Besvarelse af spørgsmål nr.<DOCUMENT_START>
19 af 26. april 2007 fra Folketingets Boligudvalg vedrørende forslaget til
lov om ændring af byggeloven, lov om almene boliger m.v. og lov om bygnings-
og boligregistrering. (Byggeskadeforsikring) (L 177).
Spørgsmål:
Ministeren bedes
kommentere henvendelsen af 25. april 2007 fra F&P – Forsikring og
Pension, jf. L 177 – bilag 5
Svar:
F&P kan tilslutte sig
hovedlinierne i lovforslaget og anfører, at branchen vil gøre sit yderste for
at tilvejebringe de nødvendige forsikringsprodukter mv. til ordningens
ikrafttrædelse.
F&P finder dog, at lovforslaget ikke
bør indeholde en fast dato for ikrafttræden, men i stedet bør indeholde en
bemyndigelse for ministeren til at bestemme ikrafttrædelsestidspunktet
eventuelt således, at loven senest skal træde i kraft den 1. juli 2008.
Det følger af det fremsatte lovforslag, at
loven skal træde i kraft den 1. februar 2008. Jeg finder, det er vigtigt, at
ikrafttrædelsestidspunktet er fastsat i loven, således at der ved lovens
vedtagelse er kendskab til, hvornår loven skal anvendes.
For at give forsikringsselskaberne den
fornødne tid til at følge op på loven, finder jeg det dog hensigtsmæssigt at
fremsætte et ændringsforslag, således at ikrafttrædelsen udskydes til den 1.
april 2008.
F&P finder endvidere, at selvrisikoen
bør være højere end foreslået, dels fordi byggeskadeforsikringen efter
forslaget kun skal dække væsentlige skader, dels fordi højere selvrisikoen
vil modsvares af lavere omkostninger (og dermed præmie).
Det følger af lovforslaget, at et
forsikringsselskab kan fastsætte en selvrisiko på
byggeskadeforsikringen. Selvrisikoen må maksimalt være på 10.000 kr. pr.
skade. Hvis der opstår flere skader, skal selvrisikoen dog højst være 20.000
kr. pr. skade. Beløbene vil blive pristalsreguleret.
Byggeskadeforsikringen skal dække
væsentlige skader. Hvis forsikringsselskaberne skal behandle alle typer af
skader, vil det som anført af F&P medføre, at forsikringsselskaberne får
megen administration, og at forsikringerne dermed kan blive dyrere for
forbrugerne.
Samtidig er det væsentligt for at sikre en
god forbrugerbeskyttelse, at selvrisikoen ikke er for høj. Det er min
vurdering, at der med den maksimumsgrænse, der er foreslået i bemærkningerne
til lovforslaget, er en god balance mellem forbrugernes incitament til at
undlade at anmelde mindre skader og forbrugernes muligheder for at få dækket
væsentlige byggeskader.
Endelig anfører F&P, at det på det
foreliggende grundlag ikke er muligt for F&P at vurdere præmieniveauet
for den skitserede ordning, heller ikke den gennemsnitlige præmie. F&P
udtaler, at forsikringsselskaberne derfor ikke kan være bundet af
bemærkningerne om det forventede præmieniveau.
Det er forudsat i lovforslaget, at
forsikringsselskaberne vil konkurrere om at tilbyde byggeskadeforsikringen på
markedsvilkår. Prisen på forsikringen vil derfor afhænge af det enkelte
forsikringsselskabs pris på produktet. Præmien vil i det enkelte
forsikringsselskab formentlig variere afhængigt af risikoen ved det enkelte
byggeri. Det forudsættes, at forsikringsselskaberne fastsætter priserne på
forsikringen individuelt og overholder konkurrenceloven.
Det er Erhvervs- og Byggestyrelsens
vurdering, at den gennemsnitlige præmie ikke vil overstige 1,5 % af
anskaffelsessummen. Erhvervs- og Byggestyrelsen og det kommende Penge- og
Pensionspanel vil følge ordningen nøje, herunder prisudviklingen. Â
|