ØKONOMI- OG ERHVERVSMINISTEREN

 

 

11. december 2006

 

 

Besvarelse af spørgsmål 6 ad L 42  stillet af Udvalget vedrørende Grønlandske Forhold den 8. december 2006.    

 

 

 

 

 

 

Spørgsmål 6:

Ministeren bedes redegøre for baggrunden for, at de grønlandske pengesedler med lovforslaget ikke blive gangbare i de øvrige dele af Kongeriget Danmark og i den forbindelse ønskes en redegørelse for Nationalbankens holdning til spørgsmålet.

 

Svar:

Når pengesedler er gangbare eller lovligt betalingsmiddel, så indebærer det, at der kan betales med disse sedler i et afgrænset geografisk område. Det betyder også, at erhvervsdrivende er forpligtet til at acceptere betaling med disse pengesedler.

 

Givet at betalinger med grønlandske pengesedler må forventes at være meget sjældne i såvel syddanmark som på Færøerne, vil der kunne opstå tvivl om ægtheden af pengesedlerne. Dette stiller såvel brugerne af sedlerne (grønlænderne) som de erhvervsdrivende i en uheldig situation.

 

Endvidere vil usikkerhed omkring udseendet af en grønlandsk og evt. en færøsk seddel øge risikoen for falskmøntneri.

 

Som anmodet har jeg også forelagt spørgsmålet for Nationalbanken. Nationalbanken oplyser følgende:

 

"Der er typisk alene en type sedler i et valutaområde. For det første vil cirkulering af flere typer sedler kunne skabe forvirring, herunder om ægte sedlers udseende. Endvidere er der det praktiske hensyn i relation til sortering, distribuering mv. Konkret må det derfor antages at kunne skabe forvirring, herunder om ægte sedlers udseende, i den øvrige del af Kongeriget Danmark, hvis de grønlandske sedler også bliver lovligt betalingsmiddel her. Denne effekt vil forstærkes, hvis det samme bliver tilfældet med de færøske sedler. Endvidere vil det betyde yderligere omkostninger for Nationalbanken og pengeinstitutterne, der i langt højere grad end tiltænkt med det nuværende lovforslag vil skulle håndtere op til 3 forskellige slags sedler, der skal sorteres, distribueres mv.

 

Færøerne har siden 1949 af historiske grunde haft en helt særlig ordning med egne sedler, der alene er lovligt betalingsmiddel pÃ¥ Færøerne. Danske sedler anvendes i praksis ogsÃ¥ pÃ¥ Færøerne. 

 

Da de danske sedler i dag anvendes i Grønland, vil det være naturligt fortsat at kunne bruge disse. Fremover vil grønlandske sedler således cirkulere i Grønland sammen med danske. Finansrådet har i øvrigt henstillet til sine medlemmer, at grønlandske pengesedler, når de måtte komme i omløb, ombyttes gratis til danske pengesedler.

 

Det er således Nationalbankens anbefaling, at de kommende grønlandske sedler alene bør være lovligt betalingsmiddel i Grønland."

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

ØKONOMI- OG ERHVERVSMINISTERIET

Slotsholmsgade 10-12

1216 København K

 

Tlf.           33 92 33 50

Fax          33 12 37 78

CVR-nr    10 09 24 85

[email protected]

www.oem.dk