Dato:

3. maj 2007

Kontor:

Lovkontoret

J.nr.:

2007/4000-83

Sagsbeh.:

CBU

 

 

 

 

 

Besvarelse af spørgsmål nr. 7 ad L 197 stillet af Folketingets udvalg for Udlændinge- og Integrationspolitik til ministeren for flygtninge, indvandrere og integration den 26. april 2007.

 

Spørgsmål:

”I relation til den megen opmærksomhed om visse konkrete Libanon-evakueredes opholdsgrundlag eller mangel på samme, bedes ministeren eksemplificere situationer, hvor den foreslåede registersamkøring ville kunne tilføre en viden, som alligevel ikke blev opdaget i forbindelse med den konkrete evakuering.”

Svar:

En samkøring eller sammenstilling af navnene på udlændinge, der evakueres efter ophold i hjemlandet, med udlændingemyndighedernes oplysninger om de samme udlændinges opholdsgrundlag i Danmark vil gøre det muligt for Udlændingeservice at finde frem til sager, hvor udlændinge med flygtningestatus har opholdt sig i deres hjemland.

 

Sådanne sager kunne udlændingemyndighederne på grund af den ekstraordinære situation ved evakueringen fra Libanon i sommeren 2006 ikke systematisk finde frem til. Det skyldes, at der i dag ikke er hjemmel til at samkøre Udenrigsministeriets oplysninger om evakuerede udlændinge med udlændingemyndigheders oplysninger om de samme udlændinges opholdsgrundlag.

 

Med den foreslåede bestemmelse om samkøring kan Udlændingeservice i en eventuel fremtidig evakueringssituation således få viden om sådanne sager med henblik på at kontrollere, om udlændingelovens regler for opholdstilladelse overholdes.