Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr.<DOCUMENT_START> 3 vedrørende forslag til lov om ændring af lov for Færøerne om rettens pleje (Massemediernes kildebeskyttelse, børnesagkyndige dommere og udenlandske advokater på
Færøerne m.v.) (L 203), som Folketingets Udvalg vedrørende Færøske Forhold har stillet til justitsministeren den 26. april 2007.

 

 

 

Lene Espersen

/

 Lars Hjortnæs

 


Spørgsmål nr. 3 vedrørende forslag til lov om ændring af lov for
Færøerne om rettens pleje (Massemediernes kildebeskyttelse, børnesagkyndige dommere og udenlandske advokater på Færøerne m.v.) (L 203):

 

”Mener ministeren, at det færøske lagting har lovgivet ud over sine beføjelser, når det gælder de færøske love om den faste voldgiftsret, børneværnsloven og medieansvarsloven?”

 

Svar:

 

Som det fremgår af pkt. 1 i lovforslagets almindelige bemærkninger, hører spørgsmål vedrørende bl.a. medieansvar, børneværn og den faste voldgiftsret under de færøske myndigheder, mens retsplejen er et rigsanliggende.

 

Med lovforslaget indsættes der nye retsplejemæssige regler vedrørende den faste voldgiftsret og børneværn i den færøske retsplejelov (lovforslagets § 1, nr. 4, 7 og 11), mens der for så vidt angår reglerne om medieansvar er tale om en ændring af den gældende bestemmelse i § 172 i den færøske retsplejelov (lovforslagets § 1, nr. 6). Efter Justitsministeriets opfattelse er dette i overensstemmelse med den gældende kompetencefordeling mellem rigsmyndighederne og det færøske Hjemmestyre. Det bemærkes i den forbindelse, at det nævnte kompetencespørgsmål forud for udarbejdelsen af lovforslaget har været drøftet på embedsmandsniveau med Hjemmestyret.

 

Det kan tilføjes, at de færøske myndigheder efter reglerne i lov nr. 578 af 24. juni 2005 om de færøske myndigheders overtagelse af sager og sagsområder vil kunne vælge at overtage sagsområdet ”retsplejen”. I givet fald vil det tilkomme Hjemmestyret – og ikke som i dag rigsmyndighederne – at fastsætte regler som bl.a. de omhandlede.

 

Â