, om lovforslaget har som konsekvens, at apotekere fremover vil blive omfattet af den særlige oplysningspligt, der allerede gælder for lægers, tandlægers og dyrlægers oplysningspligt i henhold til apotekerlovens § 3, stk. 2, hvad angår deres økonomiske interesser i bestemte apotekskæder, grossister og lægemiddelvirksomheder."

 

Svar:

Med lovforslagets § 2, nr. 3, indføres en regel (apotekerlovens § 3 b, stk. 2) om, at en apotekskæde, der udfører aktiviteter i forbindelse med opnåelse af omkostningsbegrundede rabatter og udførelse af reklame- og markedsføringsaktiviteter, ikke uden Lægemiddelstyrelsens tilladelse må drive eller være knyttet til en virksomhed, der har tilladelse efter § 39, stk. 1 eller 2 i lægemiddelloven.

 

Kæden vil være forpligtet til at søge Lægemiddelstyrelsen om tilladelse, såfremt den driver eller er knyttet til en virksomhed, der har tilladelse efter lægemiddellovens § 39, stk. 1 eller 2. Bestemmelsen omfatter ledelsen af kæden. Er kæden organiseret i selskabsform, vil ledelsen omfatte bestyrelsen og den daglige ledelse (direktionen). Bestemmelsen omfatter endvidere apotekskæden som sådan – dvs. virksomheden, selskabet eller foreningen. De menige medlemmer af kæden er omfattet af apotekerlovens § 3, stk. 3.

 

Baggrunden for bestemmelsen er at præcisere, at apotekere ikke gennem foreningsdannelse kan frigøre sig fra det regelsæt, der allerede i dag gælder for den enkelte apoteker. Ifølge den nugældende apotekerlovs § 3, stk. 3, må apotekere ikke uden Lægemiddelstyrelsens tilladelse drive eller være knyttet til en virksomhed, der har tilladelse efter lægemiddellovens § 39, stk. 1 eller 2 (tidligere § 8, stk. 1).

 

Apotekere har i dag mulighed for at modtage betaling fra ”§ 39-virksomheder” for leje af vinduer, podier og lignende, ligesom apotekere har mulighed for at modtage betaling fra sådanne virksomheder til annoncer for ikke-receptpligtige lægemidler i reklamemateriale udgivet af apoteker og apotekskæder med henblik på salg til forbrugerne.

 

Dette anses ikke for at være en tilknytning efter apotekerlovens § 3, stk. 3 og apotekere er således ikke forpligtede til at ansøge Lægemiddelstyrelsen som tilladelse til sådanne aktiviteter.