Bilag til forsvarsministerens skrivelse af 31. maj 2007 |
(Alm.del.)
|
|
|
Hvilke private aktører skal implementere det nye radiokommunikationsnet? Og indgår taxabranchen i dette?
Som det fremgår af bemærkningerne til lovforslaget, er det fundet hensigtsmæssigt ved lov at forpligte kommunalbestyrelserne (det kommunale redningsberedskab) og regionsrådene (det regionale ambulanceberedskab) til at benytte det landsdækkende radiokommunikationsnet til løsningen af egne og fælles beredskabsmæssige opgaver i henhold til beredskabslovgivningen og sundhedslovgivningen. De øvrige beredskabsmyndigheder (det statslige redningsberedskab, politiet og forsvaret, herunder hjemmeværnet) er som statslige myndigheder allerede omfattet af forpligtelsen.
Som det endvidere fremgår af bemærkningerne, kan forsvarsministeren fastsætte regler om, at andre end de direkte berørte af lovforslaget skal benytte det fælles landsdækkende radiokommunikationsnet. Som anført i mine besvarelser af spørgsmål 9 og 14 tænkes der i den forbindelse eksempelvis på virksomheder, der leverer kritisk infrastruktur inden for bl.a. energi- og transportområdet, og som er eller kan blive vigtige for det danske beredskab. En sådan forpligtelse vil imidlertid i givet fald alene blive pålagt på baggrund af en beredskabsfaglig vurdering og efter forhandling med de relevante ressortministre.
Som anført i mine besvarelser af bl.a. spørgsmål 3 og 5 er det danske taximarked ikke omfattet af lovforslaget, og der vurderes heller ikke at foreligge et sådant behov.
Vælger kommunalbestyrelsen eller regionsrådet at lade en privat aktør, eksempelvis Falck, løse beredskabsmæssige opgaver på vegne af de pågældende myndigheder, påhviler det kommunalbestyrelsen eller regionsrådet – som det også fremgår af bemærkningerne til lovforslaget – kontraktretligt at sikre, at den private aktør anvender det landsdækkende radiokommunikationsnet.
Der henvises i øvrigt til mine besvarelser af spørgsmål nr. 9 og 14.