Dato:            20. marts 2007

Kontor:         Forvaltningsjuridisk kt.

J.nr.:             2006-1640-17

Sagsbeh.:   MER


Endelig besvarelse af spørgsmål nr. 138 (L 50 B – bilag 55), som Folketingets Sundhedsudvalg har stillet til indenrigs- og sund­hedsministeren den 2. marts 2007

 

Spørgsmål 138:

"Ministeren bedes kommentere henvendelsen af 22. februar 2007 fra Dansk Socialrådgiverforening, jf. L 50 B - bilag 55."

 

Svar:

 

Dansk Socialrådgiverforening har i henvendelsen givet udtryk for, at de sygehusansatte socialrådgivere har behov for adgang til EPJ (elektroniske patientjournaler) for at kunne varetage deres arbejdsopgaver.

 

Det bemærkes herved, at ændringsforslaget alene regulerer sundhedspersoners adgang til at indhente elektroniske helbredsoplysninger fra EPJ. Som anført i henvendelsen fra Dansk Socialrådgiverforening, er de sygehusansatte socialrådgivere ikke en del af det sundhedsfaglige personale. De sygehusansatte socialrådgivere beskæftiger sig med primært med socialfaglige problemstillinger og er ikke sundhedspersoner i sundhedslovens forstand. Socialrådgiveres behandling af helbredsoplysninger er således ikke reguleret i dette lovforslag.

 

Det bemærkes, at ændringsforslaget ikke ændrer de eksisterende regler i sundhedslovens kapitel 9 om videregivelse af helbredsoplysninger m.v. til andre end sundhedspersoner. Således vil de sygehusansatte socialrådgivere fortsat kunne få videregivet helbredsoplysninger m.v. til andre formål end behandling fra sundhedspersoner efter reglerne i sundhedslovens § 43.

 

Efter denne bestemmelse kræves som hovedregel, at patienten giver et skriftligt, tidsbegrænset samtykke til videregivelsen. Oplysninger vil dog også kunne videregives uden patientens samtykke under nærmere angivne omstændigheder, jf. sundhedslovens § 43, stk. 2. Eksempelvis kan en oplysning videregives, når det følger af lov eller bestemmelser fastsat i henhold til lov, at oplysningen skal videregives og oplysningen må antages at have væsentlig betydning for den modtagende myndigheds sagsbehandling, jf. lovens § 43, stk. 2, nr. 1.

 

Ved videregivelse af oplysninger uden samtykke kræves det altid, at den sundhedsperson, der er i besiddelse af en fortrolig oplysning, afgør, hvorvidt videregivelse er berettiget uden patientens samtykke, jf. lovens § 43, stk. 3.

 

Indhentelse af oplysninger ved opslag i EPJ sker uden, at en afgivende sundhedsperson foretager en vurdering af, hvorvidt den hermed forbundne videregivelse er berettiget. Dette indebærer, at andre end sundhedspersoners eventuelle indhentelse af oplysninger ved opslag i EPJ i givet fald ikke vil kunne ske uden patientens skriftlige, tidsbegrænsede samtykke.

 

Der er således ikke tale om, at forslaget fratager de sygehusansatte socialrådgivere adgang til de oplysninger i patienternes journaler, som de som led i deres arbejde har brug for, idet der fortsat kan videregives helbredsoplysninger m.v. til de sygehusansatte socialrådgivere efter de eksisterende regler.

 

Sundhedslovens regler om videregivelse og indhentning af oplysninger suppleres af persondatalovens regler, som ligeledes skal iagttages.

 

Det følger således af § 11 i bekendtgørelse nr. 528 af 15. juni 2000 om sikkerhedsforanstaltninger til beskyttelse af personoplysninger, som behandles for den offentlige forvaltning, at kun autoriserede personer må have adgang til de personoplysninger, som behandles, og der må kun autoriseres personer, som er beskæftiget med de formål, hvortil personoplysningerne behandles. De enkelte brugere må ikke autoriseres til anvendelser, som de ikke har behov for.

 

Det bemærkes, at reguleringen af adgangen til EPJ er udtryk for en afvejning af to hensyn. På den ene side hensynet til, at de sundhedspersoner, som har behov for en adgang til at foretage opslag i EPJ for at kunne udføre deres arbejdsopgaver effektivt, får den fornødne adgang, således at vi i sundhedsvæsenet udnytter de fordele, som EPJ indebærer. På den anden side hensynet til at sikre, at oplysninger ikke misbruges, hvilket indebærer, at der som udgangspunkt kun skal være adgang til relevante oplysninger for de sundhedspersoner, som har en aktuel patient-behandler-relation til patienten, og ikke for alle ansatte, der som led i deres virksomhed beskæftiger sig med patienten.