Folketinget Finansudvalg



 

København, den 25. september 2007

Sagsnr.:  8446

 

 

 

 

 

Folketingets Finansudvalg har i skrivelse af 10. september 2007 (Ad L 219 Forslag til finanslove for finansåret 2008  – spørgsmål 7) udbedt sig min besvarelse af følgende spørgsmål:

 

Spørgsmål 7 Ad § 24.31.11.97. Andre tilskudsfinansierede aktiviteter:

 

” Ministeren bedes redegøre for kontrolindsatsen i forhold til økologisk jordbrugsproduktion, og de anvendte midler hertil.”

 

 

Svar:

 

I henhold til EU’s økologiforordning[1] skal der mindst én gang årligt gennemføres en fuldstændig, fysisk kontrol på autoriserede, økologiske landbrugsbedrifter. Derudover skal der gennemføres et antal anmeldte og uanmeldte stikprøvekontroller hos tilfældigt udvalgte.

 

Kontrollerne gennemføres af Plantedirektoratets 6 distrikter. Den årlige kontrol varsles på forhånd, og kontrolløren sætter sig forinden ind i de foreliggende oplysninger om den enkelte bedrift. Det drejer sig typisk om oplysninger i form af markkort, bedriftens status og produktion, meddelte tilladelser eller afslag på ansøgninger mv.

 

Kontrollerne, der som minimum skal overholde kravene i forordningens bilag III, gennemføres med bistand af den driftsansvarlige. Kontrollen har til formål at sikre, at de økologiske produktionsregler overholdes, herunder at der ikke er ind- eller udført produkter i strid med økologireglerne.

 

Kontrollen består af en dokumentationskontrol, hvor der sker en gennemgang af de pligtige regnskaber over ind- og udgåede produkter i form af gødning, udsæd, afgrøder, dyr, mælk osv.

 

 

Endvidere vil kontrolløren besigtige stalde, lader og andre lokaliteter, hvor der opbevares produkter af betydning for bedriften. På bedrifter med dyrehold kontrolleres dyrenes velfærd, foder, medicinering m.v. Endelig vil bedriftens arealer (helt eller delvist) blive besigtiget for at kontrollere, om reglerne om udegående dyr, parallelavl og jordbehandling mv. bliver overholdt.

 

Kontrolløren udfærdiger efter hvert kontrolbesøg en kontrolrapport, og kontroloplysningerne registreres elektronisk.

 

Hvis der i forbindelse med en kontrol er konstateret forhold, der er i strid med reglerne, får landmanden 14 dage til at komme med bemærkninger, hvorefter sagen sendes til behandling i Plantedirektoratets Sektor for Økologi, der er beliggende i Sorgenfri. Sektoren varetager håndhævelsen (sanktioneringen) i forhold til konstaterede overtrædelser. Afhængigt af overtrædelsens grovhed reageres der med en eller flere sanktioner i form af indskærpelser, påbud, forbud, nedklassificering, omlægning af dyr eller arealer, bødeforelæg, politianmeldelse eller tilbagekaldelse af autorisationen.

 

Det bemærkes, at lignende kontroller gennemføres hos de 110 autoriserede, økologiske forsyningsvirksomheder (foderstoffer, frøhandlere mv.).

 

For så vidt angår de anvendte midler til kontrolarbejdet, henvises til besvarelsen af spørgsmål 3.

 

Eva Kjer Hansen

 

 

 

 

                                                                                            / Aase Thusholt-Madsen

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 



[1] Rådets forordning (EØF) nr. 2092/91 af 24. juni 1991 med senere ændringer om økologisk produktionsmetode for landbrugsprodukter og om angivelse heraf på landbrugsprodukter og levnedsmidler.