Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr.<DOCUMENT_START> 32 vedrørende forslag til lov om hold af heste (L 202), som Folketingets Retsudvalg har stillet til justitsministeren den 23. maj 2007.

 

 

 

Lene Espersen

 

/Torben Jensen

 


Spørgsmål nr. 32 vedrørende forslag til lov om hold af heste (L 202):

 

”Ministerens kommentarer udbedes til vedlagte ændringsforslag om en revisionsbestemmelse.”

 

Svar:

 

Ændringsforslaget indebærer, at der i lovforslaget indsættes en revisionsbestemmelse, hvorefter justitsministeren i folketingsåret 2008-2009 skal fremsætte lovforslag om revision af lov om hold af heste.

 

Justitsministeriet skal i den forbindelse bemærke, at det fremgår af afsnit 17 i de almindelige bemærkninger til lovforslaget, at dette er omfattet af lovovervågning. Denne lovovervågning vil fokusere på, om reglerne har ført til den tilsigtede forbedring af de dyrevelfærdsmæssige forhold for hestene, samt hvilken betydning reglerne i øvrigt har haft for hesteholdene. Efter høring af de berørte myndigheder og organisationer mv. vil Justitsministeriet således i 2012 udarbejde en redegørelse herom til Folketinget.

 

Justitsministeriet kan supplerende oplyse, at der ved fastsættelsen af tidspunktet for udarbejdelsen af denne redegørelse til Folketinget er lagt vægt på, at en række af lovens bestemmelser er omfattet af overgangsordninger for eksisterende hestehold. En række af lovforslagets mest indgribende mindstekrav vil således først finde anvendelse for hestehold etableret før 1. juli 2007 fra henholdsvis 2011, 2016 og 2020.

 

Efter Justitsministeriets opfattelse vil det erfaringsgrundlag med loven, som er nødvendigt for en fyldestgørende evaluering af lovens virkning, først kunne foreligge i 2012. Justitsministeriet kan derfor ikke støtte ændringsforslaget.