ØKONOMI- OG ERHVERVSMINISTEREN

 

 

 

8. maj 2007

 

Besvarelse af spørgsmål nr.<DOCUMENT_START> 24 af 7. maj 2007 fra Folketingets Boligudvalg vedrørende forslaget til lov om ændring af byggeloven, lov om almene boliger m.v. og lov om bygnings- og boligregistrering. (Byggeskadeforsikring) (L 177).

 

 

Spørgsmål:

Med henvisning til ministerens besvarelse af spørgsmål 1, bedes det nærmere uddybet hvad der lægges i ordet ”bygherre”. Hvis en familie har en grund, hvor de aftaler med et typehusfirma at købe et hus til opførelse af firmaet, vil det så være omfattet at forsikringsordningen? Spørgsmålet skal ses i forhold til, at en bygherre normalt er svarende til den der betaler for byggeriet! Tilsvarende ønskes det oplyst i forhold til et arkitekttegnet hus, hvor familien udbyder byggeriet i en samlet entreprise, og hvor familien dermed er bygherre, om de vil være omfattet af forsikringsordningen?

 

Svar:

Som det fremgår af mit svar på spørgsmål 1 stillet af Boligudvalget den 27. april 2007, samt det til Boligudvalget fremsendte ændringsforslag til § 25 A, stk. 3, vil der være forsikringspligt i de tilfælde, hvor en forbruger køber et nybygget hus som en samlet pakke fra en professionel erhvervsdrivende, der står for byggeprocessen og dermed indgår aftaler med de håndværkere, der skal opføre boligen.

 

Det betyder, at i de tilfælde, hvor en forbruger har en grund og indgår aftale med et typehusfirma om, at typehusfirmaet skal opføre et hus på grunden, vil typehusfirmaet skulle tegne en byggeskadeforsikring. Det samme vil gælde i de tilfælde, hvor en familie får en arkitekt til at tegne et hus og efterfølgende udbyder opførelsen af huset som en samlet entreprise.

 

Hvis forbrugeren derimod selv vælger at indgå aftaler med forskellige håndværkere om opførelse af huset, vil forbrugeren være at anse som bygherre i lovens forstand, og der vil ikke være en pligt til at tegne en byggeskadeforsikring.

 

Betegnelsen ”bygherre” er ikke et klart defineret juridisk begreb. I bemærkningerne til lovforslaget er betegnelsen ”bygherre” afgrænset til at gælde i de tilfælde, hvor bygherren er den, der lader bebyggelsen opføre. Den professionelle vil være at anse som bygherre i de tilfælde, hvor det er den professionelle, der for forbrugeren står for hele byggeprocessen og dermed indgår aftaler med de håndværkere, der skal opføre huset. Bygherren vil i disse tilfælde være forskellig fra den, der betaler for byggeriet.   

 

ØKONOMI- OG ERHVERVSMINISTERIET

Slotsholmsgade 10-12

1216 København K

 

Tlf.           33 92 33 50

Fax          33 12 37 78

CVR-nr    10 09 24 85

[email protected]

www.oem.dk