Folketingets Uddannelsesudvalg

Christiansborg

 

 

I forbindelse med behandlingen af (L 196) Forslag til Lov om ungdomsuddannelse for unge med særlige behov har Folketingets Uddannelsesudvalg i brev af 16. maj 2007 stillet mig følgende spørgsmål:

 

Spørgsmål 13:

”Ministeren bedes fremsende sit svar på henvendelse af 11. maj 2007 fra Karise Efterskole, jf. L 196 - bilag 19.”

 

Svar:

Jeg har følgende bemærkninger til Karise Efterskoles henvendelse af 11. maj 2007 om et påtænkt uddannelsestilbud for efterskolens afgangselever i henhold til L 196:

 

Efterskolerne får med L 196 mulighed for at medvirke til gennemførelsen af ungdomsuddannelsen med særligt tilrettelagte forløb efter aftale med kommunalbestyrelsen. Sådanne aftaler kan både omfatte tilrettelæggelse af uddannelsen og dele deraf, men ikke ordinær efterskolevirksomhed i henhold til lov om folkehøjskoler, efterskoler, husholdningsskoler og håndarbejdsskoler (frie kostskoler).

 

Det fremgår af henvendelsen fra Karise Efterskole, at skolens påtænkte tilbud til unge udviklingshæmmede skønsmæssigt vil omfatte 25-40 procent af efterskolens afgangselever.

 

Jeg skal hertil bemærke, at for efterskoler, folkehøjskoler, husholdningsskoler, håndarbejdsskoler, produktionsskoler og institutioner for erhvervsrettet uddannelse kan udbud af de særligt tilrettelagte uddannelsesforløb efter L 196 alene have karakter af accessorisk virksomhed i forhold til den uddannelsesvirksomhed, hvortil den pågældende skole eller institution er godkendt. Et tilbud, der efter de foreliggende oplysninger om elevtallet på Karise Efterskole vil udgøre omkring 12 elever, vil kunne anses for en accessorisk virksomhed.  

 

Jeg skal i øvrigt henvise til mit svar på spørgsmål 12, hvori jeg har redegjort for betingelserne for særligt tilrettelagte uddannelsesforløb på frie kostskoler, produktionsskoler og institutioner for erhvervsrettet uddannelse.

 

Som det også fremgik af mit svar af 8. maj 2007 på spørgsmål 2, lægger lovforslaget ikke op til, at ungdomsuddannelsen skal være et døgntilbud, hvor der både er elementer af uddannelse og socialpædagogiske foranstaltninger. 

 

Lovforslaget indeholder heller ikke bestemmelser om bo-tilbud. Dette er dog ikke til hinder for, at kommunalbestyrelsen efter aftale med de i lovforslagets § 4, stk. 2, 3. pkt., (ændringsforslagets § 01, stk. 1) nævnte skoler m.v. kan henvise den unge til et undervisningstilbud, som indeholder et tilbud i kostskoleform.

 

Karise Efterskole har peget på, at det påtænkte projekt kunne iværksættes som et forsøgs- og udviklingsprojekt.

 

Jeg skal hertil bemærke, at det er kommunalbestyrelsen, der efter lovfor-slagets § 2, stk. 1, 2. pkt., forpligtes til at sørge for, at de unge tilbydes en ungdomsuddannelse efter denne lov. Det er derfor også kommunalbestyrelsen, der kan ansøge om fravigelse af lovens bestemmelser som led i forsøgsvirksomhed og pædagogisk udviklingsarbejde, jf. lovforslagets § 13.

 

Jeg har underrettet Karise Efterskole om ovenstående.

 

Dette svar fremsendes i 5 eksemplarer.

 

 

Med venlig hilsen

 

 

 

Bertel Haarder